Det här är HTML-versionen av Mit Liv gjenoplevet i Mindet. Klicka här för mer information om boken.

Den här boken är hämtad från Projekt Runeberg. Böcker kan vara maskinlästa utan korrektur.

BIBLIOTHECA NORVEGIÆ SACRÆ. XVI.
————————————————————————

MIT LIV GJENOPLEVET I MINDET

AV
O. OLAFSEN

OSLO 1947
—————————————————
I KOMMISJON HOS JACOB DYBWAD

Förord till den elektroniska utgåvan

Verket har digitaliserats av Nasjonalbiblioteket i Oslo i november 2010 och anpassats för Projekt Runeberg under hösten 2012 av Ralph E.

FORORD

Sogneprest Olaf Olafsens livsminner er skrevet efter opfordring av slekt og venner. I 1929 besøkte professor Oluf Kolsrud ham på Voss, og hadde en samtale med ham om arbeidet. Efter Olafsens død i 1932 fikk Oluf Kolsrud manuskriptet tilsendt fra forfatterens bror, sorenskriver Arnet Olafsen, som på familiens vegne gav tillatelse til å utgi boken.

Foruten i denne form foreligger erindringene også i to kortere utarbeidelser. Den ene tilhører Bergens bispearkiv, og er innsendt dit 25. juli 1929 på biskop Peter Hognestads anmodning. Den annen, som næsten i alt stemmer overens med denne, men er skrevet mange år tidligere, tilhører Olafsens pleiedatter, fru Hjørdis Grønlien, Voss.

Oluf Kolsrud har innarbeidet i hovedmanuskriptet det de kortere livsminner inneholder av selvstendig stoff, og har tatt hensyn til avvikelser. Likeså har han tilføiet Olafsens reisebrever til avisene. Reisebrevene og lengere sammenhengende stykker som slik er satt inn i hovedmanuskriptet, står i [ ] med oplysning om når de er skrevet. — Sorenskriver Olafsen har gjennemsett og godkjent manuskriptet i denne utvidede form.

Billedmaterialet er samlet av Oluf Kolsrud, og han har nedlagt et stort kritisk arbeide i utgaven. Ved hans død 17. juni 1945 forelå teksten opsatt i spalter og korrekturlest første gang. Anmerkningene i [ ] nederst på tekstsidene er redigert av ham (de andre er forfatterens). — Ellers har utgiverarbeidet ligget på undertegnede, som har hatt hjelp av cand. theol, et mag. Ingolf Kvamen. Oplysningene bak i boken er for det meste utarbeidet efter Oluf Kolsruds korrespondanse angående dette arbeide, og rettskrivningen er hans. — Bibliografien over Olafsens forfatterskap har bibliotekar Kaare Flaukaas fått i stand. Olafsens efterlatte utrykte samlinger finnes i Bergens museum, heriblandt også „Et liv gjenoplevet i Mindet”, som svarer til vårt hovedmanuskript.

Til utgaven er det gitt bidrag fra de fleste av de bygder hvor sogneprest Olafsen virket: Veøy, Voll, Eid, Byneset, Ullensvang, Kinsarvik og Odda og fra Ullensvang Privatbank, Kinsarvik Sparebank, Odda Sparebank, Odda By- og Bygdebank og Odda Privatbank. Dette har gjort det mulig å utgi boken til en rimelig pris.

Sigurd Kolsrud.

Undertegnede onsker på egne og slektens vegne å uttale min taknemlige erkjendtlighet overfor professor Oluf Kolsrud, som beredvillig påtok sig uten godtgjørelse å besørge forfatterens livserindringer utgitt, og utrettelig og med aldri sviktende interesse har utført sitt arbeide.

Ikke minst innsamlingen av billedstoffet skaffet ham meget bryderi.

Det skyldes i forste række ham at disse livserindringer overensstemmende med forfatterens ønske kan fremlægges for offentligheten.

Vår takk også til dem som ved sin økonomiske bistand har muliggjort utgivelsen, og til professor Sigurd Kolsrud, som velvillig overtok og avsluttet sin brors arbeide efter dennes død.

Arnet Olafsen.

1. INDLEDNING

„At leve er Kamp mod Trolde i Hjertet og Hjernens Hvelv; at digte det er at holde Dommedag over sig selv.”

Disse Digterens bekjendte Ord staar levende for mig i det Øieblik, jeg begynder dette mit Arbeide; jeg føler, at Ordene passer saa ganske og aldeles, at jeg kan ikke finde et mere betegnende billedligt Udtryk for mine Tanker og Følelser end ved at gjøre dem til mine, idet jeg naturligvis omskriver eller ombytter Ordet at digte med at skrive, d. e. skrive sit Levnetsløb eller sine Erindringer.

Det er en alvorlig Sag ati holde Regnskab, at gjennemgaa sit Liv i alle Enkeltheder; det er i Sandhed at holde „Dommedag” over sig selv. De fleste Mennesker søger derfor ogsaa at undgaa Regnskabets Dag; men en Kristen ved, at den maa komme før eller siden, og han vil derfor, om end med tungt Hjerte, gaa til Regnskabs Opgjør, ihukommende Apostelens Ord 1. Kor. 11, 31: Dersom vi dømte os selv, blev vi ikke fordømt.

Skal en Kristen skrive sit Livs Erindringer, vil det efter min Mening blive et Skriftemaal for den alvidende Guds Aasyn; dog ikke saa at forstaa, at han skal omtale sine forskjellige Feil og Synder; det maa blive en Sag for enhver enkelt, hvor langt han i saa Henseende finder at burde gaa. Jeg mener kun, at Regnskabet maa opgjøres for Guds Ansigt; det er en Forudsætning for Optegnelser af sin Livsførelse. Naar han har holdt Regnskab for Guds Aasyn og dømt sig selv, og naar han endvidere har erfaret Sandheden af Apostelens Ord: Gud er større end vort Hjerte og kjender alle Ting (1. Joh. 3, 20), og har fundet Frimodighed i Troen paa sin Frelser, da kan han træde frem med sine „Bekjendelser” eller sine „Erindringer" og lægge dem frem for andre til Lærdom og Opbyggelse.

Men det er ikke blot en meget alvorlig Sag at ville skrive sine Livserindringer; det er ogsaa en meget vanskelig Sag, skjønt detkunde synes at være en meget let Sag. Erfaringen viser dog klart nok, at det er vanskeligere, end de fleste tror, hvis Erindringerne skal have virkeligt Værd for Læserne, d. e. for den almindelige læsende Verden. Der er i Tidernes Løb skrevet en Uendelighed af Bøger af denne Art, og der er mange, som er af stort Værd, fra Augustins alvorlige, gribende «Confessiones» til Rousseaus lette og letsindige «Con- fessions», fra store Statsmænds og berømte Forfatteres Memoirer til en eller anden ukjendt Prests fordringsløse „Erindringer”. Der findes naturligvis en Mængde ypperlige Skrifter af dette Slags, og det maa siges — og derom er vistnok alle Læsere enige — at naar Skrifter af dette Indhold er gode, er de i sjelden Grad tiltalende og interessante. Men det er desværre sjelden at finde saadanne Skrifter. Altfor ofte er de betydningsløse, aandsfattige, og det som værre er, ensidige, vildledende og kanske fulde af personlig Uvilje og Had mod Modstandere.

2. Forfatterens Forældre.

Kirkesanger og Stortingsmand
Jørgen Olafsen
1818-1893,

og Hustru
Aase Jonsdtr. Hoksvaal
1820-1891.

Det er let at forstaa Grunden hertil. Man mener, at det er om sig selv, om sine egne Dyder og gode Gjerninger, der skal skrives, og det gaar let og glat, men er som Regel meget lidet værd; det er

ensidigt og ofte feilagtigt. „Erindringerne“ bliver jo som Regel skrevet i Forfatterens Alderdom, da han er udsat for at glemme meget og at have tabt Evnen til kritisk Vurderen. Endnu værre er det, at det med Alderdommen gjerne følger en Tilbøielighed til at snakke om sig selv — løst og fast, uden Kritik, saa det ofte er ubehageligt at høre eller læse det. Som bekjendt for alle gamle Latinlæsere har selve Cicero udtalt dette: Senectus natura est loqvacior.

I vor Literatur har vi nok af Eksempler, som viser Sandheden af, hvad her er sagt.

Jeg er derfor meget bange for at nedtegne mine Erindringer under Forudsætning af, at de kunde komme til Almenhedens Kundskab.

Desuden har jeg ikke oplevet noget usædvanligt eller noget, som i særlig Orad kan antages at ville interessere Almenheden. Mit Liv har flydt rolig og stille hen under jevne Forholde, og jeg har intet merkeligt at fortælle om.

Paa den anden Side vil jeg bemerke, at det ikke netop er de store merkelige Begivenheder, som giver Skrifter af det her omhandlede Slags sit Værd; tvertom kan det godt være, at en udmerket Bog af dette Slags kan være Frugten af et roligt og stille Liv uden store spændende Begivenheder.

Det kunde nok saaledes tænkes, at der kunde være noget af Værd ogsaa i en Skildring af mit stille og rolige Liv. Jeg har levet længere end de fleste af mine Medvandrere gjennem Livet. Jeg kan se tilbage paa 80 Aar, som jeg husker, om end uklart i de første Aar. Jeg har havt en ganske god Hukommelse og har altid med Interesse fulgt med i Tidens Begivenheder. Jeg har for det meste levet i nogen Afstand fra Begivenhedernes Brændpunkt og kunnet betragte dem som en Tilskuer udenfra, og paa samme Tid har jeg levet under Forholde, der i Almindelighed gav mig god Anledning til at følge med. Det kan da tænkes, at der nok kunde være adskilligt at berette fra mit Liv.

Men Hovedsagen er, om jeg kan magte at betragte det paa den rette Maade, og især, om jeg formaar at fremstille det saaledes, at det kunde fængsle.

Det faar da staa sin Prøve. Kun vil jeg bede dem, som maatte komme til at læse disse mine Livserindringer, om en mild og skaansom Bedømmelse.

2. SLÆGTEN OG DENS OPRINDELSE

Menneskelivet er tvundet sammen af flere Strenge eller Totter, færre eller flere, alt efter de forskjellige Individer. Blandt disse Totter i den Traad, som Skjæbnens Gudinde Lachesis spinder, er der særlig to, som overalt strækker sig gjennem Menneskelivet og med Lethed kan følges: Slægten eller Arven, og Hjemmet og dets Indvirkning. Hvad mit Liv angaar, saa kan jeg med fuld Klarhed følge disse to Totter i mit Liv og bedømme den Indflydelse eller Virkning, som de har havt for mit Liv og Livsvirke. De er begge saa store, og især den førstnævnte, at alle de andre Totter eller Traade, som er tvundet ind i Traaden, er af underordnet Betydning, skjønt de nok kan spores.

Min Fader, Jørgen Olafsen, var af en ung Slægt, som nærmest maa betragtes som en Opkomlingsslægt. Han var nemlig født 1. Januar 1818 paa Pladsen Langlykken under Domaas, som da regnedes til Lesja. Senere har Slægten arbeidet sig op, og Pladsen er blevet til en egen Gaard. Slægten har udmerket sig ved Arbeidsomhed og Vindskibelighed og har fostret dygtige Forretningsfolk. Den har ogsaa vist aandelig Begavelse. I Søskendflokken paa Langlykken var dette især Tilfælde med to: min Far og Søsteren Marit, som døde omkring 1920 i høi Alder. Hun var blind i sine sidste Aar og maatte holde Sengen, men havde en ualmindelig god Hukommelse og kunde fortælle meget fra sine yngre Aar. Det synes, som om det var Bedstemoren Olava, som de havde arvet sine Evner efter. Far talte aldrig om sine Forældre, men altid om Bedstemoren, som han satte meget høit, og af hvem han i Barndommen havde modtaget sine stærkeste Indtryk. Efter hvad han fortalte, maa hun have været en meget alvorlig Kristen, og det er ikke Tvil om, at hun satte sit Præg paa de to nævnte Søskende, som de bevarede hele sit Liv.

Far havde Evner og Anlæg, som var langt over det almindelige. Nogen Skolegang synes han ikke at have nydt; han talte aldrig om Skolen; det var nok Bedstemoren, som havde været hans Lærerinde, og han synes at have været en meget lærenem og lærvillig Elev. Han hungrede efter Kundskaber og begyndte tidlig at erhverve sig saadanne ved Læsning og Selvstudium; han fortalte ofte, hvor vanskelig han havde for at faa Bøger, og hvor glad han var, naar han fik laant en Bog. Den mest fremtrædende Evne hos ham var en god Hukommelse og dernæst Evnen til mundtlig og skriftlig Fremstilling. Somvoksen talte han godt og let og skrev godt for sig, og denne Evne udvikledes og fulgte ham til det sidste. Han havde endvidere en meget god Sangstemme og havde stor Interesse for Musik, særlig for Sang. Ligesaa havde han godt Anlæg for Haandens Arbeide, skjønt han ingen Undervisning havde faaet; blandt andet var han en ikke ubetydelig Træskjærer og ogsaa lidt af en Snedker og Maler. Særlig fremtrædende hos ham var hans Lærerbegavelse. Som Barn og ung forstod jeg ikke helt dette; men senere har jeg faaet Øiet opladt herfor. Det bedste Vidnesbyrd herom er de mange Elever, som udgik fra ham, og som alle senere i Livet saa op til ham og elskede ham. Det var merkeligt, hvorledes han under de yderst kummerlige Forholde, hvori Skolen befandt sig, kunde bringe dem saa langt, som han gjorde. Han var „født Lærer“, og derfor gik det saa glat. Far skrev en ualmindelig vakker Haandskrift, og Børnene tog efter ham; de var alle senere i Livet kjendelige ved sin gode Haandskrift. Jeg har aldrig seet en Skole, hvor Børnene i Gjennemsnit skrev saa vakkert. Og han formaaede endog at lære dem at skrive nogenlunde ortografisk, især i den senere Tid, ikke at tale om, at han lærte dem Historie og Geografi. 3. Forfatterens Far, Kirkesanger og Stortingsmand Jørgen Olafsen 1818—1893. Foruden den varme Interesse, som Far altid havde for Skolen, nærede han særlig Interesse for Historie og for Samfundslivet, som senere blev til politisk Interesse. I en lang Aarrække, fra 1859 til 1889, beklædte han Stillingen som Repræsentant for Romsdals Amt — som det dengang hed — paa Stortinget, et Hverv, som han frasagde sig i 1888.

Jeg vil af Hensyn til det følgende også nævne, at Far ikke i alle Retninger var særlig begavet. Han var ikke noget Forstandsmenneske, havde ikke nogen stor kritisk Evne og var ikke nogen Forretningsmand. Saa underligt det kan høres, varede det ikke retlænge, før jeg begyndte at se det. Dette nævner jeg for at paapege, at Arven gaar ikke altid udelt over paa Børnene; thi naar jeg alt som ung begyndte at se dette, var det naturligvis, fordi jeg var noget anderledes orienteret af Naturen og derfor merkede Modsætningen.

Fars aandelige Interesser var særlig rettet mod Ungdommen og Skolen, mod Sangen og Tonerne, og mod Samfundet, senere Politik, Ogsaa religiøse Interesser eiede han, og disse gik særlig i den Retning, som var knyttet til W. A. Wexels’s Navn og Virksomhed. Han blev senere en varm Ven af Ole Vig.

Som ovenfor nævnt havde Far ingen synderlig Skolegang havt. Men paa Lesja var der i Henhold til Skoleloven af 1827 blevet op-rettet en saakaldt Fastskole, hvor Læreren, som ogsaa var Klokker, tillige havde Forpligtelse til at uddanne unge Lærere. Fastskolen var bygget paa Prestegaardens Grund, Tomten kan endnu paavises, og Læreren var Nils Jordhøy, en af de første Elever fra Asker Seminarium; han synes at have været en meget dygtig Lærer, som forstod at uddanne unge Lærere. Hid kom nu ogsaa den unge Jørgen Lang-lykken; hvilket Aar det var, ved jeg ikke saa nøie; men det var i 1839—1840. Her fik han sin første Uddannelse, og at den har været god, viser Resultatet. Efter en Vinters Ophold blev han saa Omgangs-skoieholder, som det hed, paa Lesjaskogen, en saare beskeden Stilling, som var meget bekymringsfuld, hvis man havde nogen at sørge for. Han var en meget begavet Lærer, hvis Minde længe har levet paa Lesjaskogen; han var meget livlig og selskabelig anlagt, især sang han godt. Han var derfor godt likt.

Dette var altsaa Farsslægten, og at jeg har faaet adskilligt af Arven efter den, er jeg fuldt klar over. Saaledes min Tilbøielighed og Evne til Haandarbeide, som jeg direkte optog som Barn, og som senere har fulgt mig hele Livet igjennem. Ligeledes Interessen for Lærergjerningen, for Ungdommen, for Samfundsspørgsmaal o. s. v. Men som nævnt kom der meget nyt til, og her gjorde Morsslægten sig gjældende. I det hele føler jeg, at min største Arv fik jeg af min Mor, og det følte jeg bestandig gjennem Aarene Jeg var hendes Barn; det var hun, som var det bedste, høieSte og kjæreste paa Jorden.

Mor hørte til en af Gudbrandsdalens ældste, største og mest bekjendte Slægter, Hoksvaal-Slægten, saaledes benævnt efter Gaarden Hoksvaal paa Lesja, &yor den oprindelig hørte hjemme. Hun var født paa nævnte Gaard i 1820; Stuen, hvor hun var født, staar endnu paa Domaas, hvorhen den er flyttet, og er en typiskLesjastue fra ældre Tid. Mors Navn var Aase Jonsdtr. Hoksvaal; Forældrene var Jon Ounnarsson Hoksvaal og Marit Haakonsdtr. fra Hoie. Da Faren døde temmelig tidlig og efterlod sig stor Gjeld, blev Familien splittet, og Mor kom i en ung Alder til sin Faster Aase Gunnarsdtr., som var gift med Postaabneren paa Soleglad ved Domaas, og her vokste hun op. Der var mange Børn paa Hoksvaal, og det var trangt for Familien efter Farens Død, medens Fasteren paa Soleglad ingen Børn havde.

Hoksvaal-Slægten har været og er endnu en meget begavet Slægt; men den er meget ujevn og har store Modsætninger. Jeg har fulgt Slægten til op imod Aar 1600 og har ogsaa udarbeidet en Slægt-tavle over den. Der har været flere, og særlig Kvinder, som har udmerket sig ved et stærkt religiøst Sind og ved stor Offervilje, og det synes, som om Slægten i det hele har havt Anlæg eller Til-bøieligheder, som førte i religiøs Retning. Slægten har havt frem-trædende aandelige Interesser, men mindre andre Anlæg. Den har havt let for at tale og udtrykke sig, har været i hoi Grad slægtskjær, og har været interesseret for Slægtshistorie. Bjørnstjerne Bjørnson mente, at han hørte Slægten til; men det har jeg ikke kunnet konstatere. Enkelte i Slægten har havt udpræget Anlæg for at styre med Penge og har været dygtige Forretningsmænd; de har forstaaet at samle jordisk Gods, medens flere andre har været rene Modsætninger.

Mor var en meget begavet Kvinde i flere Retninger; men hun havde ikke faaet Anledning til at udvikle £lne Evner. Hun fortalte aldrig noget om sin Skolegang; hvad hun havde af aandelige Skatte, havde hun selv lært sig. Hun var begavet med en god Hukommelse, havde megen Slægtsinteresse og Slægtsfølelse, hun mindedes alle gamle Traditioner og Slægtsforholde, og fortalte ofte om Slægtens enkelte Medlemmer og om andre Personer, ligesom hun holdt stærkt paa Slægtskab. Derimod havde hun ikke som Far god Sangstemme, skjønt hun gjerne sang. Hun havde et meget lyst Sind og stadig godt Humør, var altid fomøiet, selv naar det var som mørkest, og skjønt de økonomiske Kaar længe var yderst tarvelige og syntes at maatte knuge hende til Jorden, tabte hun aldrig Modet. Sjelden eller aldrig klagede hun, og aldrig gik hun træt i sit opofrende Arbeide. Kaarene var yderst trange og bekymringsfulde, Barneflokken var stor og Brødet knapt. Der var 11 Børn, hvoraf 9 vokste op. — Ligesaa fremtrædende var hendes store og gode Hjertelag og varme Kjærlighed til de trængende og nødlidende. Skjønt hun havde lidetselv, lod hun aldrig den trængende gaa tomhændet bort, og af saa-danne var der mange i de Dage.

Ligesaa maa nævnes hendes religiøse Sind og Gudsfrygt, som fulgte hende altid og tiltog med Aarene.

En anden Egenskab hos hende var, at hun blev sig selv alle Dage uden at tragte efter at danne sig efter Tidens Udvikling. Hun ved-blev at tale sin Dialekt, knotede aldrig og var altid og overfor alle den samme; hun gjorde ingen Forskjel mellem høi og lav, men sagde du til hvert eneste Menneske, hun talte med. Hun sagde endog du til Kong Oscar, da hun blev præsenteret for ham, og da hun blev gjort opmerksom paa, at hun ikke kunde sige du til Kongen, svarede hun uden Betænkning, at hun sagde du endog til Gud, og da kunde hun heller ikke bruge andet Ord til Kongen. I hendes Mund var du Udtryk for Agtelse og Kjærlighed, medens et andet vilde være Udtryk for Affektation og Unatur. Kongen forstod hende nok; han havde ingen troere og oprigtigere Undersaat. „Hvad om, Konge, dine bolde ei som Skalden af dig holde!“ kunde hun med Sandhed have sagt, for at benytte et bekjendt Digter-ord. 1 det hele maa Mor betragtes som en ikke almindelig Kvinde. Hun var derfor ogsaa ualmindelig afholdt baade af hoie og lave, og de saa alle op til hende med Agtelse paa Grund af hendes milde Sind og ærlige, ligefremme Færd, som var blottet for al Egennytte og opstyltret Væsen. Der gik en stadig Strøm af Mennesker gjennem Kjøkkenet, hvor hun i Almindelighed opholdt sig, og hvor vi, alle hendes kjære, helst holdt til; her syntes vi, baade de store og de smaa, at det var bedst at være, og endnu Iænge efter, at vi var fløiet ud af Reden og selv havde bygget os et lidet Rede: naar vi kom hjem, satte vi os helst i Kjøkkenet hos Mor som i gamle Dage.

Det var ofte frangt for hende, og Livet var fuldt af Bekymringer; men altid havde hun en Madbid og kanske ogsaa en Kop Kaffe til en hungrig, og hun blev ikke tilskamme. Hun var trods sin Fattigdom ualmindelig godgjørende, og jeg ved ikke af nogen, som gik fra hende, uden hun gav dem lidt af sine ringe Midler. Det blev sagt i Nødsaarene om eij bekjendt Kvinde, Marit Formo, med hvem Mor var i nært Slægtskab, baade naturlig og aandelig, at ingen gik ud af hendes Hus, uden at han havde faaet Hjælp, og at det var forunderligt, at Staburet paa Formo aldrig blev tomt, men at jo mere hun gav,desto mere blev det igjen. Heller ikke Mor blev beskjæmmet. Det hændte engang, — og jeg husker det endnu saa levende, da det gjorde et sælsomt Indtryk paa mig. En af hendes Sonner ytrede, at hun maatte være lidt forsigtig og vogte sig for at give bort mere end hun havde Raad til: «Aa, du skal faa se, at det bliver noget igjen ogsaa efter mig." Dette udtalte hun med stille Alvor og en Tro, som lyste ud af hendes Øine. Og vi, hendes nærmeste, maatte undre os høilig, da hun og Far begge var borte og Skifte efter dem blev holdt. Da alt blev opgjort, og hver havde faaet sit Tilgodehavende, var der endnu lidt igjen, saa hver af deres Bøm fik et lidet Beløp stort nok til at beskjæmme os alle og til at vise os, at hun havde bogstavelig talt Ret. Hendes Tro stod sin Prøve.

Fra mine kjære Forældre har jeg modtaget Arven og særlig, som jeg mener, fra Mor; alt det bedste, som var hos dem, finder jeg igjen hos mig selv, og ligesaa enkelte Svagheder. Dem skal jeg ikke dvæle ved her; det er saadant, som jeg helst aftaler med en anden og i stille Stunder.

Men der er enkelte Evner, jeg ved mig i Besiddelse af, som jeg ikke direkte har fra dem, og som dog er Arv. Man vil kanske sige, at det kan jeg ikke vide. Hertil vil jeg svare, at jeg har prøvet mig selv saa nøie og analyseret saaledes mit indre Liv i alle Enkeltheder, at jeg kan udtale mig med den største Sikkerhed. Der er saaledes en Evne eller Tilbøielighed, jeg føler hos mig, som ingen af mine Forældre havde og heller ingen af min nærmeste Slægt har, nemlig en stærk økonomisk Sans, Evnen til at behandle Penge. Pengene har altid holdt sig nær til mig, og jeg har aldrig manglet dem. Det er en meget farlig Evne, og jeg kunde meget let blive en ussel Mammons Træl; men Gud være Lov, at jeg tidlig fik Øie op for Faren og ved Guds Naade lærte »at besidde som den der ikke besad". Denne Evne har jeg havt fra min første Barndom, og jeg mindes endnu, hvor man lo af mig og gjorde Nar af mig, fordi jeg gjemte alt, og fik jeg en Skilling, bevarede jeg den trolig.

Denne Tilbøielighed eller Evne er der flere i Hoksvaalslægten, som har havt, — jeg kunde nævne flere Navne, og jeg selv har seet flere Prøver herpaa. Dette viser, at den nævnte Evne er Slægtsarv; men den er ikke kommet til mig direkte, men gjennem Mellemled. Jeg omtaler dette netop fordi det er af Interesse for Arveligheds-spørgsmaalet.

En anden Tilbøielighed eller Evne kan jeg ogsaa nævne som en Arv, men ikke direkte. Jeg har havt én Tilbøielighed til at øve Kritik,og det er ogsaa en farlig Evne, som maa holdes stramt i Tømme, da den let kan føre til Fordærvelse, kan nedbryde uden at gjenopbygge.

3. BARNDOMSHJEMMET

Jeg har ovenfor omtalt Slægtsarven og paavist, hvilken stor Betydning den har havt for mig. Jeg kommer nu til den anden Tot eller Streng i Livets Skjæbnetraad: Hjemmet og dets Indflydelse. At Hjemmet med dem, som hører til her, og da særlig Far og Mor, har en meget stor Betydning for et Menneskes Udvikling, kan der ikke være nogen Tvil om. I de unge Aar er det let at bøie Barnets Karakter, dets Vilje og Tilbøieligheder, og hvad der udformer sig i Hjemmet, det vil i Almindelighed blive bestemmende for hele Livet, efter det gamle Ord, at den Smag, som først kommer i en Kop, holder seg længst.

For min egen Del kan jeg ubetinget bekræfte Sandheden heraf. Indvirkningen fra Hjemmet har for mit vedkommende været meget stærk, og jeg kan spore dens Indflydelse lige op til den nuværende Tid. Men her er det ikke Tale om nogen Nyskabelse eller om nyt Stof, som er tilført; det er kun Tale om en Udvikling af, hvad der var givet mig som Arv.

Jeg er født paa Soleglad ved Domaas den 3die September 1843, og her boede mine Forældre i de første Maaneder af sit Samliv. Mor fortalte ofte, hvilken Møie og Besvær hun havde af sit første Barn; intet af alle de øvrige havde voldt hende saa megen Besvær. Jeg skreg stadig Nat og Dag, og den unge Mor vidste ikke sin arme Raad. Hun fortalte, at hun kogte Rømmegrød og gav mig, det var det bedste, hun vidste; men det gjorde hun aldrig siden. Det var ikke underlig, at Barnet stadig skreg.

Kort efter min Fødsel blev Far ansat som Fastskolelærer og Kirkesanger i Bu i Romsdalen, og hid flyttede saa mine Forældre Sommeren 1844. Det maa have været en besværlig Flytning; først Kjøring af Tøiet og delvis Personer til Veblungsnes, og saa herfra med Baad til Bu, en lang og besværlig Baadtur over et veirhaardt Sjøstykke.

Det var til uvante Forholde, de kom, fra en aaben Fjeldbygd i Nordre Gudbrandsdalen til et Fiskevær ved det aabne Hav, hvor Havstormen stod lige paa. Alt var uvant for dem, og Mor fortalte ofte om, hvorledes de følte det. De syntes, de kunde ikke puste.Luften var saa tung og raa og fuld af en modbydelig Lugt, og Ved havde de ikke, men Torv, som lugtede saa afskyelig, og som de ikke kunde faa til at brænde. Hun og Tjenestejenten, som havde fulgt med fra Lesja, og en liden Hund, som hun havde faaet ved Afreisen, græd om kap. Men Nabokonen kom dem til Hjælp; hun talte op-muntrende og trøstende til de stakkars Kvinder, og lærte dem at tænde paa Torv og bruge den, og lidt efter lidt lysnede det. Men Hunden kunde ikke udholde Livet her, og den forsvandt. Ingen vidste, hvor det var blevet af den; men langt ud paa Hosten, da Sneen allerede var kommet i Fjeldene, fik Mor Brev fra Lesja, som meldte, at Hunden var kommet igjen paa Gaasbuen Sæter paa Dalsiden. Da var den næsten dod af Sult og Udmattelse. Det lille Dyr havde taget den lange og umaadelig besværlige Vei rundt Frænen og gjennem JBoIsoy, over Osmarken til Eidsvaagen, og derfra over de vilde Fjelde i Næsset, Erisfjorden, Eikisdalen og op Aurstaupet til Dalsiden, som den fulgte til den nævnte Sæter. Det synes aldeles utroligt, at en liden Hund kunde være istand til at klare en saadan Tur og finde Veien tilbage til Hjembygden.

I Bu var der bygget en Fastskole i Henhold til den nævnte Skolelov af 1827, og de naturlige Forholde var gunstige. Men Skolen i Bu stod meget lavt, den var yderst tarvelig i enhver Henseende, og nogen egentlig Skole kan man næppe kalde den usle Omgangsskole uden Lærer.

Skolehuset, som jeg senere har gjenseet, og som jeg straks kjendte igjen, skjønt jeg bare var 5 Aar, da vi flyttede derfra, var saa usselt og primitivt som Skole betragtet, som det omtrent kunde blive, skjønt vistnok alle Skolemyndigheder fandt det udmerket. Det bestod af en lav Stue med 2 smaa Vinduer; her var Skolerummet. Udenfor var et saakaldt Kjøkken med aaben Grue, og indenfor et Kammer, hvor Læreren med Husstand skulde bo. Men der var ingen anden Forbindelse mellem de to Rum end gjennem Skoleværelset. Ovenpaa var et Par lave Loftrum. Jo, det var Mand, som havde Forstand paa at bygge Skolehus! Det er et kulturhistorisk TidsbiUede, som vor Tid har godt af at betragte lidt nærmere og sammenligne med Nutidens Skoler og Lærerboliger og Lærernes Fordringer.

Den unge Lærer var brændende i Aanden, ivrig og varmt interes-seret for sin Gjerning; dette stødte nok i Begyndelsen paa stærk Modstand, og det var vel mange, som syntes, at han var for streng og krævede formeget; men merkeligt nok gav den seg snart, og Folket, «Buaværingerne», som de kaldes, lærte at sætte Pris paa Læreren, jade kom til at omfatte ham med stor Hengivenhed; de blev Fars varmeste Venner, og det var aldeles rørende, hvor de holdt af og min-dedes ham altid. Jeg har mange Aar efter hørt Udtalelser fra gamle Mænd og Kvinder, som vidnede herom. Han vandt sig Venner her, som aldrig glemte ham. — Det samme var Tilfældet med Mor og Nabokonerne. Hun kunde aldrig siden glemme, hvor meget hun skyldte dem, og hvor kjærlige og opofrende de var mod hende.

Barndomshjemmet begynder i Bu, men da jeg kun var lidt over 5 Aar, da mine Forældre forlod Stedet, kan der ikke blive Tale om nogen større Indflydelse fra dette Hjem paa min Udvikling. Dog er det ikke helt rigtigt, at det var uden nogen Betydning. Saavidt jeg kan forstaa, maa jeg have været forholdsvis tidlig udviklet som Barn. I Bu lærte jeg at læse og vistnok ogsaa at skrive paa barnlig Vis. Jeg har kunnet begge Dele, saalænge jeg kan jnindes. Mor fortalte ofte, at jeg var det eneste af alle hendes Børn, som hun ikke havde noget Stræv med for at lære at læse. Jeg lærte det selv, uden at nogen hjalp mig. Jeg hørte ogsaa paa de andre Børn.

Fra Bu kan jeg uklart mindes et og andet. Jeg kan huske Hjemmet, Stuen, hvor liden og uhensigtsmæssig den var, og jeg kan dunkelt huske Naturomgivelser, men især enkelte Ting, som gjorde Ind-tryk paa mig. Saaledes mindes jeg, at jeg lekte sammen med andre Børn, og at vi byggede Kirke, og at jeg var Prest og prækte. Det er underligt at lægge Merke til, hvad Børn ofte kan finde paa, hvori der skimtes en dybere Anelse eller Tilbøielighed. Jeg vil her bemerke, skjønt det gjelder særlig lidt senere Aar, at jeg allerede som Barn var mig uklart bevidst, hvad jeg vilde og skulde blive i Livet. Jeg vilde studere, skjønt det kunde synes haabløst, da jeg godt forstod, at mine Forældre ingen Midler havde til at hjælpe mig med. Min Livsbane har været udstukket fra den første Stund, Bevidstheden vaagnede, og Tanker om en bestemt Livsstilling opstod. Den Bane, som da uklart dæmrede for mit indre Øie, har jeg fulgt hele mit Liv igjennem. Der har aldri i min Sjæl nogensinde været Tvil om, hvad jeg vilde blive og skulde blive. Det staar for mig, som om jeg var prædestineret til at blive en Herrens Tjener i Menigheden.

Kanske det hænger sammen dermed, at jeg fra min tidligste Barndom nærede en stor Lære- og Læselyst. Det har aldrig hændt mig, at nogen har formanet eller opmuntret mig i denne Retning. Tvert-imod har det modsatte ofte' hændt. Det kjæreste, jeg vidste, var at læse i en morsom Bog, og morsom var Bogen, naar den indeholdt Historie i videre Forstand. Historie var det, som interesserede migmest, og det er saa endnu efter 80 Aars Forløb. Hvor forunderlig Barnenaturen kan være!

Hjemmet bidrog sikkert meget hertil; thi Historie var det, som mest interesserede Far og Mor eller Hjemmet. Snorres norske Kongesagaer hører til min første Læsning, og jeg var ikke stor, da jeg stiftede Bekjendtskab med og beundrede en Mand, som kaldte sig P. A. Munch. Aa, hvor jeg slugte ham og beundrede ham.

Men hermed er jeg kommet lidt længere frem i Tiden, end min Fremstilling ellers, og maa derfor vende tilbage til Bu.

I 1849 blev Far forflyttet til Veøy i Romsdalen som Kirkesanger og Lærer paa Nesjestranden. Herom kan jeg henvise til hvad jeg har skrevet i min Beskrivelse af Veøy |I, S. 486—90J. I ler var det Klokkergaard, Bergsvik, og det var vel den, som lokkede Far.

Hans Venner i Bu sørgede over at miste ham; men de vilde vise ham en Vennetjeneste og slo sig sammen og bemandede cn Ottring og førte ham og alt hans Hus og Oods fra Bu til Bergsvik. Denne Turen husker jeg noksaa tydelig, skjønt mange Enkeltheder er borte. Jeg mindes, at vi seilede indover, at vi mødte et Skib for fulde Seil, som gjorde et stærkt Indtryk paa mig, at vi kom til Molde, som syntes mig høist merkelig, og hvor jeg paa egen Haand gik paa Op-dagelser o.s.v.

Det er merkeligt, hvorledes en enkelt liden Begivenhed kan præge sig i Mindet, medens andre langt større og vigtigere er forsvundne. Det er naturligt, at Byen og Bybilledet fæstede sig i Mindet; men at jeg levende mindes den store Hunden vor, som led af Vandskræk og aldrig turde gaa ind paa en Baad, men nu kom af sig selv og gik ind paa Baaden, er mere underligt. — Dampskib var der naturligvis ikke Tale om endnu; men jeg mindes, at jeg i Bu saa Dampskibet, som gik til Trondhjem, passere, og jeg mindes endnu iydelig den voldsomme Larm, Maskinen og Hjulene gjorde.

Saa mindes jeg ikke noget særligt, før vi kom frem og fik se Bergsvik for første Gang i Livet, det Sted, som skulde blive vort Barndomshjem. I over 40 Aar boede mine Forældre her, til sin Død, og Stedet er uudslettelig præget i min Bevidsthed. Men det, som særlig greb mig ved Synet af Stedet, var kun en eneste liden Ting, nemlig Træerne. Jeg havde aldrig seet et Træ, eller knapt en Busk før, og Skogen gjorde et mægtigt Indtryk paa mit barnlige Sind; jeg mindes saa levende, hvor forundret jeg blev, og hvor store jeg syntes Træerne var. Endnu noget andet var det, som vakte min store Forundring, nemlig Fjeldene, som forekom mig mørke og truende. De var nogetnyt for mig. Især gjorde den nærmeste Fjeldryg, «Bergsvikrøren», et stærkt Indtryk, da den havde saa mange og store Træer.

Jeg kunde naturligvis ikke have nogen Forstaaelse af, hvad det nye Hjem bød mig. Men det skulde jeg komme til at lære i de følgende Aar. Jeg maa derfor ofre nogle Linier paa Bergsvik. 4. Klokkergaarden Bergsvik i Veøy. Vidunderlig vakkert ligger Gaarden mellem 3 lave skogbevokste Aaser og med den brede, mægtige Fjorden foran. Fra selve Husene, særlig fra Vinduerne ovenpaa, haves en storartet Udsigt over Fjorden lige til dens Indløb ved Drønen gjennem Misundet. Til Siderne, særlig mod Syd og Vest, har vi den skjønne Fjeldrække. Og gaar vi op paa en af de nævnte Høider, faar vi en Udsigt, som er saa vidunderlig skjøn og storslagen, at man aldrig kan glemme den. Hele Horisonten rundt kan man da se Krandsen af Fjeldene, som omslutter den.

[Gaarden har en aldeles mageløs herlig og skjøn Beliggenhed. Paa tre Sider omgives den af furuklædte Aaser, men i S. V. og Vest laa den aaben mod den store Romsdalsfjord med det vide Udsyn; vi saa lige ud i Misundet, saa Drønen og Skuløen, og saa i en Halvcirkel fra N. V. til S. O. Romsdalsfjeldenes vidunderlige Alperække, som er en af de skjønneste, jeg har seet. Jeg har aldrig kunnet blive træt af at betragte denne Række af Tinder; de syntes mig lige stolteog herlige hver Dag, og aldrig kunde jeg se mig mæt paa den store, mørke Fjord, som kunde skifte saa hurtig fra det yndige og milde Smil til det alvorsfulde, truende Blik og det vilde Raseri. Ja, skjønt var du, mit Barndomshjem! Aldrig glemmer jeg dig, aldrig kan jeg se mig mæt paa dig, aldrig har jeg seet noget, der tykkes mig saa fagert! Ingen har sagt dette saa træffende som den store Digter, hvor han skildrer Romsdalsfjorden og Fjeldene. Derfor holder jeg af B. Bjørnson, og jeg fik Anledning til at sige ham det, og han forstod, at der her var en beslægtet Natur, som delte hans Syn, og det glædede ham, og han smilte sit bekjendte brede, gode Smil imot mig, og hans Ansigt lyste af Glæde! Ak, naar jeg kunde faa se dig endnu engang, du kjære Fjord med „din Synsring af Fjeld“. Her har jeg sværmet og drømt som Barn og ung, og aldrig glemmer jeg, hvor jeg syntes, at Naturen var herlig og straalende skjøn! — 1918.] 5. Bergsvik. I denne skjønne, storslagne Natur er jeg opvokset; her har jeg som Barn og Ungdom tumlet mig paa Sjøen og paa Fjeldet, og har inddrukket Naturens store Skjønhed, ja beruset mig i den. Tusinde og atter tusinde Gange har jeg staaet betagen af Skjønheden. Jeg husker saa levende, da jeg som Barn første Gang kom op paaStorfjeldet, — det fortryllede mit Sind og indfangede mig i sin Magt. Kan man saa undres over, at jeg har elsket Fjeldet mere end kanske nogen, at jeg har drømt mine fagreste Drømme her. Kan nogen undres over, at det er bittert, naar jeg anfører Digterens Ord: Ja, jeg elsker dette Landet, som det stiger frem! Kan nogen undres paa, at jeg sørger bitterlig, naar jeg ser, at mit Folk ikke skjønner sin Lykke; at det stormer frem for at lægge i Grus alt, hvad der for mig gjen-nem hele Livet har været helligt og dyrebart! Jeg læser ofte Profeten Jeremias, og jeg maa frygte for, at mange af hans Ord passer paa vort Folk og vor Tid.

Gaarden Bergsvik var bleven udlagt til Klokkergaard af Kirkegodset, men den var ikke bebygget saaledes, som man kunde vente, at en saadan Gaard skulde være. Husene var vistnok gode i og for sig. Der var kun en eneste Stue, en Røykstove med Røykovn, og en Bu, som brugtes som Sengerum, alt i god Stand. Ovnsværelse fandtes der ikke. Men Stuen var stor og vakker, med smaa Blyvinduer og Ljore. Mine Forældre kjendte ikke til Røykstover; paa Lesja var der kun Peisestover, og i Bu brugtes Jernovn; de var saaledes ikke vant til Røykstove og kunde ikke trives i den. Røykovnen blev derfor kastet ud, og der opførtes Skorsten; der blev sat ind Jernovn, og et usselt Kjøkken blev indredet; jeg har ofte tænkt paa senere, at Vindingen kanske var meget tvilsom; men jeg har ogsaa forstaaet, at for at kunne være tilfreds med en Røykovn, maa man være blevet vant til den. Naar man først det blev, kunde man finde sig meget vel tilfreds. — Med denne Stue maatte da Familien hjælpe sig i omkring 12 Aar. I de lange Vinterkvelder oplystes Stuen af en elendig Kole, hvori brændtes Tran; hele Huset, Børn og Tjenere samt andre, som tilfældig var tilstede — en 10—12 Mennesker — var samlet rundt denne Kole, hver med sit Arbeide, som var hoist forskjelligt. Somme kardede Uld, andre spandt, andre lappede Sko, og andre stelte med Slæder, med Sæler o.s.v., og Børnene stod rundt omkring og lærte. Nu er det mig vanskeligt at forstaa, hvorledes vi kunde hjælpe os med denne elendige Belysning.

Husene var og blev længe mindre hensigtsmæssige, og som Skole-rum ubrugelige. Far byggede derfor ogsaa senere et Hus med Ildhus og Skolerum; men det var yderst tarveligt! Vi Børn fandt os dog vel fornøiet med de indskrænkede Forholde; vi havde jo ikke seet noget bedre.

Gaarden havde en temmelig stor Jordvei, men den var ganske udyrket med Undtagelse af de gamle Akre. Disse var gode og gavrig Afgrøde, væsentlig Havre. Der var Rigdom af Skog, baade Løvskog og Furuskog. Oaarden var dog noksaa tungdreven, især hvad Slaatten angik.

Bergsvik blev mit egentlige Barndomshjem, hvorfra jeg har mine første bevidste Indtryk og mine Barndomserindringer. Og her er alle klare og levende; jeg behøver ikke at famle efter dem.

Det var et godt Hjem, og vi alle, som udgik fra det, ser med Tak og Glæde tilbage til vort Barndomshjem. Men jeg frygter for, at de fleste i vor Tid ikke vil finde et saadant Hjem at være lykkeligt; aa nei, det passer nok ikke til Nutiden.

Far var Omgangsskoleholder med 20 Spd. i Lon i de første Aar, hvortil kom Indtægt som Klokker, væsentlig nogle Tønder Havre i Klokkertold og nogle faa Daler i uvisse Indkomster for kirkelige Forretninger (accidentia). Det kunde vel gaa op alt i alt til omkring 35 Spd. eller hoit regnet 40 Spd.; heraf måtte han udrede en liden Pension (7 Spd.) til Formanden, men den faldt da snart bort. Familien var stor, — vi var 9 Søskende, som levede op, foruden 2 som døde som smaa — og der var mange Munde at mætte. Det vil forstaaes af sig selv, at Stillingen var meget vanskelig, og at den laa mellem yderst tarvelig og Sult. Det var Gaarden som maatte bære meget; men her var det den Ulempe, at der var et MjJ,

meget trykkende «Kaar" paa SBfc f •. iljÉB

Gaarden til Enken efter den , ApAm

sidste Bruger. I omkring 20 Aar svarede mine For- iBtjSy ældre dette Kaar. Det er da

klart) at det kun var gjen- .... ^ ,

nem den storste Noisonihed, Ml lil

Sparsomhed og Arbeidsom-hed, at det Iykkedes at holde det hele «oven Vande". Mor fik ret føle, hvad Armod og Fattigdom vil sige, og fældte nok mange Taarer, og det gjorde mig saa bitterlig ondt, naar jeg saa Mor græd. Men hun rystede dog altid Sorgen

af sig Og optog Kampen & Hovedbygning

Igjen med nyt Mod. Tænk, paa Klokkergaarden Bergsvik,hvad min Mor ofte maatte lide, uden at vi Bom forstod det; nu forstaar jeg hvad det koster for en Mor, som elsker sine Børn, at se dem staa grædende om sig og bede: aa Mor, Mor, faa Mad; jeg er saa hungrig!

— og hun maatte vende sig fra dem. At se sine Born sulte maa vel for en Mor være den storste Lidelse. Dog kan jeg ikke sige, at vi led nogen Nød i bogstavelig Forstand; men det var vanskeligt for Mad, og der kunde være lidet af den. Selv om der ikke var egentlig Nød, saa var det dog ofte, at Hungeren føltes. Jeg har erfaret den mange Gange, og at føle den er en forferdelig Lidelse, som ikke kan beskrives; det er, som om alle Tanker, alle Begjæringer samler sig om dette ene: Mad, uafbrudt: Mad. Dei er en tærende, sviende Følelse, som følger en uafladelig, saa man ikke kan frigjøre sig fra den. Og faar man et Stykke tørt Brød eller en kogt Potet eller en Sild, det er som den kosteligste Ret; aldrig har selv den fineste Mad smagt saa herlig.

Det var mange i vort Land, som i Aarene omkring 1850 maatte prøve Hungerens Kvaler. Tiderne var meget tunge og vanskelige, og Arbeide var der ikke at faa, i alt Fald var Lønnen meget ringe.

Jeg omtaler dette saa udførlig, fordi det giver os et Billede af Tidsforholde saa rent forskjellige fra Nutidens, da saa mange Mennesker negter at arbeide, fordi de finder Lønnen for ringe, og forlanger istedet derfor offentlig Hjælp og faar den og det rigefig. Hunger er et ukjendt Begreb i vor Tid, og det er vel og bra.

Trods al Tarvelighed i Hjemmet, ja trods Mangel og tildels lidt Hunger, var det dog Lykke, Fred og Glæde her; det var et godt Hjem, og alle var vel tilfreds i de trange Kaar; de havde ikke ventet sig bedre og nøiedes med, hvad man havde. Altid var vi friske og sunde og muntre, og vi ferdedes ude i alt Slags Veir, vaade, frosne, hungrige, men naar vi kom ind, blev det altid lyst og godt. Sild og Poteter, Havregraut og Havresuppe smagte udmerket godt, og vi var saa glade og lykkelige, at neppe Rigmandens Børn følte sig mere lykkelige.

Kamerater var der nok af; i Skolen lærte vi at kjende en hel Del, og altid var vi vel forligte og havde det godt sammen.

Der var god Tugt og Orden i mit Barndomshjem, og vi havde altid et godt Eksempel for os paa Gudsfrygt og Nøisomhed. Vore Forældre var kristeligsiudede, og vi fik altid gode og alvorlige Formaninger, og dem har jeg bevaret til det sidste, selv om jeg en Tid ikke fulgte dem. Søndagen holdtes i Agt og Ære, og Mor læste altid ^Teksten" naar hun ikke var i Kirke, Om Vinteren var det sjelden, at vi Børn kom i Kirken, da det var Sjøvei, og Storm og Uveir ofte hindrede eller vanskeliggjorde Adkomsten. Om Sommeren der-imod var det almindeligt, at alle eller de fleste reiste til Kirken. Naar jeg paa mine gamle Dage begyndte at studere Veøy Historie og herunder gjennemgtk alle Kirkeboger fra Begyndelsen til Nutiden, maatte jeg levende mindes Barndommen og Kirkereiserne, naar jeg saa, at der om Vinteren var Sondag efter Søndag, da der ikke kom Folk til Øen paa Orund af Storm, og jeg mindedes de mange Ople-velser paa Veien fra og til Kirken.

Vi blev strengt holdt til Arbeide fra Barndommen. Det var den haarde Nodvendighed, som var Orunden hertil. Børn har godt af at vænnes tidlig fil Arbeide; man skal blot være forsigtig og ikke hegge større Byrder paa dem, end de kan magte. Alt Arbeide skal læres, og man maa vænne sig til det; da gaar det let og godt. Det er en stor Velsignelse for et Barn, at det vænnes til Arbeide.

Tidlig fik jeg Livets Alvor at kjende. Jeg maatte være med, saa snart som jeg kunde gjøre Nytte. Fra 8—9 Aars Alderen maatte jeg øve mig heri, og det blev da særlig som Gjæter, noget som dengang var almindeligt overalt. Ofte var det tungt og haardt, naar Veiret var surt og Regnen slog ned; det var at gaa vaad den hete Dag. Men var Veiret godt, kunde det ogsaa være en Fornøielse at færdes i Skog og Mark, især naar man flyttede paa Stølen, og man saaledes kom længere bort paa Fjeldet. Jeg var ikke stor, da jeg nolens volens blev sendt ud i Skog og Mark og fik prøve at greie mig i alslags Veir, saa godt jeg kunde. Dette udviklede mig, jeg lærte at tage mig frem overalt, og jeg lærte Fjeldet at kjende i alle dets Omskiftelser. Jeg tør nok sige, at jeg lærte mig at lytte til Naturens stille Røst; jeg lagde mit Øre til dens bankende Bryst — og hvilken Natur! Saa storslagen, saa vild og mægtig, saa fin og mild! Jeg havde hele Romsdals-Kjæden for mig Horisonten rundt, naar jeg kom op paa en Høide og saa hele den brede Fjord milevidt foran. Senere har jeg faaet Anledning til at se baade Schweiz’s og Italiens Fjelde; men noget, som kan maale sig med Romsdalsfjeldene, har jeg ikke seet. Det skulde da være Lofotvæggen seet fra Bodø; men den staar trods sin Skjønhed dog tilbage.

Naar det betænkes, at jeg i Barndommens og den første Ungdoms Aar daglig levede i og med denne Natur, kan det forstaaes, at jeg altid har været saa begeistret for Fjeldnaturen og har nydt dens Skjønhed og forstaaet den som faa.

Eftersom jeg vokste til, maatte jeg deltage i mere og mere Arbeide, tilsidst var der intet Gaardsarbeide, som jeg ikke var fuldt fortrolig med, deriblandt Tømmerkjøring, som ofte var farefuldt, ogSkoghugst. Jeg lærte af Erfaring, hvorledes man kan bedomme den Retning, hvori et Træ maa falde, hvorledes man maa være forsigtig og ikke fælde Træet over sig. 1 det hele taget saa jeg, at Skogsarbeide og Tømmerkjøring var Arbeide, som i høi Grad udviklede Legems-styrke, Mod og Aandsnærværelse, og jeg følte mig meget tiltalt af det.

Et andet Arbeide optog mig meget til sine Tider. Jeg havde tidlig Anledning til at bruge Kniv og Øks, tildels ogsaa Sag og Høvl.

7. Paa Bergsviksæteren i 1917 sammen med Folk fra Bygden.

Far var hændig til forskjelligt Arbeide; han snedkrede, skar ud og malte, og jeg tog efter. Det varede ikke længe, forend jeg begyndte at arbeide forskjellige Gjenstande som Skeer, Kister o.s.v. Jeg gik stadig frem, og tilsidst var jeg fuldgod Snedker. Der var knapt nogen Ting, jeg ikke kunde paatage mig at gjøre. Jeg nævner dette, fordi det senere fik Betydning for mig, ikke blot rent økonomisk — jeg kunde arbeide de fleste Møbler, vi tiltrængte, selv — men fornemmelig, fordi det gav mig Skjøn paa og Forstaaelse af Arbeide; der findes i det hele ikke ret mange Slags Arbeider, uden jeg har en vis Evne til at bedømme dem, og det glæder mig endnu meget, naar jegser et godt, vakkert udført Arbeide, ligesom det ærgrer mig, naar jeg ser det modsatte.

Et andet Arbeide, som jeg ikke fik synderlig Anledning til at øve mig paa i Barneaarene, var Fiskeri og hvad dertil hører. Far var ingen Sjømand; han blev aldrig fortrolig med Sjøen og var altid bange paa Sjøen. Han likte derfor ikke, at vi holdt os til Sjoen. Han kunde saaledes aldrig fordrage, at vi badede os; han var ræd for Svomning o.s.v. Men vi unge gik vore egne Veie, og jeg fik en umaadelig Interesse for Seilads. Det var nu især, efter at jeg var blevet voksen. Jeg blev en dristig Seiler og fandt stor Fornøielse heri, indtil Livets haarde Virkelighed tvang mig flere Gange til at seile for Livet — da tabte Lysten sig. Men mangen herlig Tur mindes jeg, og jeg kjender endnu saa levende i Haanden, hvorledes det føltes, som det rislede igjennem mig af Spænding, naar jeg fik Rorstangen i den ene Haand og Storskjøtet i den anden og trak til og saa skreg ud: Op med Seilet! Det forlader mig aldrig. Og ligesaa den trygge Følelse, jeg havde, naar jeg sad med Styrvolen i den ene Haand og Skjøtet i den anden og saa frem og mod Luvart og kjendte, at Baaden var saa lydig og villig, at det mindste Tryk af min Haand merkedes og føltes af den.

4. LÆREAARENE

Min første Lærer var naturligvis Far. Jeg var ikke stor Karen, da jeg begyndte at folge ham i Skolen; han gjorde en liden Kjelke, paa hvilken han drog mig om Vinteren. Siden har jeg trasket mangen Dag fra den ene Gaard til den anden, og aldrig blev jeg træt; thi det var saa morsomt. Jeg kjender saaledes den gamle Omgangsskole af egen Erfaring, og hvad jeg ikke har seet med egne Øine, har jeg hørt af dem, som selv havde været med. Nu er jeg formentlig en af de faa, som har været med i den gamle Omgangsskole, saaledes som denne var omkring Midten af forrige Aarhundrede — før 1860. Jeg kan tale med Erfaring om den, og mit Vidnesbyrd er, at som Regel var den næppe at regne for en Skole i Ordets almindelige Betydning, og nogen Undervisning kunde der ikke være Tale om; men der gaves Undtagelser; hvor der var en Lærer som Far, der virkelig var en Lærer af Guds Naade, saa blev der Undervisning og Skole, selv i den usle Røykstove og i den tarveligste Hytte. Det var beundringsværdigt, hvilke Resultater han kunde opnaa. Særlig viste dette sig i Sangen; jeg har ikke seet nogen Skole, hvor Bornene sang med saadant Livog Interesse som her. Endnu den Dag idag lever der mange af hans Elever, som viser, hvad de lærte i Barndommen. Men han havde ogsaa et udmerket Materiale at arbeide med. Bornene hang ved ham og fulgte hans Ord, og der herskede en Orden og Disciplin, som var mønstergyldig, og Læreren behøvede ikke at bruge hverken Straf eller strenge Ord; alt gik af sig selv.

8. Veøy Kirke.

Især mindes vi de herlige og lykkelige Timer, vi havde i Hviletiden. Vi havde saa mange Fornøielser, at det var uden Ende. Om Vinteren var det Kjelker og Ski, som gav den største Tiltrækning; vi havde ypperligt Terræng for begge Dele; men dog dyrkedes Kjelke-sporten ivrigst. Skisporten havde endnu ikke arbeidet sig frem til, hvad den senere blev. Vi red paa Skistaven, og Skiene var løse, saa vi ikke kunde hoppe. Om Sommeren var det især Svømning, vi drev. Vi havde ingen Lærer, men lærte os selv, og det gik udmerket. Jeg lærte mange smaa at svømme, idet jeg tog dem med mig ud paa Dybet og slap dem med Ordre til at prøve sig. Mange af os blev flinke Svømmere og vakte Forundring hos de ældre, som ikke havde lært Kunsten. Jeg husker endnu saa levende, at jeg en Dag, da jeg var inde paa Oribbestad og holdt Skole, bad Manden følge mig til Sjøs og ro mig ud paa Fjorden. Da jeg begyndte at kaste Klæderne afmig, gjorde han store Øine og spurgte, hvad jeg tænkte paa. Jeg fortalte det. Han blev yderst forfærdet og spurgte, om jeg vilde dræbe mig; Fjorden var mindst 300 Favne her. Jeg gik paa Hodet ud i

9. Veøy Kirke.

Vandet og kom ogsaa til Mandens Forundring op igjen og svømmede om, som om Fjorden ikke var 300 Favne. Sligt Syn havde Manden aldrig seet og kunde siden aldrig glemme det.

Aa, hvilken Lyst og Leik med Kjelke og Ski og om Sommeren i Sjoen, hvor vi alle — naturligvis kun Gutterne — lærte at svomme af hverandre; det var noget, som Far ikke forstod sig paa eller interesserede sig for.

Fra Barndommen af havde jeg en umaadelig Kundskabstorst. En ny Bog var den største Herlighed, jeg kjendte. Jeg mindes saa godt, da jeg første Gang fik se Held og Corvins Verdenshistorie; jeg slugte baade Tekst og Billeder.

Imidlertid vårede det ikke ret længe, førend jeg instinktmæssig forstod, at nu kunde jeg ikke lære mere i Skolen, og Undervisningentabte derfor Interessen for mig. Tilsidst var det bare et Fag, som interesserede mig, nemlig Regning; thi her kunde jeg gaa frem paa egen Haand efter Regnebogen, og jeg regnede gjennem hele Cramers Regnebog og alle de Regneopgaver, jeg ellers kunde finde.

Men Far havde ogsaa en anden Skole, som laa høiere, og her deltog jeg ogsaa senere, da jeg vokste til. Der kom unge Mænd til ham og sagte hans Hjælp for at uddanne sig som Lærere; dette blev efterhaanden mere og mere almindeligt; og der kom mange til ham, som vilde lære lidt mere, end Almueskolen kunde give, og søgte at erhverve sig almindelig Oplysning og Skoledannelse, uden at de tænkte at blive Lærere. Der var stadig om Vinteren en 2—3 saa-danne i Huset. Der var en stor Mangel paa Lærere, ja i Grunden kan man sige, at denne Mangel paa Lærere var Aarsagen til Skolens elendige Tilstand. Der var jo oprettet Seminarier i hvert Stift, men det forslog ikke. De Lærere, som udgik fra disse Anstalter, havnede for en væsentlig Del i Byerne. Udover Landet spredtes de enkeltvis. Det skulde derfor synes, at Skolemyndighederne maatte ville støtte enhver Bestræbelse for at afhjælpe Mangelen. Men dette var ingenlunde Tilfældet. Provsten — det var dengang Chr. Frost paa Veøy

— foreslog i en Skrivelse til Stiftsdirektionen, at der skulde bevilges 20 Spd. — 80 Kr. — aarlig til Far for at støtte ham i hans Arbeide med at uddanne Lærere, men han fik ikke engang Svar paa sin Skrivelse. Man fandt naturligvis, at Uddannelsen var saa mangel-fuld, at den var værdiløs, og at man ikke kunde vente noget andet af en Lærer, som væsentlig havde uddannet sig selv. Men Provsten havde Kjendskab til Fars Undervisning og Skole og vidste, hvad han kunde udrette, og det er sikkert, at alle disse, som var i Bergsvik, blev meget dygtige og anseede Lærere, som altid med stor Taknem-melighed erkjendte, hvad de havde modtaget her.

Jeg deltog ogsaa tildels i denne Undervisning; dog var dette rent frivilligt; det faldt mig saa let at lære, at jeg syntes, det bare var Moro. Men det kunde naturligvis ikke blive saa meget; efterhaanden var jeg færdig ogsaa her, og da blev det kjedeligt. Far kunde ikke lære mig mere, og jeg skjønte godt, at han selv ogsaa mente det, om han ikke netop sagde det. Det var saa fortvilet; jeg hungrede saa saare, men ingen kunde stille min Kundskabstørst, og naar jeg paa egen Haand skulde prøve at lukke op Døren til Templet, følte jeg, at jeg stod fast. Jeg længtedes efter mere, stadig mere. Jeg begyndte paa egen Haand at lære Tysk, og det gik ogsaa paa et Vis, eller rettere: det gik ikke. Men snart skulde det blive anderledes.Men før jeg gaar over til at tale herom, vil jeg sige et Par Ord om mig selv, for at min Livsbane kan bedre forstaaes.

Jeg havde efterhaanden lært at forstaa, at Gud havde skjænket mig gode Evner i større Grad, end hvad der var almindeligt. Der var nedlagt i Barnesjælen Evner, som Intelligens, god Forstand, Dømmekraft, god Hukommelse, og jeg forstod dette uden at reflektere noget over det; det var ligesom noget, der faldt af sig selv. I Virkeligheden kan jeg nu med Klarhed og Bestemthed se, at jeg i særlig Grad havde faaet, hvad man kalder videnskabelige Anlæg, og de ytrede sig allerede tidlig ved den Kundskabstørst, som fyldte min Sjæl, ved den levende Interesse, hvormed jeg omfattede forskjellige Lærefag og især Historie, og ved de Forsøg, jeg gjorde allerede som Barn paa at klarlægge for mig videnskabelige Sporgsmaal. Saaledes mindes jeg, at naar jeg keste om de forskjellige Prisopgaver, som af Universitetet eller andre var opstillet, tænkte jeg altid over, hvorledes jeg skulde have prøvet paa at løse dem; det var særlig historiske Opgaver.

Jeg vil her skyde ind nogle Ord om de mange unge Mænd, som var hos Far for at dannes til Lærere eller for at erhverve sig de fornødne Kundskaber for Livet. Det var en ikke saa ganske liden Flok, og flere af dem kom senere godt frem. I min Bog om Veøy har jeg nævnt mange af dem [I, S. 495, 497, 528, 529 o. fl. St.]. Her vil jeg kun omtale nogle faa. De fleste af dem er forlængst gaaet bort; men der er ialfald en igjen endnu, og det er en bekjendt Mand i Oslo, Boghandleren og Forlæggeren Søren Mittet. Han var i Bergsvik et Par Vintre omkring 1860; siden gjennemgik han Lærerskolen i Eids-vaagen og blev saa Lærer og Kirkesanger paa Vaagstranden. Om hans pædagogiske Dygtighed savner jeg nærmere Oplysninger; men det var ikke som Lærer, han skulde blive kjendt. Han tog snart Af-sked med Skolen og gik over til privat Virksomhed, og her viste han store Evner som Forretningsmand, og jeg tror, han var den eneste af alle Fars Elever af den nævnte Art, som udmerkede sig i denne Henseende. Søren Mittet viste sig at være en af de faa i den store Mængde, som baade forstod at tjene Penge og at bevare dem. Han blev en velholden Mand, for at bruge et mildt Udtryk. Jeg har oftere truffet sammen med min gamle Ven, og jeg har med Glæde seet, at han vedblev altid at være uforandret baade i det ydre og indre. Ellers skal det ikke stort til, før man ser Forfængeligheden stikke Hovedet frem.

Fra Mittet var der lidt senere ogsaa en anden Ungdom, Erik Pedersen Mittet, og han var meget forskjellig fra den foran nævnte.Han var mere end almindelig hoi af Vekst, men noksaa tynd. Han var meget begavet, det forstod jeg straks, jeg blev kjendt med ham. Han var fuld af Kundskabstørst, af Interesser, skrev endog Digte, og var saa dristig, at han endog gik op til vor gamle kjære Provst Arnet, som vist aldrig i sine Livs Dage havde seet et Stjernekart, og næppe vidste, hvad Sirius og Orion var, og spurgte ham, om han

10. Veøy gamle Prestegaard, bygget af Sogneprest Erik Røring ca. 1750.

kunde vise ham Stjernebillederne paa Himmelen. Men da gjorde Provsten store Øine, og Erik fik ikke vide noget om Stjernerne. Han gik ind paa Seminariet, hvor vi var sammen, og begyndte siden paa Molde at læse til Artium. Hos Lærerne vakte han store Forhaab-ninger, men han bortkaldtes ved en tidlig Dod.

En endnu større Begavelse var dog Lars Nilsen Dahle, som var i Bergsvik en kortere Tid. Det har aldrig hændt mig i yngre Aar, at jeg er blevet imponeret af mine Kamerater; men da jeg traf Dahle og talte med ham, blev jeg i høi Grad imponeret. Her fandt jeg en ung Mand, en jevnaldrende, med en lysende Intelligens, hvis Mage jeg ikke havde kjendt. Vi blev Venner for Livet og fulgtes en lang Stund paa Banen, til vore Veie skiltes. Lars Dahles Liv og Virksom-hed er saa vel bekjendt, at jeg ikke behøver at nævne det. I min Bog om Veøy [I, S. 529—30] har jeg ogsaa viet ham nogle Mindeord.

Et andet Forhold viser noget lignende. Naar jeg tænker tilbage paa min Udvikling, ser jeg for mig alle de mange, jeg har mødt, som jeg har siddet sammen med paa Skolebænken eller lært at kjende iLivets Malstrøm. Det er meget sjelden, at jeg har truffet nogen, som jeg helt følte mig aandsbeslægtet med. De fleste lærte og læste bare af Tvang eller for at faa en Eksamen; de eiede ingen Glød i Hjertet, ingen Kundskabstørst. Derfor var det ogsaa almindeligt, og det er det vistnok endnu, at de solgte sine Lærebøger, naar de var fær-dige; de var da ogsaa færdige med sin Uddannelse, og de lukkede vel næppe senere op nogen Bog af videnskabelig Art, naar de ikke vilde uddanne sig til Specialister i enkelte Retninger. Jeg har bevaret alle mine Læreboger indtil nu; de er mig kjære, og jeg titter endnu ofte i dem.

Fra Barndommen af har jeg elsket Videnskab og elsker den fremdeles som noget af det, der her paa Jorden er af allerstørste Værdi. Men jeg vi! ikke sverge til nogen Videnskab; thi al Videnskab er kun stykkevis Erkjendelse, og der er store Omraader i Menneskelivet, ja de storste og vigtigste, hvor den ikke kan naa ind. Al Videnskab er af jordisk og endelig Art; Livets hoieste Sporgsmaal, som trænger over Død og Grav ind i Evigheden, kan ingen Videnskab løse. Her kommer Troen og afloser den. Derfor er Teologien ikke nogen Videnskab i egentlig Forstand. Alt det som ligger omkring den, alt circa sacra, som Kirkens Historie, Lærens Udvikling, Arkæologi m. m., kan behandles videnskabelig; men det som er dens inderste, Troen, kan ikke fattes af nogen Videnskab. Den videnskabelige Behandling af Troessandheder bliver en blot Formalisme med videnskabeligt Skin. Dette skulde, synes jeg, staa klart for os alle. Kristendommen bygger paa et helt andet Grundlag end Videnskaben. Denne kan ikke taale noget Forbehold, ingen Undtagelse fra Regelen: De omnibus rebus dubitandum est. Men Kristendommen erkjender ikke denne Sætnings Sandhed, og dermed har den brudt med Videnskaben.

Af disse Udtalelser vil enhver kyndig kunne forstaa mit Standpunkt, og derfor har jeg kommet med dem.

Men i 1859 skulde jeg faa bedre Anledning til at slukke min Kundskabstørst. i det Aar blev Far valgt til Stortingsmand for Romsdals Amt, som det da benævntes, og om Høsten reiste han ind til Hovedstaden. Han havde besluttet, at jeg skulde følge ham for at faa Anledning til at lære lidt mere, end der havde været Anledning til. Det var min første større Udflugt; nogle Aar før havde jeg fulgt ham til Domaas. Vi roede til Vestad paa Sekken for der at gaa ombord i Dampskibet, som netop havde begyndt at gaa; det var jo «en Krog for en Benvei"; men det var vel det nye Vidunder, som lokkede.Det var den første Gang, jeg var ombord i et Dampskib, og det var en Begivenhed af Rang. Men jeg skal ikke dvæle ved Reisen, men kun bemerke, at endnu var den gamle Hovedveien gjennem Romsdalen og Gudbrandsdalen uforandret og viste, hvorledes Veiene var i vort Land i ældre Tid og ned til omkring 1860 og noget senere. Jernbanen fra Minne til Oslo var end mere eventyrlig end Damp-skibet, og jeg fandt den vidunderlig. Især var det Farten, som var saa svimlende. Men naar jeg nu tænker tilbage, maa jeg høilig. beundre den rivende Hurtighed, hvormed vort Jernbanevæsen har ud-viklet sig. Det kan ikke negtes, at den første Jernbanestump i vort Land, om hvilken Schweigaard i Stortinget Tidtalte, at det var den eneste Jernbane, som vilde blive bygget i Norge, var meget primitiv og mangelfuld i mange Maader. Især var Vognene elendige. Smaa firkantede Kasser med Dør paa Siden, Bænkerader paa tvert, uden Varmeanlæg, og det som var langt værre, uden det lille Rum i enhver Vogn, som sikkert de fleste Reisende benytter. Naar Passagererne var kommet ind, gik Konduktøren langs Vognrækken og laaste alle Dører; det saa ud, som om han vilde sikre sig, at ingen rømte. Der sad vi alle indelaaste, og om Vinteren var der en bestandig Bank-ning i alle Vognene af de mange, som frøs paa Benene. — I Oslo maatte man beundre Jernbanestationen, som i Virkeligheden er den vakreste, jeg har seet i vort Land. Ja det var meget at se for en Bondegut fra Landet.

Jeg var her fra Høsten 1859 til næste Sommer og kom ind paa en Privatskole i Øvre Slotsgade, saavidt jeg kan huske, Berges Skole, hvor jeg fornemmelig læste Sprog: Tysk, Engelsk og Fransk, samt Matematik. Det var nok vanskeligt for en Gut, som ikke havde nogen hoiere Skolegang, saaledes at komme midt op i Undervisningen; men det gik dog, og jeg kom til at lære ikke saa lidet. Saaledes fik jeg da lære Grammatik, som hidtil havde været et meget dunkelt Felt. Nu gik den op for mig, og jeg blev stolt, da alt aabenbarede sig for mig. Videre fik jeg Greie paa Tysken og knækkede de første haarde Nødder, og ligesaa med de øvrige Fag. Det var ikke gaaet mange Uger førend jeg havde indhentet de andre og delvis sprunget forbi dem.

Her fik jeg da Anledning til at slukke lidt af den brændende Kundskabstørst, hvorunder jeg led; jeg maatte kun beklage, at Op-holdet i Hovedstaden ikke kunde blive Iængere end en Vinter, og jeg fik ikke lære saa meget, som jeg ønskede. Senere læste jeg adskilligt paa egen Haand; men at lære levende Sprog paa egen Haand, erumuligt. Det eneste kunde være Tysk, hvor jeg ogsaa kom saa langt, at jeg kunde læse og forstaa det.

Hosten 1860 blev jeg konfirmeret i Veøy Kirke af min faderlige Ven Provst Arnet, som altid siden fulgte min Udvikling med Interesse og Deltagelse. Men Konfirmationen og Forberedelsen til den efterlod ikke noget stærkere religiøst Indtryk. Kristendommen var vistnok traadt mig nær, og jeg havde følt dens Indvirkning paa mig, men jeg var dog forblevet saa nogenlunde den samme, Verden med dens Lyst og Olæde var den stærkeste Magt i mig.

I de to følgende Aar arbeidede jeg hjemme paa Gaarden og lærte herunder alt Arbeide, som i Dati-den hørte med til en Gaards Drift paa Vestlandet. Dette kom mig senere til Nytte. Jeg fik god Forstaa-else af alt Arbeide, som foregik paa en Gaard; særlig blev jeg — som for nævnt — opøvet i Træar-beide; senere blev jeg fuldstændig Snedker og Dreier og kunde arbeide endog finere Møbler. Ogsaa Byg-ningsarbeide fik jeg Kjendskab til. Jeg havde godt Arbeidslag, hvilket ogsaa var en Slægtsarv, og jeg fik Arbeidsglæde.

Fristunderne, som ikke blev saa mange, anvendte jeg flittig til Læsning. Det var især Sprog, jeg befattede mig med, og Historie; ret meget kunde det dog ikke blive.

I 1859 opførtes der ny Hovedbygning i Bergsvik med Skole-værelse; det var meget uheldig indrettet og blev senere forandret. Nu er det bygget nyt, tidsmæssigt Skolehus nede ved Veien.

Jeg omtaler dette, fordi Livet nu kom til at antage en noget ændret Skikkelse for hele Familien, Der blev større og bedre Rum i alle Maader, ligesom nu Livskaarene efterhaanden blev lysere. Lærerne fik jo nu lidt bedre Løn, skjønt Stillingen for mange af dem vedblev at være bekymringsfuld.

Ved Indredningsarbeidet maatte jeg være med, skjønt det var et tungt Arbeide og i Grunden Iaa over mine Kræfter; jeg lærte ogsaa en Del herunder og fandt megen Interesse i Snedkerarbeide.

11. Provst R. R. Arnet, 1809—94.Et andet Arbeide, hvori jeg ogsaa deltog efter Evne, og som ogsaa fangede min Interesse, var Jorddyrkning. Far var for den Tid at være og under Forholdene i Veøy, en temmelig ivrig Jorddyrker. Jeg vil ikke sige, at han var nogen dygtig Oaardbruger; men han havde Interesse for at dyrke Jord, og heri var han en Foregangsmand i Bygden. Han forbedrede meget Gaarden og omskabte store Dele af den til dyrket Eng; skjønt jeg nu godt ser, at han ikke altid gjorde godt Arbeide og begik enkelte Feil, maa det dog siges, at han havde stor Fortjeneste af Gaarden. Her fik jeg min første Interesse for Jordbrug, og den har siden stadig fulgt mig i Livet til nu. Jeg lærte at dyrke Jord og bruge den, ikke med engang, og ikke heller ved det, jeg saa som et lærerigt Eksempel. Det har fra Barndommen af ligget i min Natur en Tilbøielighed til Kritik; om denne er at rose eller dadle, er et andet Spørgsmaal; mig selv har den ofte skadet, det ser jeg nu. Denne kritiske Evne eller Tilbøielighed har fulgt mig til mine gamle Dage og er nu stærkere end nogensinde. Jeg maa altfd søge efter Aarsag, efter Grund, altid søge Beviser, Saa var det ogsaa i Ungdomsaarene, og jeg søgte ogsaa i Jordens Brug og Benyttelse at stille de samme Fordringer, uklart og famlende naturligvis i Begyndelsen, men efterhaanden klarere og klarere, eftersom jeg lærte mere. Da jeg senere fik Gaard at styre, stor Gaard, steg det hele frem for mit Blik, idet jeg flittig studerede Naturvidenskab og Agronomi, og tilsidst laa Naturens store, rigt udstyrede Bog opslaaet for mig og blændede mit Øie med sine herlige Billeder. Jeg blev en ivrig Jordbruger, hvorom mere siden. Men Granden lagdes i Ungdomsaarene i Bergsvik, hvad der ogsaa fremgaar af, at jeg allerede som Barn plantede de første Bærbuske paa Gaarden, og senere som Ungdom anlagde eller omlagde Frugthaven. Jeg fattede en stor Interesse for Havebrug, og vor Nabo, en ældre Mand, sagde engang til mig: Gud vil visst eingong gjeva deg ein gild Frugthage! Hvor ofte har jeg ikke siden kommet denne Mands Ord ihu. Ja, Gud gav mig virkelig en stor Frugthave!

Jeg mindes, at jeg i Ungdommen savnede saa meget botanisk Kundskab, Kjendskab til Planteverdenen. Men her stod jeg fast; ingen kunde veilede mig under de første famlende Skridt; men Lysten laa der, og Kundskaben kom med Tiden. Jeg nævner ogsaa dette for at vise, hvorledes alt, hvad jeg siden blev eller udrettede, laa som slumrende Kræfter hos mig. Alt har udviklet sig af de medfødte An-læg og Tilbøieligheder.

Far var en ivrig Sanger, og han stiftede tidlig en Sangforeningi Bygden, som fik stor Tilslutning og trivedes godt. Endnu er der mange gamle igjen, som med Vemod mindes de mange glade Minder. Ogsaa jeg var med, skjønt jeg aldrig har været nogen god Sanger; jeg manglede Naturgaven. Men jeg var dog med, og jeg forstaar nu, at det havde en meget stor Indflydelse; Sangen virkede opfrisk-ende, befrugtende, gav nye Tanker og Ideer og udvidede Synet. Jeg er derfor af den Mening, at Sangen har en stor Betydning for Ungdommens Udvikling, og at den burde benyttes mere, end det nu sker. Det er et stort Tab i kulturel Henseende, naar Sangen forsømmes. I religios Henseende er Tabet endnu meget større og er omtrent uerstat-teligt. Vaagner der religiøst Liv, begynder ogsaa Sangens Toner at lyde; hvor der raader aandelig Død, lyder der ingen Sang. Noget af det sørgeligste, jeg kan se, er en Menighed, som sidder slev og kold og uden Salmebog i Guds Hus. Man behøver ikke at spørge om Grunden. — For mig har Sangen baade i religiøs og i rent folkelig Retning havt en meget stor Betydning, som stadig har til-taget i Aarenes Løb. Mine bedste Stunder har jeg gjerne oplevet, naar jeg har deltaget i Salmesangen — stundom naar jeg for mig selv har nedsænket mig i de gamle aandsfyldte Salmer. Hvad en Salme som: «Jesu, din søde Forening at smage" eller «No veit eg visst, Herre Jesus Krist" — har været for mig, vil Evigheden engang aabenbare.

Jeg nævner dette, fordi jeg saa gjerne vilde opmuntre alle unge til at synge. Brug Sangens Gave; du vil aldrig angre derpaa!

I 2 Aar vedblev jeg at være hjemme efter Konfirmationen og deltage i alt forefaldende Arbeide. Men min Hu stod til at komme ud. «Ud vil jeg, ud, o saa langt, langt, langt", det klang i min Sjæl. Det var kun Midler, som fattedes. Mit Mål stod klart for mig, havde fra Barneaarene staaet klart. Jeg maatte og vilde drikke af Viden-skabens uudtømmelige Kilde, og jeg nærede en ubegrændset Tiltro til denne Kildes Rigdom og Evne til at tilfredsstille Sjælens levende Begjær. Kun lidet forstod jeg dengang, hvad jeg siden lærte, at denne Videnskab for en stor Del var en Skuffelse. Men som sagt, nu maatte jeg ud.

I 1862 vilde Far, at jeg skulde reise paa Seminariet i Klæbu. Skjønt jeg vidste med mig selv, at jeg ikke vilde være Lærer, men at jeg vilde gaa den studerende Bane, samtykkede jeg, for ad denne Vei at komme til Maalet.

Det var i 1862 i August Maaned, at jeg for første Gang paa egen Haand drog ud i Verden. Det føltes saa underligt at sige Barndoms-hjemmet Farvel; det anede mig vel, at jeg nu i Grunden sagde det Farvel for bestandig. Mor fulgte mig til Molde, det mindes jeg, og det var saa vemodigt at skilles fra hende og gaa ombord paa Dampskibet Prinds Gustav. Jeg havde nok fulgt Fjorddampskibet -.Romsdal" enkelte Gange, men nogen Kystbaad havde jeg ikke be-traadt og ude paa det «store, bølgende Hav" havde jeg ikke været. Det blev alt andet end en Fornøielse, som enhver kan tænke sig til, da vi kom ud for Buaodden. Jeg med mange flere havde kun Dæks-plads, og skjønt det var Sommers Dag, var det haardt nok over Hustadviken. Det var kun det aabne Dæk paa Forskibet, som var os anvist, og her vaskede Sprøitet jevnlig over, saa vi blev gjennem-blødt. Om Natten var det meget koldt, og intetsteds at komme under. Jeg har ofte tænkt herpaa, naar jeg har seet, hvor godt indrettet vore Passagerskibe nu er, og hvorledes man nu sørger for de Reisendes Bekvemmelighed. Dengang gik man øiensynlig ud fra, at det var snart godt nok for den ..simple" Klasse; de havde intet at fordre, men kun i Ydmyghed at modtage, hvad der bødes. Landgangsbryg-ger fandtes der ikke i nogen By; Dampskibet laa for Anker om Natten, og dette maatte hæves ved Haandemagt. Hertil mobiliseredes de stakkars Dæksvandrere, som var vaade og forfrosne og kunde trænge til lidt Varme; men ikke engang Tak fik vi for Arbeidet. Endelig kom vi da til Trondhjem, og saa var det at tage Foden fat til Klæbu.

Der samledes en stor Skare af unge Mænd —• Kvinder var der naturligvis ikke Tale om. Om en Kvinde kom ind i Seminariets Helligdom, vilde det være blevet betragtet som et Oprør mod alle guddommelige og menneskelige Love og en grov Krænkelse af Velan-stændighed og Sædelighed. Saaledes var Opfatningen overalt. — Der holdtes en langvarig Optagelsesprøve, og de lykkelige udkaarede begyndte at slide Skolebænkene paany. Det var et meget uensartet Materiale, og der var en hel Del, som var aldeles umodne, medens der naturligvis var mange, som var vel forberedte.

Jeg blev optaget og gik her i 2 Aar sammen med de to ovenfor nævnte Venner. Jeg var meget længere kommet end de andre, og saa meget nyt kunde jeg ikke lære i de fleste Fag; men jeg havde dog godt Udbytte, særlig i Religionsfagene.

Om Lærerne har jeg kun godt at sige. De var dygtige Mænd, med en enkelt Undtagelse, og gjorde sikkert sit Bedste. Bestyreren, Nicolai Ulstad, var en dygtig Lærer, som forstod at gjøre Undervisningen levende og klar. Han var Norsklærer, d. e. Lærer i Gram-matik, som han behandlede meget indgaaende. Hans System var udmerket skikket for unge Bondegutter; men det holder ikke viden-skabeligt Maal overalt. Vist er det, at jeg lærte særdeles godt at for-staa Sprogets Aand og Bygning, og det har været af stor Betydning for mig senere. Sogneprest Th. G. A. Angell var en grundig Teolog og dygtig Religionslærer, og jeg skylder ham meget; han lærte mig luthersk Dogmatik, som jeg aldrig glemte siden. Niels Aars var endnu ung, men gjorde sit Bedste og blev siden [som Seminariets Bestyrer] meget anseet. Jeg fik her for første Gang Undervisning i Naturfag, som ikke var Eksamensfag ved Seminariet. Den senere Sogneprest til Stadsbygden, C. E. Nicolaisen, var en uatmindelig dygtig Lærer i Naturfag, skjønt han var Teolog. Af ham fik jeg Interesse for Naturvidenskaben. Den, som jeg følte mig nærmest knyttet til, var den sidstnævnte.

En stor Ulykke for Undervisningen var, at enkelte eller snarere en enkelt Lærer stadig holdt sig til de Elever, som var daarligst. Læreren havde sikkert den bedste Hensigt hermed, men han tænkte ikke paa mange andre, som intet lærte. En Lærer skal fremfor alt være upartisk og retfærdig og tænke paa hele Klassens Vel. Er der dem, som har vanskeligt for at følge medj skal Læreren saavidt muligt hjælpe ham, men aldrig saaledes, at de øvrige forsømmes. Da maa heller den enkelte blive staaende tilbage. Jeg har gjort bitre Erfaringer i denne Henseende.

Om Forholdet paa Seminariet kunde der være adskilligt at skrive. Klæbu Seminarium var bekjendt for at være grundtvigiansk, eller iaifald for, at de, som gik ud herfra, var Grundtvigianere. Der var ogsaa noget i dette, eller havde været noget. Nu var kun Bestyreren, Ulstad, af den nævnte Aandsretning, uden at han dog drev nogen Propaganda, og de andre Lærere var bestemte Modstandere. Saavidt jeg forstod, var der heller ikke nogen af Eleveme, som viste Tegn til at helde til denne Retning.

Grundtvigianismens Tid var nu nærmest forbi, den havde iaifald tabt sin største Betydning. Senere skuMe Tiden komme til en upartisk Bedømmelse af Grundtvigianismen og den Betydning, den havde i vort Lands Kirke.

Herom skal jeg ikke paa dette Sted udtale mig videre; derimod vil jeg prøve i korte Træk at skildre Forholdene paa Seminariet.

Det som først og fremst maatte paatrænge sig enhver Besøgende, var Stedet. Det var saa uheldig valgt, som det vel kunde være. I en liden afsides, afstængt Bygd omkring en to Mil fra Stiftsstaden, en

BNS - XVI

4tung og ubekvem Vei, og for de unge Mænd, som kom med sit Tøi, en stor økonomisk byrde. Kanske endnu større Skade skede der ved, at de unge Mennesker ikke lærte Livet at kjende; de levede «udenfor Folkeskikken", som om det var et Fortrin for en Lærer, at han var keitet og uvant til at bevæge sig blandt Folk. Klæbu var et Afhul dengang, og jeg saa, at det laa langt tilbage i mange Dele for Hjembygden. Enhver maatte spørge, hvad dog Grunden kunde være til, at man lagde Seminariet her og ikke paa Strinden eller i Melhus. Lade maa da ubetinget være et heldigere Sted for en saadan Anstalt end Klæbu! Grunden var bl. a. den, at her boede Presten Darre, som ansaaes skikket til at være Styrer for en Lærerskole. En anden Grund var den, at Myndighederne stod i den Formening, at det var Fare for Elevemes Moral, om man lagde Lærerskolen i Nærheden af en By. En afstængt, afsidesliggende Bygd skulde være det heldigste Sted.

Kostholdet var mildest talt tarveligt, og jeg for min Del var ikke vant til saadant. Da var det meget bedre paa Gaardene, hvor mange boede. Det maa dog bemerkes, at Betalingen ogsaa var meget lav, og at man ikke kunde vente det bedre efter den.

Husene var upaaklagelige; der var netop bygget flere nye Huse her. Men de var simpelt opført, grovt Arbeide, som man ikke skulde have ventet ved et saadant Anlæg. Skjøn-hedssands manglede det rent paa; Hovedsagen syntes at være den at faa alt saa billigt som muligt. Anstaltens Bygninger var oprindelig meget tarvelige, men dog langtfra i den Grad som det første Hus paa Stord, som er det mest typiske Billede, jeg har seet paa vor aandelige Fattigdom og Smaaskaarethed paa dette Om-raade. I det sidste var der i Klæbu bygget en stor Kasse med flere store Rum, saa styg, som det vel kan tænkes, at den kunde blive. Arkitekten var øiensynlig en Tømmermand fra Bygden. I samme Stil var alt, stygt og upraktisk. Der var i Sandhed ikke ofret meget paa Skjønheden, og dog var det den norske Stat, som var Bygherre og Eier. Det var et sørgeligt Vidnesbyrd om manglende Kultur i vort Land.

Kom vi indenfor Dørene, saa mødte vi det samme Syn. Der fandtes ingen ordentlige Pulter og Sæder, som vi kunde have ventet, og af Undervisningsmidler saagodtsom intet. Oppe paa det saakaldte Musikrum stod der en hel Del saakaldte Salmodikoner, nogle fryg-telige Instrumenter. Der fandtes intet andet Musikinstrument. Karter fandtes der ikke i noget Rum; der havde været nogle Verdenskarter, men det var kun Levninger af dem igjen.I et Skab saaes nogle faa Instrumenter, som skulde betegne fysikalske og chemikalske Undervisningsmidler. Men de var meget faa og simple. Tidligere havde der ingen været. Dette var en Lærerskole i 1860-Aarene for Landets bedste Ungdom. Man fik et klart Billede af Kultur og Aandsdannelse!

Hertil svarede ogsaa Undervisningen, som ikke var paa langt nær, hvad den skulde være. Og det var ikke Lærernes Skyld, ialfald ikke for den væsentlige Del; det var Systemets. Lad os tage for os Norsken. Der var Undervisning i Grammatik, og den var god og fuldt tidsmæssig. Der var Øvelser i Retskrivning; derom var der heller ikke noget at sige. Men skriftlige Opgaver til Hjemmearbeide, norsk Stil, var der kun Tale om i øverste Klasse, og det blev kun nogle faa i Aarets Løb. Saa var der en Time, tror jeg, for Ugen i Læsning, og intet mere, hvad Norsk angaar. Der var ikke Tale om Forfattere, end mindre om Digtere, end mindre om Sproghistorie. Ethvert Ord, som ikke stod i gamle Molbech, erklæredes for Dialekt og maatte aldrig forekomme; det vilde være en Dødssynd. Geografi-undervisningen foregik uden Karter, ligesaa Historieundervisningen. Naturfag havde der ikke været tidligere og var nu ikke Eksamensfag; ingen brød sig det mindste om noget, som var saa unyttigt. Jo, der var da et Par Stykker, og en af dem var undertegnede. Men i Reli-gionsfagene var det helt anderledes, og Undervisningen kan betrag-tes som meget god. Vi havde Bibelforklaring efter Forbillede fra det teologiske Fakultet, en udmerket Lærebog i Kirkehistorie o.s.v. Det var i Grunden Religionsfagene, som udgjorde den væsentlige Undervisning; alt det øvrige var kun et Paahæng. Det var i Virkeligheden Skoleloven af 1860 og dens Fagordning, som gik igjen her. Og naar undtages Naturfagene, som blev saa stedmoderlig behandlede, maa man sige, at Lærerskolen tilfredsstillede alle Krav, som Landsskole-loven stillede. Byskoleloven toges der ikke Hensyn til; altid var det Landsskolen, der taltes om og sigtedes til. Heller ikke var der Tale om nogen Udvikling i vor Skole; man levede i den gode Tro, at længere end Loven pegte, kom vi ikke i vort Land. Og det var kanske ikke saa underligt, naar man mindes, hvorledes Loven blev mod-taget i mange Bygder i Landet.

[Det værste var, at hele Undervisningen var bygget paa et feilagtigt Grundlag og tydeligvis var planlagt af Prester, som ikke havde For-staaelse af, hvad unge Lærerkandidater tiltrængte. Saaledes fik vi en ganske grundig Udredning af Troeslæren, som i Virkelighedenvar Johnsons Dogmatik i stærkt formindsket Udgave. Endnu værre var det rned Bibellæsning, hvor det samme gjentog sig, og hvor det hele var end mere ufrugtbart, fordi Forudsætningerne manglede. Disse to Fag havde forholdsvis de fleste Timer, og Undervisningen gik ud paa at gjøre Seminaristerne til smaa Teologer. For min Del havde jeg meget Udbytte af det senere; men det burde dog ikke være Meningen her. Hvorledes man i det hele skulde lægge Stoffet til Rette for Børnene, var der herunder ikke Tale om.

I et langt Liv som Lærer har jeg lært at forstaa, at noget af det vanskeligste, vi kan blive stillet overfor, er at undervise i Kristendom, og det maa vel være saa, at Kristendommen ikke er et Fag, en Disci-plin som andre, men er Liv og Aand, er Hjerte- og Viljesag.

Aller sørgeligst var det dog med Norsketi. Vi havde god Undervisning i Grammatik med hvad dertil hører, megen Diktatskrivning, meget lidet af selvstændige Opgaver, og Undervisningen her var aldeles utilfredsstillende. En passende Læsebog manglede, og Undervisningen i Læsning var meget utilfredsstillende. De fleste af dem, som gik ud fra Seminariet, kunde aldeles ikke læse, og alle manglede Forstaaelse af, hvad der krævedes. Norsk Literaturhistorie blev ikke nævnt engang, og Digterne var Mænd, man helst holdt sig borte fra. Af alle Fag var Norsken det, som var mest stedmoderlig behandlet, bortseet fra Grammatik. Undervisningen i Regning var slet; jeg lærte ikke det ringeste i dette Fag, hvor der dog var saa meget at lære.

I Naturfag havde man tidligere ikke havt nogen Undervisning; det ansaaes nok ikke fornødent, at en Lærer kjendte noget til Naturens Rige. Men netop nu havde Seminariet faaet en meget dygtig og in-teresseret Lærer i Naturfag, den senere Sogneprest Nicolaisen; men Faget skulde ikke være Eksamensfag, og da ved man, hvorledes det gik. Jeg fattede en stor Interesse for Naturvidenskaben, og har altid været den nævnte Lærer taknemmelig for, hvad han gav mig. Det var det Fag, som blev bedst skjøttet af alle, skjønt Hjælpemidlerne var yderst tarvelige. Jeg vil sige saa meget, at jeg ikke har havt bedre Lærer i Naturfag end Nicolaisen, og det vil sige ikke saa lidet, da jeg har havt flere dygtige Lærere. Fra den Tid af er det, at min Interesse for Naturvidenskaben stammer, og jeg tør sige, at Læreren neppe havde en mere interesseret Elev end mig. Sandt at sige tror jeg, at jeg var en af de faa, som forstod ham og fulgte ham.

Historie og Geografi blev ganske vanskjøttet; det var kun Lekse-overhøring. Der fandtes ikke et eneste Vægkart; der hang igjen nogleFiller, som viste, at der engang havde været nogen yderst tarvelige Karter. Planscher var der ikke Tale om. Undervisningsmateriel manglede ganske. Dog havde den nye Lærer i Naturfag begyndt at faa en liden Samling. Der skulde ogsaa være et Slags Skolebibliotek; men det maatte helst kaldes en Karikatur af et saadant.

Hele Seminariet var yderst tarvelig udstyret i alle Retninger, og gjennem alt viste det sig, at man ikke havde Forstaaelse af en saadan

12. Klæbu Seminarium.

Læreanstalts egentlige Væsen. At sætte Prester og Teologer til at styre en saadan Anstalt, maa give et saadant Resultat. Jo mere de er Prester og nidkjære for sit Kald, desto mindre vil de som Regel være skikkede til at lede en saadan Anstalt; de vil nødvendigvis stræbe efter at gjøre Lærerne til smaa Teologer. Men man kan ogsaa gaa forvidt til den anden Side, hvad der vistnok tildels i vor Tid er en Tendens til, og som særlig kommer tilsyne i de høiere Skoler. At faa godt udstyrede, hensigtsmæssig ordnede og af dygtige Skolemænd ledede Lærerskoler anser jeg for en meget vigtig Sag for vort Land, og jeg har altid interesseret mig derfor.

Naar jeg saa omstændelig har dvælet ved mit Ophold paa Semi-nariet, er det skeet, fordi jeg ønskede, at Eftertiden maatte se, hvor tarvelige Forholdene i vort Land var paa Skolens Omraade paa denne Tid, og hvor store Fremskridt der er gjort. — 1918.]

Paa Seminariet stiftede jeg Bekjendtskab med mange, og blandt disse var der nogle faa, som jeg sluttede mig nærmere til. Blandt disse var først og fremst Lars Dahle fra Isfjorden, senere Missions-prest og Sekretær for det norske Missionsselskab. Vi var kjendt fra mit Hjem, hvor han havde været en Tid, og han var 1 Aar ældre paa Lærerskolen. Han var en ualmindelig Begavelse, især ved sin klare Forstand. Han øvede stor Indflydelse paa mig, og jeg saa op til ham med Beundring. En anden, som jeg ogsaa kjendte godt fra Hjemmet, var Erik Mittet. Han var ogsaa en meget begavet ung Mand, men hans Begavelse var af en noget anden Art end den først-nævntes: Han var mere Hjertemenneske og Følelsesmenneske og eiede ogsaa poetisk Begavelse. Han var paavirket af Grundtvigs Aand, medens Lars Dahle var udgaaet fra et gammelt Haugianer-hjem. Erik døde som ung af Lungetuberkulose midt under sit Arbeide for at tage Artium. Hans Lærere satte store Forhaabninger til ham, som saaledes blev tilintetgjorte. Ved Veøy gamle Kirkes Nordside hviler hans Ben.

Jeg var umaadelig flittig, og bedre Elev kunde vel Lærerne vanskelig faa, tænker jeg. Man troede vistnok, at jeg væsentlig dreves af Ærgjerrighed (for at faa en god Eksamen). At denne var med i Spillet, er rimeligt; men det var ikke blot den, som drev mig. Det var en uudslukkelig Kundskabstørst; jo mere jeg lærte, jo mere tør-stede jeg. Dertil kom, at det faldt mig saa let at lære; det kostede ikke nogen Kamp og Møie, og jeg havde en umaadelig Arbeidslyst og Arbeidskraft. Men jeg tog det ikke rigtig: Jeg lagde for meget Vægt. paa det blot receptive, for lidet paa selvstændig Tilegnelse. Men det er Ungdommens Feil, og jeg kom senere til at lære om igjen. Ved Afgangseksamen i 1864 kunde jeg derfor alt paa Fingrene og fik derfor ogsaa en glimrende Eksamen, den første af alle i de teoretiske Fag. Men det manglede meget i den selvstændige Tilegnelse; i 21 Aars Alderen kan man heller ikke vente saa meget heraf.

Skjønt jeg gik ud af Seminariet som No. 1 af Dimittenderne, tænkte jeg ikke det mindste paa at blive Lærer; det sagde ogsaa Bestyreren til mig, da jeg tog Afsked, og det var som en halv Bebreidelse mod mig.Hidtil havde mine Aar gledet hen uden nogen indre Kamp og Strid. Livet laa roligt og solbelyst for mig som for Ungdommen i Almindelighed. Alvorlige Livssporgsmaal havde endnu ikke trængt ind paa mig og krævet Svar. Mit udvortes Liv havde vistnok været, som det sømmede sig en Ungdom; jeg var vel hverken bedre eller værre end de fleste andre. For ydre Synder og Laster havde Vor-herre bevaret mig. Navnlig havde jeg aldrig følt nogen Tilbøielighed til stærke Drikke; tvertimod saa jeg med Afsky paa de mange sørgelige Eksempler, som Livet viste mig. Jeg anser Drik som Ungdommens farligste Fiende i vore Dage, den Fristelse, som moder alle, og hvorfor en stor Del bukker under. Det er det eiendommelige ved denne Last, at den drager saa mange andre Laster efter sig. Afholdssagen var ukjendt i min Ungdom, og senere har jeg til sine Tider arbeidet for den, til andre staaet lidt reserveret. Men det vil jeg sige, at for Ungdommen, for Ungdommens Bevarelse fra Synd og Last, er den et stort Gode og et kraftigt Middel til at holde den oppe i Kampen.

Jeg var en livsglad Ungdom, og Faren for mig var, at jeg kunde føres for langt af denne Livsglæde. Jeg var meget glad i Kameraters Selskab og maatte altid være med, naar der var nogen Anledning til Glæde. Kameraterne har ofte, kanske oftest en stor Indflydelse paa den Unge, og desværre er denne ofte daarlig. Naar jeg nu ser tilbage paa mit Ungdomsliv, Kinder jeg, at vistnok var Kameraterne ikke altid fuldkomne; der var forskjellige Skrøbeligheder, og særlig var det Drikken, som fristede. Men det var dog en mægtig Forskjel paa den Tids Ungdom og Nutidens, saaledes som den viser sig for Offent-lighedens Øine. Der var en god Bund i Ungdommen; der var en moralsk Rygrad i den trods mange Skrøbeligheder. Det var ikke forbryderiske Tendenser og Anlæg, ikke Bohéme-Moral og lignende, som raadede, man byggede paa den gamle Grundvold. Derfor maa jeg sige, at jeg i det hele og store havde gode Kamerater, som ikke forsøgte at lede mig ind paa farlige Veie. jeg kan tvertom med Glæde mindes dem og Ungdomslivets Glæder, om jeg end ser, at fuldkomne var de ikke. Jeg skulde snart komme til klar Erkjendelse heraf.

I August 1864 drog jeg ud i Verden for at prøve Lykken som Lærer. Om Sommeren havde jeg faaet et Tilbud om en Stilling som Huslærer i Nordland, hos Foged Chr. Aug. Barth, der nylig var blevet udnævnt til Foged i Nordre Helgeland og havde taget Bolig i Hemnes. Denne Post bestemte jeg mig til at modtage. Lønnen var 80 Spd., og saavidt jeg husker, fik jeg Reiseomkostningerne — 2den Plads —godtgjort. Saa gik Reisen atter ud fra Barndomshjemmet; den førte mig længere bort, og jeg saa det ikke igjen før efter 2 Aars Forløb.

Jeg kom her ind i nye Forholde, som jeg, der var opvokset paa Landet og ikke kjendte synderlig til den «høiere" Kultur i Byerne, stod fremmed for. Det havde sin Betydning for mig, og der var ad-skilligt at lære. iMen særlig blev de to Aar, jeg tilbragte i dette Hus, af afgjørende Betydning for mit indre Liv, — jeg kan sige for hele mit Liv. Spørgsmaalet -Enten—eller" stilledes jeg foran, og en Af-gjørelse krævedes.

5. PAA KORSVEIEN

En vakker Sommerdag i August 1864 gik jeg i Land paa Hemnes-berget og spurgte mig for, hvor Fogedgaarden laa. Jeg fik vide, at den var paa Gaarden Sund, som laa omkr, en 4—5 Kilometer længere ind. Vei fandtes der ikke; jeg maatte tage Baad. Jeg kom mig lykkelig frem og stod i et temmelig tarveligt Hus med 4 Værelser, Gang og Kjøkken, alle lave og temmelig smaa. Det var Fogedgaarden, et privat Hus, som Fogden havde leiet; der var intet andet at faa. Her skulde Familien bo og Fogden have sit Kontor. Det synes ganske ufatteligt, at Regjeringen kunde udnævne en Foged uden at sørge for en passende Bolig og nødvendige Kontorer. Men saa var det. Man overlod simpelt hen det hele til Fogden; han fik greie sig, som han bedst kunde. Vi maa her tænke paa, hvad Regjeringen gjør i vor Tid. Tænk paa Lægeboligerne, Sorenskrivergaardene o.s.v.; det er en Forskjel fra den ene Yderlighed og til en anden! Men nok herom: tempora mutantur et nos in illis!

| Foged Barth var stærkt grebet af den Vækkelse, som var udgaaet fra Professor Johnson, og var blevet en levende, troende Kristen. Der kunde ikke være nogen Tvil herom hos nogen, som lærte ham at kjende. Han var et Hjertemenneske, ingen dyb Aand, let at bedrage, og det var ikke frit for, at der var enkelte sværmeriske Til-bøieligheder; men han var en ærlig og oprigtig Kristen, det kunde der ikke være Tvil om, og det var dette, som gjorde det stærkeste Indtryk paa mig. Det var ikke gjennem Forstanden, at Kristendommen traadte mig imode, det var som Livsmagt, som et nyt Liv. Jeg fik, som venteligt var, en Kamp at bestaa, men den gik snart over, og Guds Naade i Jesus Kristus aabnede sig over mig og gav mig Fred.Et nyt Liv begyndte med rige Følelser og Stemninger, og jeg levede herlige og glade Dage en Tid, indtil nye Storme brød løs over min arme Sjæl og kastede mig dybt i Støvet. Jeg begik mange Feil, som førte Sorg over mig og smerter mig endnu den Dag idag. Der var ofte hos mig stor Nidkjærhed, mindre Visdom. Foged Barth var vel skikket til at paavirke Menneskene og vække dem op til alvorlig Kamp; men han var mindre skikket til at lede en Aand som min; han forstod mig ikke fuldt, og det merkede jeg snart. Det, som skulde til for mig, var kristelig Visdom, og det var ikke Foged Barths stærke Side. Jeg saa snart, at han tog Feil i mange Ting, at han ikke forstod at prøve Aanderne og skille mellem det sunde og usunde; men jeg lod mig dog ofte henrive til, hvad der ikke stemmede med den sande Kristendoms Væsen. Men jeg fik god Anledning senere til at lægge af, hvad der hørte Barnagtigheden til; jeg fik en god Skolegang, om den ikke altid tiltalte mig, og jeg lærte at bøie mig i Ydmyghed ved Korsets Fod og sige: -Min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed." En forfærdelig Fare truer ofte de unge Kristne: Hovmodet, Selvgodheden, Egenretfærdigheden, og de ældre Kristne forstaar ikke altid dette og fremlokker ved sin Uforsigtighed Hov-modsspirerne. Det er let at forstaa for mig nu, at en Ungdom med min Karakter, min Lærelyst, mine Kundskaber og mine Evner, hvori jeg naturligvis følte, at jeg var alle mine Omgivelser overlegen, var særlig udsat for denne Snare. Merkeligt nok opmuntrede dog ikke Fogden mig til at optræde som Ouds Ords Forkynder, han lod mig kun holde Bøn; det var da endda bra. Det værste af alt er, at man lader unge, ubefæstede Kristne optræde som Ordets Forkyndere.

Første Oang, jeg optraadte paa egen Haand, var i 1866 og i Hjembygden; jeg mindes det saa tydelig endnu, og det er ikke med ublandet Olæde. Helst burde jeg skamme mig, men kan dog heller ikke det uden videre; thi Meningen var god. Udførelsen maa Herren til-give.

Foged Barth var en bitter Modstander, helst maa jeg vel sige Fiende, af alt Kirkevæsen, og særlig af Presterne, som han betragtede med den største Mistillid. Her saa jeg dog straks, at han skjød over Maalet, og jeg blev forsigtig. Forøvrigt holdt han strengt paa den gamle Kirkelære og den pontoppidanske Kristendomsopfatning. Orundtvig var for ham -det farligste Kjætteri, som nogensinde var opkommet i Kirken, fordi der var saa meget sandt og berettiget i det." Hans Kjendskab til denne farlige Lære var dog lig 0; han havde aldrig læst en Linie af, hvad Orundtvig eller hans Tilhængere havdeskrevet, siden han havde begyndt at tænke alvorlig over aandelige Ting; men det har været og er desværre almindeligt hos de Kristne, at de dømmer haardt og ugrundet om, hvad de ikke kjender det ringeste til. Vi har nok af Eksempler i vore Dage herpaa. Men jeg kjendte til Orundtvig og hans Lære; den var ikke fremmed for mig, og jeg forstod den ogsaa delvis. Imidlertid gjorde Forholde og Førelse, at jeg kom til at skyve den tilside; det var andre Sider i Kristendommen, som da lagde Beslag paa min Opmerksomhed. Jeg mener, at dette er naturligt og rigtigt; vi maa først komme til Klar-hed over os selv og vor egen personlige Stilling til Sandheden; saa kan vi gaa videre. Det fik jeg Anledning til i rigt Maal, og derfor staar ogsaa nu Grundtvigianismen for mig i et helt andet Lys end dengang. Jeg har aldrig været nogen Grundtvigianer i egentlig Betydning, skjønt jeg ofte af taabelige og uvidende Mennesker er blevet kaldt saaledes; men jeg ser klart Sandheden i den, og jeg er for længe, længe siden vokset fra den Barnagtighed at hore efter, hvad Modstanderne, selv en Johnson og Martensen, siger. En Mod-stander ser nemlig altid kun Vrangen, aldrig den rette Side, og hans Dom er derfor altid ensidig og uretfærdig.

Ja, jeg ser tilbage paa denne Tid med Sorg og Smerte over mine Feil, min Uforstand og Ubesindighed — jeg vedkjender mig ikke længer meget af, hvad jeg da tænkte og udtalte. Jeg ser alt nu i et afklaret Lys; alt har jeg prøvet og gransket, jeg har fundet den Grundvold, som aldrig svigter, og jeg har lært grundig at kjende Hulheden og Tomheden i al Kirkestrid og i de Rettroendes Paastande. Det hele synes mig nu saa vidunderlig klart, som den klare, blaa Himmel en straalende Vaarmorgen; jeg ved, paa hvem jeg tror, og jeg har ikke nødig at spørge denne eller hin om, hvad er Sandhed?

— ja, dette er vel og bra, og dog, dog — — Ak, jeg maa sukke mangen Gang og klage, der var dog en Tid, som var lykkelig, fuld af Stemninger, af salig Fred og Glæde, og jeg ønsker ofte saa inderlig, at jeg kunde føle det samme nu. Den første Kjærlighedl O, om jeg atter kunde føle den! Det er ikke Kundskaben, ikke Forstanden og Klogskaben, som fører os til Maalet, det er Hjertet. Pectus est, qvod facit theologum, og vi kan lægge til — en Kristen. — 1918.]

[Foged Barth, hos hvem jeg skulde være Huslærer og til-lige Skriverkarl, var det merkeligste Menneske i sit Slags, som jeg nogensinde har truffet. Jeg havde jo læst og hørt om kristelige Per-soner, men jeg havde ikke tænkt mig dem saadanne som den Mand, jeg her modte. At det ofte er vanskeligt at afgjøre, om en bestemt Person virkelig er en Kristen i Aand og Sandhed, havde jeg altid tænkt mig, hvis man da ikke, som jeg var mest tilbøielig til at tro, skulde anse enhver for en Kristen, som ikke var en særdeles forvorpen Person. Her traf jeg for første Gang i mit Liv en Mand, om hvem

13. Vinterbillede af Sund i Hemnes.

der ingen Tvil kunde raade, hvor han hørte til. Han bar saa levende og klart Vidnesbyrd om sit Troesforhold, om sit Sindelag o.s.v., at det stod ligesom skrevet paa ham: helliget Herren. Det lyste ud af hans Øine, det strømmede gjennem hans Tale, og hans hele Liv i stort som i smaat var et levende Vidnesbyrd om, at her var der ikke tomme Ord og kristelige Fraser, men det høieste Alvor.

Her slog min Skjæbnetime, og Korsveien laa foran mig. Foged Barth var en meget varmhjertet Kristen, som helt havde overgivet sig til sin Herre og Frelser, og som i hele sin Færd og særlig ved sin Tale lagde for Dagen, hvilken Aand han dreves af. Her mødte jeg en Kristendomstype, som var mig ganske fremmed. Den Kristendom, som jeg kjendte fra mit Hjem, var i meget forskjellig fra den, jeg mødte her.

Jeg var opvokset i et godt Hjem, et Hjem, som man i Alminde-lighed vilde kalde et kristeligt Hjem. Far og Mor bekjendte sig tilKristendommen og gav sine Børn en god og kristelig Opdragelse. Mine Forældre sognede nærmest til Presten Wexels, og Far ialfald maatte nærmest betragtes som hans Aandsbarn. Mor læste Prækenen hver Søndag. Hun brugte Wexels’s Postil, som hun elskede. Mor læste saa godt og vakkert; hendes Stemme var saa mild og klar og Ordene selv saa milde og kjærlige; men paa mig gjorde de ikke noget Indtryk; jeg stundede bare efter, at Læsningen skulde tage Ende. Wexels’s Prækener er vakre, og de er ogsaa fra en Side betragtet gode; men de er lidet personlige og mangler Salt, uden hvilket den bedste Ret ikke smager. Derfor har de heller aldrig tiltalt mig senere.

Det forekom mig, at der ogsaa var liden Aandskraft i den Kristendom, som de saakaldte Grundtvigianere lagde for Dagen. Den gamle Kristendomstype hos de ældre Kristne kjendte jeg ogsaa lidt til; men den syntes mig ogsaa mat. Den saakaldte Haugianisme eller Pietisme kjendte jeg mindre til; men den havde ikke tiltalt mig.

Foged Barths Kristendom maatte nærmest henregnes til den sidste Type, men faldt dog ikke helt sammen med den. Foged Barth var mild og kjærlig, med et aabent og lyst Sind, en frigjort Kristen, som vel nærmest maatte regnes til den bekjendte svenske Forfatter Rosenius’s aandelige Børn.

Jeg var vel ikke bedre eller værre end de fleste af mine Kamerater, og selv troede jeg, at der ikke manglede mig noget i min Kristendom. Nu fik jeg for første Gang Anledning til at se en Mand, som virkelig gjorde Alvor af sin Kristendom, og som især havde en merkelig Frimodighed til at vidne om sin Tro; det var alt saa rent forskjelligt fra, hvad jeg havde seet, og det greb mig stærkt, og jeg maatte stille det Spørgsmaal til mig selv: Hvorledes staar det til med dit Kristenliv? Og Svaret blev snart mere og mere tydeligt og bestemt, og dermed begyndte den store Strid, en aandelig Kamp, som jeg ligesom de andre maatte gjennemgaa, og som jeg ikke nærmere skal dvæle ved, men kun bemerke, at den endte med, at jeg i Pintsen 1865 for første Gang fik føle Aandens Pintsevind over mit Hjerte.

Den store Forandring var skeet; jeg følte mig som et nyt Menneske, der var født af Gud, og en ny herlig Tid oprandt. Men Adam var ikke længe i Paradiset, og der kom snart tunge Timer og stor Sorg og Trængsel. Det tiltrængtes nok en haard Skole for mig. Store Farer lurede paa mig, hvad jeg da ikke forstod. Satan var nok ud-drevet, men han kom igjen med syv andre Aander. Jeg vilde blive stor i Guds Rige, skulde blive ret en Helgen. Hovmodets, Ærgjerrig-hedens og Forfængelighedens Dæmon tog sin Bolig i mig.Foged Barth var en elskelig Kristen; han var brændende i Aanden for sin Herres Ære, og han havde særlige Naadegaver til at vinde Sjæle for Herren. Men som alle Kristne havde ogsaa han sine Svag-heder. Han havde ikke Øie for Kirken og dens Naademidler; af Presterne var han bestemt Modstander og havde en afgjort Mistanke til dem alle; han sagde saa ofte, at han tvilede paa, om der fandtes en virkelig Kristen blandt dem, og om nogen Prest i vor Tid kom ind i Guds Rige; «muligens dog 1 eller 2", som han kjendte. Denne hans strenge Dom om Presterne hang igjen sammen med den Spænding, som paa denne Tid gjorde sig gjeldende mellem Presterne og det kristne Lægfolk. Fogden var selv en dygtig og flittig Forkynder af Ordet, og Lægfolkets Ret til fri Forkyndelse var for ham en af de vigtigste Sandheder i Kristendommen, hvorfor han heller ikke vilde vide af Augustana, som negtede Lægfolket denne Ret. Og han lagde fortrinsvis Vegt paa en Kristens Pligt til overalt og altid frit og uden Omsvøb i sin Tale at vidne om Kristus. Han pleiede selv altid at spørge dem han traf sammen med: «Er du et Guds Barn?" Eller: «Elsker du Jesus?" Det kunde ofte gjøre en god Virkning, men kunde ogsaa opvække Bitterhed og Modstand. I saa Fald var han straks rede til at antage det som Verdens Forfølgelse for Guds Riges Skyld. Det kunde endda gaa an for Fogden at bruge denne Frem-gangsmaade, paa Grund af hans sociale Stilling, og fordi han var et Hjertemenneske; alle maatte forstaa, at han gjorde det i den bedste Mening. Men hvis alle skulde gaa frem paa denne Maade, vilde det være meget betænkeligt. Jeg blev efterhaanden klar over dette og mere, som jeg fandt betænkeligt, men han øvede dog som min aande-lige Fader en betydelig Indflydelse paa mig. Naturligvis var der ogsaa hos mig visse Svagheder i min Kristendom; og jeg burde have havt en strengere Tugtemester og en som forstod bedre mine Feil; det vilde have været til mit Gavn. Men Herren vidste Raad og holdt mig nede, og min egen Forstand og kritiske Aand kom mig til Hjælp.

Jeg fik snart mange Venner, som jeg havde Glæde og Opbyg-gelse af at være sammen med. Det var især en lidt ældre Kvinde paa Hemnesberget, fra Gudbrandsdalen, som hed Maria og var af gamle Jens Jonsgaards Aandsbørn. Hver eneste Gang, jeg var paa Hemnesberget, var jeg inde hos hende, og hun talte saa milde, kjærlige Ord, men ogsaa saa mange kloge Visdomsord, rige paa aandelig Erfaring, at hun blev mig til stor Trøst og Hjælp. Den første stærke Brusen lagde sig efterhaanden, og efterhaanden sænkede der sigKlarhed, Ro og Nøkternhed ned i min Sjæl. Der havde været og var kanske tildeis endnu megen Nidkjærhed, mindre Visdom. Men Vor-herre slap mig ikke, og han holdt mig strengt i Tømme, og til hans Navns Pris og Ære maa jeg bekjende, at trods alle mine Svag-heder, min Vaklen paa Veien, har jeg holdt Banen indtil nu. Hvad jeg i Ungdommens første Glød og Varme bekjendte, det bekjender jeg fremdeles nu da jeg staar ved Enden af min Livsbane, «jeg ved mig intet andet til Salighed end Jesus Kristus og ham korsfæstet."

Meget har ændret sig i min religiøse Erkjendelse i mit lange Livs-løb, og jeg ser nu ganske anderledes klart ind i Sandhedens Speil. Alt er saa afklaret for mig, at det synes mig, som Evighedens Porte allerede aabner sig for mig; men jeg er stadig blevet fast ved den Grundvold, hvorpaa jeg byggede mit Livs Haab og Fred i min Ungdoms bevægede Aar.

Om min religiøse Udvikling vil jeg tale nærmere nedenfor — 1929,]

Om Arbeidet i disse to Aar er der ikke meget at skrive. Lærergjerningen var ikke saa anstrengende, men den var dog temmelig vanskelig paa Grund af Bomenes Eiendommeligheder. Jeg ser nu, at jeg ikke var en saadan Lærer, som jeg burde have været; jeg begik mange Feil som saadan, og det mod min Vilje,

jeg brugte flittig mine Fristunder til videre Uddannelse. Tysk lærte jeg nu at læse f lydende. Engelsk gik det ikke videre med; det egner sig ikke til Selvstudium. Fransk og Matematik læste jeg samt Historie; men fornemmelig var det Latin, som optog mig; lidt Veiledning fik jeg af Student (nu Overlærer) Sehneider paa Hemnes, og jeg pløiede igjennem flere Forfattere eller Dele af dem. jeg læste omtrent saa meget, som der nu kræves ved den forberedende Prøve.

Denne Tid blev lærerig for mig ogsaa i en anden Henseende. Jeg arbeidede nemlig ogsaa paa Fogdens Kontor, og der lærte jeg adskilligt, som kom mig til Nytte senere i Livet. Jeg har ofte forundret mig over, hvor ubehjælpelige og upraktiske mange, især yngre, Prester er i det rent administrative og embedsmæssige. De kan ikke skrive en Attest, de kan ikke sende en Embedsskrivelse fra sig, saaledes som den skal være, ikke føre en Kirkebog — de har jo aldrig hørt et Ord herom under sin lange Studietid.

[Ligeledes fik jeg Anledning til at kjende Nordland eller rettere sagt Nordre Helgeland godt. Jeg reiste gjennem hele Fogderiet fra Syd til henimod Gildeskaal i Nord, idet jegfulgte Fogden paa en af hans Tingreiser og fik overvære et Marked; dette gav mig Anledning til at se Naturen og Folkelivet med egne Øine. Det var en Reise, som satte Merker efter sig. Jeg oplevede den Glæde at faa seile paa en Ranværing -— en Ottring

— hele Kysten fra Meløy og ind til Hemnes i en feiende Kuling; jo, jeg skal sige, at det gik! Saadan Seilads har jeg ikke oplevet hverken før eller siden. Jeg husker endnu, at under den skarpe Seilads, da vi seilede med flere «Klør" sat, altsaa med kun halvt Seil eller saa, spurgte Fogden Høvedsmanden, som sad paa Bagtoften med Roret i den ene Haand og Skjøtet i den anden, hvorfor han ikke heiste Seilet høiere; da vilde det gaa endnu fortere. Høvedsmanden saa paa ham med et Smil og svarede, at han ønskede, at de skulde komme frelste hjem. Mere sagde han ikke. Men det fæstede sig i min Erindring; thi jeg havde da lidt Forstand paa Seilads og forstod, hvad det gjaldt.

Jeg vil tilsidst fortælle et Par smaa Træk fra mit Liv heroppe. Det hændte en Dag, jeg skulde til Hemnesberget; jeg tror det var med Posten. Jeg skulde følge med en Gut og en Jente, som skulde ro over Fjorden. Jeg husker endnu, at jeg sprang saa let nedover til Sjoen; her laa Baaden og ventede paa mig; jeg ser endnu de to paa hver sin Tofte sidde færdige, bare jeg hoppede ind. Da, med det samme jeg skulde springe i Baaden, mindedes jeg pludselig, at jeg havde glemt noget; hvad det var, husker jeg ikke; men jeg sagde: Jeg maa springe op igjen; vent et Øieblik paa mig! Jeg sprang op igjen og hentede det, jeg havde glemt, og sprang ned til Sjøen igjen; da saa jeg Baaden et lidet Stykke ude paa Bugten. Den blev aldrig mere seet; begge to, som roede den, kom bort; der kom en Storm-flage, og den har vel fyldt Baaden.

En anden Gang skulde jeg ogsaa over Fjorden til Hemnesberget. Det var sjelden, at der lagde sig Is her, og den laa aldrig længe. Men denne Gang havde der lagt sig Is, og jeg spændte Skøiterne paa og gik til Hemnesberget paa den svage Is; det var en Dumdri-stighed, som røbede, at jeg var aldeles uden Erfaring, hvor det gjaldt Sjøis. Et Under var det, at jeg virkelig kom frem, og jeg havde bestemt mig til at gaa tilbage samme Vei om Kvelden, efterat det var blevet mørkt. Men Folk paa Hemnesberget havde bedre Forstand end jeg, og jeg fik ikke Lov til at gaa. Om Morgenen, da jeg kom ud, var Isen sporløst forsvunden; havde jeg gaaet ud i Nattens Mørke, havde ingen seet mig igjen.

Man vil naturligvis hertil sige, at dette var tilfældigt; saadanthænder ofte. Det kan saa være; jeg vil ikke sige noget derom; men for mig stod det klart og staar saa endnu, at det var en høiere Haand, som havde hvilet beskyttende over mig.

Paa Hemnesberget oplevede jeg en anden Gang noget, som ogsaa fæstede sig i Mindet. Vi var 3 personer, en Mand fra Sund og hans voksne Datter og jeg. Jenten og jeg var gaaet ned til Baaden, men hendes Fader var ikke kommet. Jeg gik ind paa Baaden og satte

14. Moan paa Sund i Hemnes 1943.

mig paa en af Tofterne, Jenten stod paa Land og holdt Baadripen. Det var braadybt, og Baaden laa ved en Bergspids, som løb i Fjorden. Jenten som stod paa Berget, havde intet andet Støttepunkt end Baaden, hun holdt i; det var en meget farlig Stilling, hun stod i, men hun tænkte nok ikke paa det, og jeg var heller ikke opmerksom paa det. Det var bælgmørkt. Pludselig hørte jeg et Skrig; jeg kunde intet se, men styrtede frem i Baaden; jeg forstod straks, hvad der var hændt, og jeg strakte Haanden ned i Sjøen; jeg kunde ikke se noget andet, end at det lyste af Ansigtet. Jeg fik fat i Fletten hendes og drog hende ind i Baaden. Hun havde staaet paa Berget, Baaden gled fra, hun havde intet at støtte sig til og styrtede ud. Ulykken vilde, at hun kom under Baaden med Underkroppen og kunde ikke faa Benene tilbage; hun hang saaledes efter den ene Arm, og Hovedet laa bagover i Våndet. Hun vilde have druknet i Løbet af faa Sekunder, havde jeg ikke grebet hende. Det er den eneste Gang jeg har reddet et Menneskeliv.Jo, jeg reddede engang ogsaa en Jente paa Hardangervidden, da vi skulde vade over en Elv. Man Faren dengang var ikke saa over-hængende som den Gang paa Hemnesberget.

Jeg havde forresten mange Oplevelser i Nordland. Saaledes husker jeg godt, da jeg mistede den ene Ski paa en Tur over Fjeldryggen til Hemnes og gik mig vild. Jeg blev meget fortrolig med Finlapperne, som var stærkt religiøse.

6. PAA SKOLEBÆNKEN IGJEN

Sommeren 1866 forlod jeg Fogdens Hus paa Sund og reiste sydover til Barndomshjemmet, hvor alt var uforandret. Her opholdt jeg mig en Maaneds Tid. Far og Mor syntes nok, at jeg var blevet forandret, og de kunde ikke forstaa mig. At deres Søn, som var en saa vakker ung Mand og havde levet et saa vakkert Liv, kunde tale om sine Synder og sige, at han var en stor Synder for Gud, fandt de meget urimeligt og mente, at jeg plagede mig med unødige Sorger. Og min gamle faderlige Ven paa den stille 0, Provsten Arnet, han som holdt saa af os alle, mente det samme. Men der var en anden Stemme i mit Indre, som sagde noget ganske andet, og den talte saa kraftig, at den maatte lystres.

Min Bestemmelse var nu, at jeg vilde reise ned til Hovedstaden for at læse til Examen Artium. Det var smaat om Midler; jeg havde lagt mig op vel Hundrede Daler (4—500 Kroner); men det vilde ikke strække til. Jeg forsøgte, om ikke nogen vilde hjælpe mig; men det var forgjæves. Mine Forældre magtede det ikke. Jeg tabte dog ikke Modet. Jeg fik Løfte om et mindre Laan af en Ven i Hjembygden og maatte forsøge at hjælpe mig med lidet. Om Sommeren reiste jeg ind til Erisfjorden for at træffe den unge Ole Moe (senere Sogneprest paa Nordstrand), som havde begyndt Aaret før paa Heltbergs Skole. Vi blev kjendt og Venner for Livet. I August tog jeg sydover og brugte den billigste Skyds, som jeg altid brugte ogsaa senere. Turen tog almindelig 7 Dage. Jeg bestemte mig til at gaa ind paa Heltbergs Skole, som jeg kjendte af Navn og troede vilde passe for mig. Men dette kom jeg snart til at angre; jeg blev sørgelig skuffet. Heltbergs Skole var anlagt paa «Fabrikation" af Studenter; den gik derfor ogsaa under Navn af Fabriken. Af Heltberg og hans Skole er der af andre, som Bjørnstjerne Bjørnson m. fl., givet levende Skildringer, saa jeg ikke behøver at udbrede mig videre derom. Han havde været en fremragende Latinlærer og en meget original Mand;

bns - XVI 5men hans bedste Tid var forbi; nu var den gamle knækket og udslidt, hans Skole var i Opløsning, og det var ikke rart med hans Økonomi. Det værste, som hændte hans Skole, var, at Latinstilen blev ophævet; det var især her, han havde sin Styrke. Endnu kunde der dog glimte en Ild i Kjæmpens Øie stundom, naar han fik en god Sætning af Livius for sig. Men oftest var der Sorg og Klage, og han talte ofte om den lykkelige Tid, da Bjørnson, Vinje og Ibsen færdedes i hans Skole. Det var især en Mangel ved Skolen, værre end de andre: Der fandtes ikke Spor af Disciplin; enhver gjorde akkurat, hvad han vilde, og Lærerne maatte finde sig i alt.

Jeg kunde ikke finde mig heri. Jeg vilde lære mest muligt. jeg ønskede solide og grundige Kundskaber og brød mig ikke om at søge Benveien; jeg følte, at jeg havde Kræfter, og ønskede bare at prøve dem. Skolen passede derfor ikke for mig. Men det var tungt for mig at maatte forlade gamle Heitberg. Han græd saa bittert, da jeg sagde op; og talte om de gamle Dage og de store Mænd, og han havde ikke ventet dette af mig. Merkelig nok fik jeg længe efter Anledning til at se, at han ikke havde glemt mig, men tænkte med Velvilje paa mig.

Jeg gik ind paa Giertsens Skole, som dengang holdt til i Fru Griinings Have paa Hjørnet af Stortingsgaden og Rosenkrantz-gaden. Lokalerne var gammeldags og temmelig tarvelige, men Skolen god efter Datidens Krav, og jeg har iaifald Grund til at være taknemmelig mod Bestyreren, F. Giertsen, som hjalp mig med halv Friplads og paa andre Maader. Her fandt jeg mig meget vel fornøiet. Der var en mønstergyldig Disciplin, og Lærerne var alle dygtige Mænd og interesserede for sin Gjerning. Jeg var flittig og lærte alt til Fuldkommenhed, hvorfor jeg ogsaa var afholdt af alle Lærere. Den eneste Bebreidelse eller Stikpille jeg fik, var engang, da Bestyreren smilende sagde til mig som Svar paa et Spørgsmaal, jeg gjorde i Timen: -Interdum dormit bonus Homerus". Men det var væsentlig de klassiske Fag, som det lagdes Vægt paa. De øvrige Fag var Stedbørn og maatte nøie sig med et indskrænket Timetal. Vi havde, saavidt jeg nu mindes, 2 Timer daglig i Latin og Græsk. Her var det en grundig Undervisning. Vi lærte virkelig de gamle Forfattere at kjende. Den Lærer jeg satte høiest, og som lærte mig mest, var Jan Johannessen, da Universitetsstipendiat i latinsk Filologi, senere Rektor ved Skiens Skole. Han var en udmerket Latiner og en for-trinlig Lærer, og han lærte mig at tolke Klassikere og at beundre Latinens fine, formfuldendte Sprogkunst. Jeg tror neppe, at han havde en Elev, som fulgte ham som jeg. Siden har jeg altid elsketLatinen, og jeg drev det ogsaa til, at jeg skrev den ganske upaaklage-lig, ja engang dristede jeg mig i en stor Bispemiddag til at improvisere en liden latinsk Skaaltale for Bispen, hvilket han øiensynlig ikke rigtig likte. I Græsk havde vi Bestyreren, som ogsaa havde Fransk og var en dygtig Lærer. Græsk faldt mig tyngre, da jeg her var Nybegynder; men det gik dog, og med høieste Beundring saa jeg den græske Skjønhedsverden aabne sig for mit Blik. Homers Digte gjorde et mægtigt Indtryk paa mig. I de ovrige Fag var jeg, som rimeligt kunde være, saa vel forberedt før, at der ikke kunde være saa meget at lære. Dog maa undtages Matematik. Undervisningen i Norsk var temmelig tarvelig, seet under Nutidens Synsvinkel, men svarede vistnok til Datidens Krav. Vi læste vistnok Brudstykker af enkelte Forfattere, men nogen Gjennemgaaelse og Udvikling af fnd-holdet var der ikke Tale om. Heller ikke om Literaturhistorie. Af de nyere Sprog var det Fransk, som væsentlig dyrkedes. Bestyreren var Lærer, og han var en dygtig Lærer i Faget. Engelsk hørte ikke til i Fagkredsen, og Tysk havde, saavidt jeg husker, kun 1 Time ugent-lig. De moderne Sprogs Behandling var lidet tilfredstillende. Jeg for min Del maatte tilstaa, at det væsentlig var de klassiske Fag samt Historie, som interesserede mig, og som jeg flittig studerede.

I 1868 blev jeg sammen med flere andre dimitteret fra Giertsens Skole, og Resultatet var meget godt. Jeg fik meget godt (2) i de skriftlige Fag, og det var ikke almindeligt i de Dage. Naar en eller anden fik disse 2-Karakterer, vakte det altid Opsigt, og det hed, at han stod til Præceteris. Det gik ogsaa meget godt ved den mundtlige Eksamen, og jeg fik 1 i de fleste Fag, men opnaaede dog ikke Præceteris. Jeg stod til Udmerkelse lige til det sidste, da to Toere istedet-for to Enere satte mig ned i Laud. Men jeg hørte dog til de bedste blandt den store Skare, og jeg husker godt den sidste Eksamensdag, da jeg var oppe i Historie og Geografi og havde faaet to Enere. Gjertsen kom bort til mig, trykkede mig i Haanden og gratulerede med det Udtryk: «Det var en smuk Sortie". Jeg gjorde Skolen Ære.

Jeg mindes endnu Eksaminationen i Latin for gamle Professor Aubert. Han var ikke let at vinde, men pleiede nøie at føle sine Folk paa Tænderne. Fandt han, at de var vel hjemme i sine Forfattere, tog han altid en Prove udenom. Jeg klarte udmerket, hvad der fore-lagdes mig, og han saa nok, hvad der boede i Eksaminanden; derfor skulde han prøves yderligere. Jeg mindes ikke nu, hvad jeg fik at oversætte af det læste Pensum; men jeg mindes, at det gik med Glans, og jeg var sikker paa, at for Prøven heri fik jeg 1. Men saa raktehan mig en Forfatter, jeg tror det var Sveton, og bad mig slaa op den og den Side og det og det Kapitel, Jeg læste op Stykket, og det var oplagt straks, hvad det var, og oversatte det flydende med engang. Dette var nemlig dengang et Krav, som Examinator kunde gjøre: at oversætte tilfredsstillende et ulæst Stykke af en historisk Forfatter. Ja jeg oversatte, som sagt, temmelig flydende, skjønt jeg aldrig havde seet Stykket før, indtil jeg kom til det skjæbne-svangre Ord penna, som var lagt som en Snare i min Vei, og hvori jeg faldt. Penna! ialverden, hvad er det? — en Pen, en Vinge, — jeg kjendte naturligvis godt disse Betydninger, men de gav jo ingen Mening her; ja, spørger Examinator, men kan det ikke have endnu en Betydning, en teknisk-militær Betydning i Befæstningskunsten? Det kunde jeg ikke svare paa; jeg maatte indrømme, som sandt var, at det vidste jeg ikke, det havde jeg ikke tidligere merket mig, og saa gik ogsaa Præceteris’en fløiten. Jeg forteller dette bare for at vise, hvor lidet der skulde til. Jeg antager, at det var yderlig faa, kanske ingen af Aarets Artianere, som vidste, at det i Befæstningskunsten betegnede en «Vinge", et Fremskud af Muren.

Professor Ole Jacob Broch var i de Dage Studenternes Skræk. Det var sjelden nogen, som naaede over 4—4, mange maatte nøie sig med 5—5, og ikke saa faa maatte friste den tunge Skjæbne at bære med sig 2 Seksere. Ja, der var mange, som virkelig følte den største Sjæleangest for den strenge Dommer, om hvem det fortaltes, at han svarede en stakkars Eksaminand, som vovede at bemerke, at han dog virkelig havde svaret rigtig paa flere Spørgsmaal: «Ja, men der skal noget til at faa 6 ogsaa." Mod mig var han meget velvillig og gav mig 2—2; jeg tror, at denne Karakter var vel god for mig.

Jeg vil nu kortelig fortælle om mit Ophold i Oslo i disse to Aar.

Jeg kom til Oslo uden at kjende personlig et Menneske her und-tagen den nævnte Kamerat fra Romsdalen. Det var lidt underligt i Begyndelsen; men det forandrede sig meget snart. Jeg fik Venner

i Byen og blev modtaget med stor Venlighed og Kjærlighed. Jeg havde Anbefalinger med mig til endel Venner af Fogden, og jeg aflagde ogsaa Visiter hos dem; men dermed blev det. Jeg fandt mere passende Omgang for mig paa andre Steder. Det var Middel-standen, Smaaborgerne i Oslo, jeg kom i Berøring med, og her følte jeg mig bedst hjemme. Jeg maa takke alle disse kjære gamle Venner, som nu for længe siden har vandret bort, for al den Venlighed og Deltagelse, de viste mig. Hver eneste Søndag var jeg sammen med nogen af dem og blev saa fortrolig med dem, som jeghavde kjendt dem fra Barndommen. Paa Opbyggelser og i Kirker vankede jeg hver Sondag sammen med Venner, og jeg havde det saa godt, at jeg ikke noksom kunde takke Gud for hans Godhed. Det siger sig selv, at jeg maatte iagttage den aller største Forsigtig-hed og Sparsomhed, og jeg kunde ikke ofre en Skilling paa Fornøi-elser eller lignende. Den eneste Fomøielse, jeg tillod mig, var om Vinteren at gaa paa Skøiter paa Isen udenfor Akershus. Det var en meget billig Fornoielse, og den var saa ualmindelig sund og styrkende; men den ansaaes neppe for stemmende helt med en Kri-stens Opgave. Jeg fandt mig dog ikke bundet heraf. Skisport var der ikke Tale om i min Tid, og ganske lidet af Kjelkesport. Jeg tror, at jeg kun én Gang under hele mit Ophold i Hovedstaden har været med og aget paa Kjelke, en Sport, som jeg med stor Interesse og Dygtighed havde øvet i min Barndom, hvor vi havde ypperlige Kjelkebakker lige ved Hjemmet.

En anden Fornoielse, som jeg havde den hele Tid, jeg var i Oslo, en Fornoielse, som dog kostede mere end den nævnte, skjønt den neppe var saa sund og gavnlig i fysisk Henseende, var Bogauk-tioner. Jeg mødte op paa hver eneste Bogauktion i min Tid og blev aldrig træt af at sidde her og følge med, og kjendt blev jeg snart af Auktionarius, og altid fik jeg Tilslag uden det sædvanlige Spørgs-maal: Hvis Bud? Kontant?

Bøger har jeg elsket fra min allerførste Barndom. Jeg rev ikke Bøgerne itu og rablede ikke i dem, men gjemte dem omhyggelig i Skrinet mit. At samle Bøger har været hos mig den eneste Liden-skab af denne Art; andet har jeg ikke interesseret mig særlig for,

— og den var en Arv efter Far, som ogsaa var en Bogorm efter fattig Leilighed og havde den største Bogsamling, som jeg har seet hos nogen Landslærer. Jeg havde naturligvis yderst faa Midler at ofre paa Bøger i denne Tid; men jeg ofrede dog mere, end min ringe Evne tillod. Det kunde nok hænde enkelte Gange, at jeg lod Middagen fare af Hensyn til Bogauktion.

Men der kom andre Tider, og da voksede Bogkjøbet; jeg har fulgt med til den sidste Tid, da det ophørte af den simple Grund, at jeg ikke længer kunde nyde Bøgernes Selskab som tilforn.

7. STUDENTERAARENE

Saa havde jeg da naaet det første store Maal, jeg havde sat mig: jeg var blevet Student, og med Glæde og en vis naturlig Stolt-hed satte jeg Studenterhuen med den lange, uklædelige, smagløse Dusk paa Hovedet. Hvor havde jeg ikke i Ungdommens Drømme seet frem mod denne Stund! At være Student syntes mig saa stort. F.n Student forekom mig som en videnskabelig Størrelse, som straa-

Iede i næsten overjordisk Lys. Han fortonede sig for min barnlige Fantasi som en Videnskabs-mand, der havde løst alle Gaader, alle vanskelige Spørgsmaal. Bare det, at han kunde Latin, Viden-skabens Sprog, omgav ham med et fantastisk Lysskjær. I min Barndom havde jeg faaet fat paa Ba-dens latinske Grammatik, og jeg havde ogsaa faaet en latinsk Læse-bog, og med hvilken Ærefrygt nærmede jeg mig ikke disse Hel-ligdomme for at kige ind i dem! Men desværre de vilde ikke aabne sine Porte for mig. Jeg havde ikke faaet Trylleordet ..Sesam" endnu. Og nu havde Portene til Helligdommen aabnet sig; men nu syntes mig hele Herligheden saa tarvelig. Nei, jeg saa ikke langt nok. Jeg maatte høiere op og længere frem. Men det gik altid paa samme Vis. Naar jeg var naaet frem til Maalet, saa fandt jeg, at jeg vidste saa altfor lidet; jeg maatte længere. Ja, saaledes har det gaaet mig ustanselig. Altid Skuffelse, altid Bedrag, altid utilfredsstillet Længsel og Begjær! Ja, saaledes er Menneskets Skjæbne her paa Jorden, saasandt det er en alvorlig Sandhedssøgen, og saa vil det altid blive i denne Verden, hvor alt er ufuldkomment og stykkevis, og vi kun ser som i et dunkelt Speil.

Jeg var 25 Aar, da jeg blev Student, og saaledes ældre end de fleste af dem, som samtidig med mig tog Artium. Men jeg var derfor ogsaa mere moden i enhver Henseende end de fleste andre. Jeg havde jo ogsaa gjennemgaaet Seminariet og havde været Lærer i 2 Aar, og desuden læst meget paa egen Haand. Alt dette kom mig meget tilgode, naar jeg begyndte mit egentlige Studieliv.

Her maa nu først bemerkes, at de økonomiske Kaar var meget

15. O. Olafseti.trange. De to Aar i Skolen havde jeg slaaet mig igjennem ved de ringe Midler, jeg havde sparet sammen som Lærer, ved at give Manuduktioner og ved at erholde Friplads delvis.

Da jeg var færdig med Artium, stod jeg næsten blottet for Midler til Ophold ved Universitetet, men slog mig dog igjennem 1 Aars Tid ved Manuduktioner og et mindre Stipendium. Jeg havde jevnlig ogsaa før havt lidt Arbeide, men dette tiltog nu. Jeg læste med enkelte Gutter, som var hindret i at gaa paa Skole. Saaledes læste jeg med en Sønnesøn af gamle Presten Wexels og flere. Ogsaa før min Studentertid havde jeg læst med Børn. I længere Tid boede jeg

1 Pilestrædet 661 hos Enkefru Vosgraff, Enke efter en i Datiden ikke ubekjendt Militær, Oberst Vosgraff. Jeg havde frit Husly her mod at hjelpe hendes Søn med Lektierne. Betalingen for saadan Undervisning var i denne Tid meget lav. Det var mange Studenter, som læste for 12 Skill, eller 40 Øre, og kunde man faa 80 Øre, maatte man prise sig heldig. Ved Privatskolerne var Betalingen lidt bedre; men saavidt jeg kan erindre, var det meget sjelden, at den oversteg

2 Kroner.

Paa denne Maade slog jeg mig med stor Tarvelighed og Spar-somhed igjennem mit første Studieaar. Det blev en travel Tid. Jeg tog straks efter Artium fat paa at Iæse til Anden Eksamen eller Examen philosophicum, og jeg gik endog paa teologiske Forelæs-ninger enkelte Timer. Jeg læste Latin og Græsk ogsaa til Anden-eksamen. Forøvrig læste jeg de Fag, som var foreskrevne, — Natur-videnskaberne, som jeg nu fik Anledning igjen til at dyrke en kort Stund, samt Astronomi og Filosofi —, dog uden at jeg havde noget synderligt Udbytte af dem. Tiden var for knap for mig, og Fore-læsningerne var ikke altid lagt saaledes tilrette, at de var lette at følge. Herfra gjorde dog Professor Christie i Fysik en Undtagelse, han var en ualmindelig dygtig Foredragsholder og Eksperimentator, og jeg havde meget Udbytte af at følge ham. Bedre Forelæsninger har jeg ikke hørt, og her lærte jeg virkelig Fysik.

Men der var ogsaa Forelæsninger, som syntes mig slette, og som jeg intet lærte af. Jeg lærte- snart at forstaa, at der er stor Forskjel paa at være en stor Videnskabsmand og en god eller dygtig Lærer, og at man kan være det ene uden at være det andet. Store Videnskabsmænd burde helst forskaanes for at være almindelige Lærere for Ungdommen; det er for kostbar Arbeidskraft. Men i min

1 IVeiviser for Christiania By 1866.]Studietid var dette ikke gaaet op for de fleste. Lærergjerningen var Hovedsagen, det videnskabelige Arbeide en Bisag.

Eksamen tog jeg i alle Fag om Vaaren med meget gode Vidnesbyrd; men Professor Monrad stængte Veien for mig til et Præ, idet jeg fik 3 i Filosofi.

Saa drog jeg hjem i Ferien over Filefjeld, Jotunheimen, Sogn, Nordfjord o.s.v. I det hele gjorde jeg i Studietiden mange store Fodturer, og det Turistliv begyndte, som jeg senere dyrkede gjennem mange Aar. Jeg var en ualmindelig dygtig Fodgjænger i min Ungdom og bedste Manddom, og jeg har gjennemreist en stor Del af vort Land fra Svinesund og op til Boris Gleb. Mange Personer lærte jeg herunder at kjende. Professor Yngvar Nielsen traf jeg sammen med første Gang paa Haukelid i 1891; vi var siden oftere sammen; han besøgte mig paa Ullensvang, jeg var til Aftens hos ham i Oslo, og vi fulgtes ogsaa paa en Fjeldtur. Men dette hører en meget senere Tid til.

Nu skulde jeg altsaa begynde det teologiske Studium, som selvsagt var det, jeg valgte. Men nu kom atter Spørgsmaalet op om Pengemidler. Jeg var aldeles blottet for alt i denne Retning, som ventelig kunde være. Det er ufatteligt for mig nu, hvorledes jeg havde kunnet klare mig hidtil — gjennem hele 3 Aar — med de 4—500 Kroner, som jeg begyndte med. Jeg kan ikke andet — skjønt det vil synes mange latterligt — end sige, at Gud vidunderlig havde velsignet de ringe Smuler og kronet min Tro; thi jeg havde trygt lagt ud paa Havet i min usle Baad i fuld Fortrøstning til hans naadige Hjælp, og i Virkeligheden havde jeg aldrig havt nogen Bekymring for mit Livsophold. Og alle Mennesker jeg stødte sammen med, var saa mageløs snilde og gode og hjalp mig og støttede mig. Jeg kan saaledes nævne Boghandler Cammermeyer, som jeg lærte personlig at kjende, saasom jeg var saa at sige en daglig Gjest i hans Boglade. Jeg havde uindskrænket Kredit hos ham og kjøbte mange Bøger; jeg var tilsidst skyldig ham en god Del Penge, som han aldrig krævede mig for. De var blandt de første Gjeldsposter, jeg friede mig fra, da Tiden dertil kom. Endvidere maa jeg her med Tak mindes min gamle Ven Skræddermester Norrin paa Jem-banetorvet, som krediterte mig alle Klæder, jeg trængte, og som jeg tilsidst skyldte ikke saa lidet. Ogsaa andre gav mig Kredit, og uden denne Støtte vilde det have været umuligt for mig at komme over Vanskelighederne. Jeg vil her gjøre en Bemerkning, som har en videre Betydning for mig: Jeg har altid havt saa let for at faaKredit; jeg har aldrig — undtagen en Gang — forgjæves bedt om den, og Gud være Lov og Tak, aldrig har nogen tabt noget ved denne sin Villighed.

Men tilbage til Sagen selv! Da jeg manglede Midler til Ophold i Hovedstaden, var jeg nu hjemme en Vinter og læste paa egen Haand, især Hebraisk. Men jeg maatte nu tænke paa, hvad jeg skulde gribe til; nogen Bekymring gjorde jeg mig dog ikke. Men Sommeren 1870 aabnede der sig en Udvei for mig. Jeg modtog et Tilbud fra flere Mænd i Kragerø, blandt disse Provst Edvard Munch i Sannikedal, om at overtage en privat Lærerstilling som Informator for 3 Gutter, der vilde søge at naa frem til Artium ad privat Vei. Det var god Løn; men der stilledes noksaa store Fordringer, da den ene Elev snart skulde op til Eksamen. Det burde derfor helst have været en filologisk Kandidat. Det var saaledes temmelig vaage-ligt for en ung Student at overtage dette Hverv; men jeg gjorde det og kom ikke til at angre det. Det gik meget godt. Mine Elever var særdeles flittige og lærvillige og kom sig godt frem. Den ene af dem er Ekspeditionschef J. Hougen, den anden Lektor Ragnvald Munch i Kristiansand; jeg havde Glæde af mine Elever, som alle var flittige og interesserede. Jeg skulde ogsaa have nogle Timer i Norsk ved Byens Pigeskole. Stillingen havde været be-klædt med den senere bekjendte Stiftsprovst Gustav Jensen, og det var jo ikke saa ganske let at være hans Efterfølger. Det var en over-maade ansvarsfuld Stilling, at skulle føre Gutter frem mod Artium, og undervise unge Piger, som nærmede sig Backfischalderen; jeg ved ikke rigtig, hvad der var det vanskeligste. Men jeg havde Mod og Dristighed til at lægge ud paa Livshavet; og det gik ganske godt, skjønt Baaden nok vippede stærkt imellem. Ved Pigeskolen var det lidt uvant for mig; de unge Damer var ikke saa lette at tøile for en ung Student, især i Begyndelsen; men jeg kom snart ind i Takten og havde stor Glæde af at tolke Poesi og Literatur for disse unge; de blev efterhaanden meget opmerksomme og snilde og lyttede inter-esseret til mine Ord. jeg havde enkelte iblandt dem, som aldeles fortryllede mig ved sin Intelligens. Særlig maa jeg nævne en enkelt sjelden Elev blandt Smaapigerne; jeg har aldrig siden truffet hendes Lige, skjønt jeg har havt mange unge Piger, som jeg efter ringe Evne skulde forberede for deres Livskald. Det var Marie Schjelderup, Datter af Sognepresten i Kragerø, tidligere i Bolsøy, P. V. Schjelderup, som jeg ogsaa kjendte. Han var en meget begavet Mand, ikke netop nogen Taler, men særdeles intelligent. Det gikmeget uheldig med ham. Han blev gal, fik Stormandsgalskab og døde efter kort Tid. Marie var et lysende Barn; jeg ser endnu hen-des straalende Blik for mig og mindes hendes lysende Intelligens, der gjorde det saa interessant at have hende til Elev; for en Lærer, som selv er begeistret for sine Fag, er vel saadant den største Glæde.

Jeg kom til Kragerø i August 1870, og her kom jeg ind i Forholde, som hidtil havde været mig fremmede. Kragerø var jo paa denne Tid en livlig Handels- og Sjøfartsby med en stor Flaade af Seilskibe og en hel Del virksomme, formuende Redere. Det var et stolt Skue at se disse vakre Skibe komme brasende ind paa Havnen med de hvide Seil spændte; det var noget ganske andet end at se et sort og røgspyende Dampskib at komme. Her var Linier, fagre Linier for et Øie, som er vant til at se efter Linier, naar de saa et Skib. Og det var festligt at se den store Flaade ligge i Havn om Vinteren, og endnu festligere at se, naar de om Vaaren spændte sine hvide Vinger ud og med alle Klude til Tops og vaiende Flag fra Mastetoppen og Agter stod ud Fjorden den lyse Vaarmorgen. Her var naturligvis alle Interesser optaget af Skibene og Udførselen af Trælast til England. Alle var mere eller mindre interesserede heri. De fleste af Smaaborgerne og Middelstanden bestod af Sjøfolk, som havde sine smaa Hjem i eller helst udenfor Byen.

Da jeg kom ti! Kragerø, var netop den tysk-franske Krig ud-brudt, og alle var i stor Spænding. Alle var fransksindede; en og anden Undtagelse var det vel; saaledes var jeg mest stemt for Tyskerne, som dem, der var os nærmest i Slægt, og som jeg kjendte bedst til. Preusservældet var jo heller ikke udviklet endnu, skjønt det havde faaet en god Start og Bismarck stod ved Roret. Ved alle mulige Sammenkomster diskuteredes Situationen, og Harmen mod Tyskerne steg, eftersom Nederlagene for de Franske meldte sig.

I Kragerø vovede jeg mig for første Gang frem for Offentlig-heden, idet jeg i Morgenbladet1 rettede et ungdommeligt fripostigt Angreb paa Byens Stortingsmand, Hr. Sagfører Halvor Bentsen. Ungdom og Visdom følges sjelden ad, og jeg fik Svar paa Tiltale og blev sat grundig tilvægs, som jeg ogsaa uden Tvil fortjente, skjønt jeg nu ikke nærmere kan huske, hvad det gjaldt. Jeg tror det gjaldt Afskaffelse af Latinen i Skolerne.

1 [Morgenbladet 16. juni 1871 Nr. 164: Nogle Ord om den høiere Dannelse og Storthingets Beslutning angaaende de lærde Skoler. Kragerø, Juni 1871. Undertegnet: — n.]Jeg havde meget at gjøre i Kragerø, — den hele Dag var fuldt besat med Timer —, idet der kom saa mange til mig og vilde have mig til Lærer, særlig i Fransk; det var jo aktuelt paa denne Tid. Ja, jeg læste Fransk med dem og maa tænke paa Holberg, da han var Fransklærer i Kristiansand. Jeg fortjente nok samme Skudsmaal, som den store Digter fik i Paris af den franske Damen, da han skulde tale Fransk: «Monsieur, De taler Fransk som en tysk Hest." Men Ungdommen er saa frimodig, ja saa rent uforskammet frimodig og fripostig, at det er ofte over alle Grænser; men det blænder de troskyldige og uvidende. Nu er jeg bleven gammel og graa og har lært meget efter den Tid, som der her er Tale om, og jeg har som Holberg været i Paris, og jeg har som ham forsøgt at tale Fransk, og Resultatet blev omtrent som med Holberg. Nu turde jeg for alt i Verden ikke driste mig til at være Lærer i Fransk.

Forresten havde jeg det meget godt i Kragerø. Sogneprest Munch var en Broder af Historikeren P. A. Munch; jeg fik høre en hel Del om ham og om Slægten, lidet anende, at jeg engang skulde komme i nærmere Forbindelse med Slægten. Den anden af mine Principaler, om jeg kan kalde dem saa, var Førstelærer og Klokker Hougen af den bekjendte Slægt fra Sel. Han var en meget hyggelig Mand, som jeg følte mig særlig tiltalt af og som jeg hyppig besøgte. Især fortalte han om sin faderlige Velgjører, den merkelige Prest i Vaagaa

H. P. S. Krag og dennes Sønner.

Det var et stort Held for mig at jeg fik denne Lærerpost i Kragerø. Her tjente jeg saavidt meget, at jeg kunde holde mig et Aar eller to ved Universitetet og kanske naa frem til Embedseksamen.

Sommeren 1871 forlod jeg Kragerø og vendte tilbage til Oslo forat begynde det teologiske Studium. Det var en anstrengende Tid, som nu begyndte; det gjaldt at hænge i. Jeg havde Penge til 2 Aars Studium, naar stor Sparsomhed iagttoges, og min Studieplan og Læsning maatte ordnes overensstemmende hermed, og jeg vidste selv, at jeg skulde magte den Opgave, som jeg havde stillet mig. Jeg var jo ganske anderledes moden baade i den ene og anden Retning end Størstedelen af de Studerende, og dette kom mig nu vel med. Nogen Undervisning eller lignende Arbeide vilde jeg ikke paatage mig, for at kunne ofre mig aldeles uhindret ti! mine videnskabelige Studier.

Jeg tog nu først Prøven i Hebraisk og gik forøvrig paa alle Fore-læsninger. Jeg blev kjendt med Professorerne, især med Professor Johnson, som jeg alt længe havde kjendt personlig, og hvor jeg van-kede i de bekjendte Lørdagssammenkomster, han havde i sit Hus. Jeg fik nu en ny Omgangskreds, bestaaende særlig af Studenter. Af disse lærte jeg naturligvis mange at kjende; men det var kun et løst Bekjendtskab. Der var kun nogle faa, som jeg særlig omgikkes. I de to første Aar var det særlig ovenfor nævnte Ole Moe, senere var det især de to Brødre Ludvig og Ove Bærøe samt Thoralf Solem, som jeg sluttede mig til. Disse, som blev mine kjæreste Venner og Omgangsbrødre, var alle Teologer og blev senere Prester. Men jeg omgikkes ogsaa mange andre og lærte at kjende flere Mænd, som er kjendt i vor Historie. Saaledes først og fremst den bekjendte Peter Hærem, som jeg ofte besøgte. Ligesaa Presten Thorvald Klaveness, da Kandidat, de senere Professorer Fredrik Petersen og Sigurd Odland, Brødrene Harald Ulrik og Hersleb Sverdrup, Brødrene Hans Jørgen og Nils Astrup og mange flere.

Under min Studietid var Professorerne Caspari, Johnson, Bugge og Nissen Lærere ved Universitetet, og det sagdes i de Kredse, som angav Tonen, at de udgjorde vort Universitets Pryd. De var ogsaa alle dygtige Mænd og stod paa vor Bekjendelses Grund — det kan der ikke være Tvil om.

For at begynde nedenfra, vil jeg først kortelig omtale den yngste, F. W. K. Bugge, senere Biskop. Han var en begavet Mand, et lyst Hoved, havde en stor Talefærdighed og var ve! skikket som Lærer. Men han var ingen original og dyb Aand. Alt hvad han leverede, var kun secunda Vare, Opkog af tyske Videnskabsmænd, men han fremlagde det i klar Form. Naturligvis forstod jeg ikke dengang, hvor lidet originalt og selvstændigt alt var, det saa jeg senere. Og er-kjendes maa det, at han var dygtig som Lærer, med et klart, flydende Foredrag, en stærk Ordstrøm og fortrinlig Form. Et stor Gode var det hos Prof. Bugge, at han kjendte Begrændsningens Kunst, hvad ikke alle gjorde.

Professor Nissen var en elskværdig Mand; jeg hørte ham flittig og likte hans rolige Foredrag og klare Form. Han var vel skikket som Universitetslærer, skjønt han ikke var nogen skabende Aand. Jeg bevarer Mindet om ham i en taknemmelig Erindring.

Professor Caspari havde jo Navn af en europæisk Størrelse, en Videnskabsmand af Rang, og det maa ogsaa indrømmes, at han i saa Henseende ragede op over sine Kolleger. Han var fremfor alt He-bræer og gammeltestamentlig Skriftfortolker, og her var han hjemme som ingen anden. Det var en Fest at høre ham læse op Davids Salmer! Men, et «men" kommer der ogsaa her. Hans Sprog varmangelfuldt, og hans Foredrag ikke ret godt. Men det værste var, at han ikke havde fulgt med Udviklingen i den gammeltestamentlige Videnskab i sit Fædreland. Han var blevet staaende paa Hengsten-bergs, sin Lærers, Standpunkt, hvor han stod, da han forlod Hjemlandet, [1847] og nu var Tiden og Udviklingen løbet fra ham, og han var blevet staaende alene. Jeg forstod ikke dette dengang, og det traadte heller ikke saa klart frem endnu, men jeg havde dog en svag Fornemmelse heraf. Jeg mindes saaledes, at han, da han gjennemgik Skabelseshistorien, udtalte, at han ikke vilde gjøre noget Forsøg paa at bringe den i Overensstemmelse med Nutidens Naturopfatning. Han fortolkede det hele sproglig og lod alt andet fare. Det er jo en meget nem Udvei, naar man ikke kan eller vil undersøge Spørgs-maalene. Dernæst mærkede jeg, at hans Indledning til det gamle Testamente ikke var Videnskab. I det hele begyndte jeg at nære lidt Mistanke, men det var dog først længe efter, at mine Øine aabnedes, og jeg saa, hvilket Bedrag det hele var. Det er en utilgivelig Feil hos en Lærer for Teologer, at han ikke følger med i Videnskabens Udvikling. Caspari følte det vistnok selv, men var nu blevet for gammel til at optage Arbeidet. Jeg skjønte dette derpaa, at han aldrig berørte i mindste Maade de nye Spørgsmaal; han kriticerte dem heller ikke; han levede i Ubekjendtskab med dem. Saa simple og ligefremme Ting som Spørgsmaalet om Kilderne og Kildeforskningens Resultater blev ikke nævnt med et Ord. Alt gik ud fra, at den gamle overleverede Opfatning af det Gamle Testamente var korrekt i alle Dele. Det er et trist Syn at se en stor Videnskabsmand blive staaende igjen som agterudseilet af Tiden og sin egen Videnskab! Til Und-skyldning for denne Mand tjener, at han reves bort fra sit Fædreland og isoleredes i en saadan videnskabelig Ravnekrog, som vor Hovedstad var omkring 1850.1 Videnskaben vil hans Navn kun nævnes for hans Arbeider om det apostoliske Symbol. Her har han ydet virkelig videnskabeligt Arbeide!

Saa var det Prof. Gisle Johnson, i visse Henseender den betydeligste av vore Professorer. Jeg kjendte godt Johnson, jeg var ofte hos ham, var stadig tilstede i Lørdagsmøderne hos ham og blev behandlet med megen Venlighed og Deltagelse. Om Johnsons Betydning for vort Kirkeliv og for det kristelige Liv i vort Land, vil jeg her ikke tale. Den er visselig meget større, end de fleste nu forstaar. Han var en betydelig Videnskabsmand, og naar han en enkelt Gang slap sig løs og kastede alle Baand af, kunde han yde det, som var rent udmerket. Saaledes i sin Forkyndelse af Ordet. Jeg fik kunAnledning til at høre ham en Gang optræde; men jeg glemmer aldrig det stærke Indtryk, han gjorde.

Han dikterede sine Paragrafer, og det var et tørt og aandløst Arbeide; derimod var den Udvikling, som fulgte, udmerket. Jeg havde naturligvis som de andre Studenter en ubegrændset Tiltro til Professor Johnson og hans Dogmatik. Dog begyndte jeg i Slutningen at fatte nogen Mistro til selve Systemet, som jeg syntes gav Indtryk af at være en Illusion. Det gik i Ring. jeg har altid elsket og æret Professor Johnson, og jeg gjør det endnu. Men jeg ser ogsaa hans Feil, og den er let at se for enhver. Han var ængstelig og til det yderste samvittighetsfuld. Det var Lutherdom-men, det gjaldt om at redde, og dertil sigtede alt. I Virkeligheden fulgte han den gamle scholastiske Methode i en ny Form: Den lutherske Orthodoxi maa fremgaa som Resultat af alle hans videnskabelige Undersøgelser, og det merkelige hændte, at overalt, lige til de mindste Smaating, viste det sig, at den var overensstemmende med Skriften, Kirken, og den individuelle Troesbevidsthed. Man maa nok sige, at dette var et merkeligt Resultat, „og jeg vilde ikke have troet det, naar jeg ikke selv havde seet det", som man siger.

Det var Johnsons Feil, at han ikke vovede at kaste Baandene af sig. Han kunde have vdet noget i videnskabelig Henseende, nu blev det ikke til noget. Frihed er en nødvendig Betingelse for al Videnskab. Enten maa Teologien opgive Kravet paa at kaldes en Videnskab, eller saa maa den faa Frihed til at røre sig. Hvorlangt denne Frihed bør gaa, er et andet Spørgsmaal.

Johnson opdrog kun Eftersnakkere og Halehængere, og hans Dis-ciple var meget mere ensidige og snæversynte end Mesteren. Det maatte være saa; thi de skulde aldrig tænke selvstændig, men altid først undersøge, om det stemte med Johnsons Paragrafer. At der gaves enkelte Undtagelser, er nok sandt; men de betragtedes af de ledende som mistænkelige og kanske for det, som værre var. Det fryg-teligste af alt var at være vantro, og det var enhver, som afveg fra den Johnsonske Dogmatik. En saadan var ubønhørlig dømt til Helve-des Ild. Dette var altfor ofte den almindelige Opiatning. Men naturligvis hørte man ikke noget saadant af Professor Johnson; dertil var han altfor varsom og forsigtig. Men det gaar altid saa: Bevægelsen stiger, og den gaar over sine oprindelige Bredder og langt udover Markerne. Det er noget, al Historie viser. Menneskenes Dumhed, deres Mangel paa Oplysning og Forstaaelse og deres Tilbøielighed til at gribe det ytre Skin, Skallet istedetfor Kjernen, er Grunden hertil.Jeg kom ogsaa nu til at optræde som Ouds Ords Forkvnder; allerede i flere Aar havde jeg holdt opbyggelige Møder i Hjembygden, naar jeg var hjemme, første Oang i 1866; nu begyndte man ogsaa at gjøre Brug af mig i Hovedstaden, men dog mest i Byens Omegn. Det var særlig hos Stationsmester Jensen i Strømmen, at jeg holdt mig. Han var min gode Ven og Aandsfrænde og kaldte mig jevnlig op om Søndagene for at holde et opbyggeligt Møde. Siden blev jeg af Lutherstiftelsen sendt ud til Skedsmo en kort Tid som Bibelbud.

Sommeren 1873 bestemte jeg mig til at gaa op til Eksamen; Pengene strak ikke til et længere Ophold; jeg havde slidt mig saa lagt frem uden at optage noget Laan. Min faderlige Ven og Raad-giver Professor Johnson, som jeg raadførte mig med, vilde, at jeg skulde vedblive endnu et Aar, og dette var visselig et godt Raad, og jeg var ganske enig deri; men da Midlerne ikke rak længere, og da jeg følte mig overbevist om, at jeg skulde klare Eksamen — hvor godt turde jeg ikke sige noget om — fandt jeg, at det var min Pligt at gaa op. Det viste sig da ogsaa, at jeg havde handlet rigtig. Jeg fik et meget godt Laud. Jeg fik udleveret Specialkaraktererne, og de viste, at jeg havde faaet lidt over 2 i Gjennemsnit. Flere af Besva-relserne var sat til 2; enkelte lidt under. De historiske Opgaver viste det bedste Resultat.

Jeg reiste saa hjem i Ferien og var hjemme nogle Uger, før jeg vendte tilbage for at tage den praktiske Prøve, prækede jeg for første Gang i Veøy Kirke, efter Opfordring af min faderlige Ven Provst Arnet, og ved denne Anledning ydede Menigheden mig et Offer paa Alteret; det kom vel med og hjalp mig, sammen med et mindre Laan jeg fik hjemme af en gammel Ven, til at fuldende mine Studier. I Begyndelsen af 1874 af lagde jeg saa den praktiske Prøve med samme Resultat som ved de tidligere Examina, og nu stod jeg saaledes rustet til at gaa ud i Livet og optage Livskampen og Arbeidet.

Jeg var taknemmelig og glad. Gud havde styrket mig og velsignet mit Arbeide, og jeg havde klaret saa fint de økonomiske Vanskelig-heder at jeg havde undgaaet at stifte større Gjeld. Jeg var skyldig nogle Hundrede Kroner, mest Løsgjeld her og der; men den haabede jeg skulde snart blive betalt, hvilket ogsaa skede.

Mit Studenterliv var saaledes endt. Det vil forstaaes af alle, at jeg paa Grund af Situationen kun i ganske liden Grad havde kunnet deltage i Studenterlivet, saaledes som det i Almindelighed ytrede sig.Jeg maatte arbeide meget intenst og havde saaledes ikke megen Tid tilovers til Adspredelser eller Fornøielser. Jeg havde heller ikke Raad dertil, da jeg maatte leve yderst sparsommelig. Jeg maatte derfor negte mig alle Glæder og Fornøielser, som Studenteme ellers deltog i. Saaledes havde jeg aldrig været i Teatret eller paa en Konsert eller paa en Fest. Min Kasse tillod mig ikke en saadan Luksus. Desuden var jeg Teolog, og Datidens Teologer var meget strenge i Forsagelse af verdslige Fornøielser. Dertil kom, at jeg efter hele min Livsanskuelse heller ikke følte mig tiltalt af dem. Det kan vel være, at jeg betragtede alle Fornøielser, alle de saakaldte Adiafora, som Synd; det var naturligt for den, som havde gjennemgaaet en aandelig Udvikling som min, og det var ikke at vente, at jeg skulde være kommet saa langt, at jeg havde kunnet komme til en mere objektiv og kanske ogsaa mere sund Betragtning af disse Ting; det er noget som hører en modnere Alder og en klarere, selvstændig Tænk-ning til.

Jeg kom saaledes ikke til at deltage meget i Livet udenfor Universitetet, og det har været en Mangel ved min Udvikling; jeg erkjender det. Imidlertid havde jeg til Gjengjeld Omgang med mange hyggelige Mennesker af Borgerklassen, som modtog mig med Glæde i sine Kredse og fulgte mig med kjærlig Deltagelse paa min Bane.

Men selv om saaledes min Studentertid havde været saa fattig paa Glæder og Nydelser, iaifald tilsyneladende, saa havde den dog været en Tid, rig paa Indtryk og Minder, som har preget min Ungdoms Udvikling og sat sit Stempel paa den, som aldrig kan udviskes.

8. MIN FØRSTE PRESTEGJERNING

Allerede før jeg var færdig med mine Eksamener, havde jeg tænkt paa at prøve en Tid som Høiskolelærer, og om Vinteren 1874 da jeg var færdig med den sidste Prøve, bestemte jeg mig til at begynde som Lærer for Bondeungdommen. Som jeg senere vil komme tilbage til, vilde jeg forsøge at faa istand en saadan Skole i Hjembygden eller i Nærheden; men da denne Virksomhed ikke godt kunde begyn-des for til næste Høst, var der endnu en Tid paa henved 94 Aar igjen, som ogsaa kunde og burde benyttes til nyttigt Arbeide. Det traf sig da heldig for mig, at Sogneprest Bergesen i Brevik, som var valgt til Stortingsmand fr? Byen, trængte en Vikar under Tingtiden. Dengang var der ikke Tale om at faa en Kandidat ordineret for ensaa kort Tid, og Sognepresten saa sig derfor nødsaget til at ordne sig paa en anden Maade. Presten Bernhoft i Porsgrund blev konsti-tueret som Sogneprest; men det var væsentlig kun i Navnet, og det blev mig, som fik alt Arbeidet, idet jeg forrettede alt, som jeg som uordineret kunde udføre. Brevik var jo en liden Menighed, og der var meget faa kirkelige Forretninger; hændte det, at der kom en Bamedaab eller en Brudevielse, sendte jeg Bud til Pastor Bernhoft. Jeg prækede hver Søndag i Byens Kirke, holdt Opbyggelser, læste med Konfirmanter, og særlig gik jeg i Sygebesag. I Høitiderne, Paaske og Pintse, var Sogneprest Bergesen hjemme, og da forrettede han. Der var meget aandeligt Liv og Bevægelse inden Menigheden, og der var mange Dissentere. Der blev sagt mig, at jeg fik en meget vanskelig Stilling, og jeg var ikke fri for Ængstelse, da jeg paatog mig Arbeidet og Ansvaret.

Reisen fra Oslo til Brevik glemmer jeg nok aldrig. Det lille Damp-skib, som trafikerte Ruten, skulde gaa Kl. 5 om Morgenen; Tøiet havde jeg bragt ombord om Aftenen, og jeg kom mig ogsaa op i ret Tid, skjønt den, som havde lovet at vække mig, forsov sig, og med en hel Del Pakker og lignende drog jeg i passende Tid nedover Pilestrædet, men da jeg var kommet ned til henimod ..Grændsen", opdagede jeg, at jeg havde lagt igjen Pengene mine paa Bordet; jeg maatte tilbage og sprang, alt jeg orkede. Men da jeg kom til Porten, var denne stængt, og jeg maatte banke paa af alle Kræfter. Men det tog lidt Tid, og Minutterne gik. Endelig kom jeg ind, styrtede ind i mit Værelse, som allerede var optaget; men jeg havde ingen Tid til at forklare mig; jeg greb Portemonnaien paa Bordet og styrtede ud igjen og sprang af alle Kræfter nedover. Der var ikke et Menneske at se, og jeg var derfor heller ikke udsat for at vække Opsigt. Da jeg kom forbi Kirken, slog Taarnuret 5, og jeg sprang videre ned til Bryggen, hvor ..Fin" allerede havde lagt fra, men straks lagde ud Landgangen, og ombord sprang jeg. Jeg maatte lægge mig i Salongen paa Sofaen; Hjertet slog altfor stærkt, og jeg kom mig ikke helt paa hele Turen, ja jeg kjendte det flere Dage, at jeg havde sat for stærkt Pres paa Hjertet.

Saa begyndte jeg da min første Prestegjerning og det i en By. Jeg følte hos mig selv, at jeg var mindre skikket til Byprest, jeg var jo en Bondegut og opvokset paa Landet. Lidt ængstelig var jeg, og mit første Sygebesog satte mig paa en temmelig haard Prøve, idet jeg blev kaldt til en gammel, høitstaaende Embedsmand. Det var ikke let for en ung Mand at staa frem som Sjælesørger her. Imid-

bns - xvi

616, Brevik gamle Kirke. Opført 1670, revet 1879.

lertid gik det bedre end jeg havde turdet haabe. Folk tog overmaade venlig imod mig overalt, og Kirken var altid fuld under Ordets For-kyndelse. Eftersom jeg blev mere fortrolig med Forholdene, voksede min Frimodighed, og det gik meget godt. Det var især Sygebesøg som optog min Tid. Den senere bekjendte Læge og Videnskabsmand Cæsar Boeck var Amanuensis for Distriktslægen og praktiserende Læge i Byen, og han var saa venlig mod mig og underrettede mig om17. Brevik gamle Kirke.

alle Tilfælde, hvor jeg burde indfinde mig, og satte mig ind i Forholdene; det var en god Hjælp for mig. I Hardanger kom han og besøgte mig, og vi mindedes svundne Dage. Jeg havde megen Glæde af mine Sygebesog. Man tog imod mig med Venlighed og Kjærlighed og vilde altid, at jeg skulde komme igjen. Et af mine Sygebesøg staar endnu levende for mig. Det var en gammel Sjømand, som led af en uhelbredelig Sygdom, og hans Kone bad mig at komme og tale medhendes Mand. Jeg gik til ham, og han modtog mig temmelig afvisende. Han havde ikke Brug for nogen Prest og havde ikke sendt Bud efter mig. Han havde ikke noget at snakke med mig om. Jeg lod mig ikke skramme af hans afvisende Holdning, men sagde bare, at jeg havde Lyst til at snakke med ham, som var en gammel Sjømand og havde faret viden om i Verden. Ja, det var en anden Sag, sagde han. Han blev snart meget interesseret og vilde gjerne fortælle, og jeg lyttede med Interesse til alt, han fortalte, men vogtede mig vel for at fare Samtalen ind paa høiere Ting. Det endte med, at han bad mig komme igjen, og jeg kom igjen mange Gange, og vi blev mere og mere fortrolige Venner; Presten merkede han intet til, og tilsidst hang han med en rørende Kjærlighed ved mig, og der blev talt mange alvorlige og trøsterige Ord, og ved hans Baare kunde jeg udtale min Forvisning om, at han havde seilet ind i den rette Havn.

Det var en meget lærerig Tid for mig, og jeg kom godt ind i Menighedsforholdene og det religiøse Livs Bevægelser i Byen og i Omegnen. Jeg var jo fremmed for Folk og Forholde, men blev mod-taget med Kjærlighed, og det merkelige indtraf, at jeg blev gode Venner med de frikirkelige og Dissenterne. Af Dissenterne havde jeg ingen Møie eller Ubehageligheder, hvad mange Prester klagede over. Tvertimod blev de mine Venner, og jeg tror, de gik ligesaa flittig til min Forkyndelse som til sine egne Forsamlinger. Det var vel, fordi jeg ikke lagde større Vægt paa, hvad man kaldte sig, naar man bare var en virkelig Kristen i Aand og Gjerning. Aldrig angreb jeg dem, men respekterede deres Anskuelser og Arbeide, og det samme gjorde de overfor mig. Der var saaledes Enighed og god Forstaaelse.

Men jeg kan, naar jeg ser tilbage paa Livet, ikke undlade at føle enkelte Bebreidelser. Jeg håndlede i enkelte Tilfælde saaledes, at jeg nu beklager det. Det er saa med Ungdommen og i hvert Fald med mig, at der ofte kan være megen Nidkjærhed, men mindre Visdom. Det blev alt gjort i bedste Mening og, som jeg mente, af Pligt; nu vilde jeg ikke have gjort det. Ogsaa senere i min prestelige Virksom-hed hændte det undertiden noget lignende; men efterhaanden fik jeg en anden Forstaaelse. Det var paa denne Tid noksaa almindeligt, at unge Prester optraadte som ..Politimænd", Saaledes har jeg kjendt mange, som ansaa det som sin Pligt at søge at forhindre Ungdommens Fomøielser, især Dans og Kortspil, og jeg vil ikke laste dem for det. Der er altfor megen Synd og Raaskab, som følger med. Men Presten bør dog huske paa, at han er Herrens Tjener og ikke har faaet noget andet Vaaben i Hænde end hans Ord og Sakramen-ter. Griber han til Magtmidler, gaar han udenfor sin Myndigheds Grændser. Naar Presten møder op f. Ex. i et Danselag og paabyder, at det skal opløses, maa Ungdommen harmes og spørge: Hvem har givet dig Magt til at give os noget Paabud? Han kan risikere, at han uden videre kan blive kastet ud.

Og dette gjælder ogsaa paa andre Omraader. Det var alminde-ligt tidligere, at Presterne maatte samarbeide med de offentlige Myndigheder, naar der hændte noget, som kunde lede til, at Politiet eller den straffende Myndighed maatte gribe ind. Saaledes var det jo meget bekvemt for Straffemyndigheden, naar Presten meddelte Opgaver af Kirkebogen over uægte Fødsler, de saakaldte kvali-ficerede Leiermaal. Jeg lærte snart at forstaa, at dette ikke hørte med til mit Embede. Jeg vilde ikke optræde som Angiver i min Menig-hed. Jeg horte forresten aldrig, at nogen bebreidede mig dette. En anden Sag er, at Presten er pligtig til, naar det af Retten forlanges, at give almindeligt Vidnesbyrd om en Persons Liv og Forhold. Det bliver da en Samvittigheds Sag for ham at meddele de Oplysninger, han i Embeds Medfør kan og bør give.

Men alt dette vedkommer egentlig ikke min Virksomhed i Brevik; det har hjemme senere, og jeg tager det kun med her, fordi det hænger sammen med, hvad jeg ovenfor ytrede om Nidkjærhed uden Visdom.

Omkring et halvt Aar var jeg i Brevik, og jeg blev mere og mere kjendt med de enkelte i Menigheden og vandt mig Venner. Jeg fik Vidnesbyrd herom, da jeg skulde forlade Stedet. Menigheden tog en Afsked med mig, som jeg aldrig vil glemme, og som viste mig, at de havde lært at sætte Pris paa min uanseelige Virksomhed. Menigheden bragte et betydeligt Offer paa Alteret, og ellers ogsaa modtog jeg mange Vidnesbyrd om Kjærlighed og Deltagelse; jeg blev meget beskjæmmet ved at erfare alt dette, som jeg ikke havde ventet mig.

I Brevik lærte jeg at kjende flere Personer, som jeg mindes med Glæde. Naturligvis først og fremst Presterne: Sogneprest Bergesen og Frue, som var meget elskværdige mod mig, Sogneprest Bernhoft, som var en interessant Personlighed, og Provst Hauge i Skien. Jeg var i god Forstaaelse med dem alle.

Mit Ophold i Brevik og min kortvarige Virksomhed her havde været af ikke ringe Betydning. Jeg kom meget godt ind i Forholdene i en Smaaby, en Kystby paa Sørlandet i de gode, for Sjøfarten floris-sante Tider; det utvidede min Erfaring og mit Kjendskab til Livet og dygtiggjorde mig for min Livsgjerning. Efter min Erfaring er detaldeles nødvendigt for en Prest, som vil være en virkelig Sjælesørger i sin Menighed, at han nøie kjender Livet og kan tale med om de forskjellige Forholde. Dette vil jeg senere komme tilbage til.

Saa drog jeg atter paa Turistfærd og stansede igjen i Hjembygden, hvor meget Arbeide og mange Opgaver laa og ventede paa mig. Paa Reisen stansede jeg op paa Lillehammer og deltog i et Folke-høiskolemøde. Baade Bruun og flere andre af Spidserne deltog, og det var et livligt og interessant Møde.

9. UNGDOMSSKOLEN

Jeg havde længe drømt om at forsøge som Lærer for Bondegutter. Efter Far havde jeg arvet Interessen for Ungdommens Op-dragelse og Belærelse. Far var en af de første Ungdomslærere i vort Land, en Forløber for de senere Folkehøiskole- og Ungdomsskolelære-re. Han var en aandelig Broder af Presten Krag i Vaagaa, men i for-mindsket Størrelse. Om Far personlig kjendte Krag, ved jeg ikke; men han var da voksen Mand, da Krag var Prest her, og han havde i hvert Fald hørt om hans Virksomhed. Fars Tiltag var naturligvis meget mindre og enklere end Krags; det bestod først og fremst deri, at han altid havde flere unge Mænd, tildets hvad jeg vil kalde Unggutter, Gutter i 16—18-Aars Alder, hos sig for at meddele dem de Kundska-ber, som gjorde dem dygtige til at blive Skolelærere, eller for at komme ind paa Seminariet, eller som var nødvendige for dem, som vilde frem i Livet. Herom har jeg fortalt ovenfor. Men han indskrænkede sig ikke hertil. Han samlede Ungdommen om Kveldene, helst Lørdags- og Søndagskveldene, og holdt ordentlig Skole for dem. Det var særlig skriftlige Øvelser, han drev, og ved Siden heraf Historie og Geografi, og det var ganske merkelige Resultater, han opnaaede. De lærte at skrive temmelig feilfrit det da brugelige norske Rigsmaal Jeg mindes, at han i 1860 eller 61 fremlagde for Skolemænd paa Molde og andre Interesserte en Samling Prøvestykker, som vakte Opsigt baade ved sin vakre Haandskrift og ved sin Ortografi. Det var ganske merkelige Resultater han paa kort Tid og under saa vanskelige Forholde kunde opnaa. Jeg mindes godt disse Skriftprø-ver; men jeg forstod ikke da at de vidnede om en sjelden Lærer-begavelse. Det er Resultatet som priser Mesteren.

Men der var endnu noget, som hørte hertil: Han dannede Sangforening og havde den gaaende i mange Aar, og den bidrog ogsaa meget til Ungdommens Fremgang.Far var saaledes i egentligste Forstand en Ungdommens Lærer og det en Lærer, som ofrede sig udelukkende af Interesse for Arbeidet selv uden nogen personlig Fordel. Det var saaledes utvilsomt Fars Forbillede og Eksempel, som stod mig for Øie, da jeg slog ind paa den Vei og i 1874 optog Tanken om at stifte den første Folke-høiskole i Romsdalen. Jeg fik med mig, eller jeg kan heller sige, slog mig sammen med min ovenfor nævnte Ven og Samtidige, Ole Moe fra Erisfjorden, og vi bestemte os til sammen at prøve at realisere den nævnte Plan. Det var i den sidste Tid af mit Ophold i Oslo. Da dette blev kjendt, vakte det en stærk Modstand fra forskjellige Hold. Vore Venner i Oslo søgte at afholde os; ialfald gjorde de det med mig. Nogle syntes, at jeg var for god til saadant Arbeide, andre, at jeg ikke var god nok. Til de sidste hørte den bekjendte Maalmand og Politiker Olaus Fjørtoft, som jeg kjendte fra Studiedagene; da han nu traf sammen med mig, læste han mig alvorlig Teksten, og sagde mig rent ud, at jeg duede ikke til Gjerningen, skjønt han dog vilde indrømme, at der fandtes enkelte Muligheder. Ellers var baade jeg og Ole Moe store Fæ og aldeles udygtige til at lede en Folkehøi-skole. Men vi holdt begge fast ved vor Plan, og vi fik Støtte; vi blev sikret en liden Understøttelse fra et vist Hold i Hovedstaden; det var vor Ven, den varmhjertede Filantrop og Kristen Peter Hærem, som kom os til Undsætning og fik skrabet sammen nogle Hundrede Kroner til os. Sagen var jo den, at der fra det kristelige Lægfolk og fra Presterne af den Johnsonske Retning var en stærk Modstand mod Folkehøi-skolen som grundtvigiansk, og fra dette Hold saa man med Glæde, at der opstod Folkehøiskoler af en noget anden Aandsretning i Lig-hed med Sverdrups Skole i Sogn. Nogen Fordring til os i denne Retning var der ikke Tale om; der lagdes intet Baand paa vor Frihed til at ordne os, som vi selv fandt for godt. Af Folkehøiskolens Mænd opfattedes det som et Modtræk mod den, hvad det fra en Side ogsaa virkelig var, men ikke fra vor. I hvert Fald kan jeg med Sand-hed bevidne, at jeg ikke tænkte herpaa. Det gaar ofte saa: Mennesket spaar, men Gud raar. Ikke havde hverken jeg eller nogen anden Anelse om, hvad dette første lille Skridt skulde føre til. Hele den store og omfattende Sag, som vi kalder Ungdomsskolen i vort Land, er udsprunget af dette, men selv er det i Virkeligheden udsprunget af den grundtvigske Folkehøiskole, omplantet paa norsk Grund. Jakob Sverdrup havde begyndt i Sogndal, og han kan derfor siges at være Grundlæggeren; men det blev fra Romsdalen og ikke fra Sogn, at Amtsskolerne og de nyere Ungdomsskoler udgik. Dette var dog ikkevor Fortjeneste. Her kom en anden Mand til og førte vor Tanke videre frem.

I Jeg maa her oplyse, at vi til Skolen havde det første Aar faaet Understøttelse af en privat Komité i Oslo med den bekjendte Kandidat Hærem i Spidsen; uden denne Hjælp vilde det have været umuligt for os at faa Skolen i Gang. Hærem som jeg kjendte godt, var en ualmindelig varmhjertet Mand med et videre Syn end de fleste Kristne i vort Land i Datiden. Han optog vor Tanke med Begeistring (kan jeg næsten sige) og lovede os Støtte. Her laa sikkert Hensynet til de grundtvigske Folkehøiskoler under; de Kristne i vort Land frygtede disse, og det bedste Middel til at modarbeide dem eller neutralisere deres Virkning var at oprette lignende Skoler, men af en noget anden Aandsretning. Saaledes tænkte vistnok baade den nævnte Mand og flere med ham. Imidlertid var det ogsaa Hensynet ti! Oplysningens Nytte i og for sig, som drev dem. I hvert Fald stille-des der ingen Betingelser til vor Skole, og der var ikke Tale om noget Lafte eller noget Tilsyn. For min Del tar jeg sige, at jeg blev saa optaget af Gjerningen og følte mig saa stærkt tiltrukket af den, at jeg, om jeg havde havt nogen Tanke paa en Modarbeidelse af en bestemt Retning — hvad jeg nu ikke kan sige noget bestemt om — snart glemte det og kun havde Sagen selv for Øie. Herunder lærte jeg mere og mere at se Folkehøiskoletankens store Betydning for vort Land og at sætte Pris paa den. Nogen -Grundtvigianer" i dette Ords egentlige Betydning blev jeg ikke, skjønt jeg er blevet kaldt saaledes stundom; men jeg lærte cfterhaanden at se med andre Øine end tidligere baade paa Grundtvig og paa han store Betydning for Norden. — 1918.]

Saa drog jeg til Hjembygden for at ordne med den paatænkte Folkehøiskoles Oprettelse, hvad der krævede ikke saa lidet Arbeide.

Jeg tilbragte Slutningen af Sommeren i Hjemmet, især beskjæf-tiget med Forberedelserne til den paatænkte Folkehøiskole. Først maatte Stedet fastslaaes, og efter forskjellige Underhandlinger beslut-tedes, at Skolen skulde holdes paa Sandnes paa Holmemstranden i Rødven Sogn i Veøy. Stedet laa godt til, omtrent 1 Fjerding indenfor Dampskibsstoppestedet Alfarnes. En gammel Bygning stod ledig, da Eieren Ingebrigt Sandnes havde bygget sig et nyt Hus. Det var det eneste, som kunde faaes, og som til Nød kunde bruges; men det var et høist uheldigt Skolelokale, især var det altfor lavt under Loftet; men der var intet Valg.Lokalerne, som det lykkedes os at faa leiet, var meget uhensigts-mæssige for Formaalet; men vi maatte være glad for, at de var, som de var; de var ikke bedre at faa. Man var ikke vant til Nutidens Skolepladser i de Dage, og Fordringerne var yderst minimale i denne Henseende. Vi fik arbeidet de nødvendige Skolepulter og Bænke, Borde o. s. v. og anskaffet os de mest fornødne Læremidler m. m. Vi bekjendt-gjorde i Aviserne, hvad vi havde til Hensigt, og der meldte sig en

18. Sandnes.

Mængde Elever, langt flere, end vi med Rimelighed kunde optage med Skolerummene for Øie, ikke blot fra de nærmeste Bygder, men ogsaa langveis fra. Saaledes havde vi flere fra Nordlands Amt og endog en af Stortingspræsident Sivert Nielsens Sønner. Da Skolen saa begyndte den 14de Oktober 1874, mødte der frem omkring 70 Mænd, hvoraf flere var i en moden Alder.

Foruden os selv havde vi til Medlærer min Broder John Olafsen, som siden kom til afløse mig som Amtsskolebestyrer i en lang Aar-række. Han var kanske den, som havde mest Erfaring som Lærer, og viste sig senere som en fremragende Ungdomslærer. Han havde-Sangen og de fleste skriftlige Fag, Moe havde Naturfag og Regning, og jeg havde Historie og Geografi samt Literaturhistorie.

Vi fik nok at gjøre. Det blev et temmelig anstrengende Arbeide den første Vinter. Det var som en stor Skare af hungrige, som alle skreg efter Mad, og alle vilde have den, som de særlig syntes om. Det blev et stort og ret vanskeligt Arbeide at sætte Skolen i Gangog holde den gaaende; det vanskeligste var, at Eleveme stod paa et meget forskjelligt Udviklingstrin, og at en stor Del manglede de nødvendige Forudsætninger for med Frugt at kunne deltage i Skolens Undervisning. Det var ikke Historie, Digtning og løftende Foredrag, som disse voksne Gutter begjærede; de vilde have solid Kost, helst bare Regning og Skrivning og lidt Norsk, som vel kunde træn-ges, kanske. Vort Program blev at hjælpe Gutteme frem, meddele dem de nyttige Kundskaber og Færdigheder, de ønskede, men paa samme Tid søge at aabne deres Øine for høiere og større Værdier end den blotte Kundskab. Undervisningen blev derfor for en stor Del bygget paa mundtlige Foredrag. Vi benyttede saaledes den grundt-vigske Folkehøiskoles Læreform med enkelte mindre væsentlige Ændringer. Ja, det var ikke saa let at klare Braserne altid. Men vi kjæmpede imod alle Vanskeligheder, og det gik godt, og alle var tilsidst vel tilfreds. Det var Gutter, som vilde lære; og vi behøvede ikke at opmuntre dem.

Det var jeg, som i Samraad med de to andre havde forfattet Planen for vor Skole; jeg gjorde det rent paa egen Haand og efter eget Skjøn; jeg kjendte ikke nærmere Skolen i Sogn, og heller ikke brød jeg mig om at kjende den; men jeg maa antage, at det ikke var stor Forskjel mellem dem.

[Jeg havde aldrig besogt en Folkehøiskole, men af Beretningerne kjendte jeg naturligvis til Methoden, som anvendtes, og der var meget i den, som jeg fandt tiltalende. Jeg fulgte derfor denne Undervis-ningsmaade, optog det frie Foredrag, lagde Hovedvægten paa Aands-fagene, særlig paa Historie og Literatur. Samtidig vilde jeg, at man ikke skulde forsømme at meddele nyttige Kundskaber for Livet. Paa den rette Vekselvirkning mellem disse: Aandsfagene og Nyttefagene, mente jeg, at et heldigt Resultat af Gjerningen vilde bero. Jeg udar-beidede derfor med dette Maal for Øie en detaljeret Undervisningsplan med Fagfordeling og Timeplan.

Der meldte sig straks mange Vanskeligheder, og der skulde stor Klogskab til for at styre gjennem det ofte temmelig grumsede Far-vand. Først Skolerummene, som i Forhold til Elevtallet var aldeles ubrugelige; Luften blev i kort Tid saa fordærvet, at Lamperne vilde slukne! Saa var det Madspørgsmaalet, som heller ikke var saa let at løse. Men værst var det at ordne selve Undervisningen paa en heldig Maade. Vi kom snart paa det rene med, at det var et høist uensartet Materiale, vi havde faaet til Behandling. Medens der var mange, somvar modne og vel rustede for en Undervisning, som den, der her bødes, var der en langt større Del, som stod sørgelig tilbage og var aldeles umodne for Undervisningen. Vi fik et levende Indtryk af, hvor lavt den saa høit priste norske Almueskole i Virkeligheden stod i de fleste Bygder. Læsefærdighed manglede, ligesaa Skrivefær-dighed og Regnefærdighed. Det viste sig derfor ogsaa snart, at en stor Del af dem, som havde mødt frem, var kommet udelukkende for at lære at skrive og regne, for om muligt at kunde «blive noget" paa et Kontor eller i en Butik. Andre var udgaaede fra et strengt religiøst Hjem, og de var meget bange for alt, som kunde smage af Grundtvigianisme, især da Sang, verdslig Sang naturligvis. Ogsaa Historie ansaaes for betænkelig. Det var ikke saa greit at være Lærere og Ledere; men merkelig nok gik det dog. Vi talte naturligvis med de enkelte, søgte at oplyse og raade, og det jevnede sig. Vi maatte dele Skolen i 2 Afdelinger, for at saavidt muligt imødekomme de forskjellige Krav. — 1918.]

Skolen paa Sandnes blev bestaaende i lo Aar og var den første og sidste Folkehøiskole i Romsdalen.

I og for sig kunde vel Skolen ikke være af nogen synderlig Betydning fremfor andre lignende Skoler, og dog fik den en ganske særegen Betydning for Ungdomsskolen og dermed for Skolevæsenet og Oplysningsarbeidet i vort Land, en Betydning, som ingen af os havde drømt om, ja som i Virkeligheden var skjult for alle paa denne Tid. Vi har heller ikke nogen Grund til at rose os; det var Tiden og Udviklingen, som fremkaldte Bevægelsen, og Skaberen af den var nærmest Skoledirektør Bonnevie, som med Rette bærer Navn af Amts-skolernes Fader.

Udpaa Vinteren det første Aar fik vi Besøg af Skoledirektøren; det var første Gang jeg saa denne dygtige Skolemand, som jeg skulde faa saa meget at gjøre med, og som skulde komme til at gribe afgjø-rende ind i mit Liv. Han havde fulgt med vort Foretagende og havde bestemt sig til at føre Sagen videre frem. Han paahørte Undervisningen, satte sig ind i Skolens Plan og billigede den. Og nu opstod den Tanke, eller havde kanske opstaaet før, at han vilde søge at sætte lignende Skoler for Landsungdommen ud i Livet i hvert Amt (Fylke) i Landet paa offentlig Foranstaltning. Og det var vor Plan, som Skoledirektør Bonnevie lagde til Grund for sin Amtsskole. Amtsskolen er saaledes født direkte af Folkehøiskolen paa Sandnes.Om Sommeren havde jeg et kort Kursus for Jenter; da var jeg alene, med en Lærerinde i Haandarbeide (Frøken Tønder fra Molde) til Hjælp. Om Høsten fortsattes Skolen paa samme Sted; men nu maatte jeg begynde alene, da mine to Medlærere forlod mig og drog hver til sin Kant. Jeg fik som Medlærer den senere Amtsskolelærer P. Lillebo fra Søndmøre, men Skolen havde lidt et uerstatteligt Tab, og den kunde ikke mere hævde sin gamle Stilling. Elevantallet var meget mindre end det foregaaende Aar, saavidt jeg husker, var det lidt over 40, og det Tal kunde ansees for at være passende. Dette Aar bevilgede Romsdals Amtsting 1600 Kroner til Skolen, og dermed var det givet, at den ogsaa vilde skifte Navn og Sted. Skoledirektør Bon-nevie havde nu sin Plan færdig om Amtsskolerne.

Allerede i 1875 blev Amtsskolen i Børsen i Søndre Trondhjems Amt som den første i sit Slags sat i Gang efter Skoledirektørens Initiativ. Ole Moe udnævntes som Bestyrer af den.

Skoledirektøren besøgte Folkehøiskolen paa Sandnes ogsaa denne anden Vinter og konfererte med mig om Oprettelsen af en Amts-skole i Romsdals Amt, den første paa Vestlandet; jeg skulde være dens Styrer. Om Vaaren kom Sagen frem paa Amtstinget paa Molde, hvortil jeg ogsaa mødte efter Anmodning af Skoledirektøren. Det besluttedes her at der skulde oprettes en Amtsskole i Tingvold paa Nordmøre. Planen blev udarbeidet af mig og antaget af Amtstinget; den er senere blevet fulgt i alt væsentligt af Amtsskolerne i andre Landsdele.

Jeg udnævntes ti! Styrer for den nye Skole og min Broder John Olafsen til Andenlærer. Den blev altsaa en direkte Arvtager efter Skolen paa Sandnes. Den var kun for Mænd, ikke Kvinder; men der holdtes et Jentekursus om Sommeren. Som Lærerinde i Haandarbeide ved dette ansattes Frøken Caroline Mohr, som var meget velskikket for Stillingen. Skolen holdtes i Tingvoldvaagen paa Gaarden Koksvik, hvor Rummene var noget bedre end paa Sandnes. Undervisningen dreves som i Folkehøiskolen, og Tilslutningen var meget god. Der var ikke Plads til flere Elever,

Det var med Amtsskolen som med Folkehøiskolen paa Sandnes; den modtoges med stor Mistro af Folkehøiskolens (d, e. den grundt-vigianske Folkehøiskoles) mange Venner; de mente, at den alene var opfundet for at modarbeide og ødelægge Folkehøiskolen og alt, hvad der havde Navn af Frihed og national Aand. At der var mange, som stemte for den netop af denne Grund, er meget sandsynligt. Men det var langt fra min Tanke; jeg saa da langt længere frem og jegføler mig overbevist om, at Skoledirektør Bonnevie stod enig med mig heri. Han var en altfor klart skuende Aand og en alt for stor Oplysningens Ven til at ville sætte en saa stor og for vort Land bane-brydende Sag i Verk alene for at komme de stakkars Folkehoiskoler til Livs, disse Skoler, som kjæmpede saa haardt mod Fordom og Smaa-lighed. Udviklingen i vort Land har forlængst vist, at der ikke bestaar nogen Modsætning mellein de to Skoler; de kan saa inderlig godt arbeide ved Siden af hinanden i fuld Frihed.

19. Koksvik i Tingvold.

Derfor er jeg glad, naar jeg nu ser tilbage paa Livet, at jeg fik være med at grunde Amtsskolen i vort Land og at faa være Vidne til den store Udvikling den har taget. Det er det vigtigste Skridt i vort Land paa Skolens Omraade, som er taget, ved Siden af Folkeskoleloven af 1889.

Til Belysning af Forholdet mellem Folkehøiskolen og Amtsskolen er det paakrævet, at jeg udtaler mig nærmere herom, og jeg kan gjøre det saa meget tryggere, da jeg nu ser Sagen paa Frastand og i Historiens Lys. Da Tanken om at begynde som Folkehøiskolelærer opstod hos mig, var det ud fra den Overbevisning, at den norske Bondeungdom trængte til en høiere Aandsdannélse og en større Oplys-ning end den tarvelige, som Landsskolen gav. Grundtvigs Folke-høiskoletanke fandt jeg udmerket, og Folkehøiskolen, som var bygget paa denne, mente jeg passede godt for Danmark, og jeg har heller ikke hørt, at nogen fra dette Land har paastaaet noget andet. Mendet syntes mig naturligt, at hvad der passede for Danmark, passer ikke for vort Land. Folkelynnet er saa forskjelligt, Naturforholdene er rent modsatte, Næringsveiene ogsaa forskjellige. En Skole, som passer for den danske Ungdom, vil derfor ikke passe for den norske. Jeg mente og mener fremdeles, at den grundtvigianske Folkehøiskole ikke finder og ikke kan finde nogen Jordbund i Norge. Skal dette ske, maa den omformes og præges af vort eget Folks Aand og Natur, og det var netop det, jeg vilde forsøge at gjøre. Jeg vilde optage Folkehøiskolens Tanke og sætte norsk Præg paa den. Og jeg fandt Svaret fra Folket selv; der strømmede nok af Elever til fra alle Kanter. At det er den grundtvigianske Folkehøiskoletanke, som ligger under, er klart for alle, som vil se. Undervisningsmethoden er den samme: Frie Foredrag, ingen Lektielæsning, Historien er sat i Høi-sædet, og Literatur og Digtning indtager en fremragende Plads. Men alt er beregnet paa norske Gutter og norske Forholde. Der er strengere Krav til Livet i vort Land end i Broderlandet, derfor kræves der mere Realitet ogsaa i Skolen. Dette viste sig bedst deri, at Eleverne bestandig klagede over, at de fik lære for lidet af det rent Praktiske. Hvorledes Stemningen er nu, kan jeg ikke vide. Forholdene har jo ændret sig meget i de sidste 50 Aar; for mig synes det, som om det praktiske Livs Krav ikke er aftaget, men tvertimod forøget.

Amtsskolen er i sin Grund bygget op paa den samme Tanke som vor Folkehøiskole. Det er Skoledirektør Bonnevies Plan, som er lagt til Grund for alle Amtsskoler, og jeg kan med Sandhed bevidne, at Bonnevie aldrig talte om nogen Konkurrence med Folkehøiskolen, men altid fremhævet Amtsskolen som en Skole, der havde sit Maal i sig selv.

Formentlig er ogsaa alle nu temmelig enige herom; men jeg vil dog engang for alle slaa ihjel alle disse ugrundede Beskyldninger, og der er ingen, som kan gjøre det med større Ret end jeg, som var med ved Grundlæggelsen.

Sommeren 1877 tog jeg Afsked med Amtsskolen og med Lærergjerningen, ikke fordi jeg var misfomøiet med min Stilling eller træt af Arbeidet; langt derifra; men jeg følte, der var et Kald inden i mig, som jeg ikke kunde overhøre. Og naar jeg ser tilbage paa Livet, da ser jeg, at jeg håndlede efter en høiere Styrelse. Men jeg er taknem-melig, fordi jeg fik vie nogle Aar af mit Liv til dette Arbeide, og jeg selv havde stort Udbytte af det; det udvidede mit Livssyn og udvik-lede mine Kræfter og jeg begyndte saa smaat at spænde Vingerneud til høiere og videre Flugt. Det staar nu klart for mig, naar jeg i Aftenens Stilhed og med Evighedens Gjenskin over mit Liv skuer tilbage paa det, at det var den trofaste, naadige Gud og Fader, som ogsaa her ledede mine Trin. I Virkeligheden vilde hele mit Liv ha formet sig anderledes, dersom jeg ikke var kommet ind i Ungdomsarbeidet. Jeg vilde ikke være kommet til Tingvold, ikke have mødt hende, som blev af afgjørende Betydning for hele mit Liv, og jeg vilde ikke have lært at kjende den Mand, som skulde komme til at bestemme min Udvikling og min Arbeidsmark. Jeg vilde ikke være kommet til Ullensvang og der fundet mit Livsvirke. Alt vilde have formet sig anderledes, hvorledes, kan intet Menneske sige.

Derfor kan jeg ikke andet end takke og prise ham, som leder Menneskehjerterne «som Vandbække", ham, som er saa uendelig rig paa Naade og aldrig glemmer sine Born, om de er nok saa svage og ustadige og ofte griber feil og endog kan vende sig bort fra ham. «Min Sjæl, lov Herren og glem ikke alle hans Velgjerninger."

10. MIT FØRSTE PRESTEKALD

Eid i Romsdalen.

Vaaren 1877 blev Eid og Vold Sognekald i Indre Romsdal Provsti Iedigt, da Sognepresten Georg Harbitz blev forflyttet. Jeg kjendte ham og hans Hustru meget godt og havde gjentagne Gange besøgt dem. Jeg var ogsaa godt kjendt i Eids Sogn, men mindre i Vold. Det var et lidet Prestekald, og rolige Forholde med lidet Arbeide. Der var mange, som raadede mig til at søge Embedet; der var meget, som talte til, men ogsaa meget, som talte imod. Det vilde ikke være nogen pekuniær Vinding, snarere det modsatte, og jeg vidste, at Reiserne til Vold kunde være nok saa vanskelige om Vinteren. Resultatet af mine Overveielser blev dog, at jeg søgte Embedet, og jeg blev udnævnt til Sogneprest i Eid og Vold den 30. April 1877.

Til min Eftermand som Bestyrer af Amtsskolen blev min Broder udnævnt, og jeg kunde med Glæde lægge Styret i hans Haand i Forvisning om, at den vilde blive ledet godt. Jeg afsluttede derefter Jentekurset i Tingvold og gjorde mig saa færdig til at forlade Tingvold for at overtage min nye Stilling.

Den 25. juli blev jeg ordineret i Trondhjem af Biskop Grimelund sammen med Sogneprest Reinert Svendsen, som var udnævnt til Prestpå Værøy og Røst. Det var for os begge en bevæget Dag, som ingen af os vil glemme. I Begyndelsen af August blev jeg indsat i mit nye Embede.

I Begyndelsen af Juni reiste jeg til Eid for at ordne det fornødne med Prestegaardens Drift. Det var en meget sen og kold Vaar, og jeg maatte vade i noksaa dyb Sne, da jeg gik over -Breiskaret" til Bergsvik.

20. Eid Kirke.

Men imidlertid var der indtruffet en Begivenhed, som for mig personlig blev af afgjørende Betydning for mit Liv.

I Tingvold traf jeg sammen med en Datter af Provst A. Mohr, Caroline Ludovica Augusta Mohr, som var Lærerinde i Haand-arbeide ved Jentekurset. Jeg fandt i hende den, som jeg forgjæves havde søgt. Hun skjænkede mig sin Haand og sit Hjerte, og bedre Valg tror jeg ikke, jeg kunde have gjort. Hun var i mange Maader en ikke ganske almindelig Kvinde. Hun havde faaet en god Opdragelse efter Datidens Vilkaar, hun talte noksaa godt baade Tysk og Engelsk; dette havde dog mindre at sige; men det blev hende senere til Nytte. Hun var meget religiøs og stemte i saa Henseende ganske overens med mig. Hun havde styret sin Fars store Hus og var en dygtig og praktisk Husmor. Alt dette var jo vel og bra; men hun besad enværdifuldere Egenskab: Hun var fra Hjertets Side rigt udrustet. Hun var stor i sin alt opofrende Kjærlighed, især til alle svage og lidende. Jeg kan derfor trygt sige om hende, at hun syntes prædispo-neret til at være Prestefrue. Hun var opvokset i et Prestehus, og som Prestefrue levede hun og virkede hun hele sit følgende Liv; jeg kan ikke tænke mig en Kvinde, som var mere skabt for denne Stilling end hun. Disse faa Ord skal staa som Minderuner over hendes Orav, ridset af den, som kjendte hende bedre end nogen anden.

Jeg havde — som ovenfor antydet — gjerne villet fortsætte Skole-gjerningen, som i hoi Grad tiltalte mig. Men Stillingen var nu bleven en anden, efterat hun havde lagt sin Haand i min og lovet at følge mig paa Livsfærden. Min Forlovede var nok villig til at følge mig hvorsomhelst; hun gjorde aldrig i saa Henseende noget eget Ønske gjeldende. Men Hensynet til hende og vort Forhold gjorde dog, at jeg maatte tænke mig vel om. Vi havde intet at vente efter, vi var begge i den Alder, da man helst ikke bor vente længer med at knytte Forbindelsen for Livet. Men Amtsskolen var i de Dage flytbar, og at føre Familie med sig var meget betænkeligt. Det vilde derfor være rettest at gaa over i den Stilling, hvortil jeg havde bestemt mig, og som ogsaa min Forlovede betragtede som mit Livs rette Kald.

I Følge med min Forlovede drog jeg saa fra Tingvold og havde en liden Ferie sammen med hende i det gamle Hjem. Det blev nu ogsaa den sidste Ferie, jeg skulde tilbringe her, hvor jeg havde saa mange kjære Minder, hvor jeg havde nydt saa megen Kjærlighed! Snart skulde alt dette blive kun en Saga, og et nyt Hjem vinkede mig. Ja vist var det herligt endnu engang at dvæle her i Barndomshjemmet og sammen med den Elskede at vandre paa de kjendte og kjære Steder; men det kunde ikke vare Iænge; Arbeidet kaldte, og vi maatte skilles.

Det var trist at komme til den øde og forladte Prestegaard; men jeg gik i Gang med at sætte i Stand Værelserne, forsaavidt de mang-lede noget, og at skaffe til Veie det fornødne Bohave m. m. — Naboerne var snilde og hjælpsomme mod mig; især maa jeg mindes med Tak Sigrid Haukeberg. Jeg havde foreløbig blot en Pige, som stellede for mig. Indhøstningen af Gaarden satte jeg bort.

Vort Bryllup var bestemt til Torsdag den 18de Oktober 1877 paa Tingvold og blev paa Grund af Forholdene en Smule dramatisk. Der var mange Mil mellem Eid og Tingvold, og Veien gik over veirhaarde Fjorde; for dem, der er lokalkjendt i Romsdalen, vil det let forstaaes,

BNS — XVI

7at der var adskillig Risiko forbundet med Reisen, Der udbrod Uveir; Søndagen forud var jeg i Vold, og det var bare saavidt, jeg kom hjem. Onsdag skulde jeg tage Dampskibet i Alfarnes; Veiret var meget stormende med Snefok, men jeg kom dog til Alfarnes og naaede

Dampskibet her. Videre gik det til Eidsvaagen, og værre og værre blev det. Da jeg kom til Eidsøren ved Tingvoldfjorden, var det blevet mørkt, Storm var det og Snefok, saa man knapt kunde se en Armlængde foran sig. Der laa 3 Mand med Baad og ventede paa mig; men de var meget betænkelige og vidste ikke, hvad de skulde raade til. Værst var det, at det var aldeles bælgmørkt og saadant Snefok, at man ikke kunde se det mindste, og vi havde omkring I % Mil foran os. Men jeg forstod jo, hvilken Ængstelse og Spænding man gik i paa Prestegaarden. Flere af Gjesterne var alt kommet; men ikke han, som skulde være Brudgom. Jeg fik siden vide, at Provsten havde været meget nervøs og havde næsten opgivet Haabet om, at jeg kunde naa frem. Men Bruden havde været merkelig rolig og haabede paa Lykken, og frem kom vi sent om Kvelden efter mange Gjenvordigheder. Det staar endnu for mig som hoist merkeligt, at vi kunde finde frem. Kompas havde vi ikke og ikke Lygt. Næste Dag, Bryllupsdagen, var Veiret Iige stormende, og det var ondt nok for Gjesterne at komme frem. Alt gik godt og vel, og nogle Dage efter, da Veiret havde bedret sig, var det at tænke paa Tilbagereisen. Den var besværlig med de daarlige Kommunikationer, men det gik dog. Vi kom lykkelig og vel til vort nye Hjem, og den unge Prestefrue tog sit Rige i Besiddelse. Hun havde ikke seet det far og var naturligvis meget spændt paa, hvordan det saa ud. Hun fik det nu travelt med at bringe Huset i Orden, og vi fik et godt og hyggeligt Hjem, hvor vi begge trivedes godt og levede i «vor første Kjærlighed". Gud være Lov og Tak for al hans Naade!

Eids Prestegaard Haukeberg ligger i den flade vakre Eidsbygd

21. Eid Kirke.paa dennes Bagside, hvorfor Solen er borte der mange Uger om Vinteren. Ret over Fjorden reiser sig næsten lodret Stolene til hen-imod 4000 Fod; om Vinteren er det meget truende. Prestegaarden er et veirhaardt Sted, og Fjorden er især meget veirhaard paa Grund af de hoie Fjelde. Stormen er voldsom om Høsten og Vinteren. Om Vinteren blæser hver eneste Dag den saakaldte -Skjelle", som staar ud gjennem den trange Dal og ud gjennem Fjorden og er meget kold og gjennemtrængende. Den blæser ustanselig hele Vinteren med vekslende Styrke og stiger ofte til en rasende Storm med høi Sjo. Værst er dog Sydvesten og Søndenvinden, som falder ned fra Fjeldene paa Fjordens Sydside. I de 7 Aar, jeg var her fik jeg rig Anledning til at prove Fjorden. Allerede den første Høst fik jeg Anledning dertil, da jeg en Søndags Eftermiddag i en rygende Storm af S.V. lænsede over Fjorden med en Stump Seil, som 2 Mand holdt mellem sig, medens Sjoen røg som i en Snestorm.

Prestegaarden var nylig indkjøbt og bebygget, Husene var bekvemme og hyggelige, og enhver maatte være fornøiet med dem, nogle mindre Mangler fraregnet. Saaledes var Taget paa Hovedbygningen daarligt, og jeg maatte senere lægge nyt Tag paa den. Men Gaarden selv var for den største Del udyrket og fødte kun en 6 Storfæ og Hest. Der var imidlertid megen og det god Dyrknings-jord, saa der kunde nok blive en god Gaard med Tiden. Min For-mand havde ogsaa faaet et Jorddyrkningslaan paa 1600 Kr. af offentlige Midler, og havde brugt Pengene, men af Arbeidet var det ikke ret meget at se. Der var begyndt saa smaat paa et Sted, og paa et andet var der ogsaa en mindre Aker, som formentlig ialfald delvis skrev sig fra de laante Midler. Vist er det ialfald, at jeg fik den Glæde at betale tilbage Laanet.

Hvad nu Arbeidet i denne min første Menighed angaar, kunde der være meget at skrive. Jeg var ung og arbeidsstærk og kunde

22. Eid Kirke.udholde meget. Jeg var derfor ogsaa meget virksom, reiste omkring og besøgte Folk, holdt Møder o. s. v. Der var meget relfgiøst Liv og stærk aandelig Gjæring, især i Volds Sogn. I den første Tid var dog Bevægelsen temmelig rolig, men den tiltog senere og udartede snart. Mere herom nedenfor. Det var dog for lidet for mig med min Arbeidslyst og Arbeidsstyrke at gjøre i den lille Menighed paa omkring 1600 Mennesker. Jeg maatte have mere. Jeg læste en De! og studerede; men det var ligesom endnu ikke kommen rigtig Sving i det. Jeg kastede mig derfor over det praktiske Livs Gjøremaal. Forst fæstede jeg mine Tanker ved den udyrkede Prestegaard; det kunde blive en god Gaard af den, naar den blev dyrket. Den var paa 140 Maal i et eneste Stykke, og alt var dyrkbar, tildels let dyrkbar Jord. Omkring l/i af den var dyrket paa en vis Maade, men gav dog ikke synderlig stor Avling. Jeg havde stor Interesse for Jordbrug fra Barndommen, og jeg forstod mig godt paa Jordbrug efter Romsdals Forholde. Jeg begyndte derfor snart at optage Arbeidet med Opdyrkning af Prestegaarden. Hvert Aar anvendte jeg en 2—300 Kroner paa Nydyrkning samt Kunstgjødsel. Jeg havde udmerket god og billig Arbeidshjælp. Den var let at faa, og jeg var selv personlig med, naar Leilighed gaves. Den ene Husmand fik Arbeide til enhver Tid og fik altid Betalingen op i Haanden. Det gik godt for os begge.

I Lobet af de faa Aar, vi var i Eid, dyrkede jeg op mellem 20 og 30 Maal med et Udlæg af omkring 1000 Kr. foruden det omtalte Dyrk-ningslaan. Det gik ogsaa ganske heldig med mit Jordbrug. Gaardens Afkastning forøgedes til det dobbelte, Kornavlen til det 3-dobbelte, og Fjøs og Lade holdt paa at blive for smaa. Da jeg begyndte, fødte Gaarden I Hest og 7 Storfæ; men da jeg forlod den, havde vi den dobbelte Besætning, 2 Heste og 14 Storfæ. Jeg havde godt Udbytte af mine Anstrengelser, om jeg end ikke i de faa Aar — 7 Aar — jeg var her, kunde faa dækket alle Udgifter. Men dette var ikke mig særlig at takke for. Jeg nevnte Husmanden, min tro Hjælper, og jeg maa nævne de udmerkede Tjenere vi havde. Tjenerne forblev i længere Tid hos os, og de var tro som Guld. De var alle fra Vold og horte til de bedste Folk der. Saadanne Tjenere, saa tro, arbeidsomme og omhyggelige i al sin Gjerning, kjender vel neppe vor Tid. Aldrig hadde vi nogen Uleilighed med dem, aldri var der et haardt eller ondt Ord mellem os, altid var der lykkelige Smil og kjærlige Ord. Ja, da kan det nok gaa at være Gaardbruger! Jeg kan ikke andet end takke dem alle for deres Troskab og Opofrelse, og jeg skulde ret af Hjertet ønske, at mange baade Prester og andre maatte i Fremtiden faa saa udmer-kede Tjenere, som vi havde. Der, hvor der hersker saadan Arbeids-glæde og Arbeidslyst som i vort Hus, saa stor Sparsommelighed uden noget Kniberi, der maa det gaa godt. Og endelig maa hun nævnes, som havde hele Styret indendørs. Hun var en Husmor, under hvis Haand alt trivedes, og hvem Guds Velsignelse fulgte.

Embedets Indtægter var 1800 Kr., hvoraf fragik 200 Kr. i Renter og Afdrag; Bestallingsgebyr og Enkepensjon. Skatter og andre Udgifter maatte ligge færdige til rette Tid. Vi havde ikke meget at begynde med. Vi var komne til Stedet, om ikke tomhændede, saa dog som unge Prestefolk med lidet af Verdens Gods. Min Hustru fik et Udstyr hjemmefra som almindelig, og jeg havde kun i 3 Aar havt Anledning til nogen større Fortjeneste, saa der kunde ikke ventes saa meget. Jeg havde betalt min Gjeld fra Studieaarene, som dog ikke var ret stor, og jeg havde lagt mig op lidt til at sætte Hus for; men det var for lidet til at bestride alle de paalabende Udgifter. Det varede dog ikke længe, før vi var ovenpaa, al Gjeld betalt og med ikke saa ringe Værdier i Behold. Fjøset gav gode Indtægter; vi stelte Dyrene godt, og det betalte sig. Da der intet Meieri var i Bygden, var der ikke Anledning til at afhænde Melken. Det gik dog meget godt, takket være den dygtige Husmor, og da vi forlod Eid, var vi betydelig bedre økonomisk stillet, end da vi begyndte. Vi havde en udvalgt, vakker Buskap, 2 vakre Hester, Redskaber og Indbo af alle Slags, og endda Penge til Flytning og Bosættelse paa et nyt Sted og afldre Udgifter. Saa vi maatte takke Gud, som havde velsignet alt for os og ladet det lykkes.

Havebrug drev vi ikke ret meget udenfor det som er almindeligt paa de fleste Prestegaarde: Bærbusker og lidt Grøntsager. Det var især min Hustru, som styrede Haven, og hun var meget flinkere end jeg endnu. Jeg plantede en Del vildtvoksende Træer omkring Gaarden for at lune mod Stormen, og da jeg Sommeren 1917 reiste forbi, maatte jeg staa længe og betragte Gaarden, førend jeg kunde kjende mig igjen. Træeme, jeg plantede, var nu blevet store og dannede en hel Lund rundt Husene.

Eids Prestegaard havde havt en god og værdifuld Skog; men den var bleven haardt medtagen, navnlig i den sidste Tid. Preste-gaarden var jo bebygget fra nyt af og hertil medgik en betydelig Mængde Tømmer. Ogsaa til Ved var meget brugt. Skogbunden var ikke oprenset, og Top og Kvist laa overalt i Skogen. Jeg tog mig fore at rense op Skogbunden og at benytte alt Affald til Ved. Jeg havde rigelig Ved heraf ved Siden af Løvskogen og hug af Furukun, hvad der behøvedes til Husreparationer og lignende. Da jeg reiste, fik jeg fra Forstmester Schiøtz en meget smigrende Skrivelse med Tak fra Forstvæsenet for min forstandige Behandling af Skogen. Det var ganske uventet for mig og derfor saa meget kjærere.

Dette var nu de økonomiske Forholde, nu vender jeg mig til selve Arbeidet i Menigheden. Jeg blev godt modtaget af alle i Menigheden, og alle, ogsaa de virkelige Kristne, sluttede sig til mig. Som ovenfor nævnt var der begyndt en stærk aandelig Bevægelse i Indre Romsdalen kort før mit Komme. Der var meget aandeligt Liv i Vold og i den saakaldte Torvikbygd. I selve Eidsbygden var det mindre at se af aandelig Rørelse. Folket her var meget rolige og sindige og tillige velstaaende. De var i saa Henseende meget forskjellige fra Folket i Vold,

Det aandelige Liv, som rorte sig i Vold og Torvikbygden, havde sit Udspring fra Grytten, som tidligere havde været Hovedsognet i det samlede Gryttens Prestegjeld, hvortil ogsaa Eid og Vold Sogne hørte. Det havde i iang Tid været meget religiøst Liv i det gamle Gryttens Prestegjeld, og det var her af noksaa gammel Oprindelse. 1 det 18de Aarhundredes Midte og lidt senere havde Jonas Schanche, som var en udpræget Tilhænger af den pietistiske Aandsretning, været Prest her, men han synes ikke at have været heldig i sin Virksomhed; han optraadte stadig som Politimand og laa uafladelig i Strid med sin Menighed. Muligens kan der dog have været en liden Flok, som af ham var vundne for Herren; vi ved ikke noget. Men flere af Hans Nielsen Hauges Venner havde slaaet sig ned her, især i Hen Sogn, og i selve Romsdalen. Hauge havde en af sine bedste Venner i Grytten, Daniel Arnesen, og fra ham har der udgaaet en stærk Paavirkning i aandelig Retning. Derfra forplantede Bevæ-gelsen sig tii Nabosognet Vold. Torvikbygden hørte da til Gryttens Sogn. Det var den gamle, sunde Kristendomsopfatning, som her var den raadende. Omkring 1860 havde Presterne Roll og Widerøe virket her og sat Merker efter sig, og i den sidste Tid havde Anton Høyer været Sogneprest, og hans Virksomhed havde havt stor Virkning. Der var en hel Del ældre Kristne af den gamle Retning, til hvem jeg sluttede mig, og som sluttede sig om mig. Der var ualmindelig god Kirkesøgning i Vold, og det var godt at være Prest i Me-nigheden, Alt var gaaet stille og rolig, indtil der, kort før mit Komme til Eid, begyndte at vise sig mere Uro. Det var den saakaldte ny-evangeliske Retning, som var trængt ind, og som særlig som bekjendt23. Den gamle Kirke i Maandalen i Vold i Romsdalen lige før Nedrivningen.

skyldes Rosenius. I de første Aar gik det forholdsvis rolig for sig; de ældre Kristne fulgte med i Bevægelsen og hindrede al Usundhed fra at gjøre sig gjeldende. Jeg stillede mig ogsaa venligsindet overfor de unge og søgte saavidt muligt at holde dem tilbage fra at skeie ud. Den nye Bevægelse var derimod af en noget anden Beskaffen-hed og stillede sig bestemt imod de ældre Kristne, som de beskyldte for Lovtrældom. Retningen var ensidig nyevarigelisk, og man vilde ikke høre Tale om Loven eller om Helliggjørelse og Alvor. Alt skulde dreie sig om Kristi Blod og Kors og Retfærdiggjørelsen ved Troen alene. Glæden, skulde være den ene raadende, Sorg og Bekymring var kun Tegn paa Lovtrældom. Der var megen Sang, megen Halle-luja-Stemning; men det viste sig senere, hvad man befrygtede tidligere, at der var megen Løshed og liden Dybde. De gamle Kristne var noget forsigtige og tilbageholdne; de vilde nødig støde de unge fra sig og bar i Taalmodighed over med mangt og meget. Men de unge var skaanselløse i sin Dom og fordømte dem glatvæk som Fari-sæere og Egenretfærdige. Det var en tung og smertefuld Tid for mange oprigtige! Der sluttede sig flere og flere til den nye Retning, og der blev nogen Spænding mellem dem og de ældre Kristne, som ikke helt ud kunde folge Bevægelsen, som de fandt noget løs og let. Men der var dog endnu Ro og Fred i Menigheden, og det gik godt en Tid.

En af de vigtigste Ledere for den nye Retning var Hans Remmem fra Romsdal, som reiste meget omkring i Indre Romsdalen og talte Guds Ord. Han var en Mand uden nogen synderlig Oplysning og uden Dybde; men han talte ret godt og var stærk i sine Udtryk. Han var noget ensidig i sin Forkyndelse og dvælede udelukkende ved Ordet om den frie Naade; Loven vilde han ikke høre Tale om, og selv evangeliske Formaningsord kunde han ikke godt taale. Der flok-kede sig flere og flere om ham, og de gik stadig videre. Hans Remmem selv var ikke saa yderliggaaende som mange andre; Disciplene gik snart forbi Mesteren. Især var Kvinderne meget sværmeriske, og de virkede stærkt tilbage paa Mændene. Man kom saa vidt, at man ikke taalte at høre nævne Lov, Gjerninger, Helliggjørelse, Omvendelse

o. s. v. — det var kun Tegn paa Lovtrældom, I det første Aar, vi var i Eid, sluttede baade min Hustru og jeg os til Bevægelsen, skjønt jeg godt saa Faren, som kunde reise sig. Jeg havde altid holdt af Rosenius og hans Skrifter, som jeg kjendte meget godt og altid følte mig opbygget af, saa det var naturligt, at vi sluttede os til, om vi end ikke tænkte paa at bryde med de gamle. Disse havde forøvrigt paa denne Tid sluttet sig til Bevægelsen, Men det varede ikke længe, førend jeg maatte begynde at tage ind Rev i Seilet og søge at stanse lidt paa Farten. Jeg søgte baade i Kirken og i private Sammenkomster at mane til Forsigtighed og Varsomhed og ikke at glemme Guds Ords Krav om Livets Helliggjørelse. Men dette blev taget mig ilde op, og det varede ikke længe, før der kom Angreb paa min Forkyndelse og mod Kirken i det hele. Man paastod, at jeg var frafalden, at jeg var en falsk Lærer, en Lovtræl og lign. Alle ældre i Menigheden sluttede sig til mig og slog en fast Borg om mig; men de yngre gik stadig videre. Efterhaanden vokste fiere saa høit, at de kort og godt erklærede sig for at være syndefrie; de kunde ikke synde mere. Hvad andre kaldte Synd, var ikke Synd for dem: hvad de endgjorde, var det ikke Synd. De blev aldeles fanatiske og var paa Randen af Sindssygdora. Sværmeriet blev vildere og vildere. Det var rystende at være tilstede i Møderne stundom, naar det gik som vildest til. — jeg mindes saa levende et Mode i Vold; der var nogle Kvinder, som var næsten forstyrrede, især en af dem. Hun sprang og dansede paa Gulvet, slog Hænderne sammen og skreg, at nu var hun fri for Synd. Jeg sogte da i al Ro og Fred at tale med hende; men hun erklærede blot, at jeg havde Kundskaben, som ihjelslog, men hun havde Aanden, som levendegjorde. Mange bespottelige Ord og Udtryk fremkom ved saadanne Leiligheder, især en heftig Fordømmelsessyge over Modstanderne. Der var dem, som ogsaa havde Syner og Aaben-barelser og saa de egenretfærdige Lovtrælle i Helvedes Luer. De domte alle og enhver, som ikke sluttede sig til dem, som fordømte, og ved sine hensynslose Ord og sin voldsomme Optræden skræmte de mange Mennesker fra Vid og Samling. En ældre troskyldig Mand kom til mig og vilde have mig til som Præst at give ham en embeds-mæssig Attest for, at han var en Kristen; han kunde saa, mente han, lægge den frem for sig.

Jeg sogte paa alle mulige Maader at overbevise dem om Vild-farelsen; men det hjalp ikke det ringeste. At modsige dem eller soge at overbevise dem var spildt Maie og gjorde dem kun mere ophid-sede; naar jeg havde faaet dem saa langt, at jeg med Guds Ord bragte dem til Taushed, svarede de blot: Det er det samme, hvad du siger; du har bare Bogstaven, du; men vi har Aanden, — og saa gik det videre. Jeg lærte snart at forstaa, at man maa omgaaes meget varsomt med saadanne Folk; man kan ellers risikere det aller værste. De ulykkelige var ikke tilregnelige længer.

Det gik ogsaa galt. Det hændte noget frygteligt og rystende. En af de ledende blev forstyrret, og jeg blev hentet til ham for at tale med ham og prove at faa ham paa ret Vei. Man det var aldeles umuligt. Han var yderst nedtrykt og paastod, at han havde syndet mod Aanden og var evig fortabt. Efter min Mening var den ulykkelige aldeles sindssyg, og jeg frygtede for ham, men jeg kunde dog ikke tro, at han vilde berove sig Livet. Nogle Dage efter havde han skuffet sine Vogtere og hængte sig. Om dette var en Følge af den religiøse Bevægelse eller det havde andre Aarsager, tør jeg ikke afgjøre; men unægtelig laa det nær at antage, at Bevægelsen ialfald havde været medvirkende. Dette rystende Tilfælde skakede mange op, og lidt efter hvert stilledes Stormen.

Det var en meget vanskelig Tid for mig; naar jeg tænker til-bage paa den, maa jeg næsten forundre mig over, at det gik, som det gjorde. Jeg stillede mig — og ligesaa min Hustru — fra første stund af imødekommende ligeoverfor Bevægelsen og deltog i Møderne. _ Dette gjorde, at Bevægelsen aldrig helt rev sig løs fra Kirken; de nyvakte gik til Kirke, og jeg har aldrig senere i Livet havt en saa stor Forsamling jevnt hver Søndag. Jeg maatte af mine Em-j.bedsbrødre høre lidt Klander,

fordi jeg ikke optraadte be-stemtere imod hele Bevægel-sen. Det er meget muligt, at ^| dette vilde været rigtigere;

men jeg er dog ikke sikker JPsiiS $8®# derpaa. Havde jeg reist mig i a iiii a W&MM imod Bevægelsen og med

strenge tugtende Ord søgt at ^] holde den inden de rette

l. '' ' <- / J Grændser, frygter jeg for, at

- —kun havde Sydt Olie i 11-

den. Det var absolut ugjør-

fik de Anledning til at stride

24. Eid Prestegaard i Romsdalen. ^g kjevle, Steg Lidenskabeil i

høi Grad. Derfor afholdt jeg mig omhyggelig fra al Strid og satte mit Haab til Tiden og Guds Ords Magt, og det viste sig, at Bevægelsen efterhaanden ebbede ud; men dette skede efter min Tid. Da kom der op forskjellige Ting, blandt andet havde en gift Kone, hvis Mand var fraværende, faaet et Barn med en anden, og mere saadant. Flere af de mest fremtrædende faldt i grove Synder. Mange blev støe og oprigtige Kristne, men mange faldt tilbage i sit gamle Levnet. Jeg fik lære, hvad Sværmeri og Fanatisme kan føre til.

Der var mange alvorlige og tildels pudsige Scener. Et enkelt Træk vil jeg nævne. Vi havde en Tjenestejente fra Vold, en alvorlig Kristen, men lidt enfoldig. En Søndag skulde hun følge med en Del af de nyvakte paa Baad over Fjorden. Da de var kommet et Stykke paa Veien, begyndte de at samtale med hende. Hun har formodentlig sagtdem imod; nok er det, at de beskyldte hende for at være den vantro Jonas, som de havde ombord, og at de gjorde rettest i at kaste hende overbord. Den stakkars Pige blev, som ventelig kunde være, meget forskrækket, og var næsten fra sig, da hun kom hjem. Hun kunde ikke vide, hvad de kunde finde paa; de var troende til lidt af hvert. Det var vel Spøg; men hos saa ophidsede Mennesker kunde man aldrig vide, naar Spøgen blev Alvor. Om de blot vilde drive Løier med hende, var det ihvertfald hjerteløst og raat.

En Søndags Morgen, jeg kom til Vold, mødte der mig en Skare af Unge, som fyldte hele Værelset og var meget hoirøstede og ophidsede. De vilde gaa til Alters, sagde de, og det var jo i og for sig ikke at laste; men samtidig udtalte de sig temmelig haanlig baade om selve Sakramentet, men særlig om Absolutionen, som dengang var tvungen for alle Nadverdgjester. De er-klærede rent ud, at de ingen Synd havde, og ikke trængte til og heller ikke begjærede Syndsforladelse. Jeg søgte, saa godt jeg kunde, at vise dem, at under saadanne Omstændigheder var der liden Mening i at gaa til Herrens Bord, og det var mig en Smerte, saa stor at jeg ikke kan udsige det, da jeg sagde, at jeg for min Samvittigheds Skyld maatte erklære, at jeg ikke den Dag kunde stede dem til Herrens Bord, men bad dem vente. De gav mig enkelte haarde Ord, men merkelig nok horte jeg aldrig nogen bagefter beklage sig over, hvad jeg havde gjort.1

Det er ikke saa meget mere at skrive om min Virksomhed i Eid; men et Par Bemerkninger vil jeg dog gjøre. Jeg havde Øie for Ungdommen, ogsaa for den som ikke gik paa Opbyggelser, og tænkte paa, om jeg ikke kunde gjøre lidt for den for at bevare den for at skeie ud. Jeg vilde prøve at samle den en Kveld i Ugen og fortælle dem noget eller læse noget for dem. Ja, jeg gjorde det bekjendt, og der kom nok af unge, Mænd og Kvinder. Jeg havde valgt en vakker og interessant Fortælling, «Laila" af Professor Friis, som jeg tænkte kunde være passende at begynde med, Jo, de unge fulgte Oplæsnin-gen med spændt Interesse; det var det ikke vanskeligt at forstaa, og det gav de endog tydelig tilkjende. De vilde nok alle mere end gjerne, at jeg skulde fortsætte. Men det kom nogen i Veien med en Slæde. Der var kommet enkelte tilstede, som havde misforstaaet Indbydelsen. De havde ment, at det skulde være en almindelig Opbyggelse, og saa

[' Om de her skildrede åndelige bevegelser vil man finne nærmere op-lysninger i Luthersk Ugeskrift 1880 I, s. 42—46 og 177—182.]Jik de høre en Oplæsning af noget helt andet, og de blev yderst mis-fornøiede, ja harme. At Presten kunde staa og læse op noget, som de ansaa for rent gudsbespotteligt, kunde de ikke forstaa, og Dagen efter kom der en Deputation til mig og beklagede meget, at jeg havde kunnet læse op saadant, som var saa rent forfærdeligt, og de forlangte bestemt af mig, at det ikke maatte gjentages. Selv Klokkeren, som var min gode Ven, var ude af sig selv af Bedrøvelse og udtalte endog, at om jeg vilde fortsætte, kunde han ikke tilstede, at Skolen blev brugt. Som Vidnesbyrd om, hvor anstødelig og farlig Oplæs-ningen havde været, bemerkede de, at de havde lagt Merke til, at nogen af Ungdommen havde leet én Gang; og at man lo i en Forsamling, havde de aldrig seet før. ja, der stod jeg vakkert i det! At begynde at forsvare sig, vidste jeg var til ingen Nytte; det vilde kun gjøre galt værre, og jeg vilde ikke saare eller forarge nogen. Tiden var ikke kommen endnu.

Der var haarde Sjøreiser for Presten i Eid og Vold, Fjorden mellem de to Sogne er Vinterstid meget stormende og farlig paa Grund af de høie, bratte Fjelde og de stærke Kastevinde. Jeg fik oftere prove dens Farer, og engang var det kun ved et rent Slumpetræf, at Skyd-sen og jeg ikke omkom. Havde vi været ude nogle Minutter før, vilde vi alle være omkommet. Men Herren holdt sin beskyttende Haand over mig denne Gang som oftere før og siden.

Trods alt havde vi det godt i Eid. Værst var det om Vinteren. «Skjellen" blaaste den hele Vinter, og man kunde stundom frygte for, at man blev gal under dens bestandige Dur, Fjorden var ofte lei, og i Bygden selv var ikke Vei til Prestegaarden. Værst var det med Omgang. Vi omgikkes vore Naboer og Menigheden i det hele, og det var intet at sige derpaa. Men fremmede saa vi aldrig, og for en Prest ligger der heri en stor Fare for at forsumpes; der lægger sig saa let Støv paa Vingerne.

Jeg havde god Tid om Vinteren, og jeg kunde ikke være ledig. Om Sommeren var det naturligvis Arbeidet ude, som optog mig i mine Fristunder. Om Vinteren maatte jeg have anden Beskjæftigelse ved siden af den aandelige, og jeg vendte mig da til det, som laa nærmest for Haanden for mig: Snedkring, som jeg havde begyndt med i Barndoms- og Ungdomsaarene. Jeg gjorde mig Høvelbænk og Værktøi af forskjellig Slags og havde snart et lidet Værksted, hvor jeg kunde ty hen en Stund hver Dag, Snart kunde jeg arbeide omtrent hvad jeg vilde, baade simplere og finere Møbler, og jeg gjordealt, som vi trængte af Indbo og Redskaber. Jeg skaffede mig Dreie-bænk og blev saaledes uafhængig af Dreierne, som ikke altid er så lige for Haanden i en Landsbygd. Af en Snedkersvend, som kom fra Byen, lærte jeg at finere og polere, og snart kom der fine Møbler i Mængdevis. Det var en stor Glæde for mig i Arbeidet og en stor Hvile og Forfriskelse. Den stadige Veksling, som jeg gjennemførte mellem aandeligt og legemligt Arbeide, bekom mig meget vel, og jeg følte mig stærkere, friskere og modigere end nogensinde.

25. Eid Prestegaard.

Strengt videnskabeligt Arbeide drev jeg dog ikke ret meget. Jeg holdt mig særlig til Historie, som fra Barndommen havde været mig det kjæreste; hertil kom Botanik, som jeg interesserede mig for. Jeg læste daglig det Nye Testamente i Grundsproget; jeg ansaa det at være min Skyldighed, og det var mig en Glæde. Men jeg lod det ikke blive hermed; jeg fortsatte med hvad jeg havde begyndt ved Universitetet, og læste stadig det Gamle Testamente i Grundsproget. Jeg gjennemlæste den største Del af det paa denne Maade. Men mine videnskabelige Interesser var dog endnu ikke vaagnede helt; de stærke praktiske Interesser og Livets mange Gjøremaal optog mig endnu for stærkt, men dog slumrede ikke de videnskabelige Interesser helt; de vaagnede efterhaanden med større og større Kraft, indtil de tilsidst blev næsten eneraadende. Som jeg før har bemerket, var min Kundskabstørst uslukkelig; jeg har til denne Stund hele mit Liv i mere ogmindre stærk Grad ønsket og stræbt efter at drikke af Sandhedens Kilde, og det har været mig saa nogenlunde ligegyldigt, hvad det dreiede sig om, naar det bare tilfredsstillede min Videbegjærlighed. Det har voldt mig lige saa stor Glæde at efterforske de mindste som de største og vigtigste Ting, og jeg dyrker Videnskaben ene og alene for den Glæde og Tilfredshed, den skjænker mig. Men hermed har jeg ikke sagt, at Videnskaben er virkelighedsfjern; tvertom, al sand Videnskab soger mod Livet, og det var kun den gamle, for-benede, scholastiske Videnskab, hvis yngre Epigoner har gaaet igjen hos os til den senere Tid, som førte bort fra Livet, fordi den ikke var virkelig Videnskab, men kun smykkede sig med et falskt Navn. En Videnskab, som gaar ud fra noget fast og bestemt, som man ikke maa røre ved, noget ærværdigt, som har Alderens Hævd, har aldrig været Videnskab. Videnskaben kan kun bestaa, hvor der er virkelig fuld Frihed; i Tvang dør den. Derfor kan Teologi, hvorved jeg her forstaar den egentlige Dogmatik eller Troeslære, aldrig blive nogen Videnskab; Kirken maa gaa ud fra Frelsessandhederne som sin faste og sikre Grundvold og kan ikke tillade, at de gjøres til Gjenstand for Tvil og Undersøgelser. Naar alligevel Teologien omgiver sig med et stort videnskabeligt Skin, saa er det altsammen kun Bedrag og skal tjene til at imponere de læge paa samme Maade som Læger-nes Apotekerlatin. Lad Kristendommen være Kristendom, og Videnskaben Videnskab; det staar de sig bedst paa, begge Parter. At der er mange Discipliner inden det teologiske Studium, hvor Videnskaben fuldt ud kan gjøre sig gjældende, som Sprog, Historie, Fortolkning o. s, v-, er ikke i Strid hermed.

11. I BYNESSET

Jeg fandt mig vel i Eid og havde intet at klage over. Men der var dog et og andet, som jeg kunde ønske anderledes. Det var meget ensomt paa Prestegaarden, særlig om Vinteren, og det var ikke heldigt for en ung Prest at forblive her længe. Reisen til Vold om Høsten og Vinteren var — som nævnt — alt andet end behagelig, og .-Skjellen" om Vinteren tog paa mit Humør. Med min Hustrus Bifald søgte jeg derfor Bynessets Sognekald i 1883, skjønt jeg godt indsaa, at det i økonomisk Henseende ikke kunde kaldes nogen Forbedring, naar Hensyn toges til Udgifterne ved Flytning og andre Omkostninger i Forbindelse med denne. Forskjellen i Embedsindtægter var ikke saa særdeles stor; men der var en god og ret indbringende Prestegaard.Anneksreiserne var meget behageligere end i Eid, og jeg kom nærmere Byen og større Forholde. Den 8. Oktober 1883 udnævntes jeg til Sogneprest i Bynesset, og om Vinteren i 1884 gjorde jeg en Tur hidop for at tage Forholdene i Øiesyn og ordne forskjelligt med min Formand Sogneprest Holmboe, som var udnævnt til Sogneprest i Eidanger. Vinteren maatte jeg vedblive at bestyre mit Embede i Eid, men om

26. Bynesset Kirke.

Vaaren gjorde vi os færdige til at drage nordover; vi holdt Auktion og skilte os med en Del overflodigt Bohave, Redskaber m. v., men det meste tog vi med. Vi tog saa Afsked med Venner og med Menig-heden, og leiede Dampskibet ^Nordmøre" fra Kristiansund til at fare os helt frem, og med Gods, Heste, Kreaturer og Besætning, med Indbo og Redskaber, alle vore Tjenere, og lige til Hønsene, Hunden og Katten, gik vi ombord. Datoen husker jeg ikke; det var formodentlig i de første Dage af Mai.

Reisen gik lykkelig og vel; men der var enkelte dramatiske Op-trin, som ikke glemtes. Paa Hustadviken fik vi stærk Nordenvind og krap Sjø (Næsesjø), og det bragte stor Forvirring. Det var tidlig om Morgenen, at jeg vaagnede og merkede, at vi var kommet ud paa -Viken". Jeg stod op for at se, hvorledes det stod til, og et sørgeligtSyn raødte mig. Sjøen slog ustanselig ind forud. Pigerne laa alle i Sjøsygens Kvaler, Kjørene bæljede og bar sig og rullede hid og did. Værst var det med Hestene, som stod paa Dæk, de kunde ikke staa paa det glatte, vaade Dæk og var i stor Fare for at brække Ben eller lide anden Skade. Det var et meget uhyggeligt Syn. Men Kapteinen, som saa, hvor farlig Situationen var, gik ind i den indre Led bag

27. Bynesset Kirke.

Averøen, og vi fik smult Vand igjen, saa da var vi berget. Om Morgenen kom vi til Kristiansund, hvor vi fik Anledning til at hilse paa Slægt og Venner, og næste Morgen laa vi ved Hyllen på Bynesset.

Men nu blev Spørgsmaalet: Hvorledes skulde vi komme i Land? Der er langgrundt ved Hyllen, og Skibet kunde ikke gaa ind til Landet. Nogen Brygge eller Kai fandtes der ikke, og heller ingen større Føringsbaad, som kunde tage Hestene og Kreaturene. Der var ingen anden Raad end at jage alle Dyrene på Sjøen, Hestene først og saa Kjørene; det saa ikke videre hyggeligt ud, men alle svømmede dog vel i Land. Heste havde jeg nok seet svømme; men at Kjør ogsaa kunde Kunsten, havde jeg ikke seet før.

Saa stod vi velbeholdne i Bynesset; der var mødt frem mange Folk med Heste og Vogne for at hjælpe os med Tøiet, snart hadde vi alt vort paa det Tørre, og alt Tøiet blev hurtig og vel bragt op til Pre-stegaarden, som ligger omkring en 700 M. fra Sjøen. Ogsaa i Preste-gaarden var der mødt frem Folk, som hjalp os, og inden Kvelden kom, havde vi ordnet os saa meget, at vi kunde gaa til Hvile i Preste-gaarden den første Nat.

Bynesset er en vakker Bygd efter Trondhjems Forholde, og det er en god og frugtbar Bygd, hvor Jordbruget er saagodtsom den

28. Bynesset Prestegaard.

eneste Næringskilde. Naturen var meget forskjellig fra den jeg var vant til, og jeg savnede denne meget, især Fjeldene og Fjorden; fra Bynessets Prestegaard kan man nemlig ikke se Fjorden, kun et lidet Glimt af den fra et af Husene. — Jeg fandt her en ny Arbeidsmark, som i meget var anderledes end den jeg forlod.

For at begynde med Prestegaarden, saa var den rent forskjellig fra den vi havde i Eid. Bynessets Prestegaard er en stor Gaard og en meget god Gaard. Den var paa ca. 1000 Maal eller kanske mere, hvoraf omkring 400 Maal Indmark og ca. 500 Maal Hage. Den var opdyrket for den største Del og havde god Jord; men det var Ler-jord, som jeg ikke var vant til, og hele Driften var forskjellig fra, hvad vi brugte i Romsdalen. Det var nu et Spørgsmaal, om jeg med mine Tjenere fra Romsdalen kunde greie det. Min Formand, Sogneprest

bns - XV!

8Holmboe, havde selv drevet Gaarden, men den havde oftere været drevet af Forpagtere. Jeg drev den selv, og det gik meget heldig. Gaarden var som sagt meget stor og havde udmerket Jord med store Udviklingsmuligheder; men der var ikke gjort, hvad der kunde gjøres af den. Jeg lagde meget Arbeide paa Gaarden, og Driften lønnede sig godt, skjønt Prisen paa Melken, som væsentlig var det, som solgtes af Gaarden, var elendig. Trondhjem var et daarligt Marked for Landmanden; Oplandet var for stort og Byen for liden. Prisen paa Melken leveret i Byen dreiede sig om 7—8 Øre pr. Liter, og naar man skulde kjøre den 3 Mil, sees, at dette var en ussel Betaling. Nu er Forholdet paa Bynesset et ganske andet, og derfor er ogsaa Fremgangen i de sidste Aar meget stor. Bygden er ikke at kjende igjen i mange Maader.

Som sagt, Gaarden var en god Gaard efter nordenfjeldske Forholde; men den havde enkelte svage Sider. Saaledes var der ingen Sommerhavn. Kreaturene maatte enten staldfores eller holdes i enkelte Havnehager, som dog var utilstrækkelige. Skog var der kun lidet af; men der var god Brændtorv. Eftersom vi blev vant med Torv, var vi vel fomøiet med den. Men den største Ulempe ved Gaarden var, at den manglede Vand. Om Vinteren maatte alt Vand kjøres fra Elven, en nok saa lang Vei. En af Formændene havde forsagt at af hjælpe denne Mangel; men det løb uheldig af. Der kom aldrig Vand i Rørene, og hele Arbeidet var spildt. Det første Spørgsmaal, jeg maatte forsøge at løse, var, hvorledes der skulde skaffes Vand til Gaarden. Jeg fik et Laan og anlagde ny Vandledning paa et andet Sted, og vi fik Vand og havde Vand tilstrækkelig de Aar vi var her. Hvorledes det senere gik, ved jeg ikke. Naturforholdene var meget ugunstige for et saadant Anlæg.

Saa var det Husene. Formanden havde bygget nye Udhuse, nyt Fjøs, stort og prægtigt, og et Par andre Huse, og de var moderne og første Rangs. Vi havde en Besætning paa 20 Melkekjør og 3—4 Heste; alle Dyr var af udmerket Kvalitet, og Fjøset var vor Stolthed. Det var en Fryd for en Landmand at komme ind her og se den vakre Besætning, saa fin og velstelt. Det var smigrende for mig, naar jeg kom kjørende ind i den Gaard i Trondhjem, hvor vi altid havde Hesten, at se Hestekarene flokke sig om mig og spørge: Hvad vil du ha for Gampen? Eller: Vil du sælge Gampen? Det var saa hyggeligt, syntes vi begge, at se vakre, fede, glinsende Kreature, som trivedes godt og gav godt Udbytte. Det var nu vel og bra. Men naar vi kommer til Vaaningshuset, bliver det alt andet end godt og vel. Huset var byg-get af Sogneprest Zetlitz (1851—1857) og var derfor ikke saa gammelt; men det var uhensigtsmæssig indrettet i alle Maader og saa slet opført, at jeg ikke har seet en saa daarlig Prestegaard, d. e. Vaanings-hus; det blev et stort Savn for os i saa Henseende mod i Eid. Formanden havde dog rettet paa en Del Mangler, og han havde nok ogsaa tænkt paa at bygge; men som han selv sagde til mig: Udhus-bygningen havde kostet ham saa meget, at han magtede ikke mere. Det er betegnende, at der i Bygden gik det Frasagn, at Sogneprest Zetlitz havde overdraget Opførelsen til en tysk Bygmester, og da Bygningen skulde afleveres og Skjøn afholdes, havde en af Skjøns-mændene spyttet og sagt: Tysken gjør ret meget for Penge! Hele Bygverket kan nærmest betegnes som Svindel, og Presten kan ikke have havt det ringeste Forstand paa Husebygning. Ikke var der ordentlig Grundmur under Huset, hvorfor dette bevaegede sig efter Aarstiden. Kjælderen var et elendigt Hul i Jorden, bælgmørkt o. s v. Jeg fik rettet paa enkelte Mangler; saaledes fik jeg bygget Kjælder og Grundmur under en Del af Huset. Selbygger greiede dette Arbeide meget godt. Vi hjalp os da saa godt vi kunde, de Aar vi var her.

Et Savn paa Bynesset var, at det var saa besværligt at komme til Byen. Der var ikke mere end 1% å 2 Mil den korteste Vei; men Veien var over al Beskrivelse slet. Vi havde vore kjæreste og bedste Venner i Trondhjem, især Fuldmægtig Raaen og hans Familie. De besøgte ogsaa ofte os. Paa Bynesset var der ikke nogen, som vi egentlig kunde slutte os helt til, skjønt vi havde mange, vi omgikkes med. Vore bedste Venner havde vi i Buviken, og her var jeg derfor meget i Besøg og Forretninger.

En stor Ulempe i Bynesset var de slette Veie. Jeg har ikke været noget Sted, hvor Veiene var saa daarlige som her, og det til Trods for, at man var henvist til Landeveiene altid, og at der var en Mængde af dem. Særlig om Vaaren var det ofte næsten umuligt at komme frem. Grunden hertil var, at Naturforholdene var meget ugunstige for Veianlæg. Jorden dannes af Ler, udelukkende Ler, som i Dybet er ganske blødt. Naar der fik dannet sig det fornødne Lag Humus ovenpaa, var denne Jord udmerket som Kulturjord, særlig for Korn; men den var tung at behandle, især om Vaaren, og den var næsten umulig Høst og Vaar at passere. Det var en eneste bundløs, gyngende Masse, som man sank ned i. Veiene sank ned og var uden Bund. Om Sommeren derimod var de haarde og gode, og om Vinteren var det næsten altid Sneføre. Jeg maatte som Prest idelig færdes ude i forskjelligt Veir og Føre, og dette var tildels noget for miguvant, som jeg havde vanskeligt at forsone mig med. At kjøre har jeg aldrig havt Interesse for eller Lyst til.

Paa den anden Side af Fjorden Gulosen, som her var omkr. Vi Mil Bred, ligger Børsen. Her boede paa denne Tid Sogneprest Ulsteen med Familie, som vi ofte var sammen med. De besøgte os og vi dem, og dette vilde uden Tvil have skeet hyppigere, om ikke

29. Buviken Kirke.

Fjorden havde været mellem os. Min Kollega var yderst bange paa Sjøen og turde selv i godt Veir ikke betro sit Liv til en Baad, selv om Fjorden var smal og den som Regel ikke var farlig at passere. Han foretrak at spasere eller kjøre rundt Gulosen, henved 4 Mil, fremfor at ro Vi Mil.

Paa Bynesset forblev vi i 6 Aar, og Tiden gik hurtig under meget Arbeide. Jeg arbeidede, hvad jeg formaaede, i og udenfor Kirken og i Skolen. Jeg holdt ofte Bibelmøder og Opbyggelser, og der var altid fuldt Hus; Folk var i det hele taget flittige til at besøge Guds Hus og religiøse Møder. Men jeg fik snart Forstaaelse af, at Forholdene her var meget forskjellige fra, hvad de var i Romsdalen, og at jeg var kommet til en for mig ny og fremmed Arbeidsmark. Folkekarakteren var en anden. Trønderne er langt haardere, stoltere,mere selvbevidste end Folket i Indre Romsdalen. Der var heller ikke den aandelige Grobund i Menigheden her som i Romsdalen, skjønt der var god Kirkesøgning og ogsaa megen Søgning ti! Opbyggelses-møder. Det forekom mig derfor meget tyngre at arbeide her, end jeg var vant til eller fortrolig med. Folket var temmelig haardt og tungt at paavirke.

30. Buviken Kirke.

Bynessets Menighed havde fra gamme] Tid ikke det bedste Rygte. Den laa vel nær Byen, og Bynessingerne var vant til at reise ind til Byen med sin Melk, og dette Liv i Byen og paa Byveien var ikke heldigt for Folket. Drik havde været meget almindelig; denne Last var dog nu meget aftaget, og jeg tror ikke, at den var synderlig mere udbredt her end i andre Bygder.

Men der var en anden Last, som var meget udbredt, mere end jeg havde seet, hvor jeg havde været kjendt, nemlig Usædeligheden. Denne Synd var navnlig fremtrædende her og vakte min store For-færdelse. Jeg lærte at kjende Laster, som jeg aldrig havde drømt om, og sædelig Slaphed og Ligegyldighed, som var oprørende. Der fandtes vist neppe en Brud som var integra; og yderlig faa, som ikke havde et og stundom flere Børn, naar hun stod Brud. Og dette gjaldtikke blot den ringere Stand; men det gjaldt de bedste Folk i Bygden ogsaa. Det var meget tungt at se, og jeg talte ofte mod denne Synd; men det hjalp lidet. Forresten var Ungdommen her noksaa raa og udannet, mod hvad jeg var vant til.

Der var lidet aandeligt Liv og Bevægelse paa Bynesset, sammenlignet med, hvad jeg var vant til. Der var vistnok en Del alvorlige Kristne ogsaa her; men de tilhørte den gamle Kristendomstype i vort Land. De var meget konservative og bange for alt nyt. Især gjaldt det Grundtvigianismen, som de kjendte godt fra Trondhjem og fra den fra Presten Wexelsen udgaaede Paavirkning.

Det var disse 2 religiøse Strømninger, som mødtes her og brø-des. Den gamle Haugianisme havde tidlig slaaet Rod i Trondhjems-bygderne og var ogsaa kommet til Bynesset. De fleste, som var grebet alvorlig af Kristendommen, tilhørte denne Retning, og det var ikke saa ganske faa. I det hele var disse meget alvorlige Mennesker og søgte at virkeliggjøre Kristendommen i Livet. Der var ikke nogen Løs-hed og Letsindighed over dem; de gik fast og stille frem og holdt sig til den gamle Opfatning i Modsætning til de nyere Retninger. Jeg fandt meget godt hos dem og sluttede mig ogsaa i det hele taget til dem, men kunde dog ikke undlade at lægge Merke til visse Ensidig-heder og Svagheder, som jeg ikke kunde anse som berettigede. Disse kjendes af enhver, som har været i nærmere Berørelse med de gamle Hauges Venner. — En anden Strømning af senere Oprindelse var den grundtvigske Retning, som var kommen ind fra Trondhjem gjennem Familien Høyem og talte nogle Tilhængere. De ældre Kristne saa med stort Mishag og Modstand paa denne nye Retning, og de var ganske ude af Stand til at forstaa den og at indrømme den nogen Ret. Dette var derimod ikke Tilfældet med mig. Baade kjendte jeg den godt, havde staaet den meget nær og forstod meget vel at se baade dens Svaghed og Styrke. Og jeg har aldrig kunnet sværge saaledes til en enkelt Retnings Fane, at jeg skulde lukke mine Øine til for dens Svaghed eller være blind for Modstandemes berettigede Krav. Aldrig skal jeg saaledes gaa op i Partistriden, at jeg glemmer at søge Sandhed overalt og over alle. ..Amicus Socrates, amicus Christus, multo magis amicus veritatis", det har været og er og vil til min sidste Stund blive Mottoet over mit Liv og Virke. Jeg kom saaledes til at staa mellem de to Retninger som et formidlende Element, og det var ikke altid saa let. Formodentlig var jeg heller ikke elsket og skattet af nogen af de to Retninger.

Jeg følte mere og mere, at jeg ikke hørte til her, skjønt jeg ingenGrund havde til at klage over Folket, hvad det personlige Forhold angik. De var meget venlige, og vi kora meget godt ud af det med hverandre. Det vilde være meget urigtigt af mig, om jeg vilde klage over Menighedens Forhold, og jeg hørte heller ikke, at nogen klagede paa mig, skjønt de alvorlige Kristne modtog mig med nogen Mistro, og efter hvad en af dem senere betroede mig, havde været noget ængstelige for mig. De havde saaledes hørt, at jeg var Folkehøiskole-mand, og de troede derfor at jeg var Grundtvigianer. De havde ogsaa hørt at jeg skulde være Rationalist — //liberal" var endnu ikke opfun-det — kanske ogsaa Fritænker o. s. v. Det maa bemerkes, at «Grundtvigianer" dengang, i Trøndelagen i hvert Fald, var noget rent frygte-ligt; det var den farligste Vildfarelse, som var opstaaet, ytrede en Mand. De blev dog snart klar over min Stilling, og den voldte ingen Vanskelighed. Jeg var i god Forstaaelse med de alvorlige Kristne, men jeg optraadte heller ikke imod Grundtvigianerne. Jeg holdt mig helt udenfor Striden. Det kan dog ikke negtes, at jeg altid havde en Følelse af, at jeg ikke passede til Forholdene i Trøndelagen. Folke-lynnet var et andet end Vestlandets, og jeg hørte helt ud til Vestlandet.

Engang var Just Ebbesen, som da var Prest i Trondhjem, paa Besøg hos os, og han skulde forrette i Kirken om Søndagen; min Hustru og jeg gik tit Alters. Da dette spurgtes, fik jeg Forespørgs-ler, om det var sandt, og en Mand, som skulde have et Barn til Daaben, erklærede rent ud, at han ikke vilde have sit Barn døbt af Just Ebbesen; jeg maatte høitidelig love, at jeg skulde forrette Daaben. Jeg fortæller dette lille Træk.

Et andet lidet Træk: Der var af en rig Enke paa Hangeraas skjænket et større Beløb til en Skole for Ungdommen, og der var ogsaa opført et ganske vakkert Hus for Skolen paa Hangeraas. Men dermed var det ogsaa blevet; thi man blev aldrig enig om Skolen og dens Plan. Det ene Parti, som hældede til Grundtvigianerne, vilde have en Skole efter den grundtvigske Høiskoles Mønster og vilde, at man skulde indkalde en Folkehøiskolelærer; det var ikke vanskeligt at faa en; men Modpartiet vilde paa ingen Maade være med paa denne Plan. De vilde have en Skole nærmest i Lighed med en høiere Almueskole eller en Amtsskole; men de havde ingen Mand, de kunde præsentere, og Skolekommisjonen kunde de efter dens Sammensætning ikke vente Støtte af. Saa stod det hele i Stampe. Nu skulde jeg forsøge at løse Knuden, og jeg gjorde det ved at paatage mig at være Styrer af Skolen, mod at jeg fik en Lærer med mig. Jo, det gik. Jeg havde endel Timer her, blandt andet inorsk Literatur, hvor vi læste enkelte Stykker, og jeg fortalte lidt om vore Digtere; det hele var naturligvis meget enkelt. Da Kurset skulde slutte, vilde vi have en liden Prøve, forat Forældrene og andre Interesserede kunde erfare, hvilke Resultater Skolen kunde opvise. Under Prøven spurgte jeg en af Gutteme, om han kjendte en Mand, som hed Bjørnstjerne Bjørnson; han svarede nei herpaa. Jeg forstod godt, hvad det skulde betyde, men lod mig ikke merke med noget. Efter Prøven kom Guttens Far til mig, og erklærede at hans Søn ikke skulde vide noget om en saadan Mand som B. B. Hvad Nytte skulde han have deraf? Og Manden var nok ikke ene om denne Mening.

Skjønt der var meget at gjore paa Bynesset, og min Tid altid var optaget, fik jeg dog altid nogen Tid tilovérs til videnskabelige Sysler. Rettere er det at sige, at jeg ordnede mig saa, at jeg altid fik Tid dertil. Naar der er saa mange Prester, som erklærer, at de ikke finder Tid til at studere videre og derfor har lagt alle Studier, al Videnskab, al Læsning udover den daglige Avislæsning paa Hylden, da er dette efter min Erfaring kun et tomt Paaskud, en Ud-flugt for at dække over den triste Sandhed, at de er for dovne og magelige til at optage Arbeidet. Som sagt, jeg har altid fundet Tid, om ikke altid i den Udstrækning, som jeg kunde ønske, til at dyrke videnskabelige Studier. For at dette kunde blive Tilfældet, har jeg altid inddelt min Tid, ikke saaledes, at jeg blev en Slave derunder, men som en Regel, jeg frivillig valgte og fulgte, og som var ganske naturlig.

Jeg var altid oppe i god Tid, ikke netop en ..Morgenfugl", men dog saa passende tidlig paafærde, altid den første, som kom ned. Saa anvendte jeg altid 1 Time eller 2 paa mit Kontor i stille Arbeide for mig selv. Jeg læste regelmæssig et Kapitel i det Nve Testamente eller i det Gamle, og altid i Grundsproget. Jeg har i hele mit Liv, siden jeg blev Prest, kun brugt Grundteksten, saasandt der var Anledning dertil, og jeg havde altid det N. T. og den hebraiske Bibel liggende paa mit Arbeidsbord og de mest fornødne Hjælpemidler staaende lige ved. Dette har jeg fundet at være en god Ordning. I den Tid jeg var paa Bynesset, gjennemgik jeg paa denne Maade næsten hele det Gamle Testamente i Grundsproget. Jeg læste naturligvis ogsaa andre Ting, alt eftcrsom Tid og Omstæn-digheder tillod, og særlig var Historie det som mest interesserte mig. Men nogen dybere Indtrængen i Stoffet og en personlig Tilegnelse og Opfattelse var det endnu ikke kommet til; det togmerkværdig lang Tid for mig at naa didhen; men det gik fremover med smaa Skridt, og det dagedes lidt efter hvert. Det var kanske det sikreste, dette; jeg har altid været forsigtig og beregnet saavidt muligt alt paa Forhaand; kan hænde, dette ogsaa her gjorde sig gjældende. Sikkert er det, at da jeg begyndte at se med egne Øine, fik alt et andet Udseende, og jeg blev saa meget sikrere og vissere i min Opfatning, som denne var modnet gjennem længere Tids Prøvelse og Overveielse.

Jeg havde endnu ikke grebet Pennen fat for Alvor. Enkelte For-søg havde jeg nok gjort, baade før jeg kom til Bynesset, og medens jeg var her. Det begyndte helst med Oversættelser og gik saa efter hvert mere og mere over til selvstændige Arbeider. En og anden mindre religios Afhandling sendte jeg ogsaa ud; men det var ikke meget selvstændigt Arbeide. I det hele maa jeg sige, at Timen endnu ikke var kommen, og Aanden ikke virksom.

Alt hvad jeg hidtil i denne Tid skrev, var med en enkelt LJndta-gelse af religiøs Art og gik i praktisk Retning.

Aftenen anvendte jeg altid til Læsning, naar der ikke var Arbeider, som maatte udføres, eller jeg var ude i Forretninger eller Besøg. Da læste jeg forskjelligt, især af historisk Indhold, eller andet, som fangede min Interesse, og jeg begyndte allerede nu det Arbeide, som siden har fulgt mig gjennem Livet, at undersøge og sætte mig ind i mange forskjellige Spørgsmaal, som tangerte min Virksomhed og Livsopgave, eller som greb Samtiden og krævede Svar. Det blev en bydende Pligt for mig at trænge ind i Sagen, saa at jeg kunde orientere baade mig selv og andre, som spurgte mig tilraads.

I vor Tid er det saa meget aandelig Gjæring, saa mange Strøm-ninger, saa mange Sporgsmaal, som paa en eller anden Maade berører ogsaa religiøse Forholde og Interesser, og det er derfor natur-ligt, at den store Mængde, som ikke selv kan have Anledning til at undersøge Sporgsmaalene, henvender sig til sin Prest eller en Prest, de kjender, og beder om Oplysning og Forklaring, ja, Presterne finder naturligvis dette i sin Orden; men de gjør intet for at dygtig-gjøre sig til den Opgave, som her forelægges dem. De mener, at det er nok, naar de har faaet en Eksamen; dermed er Videnskaben stanset for dem. Det er med dem, som med den gamle Prest, Biskop Martensen fortæller om, som, da han skulde gjøre det rig-tig godt for Biskopen, tog frem sin Dimisprædiken og holdt den paa Visitatsdagen, da han havde faaet Laudabilis for den. Biskopen vilde imidlertid ikke rigtig paaskjønne Prædikenens Ypperlighed oggav Presten det Raad at slutte. Jeg har kjendt mange af den Slags Prester og har ogsaa stundom søgt deres Raad; men altid fik jeg Stene for Brød og merkede straks, at den værdige Mand ikke kjendte til Spørgsmaalet eller ikke havde sat sig tilstrækkelig ind i det. Jeg mindes godt, at jeg engang i mine unge Aar spurgte en Teolog om, hvorledes vi skulde kunne forene Skabelsesberetningen i Iste Mose-bog med Naturvidenskabens Resultater. Han svarede mig, at jeg ikke behøvede at tage noget Hensyn til Naturvidenskabens Paa-stande, da Videnskabsmændene var uenige om dem! Som om Viden-skabsmændene nogensinde her paa Jorden kan blive enige? Det vilde betyde, at Videnskaben da var forstenet og altsaa havde mistet sit Liv og havde ophørt at være Videnskab. Den gode Mand forstod ikke engang Videnskabens Væsen; han levede endnu i Middelalderen. Om saadanne Raadgivere og Trøstere gjælder Hjobs Ord: Besværlige Trøstere er I alle. Jeg vendte mig med Sorg og Harme bort fra disse Mænd, som ikke kunde svare paa de simpleste Spørgs-maal, naar de ikke var behandlet i Lærebøgerne, og i dette Tilfælde kun med disses Ord. Jeg lovede mig selv, at gav Gud mig Liv og Virke, saa skulde ikke denne Skam hænde mig. Var jeg betroet saa

stor en Gjerning, som at være Vægter paa Sions Mure, saa vilde jeg ogsaa forsøge med al den Evne, Gud gav, at være en Vægter, som kunde tyde Tidens Tegn. Jeg har saa ofte maattet mindes Frelserens Ord om sin Tids Prester, at de kunde ikke forstaa de jordiske Ting, og da langt mindre de himmelske (Joh. 3, 12). Derfor har jeg efter Evne søgt at sætte mig ind i Tidens mange brænden-de Spørgsmaal, saa at jeg kunde tale med om dem som den, der kjendte til og forstod, hvad han sagde, og ikke bare repeterede, hvad andre havde sagt. Det er en ussel Methode, at leve paa, hvad andre siger. Det er at fare om med laante Fjære. Men det er noget endnu værre: det er blot og bartSkin og Bedrag, da der ikke findes nogen Mening efler Paastand, hvorfor man ikke kan anføre Autoriteter; den ene store Autoritet slaar den anden ihjel uafladelig, Og ved Hjælp af Autoriteter kan man bevise overhovedet, hvad det skal være. Det er Middelalderens Tanke og Princip, som ny Dragt træder op igjen i vor Tid; men den nyere Videnskab fornegter al saadan Qvasi-videnskab og bygger kun paa Undersøgelser og Kjendsgjeminger.

Igjennem hele Middelalderen lærte man, at Arterierne var fulde af Luft, og langt ind i Nutiden. Ingen havde undersøgt Sagen, Blodomløbet, men alle beraabte sig paa, hvad de gamle havde sagt.

At der maatte være Ould at finde paa Kongsberg, var klart; thi man kunde henholde sig til Profetens Ord: Der skal komme Ould fra Norden.

Jeg kastede mig derfor over mange forskjellige Spørgsmaal og søgte at trænge ind i dem, og det lønnede sig udmerket. Det viste sig, at jeg havde et rigt Udbytte for min Aand, og at jeg virkelig blev i stand til at opgjøre mig en selvstendig og begrundet Mening om mange af Tidens Spørgsmaal. Ingen Mand paa Jorden kar. i vor Tid mestre alle Spørgsmaal; enhver faar være fornøiet, dersom han kan magte dem, som ligger nærmest hans Kald og Virke.

jo mere jeg søgte at vinde Viden og Oversigt, desto mere klart saa jeg, hvorledes den gamle Teologi stod paa skrøbelige Ben. Den taalte ikke, at man rørte nærmere ved den; derfor maatte den betjene sig af de gamle Midler som Kjætterbaal og Banlysning.

Naar jeg nu ved Slutningen af mit Liv skuer tilbage til Tilstanden hos os i min Ungdom, da ser jeg en merkelig Udvikling paa dette Omraade. En ny Tid er kommen, og den vil mere og mere sætte sit Præg ogsaa paa den teologiske Videnskab og paa Opfatningen af Kristendommen efter dens ydre Side.

Jeg glæder mig over, at jeg fik leve i denne Tid og med Moses fra Nebo Bjerg skue ind i det forjættede Land. Der vil komme en Dag, da det vil kunne siges, at nu er Dagen kommen og Natten er forbi; store Begivenheder i Historien varsler herom; jeg faar ikke se dem anderledes end som fra Bjergets Top. Deo soli gloria!

Foruden det Arbeide, som ovenfor er nævnt, var jeg ogsaa op-taget med praktisk Arbeide. Saaledes medførte Driften af den store Gaard, som jeg ledede, ikke saa lidet Arbeide; men det toges kun som Hvile og Rekreation. Skolekommissionen (Skolestyret) satte i Gang en Fortsættelsesskole paa Hangeraas i en Skolebygning, somvar opfart for Midler, som var skjænket til videregaaende Undervisning. Her var jeg med som Lærer.

Om Vinteren drev jeg Iigesom i Eid Snedkerarbeide i ledige Stunder; men jeg havde ikke saa megen Tid her som paa det nævnte Sted. Dog arbeidede jeg en Del Møbler og andre Ojenstande, som til-trængtes. Blandt andet arbeidede jeg saaledes en hel Del Bogkasser af en bestemt Størrelse og Form, med Beslag og Tilbehør, og de kom vel med siden, da jeg skulde flytte min store Bogsamling. Ingen, som ikke er Bogelsker og Bogsamler, forstaar, hvad det vil sige, at flytte nogle Tusinde Bind Boger; men det kan jeg sige, at det er en Opgave, som ikke er let, og som trænger stor Omtanke, særlig hvis Flytningen er lang og forbundet med Omlastninger. Jeg kan trygt sige, at jeg ikke har seet nogen, som havde det saa godt indrettet for Flytning, som det viste seg med os, da vi flyttede fra Bynesset. Kasserne var alle vandtætte, malte, merkede med Navn og Nummer, og havde sin bestemte Vægt, for ikke at blive for tunge, jeg kunde derfor flytte min Bogsamling, uden at den tog den ringeste Skade. Senere fik jeg prøve noget andet!

Klimaet paa Bynesset er temmelig haardt, især om Vaaren og Forsommeren. Bygden ligger udsat for Vesten og Nordvesten ind gjennem den brede, aabne Trondhjemsfjord; Vaaren var især kold og ubehagelig og tildels ogsaa Vinteren. Sommeren var derimod gjerne god. En Følge af disse Forholde var, at Befolkningen her led i høi Grad af Sygdomme i Aandedrætsorganerne, i Luftrøret og Lungerne. Lungebetændelser var saaledes den almindeligste Syg-dom og den hyppigste Dødsaarsag, Tuberkulose var ogsaa hyppig i Form af Lungetuberkulose, og Bronchit meget almindelig. Min Hustru taalte ikke godt dette Klima; hun fik Bronchit, som blev meget haard og langvarig. Hun kom sig langsomt igjen, da Sommeren kom; men det var med den slemme Følge, at Sygdommen stadig tog sig op igjen. Hun fik et Knæk, som hun aldrig siden helt overvandt. Bronchiten meldte sig igjen som kronisk hver Vinter og tog meget af hendes Livskraft. Hun led derfor meget under de klimatiske Forholde paa Bynesset og havde i det hele lidt vanske-ligt for at forsone sig med Stedet og Forholdene; hun trivedes ikke rigtig vel, skjønt hun ikke lod sig merke synderlig dermed. Men dette blev en Grund for os til at søge os bort fra Stedet, om der end kunde være meget, som talte for at forblive her nogle Aar. Ogsaa vort Barn, en Datter, led under Klimaet og var en Tid nok saa stærkt angrebet af den samme Sygdom som Moderen. Hvad mig angik, varjeg altid frisk, og Klimaet bed ikke paa mig, skjønt det ofte var haardt nok. Men det bidrog til, at jeg gjerne vilde bort; Vestlandet passede bedst for mig; der hørte jeg hjemme og did droges min Længsel.

12. TIL ULLENSVANG

Om Høsten 1889 blev Ullensvangs Sognekald ledigt, efter Sogneprest Julius Riddervold, som var udnævnt til Lærer ved det praktisk-teologiske Seminarium i Hovedstaden. Jeg havde aldrig været i Hardanger eller i Egnen søndenfor Bergen og kjendte saaledes hverken Stedet eller Folket; men jeg vidste da saa meget, at Klimaet der vilde være heldigt for min Hustru. Vi blev enige om, at jeg skulde søge Embedet; det kostede jo ikke noget at sege det; rimeligvis vilde jeg ikke naa frem.

Jeg sendte min Ansøgning og lagde Sagen med stor Ro over til ham, som leder alt til det bedste. Da jeg senere fik se Ansøgerne, sagde jeg til min Hustru: Jeg faar ikke Ullensvang; der var Ansø-gere, som syntes at maatte gaa foran mig, hvorfor jeg ikke gjorde mig noget synderligt Haab om Befordring. Men Herren vilde det anderledes. Jeg lagde i mine Tanker Sagen hen og tænkte ikke mere over den, da jeg fik se af Aviserne, at Kongen den 23de November 1889 havde behaget at udnævne mig til Sogneprest i Ullensvang. Da vi begge var ukjendte med Stedet, vidste vi ikke, hvad vi gik i Møde, hvorfor der heller ikke var nogen større Glæde over Udnævnelsen. Hvad den indebar for mig og os alle, forstod ingen af os dengang. Men havde jeg vidst da, hvad jeg ser nu, havde vi glædet os storlig. Jeg anede ikke, at jeg stod ved et Vendepunkt i mit Liv, og at et nyt Afsnit af dette skulde tage sin Begyndelse, ja, hvad mere er, det er i Grunden et nyt Liv, som aabner sig for mig; thi i Virkeligheden kunde jeg aldrig faa noget Embede, som passede bedre for mig, og hvor jeg følte mig mere hjemme end Ullensvang. Og jeg har saa mangen Gang tænkt og stundom ogsaa sagt, at om nogen kom og tilbød mig at vælge hvilken Stilling eller Embede, jeg selv ønskede, da vilde jeg svare: Jeg ønsker intet andet paa Jorden, end hvad jeg har.

Den Mand, som jeg vel særlig skylder dette, var den daværende Kirkestatsraad J. A. Bonnevie, tidligere Skoledirektør i Trondhjem, som jeg som Skolemand og senere som Prest havde lært at kjende. Han havde oftere været hos os, og jeg havde ligeledes oftere væreti hans Hus. Vi havde været sammen ved Lærerindeprøver, som han ledede, og hvor jeg havde deltaget som Censor, og han havde oftere hørt mig undervise. Ikke at jeg mener, at det gjorde noget til Sagen, at vi stod i Venskabsforhold; dertil var Statsraad Bonnevie en altfor hæderlig og selvstændig Karakter. Men han kjendte mig helt ud og vidste, hvad jeg duede til. Det var ham, som jeg skyldte, at jeg kom til Ullensvang, og ligesaa at jeg i mange Aar var Censor i Religion ved Lærerskolen paa Stord.

i

32. Fra Ullensvang.

Jeg ved med Bestemthed, at han udnævnte mig til Ullensvang, fordi han mente, at netop der var en passende Virkekreds for mig. Ved en Leilighed senere, da jeg traf sammen med Kirkestats-raaden, takkede jeg ham for Udnævnelsen og udtalte tillige, at jeg ikke havde ventet den. Da svarede han mig: De var den rette Mand til det rette Sted. Jeg takker ham i hans Grav for de Tanker, han nærede om mig, og for den Velvilje han dengang og oftere viste mig. Jeg haaber, at jeg ved Guds naadige Bistand kom til at svare til hans Forventninger. Dog er dette noget, som Herren alene maa dømme om.

Ja hvordan det nu var; udnævnt var jeg, og til Ullensvang drog jeg; hvordan det saa videre vilde gaa, det laa i Guds Haand. Paa Bynesset fandt man det underligt, at jeg vilde søge mig fra Trønde-lagen og til en saadan Afkrog som Hardanger, hvor de havde hørt, at der var ikke andet end Fjeld.Saa rustede vi os til ai bryde op. Det blev en travl Tid for os i Huset den følgende Vinter. Vi skulde forberede os til den lange Flytning, og vi begyndte i god Tid dermed, og det viste sig, at vi gjorde klogt deri. Vi havde hele Vinteren til at forberede os, og jeg lavede — som ovenfor nævnt — en hel Del Kasser til alle mine Bøger, Kasser. som jeg endnu har, og som var fuldkommen vandtætle. Ligesaa gjorde jeg Kasser til Indbo og Møbler, saa at alt kunde pakkes omhyggelig ind. Jeg var selv med og pakkede ned enhver Kasse; Nummer blev optegnet og Indhold. Herunder havde vi en udmerket Hjæl-perske i Frøken Susanna Daae, som var hos os som Veninde. Jeg kan ikke takke hende nok for al hendes Oodhed og Hjælpsomhed, og især var hun til stor Hjælp og Hygge for min Hustru. Frøken Daae og jeg pakkede alt, og saa godt gjort var det, at da vi kom ombord paa «Olaf Kyrre", komplimenterte Kapteinen os med vor Indpakning; han havde flyttet for mange Prester, men aldrig seet en saa god Pakning. Vi havde derfor ogsaa den Glæde, da Kasserne aabnedes, at alt var i samme Tilstand, som da det lagdes ned, — og det er neppe ofte, at man kan sige det ved en saa stor og lang Flytning.

Da Vaaren kom, holdt vi stor Auktion og solgte hele Besætnin-gen, nogle og tyve Storfæ, og tre af vore fire Heste, alle Maskiner og Gaardsredskaber af alle Slags; det var Auktion i flere Dage. Alt var udvalgt og i bedste Stand og blev ogsaa efter Datidens Forholde ret godt betalt; men naar jeg tænker paa Nutidens Priser, saa kunde der nok være Grund til at ønske, at Nutiden havde vist noget af sin Rigdom i Datiden.

Det var ikke ret meget, vi havde, da vi steg i Land paa Bynesset; men Gud havde rigelig velsignet os, og alt var lykkedes saa godt for os. Vi havde havt godt Udbytte af Gaarden.

Saa sluttede jeg Overenskomst med Bergenskes Dampskib «Olaf Kyrre", at det skulde komme til Bynesset og for en Fragt af 200 Kr. tage vort Gods og alle Personer og føre os lige til Ullensvang.

Paa Bynesset er det overalt saa udgrundt, at det ikke er muligt for et Skib at lægge til Land eller til en almindelig Kai. Men paa Braaleiret var der nu bygget en Dampsag, og der var anlagt en lang Brygge, hvor Skibe kunde lægge til. Der skulde vi gaa ombord. Den sidste Nat og Dagen efter tilbragte vi hos vore kjære Venner paa Braa, Per Braa og hans Kone Ingeborg Braa. Alt vort Tøi var ført ned paa Dampskibsbryggen af tjenstvillige Venner, som kom med Heste og Vogne og kjørte det frem, saa alt var færdigt til at haves ombord, da vi gik til Hvile den sidste Aften, vi tilbragte paa Bynesset.Det var Kristi Himmelfartsdag den 15. Mai, vi kom tii Braa, og Fredag kom /-Olaf Kyrre", og vi lastede ind Tøiet.

Den 17de Mai 1890 i straalende Vaarveir gik vi ombord, og mens Flagene vaiede allesteds, stod vi ud over Gulosen og Fjorden videre; det var en herlig Dag, og alt var saa opløftende og straalende, at vi glemte Afskedens Smerte. Vi var 8 Personer samt Hund og Kat og Duer. De sidste forlod os ude paa Trondhjemsfjorden og vendte til-

bage til sit Dueslag. Nogen havde aabnet Laaget paa Kurven, og vips, saa var de i Luften.

Næste Dag vaagnet vi i Kristiansund. Det var Søndag, og Veiret var lige straalende. Sjøen laa stille og alle Bygder laa grønne og fagre. I Kristiansund blev vi liggende hele Dagen og fik god Anledning til at besøge Slægt og Venner her. Skibet var en Lastebaad og gav sig derfor Tid, hvilket var heldigt for os.

Der var ogsaa en anden Prest med, som ligeiedes var paa Flytning, nemlig Sogneprest Marstrander, som kom fra Nordland og skulde til Fuse. Vi havde det meget hyggeligt ombord; vi var de eneste Reisende og havde Salongen og flere Lugarer til vor Disposition,og Opvartningen var udsøgt elskværdig. Skibet var som nævnt Laste-baad, men havde ogsaa Passagerbekvemmeligheder. Hele Reisen sydover var en af de behageligste Reiser, jeg har gjort. Alle var saa ven-lige og hjælpsomme, der var ruramelig Plads, og Veiret var som sagt rent udsøgt.

Saa passerede vi i straalende Veir Hustadviken, hvor vi havde havt saa haard en Tørn for 6 Aar siden, og kom til Molde, hvor vi gjensaa alle de gamle Kjæmper, vi kjendte saa godt. Vi dampede ud over Romsdalsfjorden og videre gjennem Aalesund langs Kysten hele Tiden i det samme straalende Sommerveir og naaede endelig Bergen, hvor vi modtoges af Slægtninge, og hvor vi tilbragte Pintsen og for-blev i flere Dage, da Skibet skulde losse hele sin Last og bagefter pudses og sættes istand til ny Tur. Vi var hos Major Mohr paa Fæst-ningen, men laa ombord. Jeg havde i min Ungdom været en Gang i Bergen, men kjendte kun lidet til Byen; nu fik jeg Anledning til at gjøre mig nærmere bekjendt med denne merkelige By, hvor jeg skulde komme til at tilbringe mange Dage senere, noget, som laa i Fremtidens mørke Skjød. Endelig var Skibet udlosset, det havde havt fuld Last af Klipfisk og Tørfisk m. v., og en Aften dampede vi i det samme herlige Veir udover Byfjorden og forbi Kvarven og vendte Stavnen sydover. Vi gik først ud til Fuse, hvor vi landsatte Sogneprest Marstrander med hans Gods. Vi laa et Par Timers Tid her. Det var saa øde og stille paa Prestegaarden, ikke et Liv mødte op og tog imod sin nye Prest. For os syntes alt saa ukjendt og fremmed, det var den første Gang, jeg saa en vestlandsk Prestegaard paa Bergenskanten. Den gjorde et stærkt Indtryk paa mig; jeg var ikke vant til saadanne Forholde. Alt var saa smaat og fattigsligt, saa gammeldags, med en Mængde smaa, uhensigtsmæssige Huse, og jeg beklagede i mit Hjerte ham, som skulde bo her. Jeg ønskede ikke at være i hans Sted. Endelig var vi færdige ogsaa her ved Midnatstid, og vi gik til Hvile. Det gik nu videre indover forbi Godøsund og gjennem Loksund og ind paa Hardangerfjorden. Men jeg kunde ikke sove længe; Spændingen var for stor; jeg sov vel 2—3 Timer kanske, saa var jeg oppe igjen; jeg maatte se Hardangerfjorden, som jeg havde hørt saa meget om, men aldrig havde seet.1 Tidlig om Morgenen, da Solen saavidt var gaaet op og kastede sit gyldne Skjær over Fjeldene, kom jeg op paa Dækket; da havde hele Scenen forandret sig, og det nye Skue greb

1 Jeg vidste ikke engang at en Fjord af dette Navn, «Hardangerfjorden», ikke findes i vort Land.

bns — XVI

9mig med stor Magt. Jeg saa foran mig en mægtig Fjord brede sig stille og klar ud for mit Blik; det var mit første Glimt af den store Fjord, som jeg skulde komme til at stifte saa neie Bekjendtskab med. Nu laa den brede Samlen for mig i Morgensolens Glød med alle de herlige Toppe og Fonner badet i Solguld! O, hvilket straalende Syn! Jeg glemmer det aldrig, og det var den første Indvielse, jeg fik til mit Liv i Hardanger, den første straalende Hilsen, Hardanger sendte

34. Ullensvang Kirke i sin nuværende Skikkelse.

mig, hvorved det vinkede mig til sig, kaldte mig til sin Tjeneste og gjorde mig til, hvad jeg siden blev, dets Beundrer, Dyrker, Elsker og Ven, som levede i, med og for det i den inderligste Samfølelse. Noget saa vakkert gribende, stemningsfuldt som Hardanger en Sommermorgen havde jeg aldrig seet, syntes jeg, og denne Følelse og Stemning fulgte mig siden gjennem Livet. I den stille, lyse Nat stod jeg paa Dækket og saa Billederne fra Omgivelserne glide mig forbi; men der var ingen, som kunde fortælle mig noget om dem. Af Land-skabets Karakter og Fjeldene forstod jeg, at vi nærmede os vort Bestemmelsessted mere og mere, og endelig fik jeg Øie paa enkelte Flag hist og her i Morgenstunden — det var ved Utne — og jeg forstod, at det var ukjendte Venner, som sendte os en taus Velkomst-hilsen. Flagene var heist for os overalt, og i det herlige Sommerveir gled vi forbi Trones og svingede mod Syd og ind i Sørfjorden, Perlen af alle norske Idyller, den skjønneste af alle vore Fjorde. Efter en Times Forløb kunde vi se «Kirken paa Tangen", som vi havde læst om eller rettere sunget om, og endelig laa Ullensvang for os, og vi dampede ind paa Opedalsviken, hvor vi lagde til ved r.For-eningskaien". Der var mødt frem en Mængde Mennesker, som vilde tage i mod os. Det viste sig snart: fra kjærlige Venner skiltes vi, og af Venner mødtes vi. Ellers var nok Folk kanske især mødt frem for at beskue og betragte de nye Prestefolk, som de ikke kjendte. Man fortalte mig senere, at det, som vakte den største Opmerksomhed, var Hesten, som førtes i Land. Saa stor og vakker Hest havde de ikke seet.

Saa stod vi paa Ullensvangs Grund og hilsede den navnkundige Prestegaard, Nils Hertzbergs og Nils Korens Prestegaard, og et alvorligt Spørgsmaal steg op i vore Hjerter: Mon hvad den skal bringe os af Lykke eller af Sorg? Det var godt, at vi intet vidste derom.

Prestegaarden gjorde et eget Indtryk. Den greb os alle med sin fortryllende Skjønhed og Romantik. Men Udhusene var i en sørgelig Forfatning og vidnede om, at Jordbruget fristede en kummerlig Tilværelse. Det samme syntes vist Hoppen, vi medførte; den vægrede sig for at gaa ind i den mørke, lave Stald, og vilde aldrig Iægge sig. Den var vant til andre Bekvemmeligheder.

Det var naturligvis noget overraskende for os at komme fra Trond-hjemsfjordens flade, grønne og smilende Bredder og til Sørfjordens mægtige Fjelde og bratte, ja lodrette Sider.

Jeg følte mig fra første Stund stærkt betaget af Hardangers Natur; jeg følte mig beslægtet med den gjennem min Fødebygds Natur. Romsdalen og Hardanger er nære Slægtninger, hvad Natur angaar. Romsdalens Natur er mere storslagen og vild; dens største Skjønhed ligger i dens vidunderlige fine Linier og enestaaende Perspektiver. Hardangers Natur derimod er det blide, yndige, sværmeriske, som fortryller en. Romsdalens Natur ligner Klassicitetens rene, strenge, alvorlige Kunst, medens Hardanger er Romantikkens drømmende, legende Skjønhed. Jeg elsker de to Søstre lige høit og ved ikke, hvilken jeg skal foretrække; men den sidste er min sidste Kjærlighed, og den maa nok beholde Prisen,

Vi fik i en Fart alt vort Gods i god Behold til Prestegaarden og kunde begynde at ordne os saa smaat med at pakke ud det, som førsttiltrængtes, og saa gik vi til Hvile for første Gang i Ullensvang Prestegaard.

Saa var vi da kommet til vort nye Hjem, det Hjem, hvor vi i saa mange Aar skulde leve lykkelig og tilfreds. Vi følte, at vi var kommet til et godt Hjem, og vi takkede Gud af Hjertet for al hans Godhed og Velsignelse.

Wilse foto.

35. Ullensvang Kirke.

13. MINE FØRSTE AAR I ULLENSVANG

Pastor Olaf Olsen — senere kaldte han sig Riddervold-Olsen, — havde bestyret Embedet og var her endnu, da vi kom. Af ham blev jeg da foreløbig orienteret og begyndte saagodtsom straks min Virksomhed. Det var nu Tiden for Bryllupper i Ullensvang, og det blev derfor mine første Forretninger at udføre en Del Vielser. Jeg mindes endnu saa godt min første Reise til Odda, da jeg maatte ro hjem igjen med 1 Mand i Skyds. Men det gjorde jeg ikke op igjen. Jeg mindes ogsaa godt det første Brudefølge paa Ullensvang. Det var første Gang, jeg saa en Hardangerbrud og drak Hardangerøl. Det var den 4de Juni, og den 8de juni holdt jeg min Tiltrædelsespræken i Ullensvang.Det var helt nye Forholde, jeg nu var kommet ind i, og hvori jeg nu maatte søge at orientere mig. Det gik forresten temmelig let, da Forholdene her var ikke saa lidet beslægtede med Forholdene i Romsdalen, skjønt der dog var enkelte Forskjelle. Men de var nu mere forskjellige fra de, jeg kom ifra i Bynesset. Jeg begyndte snart at forstaa dette, skjont det først efterhaanden gik helt op for mig.

Hvad Folket angaar, saa fandt jeg her en Kultur, som jeg ikke tidligere havde kjendt. I Hardanger mødte mig en Bondekultur saa høi, saa ædel og fin og saa rent norsk, at jeg i de Bygder, hvori jeg var kjendt, aldrig havde fundet dens Lige. Sproget var ualmindelig fint og velklingende, saa blødt og melodisk, at jeg høilig maatte beundre det. Det er sikkert flere Dialekter, som er ligesaa norske som Hardangermaalet; jeg kan nævne Søndmørsmaalet, Sognemaalet, Vossemaalet, som jeg kjender en Smule til, og som alle er gode norske Bygdemaal; men det er en stor Forskjel i Velklangen. Man kan bare tenke paa Vossemaalet, hvor haardt og skarpt det klinger, eller paa en Sogning, hvis Ord lyder som en Stormbyge med piskende Hagl, eller Smaasten, som ramler. Søndmørsmaalet derimod er nok fint og blødt; men det er lidt slæbende og giver et Indtryk af lidt Seighed.Hører man en ældre Kvinde i Hardanger tale, saa er det saa fint, saa velvalgte Ord, saa langsomt, og det er aldeles, som om hun synger Ordene ud. Det er Musik, og det merkelige er, at ingen fremmed kan gjøre det efter; forsøger de, bliver det blot til Spot og Latter. Jeg hørte saa ofte Haringer sige: Det nytter aldrig for den, der ikke er født og opvokset i Hardanger, at forsøge at tale Hardanger-maalet.

Jeg mødte her en Nationalaand og en Kjærlighed til alt vort eget, alt Norsk, som jeg ikke tidligere havde kjent. Denne Aand fik stor Indflydelse paa mig og favnede mig i sit Skjød.

Og paa samme Vis er det i andre Henseender. At se en Menighed i Guds Hus i Hardanger er et opbyggeligt Syn, og jeg blev grebet af det den første Gang, jeg saa det. Det er præget af høit, stille Alvor, af Andagt og Ærefrygt. Kirken stod, efter Digterens Ord, paa et høit og fredlyst Sted, og det sporedes overalt. Vil man lære en Bygds Kultur at kjende, skal man gaa til Kirken og lægge nøie Merke til, hvad man der ser. Ser man f. Ex. at en stor Del, kanskje de fleste, ikke har nogen Salmebog og sidder ganske ligegyldige og ser sig omkring under Salmesangen, saa ser man, hvad Tidens Ur viser os. Ser man Folk komme trampende ind i Kirken eller gaa trampende ud under Gudstjenesten, saa har man et godt Vidnesbyrd om Kultur.

Jeg vil pege paa endnu et Vidnesbyrd. Vi hører i vor Tid om Slagsmaal, Knivsting, Raaskab, Fylderi o.s.v. i snart sagt hver Avis, og værst er i det Hovedstaden, hvor man skulde vente den høieste Kultur. Nu er det merkeligt at iagttage, at naar Folk bliver berusede, kommer den sande Natur frem, og man kan bedst se, hvor høit Kulturen staar, naar man giver Agt paa Selskabslivet. Det er et bekjendt Ord i vor Literaturhistorie om en af vore Digtere, at han «var fransk midt i Perialen", og det er sagt som en Kompliment til Manden for hans Kultur. I Paris kan man se Tusinder sidde paa offentlige For-lystelsessteder, hvor der er Vin og andre Drikke i Overflod, og aldrig ser man nogen vise Tegn til Fylderi og lignende. Det er Vidnesbyrd om Kultur. Saaledes ogsaa i Hardanger. Jeg har aldrig i noget Bryllup eller Lag seet noget Slagsmaal eller noget andet, som vidner om manglende Kultur. Man hører aldrig vilde Hyl, Eder og Forban-delser, men kommer man til enkelte andre Bygder, hvor jeg er kjendt, hører man vilde Hyl og lignende snart sagt hver Lørdagskveld. Ja, «In vino veritas", det er Sandhed.

Ja, jeg kunde nævne meget andet; men det fører mig for langt.

En Eiendommelighed for Folket i Hardanger er, at det er megetreserveret og tilbageholdende overfor fremmede. Det er ikke let at blive kjendt og at vinde Fortroligbed. Jeg har ofte seet, hvorledes fremmede har mødt Personer fra Hardanger med stor Hjertelighed og vil tage dem ligesom ved Storm. De har faaet som et Slag i Ansig-tet, og de forspildte sin gode Hensigt. Man maa derfor være meget varsom som Prest for ikke at støde nogen. Nils Hertzberg kjendte Folket ualmindelig godt og var meget elsket af sin Menighed. Men han kunde være lidt hastig og ubetænkt. Engang kom han ud af Kirken en Søndag, og foran Kirken staar der en Flok Kvinder, som H. kjender og venlig hilser paa. Blandt dem var en Kone, som Presten kjendte vel, og som han havde faaet mangen vakker Smørform af. Man brugte nemlig altid, hvis man hørte til de bedrestillede, at sende Presten en Smørform, naar man første Gang efter en Barselseng kom i Kirken og som det hed: «gjekk att i Kyrkjo", d. e. blev indledet. Presten hilste ogsaa paa den nævnte Kone, saa paa hende og sagde smilende: «Jeg ser, at jeg snart kan-vente mig en Smørform igjen af dig." Da blev Konen blussende rød og svarede: «Eg tenkjer, han Far heve fengjet nok Smørformer av meg." Han havde grovelig forsyndet sig, idet han foran Kirkedøren og i mange Folks Paahør havde sagt nævnte Ord. Dette omtaler jeg, fordi det saa klart viser Folkekarakteren. «Kom ikke for nær mig."

Men havde man været saa lykkelig at bryde igjennem dette Dække og komme ind til Hjertebunden, da behøvede man ikke at beklage sig over manglende Fortrolighed. Da aabnede Hjerterne sig som ved et Trylleslag.

Et andet Træk af Folkets Kultur er den stærke Evne, det har til at øve Kritik. Den kritiske Sands er gjennem lang Tids Udvikling blevet skjerpet og har lært at finde Udtryk i vittige, fine, ironiske Svar og Vendinger. Jeg maatte saa mangen en Gang beundre den Færdighed, hvormed de kunde afvise en Bemerkning eller «tournere en. Vending" som man kalder det. Et godt Svar, en fin Vits skattedes høit og glemtes ikke.

Men ogsaa Presten maatte være forberedt paa, at han ikke blev skaanet. Den kritiske Evne er altid farlig og kan let misbrukes. Det bedste Middel mod den er en rammende Bemerkning eller Svar.

Min Formand, J. Riddervold, havde i omkring 10 Aar siddet som Sogneprest paa Ullensvang; jeg kjendte ham fra Hovedstaden og vidste, at han var en Mand, som havde en meget fin Fremtræden, et smukt Foredrag, og at han nød stor Anseelse i de høiere Kredse i Oslo. Han var i det hele en Formens Mand. Men han var ogsaa enbegavet Prædikant og af en meget elskværdig Karakter. Det forstod man meget vel i Hardanger, og alle roste hans formfuldendte Præ-kener og hans milde, kjærlige Væsen. Han var desuden en rig Mand efter vore Landsforholde, og det pleier ogsaa at være et Plus ved en Prest, naar han blot ikke har Skin af at være paaholdende.

Alligevel var ikke Forholdet netop som det burde være, og som sikkerlig Presten inderlig ønskede, at det skulde være. Det blev aldrig nogen rigtig Fortrolighed mellem dem. Det kunde kanske delvis skyldes, at Pastor Riddervold var en Bymand og aldrig havde lært Landsens Forholde at kjende, og det kunde skyldes Menigheden, som ikke tilfulde forstod at skatte sin Prest.

Det kunde saaledes være mangt og meget, som kunde virke til, at Forholdet blev som det blev; men fremfor alt var det Politikken, som maa bære Skylden. Jeg skal senere komme tilbage til den og her kun nævne, at der i 1880—1890 var de store politiske Kampe i Norge, som gjennemtrængte og rystede alle. Pastor Riddervold var blevet draget ind i Kampen ved et Angreb paa SørenJaabæks Kristendom; han mente det sikkert meget godt, og han kunde efter min Mening have Ret i mangt og meget; men i det hele var hans Angreb noget hensynsløst, og ialfald var hans Bevismaade aldeles forkastelig. Jeg behøver blot at nævne, at et af Beviserne for, at Jaabæk var en Kristus-fomegter og en Kristendomsfiende, var, at han havde udtalt sig anerkjendende om den store franske Revolution. Som Vidnesbyrd om Jaabæks gudsbespottelige Tale anførtes, at Jaabæk havde skrevet, at en Hest bed Øret af en Mand, idet den troede, „at alt Kjød var som Hø", jeg har læst alle disse Artikler og mere til, og jeg kan ikke negte for, at skjønt jeg jo nærmest stod paa hans Side, var jeg dog ærgerlig over, at han kunde skrive, som han gjorde; han skadede Kristendommen ved sit Forsvar for den.

Ialfald skadede han sin Stilling i Ullensvang, og han modtoges paa Forhaand med Mistro og dyb Uvilje. Og da han var kommen sig i Ro her, rettedes der flere voldsomme Angreb paa ham i Avisopsæt og Brochurer, og hans Svar gjorde galt værre.

Den politiske Strid undergrov aldeles Sogneprestens Stilling, og det var kanskje Følelsen heraf, som gjorde, at han forlod Ullensvang.

Det vil let forstaaes, at den Stilling, hvori Pastor Riddervold var kommen, gjorde, at det var meget vanskeligt at komme efter ham. Gemytteme i Menigheden var nok saa spændte, og kom der en Prest, som vilde gaa i Formandens Spor, kunde han vente sig en mindre behagelig Modtagelse. Man var derfor spændt paa at erfare, hvad37. Ullensvang Kirke. w,lse '°ro'

den nykomne Sogneprest forte i sit Skjold. Han var formentlig som alle Prester: Fiender af Folkefrihed, Folkestyre og andre politiske Slagord.

Nu skal jeg aabent og ærlig tilstaa, at skjønt jeg havde holdt mig ganske udenfor den politiske Strid og var en Fredens Mand, som ikke følte nogen Lyst til eller Interesse for politiske Kampe, var jeg som de aller fleste Prester i Datiden nærmest at henregne til Høire, uden at jeg dog i alle Henseender delte Partiets Anskuelser, Jeg stod helst som en passiv Tilskuer.Den Mand, som jeg her kom nærmest i Berørelse med, og som fik meget at sige for mig og min Udvikling, var Folkehøiskolelærer Johannes Helleland. Han var i sin Ungdom blevet kjendt med den grundtvigske Aandsretning og var bleven greben af den. Han var udgaaet fra Stord Seminarium og havde været Lærer en Tid i den saakaldte Almueskole, da han besluttede at oprette en Folkehøiskole i sin Hjembygd. I 1869 kom han tilbage til Hjembygden fra Øiestad og oprettede i Forening med Vilhelm Poulsen, senere Sogneprest i Seljord, en Folkehøiskole paa Lofthus. Han fik snart føle Sandheden af det gamle Ord om Profeten, som ikke er agtet i sin Hjembygd. Haringeme var ogsaa kritiske overfor sine egne, og Søgningen var ikke netop stor. Det gik dog til 1874, da Poulsen forlod Skolen; siden gjenoptoges den, og I. Bøhn var med i nogle Aar. Han søgte gjentagne Gange Amtstinget om offentlig Støtte, men Andragendet blev altid afslaaet. Under megen Forsagelse og Kamp holdt han dog Skolen gaaende, til bedre Tider oprandt for Skolen.

Fra gammel Tid havde Folket i Hardanger været konservativt; det var et norsk Karaktertræk. Da den nyere politiske Bevægelse i vort Land tog sin Begyndelse omkring 1870, var Johannes J. Aga den ledende Mand i Ullensvang; han var Herredets Ordfører og i mange Aar Stortingsmand; han kunde ikke følge med i den nye Bevægelse og blev skudt tilside i 1873. Der opstod nu en heftig Strid i Ullensvang mellem Høire, repræsenteret af Johannes Aga, og Venstre, repræ-senteret af Johannes Helleland. I flere Aar havde Høire Overtaget, men i 1879 faldt Johannes Aga, og Johannes Helleland blev Ordfører, en Stilling han indehavde endnu ved mit Komme til Ullensvang og i mange Aar efter. Han var saaledes den toneangivende og bestemmende i Herredet, eller ialfald i Sognet, og særlig fylkede Ungdommen sig under hans Fane.

Det var derfor naturligt, at den første Mand jeg fik nogen Føling med, var Johannes Helleland, og om jeg end ikke helt delte hans Synsmaader, saa var jeg dog meget sympatisk stemt overfor ham, og efterhaanden blev vi Venner og omgikkes stadig. Johannes Helleland fik megen Indflydelse paa mig, særlig med Hensyn til min Stilling til Ungdomsbevægelsen, Maalsagen m. m.

I det politiske Liv deltog jeg ikke. Jeg interesserede mig nok for politiske Spørgsmaal, men stod altid som passiv Tilskuer. Jeg modtog Opfordring til at stille mig til Valg som Stortingsmand, og jeg blev i den Anledning interpelleret om min politiske Troesbekjendelse, men svarede, at jeg ønskede ikke, at nogen skulde stemme paa mig;det vilde bare føre til Skuffelser. Jeg egnede mig ikke for denne Stilling, da jeg ikke helt kunde opgive min Frihed og ikke kunde eller vilde binde mig til et enkelt Parti. 1 meget kunde jeg slutte mig til Venstres Syn, men ikke i alt. Mit Svar fandt ikke Bifald, og jeg følte mig ikke saaret derved.

Hvad min egentlige Virksomhed angaar, fik jeg snart føle, at der stilledes ganske overordentlige Krav til mig. De første to Aar, jeg tilbragte i Ullensvang, blev meget strenge Arbeidsaar, og jeg maatte anstrenge mig til det yderste for at kunne udføre det, som var abso-lut nødvendigt; alt andet maatte foreløbig hvile. Jeg stod nemlig alene i Embedets Betjening i den store og vidstrakte Menighed, og havde langt mere at gjøre, end en Mand kunde bære. Kapellanen, Riddervold-Olsen, som havde betjent Embedet et Aars Tid efter Sogneprest Riddervold, forlod Stedet, da han havde faaet Ansættelse t Strandebarm, og jeg tænkte da, at der muligens kunde træffes en Ordning om en bedre Betjening af Menigheden. Ullensvang var jo et stort Sognekald med 3 Kirker og store Afstande. Der havde altid i den senere Tid været to Prester, og det maatte erkjendes af enhver, at dette var nødvendigt. Fra Kirkestyrelsens Side var det ogsaa udtalt, at der burde være to Prester, og man havde foreslaaet Oprettelsen af et residerende Kapellani; men dette vilde Herredsstyret ikke gaa ind paa. Jeg fandt det nødvendigt straks at optage dette Spørgsmaal til Behandling og konfererte med mine Overordnede derom, som alle var enige med mig om Nødvendigheden af Ansættelsen af en egen Prest. Departementet vilde, at der skulde oprettes et residerende Kapellani; men Herredsstyret afviste Sagen, det negtede enhver Bevilgning og vilde ikke have flere Prester, men holdt paa den gamle Ordning, hvorfor ogsaa Departementet bemerkede, at det var eneste Gang, det havde hændt, at en Menighed uden videre erklærede, at den ikke ønskede en større geistlig Betjening end den havde.

Der havde gjennem lange Tider altid været personel Kapellan i Menigheden, og en saadan ønskede man fremdeles; thi det var den billigste Ordning, saasom Sognepresten bar alle Udgifter. Forhand-lingerne førte saaledes ikke til noget Resultat, og jeg sled mig næsten ud under det meget Arbeide, som læssedes paa mine Skuldre og truede med at knuge mig til Jorden. Vilde jeg ikke ødelægge min Helbred, maatte jeg derfor søge om at faa en Kapellan, og Vaaren

1892 fik jeg som saadan den unge Otto Christophersen, og nu blev det lysere Tider og bedre Arbeidsvilkaar for mig. Jeg havde til min sidste Tid altid Kapellan, og det var meget heldig for mig, da derderved aabnedes mig større Frihed til andre Arbeider, som senere kom til at indtage en vigtig Plads i min Virksomhed, hvorom mere nedenfor, Christophersen var her til 1894, da han forflyttedes til Hønefoss, hvor han nylig døde (1928) som Sogneprest. Senere var Jacob Schultz Kapellan i mange Aar (1895—1902), og derefter Pastor

38. Ullensvang Prestegaard.

Fredrik Gronningsæter (1902—10). Tilsidst var Pastor Christen Bru-seth her en kortere Tid (1911-—13).

Noget af det første, jeg i Forbindelse med min nye Medtjener foretog mig, var Stiftelsen af Odda Ungdomsforening i 1892; senere byttede den Navn og kaldte sig Odda Ungdomslag, Den voksede snart og blev efterhvert det største Ungdomslag i Hardanger. Den arbeidede meget godt, og jeg saa gode Frugter af Arbeidet. Jeg blandede mig ikke ind i Styret; den fik helt styre sig selv; men jeg tror, at jeg særlig i den første Tid væsentlig bar den. Jeg holdt Foredrag hver eneste Gang, jeg kom til Odda, dog ikke i Turisttiden, og det var ikke et ganske lidet Arbeide, jeg ofrede den. Samtidig begyndtejeg ogsaa at arbeide i de andre Ungdomslag, som efterhaanden opstod, tildels ved min Medvirkning eller Tilskyndelse; der var til-sidst Lag i alle Skolekredse, og jeg havde stadig Opfordring fra dette eller hint Lag om at komme til det og holde Foredrag.

At holde et godt Foredrag i et Ungdomslag, er ikke saa let, især naar Foredragsvirksomheden strakte sig ud over flere Aar. Jeg merkede paa den stærke Interesse, som sporedes hos de Unge, og det fyldte Hus, hvor Gamle samledes med de Unge, at Foredragene slog godt an. Indholdet var yderst omfattende og spændte over mange Omraader: snart var det religiøse Spørgsmaal, snart var det historiske eller kulturhistoriske, snart sociale, snart politiske, dog kun orienterende, alle valgte saaledes, at det maatte interessere de unge og styrke dem i alt det, som godt var, løfte Fanen høit op for dem og holde den frem for dem. Fanen staar, om Merkesmanden falder. Det vil forstaaes af alle, som har prøvet lidt af dette Arbeide, at det kræ-vede ikke saa liden Tid og Anstrengelse. Jeg holdt aldrig et Foredrag uden grundig Forberedelse, og der var Foredrag som krævede Forstudier, undertiden flere Dage. Ved alle de større Ungdomsstævner var jeg tilstede, dersom Omstændighederne tillod mig det.

Prestegaarden, Ullensvang, var yderst forskjellig fra mine to tidligere Prestegaarde. Da jeg første Gang saa den, blev jeg lidt forbauset; ja, til en Begyndelse satte den mig i Skræk. Jeg havde selv drevet Gaarden i de to Embeder, jeg havde indehavt, og jeg havde tænkt at gjøre det samme her; men denne Tanke opgav jeg, saa snart jeg lærte Forholdene at kjende; det saa jeg straks, vilde ikke gaa. Gaarden var af uhyre Udstrækning og strakte sig fra Fjorden lige op under Sneen, men kun en ganske ringe Del kunde der være Tale om at drive som Gaardsbrug. Det meste var bratte og vanskelig tilgjænge-lige Styrtninger, hvor det vaf livsfarligt at færdes. I min Embedstid blev en Gut slaaet ihjel i Slaattemarken af en Sten, som kom over ham, og der var hændt lignende Ulykker før, saa man kan forstaa, at| den var. en stor Forskjel paa Ullensvang og de to andre Prestegaarde, jeg havde havt. Fra Jordbrugsstandpunkt betragtet maatte man helst sige, at Gaarden var umulig. Det blev derfor hermed, som det havde været i lang Tid: Gaarden overlodes til en Forpagter, den samme, som havde været her i flere Aar og var en meget dygtig Arbeidsmand, med hvem jeg den hele Tid kom godt ud af det, og som til min Sorg forlod mig efter henved 20 Aars Samvær.

Ullensvang er en ualmindelig tungbrugt Gaard og havde ingendyrket Eng; kun gammel Aker, som laa paa Fladen, hvor Kirken og Husene er bygget. Alt andet var udyrket og for en stor Del udyrk-bart, opfyldt af en Mængde Sten og Grus og meget bratlændt. Skred havde derfor oftere gaaet over Gaarden. Selve Nesset eller Fladen var dannet af Elven og Isen og bestod af Grus og Sten, med et tyndt Jordlag over. Som Følge heraf var Gaarden i varme Somre en

39. Ullensvang Prestegaard.

meget daarlig Korngaard; i regnfulde Somre kunde den derimod være nogenlunde. Men under alle Omstændigheder kræver den en stor Arbeidshjælp, og den kan vanskelig tænkes at give noget Ud-bytte som almindeligt Gaardsbrug. Den senere Tids forandrede Forholde med langt hoiere Arbeidspriser end tidligere maa endog føre til betydelige Tab for Brugeren, om denne vil drive Gaarden paa gammel Vis.

Men er saaledes Prestegaarden som Gaardsbrug betragtet ikke at rose, saa tager den sin Mon igjen paa andre Omraader, og der er andre Sider ved den, som giver den stort Værd. Her tænker jeg da først og fremst paa den vidunderlige skjønne og romantiske Belig-genhed, som indtog mig saa helt, at jeg aldrig vil kunne glemme den. Saa vakkert som det her var, havde jeg aldrig boet. Jeg kunde sigesom min fulde Overbevisning, at jeg havde den skjønneste Gaard i Landet. I hvert Fald var det saa for mig, at den var det vakreste Sted, jeg nogensinde har seet. Og jeg elskede den som ingen anden har elsket den. Det var en Naturens Skjønhed, som berusede mig, og at sidde ude paa Verandaen med den speilklare, «grønklare" Fjord og den i gylden Glans straalende Bræ foran sig og de sne-klædte Tinder, som luede i Aftensolen, og høre Fossens og Elvens Torden eller Sus bag sig — kunde der vel tænkes noget vakrere Syn en Sommerkveld? Saa syntes i hvert Fald jeg, og jeg kunde ikke blive træt af at dromme her. Eller naar alle Frugttræer stod i Blomst og spredte sin fine Duft ud i Luften, og det saa ud som et Tæppe af det fineste hvide til det svagt rosenrøde Spind. Eller naar alle Roser stod udsprunget, og der var Tusindtal af dem, var det ikke et Syn, som maatte fylde en Sjæl med den høieste Beundring?

En anden Fordel ved Gaarden var, at den var velskikket som Frugtgaard, Vistnok er Ullensvang ikke af de bedste Frugtgaarde i Sørfjorden i alle Henseender, men i enkelte Retninger er den udmerket, og i andre er den i det hele taget middels, regnet efter Forholdene i Hardanger, hvor Kravene i denne Henseende er meget store. Som Plantefelt for Æbler er en Del af Jorden for grund og tør, men den har dog andre Steder, hvor Jorden egner sig bedre. Pærer og Plommer vokser meget godt overalt. Men det er især for Moreller og Kirsebær, at Ullensvang med sin varme, tørre Jordbund egnede sig i en fortrinlig Grad. Alle de Morelletrær, jeg plantede af de forskjelligste Arter, trivedes godt og bar rigelig og vel udviklet Frugt, og Moreller var i det hele taget den Frugt, som det lønnede sig bedst at dyrke.

Det havde ikke været gjort meget for Frugtavlen paa Ullensvang før mit Komme. Sogneprest Riddervold havde hverken Interesse for eller Forstand paa Frugtdyrkning. Af de ældre Prester var Provst Irgens den, som havde gjort mest, samt Vilhelm Koren, som var per-sonel Kapellan. Det har været skrevet offentlig, at det var Nils Hertzberg og Nils Koren, som begyndte Frugtavlen paa Ullensvang; vi har her et Eksempel paa, hvad uvidende Skribenter kan føre frem. Sagen er, at de nævnte Mænd intet eller saa godt som intet gjorde i den Retning; hvad der fandtes af Frugttræer, skyldes omtrent ude-lukkende Vilhelm Koren, som drev en Planteskole her i flere Aar, og Irgens. Der fandtes intet ædelt Morelletræ i bæredygtig Stand, kun Fuglebær og Kirsebær, nogle faa Plommetræer, rodægte, ognogle gamle Pæretræer. Af Æbletræer var der flere. Bruttoudbyttet kunde vel i Gjennemsnit sættes til en 5—600 Kr.

Jeg har fra Barndommen og Ungdommen næret Interesse for Havebrug og især Frugtavl, og jeg folte mig derfor stærkt tilskyndet til at tage fat paa den Opgave, som her laa for mig. Allerede næste Vaar kjøbte jeg en Del Frugttræer fra Sandnes; flere døde ud for

mig, fordi jeg var ukyndig. Da Ullensvang har saa tør og grund Jord, og Vaaren og Forsommeren er tør og varm, skal der stor Omhu og Kyn-dighed til for at faa Træerne til at staa ud den første Sommer, dette lærte jeg af dyre-kjøbt Erfaring, men saa be-seirede min Forstand og Erfaring Naturen. I de følgende 20 Aar plantede jeg i Almin-delighed omkring 100 Frugttræer, foruden Buske og Sir-planter, og enkelte Aar mere, optil 150 Træer. Jeg havde derfor ved min Fratræden en af de største Frugtplantnin-ger i Hardanger, og sikkerlig den største, som fandtes paa nogen Prestegaard i Landet. Jeg havde da ca. 12—1300 Træer. De fleste Træer var dog endnu unge og kunde ikke give stort Udbytte; men jeg beregnede, at om jeg havde faaet være der nogle Aar til, skulde jeg havt et Brutto-udbytte af ca. 5000 Kr. efter Datidens Priser. Nu vilde det have været det flerdobbelte. Jeg drev det ikke til mere end vel 2000 Kr.

Jeg vil heller ikke undlade at fortælle, at det var ikke blot Frugt-træerne, som optog min Interesse. Næsten ligesaa meget optoges jeg af Blomsterhaven, og den var en Fryd for Øiet, da den var paa sit Bedste. Roserne var især skjønne og rige, det var et Væld af Roser i alle Farvenuancer.

Hvad Husené angaar, var de mange i Tal og meget gamle og yderst uhensigtsmæssige. Stalden var formentlig et Par Hundrede Aar, og Borgestuen var kanske heller ikke saa meget yngre. Men

40. Barlinden i Ullensvang Prestegaard 1894.Hovedbygningen, som det for os personlig kom mest an paa, var af temmelig ny Datum, bygget af Provst Irgens i 1864—66. Den var stor og rummelig og godt indrettet, skjønt den ikke helt kunde siges at være moderne eller tidsmæssig efter de Krav, som nu stilledes. Vi fandt os meget vel tilfreds med den, efterat jeg havde foretaget en liden Forandring, nemlig aabnet Dør ud til Haven og bygget en Veranda foran denne, hvorved vi fik let og fri Adgang til Haven, og havde om Sommeren her vort hyggeligste Opholdssted.

Vi havde et hyggeligt Hjem, hvor vi trivedes saa vel, at vi aldrig ønskede os bort herfra. Min Hustru havde Evnen til at skabe et godt Hjem; hun hørte til den gamle Slægt, den Type af Prestefruer, som nu mere og mere forsvinder, for hvem Gjestfrihed var en hellig For-pligtelse. Det viste sig da ogsaa snart, at Prestegaarden øvede sin Tiltrækning, og mange kom til at gaa ud og ind her i de Aar, vi sad her. Mere herom nedenfor.

I 1891 døde min kjære Moder, og jeg fik ikke sige hende det sidste Farvel og heller ikke følge hende paa hendes sidste Færd. I

1893 døde min Fader, og da var jeg hjemme ved Begravelsen. Altid havde jeg været en Tur hjemme hver Sommer; nu blev det forbi hermed. Sidste Gang min Hustru og jeg besøgte Far, var i 1892, og han var da meget skrøbelig.

14. MIT LIVSVIRKE I ULLENSVANG Mit Arbeide i Menigheden.

I Ullensvang kom jeg til at tilbringe den længste Del af mit Liv og tillige den betydningsfuldeste Del, den modne Manddoms Tid. Her har jeg nedlagt det bedste af min Arbeidskraft, og her har mit Arbeide ogsaa baaret den rigeste Frugt.

Jeg kom snart til at merke, at jeg var kommet ind i nye, for mig hidtil ukjendte Forholde, som aabnede videre Udsigt for mig over Livet. Jeg var kommet den store Kulturverden nærmere og kjendte Luftningen af de stærke aandelige Stromninger, som gik gjennem Tiden. Det var, som om jeg fik mere Luft under Vingerne og kunde stige høiere. Det var flere Omstændigheder, som bidrog hertil. Først at nævne er, at jeg kom i Berørelse med en national Aandsretning, som jeg vistnok kjendte noget til fra før, men som her var langt stær-kere, og som stod det kristelige Livs Stromninger nærmere. Nogen

bns - xvi

10«Politiker" blev jeg ikke; jeg har aldrig kunnet forsone mig med Folitiken og kunde ikke fordrage at sælge min Overbevisning og aandelige Frihed; men jeg fulgte med levende Interesse med og grebes af den stærke nationale Aand, som raadedé i Hardanger.

Min Forkyndelse af Ordet blev vistnok ogsaa delvis paavirket af min Udvikling. Jeg forsøgte efter Evne at gjøre den saa praktisk, saa levende, saa «folkelig", som det var mig muligt, paa samme Tid som jeg fastholdt det kristelige Livssyn, som jeg havde tilegnet mig, i ait væsentligt. Men det var ikke alle givet at forstaa mig, og jeg fik stadig merke det. Men det forandrede ikke min Opfatning, som jeg endnu paa mine gamle Dage og med Evigheden for Øie fastholder, at Kristendommens Sandhed og høie Alvor ikke maa krænkes i nogen Maade, om dens Forkyndelse end er præget af Tidens Aand og Tanker. Det er min Overbevisning, at Kristendommen passer for alle Tider og for alle Dannelsestrin og Kulturformer; men den skal klæde sig i Tidens Dragt og tale Tidens Sprog, saaledes som vi særlig ser, at Apostelen Paulus gjorde, han som vilde være Jøderne en Jøde og Grækerne en Græker, forat han kunde vinde nogle.

Jeg kom snart til at træde i nær Forbindelse med Ungdoms-bevægelsen. Allerede i Eid havde jeg forsøgt saa smaat; men det vakte der en heftig Modstand af alle alvorlige Kristne, og jeg blev tvunget til at opgive Arbeidet. Men i Hardanger fandt jeg For-staaelse, og jeg nedlagde et betydeligt Arbeide i denne Sags Tjeneste. I hele min Embedstid — bortseet fra det første Aar — har jeg været uafbrudt i Virksomhed. Der var neppe en Søndagskveld, uden at jeg holdt Foredrag i et eller andet Ungdomslag, og ofte ogsaa til andre Tider, dog ikke om Sommeren. Jeg har holdt hundrede Foredrag, snart af religiøst Indhold, snart af videnskabeligt Indhold, og altid var der fuldt Hus. Det kom vel kanske af, at jeg besad enkelte For-udsætninger for dette Arbeide, som ikke alle havde. Jeg har hele mit Liv. siden jeg kom til fuld Bevidsthed, været interesseret i høi Grad for Videnskab, Oplysning og Kultur, og jeg har læst meget, uendelig meget mere end Prester i Almindelighed, og det kom nu til Nytte.

En stor Del af mit Arbeide laa i at tale privat med mine Sognebarn. Jeg har altid havt saa let for at omgaaes mine Medmennesker og tale med dem, og jeg har aldrig staaet fast i denne Henseende. Og jeg har talt med mange, mange Tusinde, ikke bare om det rent dagligdagse, men ogsaa om det, som rørte sig i Hjertets Dyb, og jeg maa bekjende, at saadanne Samtaler var mig kjære, og jeg kan endnu41. Odda i Hardanger 1909.

med Tak og Glæde mindes de mange Stunder i det stille Rum ved Sygesengen og dens Alvor, eller den fortrolige Samtale i «Buen", hvor Hjerterne aabnede sig, eller Modet i Guds frie Natur, ikke at tale om Kontoret og Oddastuen.

Enhver vil af dette forstaa, at min Tid var stærkt optaget; der var ikke mange ledige Stunder. Men der kom dog meget til. Jeg har altid brugt en Stund af Dagen til Arbeide paa mig selv og mit eget Forhold til det religiøse Liv, og endvidere til videnskabeligt Arbeide;dette holdt jeg stadig fast ved ogsaa i Ullensvang. Det græske Ny-Testamente laa altid paa Skrivebordet, og det laa ikke der ubrugt. Det hebraiske Gamle Testamente stod ogsaa ved Siden, og det bar ogsaa Spor af at være brugt.

En liden Episode kan jeg fortælle i denne Anledning. Det var kort efter, at jeg var kommet til Ullensvang. Jeg havde sid-det en liden Stund ved Skrivebordet; saa var jeg blevet kaldt ud i en Forretning, og jeg havde i Skyndingen forladt Bordet, saaledes som det var under mit Arbeide. Saa var der kommen en Turist, en dansk Digter, og vilde hilse paa mig; da jeg var borte, bad han om, at han kunde faa kige ind i Kontoret, og det fik han naturligvis. Her havde han da faaet Øie paa Bøgeme, som laa opslaaet, og saa paa dem. Herom maatte han skrive en Korrespondence til et Kjøben-havnerblad — om, hvad han havde oplevet i en fjern Krog af Norge, en Prest, som læste i sin hebraiske Bibel, men som ogsaa læste danske Digtere for Damer, naar han besøgte dem. Mit Navn stod naturligvis ikke nævnt, men var let kjendeligt, og Taktløsheden var mig meget ubehagelig, da den let kunde mistydes.

Jeg kom til at beskjæftige mig med mangt og meget, som egentlig laa udenfor min Embedsgjerning, i de Aar, jeg var i Ullensvang, og jeg fik ogsaa undertiden høre Bemerkninger derom. Det var heller ikke saa underligt; har man mange Jern i Ilden, kan et lettelig blive brændt, og det er ikke saa sjelden, at en Prest har forsømt sin Embedsgjerning mere eller mindre paa Grund af for stærk Interesse for andre Ting. Jeg var opmerksom herpaa fra første Stund af, og det var min Beslutning, at jeg, saavidt det stod i min Magt, vilde søge at undgaa denne Snare. Der er en anden og høiere Dommer, som her maa fælde Dom, og jeg vil ikke forsøge at forsvare mig. Kun det vil jeg sige, at jeg altid betragtede mit Arbeide i og for Menigheden som det vigtigste, ja væsentligste i min Livsgjerning, og at jeg maatte sætte alle andre Hensyn tilside, naar mit Kalds Pligter kaldte paa mig. Vel følte jeg mig og føler mig den Dag idag som en ..unyttig" Tjener, der kun gjorde min Skyldighed; ja mere end det, jeg følte, at jeg aldrig tilfulde kunde gjøre min Skyldighed; men jeg tør dog sige, at jeg ikke, menneskelig seet, ..laa paa Ladsiden" eller pleiede min Magelighed. Jeg gjorde mig til en Regel aldrig at sige Nei til en Opfordring, et Bud, en Bøn til mig om Arbeide, om Støtte, om Hjælp eller hvad man vil kalde det, og det skjønner nok enhver, som har Kjendskab til saadant Arbeide, at der stilledes mange Krav til mig, og at jeg maatte holde mig klart for Øie, hvilkeKrav var de vigtigste. Arbeidsdagen blev ofte temmelig lang for mig, og jeg holdt mig ikke til 8 Timers Arbeidsdag.

Naar jeg nu gaar over til at fortælle lidt om Arbeidet i Menig-heden, vil jeg bemerke, at det bliver kun i ganske faa Træk det kan skildres, da det ellers vilde blive saa altfor vidløftigt og neppe heller kunne paaregne nogen Interesse hos andre.

Jeg staar nu mange Aar fjernet fra dette mit Arbeide; jeg ser det alt paa Frastand, og jeg kan staa som en objektiv Tilskuer og be-

42. O, Olafsen og Hustru Karoline Olafsen i 1890-Aarene.

tragte Livet sine ira et studio. Billederne glider saa stille forbi mit indre Blik som en lang Film, der rulles op.

Jeg har altid betragtet Ordets Forkyndelse i Menigheden, og særlig i Herrens Hus, som den vigtigste og mest ansvarsfulde Del af Prestens Embedsgjerning. Jeg har derfor altid anseet det som absolut Pligt for en Prest at forberede sig grundig til dette Arbeide, og jeg kan ikke andet end høilig forundre mig over, at nogen Prest kan bestige Prædikestolen uden at have forberedt sig. Det hændte sig 2 Gange i mit Liv, at jeg maatte gaa uforberedt op paa /.Stolen", men da var jeg tvunget dertil af den haarde Nødvendighed. Prækenen skal være omhyggelig udarbeidet, ikke alene hvad Indhold angaar, men ogsaa i Fonnen; den sidste har ikke saa lidet at sige for mange Tilhørere, om ikke for alle. Paa mig virker en mangelfuld Form saastærkt, at den ødelægger hele Indholdet for mig. Jeg har havt et levende Eksempel derpaa. Der var en Prest, jeg ofte hørte, Indholdet var godt, der var intet at sige derpaa; men Formen var yderst man-gelfuld; han kunde ikke norsk Rigsmaal og begik grove Feil i denne Henseende, saa jeg bare sad og ærgrede mig. I Guds Hus bar alt være vakkert og saavidt muligt fuldkomment. Det bør ogsaa Prestens Bevægelser og Mimik være, og allermindst maa man faa Følelsen af, at han er en Skuespiller, og det har jeg stundom følt. Prækenen bør altid fremføres frit, aldrig oplæses af Papiret; da taber den sin Kraft og Virkning, selv om Indholdet er godt. Jeg havde ogsaa oftere skrevet mine Prækener, men da havde jeg altid omhyggeligt me-moreret dem; naar jeg havde skrevet Prækenen og læste den over, kunde jeg den ogsaa, Efterhaanden løsrev jeg mig mere og mere fra Skrivningen; jeg udarbeidede hele Prækenen i Hovedet og kunde den helt Ord til andet fra Begyndelsen til Enden, og det klikkede aldrig. Men da maa Talen være logisk og klar, og det har jeg altid tilstræbt.

Kirkesøgningen var meget god; dog ikke som i Eid og Vold. Menigheden var meget lydhor og fulgte godt med. Den stillede ikke saa ganske ringe Krav til Prædikanten og var vant til en Mand som Jul. Riddervold, der var en sjelden Prædikant.

Det var godt at tale Guds Ord i Ullensvang, kanske særlig i Odda. Jeg saa alle for mig med vaagen Interesse hænge ved mine Læber, og det var en vidunderlig Følelse at kjende det; det gik som et elektrisk Stød gjennem mig, og jeg følte mig som baaret paa usynlige Hænder, eller som om hele Forsamlingen sluttede sig i Kreds om mig for at støtte mig.

Man maa ikke heraf forledes til at tro, at jeg altid svævede saa høit; nei, Gud vidste nok bedre. Det er Ydmyghedens trange Vei som passer os bedst, som Sangeren siger:

«Men at jeg bestandig i Ydmygheds Gange din Villie kan søge og finde og fange."

Det var ofte meget tungt at stige op paa Stolen, og jeg gjorde det aldrig, uden at jeg først havde været lidt alene med Gud, og det var endnu tungere at gaa ned mangen Gang, naar jeg følte, hvor lidet jeg formaaede at bære Budskabet frem, saa at det kunde naa Hjerterne.

E11 ung Mand, som jeg kjendte godt, og som ikke var nogen Prestefiende, sagde engang til mig, da han havde hørt et Foredrag: /.Hvorfor taler du ikke ligesaa godt om Jesus af Nasaret som omAasmund Olavson Vinje?" «Ja," svarede jeg, /.du har Ret deri. Hvorfor gjør jeg ikke det? Men, kjære Ven, det er let at tale om Aasmund Vinje; men at tale om Kristus, det er en umaadelig vanskelig Sag!"

I vor Tid har alle det travelt med at kriticere Presternes Forkyn-delse. Det kan være sandt nok, at den ofte kan være saa som saa; men dette er dog ikke den væsentlige Grund til Klagen; den ligger meget dybere og beror særlig paa Tilhørernes Forhold til Ordet. En Forkyndelse, som vandt alles Bifald, er vanskelig at tænke sig, og den vilde næppe være at anbefale.

Efter min ringe Erfaring bør Presten søge at forkynde enfoldig Kristi Evangelium om Synd og Naade. Kan han forkynde med Aand og Kraft, saa at enhver merker, at han selv har følt Kraften i sit Hjerte, tror jeg næppe han vil mangle Tilhørere. Jeg forsagte dette, i stor Skrøbelighed, det føler jeg, og det følte jeg stadig under min Virksomhed; men jeg behøver ikke at tænke paa mine Tilhøreres Tal; jeg havde altid nok Tilhørere, naar Forholdene forøvrigt tillod det.

Den nye Methode, som er kommet til os fra Amerika med alle Slags kunstige Tiltrækningsmidler, afskyr jeg; jeg synes, de øde-lægger Gudstjenesten. Der skal opføres Kunstpræstationer, Musik, Sang af Kor m. m., alt for at pirre Nysgjerrigheden og vække Sensation. Det er usle Surrogatmidler for ægte Stene. Man kan bedst føle det, naar man gaar ind i en katolsk Kirke! Jeg blev tilsidst saa lei og kvalm af al Kunst, at jeg ønskede mig tusinde Gange heller en fattig Landskirke, hvor jeg kunde faa synge en af vore gamle Kjernesalmer. Dette er ikke saa at forstaa, at jeg er en Fiende af Kunst. Tvertimod. Kunsten hører ogsaa hjemme i Kirken; men den maa aldrig optræde som selvstændig, kun som støttende og ledsagende Ordet. Dertil kommer, at det hos os sjelden eller aldrig er Tale om Kunst; det er at vanhellige Kunstens Navn at kalde de Præstationer, som man kan faa høre i vore Kirker, for Kunst. Der findes ikke Spor af Kunst i dem, og de skaffer ingen aandelig Nydelse, det er bare Nysgjerrigheden, som vækkes.. Derfor vilde jeg bortvise alt saadant, som ikke organisk gaar ind i vor Gudstjeneste, fra Kirkehuset. Det hører hjemme i et Konsertlokale eller lignende.

Jeg indskrænkede ikke min Forkyndelse til Kirkerne; jeg holdt mange opbyggelige Møder udenfor dem, og der var altid god Søgning. Jeg var med at bygge Bedehus i Odda i mine sidste Aar og fik Anledning til at optræde her et Par Ganger. I Ullensvang var jeg med og fik reist det vakre Forsamlingshus «Krossvoll», som foruden at væreUngdomshus ogsaa skulde tjene til religiøst Brug. Jeg har holdt mange opbyggelige Møder her, og ligesaa paa andre Steder.

Dette var nogle Ord om den offentlige Forkyndelse af Guds Ord i Menigheden. Nu vil jeg skrive lidt om Ungdommen og mit Arbeide med den. Om selve Ungdomssagen og mit Arbeide i Ungdomslagene har jeg ovenfor fortalt (s. 140 f. og 146).

Skolevæsenet i Ullensvang var en meget omfattende Institution med en Mængde Skolekredse og Lærere, jeg kom fra første Stund ind i denne Gjerning og vedblev til min sidste Dag i den. I mange Aar var jeg Ordfører eller Formand i Skolestyret, og det skaffede mig meget Arbeide, hvorfor jeg trak mig tilbage. Jeg besøgte Skolerne, navnlig ved de aarlige Prøver; men det var umuligt at række langt her. Jeg var med at bygge de nye Skolehuse, som maatte reises, da Skoleloven af 1889 kom, og jeg indviede en Mængde Skolehuse.

Men mit vigtigste Arbeide med Ungdommen havde jeg i Konfir-mantforberedelsen. Naar man ved, at der var 4 Sogne, hvoraf et var Kapelsogn, og kjender til Naturforholdene her og de store Afstande, vil man let forstaa, at denne Undervisning lagde stærkt Beslag paa min Tid, ja optog langt mere af den end Forkyndelsen af Ordet, som ovenfor er omtalt. Forberedelsen maatte foregaa om Sommeren paa Grund af Naturforholdene, og den maatte foregaa i hvert Sogn, hvad den ikke tidligere havde gjort. 1 Ullensvang og Kinsarvik læstes der i Sommerhalvaaret, i Odda hele Aaret igjennem. Kapelsognet forlangte ogsaa særskilt Konfirmantundervisning, men det kunde jeg ikke gaa ind paa. Det var enkelte Tider Forberedelse 4 Gange om Ugen med tildels lange Reiser, og det blev for meget for en Mand at bære sammen med alt andet.

Jeg gjorde mig virkelig Flid med min Konfirmantundervisning, og jeg havde den Glæde, at jeg fik se virkelige Frugter af den. Bømene var særdeles sniide og lærvillige; det var en Glæde at arbeide med dem. Pigerne især var gode at arbeide med, samvittighetsfulde og flittige. Gutterne var mere blandede og vanskeligere at behandle, især i den sidste Tid, da Tidsaandens Indflydelse tydelig merkedes.

Hvad selve Undervisningen angaar, fulgte jeg min egen Methode. Jeg mener, det er urigtigt at forsøge at gjøre Konfirmanttimerne til rene Opbyggelsestimer for de unge. Det er at stille Fordringer til dem, som er for stærke, og de blir trætte og taber snart Interessen. Jeg kan heller ikke være enig med dem, som vil bruge Bibelen som Lærebog og holder Bibeltimer med Børnene. Jeg vilde have virkelig Under-visning, som kunde bringe Børnene noget for Livet, ikke en tør og regelret Skoleundervisning, men en fri Undervisning, hvor korte Foredrag, Samtaler, Spørgsmaal og Svar var blandet sammen. Jeg fandt det mest naturligt at følge Lærebogen, men forlangte aldrig, at de skulde lære den udenad. Jeg bad dem bare læse over det eller det Stykke. Gutterne var i det hele temmelig ligegyldige, og de fleste saa vist ikke engang paa Bogen; men Smaajenterne var meget samvittig-hedsfulde og svarede gjerne med Bogens Ord, naar jeg spurgte.

Undervisningstiden var nok saa lang, 25 Gange, og hver Gang omtrent 3 Timer med en Times Hvile. Der kunde gjøres ikke saa lidet i denne Tid, naar man tog det paa den rette Maade. Jeg merkede jo snart, naar Opmerksomheden slappedes, og jeg slog da over i en Fortælling eller lignende; jeg kunde streife ind paa mangt og meget, som vakte Interesse, og straks var de vaagne igjen. I det hele var nok mine mange Fortællinger og Eksempler det, som greb Børnene mest. Det kunde jo endog hænde, at de blev saa spændt, at de glemte det høitidelige og smilte, ja brød ut i Latter; da merkede jeg bedst, at jeg havde dem med mig. Og jeg havde ikke det mindste imod, at Børnene lo lidt.

Presten ser vist sjelden noget Tegn paa, at hans Arbeide med de Unge sætter nogen Frugt; men han bør ikke derfor tabe Modet. Jeg fik senere mange Vidnesbyrd herom, og de glædede mig meget. Der kunde siden møde mig en Mand eller Kvinde og komme og række mig Haanden og spørge, om jeg kjendte dem igjen, hvilket jeg nok ikke altid kunde. De fortalte da mig, hvad jeg havde sagt da og da, og hvorledes de havde husket mine Ord og Formaninger.

Det vanskelige Spørgsmaal, som Presten har at behandle med de Unge, er det sexuelle. Børnene er blevet saa vidt udviklede, at de begynder at forstaa et og andet, eller ialfald at de vil vide Besked, og det er jo Spørgsmaal af den største Betydning for deres Liv. Men paa samme Tid er de meget blyge og undseelige, især naturligvis Pigerne, og man maa være yderst forsigtig for ikke at saare denne Følelse, hvorved man kan gjøre stor Skade. Heller ikke bør man vække Forestillinger hos dem, som kan være farlige. Jeg var meget i Tvil om, hvorledes jeg skulde forholde mig. Jeg valgte en Vei, som jeg troede, skulde være den bedste. Jeg spurgte aldrig om noget, som vedrørte disse Ting; jeg blot advarede og formanede, idet jeg søgte at tale saa tydelig, at de alle forstod, hvad jeg sigtede til, uden at jeg dog overskred en vis Grændse. At Børnene forstod mig, ialfald i det væsentlige, mærkede jeg godt; det blev dodsstille, ogalle Ansigter blev saa spændte, og det var ogsaa saa alvorlige Ord, jeg talte, at jeg ikke kunde tale mere alvorlig og indtrængende.

Det var ogsaa meget sjelden, at nogen Ungdom i Ullensvang for-syndede sig i denne Henseende, saa at noget blev bekjendt. Uægte Børn var en Sjeldenhed, og hændte det, Var det en fra Udenverdenen eller en, som var af en mindre god Slægt.

Jeg burde vel ogsaa nævne mit Arbeide for de fattige; men herom er det lidet at fortælle. Det var i Grunden ikke noget Arbeide, naar bortsees fra, at jeg den hele Tid sad i Fattigstyret og deltog i alle Forhandlinger. Der var ingen Fattige i Ullensvang i min Tid, naar man tager Ordet i den Betydning, hvori det nu bruges. Folk var ualmindelig arbeidsomme, nøisomme og sparsommelige, og alle greiede sig. Ingen vilde falde det offentlige til Byrde. Arbeidsløshed var et ukjendt Begreb. Det var alene gamle, arbeidsudygtige Personer samt sygelige og svage, ved Siden af nogle forældreløse Børn, som sorterede under Fattigstyret. Herredet havde sin Fattiggaard paa Hesthammer, og her havde de gamle det saa godt, som det var muligt for os at gjøre det for dem; men alligevel var Fattiggaarden det værste, de gamle vidste. De vilde helst leve i sin usle Hytte eller sit trange Kammer og raade sig selv. Det var Friheden og det gamle Hjem, som var saa kjært, og vi maatte undertiden gribe til strenge Midler for at bringe dem til Gaarden, hvor de fik fuldt op af alt de trængfe, baade Sukker og Tobak. Jeg maa sige, at Fattigstyret var saa hensynsfuldt og omhyggeligt for de Fattige, at jeg aldrig har seet noget lignende; men saa var der heller ikke en eneste, som forsagte paa at tilvende sig Understøttelse paa en mere eller mindre daddelværdig Maade.

I den her nævnte Henseende havde der i de sidste Par Menneske-aldre vist sig en Forandring til det bedre. I Begyndelsen af det forrige Aarhundrede havde der været stor Fattigdom og Nød i Ullensvang og særlig i Odda; Betleri havde været almindeligt, og Provst Hertzberg arbeidede meget med at stanse det. Alt dette var saaledes nu aldeles forsvundet.

Den private Sjælesorg krævede meget Arbeide paa Grund af de lange Afstande og besværlige Veie. Ogsaa her var det særlig Sommertiden, som stillede sine største Krav. Om Vinteren var det jo ofte yderst vanskeligt og tildels umuligt at komme frem paa mange Steder. Jeg havde megen Glæde af mine mange Besøg.

Jeg besøgte de fleste Hjem i den store vidstrakte Menighed. Der var bare en 2—3 Gaarde, som jeg ikke havde besøgt, da jeg reiste.Alle var saa glade, naar jeg kora, og de talte alle saa fortrolig med mig og aabnede sine Hjerter for mig. Hardingfolket er ikke tilbøie-lige til at aabne sig for alle og enhver; de er meget reserverede og tilbageholdne, og de lukker sig inde, naar man vil storme ind paa dem. De følte sig nok ogsaa forsigtig frem overfor mig, jeg forstod det straks, og de holdt sig lidt tilbage for at iagttage og prøve mig; men siden havde jeg alle Hjerter aabne for mig.

15. FRA MINE REISER I MENIGHEDEN

Alle mine Formænd, som har efterladt sig skriftlige Optegnelser, har særlig dvælet ved sine Kirkereiser og ved, hvad de dermed havde oplevet. Dette er ingen Tilfældighed; det har sin Grund i Naturforholdene. Som det tør være bekjendt1, var det gamle Ullensvang et af de største Herreder søndenfor Nord-Norge, henved 2600 Kvadratkilometer, med en Udstrækning i Længde fra Grændsen af Røldal mod Syd til Grændsen mod Kvam i Nord Vest af omkring 100 Kilometer og rimeligvis ikke saa langt fra samme Bredde fra Jondal i Vest til Nore Herred i Øst.

Der blev saaledes lange Afstande mellem Kirkerne og endnu Iæn-ger mellem Prestegaarden og de fjernere Dele af Menigheden. Men dette var dog ikke saa særlig vanskeligt eller iainefaldende; værre var det, at der i Prestegjeldet ingen Veie fandtes eller iaifald ikke saadanne Veie, som var farbare om Vinteren. Der var ingen anden Vei til Kirkerne end tilvands. I min Tid var der en meget tarvelig Vei til Kinsarvik, som kunde benyttes.

Der har oftere været danske Prester i Ullensvang, og for dem maatte det jo være rent som et Eventyr fra Grønland, hvad de oplevede her, naar de sei lede" til Odda, Som bekjendt -seiler" Danskerne altid, naar de er paa Sjaen, enten dé saa ror elter gaar med Damp; for mig klinger det lidt komisk at læse om, hvorledes de ..seilede", da jeg ved, at de aldrig seilede til Odda, men stadig roede. Nu, dette har intet at sige, men at alle taler ora sine Oddareiser, ligger i Sagens egen Natur, det er selve Naturforholdene, som er saa eiendommelige.

Jeg fik selv erfare, at Reiserne til Odda kunde til sine Tider være temmelig besværlige og endog tildels farefulde. Sørfjorden var nemlig en meget lunefuld og farlig Fjord, Der lægger sig stadig Is om Høsten, men sjelden en sikker Is. Den smale Fjord er meget dyb, og store

1 Se min Bog om Ullensvang, S. 1 flg.Elve løber ned i den, hvoraf Følgen igjen er, at Isen bliver meget utryg, og at den ofte gaar op paa enkelte Steder, hvor der saa dannes aabent Vand, medens den ligger fast andre Steder. Herved spærres Fjorden for enhver Forbindelse, og Odda bliver aldeles isoleret. Det var disse Naturforholde, som i ældre Tid lagde uoverkommelige Hindringer i Veien for Prestens Reiser til Odda. I de Beretninger, som er os over-leverede fra ældre Tid, er der derfor stadige Klager fra Presterne over de Vanskeligheder, som Reiserne til Odda medførte. Ogsaa Baadreiserne den 33 Km, lange Vei fra Ullensvang til Odda havde sine Vanskeligheder, særlig om Høsten, naar Sydvesten satte ind.

Det har sin Interesse at studere Dagsregistret i Kirkebøgerne, vi faar et stærkt Indtryk af Vanskelighederne, men ogsaa af, at Presterne stundom ikke har vist saa særdeles stor Interesse for at komme ind. Det hændte jevnlig, at der ingen Gudstjeneste var i Odda i mange Uger, ja Maaneder, Og det var ikke sjelden, at der ingen Gudstjeneste var i Odda mellem Nytaar og Paaske, da Presten ikke kunde komme did; og der var ofte kun en 2—3 Tjenester her den hele Vinter. Mænd som Nils Hertzberg og Nils Koren var dog raske og uforfærdede Mænd, som vaagede sig frem under Vanskeligheder og Farer. Der er saaledes en Fortælling, som alle ældre i Ullensvang i min Tid pleiede at fortælle for derved at fremhæve Korens Ufor-færdethed. Det var senhøstes, Fjorden havde lagt sig, og det var umuligt at komme ind. Presten skulde have en Brudevielse i Odda foruden Gudstjeneste, og for at komme frem maatte han vandre langs Sørfjordens Østside, hvor ingen Vei dengang fandtes og han derfor maatte tage sig frem gjennem Ur og Ulænde og over Berg og Hamre, indtil han kom til Aapoldo. Men her stængtes Fremkomsten af det lodrette Fjeld, hvor der høit oppe var en liden smal Berghylde, hvor en Sti slyngede sig frem flere Hundrede Fod over Fjorden. Om Sommeren kunde fjeldvante Folk, som ikke var svimle, nok tage sig frem. Jeg har ikke gaaet Rebjørg, som Stien benævnes, men jeg har talt med en gammel Mand, som havde gaaet den engang, og han skildrede sine Følelser og sin Stemning med de Ord: «Huf, jeg saa, at der var kun et Skridt mellem Døden og mig." At gaa denne Sti senhøstes, naar det begyndte at lægge sig Is paa Fjeldsiderne, var til det yderste livsfarligt.

Sørfjorden pleier som nævnt oftest at fryse til om Vinteren, men sjelden bliver Isen liggende længe, og som oftest kan Dampskibet forsere den. Nu for Tiden holder Dampskibsfarten i Almindelighed Fjorden aaben om Vinteren. Men i enkelte Aar kan Isen blive saastærk, at almindelige Dampskibe ikke kan magte den, og i min første Embedstid, da der var mindre Dampskibsfart, laa Isen hver Vinter som Hindring for Fremkomsten. Isen laa stundom helt ud til Ullensvang, ja ud til Helland; dette var dog sjelden, og den var aldrig saa stærk, at Dampskibet ikke kunde bryde den. Til Børve, Naa eller Espe laa den derimod meget ofte, saa at Skibet maatte stoppe ved

43. Odda i Hardanger 1909.

Iskanten, og da var der intet andet at gjøre, end at spænde Skoiterne paa og gaa de 15—20 Kilometer, som var igjen. Jeg fik rigelig Anledning til at glæde mig over, at jeg havde lært at bruge Skøiterne i Oslo i min Ungdom. Jeg har mangen Gang gaaet Isen fra Borve eller Naa og lidt længere inde til Odda, ud og ind; det er 25 til 17 Kilometer. Var det god Is, var dette ingen Sag, men ofte var Isen daarlig, ujevn og delvis dækket af en tyndt Lag Sne og fuld kanske af Hul og Sprækker, og da var det ingen Lyst. Det kræves en Sports-mand hertil, og slidsomt var det ofte. Jeg ved, at jeg mangen Gang, naar jeg i Mørkningen spændte Skoiterne af mig i Odda, var saa udkjørt og træt i Benene, at jeg sank aldeles sammen og næppe kunde gaa op til Prestestuen. Det var en voldsom Paakjending, og jeg maatte kaste alt Tøi fra mig for at være ledig.Men disse Turer var ikke de værste; var Isen god, var de helst til Glæde for Sportsaanden. Værre var det, naar Isen var farlig, og det hændte ofte. Stundom var Isen saa løs og svag, at man maatte gaa paa Ski, og man risikerede hvert Øieblik, at den skulde briste; det hændte, at den var saa daarlig, at jeg uden Vanskelighed kunde stikke Skistaven igjennem den. Tildels var Isen endog aaben, saa at man maatte have Baad med, som blev trukket paa Kjelke, og være færdig hvert Øieblik til at hoppe i Baaden, naar den flød. Saadanne Reiser var spændende, med Baad paa Kjelke og fuld Fart udover, til Isen langsomt sank under os, og Baaden flød paa Vandet. Men disse Turer tog haardt paa Kræfterne. En anden Fare, som truede, var Sneskred fra de bratte Fjeldsider. Det kunde nok saaledes hænde iblandt, at man gik «med Livet i Hænderne". Imidlertid var jeg altid heldig.

Alt dette fortæller jeg for at vise, at Odda-Reiseme tidligere ikke var Spøg, og at det er ganske naturligt, at Presterne har skrevet herom. Nu er alt dette .,en Saga", og i Fremtiden vil man med Forundring læse om, hvad Presterne maatte opleve her i fordums Tid.

Det er derfor naturligt, at jeg ogsaa meddeler lidt af mine Oplevel-ser paa mine mange Reiser i Ullensvang. Jeg har gjort et løst Overslag og fundet ud, at jeg reiste henved eller omkring 50 000 Kilometer i de 24 Aar, jeg var her, her kun regnet mine Reiser inden Ullensvang.

Der var mange spændende, tildels- ogsaa dramatiske Situationer; der kunde være mange saadanne at nævne; men det har mindre Interesse; nogle faa Træk faar være nok. Forat man kan faa en Forestilling om Forholdene, maa jeg nævne den første Gang, jeg kom i Berøring med Isen. Det var den første Høst, jeg var i Ullensvang (1890); jeg skulde reise til Hovland i Sognebud, og der var kommet to Mand med Baad efter mig. Vi roede til Børve; her mødte vi Isen straks indenfor; den havde lagt sig Dagen i Forveien og spærrede al Færdsel med Baad; den var ganske svag, og ingen vovede at gaa den. Vi tog derfor Foden fat og fortsatte til Lands til Hovland. Da vi skulde afsted, foreslog jeg for Skydsen, at vi skulde prøve Isen, naturligvis med Baad paa en Kjelke. Da Lensmanden, Johannes Aga, hørte dette, blev han ganske forfærdet over mit Forslag; han rystede meget betænkelig paa Hovedet og advarede mig for en saa vaagsom Færd; da jeg holdt fast derved, var han lidt fornærmet og mente, at Folk uden Erfaring burde lytte til ældre, erfarneMænds Raad. Men jeg kjendte min Styrke og mine Evner og var sikker paa, at vi uden at risikere noget skulde greie Turen; thi Folkene var vante, og de var ikke betænkelige, naar jeg ikke var det. Saa fik jeg laant mig et Par Skøiter, og det bar til Sjøen, hvor alt gjordes rede til vor Færd. Vi spændte Skøiterne paa, stillede os en

at vi skar den itu med ;}. Odda Kirke. Efter en Gudstjeneste ca. 1905.

Skøiterne, og tilsidst

laa den helt under Vand, vi løb med uminket Fart udover, tit Baaden flød i Vandet og vi hoppede op i den. Alt gik vel. Dette var første Gang, jeg prøvede denne Sport, som jeg senere mange Gange og under langt vanskeligere Tilstande prøvede.

En virkelig Isseilads oplevede jeg mange Aar efter fra Odda og ud til Naa, 2 Mil. Da var det rasende Storm, som jog os afsted, og da var Færden virkelig farlig paa Grund af Stormen og den daarlige Is, som mange Steds var aaben. En saadan Skyds har jeg aldrig havt før eller senere. Men især mindes jeg en vaagsom Tur, jeg havde med Postmanden fra Odda til Espe, i en rasende Østen-vindsstorm, da vi af Stormen joges udover Isen, der brødes omkring os, saa Isflagene drev om os. Det er den merkeligste Reise, jegnogensinde har gjort, og kanske den mest forvovne, og jeg er til-bøielig til at tro, at en saadan Tur ikke saa snart gjentages.

En anden Gang skulde jeg indover paa Isen fra Espe til Odda; det var noksaa koldt, og der var faldt Nysne, saa Skoiterne ikke kunde bruges, men jeg kjørte med Posten. Paa Veien løb Hunden, som fulgte mig, ud i en Raak og kunde ikke komme sig op igjen. Vi maatte forsøge at redde den og krøb paa Maven bort til Iskanten,

45. Odda Kirke.

hvor Hunden svømmede, og den ene holdt den anden i Benene, medens han strakte sig frem og greb Hunden i Nakken. — Saavidt jeg kan erindre, var det samme Gang, at Postmanden og jeg var udsat for en stor Fare. Vi var indom paa Aapoldo og hvilede nogle Minutter. Manden sagde: «Ja, de faar ta deko vare no; for Skreo er inkje gjenge, og ho kjem snart." Det var nemlig et stort Skreløb straks indenfor Gaarden og Skredet gik altid, naar der havde været et lidt større Snefald. Ja hermed var intet at gjøre; vi maatte befale os i Guds Haand og kjøre afsted, idet vi ængstelig skuede op mod Fjeldsiden. Vi slap lykkelig gjennem; men nogle Øieblikke efter kom den; vi var da kommet saa langt ind, at vi intet hørte. Men da vi kom udover igjen, da fik vi se, hvad vi havde undgaaet. Det var en Mjellfonn, og Lufttrykket havde været saa stærkt, at det havde plukket Træerne i Smaastykker paa en Tomme og to og strøet udover Sneen, som var presset saa haardt sammen, at den saa udsom en haard Vei, og blaast lige bort i Fjeldvæggen paa den anden Side af Fjorden. Vi havde lidt samme Skjæbne, havde vi været der.

En anden Gang var jeg i en ubehagelig Situation. Jeg skulde til Odda og gik fra Skibet direkte ned paa Isen, som var fin og jevn, rigtig god Skøiteis, saa jeg lovede mig god Fornøielse. Der var mange Mennesker, som skulde til Odda, da der skulde være Ting. Jeg havde faaet et Par nye Skøiter, og de saa meget lovende ud; jeg var saa sikker paa dem, at jeg ikke havde prøvet dem paa Benene. Herfor fik jeg undgjælde; thi da jeg skulde binde dem paa, viste det sig, at Bindingen ikke passede, og at Skøiterne ikke vilde sidde fast; jeg prøvede flere Gange, men forgjæves, og jeg saa, at jeg blev alene; det var 15 Km. til Odda, og Isen var speilglat; men det var forfærdelig ondt at gaa paa den, og det begyndte at mørkne. Det var ikke trøstefulde Udsigter; men heldigvis kom der en Kjører, som var blevet heftet lidt, og da var jeg reddet.

Det kunde være mange Oplevelser paa Isen, jeg kunde fortælle om; men det kan være nok med, hvad her er nævnt. Jeg var den sidste i Ullensvang, som fik Anledning til at prove disse Besvær-ligheder, og jeg antager ogsaa, at der ikke havde været nogen før mig, der gik saa paa Skøiter til Odda som jeg. Og det merkelige er, at der ikke var Messefald i Odda i de mange Aar, jeg var her, paa Grund af Naturhindringer.

Jeg var dog aldrig i nogen overhængende Livsfare paa mine Reiser til Odda; men det var jeg derimod paa en anden Vei, hvor jeg ikke havde ventet nogen Fare. Jeg havde været i Kinsarvik og var kommen ind til Dale, hvor jeg gik op til en syg Kone og snak-kede med hende. Hesten stod nede paa Veien; den var gammel og rolig, men var bleven lidt stiv i Benene. Jeg kom ned igjen til Hesten og steg op i Kariolen. Veien var smal og gik langs en brat Skraaning; der var en høi Mur paa den nedre Side, og nedenfor var det en brat Bakke, som bestod af Græsmark med enkelte Stener, som stak op hist og her. Jeg havde saavidt sat Hesten i Gang; den gik ganske rolig og sagte, da den med engang snublede og kastede sig udover Veien og Kariolen efter. Alt gik rundt i Luften, og den ene Arm paa Kariolen blev brækket. Paa Grund af den stærke Skraaning blev vi slynget langt nedover Bakken, jeg antager, det kunde være som en 30 Alen. Jeg faldt paa Hovedet med Kariolen over mig og kom lige ved en jordfast Sten med Hovedet i en Fordybning ved Siden af Stenen. Alt var, som om det var lagt til Rette for mig; nogle Tommer til Siden, og jeg havde

bns - xvi

liligget død. Nu reiste jeg mig, kjendte paa mine Lemmer og følte ingen Smerte eller Skade noget Sted. Hesten stod ogsaa rolig paa alle fire. Folk, som havde seet Tildragelsen, kom styrtende til og frygtede for en stor Ulykke. Jeg surrede Kariolen og satte mig op i og kjørte hjem, men her følte jeg mig lidt underlig, og Doktoren kom for at se til mig, men kunde ingen Skade opdage. Imidlertid gik jeg tilsengs, og nu blev jeg aldeles lam, saa jeg ikke kunde røre

46. Kinsarvik Kirke,

mig. Jeg havde øiensynlig faaet et Tryk paa den lille Hjerne eller kanske den forlængede Marv, og det viste, hvor nær jeg havde været Døden. Men min Time var ikke kommet; der var en mægtigere som sagde: Ikke endnu.

To Gange har jeg paa Hardangervidden været i Livsfare paa Grund af, at jeg overvurderede mig selv og havde glemt, at jeg ikke længer var ung.

Dette faar være nok til at vise, hvad Forholdene i min Tid kunde byde, men som Nutiden er skaanet for. Det maa dog bemerkes, at Forholdene i ældre Tid, et Par Menneskealdre tidligere, havde været meget mere besværlige.

I min Embedstid var der aldrig Messefald paa Grund af, atPresten ikke kom ind. Men det var rigtignok nær ved, at det skulde have hændt en Gang.

Det var mellem Jul og Nytaar, og jeg skulde reise til Odda om Kvelden med Dampskibet. Det var Styggeveir, Storm og Regn og bælgmørkt. Jeg kom til Anløbsstedet i god Tid, som jeg mente; vi var jo vel vant til Dampskibets Komme. Men Uveiret gjorde, at jeg hverken kunde se eller høre noget. Til min Forskrækkelse fik jeg

47. Kinsarvik Kirke.

høre, at Skibet alt havde været her for en god Stund siden. Det havde været 1 Time før Ruten.

Ja, hermed var intet at gjøre i Øieblikket, jeg gik hjem og gik til Hvile for at oppebie Morgendagen, 1 Graalysningen var jeg oppe og saa paa Veiret; Stormen rasede fremdeles, og der var ikke Tale om at faa Baad ud. Jeg kaldte Forpagteren til mig, og han lovede at være med mig og var en rask og dygtig Mand. Saa lagde vi afsted Landeveien, ja Vei kan man nu ikke kalde det; men vi kunde da gaa her, naar vi var løse og ledige. Til Espe, 16 Kilometer, kom vi Middagstiden, fik ud 4 Mand og en Seksæring og slog os ind til Odda, hvor vi kom Kl. 3, og jeg kunde endda holde Gudstjeneste.I denne Forbindelse vil jeg ogsaa med et Par Ord omtale mine Syge- og Husbesøg. En Menighed som UUensvangs satte — som før nævnt — overordentlig store Krav til Presten, hvad Syge- og Husbesøg angaar; man tænke blot paa de store Afstande og særlig paa den vanskelige og besværlige Adkomst, der vilde gjøre saadanne Besøg umulige til sine Tider for en ældre Mand. Det har derfor ogsaa altid i den senere Tid været Kapellaner her, som var yngre Personer.

Hvad mig angaar, har jeg været velsignet med et kraftigt Legeme og været øvet fra Barndommen i at færdes i Fjeldet og paa Sjøen. Jeg var lige til den senere Tid en mere end almindelig rask og ud-holdende Fodgjænger. Endnu i en Alder af 80 Aar klarede jeg en Fjeldbestigning, og jeg gjorde endog en længere Fodtur med Randsel paa Ryggen og klarede enda Milen paa to Timer. Jeg havde saaledes let for at tage mig frem, og jeg besogte saa godt som alle Gaarde i det vidstrakte Prestegjeld, foruden en Mængde Fjeld-støler. I denne Henseende lignede jeg vistnok Nils Hertzberg, der som bekjendt var den første Tindebestiger i vort Land, som drev Tindebestigningen som Sport.

Jeg har ofret meget af min Tid i Ullensvang paa at besoge Folk, baade sunde og syge, og disse mine Besøg rundt omkring fra Fjære til Fjeld staar nu, naar jeg kalder dem frem igjen i Mindet, som noget af det kjæreste og bedste i min Virksomhed. Altid blev jeg modtaget som Ven og følte, hvor det var godt at komme til dem, hvor de elskede mig, hvor fortrolige de var, og hvor Hjerterne aab-nede sig. Men saa kom jeg heller ikke som den strenge Dommer og Tugtemester; jeg kom bare som en kjærlig Ven for at talé milde og trøsterige, men dog alvorlige Ord. Jeg har havt saa let for at tale med Folk, og det var en Arv fra min kjære Mor. Jeg har aldrig behovet at lede efter Ord, og jeg har aldrig optraadt med Bibelen i Haanden og holdt Bibellæsninger eller Taler; det laa ikke for mig. Men naar jeg fik sidde og tale med dem en liden Stund, da kunde der nok blive baade Bøn og Sang og mere.

Kun en Gang i mit Liv har det hændt mig, at jeg er vist Døren; men det var af en, som ikke hørte Menigheden til og troede, at jeg kom for at skræmme ham. Men jeg brugte aldrig at skræmme nogen. Jeg er overbevist om, at man ikke kommer nogen Vei med at true og skræmme.

Jeg vil endvidere bemerke, at jeg ikke, som saa mange Prester pleier at gjøre, kun talte med Folk om alvorlige Ting, navnlig omderes Sjæls Frelse; jeg vilde ikke trænge mig ind paa nogen i saa Henseende; det maatte væsentlig bero paa Vedkommende selv. Jeg følte det altid saa, at det var vigtigt at vise den syge eller ensomme lidt deltagende Venlighed og Kjærlighed, og om jeg ikke formaaede mere, saa var ikke mit Besog spildt. Det var en stor Glæde for dem, at jeg saa til dem; det var ikke bare tomme Ord, naar de sagde det, det merkede jeg nok. Det var kanske meget lidet jeg kunde udrette, og jeg tør ikke rose mig af, at jeg altid fandt den rette Maade at virke paa; Gud alene ved det; men naar jeg kunde glæde en stakkars trængende, nedboiet Sjæl, saa var jeg glad og gik glad bort.

Forresten siger det sig selv,, at jeg maatte overlade en stor Del af dette Arbeide til Kapellanerne, som var unge og raske Mænd.

16. MIT ARBEIDE SOM HAVEBRUGER OG FRUGTDYRKER

Fra Barndommen af havde jeg — som før nævnt — stor Interesse for Blomster og Havebrug. Det var med den største Beundring, at jeg saa Blomsterhaven paa Prestegaarden og ligesaa Roserne i Molde, som Digteren synger om. Men jeg havde ingen Anledning til at gjøre mig nærmere bekjendt med dem eller at dyrke dem. Ogsaa de vildtvoksende Blomsterplanter fangede min Interesse, og jeg ønskede ofte at kjende deres Navne; men ingen kunde hjælpe mig.

Da jeg var omkr. 13 Aar, forsøgte jeg at anlægge en liden Have med Bærbuske, men da jeg ingen Veiledning havde og ingen op-muntrede mig til Arbeidet, kom det lidet ud af det. Foreløbig op-slugtes mine Interesser af andre Ting, som interesserede mig mere, og Interessen for Havebrug lagde sig; men det viste sig senere, at den laa latent i Hjertebunden og ventede paa bedre Tider. Da jeg saa kom til Seminariet, fik jeg en Lærer, som opfriskede min Interesse for Blomsterverdenen. Jeg fik vide meget om Planteverdenen ng lærte Linnes System at kjende. Men heller ikke dette gav mig det Stod fremover, som skulde til. Saa kom jeg til Universitetet, og Professor Rasch satte lidt Liv i min vaagnende Interesse, og nu begyndte jeg at arbeide med Floraen ude i Naturen, og snart begyndte den at fængsle mig mere og mere, og tilsidst blev det min kjæreste Fornøielse at gaa ud med Blomsterkassen og samle Planter. Men fremdeles havde jeg ingen Lærer og maatte arbeide mig frem selv, og da gaar det langsomt, men sikkert. Det slog mig snart, at Linnés System var bare en «Krog for en Benvei", og at der skulde nogetlangt andet til, og jeg lagde det igjen hjemme. I alle de Aar, jeg færdedes om i vort Land, fulgte «Floraen" med i Randselen overalt; efterhaanden lærte jeg andre Botanikere at kjende. Jeg blev kjendt baade med Professor Blytt og Professor Wille og mange andre, og hvorvel jeg naturligvis altid forblev en Dilettant, havde jeg dog ganske godt Kjendskab til den norske Flora og havde Rede paa alle de mere kjendte Plantearter i vort Land.

48. Utne i Hardanger. Normann Enerett.

Da jeg kom til Hardanger, var det Hardangerviddens rige Flora, som fangede min særlige Interesse, og jeg lærte at kjende den ganske godt. Senere kom jeg ogsaa til at lære den arktiske Flora at kjende, og Dovres meget bekjendte Flora. Interessen for Plante-verdenen har jeg bevaret indtil nu, men har for længe siden maattet slutte med mine Ekskursioner, da Øinene slog Feil.

Det var først, da jeg kom til Hardanger, at Anledningen og Be-tingelserne gjorde, at jeg blev Havebruger. I mit Hjem i Bergsvik havde jeg allerede som Student i Feriene anlagt en Frugthave, som endnu er til, men yderst vanskjøttet. Vor Nabo fulgte med Interesse mit Arbeide her, og engang, da han stod og saa paa mig, sagde han: «Jeg tror, at Gud vist engang vil give dig en Have, du kan faa Glæde af." Det var en merkelig Spaadom, som jeg senere i Livetkom til at tænke paa. Ja, Oud gav mig virkelig en Have, og jeg tør trygt sige, at ingen Prest i vort Land har havt en saadan Have, som den jeg fik, det kan jeg paastaa, fordi jeg kjender lidt til alle Prester, som i nogen udpræget Grad har havt Interesse for Have-brug.

Da jeg Sommeren 1890 kom til Hardanger, fik jeg for første Gang se en høit udviklet Frugtkultur. Ullensvang var den største Frugtbygd i vort Land. Alt dette var nyt for mig, og jeg fattede

49. Utne i Hardanger.

snart en stor Interesse for denne Næringsgren, hvilket heller ikke var underligt, saasom jeg var hoilig interesseret i Botanik. Men jeg var fuldstændig uden Kundskab og Erfaring og maatte begynde at lære. Og jeg satte mig paa Skolebænken igjen, ikke bogstavelig, men aandelig. Jeg skaffede mig de bedste Læremestre i Ind- og Udland, og praktisk Erfaring og Dygtighed kunde jeg let faa af mine Omgivelser. Næste Aar begyndte jeg — som før fortalt — at plante Frugttræer paa Ullensvang. Mine Formænd havde plantet ikke saa lidet; der var vistnok flere Hundrede Frugttræer, men de var gamle og tildels uforædlede, og jeg saa straks, at det maatte tages anderledes fat. Første Aar var det blot en 15—20 Træer, jeg plantede, men siden blev det stadig flere og flere, optil Hundrede. Træerne fik jeg i Begyndelsen fra norske Planteskoler, men særlig fra danske, tildels fra svenske og tyske. Men de fleste skaffede jeg

«mii , rw

rV# >

1' /i

tomig senerehen selv af egen Planteskole. Ja, det var rimeligt, at mine Naboer og andre begyndte at se paa mig; dette var noget nyt af en Prest, og de havde vist ikke stor Tillid til Resultatet af hvad de saa. Men det varede ikke saa længe, førend de begyndte at se paa Arbeidet med andre Øine, især da jeg var meget lærvillig og spurgte mig nøie for hos erfarne Frugtdyrkere.

Men fuld Fart kom der ikke i Arbeidet, førend jeg lærte Stats-gartner Nøvik at kjende. Han besøgte mig paa Ullensvang i 1892, saavidt jeg kan huske, og senere omtrent hver Sommer. Af ham lærte jeg meget, og især vakte og styrkede han mine Interesser. Jeg var meget sammen med ham ogsaa udenfor Ullensvang og fulgte ham ogsaa paa en Reise i Sogn, som var meget interessant og iærerig.

Af den største Betydning for Frugtavlen, ikke blot paa Ullensvang, men i hele Hardanger, var det, at Selskabet -Havedyrkningens Venner" gjennem Formanden, Statsgartner Nøvik, traadte i Forbindelse med mig og oprettede en Forsøgsstation for Frugtavl paa Ullensvang; Selskabet skaffede Forsøgstræer, og jeg skulde lede Driften af den. Jeg fik saaledes alle de Træer, jeg ønskede, og der blev indkjøbt flere Hundrede i Aarenes Løb, og det blev ogsaa en meget billig Forsøgsstation, da jeg bar alle andre Udgifter. Naturligvis var ikke Stationen saa fuldkommen, som ønskeligt kunde være; thi da maatte den have været udstyret paa en helt anden Maade. Men den gjorde stor Nytte. Jeg prøvede en Mængde nye Frugtsorter; de fleste viste enten et daarligt Resultat, eller de vakte ikke særlig Opmerksomhed; men der var enkelte, som viste sig fortrinlig skikkede for Hardanger og spredtes hurtig. Bedst bekjendt er Plommen d’Oullin’s golden Gaze og Morellen Werders Hjertemorel. Det var aarvaagne Øine, som fulgte mit Arbeide, og jeg behøvede ikke at udpege for dem, hvad der var lovende. Nu er flere af disse Træer spredte over hele Hardanger og hver Frugtsort rimeligvis i et Antal af mange Tusinde, og naar man betænker, at et enkelt Frugttræ i Hardanger kan give en Netto Indtægt af op til Hundrede Kroner, for ikke at nævne enkelte Træer, som er Undtagelse fra den almin-delige Masse, saa vil man kunne forstaa, hvad dette har at betyde for Hardanger.

Jeg havde Prøvestation for Selskabet «Havedyrkningens Venner" og fik som Paaskjønnelse for mit Arbeide Selskabets Fortjenstmedalje med Diplom. Forøvrig fik jeg og min Hustru en Mængde Medaljer og Præmier ved større og mindre Udstillinger, ligesomvi begge var Prisdommere flere Gange; saaledes ved Landsudstil-lingen i Bergen i 1398.

Ullensvang Plantefelt var bekjendt baade i Indland og Udland, og jeg fik oftere Besøg af bekjendte Mænd fra vore Nabolande paa Havebrugets Omraade, foruden af Landsmænd. Ved større Stevner og Landbrugsmoder har jeg i Tidens Løb holdt mange Foredrag,

50. Æbletræ i Prestegaardshåven, Ullensvang.

ligesom jeg i Dagspressen og i Fagtidsskrifter har skrevet et Utal af Artikler om Havebrug.

Har jeg end ikke høstet noget stort pekuniært Udbytte af mit Arbeide, saa har jeg dog faaet Løn nok i den Glæde og Interesse, som det gav mig, og de mange kjære Minder om Liv og Virksomhed i Naturen, som endnu lever i mig og nu er min eneste Skat.

Jeg plantede vel et Tusinde Frugttræer i de Aar, jeg var i Ullensvang, og dette gjorde jeg ikke med egen Nytte for Øie, men med Tanke paa, at de kunde blive til Fordel for mine Etterfølgere. Men for at det kan ske, maa Presten være baade interesseret i og fortroligmed Frugtdyrkning, og det er vel sjelden at finde en saadan Mand. Jeg havde omkring 1200 Frugttræer, da jeg reiste; men de fleste var endnu unge, saa at jeg ikke havde stort Udbytte af dem.

Jeg plantede ikke i nogen Have, men paa fri Mark; det gjøres nu overalt i Indre Hardanger. Det interesserede mig meget, da jeg kom til Sicilien og saa, at Appelsintræerne (Orangetræerne) var plantede paa samme Maade, saa at da jeg gik gjennem de store Plantager.-var det Jor mig, som om jeg *var i .en Kirsebærplantning i Hardanger. Her maa jeg ogsaa nævne, at mit Arbeide med Frugt-dyrkning førte mig over i Historien, hvorom mere nedenfor.

Jeg nærede en stor Interesse af at plante sjeldnere Træer for at forsøge, hvad der vilde vokse paa Ullensvang. Jeg skal nævne nogle Eksempler herpaa. Aprikoser avlede jeg en De! af, indtil Storm ødelagde Træet. Fersken forsogtes, men vilde ikke bære moden Frugt, og tilsidst døde Træet ud. Vinranken voksede og overstod Vinteren, men bar ikke Frugt. Araucaria im-bricata trivedes godt og var allerede et Træ paa en 3 M., da jeg for-lod Ullensvang. Robinia pseudacacia voksede, men vilde ikke blomstre. Rhododendron blomstrede enkélte Aar. Mahonia stod sig godt, B u k s b o m udmerket. Kristtorn forsøgte jeg gjentagende, men den vilde ikke trives. Hedera hela (E f e u) var vanskelig at faa til; men det lykkedes mig at faa en ti! at slynge sig op over den store Ask foran Huset. C y p r e s kom sig godt. Oingho biloba stod sig, men voksede ikke. Cembra- F uru trivedes godt, og et vakkert Eksemplar stod i Haven ved min Fratrædelse. Magnolia acuminata trivedes godt og blomstrede i gode Somre.

Det vil heraf forstaaes, at jeg lagde meget Arbeide paa Haven og særlig paa Frugttræerne, som jeg plantede overalt, hvor der tilbød sig gunstig Anledning. I Regelen lykkedes alt for mig, om ikke lige godt. Jeg gik hver Dag, naar jeg var hjemme, om Sommeren samt Vaar og Høst gjennem Plantningerne, og jeg kjendte hvert af Træerne og fulgte dets Udvikling. Altid havde jeg Kniv, ofte Øks eller Sag med for at borttage, hvad der burde tages bort.

Men jeg forsømte ikke Biomsterhaven for Frugttræerne. Nu kunde jeg tilfredsstille min store Glæde i Biomsterhaven, og en Blomsterhave som Ullensvangs var ikke saa let at finde, tror jeg. Den var en Fryd for mit Øie. Og alt trivedes saa forunderlig godt for mig, kanske fordi jeg elskede disse smaa skjønne Skabninger saa høit og stelte godt med dem.

Ja, ja, Minderne strømmer ind paa mig; menNu er jeg langt fra Haven, nu har den tabt sit Løv, og ak, saa langt fra Graven, som tog min Elsktes Støv!

Man vil kanske sige, at denne Dyrkning af Frugttræer og Blomster maatte tage en uforholdsmæssig Del af min Arbeidstid; men det var dog ikke Tilfældet. Det var kun om Vaaren, naar Plantningen skulde foregaa, at det tog nogen større Del af den; ved Plantningen var jeg nemlig selv personlig med, saavidt det lod sig gjøre. Men den øvrige Del af Aaret havde jeg intet at gjøre undtagen om Sommeren, hvor jeg om Aftenen gjerne tog mig en Tur og saa til alle mine Børn, hvorledes de havde det; men det var bare smaa Spaserture til Hvile og Vederkvægelse,

Det er selvsagt, at alt dette Havearbeide og denne Frugttræ-dyrkning kostede ikke saa lidet. Frø, Planter, Arbeidshjælp, Gjødsel — alt kostede Penge. Jeg tror nok — skjønt jeg ikke har skrevet noget op — der gik flere Tusinde Kroner. Men jeg havde ogsaa gode Indtægter i de sidste Aar, og de vilde være steget, om jeg var blevet længere. Alt i Alt velsignede Herren ogsaa mit Arbeide paa dette Omraade, og jeg har stor Grund til at takke og prise ham for Alt.

Jeg tror, at mit Arbeide ikke har været forgjæves, men at det har bragt Hardanger Lykke og Glæde, og da er jeg tilfreds.

I Ullensvang maatte jeg lade alt Arbeide i Verkstedet hvile; jeg havde ingen Tid til at beskjeftige mig med Dreining eller Snedkering. Havde jeg en Hvilestund, gik jeg ud i Naturen, hvis det var Vaar eller Sommer, og Høst og Vinter kaldte andre Opgaver paa mig.

At gaa nærmere ind herpaa finder jeg mindre paakrævet: Arbeidet maa tale for sig.

17. LIBERAL TEOLOG?

Jeg er bleven kaldt liberal". Det er ingen Skam at være liberal; jeg anser det tvertimod for en Ære at være liberal og vilde anse det som en Feil eller Mangel hos mig, om det modsatte skulde siges om mig. Men liberal er et meget ubestemt Begreb og siger i og for sig saa lidet; det beror paa, hvad man lægger ind i Ordet, eller i hvilken Retning Liberalismen gaar, og da vil jeg sige, at liberal Teolog i den Betydning, som Ordet har faaet hos os i de senere Aarsreligiøse Sfridighcder, har jeg aldrig været og bliver det neppe heller.

Nu kan det jo i og for sig være ganske ligegyldigt, hvad andre mener om en, naar man er sig selv klart bevidst, hvad man er, og føler det som en Ære at være sig det bekjendt; saaledes har ialfald jeg det i denne Henseende. Men paa den anden Side bør man dog søge saavidt muligt at undgaa Misforstaaelse og søge at staa for sin Samtid i Sandhedens Lys, og derfor vil jeg her gaa lidt nærmere ind paa den nævnte Opfatning eller Beskyldning. Det er ikke blot for min egen Skyld, jeg gjør dette; men jeg tænker ogsaa paa andre. Saavidt jeg har kunnet forstaa, deler jeg Syn med en stor Del af mine Embedsbrødre fra de sidste Aar, ja jeg tror næsten, at i alt væsentligt har de fleste af vor Kirkes Prester for Tiden det samme Syn paa denne Sag som jeg. Jeg har ialfald ikke truffet nogen Prest eller Teolog, om hvem jeg maatte sige det modsatte. Derimod var Forholdet et andet for en Menneskealder siden.

For nærmere at kunne udvikle dette bliver jeg nodsaget til at gaa tilbage i Tiden og klarlægge min religiøse eller snarere min teologiske Udvikling.

Da jeg i 1874 forlod Universitetet, var jeg en tro Tilhænger af det da raadende Kristendomssyn eller rettere af det teologiske System, som dengang var herskende i vor Prestestand og dermed ogsaa iblandt det kristelige Lægfolk, og som man pleier at benævne efter Professor Gisle Johnson som den Johnsonske Retning eller det pietistiske Kristendomssyn. Jeg saa op til Johnson og nærede dyb Agtelse og Kjærlighed til ham. Jeg var personlig kjendt med ham og vankede i hans Hus. Ogsaa de øvrige Lærere var jeg kjendt lidt med, og jeg agtede og elskede dem alle. Alt var saaledes i bedste Orden, og jeg betragtedes med Rette som en ..Discipel af den Johnsonske Skole", som man pleiede at sige. Endnu havde jeg ikke be-gyndt at tænke selv; det var noget, som en Teolog i Datiden helst burde lade fare. Det hed nemlig altid overfor yngre og lidt urolige Hoveder, at man maatte vogte sig vel for at tænke selv — det var farligt; man kunde komme ind paa Afveie, og i hvert Fald var det aldeles unødigt, da der var andre og bedre Hoveder, som tænkte for os.: Vilde vi tænke selv, maatte vi i alle Tilfælde holde os strengt til de opmerkede og optraadte Veie.

Jeg fik oftere personlig Erfaring herfor. Jeg var visst et lidt uroligt Hoved og vilde. gjerne spørge; men Spørgsmaal er ofte ubehagelige. Paa denne Tid var Diskussionen om Skabelsesberetningeni Oen. 1. meget livlig; det var i hoi Grad aktuelle Sporgsmaal, disse om de 7 Dage, om Skaberverket o. s. v., og jeg kjendte dem, for hvem det syntes en Salighedssag at faa Klarhed over disse Sporgsmaal. Jeg spurgte engang en lidt ældre og viderekommen Teolog om, hvad han mente om Skabelsesforlællingen. Jo, jeg fik Svar: Jeg burde ikke give mig hen til saadanne unyttige Sporgsmaal, men holde mig enfoldig til Ordet. En anden Teolog, som jeg ogsaa raadspurgte,

Normann Enerett.

51. Utne Kirke i Hardanger.

svarede: Jeg skulde ikke bekymre mig om, hvad Videnskaben eller dens Dyrkere mente eller sagde. Det havde ingen Betydning, saasom det jo var vitterligt, at Videnskabsmændene aldrig var enige. Naar man kom saa langt, at de alle var enige, da var det Tid for Teologerne eller Kristendommen at tage til Gjenmæle. Hellige Enfoldighed! Videnskaben kan aldrig blive helt enig om alt; thi da ophørte al Videnskab. Det er jo netop Videnskabens Grundlov, ja dens raison d’étre, at der bestandig maa reises Tvil og gjøres Undersøgelser. AI Videnskab hviler paa den Cartesianske Regel som sin Grundlov: «de omnibus rebus dubitandum est". Men disse Ord var en frygtelig og bespottelig Tale, og jeg mindes en Teolog af den ægte Type, men fra en senere Tid, at han blev saa forfærdet og oprørt over disse forfær-delige Ord, at han blev aldeles stum. Det var jo netop det, som Teologien lærte, at man skulde ikke tvile paa dens Læres Sandhed; thi dette var at tvile paa Guds Ords Sandhed og dermed paa Gud selv. Det var Teologiens store Feil, at den blandede Videnskab og Kristendom sammen og vilde gjøre Kristendommen til den høieste Form for Videnskaben, ligesom Biskoperne i ældre Tid var de høieste Repræsentanter for Videnskaben, og Biskopen over Sjælland var Over-hovedet for det teologiske Fakultet og dermed for hele Videnskabens Rige i Danmark—Norge. Det er denne store Misforstaaelse, som har gaaet igjen til den senere Tid og har gjort Kristendommen stor Skade. Men her kan jeg ikke gaa videre ind- herpaa. Jeg ønsker blot, at man i Eftertiden kan faa en klar Forstaaelse af Opfatningen i vort Land omkring 1860—70 af Kristendommen.

Skjønt jeg saaledes var en tro Tilhænger af den Johnsonske Retning, da jeg forlod Universitetets Læresale, maa jeg dog bemerke, at der var opstaaet lidt Tvil om et andet Punkt allerede paa denne Tid, skjønt jeg vogtede mig vel for at lade Tankerne faa raade over mig. Saaledes kunde jeg ikke andet — hvor høit jeg end beundrede John-sons Dogmatik — end forkaste i mit stille Sind hans Paastand om, at Dogmatiken er en Repristination af den kristnes Troes Indhold; jeg syntes, at dette var et blot Skin, en Art aandelig Tilsnigelse. Det var i Virkeligheden den lutherske Kirkes Lærebegreb, som var Gjenstanden for hans Tænkning.1

Ligesaa reagerede jeg allerede da — om end svagt — mod den Opfatning, at Dogmatiken er en Videnskab. Det er en stor Misforstaaelse, som har trukket farlige Konsekvenser efter sig. Nutidens bitre Kirkestrid kan til en vis Grad tilskrives denne Opfatning. Dogmatiken maa jo gaa ud fra de kristelige Troessandheder eller Dogmer og kan saaledes ikke være Videnskab, da al Videnskab bygger udelukkende paa reale Kjendsgjerninger og Fornuftens Love; den anerkjender ingen givne Forudsætninger. Formelt kan den og maa den være videnskabelig; men kun formelt.

Dette begyndte jeg efterhaanden at se, men det var længe, førend jeg turde tænke frit. Selv det, at nære Tanker som de ovenanførte, betragtedes som en alvorlig Afvigelse fra den rette Sandhedens Bane.

I1 Gisle Johnsons egen definisjon lyder:

„Den systematiske Theologi er væsentlig den Troendes videnskabelige Selverkjendeise, hans personlige Bevidsthed om sig selv som Troende, udviklet til videnskabelig Klarhed og Bestemthed*. Grundrids af den systematiske Theologi til Brug ved Forelæsninger,

I —II. 3 Opl. Kr.a 1897, s. 2.)Og der kom andre Ting til. Professor Caspari agtede jeg høit og hørte alle hans Forelæsninger. Men der var enkelte Ting, som ikke rigtig vilde glide ned. Hans Indledning til det gamle Testamente, som havdes i Afskrift efter hans Forelæsninger og senere er udgivet som Manuskript", men saavidt jeg ved aldrig har været godkjendt af ham selv, burde ikke have været offentliggjort. Han kan kanske ikke gjøres ansvarlig for alt, han her har sagt; vist er det, at videnskabelig seet er det yderst svagt og er helst bygget paa jødisk Teologi.

Jeg saa allerede tidlig disse Svagheder. Værre var det, at da Professoren begyndte sine Forelæsninger over Oen. 1, udtalte han, at han nok kjendte til, at der var gjort mange Indvendinger og Fortolkninger, men at han vilde lade alt saadant ligge og kun holde sig til den bogstavelige Tekst. Dette var jo Flugt fra Kampen, hvorved han i Virkeligheden erklærede sig for en slagen Mand. Det samme kom ogsaa, skjønt mindre klart, frem ved andre Leiligheder, hvor han paa samme Maade omgik Vanskelighederne. Han omtalte aldrig, saavidt jeg kan mindes, sin store samtidige Videnskabsmand, Prof. Delitzsch, og man fik let det Indtryk, at han ikke vilde indlade sig med ham, eller med andre Ord, at han var bange. Men en Videnskabsmand, som ikke tør staa aabent frem og hævde sine Meninger, er en slagen Mand. Senere har jeg hørt af andre, at Caspari selv paa sine gamle Dage erkjendte dette, men at han nu var for gammel til at gaa over i et nyt Spor.

Professor Bugge var en dygtig Forelæser, ingen af de øvrige Professorer i Fakultetet kunde maale sig med ham heri, og han var en meget dygtig Lærer. Men det kunde dog ikke undgaa mig, at jeg stundom fandt hans Fortolkninger noget lette og løse og stærkt af-hængige af andre.

Senere, da jeg kom ud i Livet, begyndte mine Tanker efterhaan-den at frigjøre sig, og jeg begyndte at se enkelte Spørgsmaal eller Sandheder med andre Øine end tidligere. Jeg ska! nævne enkelte Eksempler. I min Studietid herskede den Ponioppidanske Lære om Sabbaten som indstiftet af Gud for alle Tider, med den videre Lære om sande Nødvendighedsarbeider o. s. v. I hvert Fald husker jeg at Professor Bugge hævdede dette. Det varede ikke ret længe, førend jeg forstod, at hele denne Sabbatslære var jødisk og ikke kristelig.

[! Den gammeltestamentlige Skrlfts Historie. Med Forfatterens Tilladelse aftrykt efter Forelæsninger. (Trykt som Manuskript). Kristiania (1881). 416 sider.]Den tidligere Kirkestatsraad Nils Hertzberg skrev i 1885 en Ar-tikkelrække om Manglerne ved Pontoppidans Forklaring. At rare ved denne Bog var paa denne Tid en meget alvorlig Sag, saasom den ansaaes som et Bekjendelsesskrift, ja i det troende Lægfolks Øine var den i Virkeligheden det eneste Bekjendelsesskrift, vi havde. I hvilken Grad dette var Tilfældet, fik jeg senere et meget interessant Vidnesbyrd om. En Prest, som var kommen hjem fra Amerika og fik An-sættelse hjemme, fortalte mig, at da han blev ansat i den Norske Synode, blev han afhort med Hensyn til sin Rettroenhed, og da blev han spurgt om det, som var særlig aktuelt, om Inspirationen, som han forklarede efter nyere Opfatning. -Men kjendte han ikke til, hvad Pontoppidan lærte i ..Sandhed til Gudfrygtighed?" Det gjorde han, men ytrede tillige, at han ikke kjendte til, at denne Lærebog var et Bekjendelsesskrift. ..Nei, ganske vist var den ikke egentlig noget symbolsk Skrift; men i Realiteten var den det dog, og det var yderst betænkeligt i nogen Del at afvige fra den." Det var netop den almin-delige Opfatning ogsaa her hjemme hos alle, som gik under Navn af alvorlige Kristne. — Artiklerne vakte megen Opsigt, men Forfatterens Navn og Anseelse var saa stor, at Angrebet blev taalt. Jeg var helt enig med Forfatteren, men havde aldrig dristet mig til at træde aabent frem med min Mening; men nu fik jeg Mod til at ved-kjende mig den.

Men det afgjarende for hele min Stilling til den gamle Teologi blev dog Spørgsmaalet om Inspirationen. Professor Johnson hævdede den verbale Inspiration, men tog dog Afstand fra dens Yderligheder. Nogen klar og bestemt Lære eller Opfatning gav han dog ikke. Det var Professor Fredrik Petersen, som kom til at rette det afgjørende Slag mod den gamle lutherske Enspirationslære, i 1887. Han fandt en Modstander i Sogneprest Krogh-Tonning, som tabte Slaget og maatte trække sig tilbage. Jeg fulgte Striden med levende Interesse og var ikke det ringeste i Tvil om, at Professoren havde Ret. Senere satte jeg mig nærmere ind i selve Sagen, og alt blev klart for mig.

Det som gjorde mig til en ..liberal" Teolog, var væsentlig min Opfatning af Inspirationslæren. Den gammellutherske Inspirations-lære var i Virkeligheden den Grundvold, hvorpaa hele den lutherske Kirkes Lærebygning var opført. Den benævnes Reformationens formale Princip i Modsætning til dens reale (Retfærdiggjørelsen ved Troen), men praktisk blev den i Grunden hele Grundvolden. Hvad der sagdes om det reale Princip, at det var ..articulus stantis et cadentis ecclesiæ", det kan man med endnu større Sandhed bruge omBNS - XVI

52. Sogneprest O. Olafsen.

12Inspirationslæren. Den er jo saa tydelig og let forstaaelig for alle, at den ikke kan modsiges, synes det. Pontoppidan udviklede den saa klart og anskueligt. Gud vil, at alle skal blive salige. For at det kan ske, har vi faaet Guds Ord, som er det samme som den hellige Skrift eller Bibelen. Den er en Lov og en Lærebog og indeholder alt hvad vi skal vide til Salighed. Som Guds Ord maa den være aldeles ufeilbar; Gud kan ikke feile, og heller ikke hans Ord, Skriften, og derfor kan det ikke findes et eneste Ord i Skriften, som ikke er rigtigt, og følgelig heller ikke et Bogstav eller et Lydtegn. Man havde saaledes saa sikker og fast Grund at bygge paa, men saa maatte heller ikke nogen komme og røre ved Grundmuren; tog man bort en eneste Sten i denne, kunde det let have til Følge, at Grundmuren vaklede og Bygningen styrtede sammen. Dette var ikke tomme Fraser; jeg fik snart se noget andet. Den ene efter den anden af mine troende Venner kom og med Taarer beklagede sig over, at jeg kunde være saa grusom at ville rive ned hele deres Troes Bygning, og alle sagde det samme, at var ikke hvert eneste Ord af Gud selv, saa tog jeg væk en Sten i den Grund, de byggede paa. Det blev rigtig ondt for mig; men jeg indsaa snart, at det var haabløst at søge at belære dem. De forstod mig ikke og manglede alle Betingelser for at forstaa mig, og jeg kom til det Resultat, at jeg aldrig vilde prøve paa at rokke ved deres Troes Grundvold; jeg gjorde blot Skade derved, og jeg bad dem holde fast ved sin Tro og ikke bryde sig om den nye Lære. Jeg kom til at tænke paa Apostelen Paulus og hans Ord om de svagttro-ende, og jeg vidste, at han vilde handle, som jeg gjorde. Men jeg var nu blevet mistænkt for at være en frafalden eller ialfald en liberal eller en Rationalist. Jeg har aldrig senere forsøgt overfor almindelige Kristne at paavirke dem i liberal Retning og skal heller ikke forsøge det. Det viste sig ogsaa, at det ikke blot var de alvorlige Kristne, som misforstod mig, men at dette gjaldt ogsaa om andre, kun at det gik i modsat Retning. Især gjaldt det Ungdommen; naar de hørte eller læste om, at Bibelen ikke var ..sand", saa syntes de, at det var glædeligt at fiøre; saa behøvede de ikke at bekymre sig hverken om Bibelen eller Kristendommen. I mit Arbeide med Ungdommen, baade under Konfirmantlæsningen og ellers, kom jeg stadig til-bage til dette Spørgsmaal, som var saa farligt for de unge, og her kunde jeg tale mere frit og aabent og kunde finde mere Forstaaelse, og jeg haaber, at mange af de Unge hørte paa mig og lærte at tage sig ivare.

Men der kom mere til senere; dog havde dette mindre Betydningfor min Virksomhed i Menigheden. Man forstod ikke det og faestede sig ikke ved det.

Sporgsmaalet om det Gamle Testamentes Oprindelse og om de gamle israelitiske Forfattere var kommet op og var naturligvis et helt nyt og fremmed Sporgsmaal for mig. Da jeg kom til Ullensvang, fandt jeg, at der ikke var nogen Presteforening i Provstiet, hvilket havde været Tilfælde baade i Romsdalen og Trondhjem. Paa mit Initiativ blev der i 1892 dannet en Presteforening for Hardanger log Voss, en Forening, som endnu bestaar. Det blev i et af Foreningens forste Moder besluttet, at vi skulde optage til nærmere Drøftelse Sporgsmaalet om det Gamle Testamentes Oprindelse og dets Forfattere — et Sporgsmaal, som dengang var nyt hos os og meget aktuelt. Jeg blev valgt til at holde det indledende Foredrag. Jeg havde hidtil ikke skjænket dette Sporgsmaal nogen Opmerksomhed; jeg havde læst Casparis Indledning1 og Keils,2 og holdt mig til dem, skjønt jeg allerede havde begyndt at tvile paa Rigtigheden af deres Syn. Det var et betydeligt Arbeide, som herved paalagdes mig. Jeg skrev efter flere Verker, som omhandlede det Gamle Testamente og fremstillede den nyere Opfatning; de, jeg havde før, repræsenterede den gamle. Jeg anvendte hele Vinteren paa at studere disse Spørgs-maal, som jeg efterhaanden fik en klar Forstaaelse af. Mange af de Synsmaader, som hævdedes af de forskjellige Forfattere, stillede jeg mig mere eller mindre tvilende imod; men i det store og væsentlige maatte jeg give den nyere Kritik Ret, og jeg fik et nyt Syn paa det Gamle Testamentes hellige Skrifter, som ikke i nogen Henseende nedsatte dem i mine Øine eller berøvede dem deres Betydning. Tvertimod blev de mig mere forstaaelige og kjære. Det blev i det hele en stor aandelig Vinding for mig, hvad jeg nu lærte.

Resultatet af mit Studium paa dette Omraade nedlagde jeg lidt senere i et eget Skrift kaldet: «Den hellige Skrifts Historie", som ikke giver sig ud for noget rent videnskabeligt eller selvstændigt Arbeide, men kun havde til Hensigt at retlede og orientere især Lærerne med Hensyn til Skriftens eller Bibelens Oprindelse og dens Forfattere. Jeg forholder mig væsentlig refererende, men dog saa, at det kan sees, at jeg nærmest hylder en moderat Retning og i hvert Fald afviser alle Forsøg paa at afklæde Skriften dens guddommelige Hoihed og Betydning, samtidig som ogsaa den menneskelige Side ved dens Til-

11 Se side 175, anm. 1.]

12 Karl Friedrich Keil: Einleitung in die Kanonischen Schriften des Alten Testaments,

1853, 3. Aufl. 1873. — Keil var en disippel av Hengstetiberg, omtalt ovenfor side 77.]blivelse hævdes. Skjønt saaledes Bogen var meget moderat, blev den dog af mange modtaget med Uvilje. Dette gav sig dog ikke, saavidt jeg nu kan erindre, Udslag i offentlig Kritik, men derimod i private, tildels anonyme Skrivelser, hvor man gjerne vilde gjøre lidt Nar af mig og stiklede paa, at jeg kaldte den -en populær-videnskabelig Fremstilling". Det viste sig imidlertid siden, at Bogen slog godt an hos dem, som den særlig var bestemt for, og jeg har oftere modtaget Vidnesbyrd herom. Naar jeg nu ser paa den rent objektivt, saa maa jeg sige, at Bogen er god og meget bedre end andre, som tidligere var udkommet hos os, og som skulde tjene samme Formaal. Og jeg tror, at vel omtrent alle Prester i vort Land er saa nogenlunde enige i min Opfatning nu.

For mig selv personlig havde Arbeidet sin store Betydning, idet jeg derved førtes bort fra meget, som den ældre teologiske Videnskab havde hævdet. Jeg nærmede mig i meget den teologiske Retning, som var opstaaet, og som senere fik Navn af den liberale. Deraf kommer det vel, at jeg er blevet æret med Tilnavnet .-liberal", som jeg gjerne kan bære, men som jeg ønsker, ikke skal misforstaaes. Jeg er væsentlig enig i meget af det, som er hævdet af den nyere Teologi om Skriftens, særlig det Gamle Testamentes Oprindelse, og hvad der efter min Mening er vigtigere, jeg er enig i den Opfatning af Inspira-tionslæren, som i den sidste Tid er trængt igjennem. Alt dette har sin Betydning, naar det gjælder Lærespørgsmaalet og dets Udforin-ning i Livet; men det har intet at gjøre med selve Kristendommen.

Udviklingen gik imidlertid sin Gang, og jeg stod væsentlig som passiv Tilskuer uden at have Anledning til at se Bevægelsen fra nærmere Hold. Jeg kjendte ingen af de mere fremtrædende Mænd und-tagen Presten Konow i Sandviken i Bergen, og ham kunde jeg ikke følge. Men saa var jeg tilstede paa et Møde i Oslo, hvor der var en De! saakaldte liberale Teologer tilstede, og da begyndte jeg lidt efter-hvert at forstaa, at den liberale Teologi var noget andet og mere, end jeg havde tænkt. Der var en Del meget moderate Mænd, som jeg kunde slutte mig til. Af dem var Sogneprest Thv. Klaveness i Oslo, med hvem jeg delte Opfatning. Jeg kjendte Klaveness godt fra Stu-dentertiden, og da jeg nu mødte ham igjen, havde han meget forandret sig, og det forekom mig, at han havde gjennemgaaet omtrent samme Udvikling som jeg selv.

Senere fik jeg Anledning til at stifte nærmere Bekjendtskab med den nyere liberale Retning inden vor Kirke, idet jeg fik Kapellaner, som hørte den til, og da forstod jeg godt, at jeg ingen liberal Teologvar i den Betydning, som Ordet nu havde faaet. Jeg kunde saaledes ikke bifalde Opfatningen af Jesu Person som et blot Menneske, ikke vedkjende mig Forkastelsen af den saakaldte .Jomfrufødsel" efter den moderne Opfatning, eller den nye Forstaaelse af hans Opstan-delse m. m. jeg fastholdt bestemt den apostoliske Troesbekjendelse uden noget Forbehold og forøvrigt alle vor Kirkes Bekjendelsesskrifter, naar de opfattes paa en naturlig og rimelig Maade og man ikke fæster sig ved mindre væsentlige Ting. Og fremfor alt beklager jeg den Maade, hvorpaa liberale Teologer i den sidste Tid optræder, idet de synes at gaa ud fra, at de ikke er Menighedens Tjenere, men dens Herrer, og at Menighederne skal være bundne til at tjene dem og finde sig i, hvad de kan finde paa at forkynde, idet de bestemt afslaar at følge Kirkens Bekjendelse. Alt dette er helt modsat min Opfatning. Jeg har aflagt min Presteed, og den har jeg villet holde, og skulde den Dag komme, at jeg i væsentlige Spørgsmaal, saa som Spørgsmaalet om Frelserens Fødsel, Død og Opstandelse, ikke kunde dele Kirkens Tro, vilde jeg som en ærlig Mand opgive min Stilling. Dette synes mig saa klart og følgerigtigt, at jeg maa forundre mig over, at der kan raade nogen Dissents her.

Af dette vil det sees, at naar jeg er bleven regnet blandt de liberale, gjelder dette kun Spørgsmaal som hører til Teologien, ikke til Troen og Troessandhederne, som jeg helt ud fastholder. Der maa i hver Religion, som skal tilfredsstille Menneskehjertets Trang, findes Mysterier, som Fornuften ikke kan fatte, men som Troen griber; en Kristendom, hvori der ikke er Mysterier, er ingen Kristendom og knapt nogen Religion. At ville gjøre Kristendommen til en Forstands-sag, som af Videnskaben kan fastholdes, er den daarligste Tjeneste man kan gjøre den. Jeg er derfor afgjort Modstander af den liberale Retning, saaledes som denne nu har formet sig. I Virkeligheden maa jeg i alt væsentligt være enig med den gamle Retning i dens Kamp mod Liberalismen, skjønt jeg ikke kan billige enkelte Ting hos den.

Naar alt kommer til alt, staar jeg derfor den gamle Opfatning eller den konservative Retning meget nærmere end den liberale, ja jeg tror, at jeg i alt væsentligt kan slutte mig til den. Jeg er enig i, at de, som faktisk fornegter Frelserens Ouddom, ikke burde være Prester i vor Kirke, da de i Virkeligheden fornegter det væsentligste i Kristendommen, Saavidt jeg har kunnet forstaa, staar jeg paa det samme Standpunkt i denne Henseende som Flertallet af vore Prester i Nutiden. Jeg har ogsaa hørt Mænd af den gamle Retning udtale sig; blandt andre har jeg hørt Professor Hallesby holde en Prædikenom Troen og dens Væsen m. v., som jeg i alle Dele vedkjendte mig som ogsaa min Overbevisning. Jeg kunde med Glæde sige ja og Amen til Alt, skjønt jeg ikke vil underskrive alt i hans Etik. Jeg har læst meget af Professor Odland og er enig i saa godt som alt; enkelte Ord og Meninger var der naturligvis, som jeg steilede lidt ved, men det var Biting. Men jeg vil tilstaa, at jeg har imod den Dømmesyge, Forfølgelseslyst, Intoleranse og Bitterhed som giver sig Udslag hos enkelte Mænd af Retningen. Jeg vil ikke være med her.

Jeg har i mit Liv lært personlig at kjende en stor Del af vore Prester, især naturligvis de ældre, og jeg har faaet det bestemte Indtryk af dem, at de i alt væsentligt deler min Opfatning. Det er et forsvindende Mindretal paa hver af Sidefløieme.

Men blandt Lægfolket er det helt anderledes; det holder urokkelig fast ved Pontoppidan, selv naar det gjelder Inspirationen.

Hvem har øvet Indflydelse paa min Udvikling? Saaledes er der spurgt. Hertil har jeg ikke ret meget at sige. Det er ingen bestemt Person, som gjennem sit Liv har ydet særlig Paavirkning. Mange har øvet sin Indflydelse, men ingen i nogen fremtrædende Grad. Forældre, Lærere og Venner har alle, mere eller mindre, øvet nogen Paavirkning. Skulde jeg nævne nogen særlig, maatte det være min gamle Ungdomsven Lars Dahle, den bekjendte Missionær. Vi var sammen i Bergsvik, paa Seminariet og ved Universitetet og var be-slægtede Sjæle. Jeg har aldrig nogensinde truffet en Mand med en saa lysende Intelligens, saa eminente Aandsevner, og jeg saa op til ham som til ingen anden. Det var mig fra først af klart, at han vilde blive en fremragende Videnskabsmand.

Af Forfattere derimod er der flere, som har øvet Indflydelse paa mig, saaledes Rosenius i min første Ungdomstid, Søren Kierkegaard under Studietiden; desuden flere af den lutherske Kirkes bedste asketiske Forfattere. Digtere og skjønliterære Forfattere har jeg læst mange af, og de har virket paa mig i mange Maader. I det hele har Bøgerne været mine bedste Lærere, og jeg har læst en uhyre Masse gjennem de mange Aar; thi jeg har ikke været af de Kristne, som vilde stænge sig ude af Verden; jeg har stadig søgt at orientere mig i Vertien. Jeg har været af dem, som helst vilde gaa mine egne Veie og ikke likte at gaa i andres Ledebaand. Det som man vinder selv som aande-ligt Udbytte, er altid det, som man har kjærest, og som gaar dybest. Derfor var det ganske naturligt, at jeg, eftersom jeg voksede og ud-viklede mig, begyndte at tænke selv istedenfor at leve paa Laan fraandre. Dette har vistnok ogsaa bidraget sit til, at man har opfattet mig som en liberal Teolog paa Hold, hvor man har liden Forstaaelse af, hvad liberal vil sige.

Det faar nu hermed være som det vil; det har saa lidet at sige, hvad Mennesker mener om mig. Min Bekjendelse er nu, som den altid har været:

Den Grund, hvorpaa jeg bygger, er Kristus og hans Død.

I Jesu Pines Skygger er Sjælens Hvile sød.

Der har jeg fundet Livet, selv er jeg intet værd; hvad Jesus mig har givet, gjør mig for Gud saa kjær.

18. VIDENSKABELIG OG LITERÆR VIRKSOMHED

Jeg har allerede ovenfor nævnt, at jeg alt fra Barndommen havde havt videnskabelige Interesser, og at jeg alt tidlig var paa det rene med, hvilken Livsbane jeg vilde følge. Denne Interesse for Videnskab og videnskabelige Sysler har fulgt mig til det sidste og vil vel næppe udslukkes, før Læberne blegner. Jeg har drukket lidt af Mimers Brønd, og den, som drikker af den, tørster altid efter mere.

Det var dog ikke Videnskaben, som i egentlig Forstand skulde blive min Livslod; jeg var ikke af Herren bestemt til at gaa den Vei. For det første manglede jeg de fornødne Midler; havde Vorherre villet, at jeg skulde gaa den Vei, havde han nok givet mig Midler. Men hertil kom, at jeg altid har havt en stærk Interesse for det praktiske Liv, og den gjorde, at jeg følte et andet Kald i mig end en Videnskabsmands stille og rolige Arbeide. Derfor blev jeg en Arbeider, som virkede i den store Menneskeverden; det var Menneskene, jeg havde den største Lyst til at arbeide med, og Videnskaben blev kun taget til Hjelp i Arbeidet, aldrig som en selvstændig Sag. Dette gjelder først min Prestegjerning. Jeg har gjort mig til Regel at anvende en Stund af Dagen — helst om Morgenen — til videnskabelige Studier og stille Stunder for den alvidendes Ansigt. Jeg har fundet, at dette var en Nødvendighed for mig som en Herrens Tjener i Menigheden; jeg kunde ikke stadig give ud uden at øse igjen af det evige Kildevæld. Dette har jeg holdt fast ved til nu.Jeg har derfor mange Gange gjennemlæst det Nye Testamente paa Græsk, delvis med Kommentarer, og af det Gamle har jeg ligeledes læst en stor Del — alle historiske Bøger og delvis Salmerne — ligeledes i Grundsproget, delvis med Forklaringer. Naturligvis har jeg læst mange andre Skrifter af religiøst Indhold.

Men ogsaa udenfor Teologien fulgte jeg min Lyst til at dyrke videnskabelige Studier. Jeg blev dog aldrig nogen Videnskabsmand af Fag, men kun en Dilettant, som brugte den til Glæde for mig selv og for andre. Og Videnskaben har været mig til stor Glæde og Adspredelse. Det var, som jeg allerede har nævnt, særlig Historie i videste Forstand, som øvede sin Tiltrækning paa mig. Professor Ludvig Daae, som jeg personlig kjendte, udtalte ved en Anledning: -De, Olafsen, er en lykkelig Mand; Historien har bragt Dem Glæde!" Det var, syntes mig, merkeligt, men træffende sagt.

I den forste Halvdel af mit Liv, indtil jeg kom til Ullensvang, havde jeg indskrænket mig væsentlig til at nyde Videnskaben til min egen Fomøielse og Opmuntring, uden Tanke paa, at jeg skulde prøve at delagtiggjøre Andre i den. Dog havde jeg allerede i yngre Aar skrevet en liden Bog om Skottetoget (1877); men dermed blev det i

20 Aar.

At jeg skulde blive Forfatter, drømte jeg ikke om som ung. Men her er det Arven fra Far, som gjorde sig gjældende. Han var meget skrivende af sig, især i Aviser, og han havde en stor Lyst. til at optræde som Forfatter, fordi han ubevidst følte, at her havde han en Evne, som var ham skjænket. Han skrev meget let og godt for sig, naar man betænker, at han væsentlig var Autodidakt. Hos mig slumrede Lysten eller Arven, men brød frem, da jeg var kommen lidt frem i Livet. Den begyndte med enkelte Oversættelser af religiøse Skrifter og Bearbeidelser af saadanne og fortsatte med nogle smaa Skrifter af historisk og biografisk Indhold, deriblandt det ovennævnte om Skottetoget; noget selvstændigt Arbeide vovede jeg ikke at tænke paa. De første Aar i Ullensvang optoges blandt andet af historiske Studier og Undersøgel&r -om Hardangers Fortid og af Studier vedrørende det Gamle Testamente. Det var først omkring Slutningen af Aarhundredet, at min litterære Produktion for Alvor begyndte, og fra den Tid har den holdt sig og stadig øget indtil den sidste Tid.

Hvad denne Produktion i det enkelte angaar, anser jeg det for mindre paakrævet at gaa nærmere ind paa. Nøiagtige Oplysninger om mit Forfatterskab indtil 1918 findes i det af Arkivar Thomle i nævnte Aar udgivne Jubilæumsskrift: Studenterne fra 1868. For-tegnelsen over hvad jeg har skrevet, indtager lidt over 7 Sider. Jeg skal kun nævne de større Arbeider.

Foruden det ovennævnte Skrift: Den hellige Skrifts Historie (1899), udkom i 1898: Havebrug og Frugtavl i Norge i Middelalderen. I 1900: Havebrugets og Frugtavlens Udvikling i Hardanger. I 1907: Ullensvang. En historisk-topografisk statistisk Beskrivelse. XII+ 628 S.

Det var det første af mine topografiske Skrifter. I Aarene 1909 —1910 udkom mine Skrifter om Retsforholdene paa Hardangervid-den, hvorom senere. I 1912 udkom en Reisehaandbog for Hardanger: Gjennem Hardanger, og i 1914 paa Engelsk (Through Hardanger). I 1914: Jordfællesskab og Sameie. En historisk Undersøgelse. Ud-givet efter Foranstaltning af Landbrugsdepartementet. 3 Bl. + 110 S. I 1916 sammen med Rikard Berge: Villandsætten i Hallingdal. VIII ,+ 66 S.

Da jeg tog Afsked med Ullensvang i 1913, var jeg meget nedstemt og tænkte, at min Arbeidsdag var tilende. Men det viste sig senere, at Herren endnu havde Brug for mig, om end paa en anden Maade. Fra 1914 af begynder min Forfattervirksomhed for fuldt Alvor, idet jeg nu uhindret kunde ofre mig for videnskabelige. Studier og Arbeider. Jeg havde ogsaa i de tidligere Aar drevet indgaaende Studier i Arkiver og Biblioteker. Hver Vinter var jeg en Tur i Bergen eller Oslo i denne Anledning, hvilket let lod sig gjøre, da jeg altid havde Kapellan og der om Vinteren var mindre at gjøre, især i Tiden mel-lem Jul og Paaske. De første Aar efter 1913 blev væsentlig benyttet til Indsamling af Stof. Bearbeidelsen af det rige Kildemateriale tog væsentlig sin Begyndelse efter 1916, og den største Del af denne Produktion ligger saaledes efter den ovenfor nævnte Fortegnelse i Jubilæumsskriftet fra 1918.

I Virkeligheden er min Produktion cftcr 1918 i Omfang større end hele min tidligere og staar i kvalitativ Henseende ogsaa over den.

At nævne alt, som jeg efter nævnte Aar har udgivet, vilde rimeligvis findes at være for meget i et Arbeide som dette, hvorfor jeg vil indskrænke mig til det væsentligste. Jeg vil først nævne et større Verk, som ikke er omtalt i den anførte Fortegnelse:

Hardanger Samlinger. Gamle Kildeskrifter til Belysning af Hardangers Kultur- og Personal-Historie: I. Gjert Henriksen Milzow. Voss og Hardangers Prestehistorie, oversat fra Latin og ledsaget af oplysende Anmerkninger og en Livsskildring af Forfatteren. Udgivet af Hardanger Historielag 1911. — II. Markus Schnabel. HardangersBeskrivelse. Omskrevet og forsynet med Bemerkninger og en Skildring af Forfatteren. Udgivet af Hardanger Historielag 1912. — III. Jordbog for Hardanger af 1646. Udgivet af Hardanger Historielag 1917—18. — IV. Presternes Mandtal af 1664 for Hardanger. Udgivet af Hardanger Historielag 1927.

Endvidere tre kulturhistoriske Afhandlinger: Myrmalmsmelting i Norge i ældre Tid. Tillægshefte til Norsk 'Folkekultur 1916. — Viter paa Sørlandet og Vestlandet i ældre Tid. Særtryk af Norsk Folkekultur 1920. — Saltbrænding i ældre Tid, især i Hordaland. Særtryk af Norsk Folkekultur 1922.

Dernæst kommer fire Bygdebøger, alle udgivet af vedkommende Herredsstyre eller ved dettes Foranstaltning og med dets Garanti:

Kvam i Fortid og Nutid. En Bygdebok. Norheimsund 1921. VIII + 975 S.

Granvin i Fortid og Nutid. En Bygdebok. Norheimsund 1922. XI1+ 542 S.

Ulvik i Fortid og Nutid. En bygdebok. I—II. Norheimsund 1925. VIII + 451 og 341 S.

Veøy i Fortid og Nutid. En historisk-topografisk Beskrivelse. I—II. Norheimsund 1926. XX+ 715 S. og VI +414 S.

Og saa tre Skrifter fra andre Omraader, som har beskjæftiget mig:

Stange Almenning, af O. Olafsen og M. Saxlund, med 34 Illustr. Hamar 1922. Udg. af Almenningsstyret. 223 S.

8. Norske Slægtsnavne. Risør 1922. 138 S.

9. Norsk Prestegaardsliv, med 100 Billeder. Bergen 1927. 205 Sider. Udkom som 5te Bind af Bibliotheca Norvegiæ Sacræ, udgivet af Professor Oluf Kolsrud.

Foruden disse større Skrifter udkom der i disse Aar en Mængde Opsæt og større Afhandinger af især historisk Indhold, spredt ad i forskjellige Tidsskrifter og Aarbøger, som For Kirke og Kultur, Norsk Theologisk Tidsskrift, Norvegia Sacra, Historisk Tidsskrift, Norsk Folkekultur, Bergens Historiske Forenings Skrifter, Tidsskrift for det norske Landbruk, Tidsskrift for Skogbruk, Aarsskrifter for Historielagene i Hardanger, Vossebygderne, Søndmøre, Romsdal, endvidere i Aviser som Aftenposten og flere andre.

Foruden disse Skrifter, som allerede er offentliggjort, har jeg flere liggende i Manuskript, som muligens vil blive offentliggjorte.

Det bør kanske ogsaa tilføies, at alle disse Skrifter og Afhandlinger er leveret uden nogensomhelst Godtgjørelse, De har tvertimodkostet mig tildels ikke saa smaa pekuniære Ofre. Dog har jeg i hele denne Tid havt offentlig Støtte, uden hvilken Arbeidet vilde have været umuligt. I de senere Aar har Understøttelsen udgjort 500 Kr. aarlig, hvorfor jeg skylder Regjering og Storting stor Tak. De paa offentlig Foranstaltning udgivne Skrifter saavel som «Stange Almen-ning" har naturligvis været honoreret, og enkelte Afhandlinger ogsaa, men kun meget faa.

Jeg har aldrig arbeidet med Lon for Øie; det har altid været Lysten, som drev Arbeidet, og Glæden i Arbeidet selv.

Naar jeg nu kaster Blikket tilbage og som en Beskuer i Frastand betragter denne min Produktion, da maa jeg oprigtig tilstaa, at jeg synes ikke, at det kan være muligt, at jeg virkelig har kunnet præstere dette Arbeide, især Arbeidet efter min Fratræden. Det er jo det almindelige, naar en Embedsmand tager Afsked fra sit Em-bede, gjør han det med Tanke paa at nyde Hvile og Ro — «otium cum dignitate"; jeg derimod har aldrig søgt nogen saadan Hvile og kunde heller ikke tænke mig, at et saadant Liv kunde være mig en Glæde. Jeg maa vel være meget forskjellig fra andre Mennesker. Det var med den største Sorg jeg nedlagde mit Arbeide i Ullensvang; men jeg saa klart, at Veien var stængt for mig. Da begyndte et nyt Afsnit af mit Liv, et Arbeidsliv fuldt saa meget som mit tidligere Liv, kun af en anden Art. Det er formentlig meget sjelden, at en Arbeidsdag kan strække sig saa langt — op imod 90 Aar — og at Arbeidskraften kan vedvare. Selvfølgelig har Naturen havt sin Virkning hos mig som hos alle andre, og især er det Synet, som har slaaet Feil. Havde jeg samme Syn som tidligere, synes jeg, at jeg kunde arbeide ligesaa let som tidligere.

Alt dette har jeg kun den naadige Gud og Fader at takke for, som har overøst mig med sin Naade og sin Godhed til det sidste. Dette er ikke tomme Talemaader i min Mund, det er min fulde og faste Overbevisning, og jeg ser hele mit jordiske Liv og alt mit Arbeide og al min Virksomhed i Lyset fra det Høie. Det er Gud alene, som tilkommer Takken og Æren for alt; hans Navn være lovet og priset. Jeg er ringere end al den Trofasthed og Miskundhed, du har gjort mod din Tjener.

Han skjænkede mig en ualmindelig god Helbred. Aldrig syg, aldrig en spildt Arbeidsdag, altid lige munter og glad hver Morgen, hvilken uendelig stor Naade er ikke dette, naar jeg tænker paa alle de lidende Mennesker, som maa gjøre sin Gjerning under Smerte. Min Arbeidsdag strakte sig fra 8 om Morgenen til 12 om Nattenbestandig, og naar jeg lagde mit Hoved paa Puden, sovnede jeg med engang og sov uafbrudt, til Morgenen op. Hvilken Lykke og Velsignelse Søvnen bringer! Og aldrig blev jeg træt; det var kun forbi-gaaende, om saa hændte. Gud var det ogsaa, som skjænkede mig denne Arbeidslyst og Arbeidsglæde, som har fulgt mig hele Livet fra min Barndom. Derfor er det min himmelske Fader — jeg gjentager det — som ene skal have Æren og Takken for alt. Men Gaverne maa bruges rettelig, om de skal blive til Velsignelse. Om jeg altid har gjort dette, er vel høist tvilsomt; men jeg har forsagt efter ringe Evne at gjøre mit bedste. Det gjælder særlig om, at passe godt paa Tiden; thi den er kostbar; ikke være ledig, ikke sløse med den. Jeg har aldrig brugt at tage mig fri for at hvile; men naar jeg følte, at jeg trættedes, slog jeg om og tog op et andet Arbeide; dette virker ligesaa godt som at lægge Hænderne i Skjødet. Videre brugte jeg altid at inddele min Tid, saavidt det lod sig gjøre; det virker meget heldig.

Hertil kommer, at jeg altid arbeidede let og hurtig og kunde faa meget Arbeide fra Haanden i forholdsvis kort Tid, og det er en lykkelig Evne, naar den bruges med Forstand, og det maa man altid tænke paa. Naar jeg ser tilbage paa mit Livsverk, maa jeg beklage, at jeg ikke har udført det saa godt, som det burde være gjort. Altid og overalt er der Feil og Mangler, og det tør vel være, at jeg kunde have gjort dette eller hint bedre, om jeg gav mig bedre Tid. Nu, dette maa være som det vil; gjort Gjerning kan ikke ændres. Jeg føler mig som en uværdig og unyttig Tjener; jeg gjorde kun, hvad der var min Skyldighed og Pligt, og dersom jeg skal være oprigtig, maa jeg tilstaa, at det kanske var smaat bevendt ogsaa hermed. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg gjerne vilde gjøre alt saa godt, jeg for-maaede. Den høieste Ros og Ære, som jeg kan tænke mig at opnaa hos min himmelske Herre, er at han vilde engang sige til mig: Du gode og tro Tjener; vistnok mangelfuld, udygtig og unyttig, men dog tro i Gjerningen under megen Skrøbelighed.

Det er min inderlige Bøn at han vil unde mig dette af sin store Naade for Jesu Kristi Skyld!

Jeg maa her endnu tilføie et Par Ord. Altid har jeg merket, at der var mange, som saa med en vis Mistro paa mig, fordi jeg befat-tede mig med uvedkommende Ting. En Prest har vigtigere Ting at ivaretage. Ja, det er sandt, hvis han forsømmer det, som er hans nærmeste Kald og Opgave, da er det meget beklageligt. Men det behøver han ikke altid at gjøre. Ofte ligger der under en saadan Beskyldning en Misforstaaelse, den nemlig, at der er Arbeider og Beskjæf-tigelser, som er vigtigere end andre. Søren Jaabæk blev af en Prest beskyldt for at bespotte Kristendommen, fordi han havde sagt, at en Bonde, som kjørte Gjødsel, gjorde en ligesaa Gud velbehagelig Gjerning som en Prest, der stod paa Prækestolen; han blev rigtignok dømt som Gudsbespotter for sin Udtalelse; men efter min Mening havde han fuldstændig Ret. Ethvert Kaldsarbeide er lige nødvendigt for Samfundet, om de end kræver forskjellig Uddannelse, og enkelte stiller større Krav end andre til Udøveren, og ligeledes er enhver Arbeider lige kjær og velbehagelig for den himmelske Husbonde, som kun ser paa en eneste Ting, nemlig Troskaben. Derfor har jeg altid efter ringe Evne forsøgt at gjøre alt mit Arbeide for Guds Ansigt som en Tjeneste for ham, og jeg kan bevidne, at der er intet som kan give os den Glæde og Styrke i Arbeidet som denne Tro.

At være en Arbeider for Herren, det er den største Ære, som kan blive et Menneske til Del her i Verden.

19. HARDANGERVIDDEN

Jeg kan ikke godt gaa Hardangervidden forbi, naar jeg skal give en Skildring af mit Liv. Den første Gang, jeg saa Hardangervidden, var Sommeren 1890, da jeg sammen med min Hustru og flere andre var oppe paa Folgefonnen og herfra fik et stort Overblik over en Del af Vidden, som laa utbredt for mine Øine. Her fik jeg for første Gang ogsaa se Haarteigen og Hardangerjøkelen samt det meste af Hardangers Fjelde. Da var jo alt dette en ukjendt Verden for mig; men det skulde blive anderledes en Gang, og det var meget fornuftigt, at jeg gjorde Begyndelsen med at bestige Folgefonnen, hvor jeg bedst kunde faa Oversigt.

Den anden Gang, jeg saa Vidden og da paa nærmere Hold, var, da jeg Sommeren 1892 aflagde den et Besøg og blandt andet i Følge med flere besteg haarteigen. Formentlig var jeg den anden Prest, som besteg den; jeg ved, at Provst Hertzberg var deroppe; men jeg har ikke hørt om nogen anden Prest, som har været her. Dog er dette usikkert.

Jeg blev stærkt indtaget af Viddens eiendommelige Natur og dens Skjønhed. Det er ikke saa underligt. Jeg var opvokset blandt Romsdals Fjelde, jeg havde som Barn og ung tumlet mig paa og om Fjeldet. Jeg havde som Barn foretaget, i Følge med Andre naturligvis, min førsle virkelige Fjeldbestigelse, og jeg havde faaet et uud-sletteligt Indtryk af Naturens vidunderlige Skjønhed og Storhed. Jegkan sige, at jeg derved blev dobt i Fjeldets Skjønhedsbad og var bleven fyldt af Fjeldets Aand. Den forlod mig aldrig. Hver Sommer var jeg mindst en Gang oppe paa Vidden eller andre Fjelde, og intet kunde saaledes styrke og opfriske mig som disse Ture. Jeg vandrede over Vidden paa Kryds og paa Tvers, og gik alene over den efter dens hele Længde, og tilsidst tilbragte jeg i Følge med Høifjelds-kommissionen en hel Sommer her. Jeg fik saaledes en sjelden Anledning til grundig at lære den at kjende.

Men det er ikke dette, som det her gjælder; det er noget helt andet, nemlig Spørgsmaalet om at bevare denne Naturherlighed for Bygderne. I den senere Tid, da man begyndte at faa Øinene opladte for Fjeldets Skjønhed og Betydning, begynte Spekulationen ogsaa at beskjeftige sig med Hardangervidden, og Rigmænd begyndte at kjøbe op store Fjeldstrækninger af Bønder, som paastod, at de eiede dem og solgte dem for en latterlig Pris. Jeg saa klart, hvad dette vilde føre til: Bygderne vilde snart miste sine Fjeldrettigheder; Pengene dominerer overalt, og de fattige maa ligge under og fortrække.

Dette skulde drage vigtige Følger efter sig for mit Vedkommende. En af Funktionærerene i Landbrugsdepartementet sagde engang spø-gende til meg: Der vil nok engang blive reist en Støtte for Dem på Hardangervidden. Det kan muligens hænde; saa galt er hændt før; men jeg er ligeglad i denne Henseende og bryr mig ikke om nogen Støtte hverken der eller andensteds!

Foranledningen til, at jeg kom til at træde i nærmere Berørelse med Hardangervidden, bortseet fra mine mange Besøg der, kom uden nogen Medvirkning fra min Side; jeg blev af en anden og høiere Magt ført ind paa en ny Vei, som jeg aldrig havde drømt om. At jeg skulde optræde som Retshistoriker, var noget, der laa mig saa fjernt, at der aldrig var kommet op en Tanke derom. Og dog skede det.

Der var, allerede før jeg kom til Ullensvang, opstaaet Tvist mel-lem de to Naboherreder Ullensvang og Eidfjord om Grændserne mel-lem dem paa Fjeldet; Tvisten udviklede sig til en Proces, som varede i mange Aar. Da jeg tilhørte Ullensvang, var det ganske naturligt, at jeg fulgte den med Interesse, skjønt jeg endnu var ukjendt med Forholdene og ikke forstod mig det ringeste paa de Spørgsmaal, som her var reist. Imidlertid var mine Interesser for Hardanger og særlig for dets Fortid vaagnet, og jeg havde begyndt at samle Oplys-ninger af forskjellig Art. Dette var man vel bekjendt med.

Da modtog jeg en Skrivelse fra den Sagfører, som førte Sagen forUllensvang, med Anmodning om at foretage Undersøgelser, om der maaske i gamle Skrifter eller lignende skulde findes historiske Op-lysninger om Eiendomsforhold og Grændser paa Vidden, og meddele ham hvad jeg maatte finde.

Jeg svarede, at jeg skulde forsoge. jeg saa jo straks, at jeg var aldeles ukyndig i alt, som angik denne Sag; men jeg fik prøve at lære. Det var ingen let Sag; thi det viste sig, at der raadede dfcn største Uklarhed og Forvirring om, hvem der egentlig eiede Hardan-gervidden eller de enkelte Dele af den. Begge de stridende Parter paastod, at de eiede de omprocederede Strækninger, og det var ikke Smaapluk, det dreiede sig om; det var i hvert Fald mange Kvadratkilometer. Men saa kom Naboherrederne og paastod, at de eiede ogsaa visse Dele af Strækningen, ja det var mange, som mente, at de var eiendomsberettigede. Det var i Virkeligheden mest sandsynligt, at ingen af dem eiede noget, og det var dem, som paastod det og mente, at Vidden var Ingenmands Land, som det hedder i Nutidens Sprog om ødeliggende Egne. Jeg stod aldeles raadvild i al denne Forvirring, og vidste ikke rigtig, hvor jeg skulde vende mig hen for at finde lidt Lys i alt dette Mørke. Jeg begyndte med at gjøre mig nærmere bekjendt med vor Lovgivning, men fandt ikke noget, som kunde yde mig nærmere Oplysning; dog fæstede jeg mig ved de Udtalelser, som de indeholdt om Almenninger, og begyndte at sammenholde disse, uden at jeg dog kom til nogen Forstaaelse. Men saa kom jeg paa, at jeg skulde undersøge de gamle norske Love, om jeg kunde finde noget der, som kunde bringe Lys i Mørket. Og til min Forundring fandt jeg meget her, som jeg ikke tidligere kjendte, baade om Almenninger og om Fjeldet. Saa begyndte jeg at undersøge, hvad Fortolkere og Retskyndige sagde. Det var Professor Brandt, som satte mig paa det rette Spor i sin Tingsret. Der giver han nemlig en klar og letfattelig Udvikling af Almenningsbegrebet, og naar jeg saa sammenholdt dette med de gamle Love, fik jeg Forstaaelse af, at Hardangervidden maatte være Kongens Almenning; thi de gamle Love erklærede, at det som ingen eier, det eier Kongen, d. e. Stats-samfundet, repræsenteret i Kongen. Brandt dristede sig ikke til at drage denne Slutning; han vidste ikke, hvad Vidden var. Det som her kom mig til god Hjælp, var, at jeg var saa fortrolig med Fjeldet og dets Brug, Sæterbrug, Skikke og Traditioner. Det tog naturligvis sin Tid, for alt blev mig klart; men saa var jeg ogsaa fuldt overbevist om min Menings Rigtighed, skjønt jeg ikke kunde fremlægge bestemte Beviser derfor.Saa skrev jeg til Sagføreren og fremholdt, at Sagen var anlagt paa en feilagtig Basis, nemlig paa Eiendomsret istedetfor Brugsret, og at derfor Processen ikke vilde føre til noget. Det vilde han naturligvis ikke høre Tale om, og heller ikke Dommerne; men det gik da saa, at jeg fik Ret i min Paastand. Underretten havde endelig fældt Dom og tilkjendt Eidfjord Strækningen som Eiendom. Men Høieste-ret sagde noget andet; den var enig med mig, og Processen blev til en Tvist om Brugsretten, hvor Ullensvang vandt. Men dette skede først flere Aar senere.

Det rygtedes nok, at jeg havde fremsat den Paastand, at Vidden var eller ialfald havde været Kongens Almenning. Stølsbrugerne blev opskræmt og blev nok saa forbitrede over, at jeg vilde være med at tage deres Eiendomme fra dem; men jeg trøstede dem med, at de kunde sidde trygt og rolig. Saa langt fra at ville berøve dem deres Rettigheder, var det min Opgave netop at styrke deres Rettig-heder. Som Tingene havde begyndt at udvikle sig i den sidste Tid, vilde Bønderne snart miste sine Herligheder. Rigmænd havde begyndt at opkjøbe gamle Støler for at lægge dem ud til Jagtmarker eller til Fiskebrug. Efterhaanden begyndte man at forstaa dette, og man sluttede sig til min Opfatning.

Men Fjeldsagen i Hardanger drog vigtige Konsekvenser efter sig. Departementet (Landbrugsdepartementet) begyndte at faa Øinene op for, at der var en Fare, soin truede offentlige Interesser. Tidligere havde Regjeringen eller Departementet bestandig afslaaet at gjøre noget for at raade Bod paa de fortvilede Forholde, som raadede paa Vidden, hvad Grændser og Brug angaar. Det svaredes, at Staten ingen Interesse havde af Vidden, og Bønderne kunde ordne sig, som de selv bedst forstod. Men nu begyndte man at ane, at Staten nok kunde faa Interesser at varetage. Hvem eier de store Vande paa Vidden, som kan blive rige Kraftkilder? Hvem eier Elvene og Fossene? Spekulanter var kommet og havde begyndt at kjøbe dem for en ganske ringe Sum af Bønder, som paastod at eie dem uden at have noget lovligt Hjemmelsbrev derpaa. Tysse i Odda var solgt, og det store Ringedalsvand. Snart vilde Turen ogsaa komme til den store og berømte Skjæggedalsfos, Kirtso i Kinsarvik var blevet udbudt til Salg med sine Vande og alle sine Fosse, en af de største Kraftkilder paa Vestlandet. Jo, der kunde nok være Grund til, at Departementet begyndte at tænke sig om.

Sommeren 1907 hændte der noget, som blev af stor Betydning for mig. En Dag stod der paa mit Kontor en fremmed Mand, som præ-senterede sig for mig, sagde sit Navn og fortalte, at han var en Funktionær i Landbrugsdepartementet. Han havde hørt, at jeg havde Kjendskab til Forholdene paa Hardangervidden, og at jeg muligens kunde have nogen Mening om Eiendomsforholdene deroppe. Han vilde være mig forbunden, om jeg vilde meddele ham, hvad jeg mente, jeg var straks villig hertil og gjorde Rede for min Opfatning, at Hardangervidden havde været Kongens Almenning og rimeligvis delvis endnu var det. Saavidt jeg husker, var jeg allerede da kommen saa langt i mine Undersøgelser, at jeg kunde fremlægge flere historiske Vidnesbyrd om Rigtigheden af min Opfatning. Han horte paa min Udvikling med stor Interesse, og vi blev siddende en Stund og snakke. Da sagde han: Skulde De være villig til at stille Dem til Landbruksdepartementets Tjeneste og søge nærmere at undersøge dette Sporgsmaal og gjennem Arkivundersøgelser skaffe tilveie historiske Oplysninger og Vidnesbyrd om Hardangervidden som Kongens Almenning? Jeg skulde faa frie Hænder til at arbeide og ubegrænd-set Tid saavel som den fornødne pekuniære Støtte. Hertil svarede jeg naturligvis ja, forudsat at mine Overordnede gav sit Samtykke og tilstod mig Tjenestefrihed, og det lovede han mig, at Departementet skulde sørge for; jeg skulde ingen Bekymring have i den Anledning. Departementet skulde sørge for, at jeg fik den fornødne Frihed, og at der blev ordnet med Ansættelsen af en midlertidig Vikar eller forrettende Prest. Saa gunstige Vilkaar var aldrig blevet mig budt, og kort efter fik jeg fra Landbrugsdepartementet officiel Forespørgsel om det samme og Tilbud som ovenfor anført, og saa blev alt ordnet, uden at jeg behøvede at gjøre andet end give mit Samtykke. AliJe Dører stod mig aabne og alle Hjælpekilder. Det var aldeles vidun-derligt for mig.

Nu begyndte der en travel Arbeidstid. Jeg studerede i Statsarkivet i Bergen, i Statsarkivet i Oslo og særlig i Rigsarkivet. Jeg var hos Sorenskriverne i flere Jurisdiktioner for at gjennemgaa Dom-bøger og lignende Retsprotokoller, og Landbrugsdepartementet stil-lede sine store Arkiver til min Raadighed, og jeg fik eget Kontor her, som jeg ret kunde disponere over, og her sad jeg mangen Kveld aldeles alene i den store Bygning. I Statsarkivet stillede man et eget Rum til min Raadighed, og jeg fik en egen Afskriver. Ja, under saa-danne gunstige Forhold kan man udrette lidt, og jeg tør nok sige, at jeg laa ikke paa Ladsiden. Et umaadelig rigt Kildemateriale blev indsamlet. En mindre Del blev afskrevet med diplomatarisk Nøiagtig-hed og udgivet af Landbrugsdepartementet som «Dokumenter ved-

BNS- xvi

13rørende Hardangerviddens retslige Forhold", et Verk paa 455 Sider og indeholdende 164 Dokumenter. Men det tog flere Aar, før dette Verk var faerdigt, og der kom andre Arbeidere til, som fortsatte, hvad jeg havde begyndt, særlig daværende Arkiv- og Biblioteks-Ama-

nuensis Gunnar Tank, som sluttede sig til min Opfatning og senere som Høifjeldskommissionens Ar-kivkonsulent førte Arbeidet videre.

Imidlertid skulde jeg ogsaa gi-ve en nærmere Udvikling af min Paastand, og denne maatte jeg ud-arbeide længe, før Arbeidet med Indsamling af Dokumenterne var tilendebragt.

Skriftet, hvis Titel er: »Om Eiendomsretten til Hardangervidden, en retshistorisk Undersøgelse, udgivet efter offentlig Foranstaltning", udkom i 1909; Forordet er dateret i Mai 1909. Af Forordet sees, at det var den 10. Januar 1908, at Departementet gav mig i Opdrag at udføre Arbeidet.

Naar jeg nu ser tilbage paa dette Skrift, som var det første i Rækken af flere, ser jeg, at jeg nu vistnok i Enkeltheder vilde have udtrykt mig noget anderledes; men i det store og hele er jeg fremdeles enig i, hvad jeg her udtaler.

Høifjeldskommissionen har ved en given Anledning udtalt sig anerkjendende om Skriftet, men har enkelte Bemerkninger at gjøre. Jeg er enig i disse; kun finder jeg, at Kritiken ikke er helt retfærdig eller billig. Det maa først betænkes, at jeg ikke var Jurist, og det merkes nok. Jeg skrev ikke heller som Jurist, men som Historiker. Jeg har fremdraget meget, som ikke har juridisk Beviskraft, men kun kan tjene fil at kaste Lys over Sagen. Jeg var ikke nogen Sagfører, som ensidig taler sin Parts Sag, og jeg var ikke Dommer. Dette over-lod jeg til andre.

Det var jo rimeligt, at dette Skrift maatte vække nogen Opsigt blandt Jurister, og jeg kan ikke fortænke dem i, at de rystede paa Hovedet og smilte lidt overlegent. At en Prest optræder som Rets-

53. Sogneprest O. Olafsen.historiker, hører ikke til det almindelige, og særlig naar det gjelder saavidt vanskelige og meget vigtige Spørgsmaal som her. Det kan vist siges med Rette, at skulde min Opfatning blive godkjendt af Domstolene, vilde det betegne en Kursændring i Spørgsmaal om mangt og meget, som for mange Landsbygder er af stor Interesse.

Imidlertid forandrede Forholdet sig snart; jeg tror, at en stor Del Jurister, blev enige med mig. Det vigtigste var imidlertid, at Høifjeldskommissionen tiltraadte min Opfatning, og ligesaa Høiesteret, som kan siges i det Store og Hele altid i den senere Tid at have fulgt denne Linje, Jeg er i det væsentlige enig i de Domme, som er afsagt af Høifjeldskommissionen og afgjort af Høiesteret. Der er kun en Dom, som jeg ikke vilde have underskrevet, og hvorom der ogsaa var stærk Dissens. Minoriteten i Høiesteretsvoteringen gav en ypperlig Fremstilling af Sagen, som jeg helt igjennem gav min Tilslutning, og som jeg er overbevist om var den rigtige. Dette vover jeg at paastaa, fordi ingen kjendte Forholdene paa Stedet saa godt som jeg, som havde gaaet over Vidden og undersøgt den, og som historisk havde gransket den, og som stod aldeles uhildet overfor Spørgsmaalet, som i visse Retninger frembød store Vanskeligheder. For dem, som er kjendt, kan jeg sige, at mine Ord gjelder Dommen om Veigvandet og dets Omgivelser,

Mange vil vistnok bebreide mig, at jeg kastede mig ind i- denne Strid, som ikke vedkom mig efter deres Opfatning. Heri kan jeg ikke være enig. Den vedkom visselig ikke mig personlig; men den vedkom i høi Grad min Menighed. Som Forholdene begyndte at udvikle sig, vilde inden faa Aar største Delen af Vidden være gaaet over i Rig-mænds Hænder, og Bygderne vilde blevet berøvede sine urgamle Ret-tigheder. Rigmænd og Fattigfolk kan ikke længe arbeide sammen. Pengene seirer overalt.

Et slaaende Vidnesbyrd om Rigtigheden heraf haves fra Heiene mellem Ryfylke og Sætersdalen, hvor en Rigmand har faaet kjøbt op gamle Støler og lignende af Bønderne og nu optræder som en stor Godsbesidder efter udenlandsk Mønster og forbyder Bønder og andre at komme sig nær.

Han forbyder alt Fiske i Vande og Elve, forbyder al Jagt og al Samfærdsel. Turister faar ikke færdes længere her, og Veie stænges, Varder nedrives o. s. v. Det vilde have gaaet aldeles paa samme Maade paa Hardangervidden, om ingen havde grebet ind.

Ja, svarer man, det maatte vel være Bøndernes Sag at gribe ind og hævde sine egne Interesser. Bønderne eller Folket ser ikke længereend til sin egen Næse, som man siger, naar det gjelder en Sag som denne. Vilde nogen hindre dem i at sælge sin Støl, vilde de straks skrige op og sige, at de gjorde, som de vilde, med sin Eiendom. Jeg fik nok hore det mangen Gang; de tænkte bare paa den øieblikkelige Vinding af en 2—300 Kroner eller saa, men tænkte ikke paa Fremtiden eller paa Samfundet, Bygden og Konsekvenserne. Men jeg saa det klart; der var ingen Tvil i min Sjæl i saa Maade. Skulde jeg da tie stille og lade alt gaa, som det kunde? det vedrører jo ikke mig. — Ja, da vilde jeg sige om mig selv, at jeg var en feig Usling, som ikke fortjente at staa som Leder af en Menighed. Jeg vilde i Virkeligheden være en Leiesvend, efter min Opfatning og min Samvittig-hed, og det er den, det kommer an paa og ikke paa, hvad andre mener eller siger. Derfor angrer jeg ikke paa, hvad jeg gjorde, og jeg vilde have gjort det samme nu.

Min Optræden i denne Sag blev af stor Betydning. Den første Følge var Nedsættelse af Høifjeldskommissionen, som jeg fulgte paa dens Befaringer Sommeren 1909. Ikke saa at forstaa, at jeg direkte havde noget med Kommissionens Opnævnelse at gjøre. Landbrugsdepartementet havde rimeligvis indseet Nødvendigheden af, at der maatte gribes ind; jeg ved intet derom. Men det er sikkert, at før en saadan Kommission kunde nedsættes, maatte det retslige Grundlag, Spørgsmaalet om Eiendomsforholdet, klarlægges. Det var ikke gjort; ingen havde tænkt paa det eller ialfald ikke forsøgt paa det. Det var dette og intet andet, jeg gjorde, og derved muliggjorde jeg Nedsættel-sen af Høifjeldskommissionen. Men, siger man, enhver Historiker eller Retskyndig kunde jo have gjort dette og kanske meget bedre. Ja, det er der ikke Tvil om; men det er blot det, at der ikke var nogen anden, som gjorde det. Det er Historien om Columbus’s Æg op igjen. Alt er saa simpelt, naar det er klarlagt, og Læren om Almenningerne i Norge og om norsk Ret eller norske Loves Bestemmelser om dem er meget klar og simpel i sine Hovedtræk.

Hardangervidden blev reddet; Høiesteret har hævdet den samme Betragtning, som jeg havde gjort gjældende, og Opinionen i Hardanger slog helt om, og jeg modtog endog en Takkeskrivelse fra Herredsstyret for min Virksomhed.

Men aldrig havde jeg drømt om, at jeg skulde optræde som Jurist og Retshistoriker; det lyder jo næsten eventyrligt. Men det var ganske simpelt; jeg kjendte saa godt gammel Skik og Brug paa Fjeldet, og rent instinktsmæssig anede jeg Sammenhængen, som var gaaet tabt i Tidens Løb for Juristerne.Foruden de to ovennævnte Skrifter om Hardangervidden, skrev jeg lidt senere et andet Skrift: De vigtigste Støler og Fælægre paa Hardangerviddens Vest- og Nord-Side. Lidt senere skrev jeg en Bog om Jordfællesskab og Sameie, som udfylder delvis mit første Skrift.

Foruden disse Skrifter, som alle blev udgivet paa offentlig Bekostning, skrev jeg to andre, som ikke er udgivet, men ligger i Manuskript. Det ene er en Beretning om alle de Almenninger, som nævnes i vort Land i trykte eller utrykte Kilder eller i den levende Tradition. Stoffet er ordnet efter Fylker og de gamle Fogderier. Beretningen er kortfattet med Henvisninger. Det er et temmelig stort Arbeide; det kunde ikke udgives offentlig; det vilde koste for meget i Forhold til den Nytte, det kunde have. Det ligger derfor i Landbruksdepartementets Arkiv.

Det andet Skrift er ganske kortfattet og vilde neppe have udgjort mere end en 5—6 trykte Ark. Det er en almindelig Oversigt over Almenningernes Opstaaen og Almenningsvæsenets Udvikling i vort Land til den senere Tid. Det er saaledes en kort og populær Fremstilling af Læren om Almenningsvæsenet i vort Land. Manuskriptet var bestemt til Offentliggjørelse, men de vanskelige Tider med uhørte Trykningsomkostninger hindrede dette, og Skriftet er derfor blevet liggende hos mig.

Jeg skal endvidere bemerke, at jeg har en meget stor Samling af Afskrifter af Kilder til Almenningernes Historie. De ovenfor nævnte Dokumenter, som er trykt og udgivet, udgjør kun en Brøkdel af dem.

Denne Samling vil til alle Tider være af stort Værd for dem, som vil studere Almenningsforholdene i vort Land.

20. DE FREMMEDE PAA ULLENSVANG

Vi havde — min Hustru og jeg — hidtil levet paa Steder, som laa udenfor de store Samfærdselslinier, og havde saaledes været henvist omtrent udelukkende til Omgang med Folket, den almindelige Mand, i Menigheden. Vi fandt os begge vel tilfreds dermed; men det kan dog ikke negtes, at det er et Gode at kunne have Omgang med høitdannede Mennesker. Det tjener fil at udvide ens aandelige Syns-kreds og vække og vedligeholde aandelige Interesser. Livet i en afsides-liggende, afstængt Bygd kan lettelig komme til at drage Presten nedad, og der kan lægge sig Støv paa hans Aands-Vinger. Dette har saa ofte været Tilfældet i vort Land paa Grund af Naturforholdene.I denne Henseende foregik der en stor Forandring i vore Livs-kaar og Forholde, da vi kom tii Ullensvang. Hele mit Arbeide og mit Liv i denne Menighed maatte, efter sin hele Beskaffenhed, bidrage meget til at udvikle mit aandelige Liv og mit Livssyn i det hele. Men hertil kom der en ny Faktor, som fik stor Betydning for mig. I Hardanger kom vi med engang op i et stærkt udviklet Turistliv, ind i et af Centrerne for Turistrørelsen i Landet. Vi kom den store Verden, den udenlandske Kultur, nær; vi kunde paavirkes af den hver Dag og føle Strømningerne i Verdenskulturen.

Flertallet af de fremmede, Udiændingerne, som paa denne Tid besøgte Hardanger, var Englændere, og de dominerede i den Grad, at Odda i Turisttiden maatte nærmest betragtes som et engelsk Udfarts-sted. Hotellerne var særlig optaget af Engelskmænd, og Engelsk taltes i Almindelighed.

Hele dette Liv, som jeg her stilledes Ansigt til Ansigt med, var noget nyt for mig. Jeg havde aldrig seet Turistlivet for mig og aldrig deltaget i det, skjønt jeg nok havde reist lidt i vort Land. Det interesserede mig meget, og jeg forstod, at jeg maatte komme i nærmere Berørelse med det paa Grund af min Stilling. Men jeg kunde ikke tale noget fremmed Tungemaal, skjønt jeg naturligvis havde læst levende Sprog til Artium; men Undervisningen var af den Art, at vi aldrig hørte et levende Ord; det var bare Bogen. Sprogundervisningen var saa slet som muligt, hvad levende Sprog angaar. Da jeg nu stilledes overfor dem, som talte Engelsk, forstod jeg ikke et Ord, og det var da, syntes jeg, mere end harmeligt, at jeg havde læst Engelsk i mange Aar, og saa ikke skulde forstaa et eneste Ord, naar Sproget blev talt. Men jeg lovede mig selv, at dette skulde blive anderledes, og det blev det. Jeg husker endnu saa levende den første Gang, jeg forstod, hvad der blev sagt, det var som en ren Aabenbaring.

Min kjære Hustru var, saalænge hun endnu var frisk, særlig vel skikket for at se fremmede Gjester hos sig. Hun kunde stelle sit Hus fortrinlig, gjøre det hjemligt og hyggeligt; hun havde let for at om-gaaes fremmede og trække dem til sig. Hun var opdraget i gammel norsk Gjestfrihed, og enhver, som kom i Huset, følte sig tiltrukket heraf. Hertil kom, at Ullensvang var et skjønt Sted med mange Min-der, og mange vilde gjerne se Stedet. Vi havde en stor og vakker Prestegaard (Bolig) med hyggelige Rum og god Plads. Prestegaarden var bygget i 1864—66 og var for sin Tid vistnok en af de mest moderne. Nu var den det ikke længere; men vi fik — som før omtalt

— en god Forbedring udført, idet vi byggede en Veranda paa Sidenmod Sjøen og Dør gjennem denne ud i Haven. Herved vandt Huset meget i Hygge og Bekvemhed.

Vi begyndte derfor snart at faa Besøg af Fremmede, ikke blot fra vort eget Land, men ogsaa fra Udlandet. Min Hustru talte nok saa godt tysk og engelsk, især det sidste; jeg var endnu en stor Stymper i fremmede Sprog, da jeg kom til Ullensvang, skjønt jeg havde læst meget; navnlig kunde jeg, som nævnt, ikke forstaa Engelsk, da jeg aldrig havde hørt det talt. Det varede dog ikke saa længe, førend jeg begyndte at forstaa lidt af, hvad der blev sagt, og selv ogsaa kunde udtale mig, og saa gik det nok saa hurtig.

Men det var særlig en Begivenhed, som indtraf Sommeren 1891 paa Lofthus, som med et Slag førte os ind blandt dem, der regnedes for Englands Venner. Der boede 4 unge Englændere af god Familie i Hotel Ullensvang paa Lofthus, en Advokat og Redaktør, en Apoteker o. s. v.; de var glade og lystige, som Ungdom flest, naar de er paa Ferietur. Da hændte det den Ulykke, at den ene af dem, Mr. Copeck, druknede i sine Venners Paasyn under Badning lige ved Stranden ved Hotellet; han gik med engang under, skjønt han var Sportsmand og en øvet Svømmer som alle Engelskmænd, og sank. Denne sørgelige Begivenhed gjorde et stærkt Indtryk paa Vennerne og alle de fremmede. Den afdøde var af meget god og fin Familie, ligesom Kamme-raterne. Ulykken vakte Deltagelse hos alle, og da Liget skulde sendes til England, kom der meget Folk sammen, som viste sin Deltagelse, og der blev gjort en liden Tilstelning paa Dampskibsbryggen, hvor Kisten stod, og pyntet lidt for Anledningen. Der var ikke stillet nogen Anmodning til Presten om nogen Høitidelighed; men det fulgte som af sig selv, at jeg mødte op og talte lidt ved Kisten, som vi pleiede at gjøre ellers, og sang et Par Salmevers, alt paa Norsk og beregnet paa vore Landsmænd. Men saa sagde jeg ogsaa nogle Ord til Slutning til de fremmede paa Engelsk. Det var temmelig dristigt af mig, saa daarlig, som jeg var i Sproget, at indlade mig herpaa; men Meningen var god, og den opfattedes. «Sproget var ikke god Engelsk, men det for-stodes," saaledes lød Dommen. Det kom ind i de engelske Aviser, endog i «Times'', hvad en norsk Prest havde gjort tnod en Søn af England, og dermed var jeg optaget blandt dets Venner og blev løftet høit op med Tak og Hæder. Og den afdødes Venner og Bekjendte blev straks vore Venner, og det ualmindelig trofaste og gode Venner. Flere af dem kom tilbage Aar efter Aar og bragte nye Venner med, og de vankede i vort Hus som fortrolige Venner. Til Ojengjæld blev vi indbudt af flere til at besøge dem i deres Hjem. Ja, dette var jomeget fristende for en, som aldrig havde været udenfor Landegrænd-sen, men som stadig havde gaaet og drømt derom. Herom mere i det følgende Kapitel.

Som Sogneprest i Ullensvang, hvortil dengang Odda hørte, kom jeg i nærmere Forbindelse med de engelske Turister og især med mange engelske Prester, som om Sommeren tjenestgjorde her og holdt Gudstjenester for de mange Englændere, som opholdt sig i Odda eller reiste gjennem Stedet. Mange af dem var meget elskværdige og høit dannede Personer, som det var interessant at stifte Bekjendtskab med. Omgangen med de mange Udlændinger bragte mig i nærmere Forbindelse med Udlandet, især Vesteuropas Kultur og Dannelse; herved kom jeg til at stifte nærmere Bekjendtskab med den engelske Literatur og Kultur, som bidrog meget til at udvikle mig i Livssyn og aandelig Kultur; mit og min Hustrus Ophold i England, som senere skal omtales, virkede ogsaa i samme Retning. Jeg lærte meget ved Omgangen med dem, og særlig fik jeg et meget videre og friere Syn paa flere Omraader, særlig religiøse og politiske. Der er intet Folk, som jeg har modtaget saa stærk Paavirkning af som det engelske, og der er intet Folk, jeg sætter saa hoit, som det engelske, skjønt jeg naturligvis ser, at ogsaa det har sine nationale Svagheder.

Om mit Forhold til Tyskerne skal jeg senere tale.

[Herom inneholder Olafsens optegnelser intet, — Uig.]

21 BEKJENDTE PERSONERS BESØG PAA ULLENSVANG

Min Stilling og min Udvikling førte mig i Forbindelse med en Mængde Reisende, som i min Embedstid besøgte Hardanger, der-iblandt ogsaa mange Kunstnere og Videnskabsmænd, baade fra Ind-land og Udland, og Bekjendtskabet med alle disse Fremmede bidrog meget til min aandelige Udvikling. Jeg vil nedenfor nævne enkelte af dem.

Baade min Hustru og jeg hørte til den gamle traditionelle Opfatning af en Prestegaards Forpligtelse i gjestevenlig Retning. Vi tog venlig mod alle, som kom indom Prestegaarden; vi havde altid Har-dangerøl; og et Glas af dette, eller et Sølvstaup, fyldt med denne skummende Drik, syntes at være en stor Overraskelse; i hvert Fald blev det altid modtaget med Tak; ikke en eneste Gang saa jeg en mandlig Gjest sætte det utømt fra sig. Nu er dette som saa meget andet kun en Saga; Prestegaardslivet er blevet et andet; det er Bylivetog Byforholdene, som har gjort sig gjeldende ogsaa paa dette Om-raade. Den gamle Prestegaardsidyll kommer aldrig mere igjen!

Naar jeg nu i Mindet vil forsøge at fremhæve enkelte af den store Skare, som i Aarenes Løfa gik ind og ud i Prestegaarden, er det naturligt, at det er vanskeligt for mig at gjenkalde dem i mit Minde. Tiden har bleget Mindet og afvisket Trækkene. Værst er det at huske Navnene.

Jeg har ovenfor nævnt nogle af vore engelske Venner, de første vi kom i nærmere Berorelse med. Senere kom der mange nye til. En af disse var Mr. Rich med Hustru og Datter, som fulgte Sønnen, som var Kapellan i Odda en Sommer. Mr. Rich var Postmester i Liverpool og var en meget elskværdig Mand, som jeg var meget sammen med, og som vi senere besøgte i England.

En anden Prest i Odda, som besøgte os, var Rev. Dangar, som jeg blev godt kjendt med, og som var en høit dannet Mand med videnskabelige Interesser. Saaledes havde han lagt sig efter gammel-Norsk, eller Islandsk, som han kaldte det, og havde studeret Sagaer og den ældre Edda. Han havde ogsaa skrevet enkelte Afhandlinger herom. Jeg fandt i det hele, at de engelske Prester af den anglikanske Kirke, den engelske Statskirke, var meget dannede Mænd med mange Interesser i videnskabelig Retning. I Sammenligning med vore Prester stod maaske vore vel saa høit i Almindelighed; men de engelske havde langt større Almendannelse og langt flere Interesser. Jeg overvar oftere de engelske Gudstjenester og fandt, at deres Prædi-ken i Almindelighed var kort, men vel udarbeidet i formel Henseende. Derimod syntes jeg ikke, at de var saa meget værd i rent opbyggende Retning; men dette kan have været rent tilfældigt, og jeg vil ikke fælde nogen Dom herom. Vist er det, at de alle var meget elskværdige og hyggelige.

En Mand af helt anden Art, som besøgte os, og som vi lærte at kjende, var Mr. Pahud og hans Hustru, som havde reist meget i vort Land og var meget interesserede for det.

I 1891 traf jeg i Odda en ung Dame, Miss May Jeffrey, som var kommet hid ganske alene og i en meget forkommet Tilstand. Hun havde gaaet over Fjeldet og havde været ude i forskjellige farefulde Situationer; vaad og forfrossen var hun kommet ned til Odda og var kommet ind til en Kone, som hun ikke kunde gjøre sig forstaaelig for, og som mente, at hun ikke var ganske klog, men bad mig komme og tale med hende. Jeg saa gjorde, og fandt en liden, spæd, ynkelig udseende ung Dame, som fortalte, at hun var engelsk Student fraOxford, at hun havde vandret om alene i vort Land og især holdt sig til Fjeldet og enslige Trakter.1 Hun var en Type paa en engelsk Turist, hvis Hovedopgave synes at være at søge uden at kjende de Farer, de udsatte sig for. Jeg syntes Synd i hende, og saa tog jeg hende med mig hjem, og hun forblev her i flere Uger og kom sig snart igjen og lærte at snakke Norsk. Hun blev os meget hengiven og var ogsaa senere meget sammen med os.

En skotsk Prest, som opholdt sig i Ullensvang en Sommer lidt senere, var Rev. John Beveridge; han vankede meget i vort Hus, kjendte Johannes Brochmann og Missionær Lars Dahle, og har oversat enkelte norske Skrifter, deriblandt enkelte af Dahles, paa Engelsk.

Af Svenske mindes jeg Professor Arrhenius fra Lund, som boede paa Lofthus en Sommer og ofte var hos mig. Det var de botaniske Interesser som førte os sammen.

Af Danske var der mange, som besøgte os; men det er kun faa, som jeg bestemt mindes. En af dem var den bekjendte Gartner og Rosedyrker, Zeiner Lassen fra Helsingør, som jeg i mange Aar stod i Forbindelse med, særlig med Roserne for Øie. Af ham modtog jeg gjennem Aarene en Mængde sjeldne Roser, og nu vilde han gjerne se Resultatet. Jeg mindes saa godt, vi sad paa Altanen i Ullensvang en deilig Sommeraften og saa paa al Naturens Skjønhed. Da sagde han i Løbet af vor Samtale: «Ved De, Olafsen, jeg har reist gjennem hele Europa, men jeg har endnu intet Sted seet saadanne Roser som her hos Dem." Dette var jo for mig en stor Glæde at høre, selv om jeg godt vidste, at andre i Hardanger havde dem ligesaa vakre og kanske endnu mere fuldkomne; thi Zeiner Lassen var Nordens største Rosedyrker og Rosekjender, hvis Kataloger omfattede flere Tusinde forskjellige Slags Roser.

Men det merkeligste Besøk af danske Mænd fik vi i 1911. Det var en Søndagsaften, og der var samlet fuldt Hus paa Krossvoll en Sommerdag i Turisttiden. Jeg holdt Foredrag om Stiftelsen af det norske Universitet og anede kun Fred og ingen Fare. Der var flere Fremmede tilstede; deriblandt lagde jeg Merke til en høi, kraftig, meget distingveret Herre med to Damer, som sad ret foran mig. Jeg veiede ikke saa nøie mine Ord; mine Tilhørere var i Almindelighed ikke saa kritiske, når jeg blot ikke berørte politiske Spørgsitiaal. Da jeg

[* I 1890 hadde Miss May Jeffrey besteget Trolltind ved Trollfjorden i Lofoten. Se hennes egen beskrivelse i Den norske Turistforenings Aarbog for 1890, s. 92 — 94.]var færdig, kora den nævnte Herre op til mig og sagde: «Jeg er den danske Konseilspræsident Berntsen. Jeg synes, De var lidt uretfærdig mod os Dansker." Jeg blev som slaaet paa Munden, men fattede mig straks og sagde: «Deres Excellence maa undskylde mig, og jeg beder meget om Forladelse, om jeg har sagt noget saarende for vore danske Brødre. Jeg vidste ikke, at jeg havde saa høie Tilhørere; havde jeg vidst det, vilde jeg have valgt mine Udtryk med større Forsigtighed. Men jeg haaber dog, Deres Excellence, at mine Ord ikke maa virke til et Brud paa det gode Forhold mellem de tvende Riger. (Dette var naturligvis sagt som Spøg.) Men nu er her Anledning til at berig-tige, hvad der har været sagt." Dermed vendte jeg mig til Forsamlingen og sagde: «Mine Venner, vi har den Ære i Kveld at have Hans Excellence den danske Regjerings Chef blandt os, og nu giver jeg Ordet til ham, forat han kan berigtige, hvad der maatte være misvisende i mit." Dermed bad jeg Ministeren stige op paa Talerstolen, hvad han ogsaa gjorde og talte lidt om den danske Stemning og Regjeringens Forhold til Universitetssagen. Vi skiltes ad som de bedste Venner, og Ministerpræsidenten med Damer kom paa Visit til oa og drak 01 af Sølvstaupet og var overmaade elskværdige. Jeg tror, han var hos os hver Dag, medens han opholdt sig paa Lofthus.

Nylig blev jeg i en Bergensavis — vistnok Bergens Tidende — mindet om denne lille Episode. Der stod nemlig et Intervju med den forhenværende Konseilspræsident Klaus Berntsen, som havde været i Bergen. Avisen havde benyttet Anledningen til at intervjue ham om Forholdet mellem de to Lande og om Danmarks Modstand mod visse Krav fra norsk Side som Orønlandssagen, Arkivsagen o. s. v. Ministeren havde da udtalt sig i Retning af, at Norge ikke havde noget at bebreide Danmark. Der var Feil paa begge Sider. Og saa fortalte han om denne Episode i Krossvoll, men uden at nævne Navn, og mente derved at godtgjøre, at Nordmændene kunde være noget udfordrende og urimelige overfor Danmark.

Af andre Danske, som besøgte Ullensvang, vil jeg nævne den bekjendte Forfatter og Havebrugsmand Stephan Nyeland, som var her i 1890 eller 91, og Gartner Mathiesen fra Korsør, som jeg længe stod i Forbindelse med, og som leverede mig en Mængde Frugttræer; jeg antager, at jeg var en af hans vigtigste Kunder paa dette Om-raade. Han blev ogsaa imponeret over, hvad han saa paa Ullensvang af Frugt. Han udtalte sig med største Beundring over Hardanger-frugten.En dansk Kunstnerinde, som jevnlig besøgte Fru Ingeborg von der Lippe Konow paa Leikvoll (Helleland) og da sammen med hende oftere var hos os, var Frøken Suzette Skovgaard, Datter af den bekjendte danske Maler Professor Skovgaard og Maler som Faderen. Sidste Gang, hun var hos os, var antagelig omkring 1900 eller kanske lidt før. Hun var da gift med en ung, meget vakker og beleven Herre fra Kjøbenhavn, Grosserer Hans Nikolai Holten. En Aften var de hos os; muligens var der flere her, det husker jeg ikke; men hvad der hændte den Kveld, glemmer jeg ikke. Min Hustru foreslog, at Selskabet skulde gaa bort i Roth-Stuen, hvor der var tændt paa Peisen. Saa skede, og Selskabet leirede sig rundt Peisen, og Ølkanden gik rundt. Ingen anede nogen Fare, og Samtalen var munter og fortrolig. Under denne reiste Holten sig og gik ud, og en Stund efter kom han ind igjen, uden at nogen fæstede sig derved. Det forekom mig, at han var blevet meget stille, men jeg lagde ikke nogen Vægt derpaa. Selskabet skiltes ad som sædvanlig, og først Dagen efter fik jeg vide, hvad der havde tildraget sig den foregaaende Aften. Vor Datter fandt om Morgenen nedenfor den nævnte Stue en Lommebog; da hun aabnede den, saa hun til sin Forundring, at den indeholdt mange Penge, deriblandt mange Guldpenge, og hun saa tillige, at Bogen maatte tilhøre Holten. Hun gik straks til dem med Bogen, og nu fortalte Holten, at han om Aftenen var faldt ned fra Verandaen eller Gangen foran Stuen. Denne Gang havde Rækværk paa Langsiden, men ikke for Smalenderne. Paa den øvre Side var Indgangen og behøvedes intet Rækværk; men den nedre Ende vendte ud mod den stærkt skraanende Grund, der helder ned mod Veien. Her var Høiden fra Gulvet til Foden af Grundmuren omkring 3 Meter, og her laa en stor Steinrøis i den bratte Hældning. Den, som gik ud-over her, maatte falde paa Hovedet lige i Røisen. Det var høist ufor-svarligt, at der ikke var sat Rækværk for; men alle i Huset kjendte Faren og vogtede sig vel. Der var til Sikkerhed hængt op en Lygt her; men det viste sig, at dette ikke var nok. Hr. Holten kom ud, saa Lygten, men kunde i Mørket ikke se, hvad der var udenfor, og gik lige ud og bardus i Steinrøisen. At han ikke slog sig ihjel, er mig aldeles ufatteligt; men et Faktum er, at han, trods det voldsomme Stød, dog kom til Bevidsthed igjen og i Virkeligheden var uskadt. Jeg blev rent forfærdet, da jeg fik høre dette; paa et hængende Haar kunde en frygtelig Ulykke været indtruffet. Det er mig den Dag idag ufatteligt, hvorledes han slap fra det med Livet eller iaifald uden en større Skade.De fleste, som besøgte os, var dog naturligvis Landsmænd. En Mængde af bekjendte, fremstaaende Mænd og Kvinder har været indom Prestegaarden. Af Kunstnere kan nævnes fru Erika Lie og Sønnen Karl Nissen, og den norskfødte amerikanske Violinist Ole Bull Theobaldi, som han kaldte sig. Han gav en Musikaften paa Prestegaarden for et større indbudt Selskab. Han skulde være en Søn af Ole Bull og en norsk-amerikansk Dame og født i Lom. Selv ymtede han ogsaa lidt fordægtig noget herom. Han havde Ole Bulls Violin, sagde han, og der var en ægte Diamant i den. Han lignede paafaldende den berømte Mesterspiller i Vekst og Skikkelse. Spille kunde han, det var sikkert nok, men jeg fik det Indtryk af ham, at han nærmest maatte ansees for en Charlatan; men selve Stormesteren skal efter Musikernes Mening have havt meget af dette Væsen1, og den verdensberømte Musiker Chopin skal ligefrem have sagt til Ole Bull, at han var en Charlatan, da Ole Bull havde beskyldt ham for at spille falsk. Jeg har senere læst en Skildring af Theobaldi af en Nordmand som kjendte ham fra Amerika, og den stemte ganske med, hvad jeg havde tænkt i mit stille Sind.

I Forbindelse hermed vil jeg ogsaa nævne en anden amerikansk Violinist, som ogsaa var os nær forbundet, da han var gift med en norsk Dame. Hans Navn har jeg glemt; men han var en Ven av Edv. Grieg, og det var vel efter Tilskyndelse af denne, at han var kommen til Hardanger med Hustru og Barn. Det var Pintsen i 1905, den Pintse, som Nordmænd, der deltog i den, sent vil glemme. Vi gik alle i den storste Spænding, Begivenhederne fulgte i hurtig Række-følge præsis og nøiagtig som paa korte skarpe Kommandoord. Det var, ligesom vi følte, at en kraftig Haand pludselig havde grebet Rattet paa det svaiende norske Statsskib, som saa længe havde tumlet hid og did, uden at nogen formaaede at holde en ret Kurs. Men nu var Manden kommen og havde grebet Roret, og Kommandoordene lød korte og bestemte og krævede øieblikkelig at lystres. Hver den, som følte, at han skjalv i Knæerne, blev grebet i Kraven og kastet tilside. Og nu var Proklamationen til det norske Folk kommet; Pintsedag skulde den oplæses overalt i Landet. Det dirrede i alle Hjertets Strenge, som stod spændt til det yderste i Bøn og Tro, i Haab og' Forundring, blandet med stille Angst og Bæven. Pintseaften sad jeg i Oddastuen og tænkte paa Morgendagen. Da kommer en ung, vakker Dame ind til mig, spørger om jeg var Presten, beder om Undskyld-

I1 Denne mening om Ole Bull beror paa et falskt rykte, som forlengst er gjendrevet. Se Sarah C. Bull, Ole Bull, tysk overs. 1886, s. 64 — 65.]ning, hun vilde saa gjerne tale med mig, om jeg vilde være saa venlig at give hende nogle Oplysninger. Ja, jeg var mere end villig dertil. Saa fortalte hun, hvem hun var, og at hun og hendes Mand havde ligget nogle Dage i Odda, og at Manden arbeidede med et større Musikstykke o. s. v. Men det var ikke herom, hun vilde høre min Mening. Hun havde læst i Avisen, at der skulde være Revolution i Norge; men Mage til Revolution havde hun hverken seet eller hørt om. Hun saa Bønderne og de øvrige Mennesker gaa omkring aldeles som almindelig. De gik sin rolige, stadige Oang, saa ikke hverken hid eller did; de saa saa ligegyldige og sløve ud, som om slet intet alvorligt var paa Færde. Hun forstod dem ikke; de maatte da faa Fart paa sig, løbe, springe, skrige, huje o. s. v., som man pleier at gjøre allesteds, hvor Revolutioner hører til Dagens Orden. Hun vilde vide min Mening om Folket i Norge og Revolutionen. Jeg svarede, at hun ganske vist havde Ret i, at i Odda gik man tilsyne-ladende meget rolig og ubekymret; om dette virkelig var Tilfældet, vilde jeg ikke udtale mig; men jeg bad hende komme i Kirken imor-gen, saa kunde hun gjøre sine Iagttagelser, og vi skulde tales ved siden. Dette lovede hun, og vi talte længe sammen. Det var en meget fint dannet og elskværdig Dame, det forstod jeg snart.

Fintsedagen kom; Kirken i Odda var fyldt til Trængsel; jeg havde aldrig seet den saa fuld. Alle var saa stille, ligesom forvent-ningsfuldt spændte. Tjenesten begyndte, Sangen steg mod Kirkens Hvælv, baaret af mange Hundrede Stemmer; især var det festligt at høre: «No livnar det i Lundar" og efter Prædiken: «Gud signe vaart dyre Fedraland". Jeg havde leveret en Salmebog til den fremmede Dame, som sad fremst i en af de øverste Kirkestole paa Kvinde-siden og fulgte alt med den største Opmerksomhed.

Jeg steg op paa Prædikestolen som sædvanlig, medens alles Blik hvilede paa mig. Jeg bad en kort Bøn. Derpaa udtalte jeg, at jeg efter høieste Befaling havde en Meddelelse til Menigheden at gjøre. Alle reiste sig som ved et elektrisk Stød, og jeg læste op Stortingets Proklamation til det norske Folk om, at Unionen med Sverige var opløst og H. M. Kong Oscar den anden ikke længere var Norges Konge, og at en midlertidig Regjering var indsat, som alle og enhver opfordredes til at vise Lydighed og Troskab o. s. v. Det blev saa dødsstille i Kirken, at ikke en Lyd hørtes, og alle Ansigter prægedes af det høieste Alvor og Spænding. Derefter forløb alt som sædvan-ligt under dyb Stilhed. Da alt var færdigt, og der var ringet til Slutning, gik jeg frem i Kordøren og sagde, at vi vilde tilsidst syngedet første og sidste Vers af Fædrelandssangen, Alle reiste sig med engang, og alle sang saaledes som jeg aldrig havde hørt disse Vers blev sunget. Det var Svaret fra Menighedens Side paa Proklama-tionen, og det var saa klart og bestemt, at ingen kunde være i Tvil om, hvad alle, som var i Ouds Hus, mente; «Ogsaa vi, naar det blir krævet, for dets Fred slaar Leir". En saadan Dag havde jeg ikke oplevet og neppe nogen anden heller i Odda. Da alt var endt, gik jeg ned til den fremmede Frue, som endnu sad paa sin Plads, og spurgte hende, om hun nu havde faaet Svar paa sit Spørgsmaal. ./Aa," sa hun, «det var vidunderligt; en saadan Stund har jeg aldrig oplevet." Vi taltes endnu lidt ved, og hun var især grebet af Sangen.

Siden mødtes vi oftere, og hun og Manden kom paa Visit til os paa Prestegaarden. De var begge saa ualmindelig elskværdige, og Manden lovede, at han vilde komme igjen om Aftenen og spille for os. Dette Tilbud blev naturligvis med Tak modtaget, og vi sendte Bud til Venner og Naboer og indbød dem til at komme til os; blandt disse var Lars Kinsarvik, som vi bad tage med sig Felen, for at den fremmede Kunstner kunde faa høre Hardangerfelen. Kvelden kom, Stuen var fuld, og Kunstneren kom og spillede for os. En saadan Aften var der neppe nogen af dem, som var tilstede, som havde oplevet. Det var et Spil ganske forskjelligt fra den foregaaende Kunstners (Theobaldis) Spil. Det var ikke vanskeligt at skjønne, at vi her havde en stor Kunstner blandt os.

Der er saa mange Skikkelser, som dukker op af Glemselens Hav, saa det bliver ingen Orden eller Sammenhæng i det. Jeg maa tage dem, som de stiger frem.

En Dag fik vi Besøg af en Dame og Herre, og paa Visitkortet, som de sendte ind, stod: Professor Logeman og Frue, Gent. Jeg kjendte ikke Manden, men hilste paa ham og Fruen, og de satte sig, og vi kom ind i en Samtale om norske Forholde. Jeg blev høilig forbauset ved at hore ham tale det mest korrekte Norsk, som kan tænkes, med rigtig Udtale, Betoning og Aksent. Jeg har havt et fint Øre for norsk Tungemaal, og jeg havde aldrig hørt en Udlænding tale norsk, uden at han røbede sit Udspring fra et andet Folk; selv Folk, som havde levet et helt Liv i Norge, røbede sig. Det er tusinde Smaating som røber den fremmede Tunge. Fruen talte ogsaa godt Norsk, men jeg hørte dog straks, at hun var Udlænding; men som sagt, Professoren var fuldkommen norsk lige til de mindste Smaating. Men da han begyndte at tale om Peer Gynt, da steg min For-undring end mere, og jeg sagde: «Hr. Professor, De sætter mig i den største Forbauselse. De taler Norsk aldeles som en Indfødt, og De viser et forbausende Kjendskab til norsk Digtning. Det har endnu ikke hændt mig, at en Udlænding kunde lære mig noget om Ibsens Digtning; thi den troede jeg dog at kjende bedre." Dertil smilede han bare og sagde, at jeg ikke skulde forundre mig, saasom han havde gjort Ibsens Digtning til et Specialstudium. ja, vi sad længe og snakkede sammen, og det var umaadelig interessant at tale med denne Mand, som jeg snart forstod var en fremragende Videnskabs-mand. Fruen deltog ogsaa i vor Samtale og viste sig at være et høit kultiveret og intelligent Menneske, og begge var yderst elskværdige og sympatiske Mennesker. Næste Dag aflagde jeg dem en Kontra-visit paa Hotellet, og atter havde vi en interessant Samtale.

Mange Aar efter hændte det mig noget, som jeg ikke havde drømt om. At Professoren kunde huske mig, en ubekjendt Lands-prest, som han havde truffet en enkelt Gang paa sine Reiser som saa mange andre! Jeg var kommen til Voss. En Dag træder Fru Logeman ind til mig; jeg havde vel neppe kjendt hende igjen; men da hun nævnte sit Navn, mindtes jeg godt altsammen. Hun fortalte, at hun havde været paa Lofthus og havde spurgt efter mig og faaet høre, at jeg var flyttet til Vøss, og nu var hun kommen hid og havde opsøgt mig; hun havde en Hilsen med fra sin Mand til mig. Dette var dog mere, end jeg kunde have ventet, og jeg sagde det ogsaa, at det var saa elskværdigt af hende, at hun vilde gjøre sig alt dette Bryderi for min Skyld.

Blandt dem, som ofte kom i vort Hus, fordi vi kjendte saa godt den før nævnte Fru Konow, og hun kom saa ofte til os, var1 den bekjendte Fru Hanna Castberg von der Lippe, Svigerinde af den nævnte Frue; ogsaa Manden, Jacob von der Lippe, Skuespiller, siden Garderobemester ved Nationaltheatret, var ofte her; men han var ikke en saa indtagende og interessant Person som hans Frue. Hun var en meget intelligent Kvinde, som talte og skrev godt for sig og havde stærke Interesser, hvad Politik og Borgersamfund angaar. Hun var meget radikal, men det var altid interessant at snakke med hende, selv om jeg ikke delte helt hendes Meninger. Særlig husker jeg hende fra Vaaren 1905 i de spændende Junidage. Det var mig en Fryd at høre hendes Udtalelser, som flammede af Begeistringens Ild, og jeg mindes, at hun engang spurgte mig, om jeg turde synge Fædrelandssangen i Kirken, hvis det kom til en Krise; dette var før Pintsen, og det mente jeg kunde nok hænde. Sidste Gang, jegsaa hende, var vist i 1910, tror jeg. Jeg traf hende ikke mere, og jeg kom ogsaa snart bort fra Ullensvang. Længe efter læste jeg om hendes Død, og af Familien fik jeg senere nærmere Meddelelser derom. Det gjorde mig meget ondt at høre, hvor trist hendes Død havde været. Stakkars Frue, tænkte jeg, hvor ulykkelig du var! Du havde ikke lært at dø, før den mørke Gjest bankede paa din Dør! Jeg har seet saa mange dø, mange glade, de fleste rolige, kanske uden klar Bevidsthed, sjelden nogen i Angst, dog enkelte, og det er frygteligt at se. Hvor ganske anderledes er da ikke en Kristens Død!

Paa Leikvoll traf jeg oftere sammen med den bekjendte Politiker og Forfatter Erik Vullum og hans ligesaa bekjendte Frue. De var Venner af Fru Konow og kom ogsaa til os. Det var da allerede begyndt at gaa stærkt nedover med dem og det i mere end en Henseende. Men man merkede, at de var eller havde været intelligente Personer, og de kjendte en Mængde fremragende Mænd, og det var derfor meget interessant at snakke med dem, særlig med Vullum. Ham traf jeg ogsaa ellers stundom sammen med udenfor Hardanger.

En anden Mand, som meget vankede i vort Hus, og som jeg med Vemod tænker paa, var Digteren Per Sivle. Han boede en Host paa Lofthus, og da var han en daglig Gjest hos os. Vi syntes begge saa Synd i ham, især kanske min Hustru; thi hun havde et særlig følsomt Hjerte for alle Ulykkelige. Altid skjænkedt hun Sølvbægeret fuldt af 01 og satte det foran ham paa Bordet, og saa sad han her en Times Tid rolig og nød med synligt Velbehag Drikken, aldrig mere end et Bæger. Og han følte godt, at vi forstod ham og hans Sorg og Elendighed. Stakkars Per Sivle, hvor ondt det var at se, hvilke store Gaver han havde faaet af Herren; men han havde ikke forstaaet eller magtet at bruge dem ret. Han har ikke skrevet meget; men noget af det, han skrev, vil leve. Det var ikke stort igjen nu af Arven; men stundom kunde det dog flamme op en liden Gnist Hans Hustru og Datter boede her en Tid, og jeg var ofte hos dem. Fru Sivle var en elskværdig Dame.

Per Sivle var engang udsat for et stort Uheld paa Ullensvang. Der var nogle Gjester hos os en Søndagskveld, og blandt disse ogsaa Per Sivle. Han vilde ud i Gaarden og var kanske ikke saa aldeles klar i Hovedet. Nok er det. Istedet for at gaa til høire til et stille, roligt Sted, romantisk beliggende mellem Blomsterbusker, tog han til Venstre og ind i Honsegaarden og derfra ind til Hønsene Vi havde en stor Hane, som var mandvond og særlig ikke taalte Mandfolk og Barn. Han blev yderst forbitret over, at han og hansmange Damer blev forstyrret i sin stille Nattero, og fløi lige i An-sigtet paa den ubudne Gjest. Denne satte i et vildt Hyl af Rædsel, og da Folk styrtede til, fandt de Sivle staaende i Hønsehuset, aldeles hvid i Ansigtet af Rædsel, og Hanen flaksende om ham. Sivle var aldeles fra sig selv og erklærede, at han havde troet, at det var den onde selv, som var efter ham og vilde føre ham med sig. Det vakte naturligvis stor Moro hos Gjesterne, men da de saa, hvor elendig Sivle var, var det ingen, som havde Hjerte til at le af ham.

I 1891 havde vi et kjært Besøg fra Trondhjem af vor trofaste, gamle Ven Kirkeværge Raaen, Fader til den senere Sogneprest Ivar Raaen i Tingvold og til Gunhild Raaen, senere Fru Sogneprest og Stiftsprovst Ole C. Iversen i Bergen, i Følge med Sprogforskeren Amund B. Larsen. De var hos os et Par Dage, og det var lykkelige Timer. Amtmand Ole Furu i Oslo, senere Statsraad, eller kanske det var før, en Ungdomsven af min Hustru, var hos os mindst to Gange, kanske flere. Han var en meget behagelig Selskabsmand og kunde fortælle saa meget. Sidste Gang han var hos os, var han i Følge med Høiesteretsassessor Herman Reimers, en ægte Bergenser, som ogsaa var en meget hyggelig Selskabsmand. Min Hustru og jeg besøgte siden Amtmanden i hans Bolig «Punschebollen" og havde det ualmindelig hyggeligt. Hans første Hustru, Frøken Maria Ran-ders, var en Ungdomsveninde af min Hustru, og dette Forhold havde vel især knyttet den varme Forbindelse mel lem min Hustru og Amtmanden.

Den 21de Mai 1898 havde vi Besøg paa Ullensvang af Kronprins Gustaf, som dengang ogsaa var norsk Kronprins og Arving til den norske Kongetrone. Han havde netop været i Bergen og aabnet Udstillingen der og havde deltaget i Feiringen af den 17de Mai, hvilket vakte Opsigt, da det var første Gang, at en Person af det Bernadotteske Kongehus deltog i Festligholdelsen af den 17de Mai, og det kunde vel være, at det vakte smertelige Erindrin-ger hos Kronprinsen, naar han tænkte paa Oldefaderen. Det var bevægede Tider; et lidet Vindstille, som varslede Storm. Prinsen ønskede at gjøre et Besøg i Hardanger, hvor baade hans kongelige Fader og ditto Onkel havde været og var blevet modtaget hjertelig og hyldet. Der indløb Skrivelse fra Amtmanden til Herredsstyret med Henstilling til dette om at modtage Kronprinsen paa en sømmelig og værdig Maade. Men han fik til Svar, at Herredsstyret intet vilde foretage i denne Anledning. Da jeg fik dette at vide, harmedes jeg paa Ullensvangs Vegne; thi Gjestfrihed havde altidværet en Dyd i Hardanger, og det vilde være en Skam, om det skulde siges, at man ikke viide modtage en Gjest, som ønskede at besoge Bygden, især naar Gjesten var vor Konges Son og Arving til Norges Trone. Han var da i hvert Fald ikke Aarsag i den bitre Stem-, ning, som herskede mellem de to Riger, og han vilde sikkert være saa glad som nogen, om den kunde hæves. Jeg skrev derfor, efterat jeg naturligvis havde raadført mig med min Hustru, til Amtmanden og erklærede, at Kronprinsen skulde være hjertelig velkommen til Prestegaarden, om han vilde gjøre os den Ære og Glæde at besoge os. Jeg fik straks Svar, at Indbydelsen med Tak modtoges, og nu gik vi straks i Gang med at træffe de fornødne Forberedelser. Den korte Tid tillod ikke saa ret mange. Vi fik en af Frøinesmændene, som var bekjendt som en dygtig Ølbrygger, til at brygge et Anker rigtig fint Hardangerøl, som vi antog, at den høie Gjest og Følget gjerne vilde smage. Kronprinsen skulde komme fra Odda om Morgenen, og Besøget skulde kun vare en Times Tid, saa nogen Frokost kunde det ikke være Tale om; men vi vilde have en liden Tilstelning med Kaffe, Kager og Curacao samt 01. Alt gik efter Programmet. Jeg havde gjort Besøget og Tiden bekjendt og indbudt Folk til at komme; Kvinderne havde jeg bedt om at være i Festdragt. Kl. 10 kom Æridthjof" og ankrede op for Bryggen. Vi modtog den med en dundrende Dynamitsalut, og den rungede godt mellem Fjel-dene, saa vakrere Salut skulde det i hvert Fald blive vanskeligt at præstere andensteds. Prinsen med Følge kom iland, begge Prester og andre Mænd tog imod ham paa Bryggen, og jeg onskede hans kgl. Høihed velkommen til Ullensvang. Paa Bakken udenfor Kirken stod en Række høitidsklædte Kvinder, og i den tindrende klare Vaardag var det et Syn, som sikkert Prinsen ikke havde seet før. Han blev straks opmerksom paa dem, og idet vi gik forbi, spurgte han sagte, «om de var ægte". Jeg skjønte godt, hvad han mente; han havde hørt, at man arrangerte Forestillinger for Turisteme i Norge, og troede, at Kvinderne var Udstillingsvare. ..Ja," svarede jeg. «Deres kongelige Høihed kan være forvisset om, at de er ægte helt igjennem. De er klædt i sin Festdragt, saaledes som de altid er, naar der er Fest". Vi gik ind i Prestegaarden; min Hustru stod paa Trappen og rakte Prinsen sin Haand til Velkomst. Inde var der mange Gjester, særlig Kvinder, som jeg præsenterte for Prinsen. Han saa meget alvorlig ud; der var noget trist over ham, og hans Kammerherre fortalte, at Prinsen ikke var i Vigør. Han havde været forkjølet. Vaaren var kold og sen, og Blomstringen var bare saavidt begyndt.Vi holdt da Taler for ham, og han smagte paa Ølet i Solvkand;n, talte lidt med hver enkelt og spurgte om et og andet. Især interesserte han sig for Villureskredene ret overfor paa den anden Side og spurgte min Hustru om disse og sagde: -Det skulde have været interessant at se et af disse." Hvortil hun svarede, at det desværre ikke lod sig gjøre at arrangere dem; men hun vilde gjerne at H. K. H. kunde have seet et af dem. Straks begyndte det at ramle borte i Fjeld-siden — der gik om Vaaren ofte mange Skred om Dagen — og et pragtfuldt Skred løsnede og gik med tordnende Brag i Sjøen.

Saa var Visiten forbi; vi fulgte Ojesterne ned til Sjøen og saa dem ombord, og under Tonerr.e af -Der aander en tindrende Sommerlutt" gled Kanonbaaden ud over den speilblanke Fjord. Saa vendte jeg mig mod den store Tilskuermasse, som stod her og med Spænding havde fulgt Begivenheden, og talte nogle Ord om Besøget som en historisk Begivenhed, de skulde mindes i Fremtiden. Jeg anede ikke da, at det var sidste Gang, at en af vort daværende Kongehus besøgte Ullensvang. Næste Gang skulde det blive en Konge af et andet Fyrstehus.

Efter Fyrstebesøget blev der Fest i Prestegaarden. Huset blev aldeles fuldt af Gjester, som vilde være med og feire Besøget, og det blev rigtig Liv og Munterhed, som det kunde være i Hardanger i et godt Vennelag. Jeg har aldrig truffet Bønder, som er saa fine, kulti-verede og hyggelige i Selskab som Hardingerne. Det blev en uforglemmelig Dag, og da Festen sluttede, saa var ogsaa Ølet og alt det øvrige fortæret, og det gik som en sagde: Alt det du har ætlet til Festen, det skal gaa med. Stemningen var saa belivet, at Johannes Helleland og hans Sangere sang Kongesangen uden Opfordring; men om Morgenen, da jeg prøvede at faa lokket ham til at synge den, var det blankt Afslag. Han vilde ikke synge en Tone af Kongesangen. Tilsidst blev hele Selskabet fotograferet foran Altanen.

Der indtraf under Besøget en liden Episode, som jeg ofte har kommet i Hu, og som klart viser, at selv høitstaaende Personer kan vise paafaldende Mangel paa Takt og Kultur. En af de svenske Herrer — jeg tror, det var Grev Sparre — kom bort til mig og sagde: -Herr Kyrkoherde, Ert 01 ar inte klart." Jeg svarede straks: -Herr Greve, det skal heller ikke være klart." Det var da en taktløs Ufor-skaminethed at sige saadant, naar man var Gjest i et fremmed Hus, og det viste en Mangel paa Kultur, som var aldeles enestaaende. En Haring vilde aldrig have sagt noget saadant, om han end havde fundet, at der kunde være Grund dertil. Men her var det heller ikkeGrund til det. Bemerkningen viste, at Greven forstod sig ikke paa Hardangerøl. Enhver Haring vilde sige: Ølet er ualmindelig godt. Det var ferskt og derfor uklart; men det skulde være ferskt; naar Hardangerølet faar staa og klarne, bliver det nok klart, men paa langt nær ikke saa velsmagende som naar det er ferskt. Det er noget, som alle i Hardanger ved, og derfor drikker de Ølet altid af Kjenger eller Boller. Hardangerøl i Glas passer ikke og smager ikke. Ved den omtalte Leilighed var det i Sølvkrus.

Endnu et Besøg paa Ullensvang vil jeg omtale.1 Det var i visse Henseender det merkeligste af alle. Det var Bjørnstjerne Bjørnsons Besøg her den 4de og 5te juli 1903. Digteren havde været i Bergen og deltaget i Feiringen af Edvard Griegs 60-aarige Fødselsdag. Han havde paa Reisen holdt Foredrag, blandt andet i Sogn, hvor han ved sine Udtalelser om Landsmaalet havde vakt stor Forbitrelse, som gav sig Udslag i, at Ungdommen peb ham ud, saavidt jeg kan mindes. Jeg mener, det var Fru Konow, Bjørnsons gamle Veninde, som først udkastede den Tanke, at vi skulde benytte Anledningen og indbyde Digteren til et Besøg i Hardanger, hvor han ikke havde været. Hun henvendte sig til Doktor Garmann Anderssen og mig, og vi var straks villige til at slutte os til hende. Vi sendte ham en Skrivelse og indbød ham til et Besøg; ligesaa indbød vi Grieg. Fra den sidstnævnte hørte vi intet; men fra Digteren fik vi Svar, at han med Glæde modtog Indbydelsen. Nu fik vi det travelt for at gjøre Modtagelsen saa stilfuld og høitidelig som muligt. Bjørnson, Karoline og Erling, som fulgte ham, skulde være vore Gjester. Men det var en meget vanskelig Sag i de Dage at holde Fest for Bjørnson, da han var yderst forhadt af mange for sin Optræden i Maalstriden. Han kunde let komme med sine Udfald ogsaa her, og det kunde blive en stor Skandale, om vi indbød ham og han blev udpebet. Vi talte naturligvis med de mest indfly-delsesrige i Bygden og forestillede dem Sagen, og det lykkedes os at vinde Tilslutning af disse, saa vi kunde være trygge for de Ældres Vedkommende. Der blev brygget og bagt, og Meningen var, at vi skulde lave en ægte Hardangerfest i dens beste Form, som en Bryllupsfest, dogj uden nogen Tilstelning med Brud og Brudgom; vi vSlde ikke have noget, som smagte af Gjøgl. Krossvoll blev festlig prydet med Tepper og Skjolde og to vældige Langborde og et Tverbord øverst. Jo, det var en festlig Sal. Og da Kvelden kom — en herlig

p Ogsaa skildret av H. P. Blix (sorenskriver i Hardanger 1918—27)

i den Norske Turistforenings Aarbok 1929, s. 36—37.]Sommerdag, da Sørfjorden lyste i Festskrud — og en stor Skare af festklædte Mennesker fra alle Bygder omkring var opstillet i spændt Forventning, var der Feststemning over det hele. Jeg kaldte Ungdommen for mig og bad dem paa det indstændigste ikke at gjøre noget, som stødte vore Gjester; vi har indbudt Digteren, ikke Rigs-maalsmanden, og det skal være os en Æressag, at han bliver modtaget som Gjest. Ingen maa derfor optræde imod ham ved denne Anledning. Ja, Ungdommen var enig med mig og lovede alle at rette sig efter mig. Jeg skulde nok føre dem. Saa gled Dampskibet festsmykket ind til Bryggen, og Digteren stod paa Dækket. Festkomiteen gik ombord og tog imod ham. Han kjendte mig straks paa Far og sagde: ..Ja, du er Son af din Far, du! Han var en Israelit, i hvilken der ikke var Svig. Jeg ser, at du har en god Samvittighed." Saa gik vi i Land, hele Forsamlingen tog Hattene af, og vi fulgte de Fremmede, blandt hvilke var Dr. Armauer Hansen, men ikke Grieg, bort hvor Fru Brita Utne i sin bedste Puds stod og modtog dem, og Bjørnson saa paa hende; han syntes nok, at hun var en staut Haringkone. Saa gjorde de sig færdige straks. Klokken var nu 8 og Kvelden ualmindelig fin. Kommen bort til Krossvoll stod der en stor Skare festklædte Mennesker, og Kvinderne i sin fineste Stas med ringlende Søljer og gyldne Bælter tog sig ud, saa at Bjørnson nok kunde sige: ..Jeg har aldrig kjendt dette Folk." Oppe ved Indgangen stod Torstein Hus som Kjøgemester og efter gammel Skik førte Gjesterne op til sine Sæder. Alle Lys var tændt og alle Borde dækket, alt færdigt til at tage imod Gjesterne, som nu kom ind og fyldte Hallen. Bjørnson blev yderst forbauset, da han saa alt dette, og sagde, at han var ikke vant til noget saadant. Han havde nok ment, at han skulde holdt et Foredrag om Maalet, og blev meget nervøs; det kunde man godt merke. Han bad om at maatte faa tale før Maaltidet, og det tilstodes ham, skjønt det var ikke ganske efter Programmet. Vi havde ikke bedt ham komme og holde Foredrag, skjønt vi alle gjerne vilde høre lidt af ham. Men det var jo egentlig vi, som i denne Stund vilde taie til ham og hylde ham som den store Digter. Saa begyndte han og skulde tale om Maalet. Jeg vendte Hovedet nedover og gjorde et lidet Tegn, saa begyndte jeg at klappe og hele Forsamlingen med — en vældig Applaus — det var Digteren vi hilsede. Bjørnson blev yderst forbauset og sagde: ..Hvad skal dette betyde? Og der sidder Presten ogsaa?" som om han vilde, at jeg skulde svare paa hans Spørgsmaal. Men Karo-line var klogere, hun, end Digteren; hun rykkede ham i Ærmet og hviskede noget til ham. Bjørnson blev aldeles fortumlet; det gik rent i Stykker for ham, og han forstod, at han havde gjort en Buk. Han konfererte lidt med Karoline og begyndte saa at tale om Sigurd Ibsen, som skulde løse Unionsfloken, men det blev ikke noget videre af. Efter en kort Stunds Forløb brod han af og sagde: ..Imorgen skal jeg holde et Foredrag her af en anden Art," og bad alle komme, ogi nævnte Tiden. Saa gik vi til Bords, og Kjøgemesteren aabnede Maaltidet med nogle Ord, hvorefter Ølkjengerne gik rundt og Maden blev baaret ind; det var deilig Rømmegrød, Dravle og meget andet. Da det led mod Enden, reiste jeg mig; saavidt jeg husker, havde Digteren reist sig, og han og Hustruen havde sat sig oppe paa Scenen, hvor der stod Stoler for dem. Jeg gik frem foran ham og holdt en vel indstuderet Tale, hvori jeg lod alle Personer i hans Fortællin-ger passere Revue for ham, idet hver enkelt havde noget at sige. Jeg saa, at Bjornson nød Talen; han greb min Haand og udbrod: «Ja, saaledes er det!" Saa fulgte Slag i Slag Taler for Bjørnson, Karoline og mange andre — jeg mindes ikke alt. Og da saa Bordene var afdækkede og skudte til Side, blev Gulvet gjort ryddigt, og Svein Lutro traadte frem med Felen. Han vilde vise Digteren nogle Natio-naldanse. Dem saa jeg ikke; thi jeg var gaaet ud med Dr. Armauer Hansen for at nyde den vidunderlige Kveld og havde med ham en alvorlig Samtale: Det var Videnskaben, den naturalistiske, og Kristendommen, som mødtes til et lidet Opgjør.

Da Klokken havde slaaet 12, samledes alle for at følge Gjesterne bort til Hotellet. Fra Verandaen ovenpaa stod Bjørnson frem og talte nogle Ord, dybt bevæget. Det var ogsaa saa festligt i den stille Nat at se hele denne festklædte Skare flokke sig om Trappen.

Næste Dag kom han og Fruen bort paa Prestegaarden og sad her længe og talte. Paa Krossvoll holdt han sit bekjendte Foredrag: En Paaskemorgen i Peterskirken, som gjorde et uforglemmeligt Indtryk paa Alle. Om Aftenen reiste de til Odda, og jeg fulgte med for at vise ham Sørfjorden og Odda.

Det er ogsaa værd at meddele, at da Bjørnson kom, var der tændt Baal for ham, blandt andet paa Børvehovden. Dette synes især at have vakt hans Opmerksomhed. Paa Veien indover Hardangerfjorden havde han truffet Torgils Bu, den senere Redaktør, og han havde orienteret ham. Ogsaa dette omtalte Digteren med Aner-kjendelse.22. REISER I FÆDRELANDET OG UDLANDET

Jeg har været meget glad i at reise og begyndte tidlig at gjøre Fodturer. Jeg har allerede omtalt, at jeg fra Ungdommen af var en interessert Fodvandrer; jeg har gjennemstreifet meget af vort Land

— jeg kan sige, det meste, naar det tages overfladisk — og helst med den billige Skyds, som kaldes Apostlernes Heste. Jeg har i Almindelighed reist en Tur hver Sommer. Jeg har reist hele Kysten fra Færder til Kirkenes, og har gaaet igjennem de fleste af vore større Fjeldmarker.

Fra min Prestetid i Ullensvang har jeg før fortalt lidt om Kirke-reiserne til Odda. Man vil af det forstaa, at Reiser var noget, som hørte med til Embedets Betjening. De var noksaa lange og hyppige; jeg regnede ud, at en stor Del af Tiden tilbragte jeg ombord paa Dampskibet og paa Hoteller og andre Steder udenfor Hjemmet.

Det kunde synes, at jeg maatte faa nok af Reiser ved mine embedsmæssige. Men dette var ikke Tilfældet. Jeg var glad i at reise, og hver eneste Sommer gjorde jeg som nævnt en længere eller kortere Feriereise og vendte altid tilbage med nyt Mod og nye Kræfter. De strakte sig naturligvis helst ud over vort eget Land. Allerede i 1891 gjorde jeg en Tur til Hjembygden for at se til min gamle. Far, som da var blevet temmelig daarlig. Mor var død om Vaa-ren samme Aar. Jeg gik over Voss og Vossestranden til Gudvangen og videre fra Lærdal over Nystuen og gjennem Jotunheimen, hvor jeg i Selskab med flere Danske besteg Galdhøpiggen. Ringere Fjeld-vandrere havde jeg aldrig seet, saa jeg fik en god Forestilling om Danskerne som Turister. Gjennem Lom og Skjaak gik jeg saa over Fjeldet til Meraak og videre gjennem Søndmøre og over Vestnes og hjem. Det var en meget interessant Tur. Det følgende Aar gjorde jeg med min Hustru og Datter atter en Tur til Hjembygden; det var sidste Gang jeg saa Far. I 1893 var jeg hjemme i Begravelsen efter ham. Ogsaa seneYe var jeg flere Ganger i Hjembygden.

Fra Ungdommen af drømte jeg ogsaa om, at jeg muligens engang kunde komme saa langt, at jeg kunde faa se fremmede Lande. Gud har hørt ogsaa denne Bøn og opfyldt mit Ønske; i det hele er det

— synes det i hvert Fald for mig — merkeligt, at alle de Ønsker, som jeg nærede i Ungdommen, eller de Drømmer, jeg da drømte, har Gud opfyldt; jeg ved ikke af et eneste Ønske, som ikke er opfyldt, eller nogen Bøn, som han ikke har hørt. Jo, der er nok en Bøn,som min naadige Fader i Himmelen aldrig har villet opfylde, skjønt jeg altid har bedt ham saa inderlig at høre mig. Jeg har altid faaet det Svar, som Apostelen fik, da han bad om, at maatte slippe -Pælen" i Kjødet: ,.Min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrø-belighed." Men til Udlandet fik jeg komme, og jeg kunde have kommet længre; men det var min egen Skyld, naar det ikke skede. Nu angrer jeg paa det.

Jeg var ikke kommet i noget Forhold til Udlandet eller Udlændinger, før jeg kom til Hardanger; men her aabnede sig for mig en ny Dor med Udsigt til Europa; en Ud-sigt, som var mig ganske fremmed, men soni derfor greb mig saa meget stærkere.

Det var jo ogsaa ganske na-turligt efter min hele Karakter og mit let bevægelige Sind og min Interesse for alt, som tjente til Oplysning. Men jeg merkede ogsaa snart, at der var en Mur, sotn skilte mig fra den fremmede Verden, og den Mur måtte rives ned.

Det var de fremmede Sprog, som skilte mig fra den. Jeg har ovenfor omtalt den høiere Skole i min Tid og beklaget den Sprogundervisning, som den gav, hvad levende Sprog angaar. Jeg havde aldrig lært et fremmed Sprog; alt var usselt, unyttigt Orammatik- og Glosepug. Ja, nu fik jeg rigtig merke det. Odda var i d'sse Aar omkring Aarhundredskiftet som et engelsk Badested. Man hørte næsten blot engelsk og iblandt fransk, tysk og andre Sprog, især naar selve Keiser Wilhelm havde ankret op her paa -Hohenzollem". Det var et interessant Liv, som udviklede sig i Odda en Sommerkveld. Det var ikke et Turistliv af sædvanlig Art; det var det fine, høit dannede, elegante Publikum, som modtes her, Det var ikke vanskeligt at forstaa dette.

Det første, jeg maatte gjøre, var at sætte mig paa Skolebænken

54. Sogneprest O. Olafsen og daværende Kontorchef A. Olafsen paa Fokstuen 1912.og lære Engelsk, lære virkelig Engelsk. Ja, det saa lidt haabløst ud i Begyndelsen, da jeg ikke forstod et Ord af hvad der sagdes. Men en vakker Dag gik det pludselig med engang op for mig, hvad det var, jeg hørte, og da var Trolddommen brudt. Der indtraf paa denne Tid — det var Sommeren 1890 — en Begivenhed paa Lofthus, som fik Følger for mig. Det var den ovenfor skildrede Hændelse, at en af de engelske Gjester paa Hotel Ullensvang druknede og jeg som Stedets Prest holdt en opbyggelig Tale ved Kisten, da den blev sendt til England, og sluttede med nogle Ord paa Engelsk til den omkom-nes Landsmænd; det var ikke netop nogen fin Engelsk, men det forstodes, og endnu mere, de forstod den gode Mening, og det gjorde et stærkt Indtryk paa de unge Mænd. Deres Hjerter aabnede sig mod mig, de blev med en Gang mine varme og trofaste Venner. De kom til os næsten hver Dag, og vi var stadig sammen.

Blandt disse unge Herrer var en Mr. Craven, som var Advokat (barrister of law) og Redaktør af et stort Blad i Leeds. Han kom stadig igjen, og det var vel kjendt af hans Venner i Ullensvang, at det var en ung Dame, som øvede sin Tiltrækning; men han blev skuffet.

Høsten 1892 reiste min Hustru og jeg i Følge med ham og et Par andre engelske Venner til England efter Indbydelse af hans Forældre; dette var min første Udenlandsreise. Denne minderige Tur, da vi opholdt os omkring 6 Uger i England og besogte mange Venner der, var for min Hustru og mig en ualmindelig interessant og lærerig Reise, som fik stor Betydning for os begge; vi blev mere fortrolige med engelsk Sprog, Tænkemaade, Literatur o. s. v. Vi talte begge Engelsk, og det voldte mig ingen Vanskelighed at bevæge mig overalt i England.

Vi gik med ..Eldorado" fra Bergen til Newcastle; det var godt Veir og en behagelig Tur. Især mindes jeg den Morgen, da Englands Kyst dukkede frem i Soldisen. Det var, syntes jeg, et høi-tideligt Øieblik, og uvilkaarlig maatte jeg mindes Wergelands pragt-fulde Digt:

Det som skinner vester hist mellem Sky og Havsens Vover,

Det er England, solbelyst,

Klipperne ved Dover.

Jeg fremsagde hele Digtet for mine engelske Venner, som naturligvis ikke forstod et Ord af det, hvorfor jeg maatte prøve saa godtjeg kunde, at gjengive Meningen, idet jeg sagde, at neppe nogen-sinde havde England faaet en saadan Hyldest af et andet Land.

En ældre værdig Herre kom derpaa bort til os og rakte mig sit Kort: «Min Herre, De skal være velkommen hos mig og skal faa bo der, saa længe De ønsker," sagde han og opgav Stedet, som laa i det sydlige England.

Ja, en sjelden Anledning bodes der os til at lære Folket og Landet at kjende, idet vore Venner viste sig overmaade elskværdige og opofrende for os og aabnede os Adgang til mange høitstaaende Familiers Hjem. Vi besøgte saaledes en Oodsherre Craven i York-shire i Nærheden af Leeds, Far til den ovenfor nævnte unge Advokat, som vi havde mødt i Norge Aaret før. Her forblev vi en 8 Dagers Tid og nød en sjelden Gjestfrihed i Familien, som bestod af flere Sønner og Døtre, foruden Forældrene; Børnene, som alle var voksne, besøgte •os regelmæssig hver Sommer i lang Tid. Herfra reiste vi til Liverpool, hvor vi modtoges af Postmesteren ved den store Postanstalt, en af de største i Verden, hans Frue og to Børn, alle meget høit dannede og udmerkede Personer. Sønnen, som var Prest, havde jeg havt Anledning til at vise en liden Opmerksomhed. Da jeg var hjemme i 1892 og Reverend Rich var Prest paa Molde, indbød jeg ham til at komme med paa en Fisketur. Jeg slap at bede ham to Gange. Han var med John Bror og mig frem i Skaalvatnene, hvor John havde Baad. Turen var meget vellykket, og jeg tviler paa, om den fremmede Prest nogensinde havde gjort en bedre Fangst paa nogle faa Timer. I hvert Fald var han meget henrykt, og endmere blev han det, da jeg førte ham ind til Far, og han fik hilse paa et Norwegian Member of Parliament, og vi drak et Glas Vin sammen.

Den unge Prest glemte ikke dette. Da jeg kom til Liverpool, mindede han mig herom og lagde til, at det var en usædvanlig stor Fornøielse og Ære, jeg havde beredt ham i Bergsvik, som han ikke vilde glemme.

I England fik vi, som allerede fortalt, en yderst kjærlig Mod-tagelse, og vore Venner gjorde alt for os, for at vi kunde faa et Indtryk af Landet og Forholdene. For første Gang var jeg inde i et moderne Redaktionskontor og Trykkeri for et Verdensblad, og det var interessant at følge Bladets Udvikling fra Redaktørens Kontor øverst oppe og gjennem alle Etager og Rum til Kjelderen, hvor den store Presse kastede de færdige Exemplarer for vor Fod. Vi blev ført ud paa et af de store Oceandampskibe, en Atlanterhavsdamperog af en Officer vist omkring overalt paa det kjæmpemæssige Skib og tilsidst ført ned i en Kahyt, hvor en festlig Lunch ventede os og kunde faa af Vine hvad vi blot behagede. Ikke mindre interessant var det at se et Verdensposthus (i Liverpool) i fuld Virksomhed, og vi fik et lidet Indtryk af, hvad et saadant i et af Verdenshandelens Midtpunkter vilde sige, naar vi saa den umaadelige Trafik, som her foregik. Postsagerne kom ind gjennem Tragtaabninger, og det saa ud, som de skufledes ind med store Skufler,

Saa gik det til London fra Liverpool, og det var første Gang vi kjørte med Exprestogs Fart, og for os var ogsaa det en Ople-velse — 100 Kilometer i Timen. Saa stod vi paa Perrongen i Liverpool Street Station i London, og der var et Røre og et Liv, som syntes os rent faretruende; men vi fik da fat paa en cab, og da var vi berget og rullede afsted til et Hotel. Vi boede i et tysk Hospits i Nærheden af den nævnte Station, et meget godt og billigt Sted med god Betjening og snilde, gode Folk. Det var mindeværdige Dage vi tilbragte i London, hvor vi forblev mellem 2 og 3 Uger. Ogsaa her lærte vi mange at kjende, og flere af vore Venner kom og besogte os. Det var yderst interessante Dage og meget at se og lære.

London gjorde et overvældende Indtryk paa os ved den kolossale Trafik i Gaderne, som vi aldrig havde seet Lige til. Noget af det første, vi gjorde, var at sætte os paa Taget af en af de store Omnibusser — Sporvogne var endnu ukjendte —, og saa kjørte vi gjennem City og over London Bridge og flere Ruter, og det var interessant for os, som aldrig havde seet en Verdens Storstad før, at se paa Trafikken. Det var især Livet i Gaderne, som interesserede mig i London, ved Siden af British Museum og Westminster Abbey og Parlamentsbygningen. Vi fik ved vore gode Venners Hjælp se meget, som vi ellers vilde have havt Vanskelighed for at faa se. At fremhæve noget særligt, er vanskeligt; jeg tror næsten at British Museum virkede stærkest. Vi var der flere Gange, og da man saa os, forstod man straks, at vi var Udlændinger, og en af Funk-tionærerne kom bort til os og fulgte os omkring. Det er Verdens største og vigtigste Samling i sit Slags.

Men London er ikke en By, som kan tiltale nogen i og for sig. Den er skidden og trang og virker ikke tiltalende. Det er en vældig Forskjel i saa Henseende paa den og Paris, og det er ikke saa under-ligt, at Englænderne altid reiser til Paris eller Schweiz, naar de vil fornøie eller hvile sig.

En Aften gjorde jeg i Følge med en norsk Missionær en Afstik-ker ned i Whitechapel for at se paa Livet. Vi var meget forsigtige og havde ikke noget, som kunde vække Opmærksomhed eller friste nogen. Vi gik ind i, hvad vi vilde kalde en Restaurant, men som var ganske forskjellig fra en saadan. Vi satte os tilside og fik et Glas 01; enkelte saa nok paa os og forstod, at vi var fremmede, men ingen forulempede os. Hvad vi saa, var nedslaaende, ja værre end det. At se fulde Kvinder er skrækkeligt, og de saa fæle ud.

Det var første Gang, at jeg var i London; anden Gang, jeg kom did, gjorde Byen ikke saa stort Indtryk paa mig.

Jeg lærte meget af de faa Uger i England. Aldrig havde jeg før lært saa meget paa kort Tid. Alt, hvad jeg havde læst om England, stod for mig i et nyt Lys, og jeg fik et vældigt Indtryk af den engelske Kulturs Høihed og Styrke. Jeg saa klart, at vi i denne Henseende stod langt tilbage. Men ikke saa, at jeg mente, at alt var bare Herlighed og Glæde. Aa nei, der er nok brotne Kar i alle Lande, men jeg er tilboielig til at tro, at England i det store taget er Verden» første og vigtigste Land. Det fik jeg senere et stærkere Indtryk af.

Et lidet Træk, som er betegnende: Jeg tænkte ofte, naar jeg saa dette Mylder af Mennesker: Hvorledes vilde det gaa, hvis en Fiende kunde stænge Themsen og saaledes afskjære al Tilførsel? Jeg ytrede dette for en af mine engelske Venner og spurgte ham, hvad han mente: Never! svarede han med stor Bestemthed. Jeg gjentog atter Sporgsmaalet, og atter lød det endnu kraftigere: Never! og endnu en Gang: Never! Andet Ord kunde jeg ikke faa af ham. Det var saa ægte engelsk. Saa trygt, saa selvbevidst og sikkert. Jeg kom saa ofte i Krigstiden, naar jeg læste om Ubaadene og Luftangrebene paa England, og det til sine Tider ret saa noksaa betænkeligt ud, til at mindes denne Samtale; jeg sagde for mig selv: Mon hvad min engelske Ven vilde have svaret nu! Jeg føler mig overbevist om, at han vilde have sagt det samme. Altid: Never! Saaledes er England. Det kommer sent, irriterende sent, synes det; det gaar langsomt og sindig fremover; men naar det kommer, kommer det haardt og tungt, og det kommer haardere og tyngre, jo mere det trykkes. Kan man tænke sig noget saa dristigt — som det maa synes en uden-forstaaende — at erklære Verdens stærkeste Krigsmagt, som raa-dede over Millionarméer, Krig, skjønt det kun havde godt og vel en 100 000 Soldater, og at sætte en saa forholdsvis ringe Styrke ind mod Tyskernes Hærmasser! Og enda lød der ikke nogen Klage eller noget Angstskrig. Det lød bare: -Alle staa fast! ingen maa vige!"Og saa stamper det frem Millionhære og træner dem og udruster dem, og naar et Aar eller kanske to var gaaet, rykker disse Arméer frem, og nu kommer Turen til Tyskerne at sige: «Staa fast! ingen tilbage!" men her hjalp det ikke!

I Virkeligheden er det England, som Seieren skyldes. Havde ikke England grebet ind, vilde Frankrige være blevet knust af Over-magten.

At beherske et Verdenssprog er noget, som virker meget styrkende og opmuntrende; man merker da, at man er i Rapport med hele Kulturverdenen. Hvilken Betydning det har for et Menneske at have lært at tale et Verdenssprog, forstaar en først, naar en staar alene i et fremmed Land. Det giver os en Sikkerhed og en Over-legenhed, som den savner, der kun kan sit Morsmaal. Skal man ud at reise, er det en absolut Nødvendighed, at man i det mindste behersker et af de større Kultursprog, helst to, for Eks. Tysk og Engelsk. Hvis man blot kan et af disse Sprog, bør det absolut være Engelsk. Det er i fortrinlig Grad Verdenssproget, som er mest udbredt og kjendt i Verden Tysk rækker man ikke saa langt med, og saa er Tvsk tungere at tale, men lettere for os at forstaa. Forresten kau alle dannede Tyskere baade Tysk og Fransk, hvorimod det er meget sjelden at træffe en Englænder, som taler et fremmed Sprog. Fransk er det Sprog, som er bedst kjendt af Englændere; men de taler det meget daarlig. I Frankrige tales aldrig eller kun yderst sjelden andet Sprog end Fransk. Man er fra gammel Tid vant til, at hele den kultiverte Verden taler dette Sprog, som sikkert er det mest udvik-lede, det eleganteste og mest velklingende af alle nyere Kultursprog.

For mig blev det, som jeg allerede flere Gange har fremhævet, af stor Betydning, at jeg kom i saa nær Berøring med England, med det engelske Folk, dels Sprog, Literatur og Kultur. Derved fik jeg et videre Syn, og fremfor alt en mere fordomsfri og tolerant Forstaaelse, ogsaa af religiøse Spørgsmaal. Det er efter min Erfaring intet, som udvikler et Menneske saa meget, som at han lærer et af de store Kultursprog, virkelig lærer det, saa han kan beherske det og kan bruke det. Dersom man ikke naar saa langt, saa vil Strævet med at] lære det være mer eller mindre forfeilet. Dog maa det ind-rømmes, at er man kommet saa langt, at man uden synderligt Besvær kan læse og forstaa det, har man derved aabnet sig en rig Kilde til aandelig Udvikling og Dannelse.

Hvad der især slog mig i England, var det engelske Folks stærke Nationalfølelse og dets dybe Kjærlighed til sit Fædreland, og jegmaatte ofte tænke paa mit eget Folk. Det forekom mig, som om vi i denne Henseende stod langt tilbage.

Da jeg forlod England, talte jeg Landets Sprog med Lethed og behøvede ikke mere at tænke paa, hvad en Sætning paa Norsk hed paa Engelsk. Først naar man er kommet saa langt, at man tænker paa det fremmede Sprog, har man tilegnet sig dette, hvori dog ikke ligger, at man kjender alle Ord og Udtryk. Det gjør ingen. Det er kanske ingen Engelskmand engang, som gjor det. I Virkeligheden er det kun et meget ringe Antal Ord og Vendinger, som bruges almindelig i det daglige Liv, og kan man dem, greier man sig meget godt.

[Reisebrev:

1. RE1SEMINDER FRA ENGLAND 1892 (Bergens Aftenblad 11., 15. og 22. November 1892.)

Over Nordseen.

Endelig kom Aftenen, da vi skulde sige Norge Farvel for en kort Tid. Det regnede saaledes, da vi gik ombord paa «Eldorado", som om Himmelens Sluser var aabnede, og selv i den mindeværdige Sommer 1892 og i Regnbyen Bergen var det meget mere end almindeligt. Den ene vaade Skikkelse efter den anden kom styrtende ombord, mens Vandet strømmede ned af ham, og det ene Udbrud kraftigere end det andet lød over Regnet i Almindelighed og Bergens i Særdeleshed. Det var kullende mørkt, da vi stod ud over Byfjorden, og enhver var glad ved at finde sin Køi; det var bedst at komme sig til Hvile snarest muligt. Det varede ikke længe, saa vaagnede vi igjen; vi var nok ude paa den store Blaa-myr, lod det til; Skibet rullede og hev sig, det knagede og gav sig, syntes det, i alle Sammenføininger; man hørte ynkelig Stønnen her og der i Krogene og en velbekjendt Lyd, der lod formode, at der var mange, som ikke befandt sig ganske vel. Saa var der en liden Blund, til en mere end almindelig Ramlen eller Hivning kaldte en tilbage til Virkeligheden. Saaledes henløb da Natten, lang og tung, og Morgenen oprandt med taale-ligt Veir. Men gamle Norge var sunket i Havet, og rundt om os saa vi kun de mægtige Skymasser rullende frem i de forskjelligste Skikkelser. Lang og ensformig var Dagen paa Havet; paa Dæk og i Salon var der yderst faa Reisende at se, en enkelt Seiler nu og da var det eneste, der gav en liden Afvexling i Ensformigheden. Den anden Nat var lig den første, lang og uhyggelig. Endelig oprandt dog Morgenen; Veiret var nu meget bedre og blev stedse bedre og bedre, og alt flere og flere blege Ansigter tittede frem, altsom vi nærmede os den engelske Kyst. Det begyndte nu at blive uhyre livligt omkring os, den ene Damper efter den anden krydsede vor Vei; det ene Seilskib efter det andet passeredes; viskjønte, at England var nær, og stod paa Overdækket ivrigt speidende mod Sydvest, om vi ikke skulde faa se Englands Kyst. Jo, endelig, det kan ikke slaa feil, en svag utydelig Linje i Skymassen, det maa være Kysten, ja ganske rigtig, se der den lave Kystlinje, det er Flamborough Head, og nu ser vi tydelig Landet, saa fladt, saa lavt; det er neppe det hæver sig op af Havet, synes det. Vi ser nu tydelig den hvide Strandbred, hvor Havet bryder over Sanden.

Det er ikke gamle Norges Øer og Skjær; det er ikke vore stolte Tinder, der sees milevidt ude i Havet; det er England, det rige, mæg-tige Ørige, -Havets Dronning". Er det end meget forskjelligt fra det furede, veirbidte Norge, kan det dog med Sandhed siges om det som om Klippelandet: ..Men Havet gaar til med Historiedøn, og elsket er Landet som Mor af Søn". Som vi stod der og saa Landet stige frem af Taagebankerne, kunde vi ikke andet end mindes Wergelands storslagne Digt:

Hvad er det som skinner hist

mellem Sky og Havsens Vover?

det er England solbelyst ---

Jeg kunde ikke andet end recitere nogle Vers af Digtet for vore engelske Reisekammerater; men det faldt rigtignok temmelig vanskeligt at tolke det for dem paa engelsk. Jeg bemærkede, at jeg troede neppe, der var skrevet et skjønnere Digt til Englands Pris af en Fremmed end dette.

Saa.dreiede vi om Spurn Point, og Humberen laa for os. Men nu aabnede sig et andet Syn for vort Blik. Humberen er her saa bred som en af vore bredeste Fjorde, og den var fuld af Skibe. Store og smaa Steamere løb ind og ud, og i blandt dem vrimlede det af Seilskibe, Fiske-smakker, der løb ud fra Grimsby og Hull til sin Gjerning ude paa Ban-kerne. Naar man saa disse smaa Fartøier og alle de smaa Dampskibe, der fulgte med dem, kunde man neppe forstaa, hvorledes de kunde klare sig derude paa Nordsøen, Hundreder af Somile fra Land! Det maa vel være et haardt Arbeide og mangen vaad Nat! Elven blev smalere og smalere, Farten mindre og mindre, Færdselen større og større, og endelig laa Hull for os hyllet i Røg og Taage. Ankeret faldt, og i det samme sprang Toldvæsenets Funktionærer ombord. Man mærkede med engang, at det var ikke længere gamle Norge; det var en anden Fart i Folket her. De uhyre Dynger af Passagergods expederedes i lynende Fart; Laaget reves op, et Blik i Kufferten, et Kridtmærke paa Laaget

— og all right, — saa var man færdig, og Tøiet blev kastet ombord paa et lidet Floddampskib. I nogle faa Minutter var det hele expederet, og vi lagde til ved en kjæmpemæssig Kai, hvorfra Tøiet uden vor Mellem-komst befordredes op til Jernbanestationen. Alt var saa praktisk og greit ordnet, og alt gik saa hurtigt og nøiagtigt. Saa stod vi da paa Englands Grund. Hull skal nu ikke just give en Lyst til at se mere af Landet. Byen er smudsig og fuld af Røg og Taage — og uhyggelig, siger man. Den har en stor Søile med Billedstøtte af Wilberforce, den store Menneskeven, en Rytterstatue af William den 3dje, store Dokker,Skibsbyggerier etc., men lidet, som vækker større Interesse. I Nærheden af Byen ligger det berømte Beverley, et herligt Minde fra Middelalderens Kirkebygning; men Tiden tillod os ei at besøge det. Vi maatte ile videre.

Ind i Landet Yorkshire.

Vi skyndte os op til Paragon Station, for at naa Trænet til Leeds. Og der kan det vel hænde, der var Liv. For os, som ikke havde seet andet Jernbaneliv end det norske, virkede det rent overvældende. Vi havde naturligvis ventet, at der pent og pynteligt skulde gaa et Træn ud paa Ettermiddagen, at vi i god Ro kunde løse Billet og faa os anvist Vogne, som sig hør og bør. Og saa blev vi her Vidne til, at der løb Tog hvinende ud og ind omtrent hvert Minut, at der var en Trængsel og en Jagen, som om det gjaldt Livet, og at det syntes haabløst at hitte Rede i al denne Forvirring. Under alt dette løb nu det bestemte Tog fra os, men: „never mind", der gaar snart et nyt, og saa passede vi da paa og kom os i god Tid ind i Vognen. Man fik se at greie sig, som man bedst kunde, da Banens Funktionærer ikke lod til at bekymre sig om en. Jeg prisede i mit stille Sind vort Jernbanevæsen, som saa ofte bliver udskjældt, men som med faderlig Omhu tager sig af en. Saa sloges Dørene haardt i — laasedes ikke —, et skarpt Hvin, et Ryk, og ud for vi. Ja, man mærkcdc med et, at her var en anden Fart, end vi var vant til. Husene i Byen fløi lynsnart forbi os, og snart laa det flade, frugtbare Land, med sine frodige Marker, sine deilige Gaarde paa begge Sider af os. Vi brusede forbi Stationerne; der var ikke Tale om Standsning eller Ophold, og efter en Par Timers Kjørsel laa Leeds for os. Det var en skidden, røgopfyldt By, med mægtige Fabrikker og uhyre Skorstene. Den store Town-Hall var en kjæmpemæssig Bygning. Men vi havde ikke Tid til at se os længe om. Paa en ny Bane ilede vi videre, og Kl. omkring 8 om Aftenen steg vi ud paa vort første Bestemmelsessted. Trætte var vi af Reisen, og det smagte godt at faa hvile i de deilige, brede engelske Senge. Hvor rigt alt var udstyret, hvor komfortabelt alt var indrettet, hvor praktisk og greit alt var!

Yorkshire i Forbindelse med Lancashire hører til Englands rigeste og tættest befolkede Distrikter. Landet er rigt paa Kul, og der hersker et Fabrikliv her, som vel neppe Verden kan opvise Mage til. Landet er særdeles tiltalende. Det er ikke længer Østkystens flade. Sletter; her er Bakker og Høie, ja virkelige Aasrygge, men hver Tomme Jord er lagt under Kulturens Aag. Jordbunden er Kalk og overordentlig rig og frugtbar. Yorkshire er berømt for sit Kvæg, og man drev mest med Op-dræt af Kvæg og Melkeproduktion. Korn var næsten ikke at se her. Deilige store Egetræer, Lønnetræer og Popler voxede rundtom og gjorde Landskabet saa tiltrækkende, medens Floden Aire slyngede sig stille hen over Sletten, og Kanalen mellem Liverpool og Leeds fulgte den. Men Aire vilde blive en meget tarvelig Bæk i Norge, og dens Vand vilde vist neppe lokke megen Fisk til sig. Allevegne hvor Øiet vendte sig, saa man Herregaarde og Bondegaarde eller Farms og mindre eller større Landsbyer og Byer. For os saa det ud som en By eller en større Byes Omegn, kun at der ikke var nogen Villabebyggelse. — Alt var

BNS - XVI

15grundmuret og solid. Markerne var afdelt i firkantede Stykker ved Stengjærder; — overalt her brugtes Stengjærder, forskjellig fra det øvrige England, hvor det grønne Hegn er saa karakteristisk for Land-skabet. Inde i disse Indhegninger gik Kvæget frit om, vadende i det lange Haagræs, og saa fedt, at det glindsede af det. Aa, hvilke Dyr! Saadanne Dyr kan man kun faa se i England! Sauene var ligesaa fede. Ogsaa de gik frit om paa Marken mellein Hegnene. Stalden med Hestene maatte vi naturligvis bese, og det kan vel hænde, der var pud-set her! Det var andet end paa «Vestlandet", hvor Hestene staar i Mørke og ligger i Smuds! Aa, hvilke Heste! Ikke just vakre af Bygning efter norske Begreber, lang, styg Hals — men saa store og saa fede! Sæletøiet var udmærket praktisk indrettet, og jeg skulde ønske for Hestenes Skyld, at vi havde lignende hos os. Kjøretøierne var kolossale og svære, saa jeg syntes bedre om vore egne smukke, lette Vogne. Veiene var udmærkede, Grusdækket var Kalksten, der knustes under Hjulene og dannede et aldeles haardt Dække. Gaardbrugerne var her som andetsteds i England almindeligvis Forpagtere; Herremændene har gjerne bare et lidet Stykke, de driver selv, for Fomøielse og Nytte for Huset. Jordafgiften er høi, og der klagedes overalt fra Forpagterne over de trange og vanskelige Tider. Imidlertid havde Farmerne det meget hyggeligt og pent; efter vore Forholde vilde vi sige f lot. Deres Huse var saa nette, omgivne af Blomster og Slyngvæxter, og inde var det paa „Storkar"-Vis, som en Vestlandsbonde vilde sige.

Naar man reiser gjennem England, faar man tilfulde Øiet op for, hvilket overordentligt rigt og frugtbart Land England er, og hvor tarvelig udrustet vort tand er! Men saa er det ogsaa et uhyre Arbeide, som Aarhundreder nedigjennem er nedlagt her.

Vi maatte da ogsaa tage os en liden Trip op paa det høieste Punkt i Egnen, det var en Bjergbestigning i England, hvor Vanskelighederne bestod i alle disse Stengjærder, som vi maatte over. Omtrent 1000 Fod over Havet var det høieste Punkt, og her begyndte gamle Norges Vege-tation. Her var Furu og Ener og Smaaskov, akkurat som i Norge, og en gammel Vei — akkurat som en af vore Bygdeveie eller mindre be-færdede Hovedveie. Havde Luften været klar, vilde vi have haft et prægtigt Rundskue herfra, men i England hænder det nok meget sjelden, at der er klar Luft. Saa maatte vi ogsaa hen at se det største Fossefald i Omegnen; vi bemærkede smilende, at vi i Norge ikke kaldte saadant en Fos. Det hørtes nok temmelig utroligt for vore Venner, men Begreberne er nu saa forskjellige. Paa Kanalen rørte der sig et eget, for os meget interessant Liv. Lange, smale Baade drages af Heste frem og tilbage, og smaa fladbyggede Dampskibe gik med Varer mellem Byerne. Det minder os om Tider, der ligger forud for Jernbanen, da Kanalerne var Pulsaaren i Samfærdselen. Nu besørger de kun saadan Trafik, som vilde blive for kostbar paa Jembanerne. Vi besøgte ogsaa Egne, hvor Grubedriften var Hovednæringsvei. Her var der store Dynger af Kul og Affald, hvoraf det altid røg, og vi saa Flammen slaa ud af dem. Luften var aldeles mættet med Kulstøv, syntes det os, og føltes skrækkelig. Just da var en Mine gaaet fuld af Vand og mange Men-nesker omkomne, saa der var stor Bevægelse. Sort og skiddent var det overalt ude, og naar man kom ind, glædede man sig over at finde rent Vand, Alt, man havde paa sig, bar snart tydelige Mærker af Kulrøgen.

1 en moderne Storjabrik.

Det var saa naturligt, at vi gjerne ønskede at se Fabriklivet paa nærmere Hold, og det opnaaede vi ogsaa. Med mageløs Forekommen-hed blev vi modtagne og førte omkring i to forskjellige Fabriker. Den ene var et kjæmpemæssigt Spinderi og Væveri, der beskjæftigede omkring 5000 Mennesker. Det vil let forstaaes, hvilke kjæmpemæssige Lokaler der udkrævedes — rene paladsmæssige Bygninger; der tiltræng-tes Timer blot for at vandre gjennem dem.

Vi kom først ind i den store Maskinhal, hvor den mægtige Damp-maskine stod, der drev det Hele. Det var en kolossal Maskfne, der sag-des den største i Verden; andre mente, at der nok var en i Amerika, der overgik den. Maskinrummet udgjorde en mægtig Hal, der omfattede alle Bygningens Etager, og gjennem Vindeltrapper kunde man gaa fra Etage til Etage og se paa de mægtige Cylindere, de uhyre svære Vægt-stænger, men fremfor alt det kolossale Drivhjul, der gik fra Kjælderen og til Taget.

At skildre Livet og Virksomheden inde i de uhyre lange Sale, for-maar jeg ikke. Det var Vævstol efter Vævstol i endeløse Rækker, eller Spindemaskine efter Spindemaskine; man saa Hundrede efter Hundrede af Børn, Piger, Mænd, alle i den travleste Virksomhed. En øresønder-rivende Larm og en frygtelig Luft opfyldte Rummene. Jeg var glad, jeg kom ud igjen. Man forstaar saa lidet i en stor Fabrik, at det Hele maa indskrænke sig til et blot Overblik, en mekanisk Seen, der yder Aanden saa liden Glæde.

Interessantere var det at se Virksomheden i en stor Snellefabrik. Her var Arbeidet mere afvexlende og tillige lettere at forstaa, især naar man forstod sig lidt paa Dreining. Der var sindrige Maskiner konstruerede for at udføre de forskjellige smaa Finesser, og alt gik med en rasende Hurtighed. Ogsaa her arbeidede Mænd, Kvinder og Børn om hinanden, men paa Grund af Arbeidets Beskaffenhed mest voxne Mænd. Det var at udføre med den størst mulige Hastighed et begrændset Antal Haand-greb — aldrig noget andet end de samme strengt afmaalte. Hvor frygtelig aandsfortærende Arbeidet dog maa blive under disse Omstændig-heder, og man kan ikke undres over, at Arbeiderne gaar træt og forlanger kortere Arbeidstid. Det lod forøvrigt til, at de engelske Fabrik-arbeidere er temmelig vel fornøiede med sin Stilling — Undtagelser gives der naturligvis her som alle andre Steder, men Regelen tror jeg er, som anført. Arbeidet er indskrænket til 12 Timer, fra 6 Morgen fil 6 Aften, med to Timers Hvile til Frokost og Middag. De gik bestandig til sine Hjem i Middagsstunden, hvad der forekom mig af stor Betydning for Arbeiderens Lykke.

Lørdag standsede, saavidt jeg kunde erfare, Arbeidet ved Middagstider, og absolut Hvile herskede i de travle Fabriker Lørdag Ettermiddag og hele Søndagen gjennem til Mandag Morgen. Den engelske Søn-dagshvile er — mener jeg — af den allerstørsté Betydning for Arbeideren og bidrager mere, end man maaske tror, til at skake en tilfreds Arbeidsstand. Mon ikke netop Søndagsarbeidet, Krænkelsen af et baade guddommeligt og Naturens Bud, hvorved Arbeiderne nedværdiges til en elendig Slave under Storkapitalens Jernarm, er en væsentlig Faktor i Tidens gjærende Arbeideruroligheder? Jeg tror, det viser sig her, som ved saa mange andre Anledninger, at Oudsfrygt er nyttig til alle Ting, hvorved jeg dog ikke mener, at det netop er sand Oudsfrygt, som altid dikterer den engelske Sabbatstrenghed. Jeg mener kun, at Agtelsen for de guddommelige Bud, der paa samme Tid ogsaa er Naturens evige og ukrænkelige Love, bringer Velsignelse; Krænkelsen af dem medfører sin uundgaaelige Straf.

Den engelske Fabrikarbeiders Hus er pent og hyggeligt, ofte har han sit eget Hus, stundom bor han i Arbeiderboliger, men ikke saadanne skrækkelige Kaserner, som man ser stundom hos os. Nei, det er middelstore Huse, hyggelige og hjemlige, med et vist Anta! Familiebekvemme-ligheder. Han har sit eget lille „kitchen", sit „drawing-room" med Teppe paa Oulvet, Kamin og Sofa, ofte Piano, sit Soveværelse med Badeværelse, og Kammer for Børnene. Det var iaifald Regelen i denne Del af Landet, hvor vi nu bevæger os. Arbeidslønnen var fra 1 Pund og opover pr. Uge. Da man almindelig havde Børn paa Fabriken og nød særskilt Betaling for dem, kunde Lønnen stige til 2 Pund og derover pr. Uge. Det var en Glæde at se Arbeideren om Søndagen vandre vel-tilfreds med Børn og Hustru til Chapel — sjeldnere Kirke — i sorte Klæder og Floshat, da var Ugens Støv og Smuds borte. Hustruen anvendes aldrig i Fabriken — efter hvad man fortalte mig, — Børnene maatte kun anvendes den halve Dag; den øvrige Del optoges for en stor Del af Skolen, og der er streng Straf for den Arbeidsherre, der hindrer et Barn i at besøge Skolen. Det er ligeledes ved Lov forbudt Arbeidsherren at betale Arbeideren med Varer, eller at tvinge ham til at kjøbe Varer hos sig.

Jeg fik et overmaade høit Begreb om den engelske Arbeiderstand; jeg skulde ønske, vor egen kunde staa ved Siden af den i den ene som anden Henseende! Naar vi kanske danner os den Forestilling, at de gruopvækkende Skildringer om Nøden i visse Dele af London finder sin Anvendelse paa den engelske Arbeidsbefolkning, da maa jeg erklære saadanne Forestillinger for aldeles grundløse. London er en Verden for sig selv, og Elendigheden har udelukkende, eller væsentlig, sin Aar-sag i Lasten, som der træder saa aabent frem; men den engelske Arbeidsstand som Helhed betragtet er ædruelig, ordentlig og intelligent.

Den engelske Folkeskole.

Jeg havde hørt og læst meget om det engelske Skolevæsen; jeg havde hørt, det skulde være saa udmærket — ja jeg havde ogsaa hørt det mod-satte — at jeg naturligvis maatte se en engelsk Skole, maatte faa komme indenfor Skolens lune Vægge og se det Liv, som der udfoldede sig. Her skal jeg nu først bemærke, hvad vel mine Læsere forøvrigt ved, at der nu er tvungen Skolegang over hele England — jeg tror det er fra det6te til det 13de Aar. Kommunerne er forpligtet til at oprette de fornødne Skoler, og Udgifterne udlignes paa Skatteyderne. Dette er da den egentlige engelske Folkeskole, der er ganske bekjendelsesløs og næsten reli-gionsløs. Der maa ikke undervises i nogen kristelig Lære; ikke engang Katekisme eller Bibelhistorie maa meddeles. Det eneste, der tillades, er, at man har en Time Bibellæsning, hvor dog ingen Lære maa udvikles. Religionen er saaledes stedmoderlig behandlet i den engelske Skole; men det er en Nødvendighed paa Grund af den Mængde Dissenter. Det forekommer mig rimeligt, at det gjerne er denne Mangel paa en klar Religionsundervisning, der er Aarsagen til al denne Løshed, disse evin-delige Splittelser, som findes i den engelske Kirke, og som danner Skyg-gesiderne ved den. Dette erkjendes ogsaa af de engelske Geistlige, og derfor har de oprettet en Mængde kirkelige Skoler, hvor da Religionen nogenlunde kommer til sin Ret ved Siden af de andre Fag.

Her er imidlertid atter en Ting at mærke, som vel fortjener at be-mærkes just under den Diskussion, som for Tiden føres hos os. England har ingen Religionslærebog, som vi. Man maa nøie sig med Com-mon-prayer-book, som ikke er nogen Lærebog, og med Katekismen, som den findes der. Altsaa har England den Herlighed i fuldt Maal, som mange anser for det vigtigste at opnaa for vor Skole. Og Frugterne? Jeg tror, enhver, som vil studere disse Forholde, vil finde, at Fordelen er paa vor Side.

Der er megen Løshed, Uklarhed og Splittelse blandt det engelske Kirkefolk, trods de mange herlige Fortrfn, det har. I sund Kristen-domskundskab, i ædruelig Opfatning og Forstaaelse af Kristendommen tror jeg, vi staar over dem, naar berettiget Hensyn iages til det større Kulturstandpunkt de indtager. Den megen Brug af Skriften kan ikke erstatte den Klarhed, som en fyldig Kristendomsundervisning efter en Lærebog giver. Det mangler derfor heller ikke paa dem, som ønsker, at man kunde knytte Undervisningen til en Lærebog, og som priser Norge lykkeligt, der kan det.

Foruden disse to Slags Skoler, Statsskolen og Kirkeskolen, gives der endnu en tredie, som ogsaa er meget almindelig: the parish-school. Den er af privat Art, bæres af frie Gaver, men er religionsløs, som Statsskolen. Den engelske Lovgivning erkjender alle disse Skoler for berettigede, og Staten yder den samme Understøttelse til dem alle. Hver Skole inspiceres af en Kommissær fra Regjeringen, og offentlig Examen afholdes. Skolen erholder saa Statsbidrag i Forhold til det Antal Børn, der passerer Examenen. Dette er en meget grei og praktisk Ordning og medfører en Kappestrid, der virker heldigt paa Skolen.

Man ser, at der er langt større personlig Frihed paa Skolens Om-raade i England end hos os. Man kan oprette en Skole og styre den temmelig som man vil; kan man kun opnaa gode Resultater, har man samme Ret som enhver anden Skole. Her ligger netop en væsentlig Forskjel mellem vor Skolelov og den engelske Ordning, en Forskjel, som jeg føler mig forvisset om er skjæbnesvanger til Skade for os. Medens der Personligheden ydes den største Ret og Frihed, skal her hos os alt sammensnøres efter forud af politiske Ledere opstukne Ideer, den ene-vældige Majoritet knebler og trælbinder Minoriteten. Hvorfor kunde ikke vore Frihedsmænd være saa frisindede, da de gav os den nye Skolelov, der skal være Udtryk for et frit Folk, at de erklærede: Alle Familiefedre har Adgang til at oprette Skoler for sine Børn? Naar disse kun har et vist Antal Elever, og de underkaster sig de samme Prøver, som de offentlige Skoler, nyder de samme Ret som disse, altsaa Ret til Statsbidrag og F ri bed for Skoleskat til de offentlige Skoler. Det er dette England har gjort; det har hævdet Frihedens Princip fuldt ud til begge Sider, og en overmægtig Majoritet kan ikke trælbinde Minoriteten; en saadan Fremgangsmaade vilde ikke taales af det frie engelske Folk. Men hos os prises det som den høieste Frihed! Minoriteten skal Knebles og plages; den fortjener det ikke bedre, den har jo ingen Ret efter den moderne Statsretslære. Vel, den kan jo oprette egne Skoler, siger man. Ja; men den faar intet af det Offentlige, den maa være med at bære den offentlige Skole — og saa skal den holde sin egen Skole!

Men jeg er kommen bort fra mit Emne. Jeg begav mig afsted en Formiddag for at se Sogneskolen og blev modtagen med udsøgt Fore-kommenhed af Læreren, der var meget glad over at kunne vise mig Skolen. Lokalet var ikke netop af de bedste; det var temmelig lidet i Forhold til Børnetallet. Bænke og Pulte var heller ikke mønstergyldige. Man havde flere Klasser i et større Fæliesværelse, hvad Læreren meget beklagede, men som jeg tror, er noksaa almindeligt. Men kunde jeg saaledes have lidt at bemærke ved Skolens ydre Fysiognomi, maatte alle mine Bemærkninger forstumme ved Synet af selve Skolens Ojerning og indre Liv. Religion fandtes naturligvis ikke paa Timeplanen (Læreren var Methodist i Parenthes), men saa fandtes de verdslige Fag i rigere Mon, og først og fremst Modersmaalet. Ja, jeg skulde ønske, at vore norske Skolemænd, der synes, det er tilstrækkeligt for vore Folkeskoler, naar de erholder 6 a 7 Timer Norsk (mundtlig og skriftlig) for Ugen, kunde se, hvilken Vægt Modersmaalet, dets Literatur og Fremstilling her tillagdes. Men saa var det ogsaa virkelig en Olæde at se og høre, hvad Børnene kunde præstere. De skrev en meget smuk Haandskrift og omtrent feilfrit. Og med hvilket Udtryk, de læste det vanskelige Sprog! I en anden Skole deklamerede Børnene for mig Tennysons deilige Digt: The Queen of the May, og det var en stor Fornøielse at høre, hvor smukt de smaa fremsagde det. Jeg hørte paa Undervisningen i Modersmaal, Historie, Geografi, Regning og Sang. Ligesaa saa jeg Tegnebøgerne. Sangen stod ualmindelig høit; Børnene sang uden Van-skelighed allehaande Træføvelser, idet Nodetegnene — en egen Sort, jeg ei har seet før — vistes paa store Planscher paa Vægtavlen. Og med hvilket Liv og Lyst det gik! Ligesaa stod Børnene meget høit i Tegning. Men saa havde de jo Skole Aaret igjennem, 3 Timer daglig. Mærkeligt var det at iagttage den gjennemførte Disciplin, der i enkelte Henseender havde et næsten militært Sving. Undervisningsmidlerne var ypperlige og det hele praktisk ordnet.

En Ting bør her nævnes, som er eiendommeligt for den engelske Skole; det er Systemet med en headmaster (Førstelærer) og Underlærere eller Medhjælpere. Disse sidste er unge Mænd eller Kvinder, som prak-tisk uddanner sig for Lærergjerningen under en dygtig ældre Lærers Op-sigt. Dette System byder en stor Fordel — det giver billige Lærer-kræfter og er dog meget effektivt. Jeg hørte paa enkelte af de unge Lærere, og de gjorde sine Sager meget godt, saavidt jeg kunde forstaa. Det Spørgsmaal burde reises ogsaa hos os, om man ikke delvis burde adoptere dette System — iaifald paa enkelte Steder. Man kunde da kanske faa Raad til at lønne den ældre, dygtige Lærer bedre, hvorved ogsaa Lærerne ansporedes til at arbeide stedse videre paa sin Uddannelse.

Senere besøgte jeg en Kirkeskole, meget større end den foran skildrede. Børnenes Standpunkt tror jeg kunde være omtrent ens, kanske noget høiere i Kirkeskolen, Paa begge Steder var Børnene meget net klædte, pene og rene, saa det var mig en Glæde at se dem. Man betænke, at det gjælder Arbeideres Børn i et Fabrikdistrikt og i en Storby (Liverpool). Man kan vel ikke forfænke mig i, at jeg tænkte paa Skolen hjemme i mit kjære Norge og dens ofte kummerlige Kaar, og at jeg drog Sammenligning mellem Børnenes Standpunkt i England og hjemme. Ja, jeg bøiede i Beundring mit Hoved for disse Lærere og de Resultater, de kunde opvise; i visse Retninger var det det smukkeste, jeg nogensinde havde seet en Folkeskole præstere.]

Mit Besøg i England var mit første Besøg i Udlandet; men det blev ikke det sidste. jeg havde faaet Smag paa Reiselivet i Europa, og den lod sig ikke saa let tilfredsstille.

Mit næste Besøg gjaldt Danmark. Dette Land og dets Sprog, Historie og Kultur kjendte jeg ligesaa godt som mit eget Lands, og bedre end noget andet. Det maa erindres, at i min Barndom og første Ungdom var de to Nabolande nøie forenet, i Grunden vokset sammen i aandelig Henseende. Vi havde den samme Tro, det samme Sprog og for en væsentlig Del samme Historie.

Da jeg kom til Danmark, følte jeg mig som hjemme her, og naar jeg saa de historiske Steder, da var det, som om jeg kjendte mig igjen. Jeg var gjennem mange Aars Studium ligesaa fortrolig med Danmarks Historie og Literatur som de Danske selv. Dette er jo en stor Fordel, naar man kommer til et fremmed Land, og desto større Glæde og Udbytte vil man have af sit Besøg der.

At skildre min Færd i det enkelte paa min Tur gjennem hele Jylland over Fyen til Sjælland, og især Opholdet i Kjøbenhavn mag-ter jeg ikke, da jeg kun har Mindet at holde mig til. Jeg besøgte Skagen, badede mig i Vesterhavets friske Vand, saa Klitterne og Rev-lerne og nød alt af Hjertens Lyst. Havet tiltalte mig dog mest, og især at gaa udover Grenen og se Bølgerne fra de to Have at brydes mod hin-anden. Jeg drog gjennem Jylland tit Sønderjylland, og jeg maatte indrømme, at et vakkert Land var Danmark. Men det, som især slogmig, var, at Landet syntes mig saa lidet i Udstrækning, jeg som var vant til vort eget Lands store Vidder og særlig til Hardangerviddens umaadelige Strækninger. Jeg var sikker paa, at tog jeg Uilensvang Herred og lagde det over Danmark, vilde det dække en ganske betydelig Del af Landet. Jeg kom til Fyen og Sjælland og beundrede det deilige Danmark, som svarede helt til, hvad jeg i Aanden havde seet.

Ja, fagert var Landet, især da Øerne, og rigt og frugtbart syntes det mig at være, men aa, hvor rent forskjelligt fra mit eget Land. Jeg husker en Aften i Pensionatet, hvor jeg boede. Vertinden kom til mig og bad mig fortælle Gjesterne lidt om Norge, og det var ikke Nei i min Mund, naturligvis. Jeg begyndte med Poul Martin Møllers pragtfulde Digt

..Rosen blomstrer alt i Danas Have —

Danmark er et lidet, fattigt Land"

og udtalte: -Nei, Danmark er et rigt og herligt Land, Norge er et stort Land, sammenlignet med Danmark, og det er ogsaa i visse Retninger et fattigt Land; men det er ogsaa skjønt og herligt", og jeg drog frem mange Træk, og de som sad om mig og lyttede, syntes nok, det lød lidt eventyrligt. Modsætningen var saa stor.

Det er en stor Glæde at komme til Danmark; Danskerne er saa ualmindelig elskværdige, om de end kalder en ..den norske Bjorn". Jeg likte mig saa ualmindelig godt der, især i Kjøbenhavn, og jeg havde et stort Udbytte af mit Besøg, og jeg lærte mange prægtige Mennesker at kjende, især senere. Jeg har været flere Gange i Danmark siden.

Opholdet i Kjøbenhavn var naturligvis Glanspunktet i det hele. Alt forekom mig ligesom saa bekjendt og derfor dobbelt interessant. Men ogsaa det nye og ukjendte som den skjønne Raadhusplads og de Carlsbergske Samlinger greb mig stærkt. Ligesaa Roskilde Domkirke og Kongegravene. Men enkelte Ting blev mig en Skuffelse, som det bekjendte Rundetaarn, Thorvaldsens Museum og mere. Især blev jeg skuffet over Thorvaldsen og gik aldrig did mere. Dette skulde være den ypperste i Danmark. Efter min Mening var det ikke Kunst, kun en meget god Efterligning. Men her saa jeg igjen, hvad jeg kjendte saa godt hjemmefra: Det vigtigste af alt var Efterlig^ ning. Ingen maatte tænke selv eller prøve paa at gjøre noget selv. Karakteristisk var det, at al Tegneundervisning bestod i at tegneeiter Naturen, ligesom den hoieste Form for teologisk Videnskab var at kunne reproducere, hvad Lærerne havde foredraget, nøiagtig med deres egne Ord og Vendinger. Dette havde aldrig saa skarpt slaaet mig imøde som i Thorvaldsens Museum. Selve den berømte Statue af Kristus er jo helt forfeilet; enhver lidt kyndig Mand ved da paa Forhaand, at Jesus ikke saa saaledes ud; han var ingen græsk Yngling.

Beriget med mange Indtryk fra vort Naboland og glad over alt, jeg havde seet, vendte jeg hjem til Hardanger, og bestandig siden klang for mig Poul Martin Møllers herlige Digt, som jeg ovenfor citerte: -Rosen blomstrer alt i Danas Have", — et bedre Maleri af Danmark kan man ikke faa. Dette er virkelig Kunst og ikke aand-løs Efterligning. Endnu glæder det mig at gjentage det for mig selv.

Mit næste Udenlandsbesøg gjaldt vort andet Naboland, Sverige. Jeg kjendte ogsaa lidt til dette paa Forhaand, særlig dets Historie og delvis ogsaa dets Sprog og Literatur, men ikke saa godt som Danmark. Skjønt det kun er Kjolen, som skiller Norge og Sverige ad, og denne Skillemur er meget lav og let at komme over, har vor Forbindelse med Sverige i aandelig Henseende været meget mindre end med Danmark.

Det var ogsaa en meget interessant og Iærerig Tur; hertil bidrog det ikke saa lidet, at det var den store Udstilling i Stockholm dette Aar. Jeg havde faaet Anbefalingsbreve fra Professor Wille, og de hjalp mig til at faa se meget, som ellers vilde have undgaaet mig. Jeg var i Upsala og saa Domkirken og Universitetet og især Linnés Grav. I Stockholm grebes jeg mest af Storkyrkan, Riddarholmskyr-kan, Slottet m. m. I Sverige var der ogsaa meget at se og lære; Udstil-lingen brød jeg mig kun lidet om; min Interesse laa og ligger ikke for saadant. Det er Historie, Folkeliv, Kunst og Literatur, som interesserer mig, og der er meget heraf i Sverige. Nu ligger jo Broderlandet os meget nærmere og har større Lighed med vort eget, saa det, jeg saa, ikke virkede saa overvældende og fremmedartet; men det saa jeg, at Sverige i de fleste, kanske alle Henseender stod over os. Det er jo heller ikke saa underligt. Der kunde være adskilligt at fortælle fra mit Besøg; men det bliver for vidløftigt. Men et lidet Træk kan jeg dog nævne.

Det var i den bitreste Unionsstrids Dage, jeg var der. Sammen med nogle Norske og en Danske, som naturligvis sluttede sig til Nordmændene — det pleier Danskeme gjerne at gjøre i Udlandet —sad jeg i al Fred og Ro og tænkte ikke paa at fornærme en Kat, da jeg pludselig blev vækket af en Storsvenske. Han havde merket, at vi var norske, og begyndte at bruge sig og tale høit om Nordmændenes Uforskammethed og deres mange Feil og Laster, alt naturligvis med Sigte paa os. Jeg hørte taalmodig paa en Stund; men det var jo haist uforskammet at optræde saaledes paa et offentligt Sted, og jeg reiste mig derfor og sagde: -Min Herre, jeg vil tillade mig at gjøre Dem opmerksom paa, at vi er nogle Nordmænd tilstede her," Det var det han vilde; thi nu vendte han sig mod mig og udgjød en ny Stram af haanende Ord. Han sagde, at han havde været i Kristiania, og der var han blevet kastet ud af en Restaurant. Efter at have hørt en Stund paa dette, tænkte jeg, at jeg skulde svare ham, og sagde: -De har -angrebet mit Fædreland, min Herre, paa et offentligt Sted; vi pleier ikke i Almindelighed at gjøre det i Norge, og jeg troede, at man i Sverige, som stod saa høit i Kultur, heller ikke pleiede at gjøre det; men naar De har fundet det passende, maa De undskylde mig, at jeg maa svare Dem med nogle Ord." Det var aldeles stille i Restauranten, og alle fulgte med Spænding mine Ord. Jeg talte lidt om Forholdet mel-lem de to Lande og sagde nogle alvorlige Ord, ikke noget Angreb paa Sverige; men jeg mindede om, hvad der var skeet i Tidens Løb, og at Norge aldrig havde tænkt paa at undertrykke Sverige eller fornærme det i nogen Maade, og vi ønskede det samme af det. Hvor-edes Ordene faldt, kan jeg nu ikke huske, men jeg ved, at jeg talte ganske rolig og uden nogen Sindsbevægelse, men med stort Alvor. Da jeg satte mig, kom Manden hen til mig, sagde sit Navn og rakte mig Haanden, idet han bad om Forladelse og sagde: -De er min Ven!" Og det bedste var, at han blev den mest elskværdige Mand, man kunde tænke sig, og slog sig sammen med os og fulgte os omkring. Det er den eneste Gang, jeg har grebet Ordet for at forsvare mit Lands Ære.

Jeg tror, at det var i 1895, at jeg var i Sverige, den eneste Gang jeg besøgte Broderlandet, et Besøg, hvoraf jeg havde stort aandeligt Udbytte, og hvor jeg traf sammen med flere Mænd, som havde et kjendt Navn.

Det, som særlig interesserede mig paa mine Reiser i vore nordiske Nabolande, var at se Folkelivet og at studere Folkelynnet og Folkekarakteren. Jeg fandt, at der var ikke saa liden Forskjel mellem svensk og dansk Folkekarakter og ligesaa mellem disse og den norske. Svensken er Adelsmanden, fin og fornem, men ogsaa noget kold og formel. Han er særlig fransk; fransk har i Sverige gjennem Aarhundre-der været Kultursproget. Det er kanske typisk, at det var en svensk Greve, som kjørte Ludvig den 16de og Dronning Marie Antoinette hin skjæbnesvangre Nat, og at der var en svensk Konge, som ikke kunde tale andet Sprog end fransk.

Dansken er Borgeren, den rolige, veltilfredse og sindige Borger, som nærmest er i Forbindelse med det store ..Vaterland" i Syd. Lidt spidsborgerlig kanske af og til, men forresten en god Broder, mild og venlig i al sin Fremtræden og noget tilbøielig til at ville være noget beskyttende overfor den yngste Bror Ola Nordmand.

Nordmanden er Bondesøn og er temmelig bondsk i hele sit Væsen, noget brautende og tildels raa og uforskammet. Fremmede vil sige, at han mangler Kultur og er tilbøielig til at yppe Kiv, har ikke imod et lidet Slagsmaal heller, en ægte Peer Gynt, som gjerne vil være sig selv nok. Men med alle sine mindre gode Egenskaber har han ogsaa enkelte gode Sider: Han er frisk og feiende som en stærk Nor-denvind, stormodig og høisindet, naar det gjælder, og han kan, naar det kniber, tage et Skippertag, som det staar Glans af blandt Folkene.

Saaledes ser jeg de tre Brødre staa sammen, forskjellige i Sind og Karakter, men dog Brødre.

I 1902 gjorde jeg en længere Reise, helt op til Varangerfjorden og Kirkenes og Boris Gleb, hvor jeg fik hilse paa Rusland. Jeg var nemlig med i den store Studenterfærd til Finmarken. Det var en overmaade interessant Tur. Jeg traf sammen med mange gamle Venner og Kjendinger og lærte mange interessante Personer at kjende, og især fik jeg Anledning til at blive kjendt med store Strækninger af vort Land, som jeg hidtil ikke havde kjendt. Og jeg fik et lidet Glimt af Rusland. Jeg fik iaifald se en russisk Kirke og bivaane en græsk-katolsk Messe.

[2. MED STUDENTERFÆRDEN TIL FINMARKEN 1902 (Dagsposten, Trondhjem, 25., 29. og 30. Juli 1902.)

Langs Nordlands Kyst.

Ombord paa «Nordland".

Motto: Kjend dit Land.

Under heldige Varsler begyndte Færden. Rigtignok var der lidt Skodde, da vi Torsdag Morgen lagde ud fra Bratørkaien, men det var stille og mildt, og udover Trondhjemsfjorden klarnede det mere og mere op, og tilsidst havde vi det deiligste Veir, vi kunde ønske os. De kjendteSteder u-digjenncm Fjorden passeredes hurtig, og snart laa Beian og det flade Ørlandet bag os, og vi vendte Stævnen ret mod Nord. Det var en munter, tildels løftet Stemning mellem de mange, som her var samlede. Nogen Præsentation var rigtignok ikke foregaaet, siden vi lagde ud fra gamle Bjørgvin; men man hjalp sig saa godt man kunde, og kom snart i Bekjendtskab med hverandre. Reisen er, som bekjendt, noget ensformig det første Stykke af Veien fra Trondhjemsfjorden og nord-

55. «Fra Studenttu.ren: Foredrag ombord».

over; men da Veiret var ualmindelig vakkert, var der nok at se, og Tiden svandt hurtig. Ved Middagsbordet gjorde vistnok hver Mand Ret for sig, og Restauratøren fortjener al mulig Ros. Landskabet bliver efter-haanden mere interessant. Snart havde vi Vigtenøerne for os og kort efter Leka med den bekjendte Dame, Lekamøen, som nok har den mis-undelsesværdige Egenskab, at hun er evig ung. I det fjerne dukkede nu ogsaa Torghatten op, og kort efter passeredes Grændsen mellem Nordland og det Trondhjemske. Aftenen var vidunderlig deilig, og Selskabet nød den, som det syntes, i rigt Maal. Foldenfjorden er jo berygtet nok, men Havguden nænnede ikke at forstyrre Færden; der var neppe nogen, som følte sig synderlig benauet, om end enkelte forsvandt i de «indre Gemakker". Stemningen ombord var den hele Aften ypperlig. Man for-nøiede sig hver efter sin Smag, Nede i Salonen trakteredes Pianoet afKarl Nissen, og en Sanger gav forskjellige Nuramere tiibedste. Naturligvis lønnedes alle Præstationer med fortjent Applaus. Herligere og herligere blev Naturen; det ene storslagne Billede oprulledes efter det andet, og Natten var saa lys og klar, som den kun kan være i Nordland. Ja vi forstaar, hvorledes Digteren kan synge: „Aa, eg veit meg eit Land, langt deruppe i Nord". Det er selvsagt, at det faldt meget tungt at forlade al denne Skjønhed. Kl. blev 12, og enkelte, især af de ældre, forsvandt efter hvert, men den største Del holdt tappert Stand, og Livet og Munterheden stod lige høit. Kl. 1 gik Brevskriver, Hr. Redaktør; thi Naturen har ogsaa sine Krav, men gjennem Søvnen hørte jeg Trækspillets Toner og Sangen og Hurraraabene. Og i Sandhed, man kan nok have Grund til at ofre nogle Hurraraab for al denne storslagne Skjønhed! Naar man færdes opover langs Nordlands Kyst, og man saa tidligere har set Hardanger, Sogn, Nordfjord, Søndmør og Romsdalen, da faar man et levende Indtryk af, hvilken Rigdom af Natur-skjønhed vort Land eier, og hvilke rige Muligheder det har for at kunne blive et af Verdens ypperste Turistlande i en god Betydning. En saadan Afveksling og Rigdom af de forskjellige Scenerier er vanskelig at træffe paa. Finmarksfærden har netop sin Betydning heri, den vil vise de Unge — og de Ældre, som ikke har havt Anledning til at se det tidligere — hvilken uendelig Rigdom af Naturskjønhed vort Land eier, og derigjennem skal Kjærligheden til vor gamle Moder styrkes og næres.

Nu har vi netop passeret Svartisen, der længe har ligget paa vor høire Haand og ladet os imellem faa et Glimt af den. Ved Grønø saa vi den bedst; men Tiden tillod os ikke at gjøre en Afstikker for at stifte nærmere Bekjendtskab med den. Vi var nemlig lidt forsinket, og Veiret er heller ikke det gunstigste, da Skodden ligger over Toppen. Af Mær-keligheder, vi har passeret, vil jeg ikke undlade at nævne de bekjendte Trænstave, der stiger op af Havet som spidse vældige Støtter. Ligesaa maa vi ikke glemme Hestmanden, der idag havde skjult sin Isse, og den vakre Rødøløve.

Bodø giver Indtryk af en By med hurtig Udvikling og mange Betingelser for en rig Fremtid. Den nye Landbrugsskole og Sindssyge-asylet udenfor Byen er af ikke ringe Betydning i saa Henseende. Om Asylet er der jo skrevet saa meget i det sidste, at det var med ikke ringe Spænding vi drog did op. Og man blev heller ikke skuffet. Midt ude paa den store Myrstrækning — rettere paa en liden Fjeldknaus i dens Udkant — har der reist sig en Pragtbygning, hvis Lige vel vanskelig vil findes noget andet Sted under denne Breddegrad. Det er et Slot eller, om man vil flere, Slot bygget af Marmor fra Salten i naturlige Blokke. Vindues- og Døreindfatningerne er af huggen og sleben Sten. Det hele gjør et meget godt Indtryk. Om det Indre tør jeg som Læg-mand ikke dømme; men jeg føler mig forvisset om, at Asylet tilfredsstiller til den mindste Enkelthed alle Nutidens Krav til et saadant An-læg. At det maatte blive uhyre kostbart, forstaar man let, naar man staar foran det, medens man i det Fjerne har vanskelig for at begribe det. Jeg skal blot pege paa, at Stenen maatte føres hid fra Salten, at alt maatte skabes saa godt som fra nyt af paa Stedet, da et saadantBygværk ikke tidligere er opført her, at Fundamenteringen har kostet uhyre osv. Det tør nok være, at Efterslægten vil betragte Anlægget med andre Øine end Nutiden, som faar Udgifterne at føle; thi der kan ikke være Tvivl om, at et stort og vel udført Arbeide er levert, et Bygværk, som vil staa i Aarhundreder.

Gaardsbrugets Bygninger ligger et Stykke fjernt fra Anstalten; vi fik ikke Tid til at se os om i dem; men det Ydre gjorde et særdeles godt Indtryk. Fjøset med Ladebygningen er vel det største og prægtigste i det nordlige Norge. Saavidt jeg ved, er der Baasrum til omkring 100 Kjør og 10—12 Heste. Vi sydpaa har ingen Forestilling om, hvilke rige Betingelser for et godt udviklet Jordbrug der her findes. Bodømyren er en umaadelig stor Flade, som med Tiden vil kunne ernære marige Mennesker, men som til den sidste Tid har ligget værdiløs. Asylet, som rimeligvis har faaet den bedste Del af Myren, har en Indmark af 700 Maal dyrket eller dyrkbar Jord og en Udmark af mindst samme Ud-strækning, efter hvad der fortaltes mig. Jorden er Myr, for en væsentlig Del af meget god Beskaffenhed — jeg maa naturligvis kun holde mig til, hvad der fortaltes mig —. Engen stod ganske godt; dog saa man sørgelige Spor af Vinteren og Isen. Enhver Jordbruger vil saa selv kunne tænke sig til, hvad denne Gaard med en god Drift og de fornødne Penge kan blive til. I Virkeligheden vil der med Tiden kunne blive mange betydelige Gaarde af den, hver paa en 20—30 Kjør og en 4—5 Heste foruden en Mængde Smaabrug for Arbeidere. Heldigt vilde det være, om Staten vilde vise sig villig til at lade de sidstnævnte faa et lidet Stykke Jord. Jeg er nemlig, Hr. Redaktør, af den Mening, at det ikke under vore Forholde er noget at tragte efter, at Staten optræder som en stor Godsbesidder; det vil sjelden eller aldrig svare sig. Der-imod vilde det være til stor Velsignelse for Land og Folk, om Arbeiderne kunde faa Jord paa rimelige Vilkaar.

Landbrugsskolens Gaard er ogsaa en prægtig Eiendom. Jeg skal kun anføre, hvad en Mand sagde til mig: „Dersom denne Gaard blev dyrket og bragt i fuld Hævd, vilde den kunne føde 400 Kjør". Nu, dette er uden Tvivl en Overdrivelse; men det er et Udtryk for, hvilke Betingelser Gaarden har.

I det Hele er det sikkert, at Nordland har store Rigdomskilder, som ikke er udnyttede, knapt nok opdagede endnu. Jeg behøver kun, foruden hvad ovenfor er sagt, at pege paa Malmfelterne. Men endnu en Rigdomskilde vil jeg nævne: Fabrikdriften. Guanofabrikerne er vel* kjendte af Navn, ogsaa i det sydlige Norge og langt videre; nu saa vi flere af dem, deriblandt en af de største, kanske den største: Brettes-næs. At der skulde kunne trives nogen Fabrikdrift af anden Art i Nordland, lyder kanske lidt utroligt for mange. Men vi fik Anledning til at se, at saa virkelig er Tilfældet. En af Foregangsmaendene paa dette Omraade er Hr. Fredriksen i Melbo, en ualmindelig driftig Forretnings-mand, som har saa at sige i Løbet af faa Aar skabt en hel liden Fa-brikby omkring sig. Her er Margarin-, Sæbe-, Cikori-, Olieklæde- og Bliktøifabrik, og længer inde paa Hadseløen ligger et Uldspinderi, lige-som han har flere saadanne i Salten og ved Bodø. Alle disse saa for-skjelligartede Fabriker eies af større Aktieselskaber, i hvis Spidse Hr.. Fredriksen staar. En Forretningsmand af en anden Art, som vi ogsaa besøgte, og hvis Navn fortjener at kjendes over det hele Land, er Direktør i Vesteraalens Dampskibsselskab, Hr. With i Stokmarknæs, en ual-mindelig dygtig og driftig Mand. Det er saadanne Mænd, som de her nævnte, foruden mange flere, som skal bygge Nordland. Gid dette vakre Land med den storartede Natur og de mange Rigdomskilder maa have-mange dygtige, stærke Foregangsmænd — da skal Nordland ikke længere blive, hvad det har været, et Forvisningssted, ringeagtet og brænde-mærket, men en af de mest straalende Ædelstene i den gamle, norske Kongekrone. Vi kan saa godt forstaa den Stemning, som ligger til Grund for, hvad en elskværdig Forfatterinde skrev til vor Ankomst:

Nordland, Nordland, kjære Nordland!

Har Du ei hørt det saa mangen en Gang, skjønnest du er af alt paa Jorden!

End i din Vorden

Fremtiden har du saa lys og lang!

Saa lys og lang!

Klipper, Øer,

Solen ved Nattetid,

Hilder ved Hav,

Topper og Tinder,

Nordlys, der svinder,

Leger og spinder

Fjeldet og Havet i Himlen ind!

Nordland, Nordland,

Baaer og Skjær og øde Havstrand,

Blidt eller haardt, du er vort, du er vort,

Du er Fremtidens Land!

Det er varm Kjærlighed til Fædrejorden og Hjemmet, som udtaler sig i disse Ord, og derfor gjør det en saa godt at høre dem; det varmer en om Hjertet i en Tid, hvor det desværre er saa sjelden at støde paa saadanne Vidnesbyrd.

Lofoten.

Ombord paa „Nordland" 21—7—02.

Hvem af os har ikke fra vor første Ungdom hørt Tale om Lofoten, og for de fleste af os har det sikkert staaet i Eventyrets Trylleglans. Saaledes har det ialfald været med Deres Brevskriver, Hr. Redaktør, og derfor vil det forstaaes, at det var med stor Spaending, vi nænnede os dette Land. Da vi saa Fredag Aften kom op til Bodø Turisthytte paa Rønvikfjeldet, og pludselig hele Lofotvæggen stod for os i det Fjerne, tegnende sine forunderlige Konturer i Horisonten, da maa jeg bekjende, jeg blev saa greben af dette Syn, saa eiendommelig!, saa forunderligfantastisk, at jeg længe ikke forrnaaede at mæle et Ord. Var det ikke, som om Eventyrets Alfeland steg op der langt borte i Havet, var det ikke dette Land, Nordlændingen drømmer om, og Eventyret fortæller om! Nei, et saadant vidunderligt Syn er dog rent enestaaende, det er visselig meget, som er ligesaa vakkert og ligesaa storslagent; men noget, som svarer til dette, som er saa eiendommeligt, findes der ikke anden-steds! Men herom vil jeg ikke udbrede mig vidløftig; det maa sees, det kan ikke beskrives. Jeg vil blot sige, som Digteren om Romsdalsfjel-dene:

„Intet saa stærkt som din Synsring af Fjeld,

Intet saa fint i en sommerlys Kveld."

Hele Natten igjennem gik nu Færden nordover Vestfjorden; — stille og blank laa den saa frygtede Vestfjord; Natten var lys som den lyseste Dag, og langsomt steg Fjeldene klarere og klarere frem af sine taagede Omrids. Da lidt før Kl. 6 Lørdag Morgen alle Deltagerne vækkedes af sin Søvn og kom paa Dæk, laa Vaagekallen og en uendelig Række af Tinder i de mest fantastiske Former for os — en Natur saa forunderlig udformet, saa vild og malerisk, at den hører til det mest storartede, vort Land eier af Naturskjønhed i en bestemt Retning. Om Digermulen, Raft-sundet og Troldfjord kunde der skrives meget; men jeg agter ikke at gjøre det idag. Derimod er der noget andet, jeg vil dvæle lidt ved.

Da vi lidt over Kl. 6 om Lørdag Morgen kom iland i Svolvær, var der en Del af Færdens Deltagere, som rettede sine Skridt mod et enkelt bestemt Maal. Her i Svolvær leveide og virkede nemlig den rigt begavede Maler Gunnar Berg, som bortrykkedes i en ung Alder (omkring 31 Aar) efter lange og smertefulde Lidelser. Det var en kort og tornefuld Kunst-nerbane, og det er trist at tænke paa, at den saa hastig afbrades, netop som den efter menneskelig Beregning skulde for Alvor begynde. Men hans Liv var dog langt nok til at vinde ham et Navn som en af det unge Norges ypperste Kunstnere. Han er Lofotens Maler. Han kjendte dette Land med den vilde forrevne Natur, med sin Solglans over Tinderne, fra Barndommen af, og han elskede det med en Ynglings brændende Liden-skab, I det Hus, han byggede sig Sæde paa Øen ved Svolvær, hænger en lang Række af Billeder, Studier, Skisser, helt- og halvfærdige eller kun paabegyndt, og de viser os en Kunstner, som havde forstaaet mesterlig at opfatte Naturen hernord og gjengive den paa Lærredet. Det er sjelden, Hr. Redaktør, Deres Brevskriver er blevet saa grebet i Kunstens Helligdomme som her i den unge Nordlandsmalers Atelier; dette er virkelig Kunst, ædel, simpel, men ægte og sand. Betragt blot denne Fembøring slørende for Vinden med en Klo eller to — det er «et stateligt Sagn."1 Eller betragt Baaden der, lændsende over de fraadende Bølger med den sidste Klo sat — det er en vild Kamp med de rasende Elemen-

[l «et stateligt Sagn» er antagelig trykkfeil i «Dagsposten» for «et stateligt Syn». Uttrykket er nok en reminisens fra Jonas Lies bekjente dikt i «Tremasteren Fremtiden» 1872:

En Fembøring under Seil er et lysteligt Syn, naar den vasker i Sjøen for «tre Kløers» Vind og en Høvedsmand god ved sit Styre,]ter! Eller betragt Billedet med de to Mænd siddende paa Hvælvet, det fortæller os mægtig gribende om den Kamp, som saa mangen Fisker har maattet kjæmpe i Vinternatten — den sidste tunge Kamp med Døden. Og betragt alle disse Billeder af Tinderne og Fjeldene, hvor de er naturtro og fint gjengivne! Gunnar Bergs Navn og hans Billeder er lidet kjendt sydpaa blandt Folk i Almindelighed — vel især en Følge af, at hans Kunstnerbane blev saa kort. Men de fortjener at kjendes og hans Navn at leve og mindes som en af det unge, vaag-nende Norges ypperste Kunstnere, ædel, simpel, naturlig og tro i sin Gjengivelse af Naturen i Lofoten, sand i sin Opfatning af den, fordi han af sit hele og fulde FIjerte elskede den. Man kan vel vanskelig tænke sig en Natur, som er mere skabt, som det synes, til at fostre en Maler, end dette Land hernord, saa rigt paa Modsætninger, saa fryg-teligt i sin Vildhed, saa smilende og yndigt, naar det er festklædt.

Der kunde skrives meget om Lofoten, men denne Gang faar De tage tiltakke med disse faa Linier, Hr. Redaktør. Der er, som De nok forstaar, ikke Tid og Sted her til at skrive lange Artikler.

Finmarken,

Paa Østhavet den 22de Juli.

Igaar var det uden Tvivl en af Færdens interessanteste Dage. Pro-grammet lød paa Troldfjord og Nordkap. Begge Steder besøgtes, og paa begge Steder havde man Held med sig. Nordkap besteges under nok saa heldige Omstændigheder; ja en Stribe af Solen saaes ret i Nord Kl. lidt over 12, hvad der iaar maa betegnes som et stort Held. Om Nordkap og dets Seværdigheder vil jeg ikke tale; derimod vil jeg bede Dem og Deres Læsere følge mig til Troldfjord, hvor Hr. Kaptein Ingebrigtsen har sin Hvalfangerstation. Her bødes os noget af rent enestaaende Interesse — der laa en hel Række af Hvaler, nogle afflænsede, andre hele og urørte. Blandt de sidste var en Blaahval, et meget stort Exemplar, som laa lige i Fjæren, saa man kunde gaa ud paa den og lade sig fotografere. Det er jo ikke netop dagligdagse Begivenheder at kunne lade sig fotografere paa en Hval. Umaadelige Dynger af Spæk laa paa Stranden eller flød i Vandet, og uhyre Flader var bedækkede med Hvalbarder.

De fleste af Læserne har hørt om Hvalfangsten og kanske ogsaa om den gamle Strid mellem Hvalfangerne og Fiskerne. Det tør derfor have almindelig Interesse at stifte Bekjendtskab med et Hvalfangst-Etablisse-ment — undskyld Ordet; det vil sætte sig for Brystet; men jeg kan ikke i Øieblikket finde noget andet, som svarer til Begrebet — og med en af de Mænd, som gaar i Spidsen for Bedriften.

Hr. Kaptein Ingebrigtsen er en af disse driftige Ishavsskippere, furede og veirbidte, men muntre og friske i Sind og Skind. Han er endvidere af dem, som i Ordets fuldeste Forstand «r «sin egen Lykkes Smed", en Mand, som ved sin Energi, Driftighed og Dygtighed har hævet sig op fra en simpel Stilling til en af Finmarkens største Forretningsmænd. Om Størrelsen af hans Bedrift kan man faa en Anelse, naar man hører, at han om jeg ikke er feilagtig underrettet, ifjor skjød over 100 Hval, og at hver Hval repræsenterer en Kapital af en 3000 Kroner — mere og

BNS — XVI

16mindre efter Størrelsen. Den omtalte Blaahval, som laa i Fjæren, reg-nedes saaledes til en Værdi af mellem 3 å 4000 Kroner, laar havde han alt fanget 30 Hvaler, og nu skulde han netop reise ud- igjen, op til Båren-Eiland, hvor der efter hans Sigende iaar var en Mængde Hval. Hr. Ingebrigtsen fører selv sit Fangstskib „Skytten", og skyder selv Hvalen, og man følte levende, at det var den fulde Sandhed, han udtalte, naar han sagde, at han kjendte ingen Fornøielse større end den at fange Hval. Han forundrede sig over, at man ikke kom op til ham og fulgte med ham paa Fangst. Tyskere og Amerikanere kom ofte, men Nordmænd sjelden. En af vore Medreisende blev saa betagen ved Udsigterne til at være med og skyde Hval, at han lovede med Haand og Mund at komme næste Sommer. Nu skulde en af Tromsøs mere bekjendte Mænd samt 2 Amerikanere, som reiste og studerede Fiskerieme rundt om paa Jorden for at samle Stof til et stort illustreret Værk om Fiskerieme, følge ham op under Båren-Eiland for at se Hvalfangsten paa allernærmeste Hold. Hr. Ingebrigtsen viste os med den største Forekommenhed rundt, demonstrerede og forklarede, som om det var en gammel Professor, og det var forbausende, med hvilken Sikkerhed han udtalte sig om de hidhørende Spørgs-maal. Man forstod, at denne Mand grundig havde sat sig ind i alt vedrørende hans Bedrift, og at han havde studeret Hvalernes Liv paa det aller omhyggeligste. Hr. Ingebrigtsen er en af de mest originale og interessante Mænd, Deres Brevskriver, Hr. Redaktør, har stødt paa, og de behagelige og interessante Timer, vi tilbragte hos ham, vil aldrig gaa os af Minde.

Selvfølgelig kom vi også ind paa det brændende Spørgsmaal om Hvalfredning eller endog Forbud mod Hvalfangst. Ogsaa her var det forbausende at lægge Mærke til, med hvilken overbevisende Styrke den gamle Ishavsskipper og Hvalfanger udtalte sig om Sagen. Skjønt jeg naturligvis ikke tør have nogen selvstændig Mening om et saa indviklet og brændende Spørgsmaal som dette, maa jeg sige, at hans hele Ræson-nement var saa slaaende og fomuftigt, saa helt ud bygget paa Videnskaben selv, og hvad den havde lagt i Dagen, at det forekom mig og vistnok os alle, at det ikke vilde være saa let at imødegaa ham, naar man vilde holde sig til Kjendsgjerninger og ikke lade sig lede af For-domme. I hvert Tilfælde maa vi alle inderlig ønske, som det i en Tale for Værten af en af Færdens Deltagere udtaltes, at dette for Finmarkens Fremtid og for mange Tirsinders Vel saa vigtige Spørgsmaal i en nær Fremtid maa løses af Statsmagterne paa en for alle Parter heldig Maade.

Jeg vil forøvrigt benytte Leiligheden og omtale et Skrift, som nylig er udkommet, og som giver en udtømmende Fremstilling af Hvalernes Liv, Vandringer, Fangsten af dem tø. m., nemlig: Johan Hjort: Fiskeri og Hvalfangst i det nordlige Norge. Det er skrevet af den grundige Forsker og Videnskabsmand, men i en Form, som gjør det letlæst for enhver og yderst interessant. Her vil man finde Spørgsmaalet om Hvalfangsten og Fiskerieme paa det grundigste udredet.

Den Fest, Hr. Ingebrigtsen gjorde for Studenterne, var i Sandhed fyrstelig. Champagnen flød i Strømme, og som Følge heraf og det straalende Veir, som begunstigede Festen, var Stemningen ualmindelig løftet.At han hyldedes baade i Prosa og paa Vers og tilsist under ustanselig Jubel bares rundt paa Guldstol, var ganske naturligt.

*

Østfinmarken 23de Juli 1902.

Finmarken er for de fleste af Deres Læsere uden Tvivl et terra incog-nita — et ukjendt Land, skjønt det hører til Moder Norges Jord det saa godt som de øvrige Landsdele. Vel har vi kanske alle læst lidt om dette Land langt mod Nord, oppe under den evige Sne og Is, og vi har kanske dannet os et Billede af Landet og Forholdene, men det er mat og ubestemt og svarer lidet til Virkeligheden.

Ikke mindst gjælder dette om Østfinmarken, den Del af Norge, som ligger langt fjernet fra det øvrige og nærmest Rusland. Jeg har hørt flere af Deltagerne gjentagende udraabe: Dette skal være Finmarken! det er jo rent utroligt! Ja, det er virkelig rent utroligt; det stemmer ikke med vore nedarvede Forestillinger. For nu at begynde med det, som først falder i Øinene, saa er Landets Bygning og dets Overflade saa helt forskjellig fra det Norge, vi hidtil har reist forbi. Overalt er jo Kysten vild og forreven med høié og bratte Fjelde og Styrtninger. Men fra Nordkap og østover bliver Fjeldene stedse lavere og lavere, mere og mere afrundede, Sletterne stedse mere og mere udstrakte, og man mær-ker tydelig, at man nærmer sig Ruslands Sletter. Da vi passerede Øst-pynten af Norge — mellem Vardø og Vadsø — laa Murmanskkysten for os om Bagbord blaanende som en svag Stribe, som gik over i svære tydelige, opdukkende lave Heier og Høisletter — det er Østfinmarken, som gaar over i Rusland. Allerede ved Vadsø fik vi en stærk Fornemmelse af, hvorledes Landet havde skiftet Karakter og nu gik over til at blive et Sletteland; men Indtrykket steg efterhaanden, som vi kom længere ind i Varangerfjorden, Sydvaranger er et rent Sletteland med Myrer og skogklædte Moer af stor Udstrækning. Naar man ser alle disse udstrakte Sletter, al denne Jord, som her ligger ledig, maa man uvilkaarlig spørge: Men hvorfor ligger Jorden unyttet, medens Tusfnder drager ud af Landet for at søge sit Erhverv? Grundene hertil er visselig flere; men den fornemste tør vel være den, at Folk heroppe hverken kan eller vil dyrke Jord. Lapper og Kvæner, som udgjør Hovedparten af Befolkningen, vil ikke befatte sig med Jordbrug og forstaar sig ikke paa det. Men kom der dygtige Jordbrugere hid, som havde en liden Kapital at begynde med, kan der ikke være Tvivl om, at de her kunde grunde hyggelige Hjem. Jord er der nok af, frugtbar, let dyrkelig Jord, som er fortrinlig skikket til Eng. Korn vil vanskelig give noget Udbytte; men det samme er Tilfældet ogsaa mange Steder sydpaa i vort Land og har liden Betydning her, hvor man har Russerne med sit gode og billige Mel fra Arkangel. Poteterne stod nok saa vakkert. Birken var temmelig stor, og Furuen optraadte paa sine Steder i saavidt Udstrækning, at der var anlagt et Sagbrug. Hvad der har voldt den største Vanskelighed hidtil, er Kommunikationerne. Afstandene er store, og Veie har der ikke været før nu i den sidste Tid. Men disse Forholde har forandret sig og vil hurtig udvikle sig, naar Bebyggelsen tiltager; thi det er meget let at bygge Veie i en Egn som denne, og Dampskibe kan man faa paa alleF jorde. Nybyggerne burde sætte sig ned i større Skarer paa de enkelte Steder, for at de kunde danne en egen Bygd, faa sin egen Skole, Kirke osv. Østfinmarken indeholder rige Udviklingsmuligheder, og det er visselig fuldt paakrævet, at vor Statsstyrelse nu har taget et Skridt til at faa ialfald enkelte af de bedste Egne koloniserede. Ikke mindst tiltrænges det, at man griber kraftig ind her, dersom vi vil hævde den Sætning: Norge for Nordmænd. Heroppe regjerer endnu Lappen og Kvænen, og den siste har en stærk Evne til at vinde Udbredelse og lægge den norske Kultur under sig. Men Kvænernes Udbredelse betyder igjen en stigende Indflydelse af Rusland, som ligger som en truende Fare ved vor Øst-grændse speidende efter enhver Leilighed, der kan øge dets Magt. Alt for Iænge har vor Styrelse overset denne Fare og undervurderet Finmarkens Betydning; det er at haabe, at Forholdet nu vil forandre sig, og at der arbeides kraftig for at hævde den norske Kultur og Nationalitet ved vor østligste Grændse.

Oppe i Sydvaranger — en halv Mils Vei fra det bekjendte Sted Elve-næs, hvor afdøde Lensmand Klerk bodde, — ligger det russiske Kapel Boris Gleb. Det er en liden smal Tunge, som Rusland her skyder ind som en Kile i Norge; gjennem Pasvikelven, som gaar forbi, har det Adgang til Pasvikfjorden; det er jo altid saa meget, at det lugter af salt Vand, og hvem kan vide, om man ikke kunde faa en liden Stump Land til ved Leilighed, saa man kunde naa til selve Fjorden! Man mærker tydelig Hensigten og forstaar let, at Rusland gjerne vilde faa denne lille Snip af Norge ved Grændsereguleringen. Man kan ikke fortænke det i, at det gjerne vilde naa frem til Havet her og gjør i den Henseende alt, hvad det formaar. Vi vilde uden Tvivl handle ganske paa samme Maade, om vi befandt os i samme Stilling. Det er ogsaa let forstaaeligt, at Rusland understøtter sine Nybyggere heroppe paa enhver Maade, saa at der er adskillig Fordel forbundet med at drage over Grændsen og blive russisk Borger. Nationalitetsfølelsen er ikke, som rimeligt kan være under Forholdene her Nord, meget stærk, og det er let forklarligt, at mange tænker, som jeg hørte en udtale det, saa: „Det er os lige fedt, enten vi staar under Sverige eller under Rusland, bare vi kan leve."

Turen op fra Kirkenes til Boris Gleb og nedover igjen til Elvenæs og videre over til Jarfjord, var høist interessant. Skjønt Boris Gleb kun ligger nogle faa Hundrede Skridt fra den norsk-russiske Grændse, mærker man dog tydelig og meget slaaende, at man er kommet ind i et fremmed Land. Der er intet paa vor Vei, som antyder, at nu passerer vi Grændsen mellem Norge og Rusland; men i Folkelivet derimod lades man ikke i Tvivl, hvor Grændsen gaar. Der er et andet Sprog, andre Skikke og Sæder, en anden Folketype, en anden Religion osv. Den russiske Pope, som bodde her, viste os den Imødekommenhed at læse en Messe for os, og vi fulgte den med stor Interesse, skjønt vi naturligvis intet forstod af det hele. Jeg vil nødig sige noget nedsættende eller dømmende om andres Tro og Gudsdyrkelse. Men man kan dog ved at overvære en saadan Messe vanskelig værge sig for det Indtryk, at naar Kristne kan nøie sig med saadanne Stene for Brød, maa de staa paa et temmelig lavt aandeligt Standpunkt. Det hele er en Række af tomme,for Folk uforstaaelige Ceremonier. Hvad Betydning dette kan have for det religiøse Liv, er ikke saa let at fatte.

Hvad de stakkars Skoltelapper skal have for Udbytte af denne Gudstjeneste, forstaar jeg ikke!]

I de følgende Aar indtil 1913 var jeg ogsaa ude paa Turistfærd, men kun i vort eget Land. I 1909 fik jeg Anledning til sammen med Høifjeldskommissionen at gjennemstreife Hardangervidden paa kryds og tvers. Jeg kjendte den jo ogsaa før. Jeg tror, at der neppe var en Sommer, hvor jeg ikke var oppe paa den eller oppe paa Folgefonnen paa den anden Side. Det var den bedste Styrkelse og Opkvikkelse jeg kunde faa.

[3. GJENNEM GUDBRANDSDALEN 1913

Reiseminder fra en Sommertur.

(Aftenposten, 17. og 24. Juli 1913.)

Det var en vakker, straalende Julidag i Hardanger. Fjorden laa stille og blank og speilede de snekransede Toppe. Hurtig snørede jeg Reise-væsken sammen og stod faa Øieblikke efter paa „Ullensvang"s rummelige Dæk og saa UIlensvangs-Tangen med Kirken og Prestegaarden hurtig forsvinde bagud. Forbi alle de velkjendte Steder gik det til Eide ved Bunden af Granvinfjorden. Her var der fuld Turisttrafik. Det myldrede af Engelskmænd, Tyskere og Franskmænd og maaske endnu flere Natio-naliteter. Ovenfor Bryggen stod Heste og Vogne i Rad og paa Veien flere store Automobiler. Det var ikke vanskeligt at faa Skyds idag. Jeg steg med andre ind i en af Automobilerne; jeg kan overhovedet ikke forstaa, at nogen kan vælge Hest og Kjærre, naar der er en Automobil at faa. At kjøre paa Kjærre er noget af det kjedeligste, jeg ved, og jeg undgaar det derfor saavidt mulig. Det var en herlig Skyds fra Eide til Voss, som jeg ikke skal dvæle nærmere ved. Jeg vil kun bemerke, at de fleste af Hestene, som vi mødte eller kjørte forbi, ikke viste nogen Skræk for det nye Kjøreføi. Det viste sig, at alt det Skrig, som har lydt om Hestenes Rædsel m. v., er i høi Grad overdrevet. Kjører man med For-sigtighed, er der intet at frygte. Automobilen vil uden Tvivl mere og mere bane sig Vei og blive Fremtidens Befordringsmiddel ved Siden af Jernbaner og Sporveie. Men det maa bemerkes, at vore Veie ofte ikke passer for Automobilkjørsel; de er for smale og har for skarpe Kurver. De maa utbedres paa sine Steder. Saaledes er ogsaa Veien fra Eide til Voss mangesteds meget smal og har skarpe Kurver, som dog med Lethed kan udbedres. Da vil den nevnte Vei blive en fortrinlig Automobilvei.

Fra Voss gik det saa med Bergensbanen over Fjeldet og videre nedover Dalen til Hovedstaden, hvor vi i øsende Regnveir kjørte ind paa Østbanestationen. Det er ikke min Hensigt nærmere at beskrive denne Del af Reisen. Kun vil jeg bemerke, at naar man kommer fra Bergensbanen og ind paa Hovedbanen, faar man et levende Indtryk af, at denførstnævnte er i alle Henseender den første Jernbane i vort Land, og at vi med den er traadt ind iblandt de øvrige Lande i Europa, hvad Kom-munikationsvæsen angaar.

Næste Morgen gik Reisen videre med Banen til Eidsvold. Her steg vi af og tog den gamle Rute over Mjøsen. Det var nemlig min Hensigt at reise over Mjøsen og gjennem Gudbrandsdalen endnu en Gang og opfriske igjen de gamle Minder fra Ungdomsaarene. Det var henimod 40 Aar, siden jeg sidst reiste her. Ved Dampskibsbryggen paa Eidsvold mødtes vi af en gammel Bekjendt. Gamle „Skibladner" laa med Dampen oppe og ventede paa Gjester. Nei, hvor underligt, at se den igjen! Den var nok oppudset og delvis forandret, men var dog den gamle, velkjendte Skikkelse, som jeg saa ofte havde fulgt. Jeg kan saa levende mindes Reisen over Mjøsen i Studenteraarene, det herlige Udsyn over de rige Bygder, Helgeøen, Mjøsens speilblanke Flade og det brogede Liv ombord. Alt var det samme fortryllende Billede. Kun savnede jeg den gamle Vardal eller Biriværing, som gik om og solgte Knive. Den velkjendte Middag ombord med fersk Lax eller Hunnerørret manglede heller ikke. Det var nogle herlige Timer, som gik saa altfor hurtig. Det er længe, siden jeg har havt saa skjøn en Tur, og jeg vil raade alle Reisende, som har Anledning dertil, at gjøre Turen over Mjøsen istedetfor at reise rundt med Jernbanen — en kjedelig Tur. Jernbanereiser er altid kjedelige, naar de er noget længere.

Efter vel 5 Timers Dampskibstur satte vi Foden iland paa Lillehammer Dampskibsbrygge. I det væsentlige er Lillehammer uforandret; men Byen har naturligvis voxet sig større og har faaet flere vakre Bygninger. Lillehammer er en vakker By og maa være et deiligt Opholdssted for Sommeren. Den største Forandring, som er foregaaet her, er, at Jernbanen gaar gjennem Byen og fører en Strøm af Reisende med sig. At der maa være mange Reisende her, fremgaar af de mange Hoteller, mindst en 7—8. I mine Vandringsdage var Ormsruds Hotel og maaske et til de eneste. Det førstnævnte var særlig besøgt af Studenter, og der var godt og billigt.

Den største Severdighcd paa Lillehammer er vel Maihaugen med sine Samlinger. Vi benyttede den korte Tid, vi havde til vor Raadighed, til et kort Besøg, hvorunder vi dog kun kunde betragte Husene og det ydre Anlæg. De mange gamle Huse fra Gudbrandsdalen er yderst interessante, og Samlingerne hører til de største og bedste i sit Slags i vort Land. Hver Landsdel burde have lignende Samlinger inden sin Midte, hvor Levninger af den gamle Bygdekultur samledes og opbevaredes i Huse og Omgivelser, som hørte Fortiden til. Hr. Sandvig har paa dette Omraade været en Foregangsmand, og Lillehammer By har Ære af, at den har havt Forstaaelse heraf.

Om Eftermiddagen gik saa Reisen videre til Otta. Jeg har altid syntes, at Gudbrandsdalen er vor vakreste Dal. Siden jeg sidst saa den, har jeg set meget af Norges Land, jeg tror det meste, men jeg maa fremdeles bekjende, at Gudbrandsdalen er vor fagreste Dal. Det gik hurtigere nu end i gamle Dage, da vi strævede med Ranselen paa Ryggen op gjennem Dalen; men vi fik ikke den Anledning nu som tidligere til at se os om og gjøre os bekjendt med Steder og Forhold. Dalen er joden samme, og jeg kjendte den godt igjen; men forøvrigt var meget anderledes nu mod tidligere. De gamle Skydsskifter, hvor vi havde det saa hyggeligt, og hvorfra jeg gjemmer saa mange Minder, var borte, eller rettere: vi saa dem kun fra Banen i Forbifarten. Enten var de gaaet over til at blive Hoteller eller Sanatorier, eller de stod forladte, nedlagte som Skydsskifter. Jernbanen har omskabt Reisetrafiken. Der har reist sig vakre Stationer med en Klynge af Huse rundt og som oftest et eller flere mindre Hoteller. Alt dette var nyt og uventet. Sikkert er det, at den søndre Del af Dalen indtil Otta befinder sig i en glæderig Udvikling, som væsentlig skyldes Banen. Stationer som Myre, Vaalebro, Otta m. fl, synes at vidne herom. Hotellernes og Sommer-pensionaternes Tal i Gudbrandsdalen er meget stort; ingen af vore Dale eller Fjorde har saa mange af dem som Gudbrandsdalen, særlig- den søndre Del af Dalen. Det kan heller ikke negtes, at Dalen har sjeldne Betingelser i denne Henseende. Adkomsten er let og billig, Omgivelsene vakre, Luften god, lidet Regn og billigt Ophold. For dem, som elsker Ro og Hvile i Naturens Skjød, egner derfor Dalen sig særlig som Sommer-opholdssted.

Om Otta maa jeg sige nogle Ord. Stedet er helt nyt og ligger paa Gaarden Loftsgaards Grund, et Stykke nedenfor Sels Kirke og den gamle Skydsstation Moen, som nu ingen Betydning længere har. Otta er som en Landsby med flere Hoteller, Landhandlere osv. Stedet har en heldig Beliggenhed og besøges af en Mængde Reisende. 1 den senere Tid har den gamle Stenindustri udviklet sig mere og mere, dels som Hugning af Klæbersten og dels som Brydning af Skiferheller. Jeg maa bede om Undskyldning, at jeg stanser lidt her; jeg maa sige lidt om begge Dele. Klæberstenen fra Sel er vel kjendt, men kanske mindre de vakre Ovne, Kaminer og Gravstøtter m. m., som forfærdiges af den, og som kan anbefales som særdeles vakre. Skiferstenen fra Sel er ogsaa velkjendt og hår bredt sig mere og mere. Skifertag er de bedste Tag, som haves, i Forhold til Prisen, og det er virkelig en Skam for vort Land, at man ind-fører hollandsk Tagsten, som er i enhver Henseende vore Tagheller underlegne. Det maa helst betragtes som Snobberi af vore Bygmestre og andre, naar de foretrækker den udenlandske Sten for vor norske. Et vakkert Helletag kan maale sig i Skjønhed med et Tag af blaa hollandsk Tagsten, og det er meget sterkere og bedre. Hvorfor skal vi saa søge til Udlandet? Strax nordenfor Otta ligger Ulafossen, som delvis er taget i Brug. Her har Bygden en Kraftkitde af stort Værd, og rimeligvis vil det ikke vare lenge, før den tages i Brug. Navnlig vil den kunne skaffe Lys til Dalen.

Lige ved Otta tager de bekjendte Selsmyrer sin Begyndelse. En stor Del af dem er dækket af Vand; men meget ligger ogsaa over almindelig Vandstand, Myren skal indeholde ca. 6000 Maal Jord, som kan nyttiggjøres. Sel er en Bygd med lidet Jord, og det synes derfor høilig paakrævet, at Myren tappes ud. Men det maa gjøres saaledes, at Myren virkelig tørlægges og dyrkes, ellers er det ikke nogen Nytte i Arbeidet. Udtapningen af Lesjavandet staar i denne Henseende som et afskræk-kende Exempel.Fra Otta gik det videre med Automobil. Der gaar daglig flere Automobiler mellem Otta og Dombaas samt Nes. Skydsskifterne langs denne Rute er nedlagte eller saagodtsom sløifede; ingen spørger længere efter Skyds. Det gik nordover forbi de kjendte Steder Moen, Laurgaard, Brændhaugen og Toftemoen; det sidste er blevet et Sommerpensionat, „Sic transit gloria mundi!" Snart flytter man vel ogsaa ind paa Tofte! Det er Tidens Udvikling. Flere Hoteller eller Pensionater ligger langs Veien. Den nye Jernbanelinje følger Elvens Vestside opover.

Røsten eller Rosten, som Ordet her udtales, er et trangt Skar, hvor Elven fosser vildt. Veien er smal og har mange skarpe Kurver. Den egner sig derfor ikke til Automobilvei, og om ikke længe vil forhaabentlig Jernbanen afløse Automobilerne.

Den nordre Del af Gudbrandsdalen ligger meget tilbage. Jeg fik et bestemt Indtryk af, at Dalen var gaaet adskillig tilbage, siden jeg sidst saa den. Store Skarer var reist over Havet til det „forjættede Land". Gaarde og især Pladse var lagt øde. Ingen Fremgang i nogen Henseende undtagen i Antallet af Kræmmere og Kaffehuse m. v. I min Ungdom var Vånding almindelig hele Dalen opigjennem om Sommeren. Nu saaes ikke et eneste Anlæg af det Slags. Jo, gik man op gjennem Lien, saa man raadne Trærender liggende hist og her fra den Tid, man brugte Vånding. Det viste sig ogsaa paa Ageren mange Steder, at Vandingen var ophørt. Nordre Gudbrandsdalen lider af Mangel paa Regn. Nedbøren er meget liden, og Jorden er tør og trænger meget Regn.

Det havde været meget tørt i Sommer. Engen var mangesteds afsvid og Ageren fordrevet. Men nu kom Regnet; det fulgte os fra Finse og østover.

Efter ornkr. 2 Timers Kjørsel fra Otta kjørte vi ind paa Tunet i Dombaas. Her var alt uforandret som i fordums Tid; en større Bygning var dog opført. Lige ved Gaarden, omkring en 300 Meter fra denne i Øst, gaar Jernbanelinjerne i kort Afstand fra hinanden. Stationstomten ligger en 100 Meter eller saa længere i Syd. En ny Bebyggelse var op-staaet her med Hotel og Handelssteder, og den vil uden Tvivl tiltage sterkt i den nærmeste Fremtid. Dombaas kommer nu ud af Trafiken, dersom ikke nye Huse opføres nærmere Stationen. Det vil være Synd for det gamle velkjendte Sted, hvor saa mange tusiiide Reisende har fundet Ly i gamle Dage. Dombaas er uden Tvivl et af de ældste Skydsskifter i vort Land og har rimeligvis været et Gjestgiveri for Reisende allerede i Middelalderen. .Her maatte alle stanse, før de tog tilfjelds eller kom ned fra Fjeldet. Bemerkes maa det dog, at Fjeldveien til Trondhjem i ældre Tid tog af paa Tofte; men sikkerlig har en Vintervei altid gaaet op ogsaa ved Dombaas og været benyttet af dem, som kom nedenfra Romsdalen. I alle Tilfælde maatte de, som skulde til eller fra Romsdalen, stanse her. Det gamle Kjøkken paa Dombaas er den ældste Stue, som nu staar igjen, og her har mange Reisende og Færdesmænd gaaet ind og ud. Den nuværende Eiers Mor, Kirsti Dombaas, var en velkjendt Kone blandt alle, som færdedes i Dalen. Det var godt at komme til hende, naar man var udmattet og forfrossen, og der er endnu mange, som velsigner hendes Minde.Dombaas er et Sted, som egner sig udmerket til Sommeropholdssted for nervesvage, søvnløse og trætte Mennesker. Stedet ligger nemlig henved 2000 Fod over Havet; Luften er tør og frisk Fjeldluft. Adgangen til Høifjeldet er let. Naar Jernbanen bliver færdig, vil der antagelig reise sig et stort, moderne Sanatorium her, hvor Personer, der trænger Hvile og Ro. kan finde Optagelse. Det er vist, at mange Syge og Svage har fundet Opholdet paa Dombaas helsestyrkende, og vi maa antage, at dette endmere maa blive Tilfældet herefter.

Jora danner Skillet mellem Dovre og Lesja for Tiden; tidligere, da Dovre var et Annex til Lesja, hørte Dombaas med til det sidstnævnte Sogn. Lesja er en tør Bygd, som gjør et trist Indtryk. Skogen er for den største Del ruineret, hvad der vel særlig skyldes det gamle Jernverk. De graa, ensformige Myrer ved Elven er et sørgeligt Skue. Jeg kan mindes som Barn, at Lesjavandet laa her, og da havde Bygden et helt andet Udseende. Udtapningen af Vandet var et stort Misgreb, en Følge af, at man manglede den fornødne Erfaring. Der var flere Faktorer, som her forenede sig for at frembringe et negativt Resultat. En af de vigtigste var, at man troede, at alt var gjort, naar Vandet var rendt ud. Da laa jo det vanskeligste Arbeide igjen, nemlig at tørlægge Orunden og kultivere den. At Opsidderne skulde formaa dette, kunde ikke ventes. Derfor ligger Myrerne og Sandmoerne her endnu som før, uagtet der ikke er Tvivl om, at ved rigtig Behandling kunde de blevet til Nytte. Skog kunde der iaifald have voxet her. Nu burde Staten kjøbt større eller mindre Partier af disse trøstesløse Sletter og begyndt Skogplantning her. Har ingen tænkt herpaa?

Fra Dombaas tager Veien til Trondhjem over Dovrefjeld af mod Øst. Den første Fjeldstue paa Veien er Fokstuen, 990 Meter over Havet, 10 Kilometer fra Dombaas. Omgivelserne er pragtfulde og Udsigten herlig. Toppen af Snehætta ses i Nordøst. Stedet har flere store Byg-ninger og ialt 100 Senge. Her pleier det at være fuldt Hus om Sommeren. Fokstuen er formentlig den yngste af Fjeldstuerne paa Dovrefjeld, men skal dog efter Prof. Yngvar Nielsen være ældre end 1600. Den ældste Vei skal efter Sagnet have ført fra Tofte forbi Halfarhøen over Gautstien og Gautaaen til Hjerkin. Senere lagdes Veien fra Tofte over Harbak-kerne til Fokstuen. Veien kan endnu tydelig ses. Den nuværende Vei over Dombaas skal være anlagt omkring 1820, men er senere omlagt nedenfor Dombaas og udbedret ovenfor.

Fra Fokstuen af er Veien ganske flad. Den gaar gjennem en dallig-nende Forsænkning i Fjeldet og er overalt omgivet af Birkeskog. For Vestlændinger har det en egen Interesse at reise over Dovrefjeld paa Grund af den store Modsætning til Hardangerviddens Fjeldsletter. Dovre er meget jevnere, mildere, har mere afrundede og lavere Høider og meget mindre Vand og Sne. For Fodgjængere byder det derfor mange Fordele fremfor vore Fjelde. Bebyggelsen er ogsaa langt tættere, Sætrene ligger i store Klynger med en Mængde Huse og store Sætervolde. Østenfor Fokstuen (rettere i N. 0.) ligger saaledes en Sæter, Nysæteren, som vi besøgte. Den saa ud næsten som en liden Grænd eller Bygd fra Veien. Husene var store og rummelige, næsten som nede i Bygden, ogman kunde kjøre helt frem, skjønt Veien mangesteds var mindre god. Alt var saa rent forskjelligt fra Vestlandets Støler; kun var der overalt den samme Renlighed udbredt over det hele Stel, som vi kjender saa godt fra Hardangerstølerne. Ved har man overalt her; men den maa ofte hentes noget langveis fra.

Saa gik det videre langs Folla, Volaasjøen, Aasjøen m. fl. til Hjerkin lige under Hjerkinhøen. Fløiden over Havet er 957 M. og Afstanden fra Dombaas 31 Kilometer. Hjerkin er den ældste af vore Fjeldstuer og skal være anlagt af Kong Øystein Magnussen i Aaret 1107 eller kort efter. Se Snorre N. Kongesagaer Kap. 24. Morkinskinna Kap. 30. Efter Sagnet skal Hjerkin i Middelalderen have ligget ved Oautaaen, noget sydligere end det nuværende Hjerkin. I Middelalderen skal Fjeld-stuerne ikke have været beboede Aaret rundt; det blev de først i det 16de Aarhundrede. I Beskrivelsen af Walkendorfs Reise over Fjeldet omkr. 1509,1 hvor Dovrefjeld og Hardangervidden sammenblandes, siges der, at Fjeldstuerne ikke havde Beboere; men om dette skal gjelde Fjeldstuerne paa Dovre eller Stenboderne paa Vidden eller begge Dele, er tvivlsomt.

Hjerkin har en herlig Beliggenhed og synes særlig at egne sig for saadanne, som søger Helsebod i Høifjeldsluften. Stedet ligger lunt til, er omgivet af Skog og med let Adkomst til høiere liggende Toppe, hvorfra man har Udsigt til mægtige Fjeldpartier. Det har 70 Senge.

Af særlig Interesse var det store, gamle Kjøkken, som engang har været det almindelige Beboelsesrum. Her har mange tusinde Reisende og Færdesmænd gaaet ind og ud, og her herskede engang den bekjendte Sigrid Hjerkin som Vertinde, et Sidestykke til Mor Utne i Hardanger. Den nuværende Eier har bygget nye Huse bl. a. et Fjøs, hvis Lige ikke er saa let at finde, før man kommer til Storbygderne.

Fra Hjerkin gikk Veien tidligere over Hjerkinhø, hvor Fodgjængere endnu ofte pleier at gaa; den nye Vei gaar rundt og stiger herunder til omkring 1000 M. Man ser nu tydelig Snehætten og den store Fjeld-kjedel, som er fyldt af Sne. Snehætten tager sig glimrende ud herfra. Den var engang betragtet som Norges høieste Top, men blev saa distan-ceret af andre. Nyere Maalinger har dog sat den noget op igjen: 2246 M.

— det er dog en anselig Høide. Paa Grund af det uheldige Veir fik vi ikke Anledning til at stifte nærmere Bekjendtskab med den.

Kongsvoll, 898 M. over Havet, 13 Kilometer fra Hjerkin, er den tredie af Fjeldstuerne paa Dovrefjeld. Den har ca. 50 Senge. Her ligger især Botanikere, som studerer Fjeldfloraen. Stedet er iblandt alle Botanikere bekjendt og berømt. Bag Gaarden hæver sig Knutshø, og det er navnlig denne, som har saa rig en Høifjeldsflora.

Den vakre Have, som Stedet har, og som skyldes Vertindens Kjærlighed til Blomster og Planter, er en naturhistorisk Merkværdighed, som vakte min høieste Beundring. At træffe gamle Venner og Bekjendte fra Lavlandet en 1000 M. over Havet, er ikke noget, som hænder hver Dag.

Fjeldstuerne paa Dovrefjeld er ualmindelig hyggelige. De hører sammen med Turisthytterne paa Fjeldet til de Steder, hvor jeg under mit

f1 H. Svaning, Christiern ll's historie, Frankfurt 1658, s. 45—46],Turistliv har befundet mig' allerbedst. Jeg vil ikke dermed sige noget nedsættende om vore Hoteller; men der er adskillig Forskjel paa dem og paa de nævnte Steder: de har gammel, god Tradition at bygge paa.

Hotellerne, Sanatorierne og Fjeldstuerne i Gudbrandsdalen udmerker sig ved godt Stel og rimelige Priser. Hotellerne paa Vestlandet har høiere Priser, og Stellet staar ogsaa ofte tilbage. Hvad Grunden er hertil, skal jeg ikke undersøge; men at det er saa, tror jeg ikke, at nogen vil negte, som kjender Forholdene af Erfaring.]

Som det vil sees, havde jeg faaet Anledning til at se meget af vort Land. Der var ingen storre Landsdel, hvor jeg ikke havde været Ingen vil vel forundre sig over, at jeg, som havde seet saa meget af vort Land, ogsaa omfattede det med Kjærlighed. Det har jeg gjort og gjør det endnu; jeg tilstaar det uden at skamme mig. Derfor er det nu i mit Livs Aften, da Solen gaar ned, saa usigelig smerteligt at se, at en stor Del af vore Landsmænd, vore Brødre, foragter det og gjerne forraader det; de erklærer rent ud, at de intet Fædreland har, og at de foretrækker Rusland for Norge. Men endda værre synes det mig, at den-største Del af vort Folk staar aldeles ligegyldige overfor Stillingen; det synes dem ligegyldigt, hvem som styrer, og hvor det fører hen. Vi staar — synes det mig — ved Randen af en Afgrund og maa nødvendigvis styrte ned i den, naar man intet vil agte paa Varselraabene.

Det ser ud til, at vort Land vil friste den samme Skjæbne nu, som det led ved Middelalderens Slutning, ja en meget værre.

Man kommer ikke til at synge den vakre Salme af Blix om «det Folk, som frægt vil vera", og man vil ikke længer bede med ham:

«Gud, lad dit Ord daa fylla kvar Heim fra Fjell til Strand og med sit Ljos faa gylla vaart fagre Fedraland."

Det er min Bøn fremdeles, som det har været.

Det vårede flere Aar, førend jeg atter kom udenfor Fædrelandets Grændser. Jeg indskrænkede mig væsentlig til Hardangervidden, Telemarken og Sætersdalen.

Saa kom i 1913 min Hustrus Død og min Afsked fra Ullensvang, hvorom jeg senere skal fortælle. Jeg saa klart, at det var Guds Vilje, at jeg skulde gaa — alle Udveie stængtes for mig. Det vil forstaaes af enhver, hvorledes min Sindstilstand da var; det var den tungeste Tid i mit Liv, og jeg tænkte, at jeg aldrig vilde kunne finde nogen Virk-somhed mere; Livet var dødt for mig. Om Høsten kom jeg til Voss, hvor jeg tænkte at slaa mig ned. Da jeg nu havde summet mig lidt og begyndte at tænke over, at jeg ikke kunde gaa ledig, — det vilde blive frygteligt, slog en Tanke ned i mig: Du skal reise; nu er du fri og ledig, og intet holder dig tilbage. Jeg havde altid havt en stor Reiselyst, og jeg tænkte, at kanske jeg endnu ikke var for gammel til at gjøre en længere Reise. Nu havde jeg endelig god Anledning til at

56. Sogneprest O. Olafsen 1917 i Kredsen af hans daværende Søsken og Svoger.

tilfredsstille min gamle Lyst; men det var saa vanskeligt at bestemme sig, og jeg var saa nedtrykt. Men endelig brød jeg over tvært med alle Betænkeligheder. 1 Begyndelsen af Aaret 1914 gjorde jeg mig rede, og sidst i Januar drog jeg til Kjøbenhavn, hvor jeg opholdt mig en Uges Tid, og hvor jeg saa meget nyt. Jeg meldte mig i Rées Reise-bureau, som skulde sende et Reisefølge i Februar til Italien og Sicilien. 1 eller omkring Midten af Februar drog jeg mod Syden i Følge med dette Reiseselskab. Saa skulde jeg da opleve at se Italien, hvorom jeg saa ofte havde drømt. Vi havde snakket om, at naar jeg tog Afsked, skulde vi, min Hustru og jeg, reise en Tur til Rom. Dette skede ikke; jeg stod alene i Livet.Det blev den største Overraskelse og Oplevelse, som jeg havde havt. Vi var et Følge paa en 10—12 Personer, og vi kom alle godt ud af det med hverandre, paa en enkelt Undtagelse nær. Det er det, som er lidt risikabelt ved saadanne Reisefølger, at der kan let være en eller anden, som ødelægger alt godt Samvær; men vi var som sagt heldige i det store og hele. Alle paa en Undtagelse nær var ven-lige, høflige og dannede Mennesker. De fleste var danske, men der var ogsaa endel Norske og Svenske.

Reisen gik den sædvanlige Vei over Oedser—Warnemiinde til Hamburg, som jeg ikke denne Gang fik se noget af, da vi bare var der en Nat, og næste Morgen fortsattes den sydover direkte til Basel. Her standsede vi et Par Dage, saa vi fik se lidt af Schweiz, som var en stor Skuffelse for mig. Jeg havde tænkt mig Landet noget i Lig-hed med vore Høifjeldstrakter, men deri tog jeg Feil. Fjeldene var ikke vore; de var vældige Kolosser, som stod truende uden de fine Linjer og det herlige Udsyn, som jeg var vant til. Nei, Schweiz stod langt tilbage i Naturskjønhed for vort Land; det faldt ikke i min Smag, og jeg har aldrig siden følt nogen Lyst til at gjense det.

Men anderledes var det med Folket. Jeg beundrede dets Flid og Dygtighed, dets økonomiske Sans og Arbeidsomhed, og her maa jeg sige til Skam for mit Land, at vi stod langt tilbage. I ydre Kultur og især i alt, hvad Hoteller og Reiseliv angår, var de langt foran os. Her staar sikkert Schweiz som det første Land i Verden. I hvert Fald kan jeg sige af egen Erfaring, at jeg aldrig har truffet noget lignende. Hotellerne var fortrinlige i alle Henseender, og Opvartningen og Betjeningen mønstergyldig. Jeg har oftere siden stodt paa Schwei-zere som Hotelfolk, og altid har jeg syntes saa godt om dem, fordi de er saa forekommende og paalidelige.

Fra Basel gik saa Reisen videre gjennem St. Gotthard-Tunnelen, og det var interessant at se Naturen; jeg havde saa god Anledning til det fra Vinduet. Landet forekom mig saa lidet; det var som en stor Fjeldgryde, som Toget hurtig for over. Selve Tunnelen er det ikke noget at sige om; den var som vor egen Gravehalstunnel, bare længere; men det kan man jo ikke se. Tunneler er det kjedeligste af alt ved en Jernbanereise. Men saa fik jeg rigelig Erstatning, da vi saa Dagens Lys paa den anden Side af Fjeldet. Ja, jeg tør sige, at jeg var spændt, thi nu var vi jo i la beila Italia. Vi fik se de sne-dækte Alper i det fjerne, og vi passerede, forekom det mig, gjennem et norsk Høifjeldsparti, eller rettere en trang Høifjeldsdal. Sneen laa paa begge Sider op til Linjen; men det gik hurtig nedover, ogsnart aftog Sneen og blev til enkelte Flekker, og en Bæk begyndte at sildre i Dalbunden. Saa begyndte enkelte smaa Busker at optræde, men det var ikke muligt under den Fart, vi havde, at afgjøre, hvad det var for Busker, vi saa. Dette havde jeg havt særlig Lyst til at se for at sammenligne Vegetationen med vor egen. Snart begyndte ogsaa enkelte Træer at vise sig, kun Løvtræer; hvilke, kunde jeg ikke afgjøre, formodentlig Alm, Ask, Løn, Lind, Eik, Bok o. s. v. Det gik hurtig nedover, og Panoramaet skiftede ustanselig. Men saa kom vi ind i fuld Vaar, Træerne var løvklædte. Og nu laa den lom-bardiske Slette for mig i hele sin Udstrækning. Den var vidunderlig. Dyrkede Marker ustanselig uden nogen død Flek imellem, aa, hvilket Jordbruksland, maatte jeg sige! Saadan Jord havde jeg ikke seet, som kom fra det høie Nord. Mest forundret blev jeg, da jeg fik en stor Sjø eller et Vand at se, og en Mængde Personer, som gik omkring og vassede i den. Jeg kunde ikke begribe, hvad dette skulde betyde; kanske det var en Luftspeiling, — Mennesker gaa paa Våndet! Da gik det pludselig op for mig: Aa, de planter Ris.

For første Gang satte jeg med dyb Bevægelse min Fod paa Italiens Jord. Der blev meget at se for mig baade af Natur og af Menneskeflid, alt meget anderledes end jeg var vant til, Alperne i det Fjerne og de trange Alpedale, som aabnede sig mod den pie-montanske Slette, hvor Naturen saa med engang skiftede Karakter. Nu saa jeg for første Gang Vinranker paa fri Mark; der gik Mænd allevegne og beskar og bandt op. Nu fik jeg ogsaa Øie paa Mor-bærtræerne, som der var en Uendelighed af, og endelig saa jeg ogsaa Oliventræer med sin eiendommelige Form og graa Farve, alt et nyt Syn for en gammel Botaniker.

Om Kvelden kjørte vi ind i Milano og fik se lidt af Folkelivet og den berømte Domkirke som et vældigt Feslot i Maaneskinnet. Den tog sig aldeles fortryllende ud i det blege, hvide Lys, jeg kunde fristes til at tro, at det var et Eventyrslot af Sne. Det bedrøvede mig, at vi ikke skulde stanse over her en Dag og faa se nærmere paa Domkirken; men formentlig havde ikke Selskabet den samme Interesse som jeg, og Dagen efter gik Reisen videre til Rivieraen.

Det var vidunderligt at komme fra Nordens Vinter og saa pludselig at dukke op i fuld Sommer og blandt tropiske Planter. Her saa jeg for første Gang Palmer som Træer paa Friland. Men kanske det vakreste af alt, ialfald det, som greb os mest, var at se det blaa Middelhav straale i fuld Solglans. Vi nød i rigt Maal al denne Skjønhed, og jeg forstod, hvorfor hele Verdens Luksus og Rigdomsamles her om Vinteren og Vaaren. Det kan jo ikke negtes, at det er en langt skjønnere og behageligere Tilværelse end at leve i Nordens Sne, Is, Storm og Regn.

Fra Rivieraen gik det til Genua og Pisa, hvor vi stansede og saa den berømte Domkirke og det endnu mere berømte skjæve Taarn. Den næste Dag gik det videre, og endelig naaede vi ind paa en stor Slette, den romerske Campagna, som ikke saa særlig tiltalende ud. Nu begyndte jeg at speide sydover, og endelig fik jeg Øie paa den vidunderlige Kuppel, som syntes at svæve i Luften, og nu vidste jeg at vi snart havde den «evige" Stad for os, den merkeligste By i hele Menneskeslægtens Historie, om ikke netop hverken den ældste eller den største.

Det var med en vis Andagt, jeg nærmede mig den -hellige" Stad, og jeg maatte tænke paa Luther, da han drog ind i Rom, og paa hvad han følte. Den hele Tid, jeg var i Rom, kom jeg stadig tilbage til Martin Luther og hans Udtalelser. De stemte i meget overens med mine Oplevelser. Jeg forblev en 8 Dage i Rom denne Gang, men senere kom jeg til at være her omkring 1 Maaned, idet jeg skilte mig fra Reisefølget.

At berette om alt det, jeg saa i Rom, alt, som gjorde Indtryk paa mig, vil være umuligt her; det vilde tage altfor stort Rum. Jeg vil dog nævne et og andet, som særlig har præget sig i mit Minde.

Det var merkeligt, hvorledes jeg syntes at kjende mig igjen i Rom, aldeles som jeg skulde have seet det i min Barndom. Saaledes stod Kapitol og Forum, Peterskirken og Peterspladsen, Tiberen, Engels-borg o. s. v. levende for mig. Det var Historien, som her hjalp mig.

Kapitol og Forum var vel det mest interessante, og hver Dag var jeg der eller gik over der. Det ligger jo i Centrum af Byen, og jeg drømte mig tilbage i svundne Tider. Jeg saa Julius Cæsar og Keiser Augustus for mig, men især Cicero, naar jeg stod der, hvor Rustrum havde staaet, og saa ham togaklædt og med elegante Haand-bevægelser udslynge sine fire, velklingende Sætninger som: Quousque, Catilina, abutere patientia nostra! Aa, hvor det greb mig at se for mig Titus kjorende som Triumfator ind gjennem den verdensberømte Bue, eller at staa i det store Amfiteater og se Gladiatoreme eller de vilde Dyr og de hellige Martyrer, hvis Blod har vædet Arenaen!

Der var utallige saadanne Steder eller Mindesmerker, som ikke kunde andet end fængsle mig.

Men jeg skal ikke opholde mig længere ved dem. Jeg magterikke at beskrive de Følelser hos mig, som de fremkaldte. I det hele taget var det særlig de historiske Minder, som tiltalte mig, og som jeg derfor særlig søgte efter.

Dernæst var det Kunsten. Kunsten har altid interesseret mig i hai Grad og gjort dybe Indtryk paa mig, dog ikke alle Kunstarter. Saaledes har Musik, Tonekunst, aldrig øvet nogen større Indvirkning paa mig. Betingelserne er ikke tilstede for at kunne nyde denne Kunstart, som maaske netop er den Kunst, som de fleste Mennesker kan nyde. Heller ikke har jeg havt synderlig Interesse for scenisk Kunst. Som Regel har jeg fundet Præstationerne mindre gode. For meget Jugl og for lidet Natur. Forresten har jeg seet lidet af Teaterforestillinger, og det har derfor liden Betydning, hvad jeg mener; jeg taler bare om mine personlige Indtryk. Det er saaledes kun Digte-kunsten og de bildende Kunster, som har gjort noget større Indtryk paa mig. Digtningen, Poesien behøver jeg ikke nærmere at omtale her; kun det vil jeg sige, at den er den Kunstart, som har grebet mig mest, og som jeg har forstaaet bedst. Her behover jeg ingen Veileder.

Dernæst er det Malerkunsten, som har grebet mig, kanske fordi den er lettest tilgjængelig. Malerier er der at se i alle Kunstsamlinger. Billedhuggerkunst er derimod ikke saa let tilgjængelig; vi har kun faa Kunstverker af denne Art. Jeg maa i hvert Fald tilstaa, at det var først i Rom, at jeg gjorde Bekjendtskab med de høieste Frembringelser af denne Kunstart, den antikke græske Kunst. Jeg kunde aldrig blive træt af at betragte disse Skjønhedsaabenbarelser; her fik jeg lære, hvad Kunst er! En stor Del af min Tid gik med til at studere Kunst.

Herunder hører ogsaa Kirker, hvoraf der som bekjendt i Rom findes en Mængde, som alle er Kunstverker baade i og for sig, og paa Grund af de Kunstverker, de indeholder. Hver Dag gik jeg i Kirker, Kunst svelgede jeg i, og til sidst blev jeg saa aandelig udhulet og træt af den, at jeg bare ønskede, at jeg havde været i en fattig norsk Kirke og faaet et Guds Ord at høre eller en Salme at synge. Og da tænkte jeg igjen paa Luther. Kunsten kan ikke erstatte Kristendommen; men den kan tages i dens Tjeneste. Den maa aldrig blive dominerende.

Fra Rom gik Turen til Neapel og Pompei og videre til Sicilien, hvor især Messina, som laa i Ruiner, gjorde et stærkt Indtryk. Omtrent alle Huse laa som blæst overende i Række og Rad, i samme Retning. 1 Palermo saa vi de normanniske Kongegrave. Vi kom tilSyrakus, sydligst paa Spidsen, hvorfra man i Klarveir kan skimte Afrikas Kyst.

I Syrakus var der meget at se, men det som greb mig mest, var at se det Rum i Katakomberne, hvor efter Traditionen Apostelen Pau-lus skal have prædiket, da han var i Syrakus paa sin Reise til Rom (Apost. Ojern. 28, 12 fl.). Videre besøgte vi Taormina, hvor vi opholdt os nogle Dage. Endelig besogtes Capri. Af Naturskjønhed fæstede jeg mig særlig ved Vesuv og Golfen ved Neapel, samt Udsigten fra Monte Pincio i Rom ved Solnedgang m; m.

Paa Tilbagereisen fra Rom besøgte vi Firenze med sine uhyre Samlinger af Kunst, særlig fra Renæssanse-Tiden, og videre Vene-dig, hvor vi var henved en Uge og saa bl. a. det berømte Badested paa Øen Lido. Over Brennerpasset, Miinchen, Niirnberg og Berlin kom vi saa tilbage til Malmo og Oslo.

[4. REISEBILLEDER FRA ITALIEN 1914

(Verdens Gang, 10. Mars, 11. April og 15. April 1914.)

En Søndag i Pater mo.

Palermo 1. Mars.

Mine ærede Læsere mindes nok fra Skoledagene Palermo, Siciliens gamle Hovedstad og Øens største By, omtrent af Størrelse (Folketal) som Kristiania. Men da vel de færreste har havt Anledning til at stifte nærmere Bekjendtskab med Byen, er vel den Forestilling, man har om den, yderst taaget og uklar. Saa var i hvert Fald Tilfældet med Undertegnede. Jeg skulde ønske at kunne med levende Farver skildre en Dag her i Palermo for mine Læsere. Alt er saa forskjelligt fra, hvad vi i Norden er vant til, at vi har meget vanskeligt for at sætte os ind i Forholdene her og forstaa dem.

Palermo har en vidunderlig herlig Beliggenhed ved Middelhavet: høie Fjelde bagved, og Havets Væld ved Foden. En liden Bugt skjærer sig ind; det er Byens gamle Havn, la Cala; den ligner meget Bergens Vaag, men er mindre og temmelig grund. Den egentlige Havn ligger derfor udenfor og omsluttes af to vældige Moloer med Kaier. En Mængde Seil- og Dampskibe fylder Havnen, og et svimlende Mylder af Kjørende og Gaaende møder en. Aa, hvor blaat Havet var, hvor frisk Brisen stod ind, og hvor varmt Vandet var! Jeg stod og tænkte: Den som kunde ha kastet sig ud i det!

Byen ligger paa en stor Slette omgivet paa begge Sider af Bjerge, der er nøgne og ligner meget Fjeldene paa vor Vestkyst. Hist og her sees enkelte Pinjer. Sletten kaldes Conca d’Oro, d. e. Guld-Skjællet, og forsaavidt den ikke optages af Bybefolkningen, er den en eneste umaadelig Have med Frugttræer i hundrede tusenvis og Kjøkkenhaver indimellem.

BNS - XVI

17Søndags Morgen var saa fredelig og stille. Jeg lukkede Vinduet op og indaandede den friske Luft fra Havet. Udenfor melkede en Mand sin Ko; Kalven stod ved Siden og strakte Mulen frem for at faa en Draabe, men den blev kort og kraftig afvist. Manden melkede i smaa Kopper og Glas og solgte det paa Stedet. Om at sile Melken var der ikke Tale. Syntes en, at han fik for lidet, opstod der en liden Disput, og Manden lod en liden Skvæt til glide ned i Koppen. Ved Siden sad en Mand med sine Gjeder og melkede dem paa samme Maade. Dette var i en af Hoved-gademe. Koen gik fredelig og spadserede om. Haandværkerne sad i aabne Rum ud til Gaden og arbeidede, og man kunde se hele Husets intime Stel indenfor. Paa alle Balkoner og i alle Vinduer hang Klæder til Tørkning, og det vilde være urigtigt at sige, at de altid viste frem sin mest appetitlige Side. Arbeidet gik for sig som enhver anden Dag; man skal ikke beskylde Sicilianerne for at være strenge med Søndagens Helligholdelse.

Vi skulde benytte Dagen til en Udflugt til den lille By Mon Reale (Kongebjerget, Slotsbjerget), der ligger en 6—7 Km. udenfor Byen. Veiret, som havde været tvivlsomt, klarnede op, og vi fik en deilig Sommerdag. Det var fuld Sommervarme efter vor Smag; men Italieneren dra-perede sig med Sjaler og Kapper mod Kulden. Veien gik sterkt opover omtrent som Holmenkolbanen, om denne var ført helt op. Vi fik et Lokomotiv efter os og en Staaltraadkabel foran, og opad gik det. Mine Læsere bedes nu tænke sig, at de kjører opover til Holmenkollen; men istedetfor Granskogen og Akersmarkerne omgives vi til begge Sider af sammenhængende Hække af blomstrende Pelargonier og bag dem Kaktuser i det uendelige, Agaver, Liljer og andre Blomster. Bag disse saa vi ud over Frugthaver i det uendelige. Appelsin- og Citrontræer med sine gyldne Frugter, blomstrende Mandeltræer og en Mængde andre Frugttræer saaes, saalangt Øiet kunde naa. Inde mellem Træerne laa Kjøkkenhaver, men vi kunde ikke i den Afstand, vi var fra dem, skjelne dem. Endelig var vi oppe, 300 M. over Havet, og en vidunderlig skjøn Udsigt laa foran os. Vi saa ud over den frugtbare Slette, over Byen ved Havet og udover dette, saalangt Øiet kunde naa. Mon Reale har en berømt Domkirke, og vi styrede vor Gang did. At beskrive denne herlige Kirke formaar ikke jeg. Det maa være nok at sige, at Bygningen er et Kunst-værk af første Rang, og at den er indvendig dækket af Mosaikbilleder af flere tusen Meters Fladeindhold og opfyldt af Marmorbilleder. Hvert enkelt er et Kunstværk, som i vore Dage vilde have kostet svimlende Summer. Det er en aldeles vanvittig Pragt og Luksus som er anvendt. I Kirken var naturligvis Gudstjeneste. Koret var fuldt af Prester og Kordrenge, mens der kun var faa Mennesker ellers, væsentlig Kvinder, som var samlet i en liden Flok overalt i Kirkens Skib. Stole eller Bænke som i vore Kirker findes ikke i Kirkerne her; men man kunde faa leiet sig en løs Stol. Det var en herlig Sang og storartet Messe. Jo, det var Karer som kunde synge. Hele det store Rum fyldtes af de rene, klare Stemmer, saa det rungede gjennem hele Kirken. Den saakaldte Menig-hed sad der og nød Synet af al denne Pragt eller nød Musiken; andre læste i sit Breviar (Bønnebog), og andre knælede ned i stille Bøn. Andresaa sig omkring, og Gaaende og Kommende mødte en overalt. Samtidig Turistene med sin Baedeker i Haanden rundt i Flokke, og Førere fra Kirken selv var mer end villige til at vise omkring. Vi gik da ogsaa omkring, saa paa Billeder og Malerier og vandrede endelig ud af en Sidegang og steg ad en lang Stentrappe op paa Kirkens Tag og lige op i den øverste Lanterne. Her var en storartet Udsigt over Landet og Havet. Vi steg ned igjen og ud i den vidunderlig vakre gamle Kloster-gaard, som støder op til Kirken. Her var der en Arkitektur, saa storartet og saa skjøn, at enhver maatte gribes af den. Herlige Marmor-søiler indlagt med det fineste Mosaikarbeide omgav os rundt omkring i en aldeles overvældendc Rigdom. I mange af Søilerne var Mosaiken brudt ud med et skarpt Instrument. Omviseren fortalte os, at de amerikanske Turister havde stjaalei Mosaiken. Ja, ja, Amerikanerne kan være gode at skylde paa og kan nok troes til noget af hvert; men jeg tror nok, at Tyvene var nærmere. I Klostergaarden var der den skjønneste Have, som kan tænkes. Blomster af alle Arter og i alle Farver dækkede Orunden; kjæmpeniæssige Palmer og andre pragtfulde Træer hævede sine Kroner mod Himlen. Gamle Bekjendte nikkede til mig: Levkøier, Gyl-denlakker, Heliotroper, Hyacinter, ja endog de kjære, kjære Liljekonvaller tittede frem. Alt var naturligvis engang plantet, men voksede nu som vilde.

Da vi havde forlystet vore Øine og vor Lugt i tilstrækkelig Tid med dette, gik vi atter ind i Kirken. Her havde Scenen forandret sig. Den egentlige Gudstjeneste var tilende, og nu var der kommet langt flere Folk, som optog en god Del af Kirkens Hovedskib, og paa Prækestolen stod en Præst, som forstod sin Kunst. Jeg har aldrig set eller hørt hans Mage. Det var en ung vakker Mand, og han optraadte — jeg maa bede om Undskyldning, om jeg maatte saare Nogen, men for mig saa det ud, som en der optraadte med et Nummer i en Varieté. Han havde en ual-mindelig sterk, klar Stemme og fyldte hele den vældige Bygning med sin Røst. Prædikanten havde studert sin Tale; han havde intet Papir, og hans Bevægelser, hans Gestus og Mimik var voldsomme. Han slog j Prækestolen, saa det drønnede, slog ud med Hænderne, bevægede sig frem og tilbage og holdt saaledes sit Publikum i Aande. Dette syntes ogsaa at nyde Talen som en Adspredelse. Man snakkede, lo og gik omkring, mens andre sad og opmerksomt lyttede til. Det var om Sjælens Udødelighed, at Praxlikanten talede; men jeg tror ikke, at mine kjære norske Venner vilde have beundret den.

Endelig var vi fornøiet af at se og høre og maatte nu se til at faa lidt legemlig Næring efter al den aandelige, som havde taget sterkt paa Kræfterne. Det var ikke vanskeligt at faa, hvad vi behøvede. Italienerne er uhyre villige til a give den Hungrige Mad og den Tørstige Drikke, og de er ikke fordringsfulle, hvad Priser angaar; men Penge vil de have for alt. Vi fik deilig Makaroni, Vin saa skjøn, at det — Skam at sige — var en Fryd at drikke den, og meget andet Godt.

Da yi kom ud fra Restaurationen, kom Smaagutterpe, som naturligvis tog os for „Inglesi". En liden frisk en gjorde sig til: I speak Eng-lish, sagde han og mente sig da naturligvis berettiget til en Soldo for ensaadan Dygtighed. Ja, Smaagutterne var vakre og en Lyst at se paa for en gammel Barneven, og de gjorde med største Olæde alt, hvad vi båd ora: stupte Kraake, gik paa Hænderne osv. og var yderst imøde-kommende i enhver Henseende, bare vi vilde give os af med dem og kaste ud en Soldo nu og da. Men pludselig optraadte en af Lovens Haand-hævere paa Skuepladsen, og straks forandredes Scenen. Guttene for-svandt som ved et Trylleslag. Tiggeri er ikke tilladt længere. Det italienske Politi er meget høfligt og forekommende og synes at holde god Orden.

Om Aftenen var jeg ude og tog mig en Tur rundt i Byen. Ho-vedgaden er pragtfuld med brede Fortoug og Asfaltbrolægning. Men lige ved ligger Gader, som er saa skidne og fæle, at det er en Gru at se. Modsætningerne her er stærke, og den største Luksus og Pragt gaar Side om Side med den største Armod og Elendighed. Men man trænger saa lidet her for at opholde Livet, og jeg tror ikke, at vore Begreber om Fattigdom og Nød kan overføres paa Forholdene her uden videre.

Fra Messina.

Messina er blevet sørgelig bekjendt ved den skrækkelige Ulykke, som rammede Byen den 28. December 1908, da et Jordskjælv i Løbet af ca. 30 Sekunder lagde en stor Del af Byen i Ruiner. 96,000 Mennesker mistede Livet ved denne Leilighed. Disse tilhørte dog ikke udelukkende Messina; ogsaa Byerne og Landet i Nærheden led meget. Messina og Omegn har gjentagne Gange været hjemsøgt af Jordskjælv. Det frygte-ligste skal det her nævnte have været. I 1693 omkom der 57,000 Mennesker. 1 andre Lande har man dog havt endnu frygteligere Jordskjælv; men de har dog været meget sjeldne.

Det var af stor Interesse for os Nordboere at se Virkningerne af den rædselsfulde Ulykke, og det var ikke vanskeligt at faa Øie paa dem. Store Strækninger af Byen, Kvartal efter Kvartal, laa ganske øde. Paa mange Steder var Ruiner og Grus fjernede; men paa andre Steder laa de endnu urørt. Det var et trist Syn at se. Husene var styrtede sammen omtrent som Korthus, der blæses overende. Den pragtfulde Domkirke var en stor Grusdynge, hvor afbrudte Marmorsøiler og Billedstøtter stak frem mellem Sten og Grus. Endnu laa der, fortælles der, flere tusinde Mennesker begravede under Ruinerne; men der arbeidedes stadig paa Rydning og Nybygning. En helt ny By havde reist sig af Gruset — helst ganske lave Huse. En Række af Træbarakker var sat op og benyttedes. Som det er Læserne bekjendt, sendtes der en hel Del saadanne Træhuse fra Norge, særlig fra Trondhjem, om jeg ikke mindes Feil; ligesaa fra Sverige og Finland. At disse Bygninger var af nordisk Oprindelse, kunde man ikke tage Feil af. De stak dertil altfor meget af fra sin Omgivelse. Men i Baedekers Reisebog staar det, at de kom fra Schweiz. Vedkommende Forfatter havde vel hørt det for sig, og det er et talende Vidnesbyrd om Folkets Standpunkt: Norge, Sverige osv. og Schweiz gik sammen i Ett for dem. Værre er det, at det paastodes, at de mange Penge, som indsamledes i Europa til de Skadelidte, aldrig kom til dem, som de var bestemt til. De forsvandt paaVeien. Om dette er sandt, ved jeg ikke; men det synes mig ikke utroligt. Jeg hørte fortælle, at en af Hovedstæderne i Europa sendte 1 Million Francs. Da der ikke indløb nogen Erkjendelse for Modtagelsen, blev man urolig paa Afsendelsesstedet, og en Maaned efter Afsendelsen tele-graferede man og spurgte, om ikke Gaven var modtaget. Jo da, den var modtaget; man havde bare forsømt at takke og bad saa mange Gange om Undskyldning. Det tør vel være, at man ofte glemte af Modtagelsen! „Det er hyggeligt at vide sine Penge saa vel anvendt!" For-øvrigt er det indlysende, naar man ser Forholdene paa Sicilien, at det ikke vilde være heldigt at lade den store Mængde faa Pengene i Hænde; de vilde ikke forstaa at bruge dem paa den bedste Maade.

Messina er en skjøn By. Dens Havn er vidt bekjendt; den skal være en af Europas største og bedste Havne. Den ligger i en stor Halv-kreds, og overfor den ligger Italiens Fastland. Sundet er omkring 6 Kilometer bredt, saavidt jeg kunde skjønne; men Overfarten er længere, da den gaar paa skraa.

For mine Læsere er vel Messina mest bekjendt for sine Appelsiner. Hvem har ikke spist Messina-Appelsiner? Ja, her er Appelsinernes Hjem, det er sandt. Træerne vokser i Haver paa mange Miles Udstræk-ning. Man kjører Time efter Time gjennem hele Skoge af Appelsin-og Citrontræer behængte med gylden Frugt. Denne hænger nemlig paa Træerne udover Vaaren og bliver da sødere og mere saftfuld. Men for at kunne skatte den herlige Frugt, maa man spise den her. Jeg har aldrig spist saadanne Appelsiner, og man behøver ikke at gaa langt for at faa dem. For 20 Cents kan man faa en stor Pose fuld paa Gaderne allevegne. Der kommer Vogne kjørende ind i Byen fra Landet belæs-set med Appelsiner, og man kan faa vælge de største og bedste. Naar man ser alle disse umaadelige Plantninger af Citron- og Appelsintræer (Orangetræer), maa man spørge sig selv, hvorledes disse umaadelige Masser af Frugt, som maa udgjøre Millioner af Hektoliter, kan fortæres; Forbruget maa være umaadeligt! I Havnen i Syrakus saa jeg paa, hvorledes man pakkede og forsendte Appelsiner og Citroner. Men dette var kun en Del. Der laa en Række — flere Hundrede store Fade — fyldte med Appelsiner. Disse skares tvert over, fyldtes i Fadet, som derpaa fyldtes med Sjøvand fra Havnen og sloges til. De brugtes til «Parfymer", sagdes der.

De vakreste af alle Frugttræer i Blomst er Mandeltræerne! De har hvide og rosenrøde Blomster og ligner i høi Grad Æbletræerne i Hardanger. Jeg kjørte timevis gjennem blomstrende Mandeltræer og sad hele Tiden og drømte, at jeg kjørte langs Sørfjordens Strande en Vaardag i Slutningen af Mai. Men Fjeldene er ikke som i Hardanger, og Fossene mangler ganske. Italien og særlig Syd-Italien er et skjønt og herligt Land; men naar Norge er klædt i sin Sommerdragt, kan Intet af, hvad jeg har seet, maale sig med det i Skjønhed. Solen er nok sterkere her nede og Havet mere blaat, men Lyset, Linjerne, Farverne, de lyseblonde, grønne, har vi. Det er med Landet som med Folket. Sydlænderne er vakre Folk; men de mangler Nordboernes lyse Farver, ranke Reisning og frie Blik. Modsætningen er saa sterk, at Enhver, vi møder paaGaden, ser paa os og kakler os Inglesi eller Tedeschi (Tyskere); længere Nord strækker ikke Jorden sig efter deres Geografi. Jo, igaar traf jeg virkelig en italiensk Kræmmer, som udbrød: Danesi! og endog kunde sige: Mange Tak! Men han var et Handelsgeni og talte alle Sprog og fik alle til at kjøbe — Ingen kunde modstaa hans Smil og mange Ord, især hans Beklagelser over, at han gik Bankerot.

1 Fra Rom.

Jeg vil denne Gang skrive lidt om Reiselivet i Italien, da jeg antager, at dette vil interessere et Flertal af mine Læse re.

Italien er ved Siden af Schweiz Europas, og vel hele Verdens, vigtig-ste Turistland. Allerede de gamle Romere havde et temmelig udviklet Reiseliv, og de byggede fortrinlige Landeveie. I Middelalderen var Rom den Hellige Stad og Kirkens Hovedstad. Selv fra vort Land drog der hyppig Reisende hidned. Da Reiselivet i den nyere Tid begynte at ud-vikle sig, var Italien det Land, hvorhen man særlig søgte. Og saaledes har det ogsaa været lige til vore Dage. En umaadelig Strøm af Reisende gaar hvert Aar gjennem Italien. Det er mig fortalt, at Antallet af Reisende skal udgjøre omkring 2 Millioner aarlig —- heri ikke iberegnet de egentlige Pilegrimmer, og at Indtægterne af Reisetrafiken efter officielle Opgaver anslaaes til ca. 800 Millioner Lire. Indtægterne af denne Næringsgren overstiger Udbyttet av Landets Fabriker og Industri. Om delte virkelig er saa, tør jeg ikke paastaa, jeg refererer kun, hvad jeg har hørt. Men enhver, som kommer hidned i Turistsæsonen, vil faa et stærk i Indtryk af, at Turiststrømmen er umaadelig stor. Hvor man gaar her i Rom, hører man tysk, engelsk, fransk, nordiske Sprog osv. Udlændingerne træder rent i Forgrunden i mange Strøg. Om Rom kan det siges, at Byen for en stor Del direkte eller indirekte lever af de Reisende.

Italien har ogsaa rige Betingelser for Reiselivets Utfoldelse. Et skjønt Land med en herlig Natur, et varmt Klima, rig Plantevekst, en Uende-lighed af Seværdigheder i Kunst og Historie, ikke at tale om, at Kirken og Paven i Rom har en dragende Magt for mange. Landets Kommunika-tionsvæsen er vel udviklet. Især maa de fortrinlige Landeveie nævnes. De overgaar langt vore norske, skjønt ogsaa de i Regelen er meget gode (de nyere, naturligvis). Italienerne er Mestere i Vei- og Brobygning. Saa vakre Broer skal man ikke saa let faa at se andetsteds. Jernbanerne derimot lader adskilligt tilbage at ønske. Elektriske Sporveie er der overalt i de større Byer og deres Omegn. Der kan gjøres adskillige Bemerkninger om dem. Vi staar, hvad Jernbaner og Sporveie angaar, adskillig høiere. Det samme gjælder Telegraf og Telefon, især den sidste. 1 Rom findes der saaledes kun faa Telefoner; kun større Forretninger har lagt ind saadanne. Af Hoteller har Italien en Mængde, og det store, prægtige Paladser. Stellet er udmerket, skjønt en Nordboer vel som Regel føler sig mindre tilfreds med det italienske Kjøkken, men man maa følge Landets Skik.

Den største Forskjel mellem vore Hoteller og de italienske ligger i Bygningernes Størrelse og Udstyr, og her staar vi, som venteligt kan være, langt tilbage. Men saa er ogsaa Priserne her. meget høiere, især i Sæso-nen. Til andre Tider kan man faa Værelser temmelig billig. Jeg bor saaledes i et mindre Hotel i Rom, og jeg vilde neppe i Kristiania faa et saadant Værelse for billigere Pris, end jeg betaler her.

Jeg tror, at vi i Norge kunde have adskilligt at lære af Italien paa Reiselivets Omraade. Navnlig vil jeg pege paa, hvorledes Italienerne forstaar at udnytte alle sine Herligheder og gjøre dem i Penge. Jeg synes for min Del, at det kunde gjerne være lidt mindre af denne Bestræbelse; men det er jo en Forretning og maa derfor bedømmes ud fra dette Synspunkt. En anden Ting vil jeg ogsaa nævne, nemlig Italienernes mage-øse Elskværdighed, Godmodighed og Høflighed, som i høi Grad tiltaler de Fremmede. Her kunde vi norske nok trænge til at lære lidt, uden at vi derfor skulde opgive os selv. Naar jeg saaledes sammenligner vort Land med Italien paa Turistlivets Omraade, finder jeg, at vi har store Betingelser for dets Udvikling, som Italien helt eller delvis mangler, og det er min fulde Overbevisning, at Norden engang vil blive et af Verdens fornemste Turiststrøg. Vi befinder os endnu kun i Udviklingens Begyndelse. Men vi maa forstaa Tidens og de Reisendes Krav og søge mest muligt at efterkomme dem. Lad mig faa tilføie, at vi ikke bør bruge Forbudslovene overfor de Fremmede, de vil ikke finde sig heri, og jeg mener, at vi har nok med at passe os selv. I Italien er Vin den daglige Drik; man kan kjøbe den overalt for en efter vore Forholde latterlig billig Pris, og dog har jeg ikke set nogen beruset hernede. Dette viser, at Forbudslovene kan ikke udrette alt. Man maa kunne finde en rimelig „modus vivendi".]

I 1920 foretog jeg en ny Reise, til Frankrige. Turen gik ud fra Oslo og til Gøteborg, hvor vi tog Dampskib til London. Det var ved Pintsetider i straalende Veir; Nordsjøen laa glat aldeles som et Speil, og Reisen over Havet var vidunderlig skjøn, og ikke mindre Seiladsen opover Themsen. Nu fik jeg se Sydengland særdeles godt fra Skibets Dæk. I London var vi kun en kort Tid og reiste saa over Kanalen til Frankrige, hvor vi Iigeledes fik god Leilighed til at se det skjønne Land. I Paris forblev vi omkring 10 Dage og fik Anledning til at se Byens mange Skjønheder og historisk merkelige Steder, som jeg ikke skal nærmere berøre, da de er velkjendte for alle, som har besøgt Verdensbyen. Jeg lagde merke til, at der var en Mængde Landsmænd her, især Ungdom, og saavidt jeg kunde forstaa, var deres eneste Maal at fornøie sig og nyde Livet. At lære noget faldt det neppe mange ind.

Jeg saa da enkelte Glimt af Livet, men det jeg saa, gjorde et trist Indtryk paa mig. Halvt- og heltnøgne Kvindelegemer er det unødvendigt at reise til Paris for at se, og det er da i Sandhed en tarvelig Fornoielse. Men derimod var det overmaade interessant en Søndag at sidde ude i Boulogneskogen og iagttage Folkelivet. Da fik jeg se Forskjellen paa Folkelivet og Kulturen i Frankrige og ivort eget kjære Land. Skjent der var mange, mange Tusinde tilstede og Vin og andre Drikke at faa efter Behag, saa jeg ikke en eneste Mand, som var beruset, ingen, som slingrede, og intet Skrig eller Hyl, skjønt Munden ikke stod stille paa ret mange. Lystige og glade var de alle, men uden at noget upassende saaes eller hortes. Politi saaes ikke, men naturligvis var der nok Politifolk tilstede, om de ikke viste sig. — Fra Paris reiste vi til Nord-Frankrige og saa Krigens Følger og Fronten. Det var rystende at se Merkerne efter Menneskenes Vanvid og Krigsgalskab; men herom er der skrevet saa meget, at det er ufomødent at fortælle noget. Derfra drog vi til Brussel og saa Badestedet Ostende, og videre til Haag og Amsterdam og ti! Øen Marken i Zuydersjoen, hvorefter Reisen gik gjennem Holland og Tyskland til Hamburg, hvor vi stansede og fik Anledning til at se tysk Badeliv ved Elbens Munding. Over Kjøbenhavn gik saa Reisen til Oslo. Det var en meget behagelig Tur og et sjelden godt Reisefølge, alle norske.

23. SAMLINGER

Store Samlinger har jeg ikke; hverken har min økonomiske Stilling tilladt mig at lægge Vind paa at dyrke min Tilbøielighed i denne Retning, og heller ikke har de Forholde, hvorunder jeg levede, budt mig synderlig Anledning hertil. Jeg maa dog tilstaa, at jeg har havt ikke saa liden Tilbøielighed i den nævnte Retning, uden at jeg dog vil karakterisere det som en virkelig Lidenskab og endnu mindre som Galskab. Tilboieligheden var aldrig stærkere, end at jeg kunde tæmme og tøile den, om det end ofte var nodvendigt at fornegte sin Lyst.

Fra min tidlige Barndom har jeg elsket Bøger over alt andet jordisk Gods eller skabte og forgjængelige Ting. Den kjæreste Gave jeg kunde faa som Barn, var Bøger, selv om disse ikke passede som Læsning for mig. Fik jeg en Bog, hvor liden og ubetydelig den var, ligegyldigt hvad dens Indhold var, gjemte jeg den med den største Omhu. Jeg lagde mine Bøger i mit lille Skrin og var saa ræd for dem, som om de var den største Skat. Jeg husker godt at jeg fik en liden Bog kaldet ..Dagenes Perle", som aldeles ikke var nogen Barnebog, og end bedre husker jeg, da jeg fik ..Aftenerne paa Ege-lund" af Hanna Winsnes. Jo, jeg havde det rette Anlæg i mig, og jeg udviklede mig efterhaanden til en virkelig Bibliofil. Lidt efterlidt voksede min Bogsamling og jeg vogtede den med stor Omhu. Alle mine Læreboger ned gjennem Tiderne har jeg søgt at bevare; enkelte er kommet bort under de mange Flytninger eller paa anden Maade, og jeg vilde have ofret meget, om jeg kunde have faaet dem igjen.

Som en ægte Bibliofil elskede jeg Bøgerne og kunde ikke taale at se paa, hvorledes mange behandlede dem. Det er et godt Vidnesbyrd om Menneskers aandelige Kultur, man faar, naar man ser paa, hvorledes de behandler Bøger.

I den Tid, jeg var i Oslo, var det min kjæreste Fornøielse at gaa paa Bogauktioner, og jeg overværede dem alle sammen, ikke en eneste undtagen, og jeg lærte godt at kjende Auktionariusen, saa han aldrig spurgte som sædvanlig: Hvis Bud? Kontant? Og jeg slæbte hjem store Bører af gamle Bøger og alskens Skrap, som jeg fik, fordi ingen anden gad byde paa dem. Men der kunde undertiden være et lidet Ouldkorn iblandt. Senere naturligvis vokste Bog-kjøbene ustanselig; men rigtig Fart i det kom det først, da jeg kom i Forbindelse med en gammel Bibliofil og Antikvarboghandler i Kjøbenhavn; han var en fortrinlig Kommissionær og skaffede mig mange svære Bogpakker.

Jeg har en ganske pen Samling af Bøger, ikke netop saa stor, men den er kvalitativt meget god som Haandbibliotek betragtet. Den omfatter henved 6000 Bind, naar smaat og stort regnes sammen. Der er først en teologisk Af deling, som repræsenterer alle Teologiens Grene, og alt valgt med særlig Omhu; saaledes er der et godt Udvalg af patristiske Verker, baade latinske og græske, af Exegese og Dog-matik og ligesaa af Kirkehistorie. Den største Del af mit Bibliotek omfatter dog historisk Videnskab, især norsk og dansk, men ogsaa noget svensk, tysk, engelsk, fransk, russisk og amerikansk Historie. Saa har jeg et godt Udvalg af topografisk Literatur fra ældre Tid til Nutiden, og en god og meget værdifuld Samling af Love. Resten er en Blanding af forskjelligt som Personalhistorie, Literaturhistorie, Sprog, Kunst, Tidsskrifter og lign. Af Naturviden-skab har jeg særlig Botanik og Havebrug, men meget lidet af andre Grene. Desuden har jeg en ganske vakker Samling af Karter og en Del Reisebeskrivelser og Reisehaandboger. Tilsammen omfatter den videnskabelige Del af mit Bibliotek omkring 4000 Bind, stort og smaat medregnet. Det fylder et stort Værelse og et ganske lidet. Men saa har jeg ogsaa en meget god, om ikke netop stor Samling af Skjonliteratur, særlig norsk og dansk, men ogsaa andre Landes Lite-ratur. Samlingen optager delvis et tredie Værelse og omfatter omkring 1500 Bind. — Det bemerkes, at jeg ved min sidste Flytning maatte skille mig ved en Del, da det blev for kostbart at flytte Bog-samlingen.

Af andre Samlinger kan nævnes: Et Herbarium, uden synderlig Værd; det har jeg for længe siden givet andre. En mindre Samling af Antikviteter, som min Hustru, som interesserede sig meget for saa-danne Gjenstande, samlede. Der findes i denne Samling enkelte gode Ting, deriblandt en gammel Brudekrone af en eiendommelig Form, og tvende Bronsearmringe, fundne i en Gravhaug. Samlingen bestaar af gamle Sølv- og Messing-(Bronse)-Gjenstande, gammelt Porselæn, Møbler m. v. Hun eiede ogsaa en mindre Samling af ældre og fremmede Mynter, som hun gav bort.

Endelig maa nævnes, at jeg har en liden Samling af Malerier af norske Kunstnere, og Haandtegninger.

I Ullensvangs Kirkes Sakristi hænger et af N. Bergslien malet Portræt af mig.

Mine Samlinger af Haandskrifter og lignende maa derhos nævnes; i videnskabelig Henseende er det kanske de, som har det største Værd. Det er væsentlig Afskrifter af allehaande Papirer, samlet gjennem mange Aar, særlig i Arkiver og Biblioteker, kun undtagelsesvis Originaler; ogsaa Folkeminder, Folkeviser o. s. v. Samlingen omfatter særlig Hardanger og Voss, delvis ogsaa Søndhordland. Fra Romsdalen haves ogsaa en Del. Min Samling af Afskrifter af utrykte Diplomer er formentlig den største, som nogen Privatmand hos os er i Besiddelse af, og vil for alle Tider være et uvurderligt Hjælpemiddel til Studiet af Hardangers Historie. Jeg tør maaske antage, at der er faa private Personer i vort Land, som har saa værdifulde historiske Samlinger for en bestemt Landsdel eller et bestemt Omraade.

Videre omfatter mine Samlinger, som for nævnt, et enestaaende Materiale til Almenningernes Historie i vort Land, og Iigeledes har jeg Samlinger til Havebrugets Historie i Norden.

Disse forskjellige Samlinger af skriftlig Art er Frugterne af 35 Aars Arbeide i Arkiver og i Bygder for at samle historisk Kilde-stof, og jeg føler mig overbevist om, at dette lange og ofte møie-fulde Arbeide engang vil komme til Nytte.

Det er min Overbevisning, at skal vort Folks Historie engang blive skrevet, som P. A. Munch drømte om, da maa Historikerne øse av de Kilder, som springer ud i selve Folkedybet. Det er ikke skeet endnu; Tiden er ikke kommet; men den kommer nok.Jeg tror, at jeg er kanske den, som først offentlig har fremholdt dette, og jeg fik Medhold af indflydelsesrige Mænd. Men det vil tage lang Tid, før disse Tanker kan træde ud i Livet.

57. Sogneprest 04 Olafsen, efter Nils Bergsliens Maleri i Ullensvang Kirke.

24. T1LLIDSHVERV 00 ÆRESBEVISNINGER

Af Tillidshverv har jeg ikke havt ret mange og heller ikke nogen, som kan være særlig at merke sig. Jeg har havt saa meget at gjøre paa forskjellige Omraader, at min Tid og mine Interesser ikke har strakt til at omfatte ret meget udenfor dette. Saaledes har jeg meget lidet deltaget i det politiske og kommunale Liv, skjønt jeg altid med Interesse har fulgt med, særlig i Politiken.Jeg var naturligvis i hele min Erabedstid Medlem af Skolekom-missionen og Skolestyret og i en Aarrække Formand (Ordfører). Det samme gjælder om Fattigstyret.

Jeg var under hele min Embedstid Formand i Styret for Folkebiblioteket, og det synes mig ogsaa omtrent selvsagt, da jeg i Virkeligheden vel var den eneste, som havde noget større Kjendskab til Literaturen, modsat de fleste andre Prester, som jeg har kjendt. De var ogsaa meget ofte Formænd i nævnte Styre, og Resultatet viser sig klart i Bogfortegnelserne. Hvad skal man sige, naar der til Folkebiblioteker væsentlig indkjøbtes Postiller, Bibelforklaringer og lignende opbyggelige Skrifter, og af andre Bøger kun saadanne, som var nøie prøvet, at de ikke indeholdt nogensomhelst Vranglære eller noget, som kunde opfattes som ukristeligt? Det blev nok saare lidet igjen af Literaturen. En bekjendt Prest i mine første Embedsaar og en god Ven betroede mig, at han ogsaa havde oftere tænkt paa at læse lidt Bjørnson; hans Bondefortællinger kunde man kanske kjende; men han havde aldrig faaet Tid dertil. Han var nok ikke Sen eneste af den Slags Prester i Datiden. Saa kan man slutte sig til Bogkjøbet, naar de var Formænd i Styret for nævnte Biblioteker, og det var de altid i den Tid.

Ligesaa har jeg i senere Tid været Formand i Folkeakademiet.

Dette er de kommunale Hverv, jeg har havt; som man ser, er det ikke meget at tale om.

I flere Aar var jeg Censor i Religion ved Stord Lærerskole.

Af andre Hverv, saakaldte Tillidshverv, kan nævnes, at jeg — som før omtalt — har været med som Prisdommer ved en Række Frugtudstillinger, blandt andet ved Udstillingen i Bergen i 1898, hvor jeg, saavidt jeg husker, var Formand i Bedømmelseskomiteen.

Af saakaldte Æresbevisninger har jeg meget faa at nævne. Jeg har aldrig tragtet efter saadanne og har ikke været nogen Ynder af dem, idet jeg saa, hvorledes de misbrugtes. Det er efter min Mening en Ære for en Mand, naar han faar en Hædersbevisning, som er et sandt og fuldt Udtryk for Medborgeres Opfatning, og man saaledes kan modtage det med den Overbevisning hos sig selv, det Vidnesbyrd af sin Samvittighed, at det er vel fortjent; men det er sjelden, at dette sker, eller rettere sagt, det var sjelden tidligere; det er muligens blevet noget anderledes i den senere Tid. Man maatte uvilkaarlig spørge sig selv, naar man saa alle militære Embedsmænd prydet med straalende Ordener, hvilke Fortjenester disse Mænd havde indlagt sig af Fædrelandet. Det var ingen, som kjendte noget dertil. Maaskede havde deltaget i et Hofbal eller lignende! En Biskop maatte altid have en Ordensstjerne, skjønt han kanske aldrig havde gjort noget, som laa udenfor hans almindelige Gjerning. Nok er det: Misbruget var iøinefaldende for alle. Jeg synes i det hele, at det er barnagtigt at hænge paa sig noget saadant som en Orden og vise sig frem. For-fængeligheden maa være stor!

Men at hædres af Samfundet, naar man kan tro, at det er ment som saadant og er fortjent, det vilde jeg nok sætte nogen Pris paa; jeg er ingen Fanatiker i denne Henseende.

I 1923 blev jeg af H. M. Kongen tilstaaet hans Fortjenstmedalje i Guld paa min 80-aarige Fødselsdag. Den blev mig overrakt af Fylkesmanden i Hordaland, som reiste til Voss i den Anledning, og ved Overrækkelsen var der samlet de fremtrædende Mænd fra Voss som Ordfører m. fl., og Fylkesmanden holdt en meget vakker og for mig meget anerkjendende Tale, hvori han bl. a. særlig

58. Sogneprest O. Olafsen.omtalte mit Arbeide for Hardangervidden. Medaljen har jeg forøvrigt aldrig baaret.

Jeg har — som før nævnt — erholdt mange Medaljer og Præ-mier ved Frugtudstillinger, ligesom jeg ogsaa har erholdt Æres-medalje med Diplom fra Selskabet -Havedyrkningens Venner" for Fortjeneste af Havebruket og Frugtdyrkningen. Jeg er ligeledes kaldt til Æresmedlem af Selskabet -Havedyrkningens Venner".

25. AFSKED MED ULLENSVANG

I snart et Fjerdedels Aarhundrede havde jeg siddet paa Ullensvang. Tiden var løbet saa hurtig; det havde mest været som en fager Drøm. Jeg havde lært at elske dette Sted fremfor noget andet; jeg kunde aldrig blive træt af at beundre dets Skjanhed i Smil som i Graad. Og jeg havde nydt saa stor en Lykke her, at jeg ikke kunde tænke mig nogen større paa Jorden, og alting havde lyktes saa godt, at det syntes rent underligt.

Men Jordlivets Spørgsmaal er: Skulle vi blot modtage det gode af Gud og ikke ogsaa det onde?

Vi havde tilbragt næsten 23 lykkelige Aar i Ullensvang. Sorg og Glæde havde vistnok vekslet, men i det hele havde dog Lykkens og Medgangens Sol skinnet over os. Et godt og lyst Hjem havde vi, og en Mængde Mennesker gik ud og ind hos os og bragte Stemning med sig. Men i Begyndelsen af 1900-Aarene begyndte der at trække op enkelte Skyer paa vor Lykkes Himmel, og de kom nærmere og nærmere, særlig fra Begyndelsen af 1912.

Hun, som altid havde staaet saa trofast ved min Side, som altid havde været Solen i vort Hjem, begyndte at miste Modet og Kraften, og Aftenens tunge Skygger begyndte at falde over hende. Sorg, Syg-dom, Smerte og Angest fyldte vort deilige Hjem, og alt blev saa mørkt. Det var min kjære Hustrus Helbred, som begyndte at svigte. Hun havde havt en streng Sygdom (Gigtfeber og Vand i Lungerne) i 1895; hun kom sig igjen, men blev aldrig stærk som før. Hun plage-des ofte af tungt Sind og Nervesvækkelse, og i 1912 tiltog hendes Svaghed mer og mer, og det blev en forfærdelig Tid for os. Det værste var, at hun blev feilagtig behandlet af Lægen, da hun ikke omtalte, hvad der egentlig feilede hende. Hun havde faaet Kræft i Brystet, og jeg vidste det ikke. Da hun endelig fortalte os det, var det gaaet en lang Tid hen, uden at der var gjort noget for at stanseSygdommen. Efter Lægens Raad reiste hun nu til Berlin til en Specia-list, som havde begyndt at behandle Kræft med Radium. Det syntes at ville hjælpe, Kræftsvulsten kom næsten helt bort, men pludselig afgik hun ved Døden, dræbt af Radiumstraalerne. Hun var altfor svag til at taale denne farlige Kur. Rimeligvis kjendte Lægerne endnu ikke den Fare, som Behandlingen med Radium udsætter Patienten for, og ingen af os forstod det naturligvis heller.

Det var et tungt Slag som traf mig, da Telegrammet fra Berlin naaede mig. Da Budet kom fra det fremmede Land, at hun stille og fredelig, uden Smerte og Kamp, var gaaet ind til den evige Sabbats-hvile, blev jeg staaende som ganske lamslaaet. Det var saa saart at tænke paa, at jeg ikke engang skulde faa sige hende det sidste Farvel, ikke takke hende for alt, ikke lukke hendes Øine i Dødens Blund, ikke engang faa se hendes Ansigt. Men Gud havde været god mod hende; hun var sovnet ind i Doden uden engang et Suk. Hun havde sagt til mig engang: «Du skal nok faa se, at jeg har lært at dø!" Det var, da hun stred som haardest med Døden; og hun blev ikke beskjæmmet. Saa kom hun da hjem for sidste Gang for at hvile paa den stille Kirkegaard. Den sidste Kjærlighedsbevisning, jeg kunde give hende, var at berede hende et Leie af Roser. Vi fyldte hendes Grav med de Blomster, hun elskede saa høit, og da alt var færdigt, læste jeg høit Oehlenschlågers deilige Digt: ,-Dækker Graven, Blomster smaa," forste Vers, som jeg fandt, passede saa godt.

Nu stod jeg alene igjen i Hjemmet, og det bedste var borte. Hvor jeg gik og stod, var der Minder om hende, som nu havde fundet Hvilen; kun Smerte, Sorg og Vemod, hvor jeg vendte mig hen. Jeg var knækket, Arbeidsglæden havde forladt mig, og Kraften og Modet svigtede. Jeg sled mig igjennem et Aar og forsøgte at holde det gaaende, men magtede det ikke længere. Hertil kom, at der ikke kunde blive nogen Ordning med den prestelige Betjening, saalænge jeg stod i Embedet; Herredsstyret afslog at indlade sig paa Sagen. Biskopen havde midlertidig sendt en Stiftskapellan til Odda; men det kunde ikke vare længe. Nogen Kapellan kunde jeg ikke faa. Alt saa mørkt og haabløst ud. Alle Sunde var lukket for mig, og jeg forstod, at det var Herrens Vilje, at jeg skulde fornegte mig selv og forlade Ullensvang, som jeg elskede saa høit, at det var, som om jeg skulde rive mit Hjerte ud ved at forlade det og den Menighed, som jeg havde faaet saa kjær, og som havde baaret mig paa Hænderne i saa mange Aar; men der var ingen Vei udenom. Jeg kunde ikke mere og bad om at faa lægge Arbeidet ned, og det skede. Høsten 1913 forlod jegUllensvang. Det var den tyngste Dag i mit Liv, og jeg fik rigtig føle, med hvilke stærke Baand jeg var knyttet til Ullensvang. Men alt maatte og skulde fornegtes, og jeg reiste til Voss i den Tanke, at jeg aldrig vilde kunne reise mig igjen, og at mit Livsværk var endt. Jeg mente, at jeg ikke havde mere at gjøre her paa Jorden, og at jeg nu skulde i al Stilhed sidde og vente paa Herrens Komme.

Men jeg lærte efterhaanden noget andet. Thi se, dette var ikke Herrens Vei; han havde andre Hensigter, som jeg ikke anede. Saa slog det pludselig ned i mig som et Lys fra det Hoie: Du skal reise, reise til Syden, til fremmede Lande, hvortil din Hu har staaet, og jeg greb denne Tanke uden at betænke mig og satte den i Verk. Om denne Færd har jeg fortalt ovenfor. Reisen og alt det, jeg her fik se og opleve, havde en vidunderlig Indflydelse paa mig. Jeg reiste mig igjen af min Depression til nyt Liv, ny Energi og Arbeidskraft, og da jeg om Vaaren eller Forsommeren 1914 kom tilbage, var jeg i Virkeligheden som et nyt Menneske. Jeg deltog om Sommeren i et stort Møde af norske Historikere i Oslo, fik den Glæde at lære personlig at kjende mange fremragende Mænd og kunde selv optræde med et Foredrag

Hermed skal jeg slutte. Alle ved, hvad jeg siden har udrettet, og det er overflødigt for mig at udtale sig derom.

26. SLUTNING

Naar jeg nu staar ved Enden af min lange Arbeidsdag og skuer tilbage over de Aar, ,.der som en Drøm forsvandt", da er det en Følelse, som fremfor alle andre fylder mit Hjerte: Lov og Tak og Pris til min himmelske Fader for hans uendelige Naade og Miskund-hed imod mig fra min første Dag og indtil nu. Det er ikke at forstaa saaledes, at det bare har været lyse og behagelige Dage; nei, Korset har nok fulgt med, og tunge Taarer kan stundom have faldt; det vil let forstaaes af, hvad ovenfor er fortalt. Men alt er blevet til det bedste, til Velsignelse for mig. Det er kanske faa Mennesker i Livet, som kan sige om sig selv, at de har væref fuldkommen lykkelige i den Stand og Stilling, Gud havde sat dem i. De fleste klager nok over, at de finder, «at Lykken saa sælsomt er skift". Med den Reservation, som ovenfor er taget, kan jeg sige, at jeg har den Følelse, at jeg

[* Nydyrkning og Nybebyggelse i Norge i de fire sidste Aarhundreder. Trykt i Tidsskrift for det norske Landbruk 1914.]«ert

-r—

har været virkelig lykkelig i Livet. Altid har jeg syntes, at Livet var skjont og vel værd at leve, og altid — iaifald under den største Del af mit Liv — har jeg været vel tilfreds med min Lod og aldrig ønsket mig nogen anden Stilling end den, jeg havde. Jeg har mange Gange tænkt paa, hvor lykkelig jeg var, fordi jeg intet havde at begjære. Det er Begjæringen, den altid utilfredsstillende Begjæring efter det, andre har, som skaber Misfornøielse og Bitterhed, som forstyrrer al Lykke i Livet. Det er saa sandt, som det er sagt, skjønt Verden ikke forstaar det, men smiler ad det som overdreven Romantik:

At lade sig noie,

som Gud det vil føie, det kalder man Hitnlen

paa Jorden med Skjel!

Et velsignet godt Humør og et lyst Sind har jeg taget i Arv efter min kjære Moder, og det er en uvurderlig Skat, som ikke kan kjøbes for al Verdens Rigdom.

Som jeg alt ovenfor har bemerket, staar det saa for mig, at Gud har opfyldt alle mine Ønsker og mine Bønner. Man kan sige, at «dette bare er noget, du tror eller synes; nei, Gud er altfor stor og fjern til at bryde sig om et enkelt Menneske, han har jo saa mange,

mange Millioner, han maa tænke paa. Denne Tro paa, at Gud hører Bønner, er noget overspændt Sværmeri!" — Ja, lad det være, hvad det vil, for mig; jeg skal ikke prøve at modbevise det. Men det vil jeg sige, at det er min personlige Overbevisning og Følelse, at jeg har en Fader, -som alting mægter", og som har hjulpet mig og bønhørt mig saa mangen Gang, og det er nok for mig. Det er den subjektive Sandhedserkjendelse, det her kommer an paa; hvorledes andre vil opfatte det og forklare det, er for mig ligegyldigt.

59. Sogneprest O. Olafsen paa Voss 1928.Her vil jeg kun fortælle et enkelt lidet Træk, som klart viser, hvad jeg mener. Jeg har sagt ovenfor, af jeg altid havde været frisk, aldrig havde været virkelig syg i egentlig Forstand. Men da jeg var 81 Aar, fik jeg føle noget andet. Jeg blev angreben af en Hudsygdom paa Ryggen, og Lægerne paa Voss kunde ikke skjønne, hvilken Sygdom det var, og jeg blev urigtig behandlet. Men endelig havde Lægen faaet en Mistanke eller kanske en Formodning om, at det var en ganske alvorlig Sygdom, og selv havde jeg en Mistanke derom fra første Stund. Lægen kaldte den sarcoma cutis, og da forstod jeg, hvad Klokken var slaget; denne Sygdom er intet andet end Kræft, ikke almindelig Kræft, men Hudkræft, om hvilken Lægebøgerne sagde, at den var absolut dodelig, ligesom den almindelige Kræft. Saa reiste jeg til Bergen og sogte en Specialist paa Hudsygdommens Omraade, nemlig Overlæge, Dr. med. H. P. Lie paa Pleiestiftelsen i Bergen. Han var meget venlig og omhyggelig; men han sagde ikke et Ord, da han havde undersøgt mig, andet end, at jeg maatte lægge mig ind paa Haukelands Sygehus. Jeg forstod da meget godt, hvad han mente. Naar en Læge intet siger, er Tilfældet nærmest haabløst. jeg kom op til Haukeland og blev modtaget med stor Venlighed og Deltagelse. Overlægen eller Direktøren, J. Sandberg, som kjendte mig, var meget elskværdig og gjorde alt, hvad gjøres kunde for mig; men jeg forstod straks, at han mente, at alt var haabløst. Han skjændte, fordi jeg ikke var kommet før; nu var det forsent. Jeg skulde forsøge Rontgen-behandling og kom til Overlæge S. N. Bakke, som forestod denne Afdeling, og blev undersøgt; men han sagde ikke et Ord til mig om Sygdommen. Men til min Datter, som fulgte mig, sagde han, hvad det var for Sygdom, og erklærede, at der intet var at gjore. Tilfældet var haabløst, og jeg burde reise hjem igjen for at dø. Ja, dertil sva-rede jeg, at jeg gjerne vilde dø, hvis det saa var Guds Vilje, jeg frvg-tede ikke for denne uhyggelige Gjest, som jeg saa ofte havde seet paa nært Hold. Men jeg vilde dog prøve Rontgenbehandlingen, da Dr. Lie havde tilraadet det. Jeg forlangte derfor at blive behandlet, og Overlægen svarede, at jeg naturligvis skulde faa det, som jeg onskede, men han vilde ikke have noget Ansvar. En Mand paa 81 Aar kunde ikke taale en Rontgenkur; Hjertet vil ikke udholde den; han lod mig ogsaa saa halvveis forstaa det, hvad jeg forresten kjendte til selv; thi det var jo den samme Kur, som tog min Hustrus Liv i Berlin, Nu er at bemerke, at jeg paa denne Tid stod midt oppe i Arbeidet med min store Bog om Veøy, og at jeg var næsten færdig. Faldt jeg fra nu, vilde hele mit Arbeide, som havde kostet mig flereAar, og som ingen kunde fortsætte, være spildt. Jeg pakkede Manu-skriptet sammen og skrev hjem til Nevnden, hvorledes Forholdet var, og at jeg var forberedt paa at maatte afslutte. Jeg turde ikke bede om Udsætteise som Kong Ezekias, men overgav mig ganske i Guds Haand, og da hændte det merkelige, at al min Bekymring og mit Tungsind svandt som Taagen for Solens Straaler, og en salig Følelse af Fred og Glæde i Gud gjennemstromniede mit Hjerte; jeg har kun sjelden følt mig saa op-loftet. Alle Lægerne og deres Assistenter, som besøgte mig to Gange om Dagen, kunde ikke andet end høilig forundre sig over, at en dødsdømt kunde være saa glad og oprømt. Det hændte jevnlig, at de blev staaende i mange Minuter og høre paa mig; jeg havde saa meget at fortælle, som interesserede dem, og jeg blev rent fortrolig med dem. I en Uge var jeg paa Haukeland, Og 6 Gange fik jeg Ront- 50 Sogneprest O. 01afs<-n, Juli 1917. genstraalerne paa mig, 40 Min.

hver Gang. Da jeg den sidste Gang fremstillede mig for Overlægen og han fik se min Ryg, udbrød han: Men dette er da merkeligt. Da var alle Kræftknuder som strøget af mig, og Huden var hel og ren. Ingen havde sagt noget, og ingen havde undersøgt mig, og selv kunde jeg intet se eller merke, og dog var jeg overbevist om, at jeg var helbredet; en indre Stemme sagde mig det. Overlægen vidste neppe, hvad han skulde tro. Han bad mig reise hjem og komme igjen om en Maaned, og det gjorde jeg. For Sikkerheds(?) Skyld maatte jeg tage 6 Timer til under Rontgenstraalerne; men tilsidst var mit Liv ikke ret meget værd; jeg fik rigtig føle Virkningen af dem. Jeg orkede dog at komme mig hjem; en af Søstrene var saa snild at følge mig til Byen, og det kunde nok trænges. Der gik nogen Tid hen, før jeg kom til Kræfter igjen. Jeg skrev til Dr. Lie og fortalte ham, at jeg var udskrevet fra Haukeland som helbredet af Kræft, og han svarede mig: Det var et merkeligt Tilfælde, som jeg har noteret mig. Vi Læger maa undertiden indrømme, at der sker Ting, somVidenskaben ikke kan magte at forklare. Ja, Lægerne forundrede sig, og en sagde spøgende: „Du har ikke Lov til at gaa omkring saaledes; du har haanet Lægevidenskaben eller gjort den tilskamme." Man mente, at Lægerne paa Haukeland havde taget Feil; men det kunde de være sikre for; thi der blev skaaret ud en Knude og mikroskoperet, og Diagnosen lød: sarcoma cuiis. Ja, lad Videnskaben kalde det hvad den vil, og sige, at det maa have været Omstændigheder tilstede, som ikke kjendes, — jeg har nu min Tro, og man vil kanske ikke undres over, at jeg kom ihu Kongen og Viserne paa Achas’s Solskive, som gik 10 Streger tilbage. I mit Hjerte klang Herrens Ord: ,.Gak bort, din Tro har frelst dig."

Jeg vil endnu nævne en stor Naade, Gud har bevist mig. Paa den Tid, da jeg begyndte mine Studier i Oslo, var det meget almin-deligt, at de unge Teologer saa mørkt paa sit fremtidige Kald. Jeg hørte selv Christopher Bruun offentlig forsikre, at han aldrig kunde driste sig til at blive Prest i vor Kirke. Det var saa forfærdelig meget, det krævedes; jeg ved ikke, hvad det var, alt, som var saa galt i Statskirken. Jeg husker, at den Augsburgske Confession (Augustana) skulde være en svær Busemand. Jeg forstod ikke noget af det hele; men han skræmte mig. Iblandt de alvorlige Kristne var der altid Tale om, at det var saa svært vanskeligt at være Prest; det var dem som tvilte paa, at det overhovedet var muligt. Det var ogsaa tvilsomt, om der overhovedet var en virkelig troende Prest. Han havde et umaadeligt Ansvar; han skulde staa til Ansvar for enhver enkelt i sin Menighed. Han maatte vente at blive hadet af Verden for sit Vidnesbyrds Skyld, og der blev ofte sagt, at man ikke kunde forstaa, at en Prest kunde have en eneste glad Time. Det var ogsaa almindelig Tale, at Presten maatte rigtig alvorlig ryste Syndere og vække dem til Anger og Bod ved at svinge Lovens truende Sværd over deres Hoveder, jevnfør Lars Linderot. Saa var det ogsaa Søren Kierkegaard, som læstes meget, men lidet forstodes, og han erkiærede jo rent ud, at der ingen kristen Prest fandtes i hele Danmark, og muligens heller ikke nogen kristen Kirke. Jeg læste flittig Kierkegaard og følte mig stærkt tiltalt af ham.

Ingen vil derfor undre sig over, at jeg grublede meget over, hvorledes det skulde gaa mig, naar jeg blev Prest og skulde begynde rigtig at bruge Lovens Hinkende Sværd og tage paa mig alt det Had og den Forsmædelse, som fulgte med Prestens Stilling. (Stakkars unge Teologspire, hvor lidet du forstod!)Saa var det engang, jeg talte med en troende Kvinde ora det, som trykkede mig saa tungt. Hun var saa mild og blid; jeg kan se hende endnu for mig; hun smilede til mig og sagde: -Aa nei, kjære Ven,'du skal ikke bekymre dig herom. Du skal faa se noget andet: Du skal blive elsket af mange!"

Jeg tænkte ikke saa meget over disse Ord da; men Ordene kom igjen; det var en anden, som talte gjennem Kvinden; derfor havde Ordene en Magt, som Menneskeord ikke har. De har siden siadig fulgt mig.

Det gik netop som hun sagde.

Allerede i min første korte Virksomhed i Brevik fik jeg merke det og blev meget beskjæmmet, og siden fik jeg se det klarere og aller-mest i mine sidste Aar. Jeg vandt Venner overalt og havde aldrig, det jeg ved, Fiender eller Uvenner. Om en eller anden kunde føle sig stødt over en Bemerkning, saa jevnedes det snart ud igjen. Ikke saa, at de kom og smiskede og talte sode Ord; nei, det var de altfor fine til. Men jeg folte Kjærlighe-den slaa mig i Mode; det behøve-des intet Ord, og jeg folte mit eget Hjerte banke i samme Takt. Jeg tror ikke, at der kan findes større Glæde paa Jorden end den, som Kjærligheden skaber. Det ligger visselig en Fare skjult ogsaa her for en Prest; han kan fristes til at blive for mild og -sød", og hans Tale kan let mangle Saltet. Dette har jeg havt aabent Øie for. Jeg vilde aldrig slaa af i de Krav, som var absolutte, og jeg vilde ikke bøie af fra det, som var min Overbevisning. Men ellers var det min største Glæde, naar jeg kunde tjene andre. Derfor vil enhver forstaa, hvor lykkelig jeg var i min Gjerning, og hvor tungt det var, at forlade den.

Men ofte har de Ord af Herrens Mund til Disciplene, at de

61. Sogneprest O. Olafsen 1929.skulde blive hadede af alle for Jesu Navns Skyld, staaet for mig, og jeg har maattet spørge mig selv, om jeg var en ret Herrens Tjener. Ja, det kan kun én svare paa. Men for mig har det staaet saa, at den gamle Kirkefaders Ord: «Korset skal ikke søges, men tages, naar det sendes", er et Visdoms Ord, og derefter har jeg handlet og søgt at gjøre min Gjerning for Guds Ansigt og tale hans Ord uden Hensyn til Høire eller Venstre, og saa maa Herren sørge for alt det øvrige.

Jeg har derfor efter ringe Evne og i megen Skrobelighed søgt at gjøre dette og i al min Færd provet at tjene alle og enhver uden Hensyn til Stand og Stilling. Ogsaa dem, som regnedes for Verdens Børn, har jeg behandlet ganske som de andre. Fromme Venner kunde ofte sige til mig, at de syntes, jeg gik for vidt heri. Verdens Børn hørte egentlig ikke til ..Hjorden", og jeg kunde ikke tage mig af dem mere end høist nødvendigt. Men den Opfatning kunde jeg ikke god-kjende. Jeg skulde være alles Tjener i Menigheden. I det hele søgte jeg, saavidt jeg formaaede, at følge min Overbevisning, naar jeg havde vundet frem til Klarhed, og i det hele at være mig selv Disse Ord klang ikke godt i de Kristnes Øren i min Ungdom; man var helst ræd for at følge dem. Især sporedes dette hos unge Teologer og Prester. Professor Johnson var det store Forbillede, som alle vilde følge. At være sig selv vovede de ikke; dertil manglede de den fornødne Udvikling og Selvtillid; men bliver man staaende her, dor man aandelig. Det varede mange Aar, førend jeg fik Øinene fuldt op herfor; men da det skede, blev jeg ligesom et nyt Menneske.

Saa bliver da Faciten af hele mit Livs indviklede Regnskab, at Guds Naade og Barmhjertighed imod mig har været uendelig rig, men at jeg kun daarlig og lidet har formaaet at takke ham herfor. Jeg kan ikke skjule det for mig selv eller andre, at mit Liv har ikke været som de fleste Menneskers. Jeg har faaet leve længere end de fleste; jeg har havt en ualmindelig god Helse, aldrig været syg, før jeg var 81 Aar, havt en Arbeidskraft og en Arbeidsglæde, som jeg ikke har truffet hos nogen anden, jeg kjender. Jeg har ført et noksaa rigt Liv for en Landsprest at være, jeg har seet meget af Kunst og Natur og modtaget dybere Indtryk, end jeg har merket hos andre. Jeg har folt mig lykkelig i Livet, har faaet mine Ønsker og Begjæringer opfyldt, saa at jeg ikke ønskede noget andet og mere end jeg havde. Jeg var blevet omfattet af en Kjærlighed, som bar mig paa Hænderne, og som gjorde mig aldeles beskjæmmet, ja skam-fuld, naar jeg tænkte paa, hvor lidet jeg havde gjort for at fortjene alt dette.

Nu i Aftenstunden, da Evighedens Straaler allerede tegner sig for mig i Østen, og Lyset fra det høie klart omstraaler mig og belyser, hvad der er inden i mig og udenfor, da kan jeg ikke andet end falde paa Knæ og prise og takke Herren for al hans Naade mod mig, som

62. Sogneprest O. Olafsen og Hustru Karoline Olafsens Grave paa Ullensvang Kirkegaard.

har været langt større, end jeg kan udtale. Ham tilkommer Æren og Prisen for alt i mit Liv. Alt er Guds .store Naade og Kjærlighed; men jeg maa slaa mine Øine mod Jorden og bekjende, at alt mit, al min Gjerning har været ufuldkommen i alle Dele og fuld af Synd og Skyld. Jeg drømte engang i Ungdommens Vaar stolte Dramme om Hellighed og et Kristenliv, som skulde lyse som Staden på Bjer-get. Jeg drømte om ret at blive stor i Guds Rige, en virkelig Guds Helgen, som Herren kunde have Glæde af som sit Barn; men ak, denne Drøm gik aldrig i Opfyldelse. Jeg har kjæmpet herfor i over 60 Aar, og nu staar jeg igjen saa fattig og blottet for alt, at jeg intet har, som er værd noget. Gud har saa ofte hørt mine Bønner, jeg har merket det klart. Kun en Bon har han aldrig villet opfylde, skjønt jeg har bedt den Tusinder af Gange, Apostelens Bøn, da han fik det svar: „Min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes iSkrøbelighed." Det samme Svar har jeg faaet, og saa faar jeg nøie mig med det: «Min Naade er dig nok."

Ja, maa jeg blot beholde den, saa faar alt andet fare.

Gud give mig det i Jesu Navn.

Det er gaaet med mig som med Bjerken, hvorom Jørgen Moe har skrevet saa skjønne Ord:

At vokse i eget Øie, nedad med hver en Dag.

Ja, det blev Livets Lod, og der staar jeg nu ydmyg og fattig for Naadens Herre:

At krone og at ophøie, det bliver da Herrens Sag,

Summen af alt er: Jeg ved mig intet andet til Frelse end Jesus Kristus og ham korsfæstet.

Ved denne Grund jeg fast vil blive, saalænge jeg paa Jorden gaar, det vil jeg tænke, tale, drive, saalænge mig en Aare slaar.

Hist synger jeg i Englekor:

Barmhjertighed, hvad er du stor!

Amen.OPLYSNING ER

S. 48: Fjorddampskipet «Romsdal» er identisk med hjulbåten D/S «Romsdal», tilhørende Det sønn-mørsk-romsdalske dampskipsselskap. Skipet ble bygget på Akers mek. verksted 1857—58 — «Prinds Gustav» gikk på den tiden i rute Bergen-Hammerfest og anløp de fleste større byer langs leden. (Kristian Bugge: Ålesunds historie II, s, 199—202 og j. A. Schneider: Molde og Romsdalen, s. 156.)

> 56—62: 1 et brev fra foged C. A. Barth i Nord-Helgeland til Pernille Amble, dat. Heimnæs paa Helgeland den 29. August 1867, er hans huslærer Olafsen omtalt, og Barth hilser fra ham. Brevet er trykt i «Samling af religiøse Breve . -Kr.sund 1880. Forlagt af I. Gren-dahl, s. 56—61. — Noen linjer av samme brev er sitert av Anne Muhle i «Spredte trekk fra kristenlivet i Orkladal og Byneset», s. 223 f., hvor også Olafsen omtales i forbindelse med sin prestegjerning i Byneset.

» 96: Ifølge dagsregistret for Eid og Voll prestekall holdt Olafsen sin tiltredelsespreken i Eid kirke søndag 19. august, og prekte første gang i Voll kirke søndag 26. august 1877.

» 111: Efter en annen optegnelse foregikk flytningen med dampskipet «Møre Jarl», og dette er vel det riktige. «Nordmøre» av Kristiansund er i fortegnelsen 1883—85 opført som seilskip. Det hadde før vært dampskip, men ble etter et forlis i 1863 reparert og rigget til skonnert; det ble ødelagt i 3886. «Møre Jarl», eg. «Mørejarlen» fungerte som fjordskip fra 1866 til 1917.

» 117: Efter oplysninger av sogneprest Svanholm er de moralske forhold i Byneset bedret siden Olaf-sens tid.

» 118: «Amicus Socrates osv.» Omskrivning av Aristoteles' ord: «Amicus Plato, sed magis amica veri-tas»: «Jeg er glad i Plato, men enda mere glad i sannheten.»

» 127f.: Dampskipet «Olaf Kyrre» hørte hjemme i Trondheim. — Efter oplysninger av fru Hjørdis Grønlien, Voss, og rektor Peter Marstrander, var det «Præsident Christie», kapt. Lund, som førte dem sydover. Også dette skipet hørte hjemme i Trondheim, og var på 608 brt. — I Trondhjems Adres-se-avis for fredag 16. mai 1890 (nr. 134) finnes dette avertissementet: «Præsident Christii til Bergen Lørdag Aften Kl. 9 den 17de Mai. Rute Nr. 6. Expederes Lørdag. Carl Baumann.»

Fru Grønlien, som husker reisen godt, forteller: «Det stemmer at vi reiste 17. mai og kom til Kristiansund om natten kl. 11^.»

» 129: En mengde mennesker møtte op, men der var ingen som tok imot Marstrander og hilste ham velkommen. Folk førte hurtig alt flyttegodset op i prestegården. (Oplysning av Peter Marstrander.)

— Fru Grønlien skriver derimot: «Jeg husker godt at da vi kom til Fusa, var alt så øde og tomt. Ikke et menneske var møtt frem på bryggen for å hjelpe presten. Men jeg tror nok at man fikk vekket nogen av naboene og at der da kom hjelp litt efter litt. Men jeg husker enda det øde og triste inntrykk vi havde av stedet og den store kontrast til Ullensvang, hvorhele bygden var møtt op for å hjelpe til.»

» 140: «Odda ungdomslag vart skipa 1892 av presten Otto Chri-stophersen og fekk 94 lemer alt fyrste året.» (Den frilynde ung-domsrørsla. Norigs Ungdomslag i 25 år. Ved Sven Moren og Edvard Os, s. 218.)

» 199: 4 unge Englændere. «Den eine heitte Louis Hyde. Han var jurist og vart seinare borgarmeister i London. Han var syskenbarn til mr. Copeck som drukna. Hyde var ein uvanleg til-talande og pen, kjekk mann. 1 1912 eller 13 kom syster hans hit med helsing frå han. Ho fortalde at han enno snakka om Lofthus. Han hadde hatt hug til å koma attende, men hadde aldri fått tid. Og no trudde han der var so forandra. Hyde hadde bede systeri reisa hit. Ho skulde sjå om der var som før.

Årsdagen for drukningsulukka heldt mr. Craven og mr. Hyde ei minnehøgtid (dei kom att mange år på rad). Fyrst på dagen laga dei fest for borni nede på sjøhuset. Kvar fekk ei høgtidleg innbjoding på vene, kunstnarleg utstyrde, store ark. Og engelskmennene gjorde mykje for å skapa feststemning hjå borni. Sidan var dei vaksne inn-bedne på hotellet. Kaptein Fredrik Hagemann i Oslo .... var med. Han var son til distriktslækjar i Ullensvang, Hagemann. (Fortalt til Jon Bleie, Espe, av frk. Gudrun Utne, Ullensvang hotell.) Forf. skriver et annet sted (s. 218) at det var i 1890 ulykken hendte. Fru Grønlien «tror bestemt» det var i 1890.

» 201: «Miss Jeffrey var meget hos os på besøk. Hun var violinist, men efter et armbrudd måtte hun opgi spillingen til hennes store sorg. Hun var bitte liten og med kortklippet hår — som dengang ikke var almindelig for damer — og folk trodde hun var litt underlig av sig.» (Fru Grønlien.) — I «Framandboki» for Hotell Ullensvang finnes på 8, august 1895 navnene: Rev. Edw. J. & Mrs Jef-frey(?). Irichstoch, lorrington

— England.

» 202: «1894. Aug. Rev. J. Beve-ridge B. D., Nolverhampton, England. Ms Beveridge. — 1895. Aug. 2. Morris Beveridge, Ayr, Scot-land. — 1897, Aug, Rev. J, Beveridge. — 1900. Aug. Mo. Beveridge, Dundee. («Framandboki», Hotell Ullensvang.)

«Beveridge kom her fleire sum-rar i lag med frua si og ei syster. To Hardangergjentor fylgde med han til Skotland der dei var barne-gjentor, den eine 1 år, den andre fleire. 1 1930-åri kom han attende, og hadde med seg ein engelsk biskop. Dei hadde vore, eller skulde til Trondheim, der sonen studerte. Han hadde og vore og helsa på Madli Utne som før hadde vore barnegjenta hans. Beveridge var kjend med professor Lyder Brun. Han har omsett barnebøkene til fru Konow. Han var saman med fru Konow og ymse andre til Pei-sabotnen og andre stader på Hard-angerviddi. Og han tok mange fotografi.» (Frk. Gudrun Utne).

Zeiner Lassen «vitja Thv. Utne, som hadde vore i Danmark på ha-gebruksskule.» (Frk. Gudrun Utne).

» 202 f.: — «I sommeren 1911 var Konsejlspræsident og Forsvarsminister Klaus Berntsen, ledsaget af sin Husbestyrerinde, sin Datter og sin Søn, paa Ferie i Norge, Da de kom hjem, fortalte de Tildragelsen med den gamle Præst. Han havde i sin Tale været unødig agressiv mod Danmark, og efter Talen skete det, som han selv har fortalt i det tilsendte Uddrag. Præsten blev meget forlegen, da Ministeren præ-senterede sig, men det hele endte fredeligt. Historien kan kun karakteriseres som et pudsigt Uheld.

Om Berntsen siden lien vendte tilbage til den lille Oplevelse, da han var afgaaet som Minister, skal jeg ikke kunne sige med Bestemt-hed. Han besøgte sin Svigersøn og sin Datter (professor Francis Bull og frue) i 1925, da han var 81 Aar, og det er jo muligt, at han kan have berørt Oplevelsen i et fnterview med en Journalist fra en Avis i Bergen. Men selv var han ikke i Holbergs By; det ved jeg ganske bestemt.» (Museumsdirek-tør Robert Neiiendam, Kjøben-havn.) — Efter oplysning av professor Francis Bull var Klaus Berntsen i Oslo ca. 25. mai — 3. juni 1925.

«Stephan Nyeland styrde «Vil-vorde» hagebruksskule ved København. Han gav ut ei bok «Mine reiser i Norge» eller noko slikt.» (Frk Gudrun Utne).

«Mathiesen vitja oss heime Bror min, Thorvald Utne, og Ingolf Eide hadde gartneri i lag. Og han kom og vilde helsa på dei.» (Frk. Gudrun Utne).

204: Roth-Stuen. «En meget gammel røkstué blev kjøpt av en tysk familie Roth, derav navnet.» (Fru Grønlien).

205: «Ole Bull Theobaldi heter i virkeligheten Petersen, er fra Grimstad og hadde intet med Ole Bull å gjøre.» (Hildur Rabe, Bergen). — «Ole Bull Theobaldi var en underlig fremtoning. Meget høi og med lange lokker nedover skuldrene. Min far syntes han lignet påfallende Ole Bull.» (Fru Grønlien). — Se intervju med Theobaldi i Morgenposten for 28. april 1913. — «Violinisten Ole Theobaldi er Søndag den 21de November af-gaaet ved Døden i en Alder af 53 Aar efter længere Tids Sygeleie Han var født i Stavanger og havde boet i Chicago i en halv Snes Aar. Han efterlader sig Enke, Anna Theobaldi, født Johnson.» (Minneapolis Tidende nov. 1920). — Se Morgenbladet 6. des. 1920 og Aftenposten 6. des. 1920.

205—207: En anden amerikansk Violinist. Frk. Gudrun Utne har kunnet oplyse at han hette Vendt eller noget lignende. Det må være Carl Venth. Om denne oplyser «Who is who in America» 1926—27, vol. 14, s. 1939: «Venth, Carl, mu-sician; b. Cologne, Germany, Feb. 16. 1860, ed(ucated) Cologne Con-servatory, Brussels Conservatory; last pupil of Henry Wieniawski;

.... m. Cathinka Finch Myhr, of Christiania, Norway, July 1899-Came to America 1880; concert master Metropolitan Opera House, New York, 1884; organized Venth Coli. of Music, Brooklyn, 1888; cond(ucto)r Brooklyn Symphony Orchestra 13 yrs; dir. violin dept. Kidd-Key Conservatory, Sherman, Tex., 1908—11; .... condr, Dallas Symphony Orchestra, 1911 — 13; settled at Fort Worth, Tex., 1913; now dean fine arts Tex. Woman’s Coll., conductor Ft. Worth Symphony Orchestra, choir master First Meth. Ch,»

» 209: «Per Sivle var her i bygdi omkring 1902. Då heldt bygdefolket ein stor fest oppe i Tobias Lofthus si store røykstove. Og der var Sivle med. Lammers og frua song. Sivle var ofte nedom til mor.» (Frk. Gudrun Utne). — «Det var Olafsen og dr. Garmann Andersen som hadde fått i stand den festen hjå Tobias Lofthus til ære for Lammers og frua. Dei to song. Per Sivle las upp (seier sume). Sivle sat nede ved døri. Tobias hadde bryggja Hardanger-øl til festen og bar inn i skåler. «Kom hega her med øl og!» ropa ein i laget. «Ka hjelp’ da at eg bero øl naor han her teko imot skaolena!» svara Tobias høgt og peika på Sivle.» (Jon Bleie, Espe, etter andre.) —

» 231—34: I en av de kortere beretningene skriver O. om reisene til Danmark og Sverige i omvendt orden. Det er også der han sier at han tror det var i 1895 han besøkte Sverige (og Danmark året efter). Fru Hjørdis Grønlien tror han var i Danmark først, og i Sverige året derefter. I hvert fall er årstallet 1895 feil, for den store utstillingen i Stockholm som Olafsen omtaler, var i 1897. Det rimelige er da at han var i Danmark i 1896 og i Sverige 1897. Dette stemmer med rekkefølgen i den lengere beretningen, den som O utarbeidet med tanke på trykning.NAVNEREGISTER

Ved Ingolf Kvamen

Aga, Johannes, lensmann, s. 158.

Aga, Johannes, stortingsmann, s. 138. Angell, Th. G. A., sogneprest, s. 49. Arnesen, Daniel, s. 102.

Arnet, R. R., prost, s. 42, 45, 65, 79. Arrhenius, professor, s. 202.

Asker Seminarium, s. 22.

Astrup, Hans Jørgen, s. 76.

Astrup, Nils, s. 76.

Aubert, professor, s. 67—68.

Bakke, S. N., overlæge, s. 274.

Barth, Chr. Aug., foged, s. 55—63. Bentsen, Halvor, sakfører, s. 74.

Berg, Gunnar, maler, s. 240—241. Berge, Rikard, s. 185.

Bergen, s. 129, 185, 193 ff., 223. Bergesen, sogneprest, s. 80—81, 85. Berges skole, Oslo, s. 44.

Bergslien, Nils, maler, s. 266, 267. Bergsvik i Veøy, s, 29—33, 45, 166, Bergsviksæteren, s. 36,

Bernhoft, prest, s. 81, 85.

Berntsen, Klaus, konseilsprestdent, s.

203.

Beveridge, John, Rev., s. 202. Bjørnson, Bjørnstjerne, s. 23, 31, 65, 120, 213—15.

Bjørnson, Karoline, s. 213—215.

Blvtt, professor, s. 166.

Bodø, s. 237—238.

Boeck, Cæsar, læge, s. 82—83. Bonnevie, skoledirektør, s. 91—94, 125—126.

Boris Gleb, s, 245.

Brandt, professor, s. 191.

Brevik, s. 80—86.

Brevik kirke, s. 82—83.

Broch, Ole Jacob, professor, s. 68. Bruchmann, Johannes, s. 202.

Bruseth, Christen, pastor, s. 140. Bruun, Christopher, s. 86, 276.

Braa, Per og Ingeborg, s. 127.

Bugge, F. W. K., biskop, s. 76,175 Bu, Torgils, s. 215.

Bu i Romsdalen, s. 26—29, 32,

Bull, Ole, s. 205.

Buvik kirke, s. 116, 117.

Byneset, s. 110—125.

Byneset kirke, s. 111, 112.

Byneset prestegård, s. 113—115. Bærøe, Ludvig, s. 76.

Bærøe, Ove, s. 76.

Bøhn, I., folkehøiskolelærer, s. 138. Børsa i Tr.lag, s. 92, 116.

| Cammermeyer, bokhandler, s. 72. Caspari, professor, s. 76—77, 175, 179. Chopin, s. 205.

Christophersen, Otto, pastor, s, 139 —140.

Copeck, Mr., s. 199.

Craven, godsherre, s. 219.

Craven, mr., advokat og redaktør, s. 218.

Dahle, Lars, s. 42, 54, 182, 202. Dangar, Rev., s. 201.

Danmark, s. 231—35.

Darre, prest, s. 50.

Delitzsch, professor, s. 175.

Dombås, s. 20, 22, 26, 43, 248—249. Dombaas, Kirsti, s, 248—249.

Daae, Ludvig, professor, s. 184.

Daae, Susanna, frøken, s, 127,

Ebbesen, Just, s. 119.

Eid kirke, s. 96, 98, 99.

Eid og Vold i Romsdalen, s. 95—111. Eid prestegård, s. 98—99, 101—102, 106, 109.

Eidfjord, s. 190 ff.

England, s. 218—231.

Finlapperne, s. 65.

Finmarken, s. 241—245.

Fjørtoft, Olaus, s. 87.

Fokstuen, s. 249.

Formo, Marit, s. 24.

Frankrike, s. 263—264.

Fredriksen, forretningsmann, s. 238 —239.

Friis, professor, s. 107.Frost, Chr., prost, s. 40.

Furu, Ole, amtmann, s. 210.

Fusa, s. 128—129.

Giertsens skole, Oslo, s. 66—68.

Grieg, Edvard, s. 205, 213.

Grimelund, biskop, s. 95.

Grytten prestegjeld, s. 102. Grønningsæter, Fredrik, s 140. Gudbrandsdalen, s. 245—251.

Gustaf, kronprins, s, 210—213.

Hallesby, professor, s. 181—182. Hansen, Armauer, dr., s. 214—215. Harbitz, Georg, sogneprest, s. 95. Hardanger, s. 126 ff.

Hardangervidden, s. 65, 185, 189— 197, 250.

Hauge, prost, s. 85.

Haukeberg, Sigrid, s. 97.

Helleland, Johannes, s. 138, 212. Heltbergs skole, s. 65—66.

Hemnes, s. 55—65.

Hengstenberg, s. 77, 179 note. Hertzberg, Nils, kirkestatsråd, s. 176. Hertzberg, Nils, soeneprest, s. 131, 135, 143, 156, 164, 189.

Hjerkin, s. 250.

Hjerkin, Sigrid, s. 250.

Hoksvål, s. 22—23.

Hoksvaal, Jon Gunnarsson, s. 23. Hoksvaal, Marit Haakonsdtr., s. 23. Hoksvaal, Aase Gunnarsdtr., s. 23. Holmboe, sogneprest, s. 111, 113—114. Holten, Hans Nikolai, grosserer, s. 204. Hougen, J., ekspedisjonssjef, s. 73. Hougen, klokker, s. 75.

Hus, Torstein, s. 214.

Hærem, Peter, s. 76, 87, 88.

Høyem, familien, s. 118.

Høyer, Anton, sogneprest, s. 102.

Ibsen, Sigurd, s. 215. fngebrigtsen, kaptein, s. 241—243, Irgens, prost, s. 143, 145.

Italien, s. 254—263.

Iversen, Ole C., s, 210.

Jeffrey, May, Miss, s. 201—202.

Jensen, Gustav, s, 73.

Jensen, stasjonsmester, s. 79. Johannessen, Jan, rektor, s. 66, Johnson, Gisle, s. 52, 56, 75—79, 172, 174, 176, 278.

Jonsgaard, Jens, s. 61.

Jordhøy, Nils, lærer, s. 22.

Jaabæk, Søren, s. 136, 189.

Keil, Karl Friedrich, s. 179. Kierkegaard, Søren, s. 182, 276,

Kinsarvik, se Ullensvang.

Kinsarvik kirke, s, 162, 163.

Kinsarvik, Lars, s. 207,

Klaveness; Thv., s. 76, 180.

Klerk, lensmann, s. 244.

Klæbu seminarium, s. 47—54.

Koksvik i Tingvoll, s. 93.

Kolsrud, Oluf, s. 186.

Kongsvoll, s. 250.

Konow, Ingeborg von der Lippe, s.

204, 208, 209, 213.

Konow, pastor, s. 180.

Koren, Nils, sogneprest, s. 131, 156. Koren, Vilhelm, pers. kap., s. 143. Krag, H. P. S,, prest, s. 75, 86 Kragerø, s. 73—75.

Krogh-Tonning, sogneprest, s. 176.

Langlykken, Dombås, s. 20.

Larsen, Amund B., s. 210.

Lassen, Zeiner, gartner, s. 202.

Lesja, s. 20, 22, 27, 32.

Lie, H. P., dr. med., s. 274—276.

Lie, H. P. dr. med., s. 274—276.

Lillebø, P., amtsskolelærer, s. 92. Linderot, Lars, s. 276.

Lippe, Hanna Castberg von der, s. 208—209.

Lippe, Jacob von der, skuespiller, s. 208.

Lofoten, s. 239—241.

Logeman, professor, og frue, s. 207— 208.

London, s. 220.

Lutro, Svein, s. 215.

Maihaugen, s. 246.

Marstrander, sogneprest, s. 128—129. Martensen, biskop, s. 121.

Mathiesen, gartner, s. 203 Messina, s. 256, 260—262.

Mittet, Erik Pedersen, s. 41—42 , 54, Mittet, Søren, bokhandler og forlegger, s. 41.

Moe, Ole, sogneprest, s. 65, 76, 87, 89, 92.

Mohr, major, s. 129.

Mohr, A., prost, s. 96.

Molde, s, 20, 48.

Monrad, professor, s. 72.

Munch, Edvard, prost, s. 73, 75.

Munch, P. A., s. 29, 266.

Munch, Ragnvald, lektor, s, 73. Måndalen gamle kirke, s. 103.

Nicolaisen, C. E., sogneprest, s. 49, 52. Nielsen, Sivert, stortingspresident, s. 89.

Nielsen, Yngvar, professor, s. 72, 249. Nissen, Karl, s. 205, 236—237.Nissen, professor, s. 76.

Nordland, s. 235—239,

Norrin, skreddermester, s. 72. Nyeland, Stephan, hagebruksmann, s. 203.

Nysæteren, s. 249—250.

Nøvik, statsgartner, s. 168.

Odda, se Ullensvang.

Odda kirke, s. 159, 160.

Odland, Sigurd, s. 76, 182.

Olafsen, A., kontorsjef, s. 217,

Olafsen, Caroiine, f. Mohr, s. 92, 96— 98, (101), 145, 149, (168 f.), 198, 270—271, 279.

Olafsen, John, s. 89, 92, (95), 219. Olafsen, Jørgen, kirkesanger og stortingsmann, s. 18, 20—22, 26—47, 50—60, 65, 86—87, 145, (184), (214), (216).

Olafsen, 0„ billede s. 70, 122, 149, 177, 194, 217, 236, 252, 267, 269, 273, 275, 277, 279.

Olafsen, Aase, fru, s. 18, 22—25, 26— 29, 32—34, 59—60, 65, 145, (164), (273).

Olsen, Olaf, paslor (Ridderyold-Olsen), s. 132, 139.

Oslo’, s. 44, 65—72, 75—81, 87, 185, 193 ff.

Otta, s. 247.

Pahud, Mr., s. 201.

Palermo, s. 256—260.

Paris, s. 220.

Petersen, Fredrik, professor, s. 76, 176. Pontoppidan, s. 176, 178.

Poulsen, Vilhelm, sogneprest, s. 138.

Randers, Maria, frk., s. 210.

Rascli, professor, s. 165.

Reimers, Herman, li.r.assessor, s. 210. Remmem, Hans, s. 104.

Rich, Mr., postmester, s. 201.

Rich, Rev., s. 201, 219.

Riddervold, J., sogneprest, s. 125, 135 —136, 143, 150.

Roll, prest, s. 102.

Rom, s. 255—256, 262—263. Romsdalen, s. 266, (se Veøy, Eid). Rosentus, s. 60, 103, 104, 182. Rusland, s. 235, 243—245.

Raaen, Gunhild, s. 210.

Raaen, Ivar, sogneprest, s. 210.

Raaen, kirkeverge, s. 210.

Sandberg, J., direktør, s. 274.

Sandnes, Ingebrigt, s. 88.

Sandnes i Rødven, Veøy, s. 88—92. Saxlund, M., s. 186.

Schanche, Jonas, prest, s. 102.

Schiøtz, forstander, s. 102.

Schjelderup, Marie, s. 73—74. Schjelderup, P. V., sogneprest, s. 73 —74.

Schneider, overlærer, s. 62.

Schultz, Jacob, pastor, s. 140.

Schweiz, s. 220, 253, 262.

Sicilien, s. 170, 256—257.

Sivle, Per, og frue, s. 209—210. Skedsmo, s. 79.

Skovgaard, Suzette, frk., s. 204. Soleglad, Dombås, s. 23, 26.

Solem, Thoralf, s. 76.

\ Sparre, grev, s. 212.

Svendsen, Reinert, sogneprest, s. 95-—96.

Sverdrup, Harald Ulrik, s. 76. Sverdrup, Hersleb, s. 76.

Sverdrup, Jakob, s. 87.

Sverige, s. 233—235.

Søndhordland, s. 266.

Tank, Gunnar, amanuensis, s. 194. Theobaldi, Ole Bull, s. 205, 207, Tingvoll, s. 92—98.

Tønder, frøken, s. 92.

Ullensvang, s. 125—171, 189—216, 270—272.

Ullensvang kirke, s. 126, 128, 130, 132, 133, 137, 266—267. Ullensvang prestegård, s. 131, 141— 145, 165—171, 198—199.

Ulstad, Nicolai, bestyrer, s. 48—49. Ulsteen, sogneprest, s. 116.

Utne, Brita, fru, s. 214, 250.

Utne i Hardanger, s. 166—167.

Utne kirke, s. 173.

Veøy gamle prestegård, s. 42.

Veøy kirke, s. 38, 39, 79.

Veøy i Romsdalen, s. 29—47, 88—92, 186, 274.

Vig, Ole, s. 22.

Vinje, Aasmund Olavson, s. 150—151* Vosgraff, enkefru, s. 71.

Voss, s. 208, 266, 272.

Vullum, Erik, s. 209.

Wexels, W. A., s. 22, 60.

Wexelsen, pastor, s. 118.

Widerøe, prest, s. 102.

Wilhelm, keiser, s. 217.

Wille, professor, 166, 233.

With, direktør, s. 239.

Zetlitz, sogneprest, s. 115.

Aars, Niels, seminarbestyrer, s. 49.OLAF OLAFSENS FORFATTERSKAP

BNS - XVIBIBLIOGRAFI

Ved bibliotekar Kaare Haukaas.

1871.

Nogle Ord om den høiere Dannelse og- Storthingets Beslutning angaa-ende de lærde Skoler. [Datert: Kragerø, Juni 1871. — Av] -n (Morgenbladet nr. 165, 16/6.)

1874.

Christelige Fortællinger for Barn og Voxne. Molde. 119 s.

Innhold: Fru Judson. En fortælling for Børn og Voksne fra Missionen i Indien — Jakob Hauser. Frit efter Henrik von Schubert. En fortælling for Barn og Voksne. — Et Ord i rette Tid og Tornen i Hovedpuden. To Fortellinger for Børn og Voksne Efter det Svenske. — Den raske Henrik og Den lykkelige Johan. To Fortællinger for Børn og Voksne. — Den unge Bekjender og «Af de Umyndiges og Diendes Mund har Du grundfæstet Dig en Magt. To Fortællinger for Børn og Voksne.

Guldæbler i Sølvskaaler. Fortælling af Ludvig Harms. Oversat fra Tysk efter Originalens 5te Oplag. Molde. 326 s.

1875.

Hustavlen, udlagt af Ludvig Harms. Oversat. Molde. 75 s.

1876.

Læsning for Folket. Aarg. [1] (1876 — 3 (1878). Molde. 7. Udg. af O. Harbitz og Olafsen.

Innholdet er for en del opptrykt i «Aftenlæsning», samlet af O. 0[lafsen]. Molde 1880.

1877.

Biskop Thomas Kingos Biografi. Med Kingos Portræt. Molde. 21 s.

Hans Nielsen Hauges Biografi. Med Hauges Portræt. Molde. 17 s.

Skottetoget efter Folkesagnet og Historien. Molde. 2 bl., 51 s.

Ouds uiiderfulde Gjerninger, Forjættelser og Naade i Christo. Passions-betragtninger af Ludvig Harms. Oversat. Risør. 2 bl., 218 s.

1878.

Biografi over Peder Dass. Med Dass’s Portræt. Molde. 24 s.

1880.

Aftenlaesning. Samlet. Med Illustrationer. Molde. 2 bl., 634 s.

Aandens oplysende Gjerning i Synderes Hjerte. Prædiken i Volds Kirke 4 Søndag efter Paaske. Molde. 16 s.Om de religiøse Bevægelser i Indre Romsdalen. (Luthersk Ugeskrift, Kra, I, s. 42—46. [Jfr, s. 177—82 av A, Th. Bjørnstad,])

En Sværmer-sekt, (Norsk Familieblad, Kra, 1 (1879—80), s. 333—34.)

— [Fra Luthersk Ugeblad.]

1881.

Gjennem Dødens Dal, eller Fromme Kristnes sidste Ord og salige Død tilligemed Træk af deres Liv. [1. Del.] Molde, 3 bl., 183 s.

[Del 2 utkom aldri særskilt, men 1 og 2 del utkom sammen under ny titel: Livsbilleder fra Sion etc. 1886, se nedenfor.]

[Praediken paa] 8de Søndag efter Trefoldighed. (Vidnesbyrd fra den Tiorske Kirke i Prædikener over Epistler og I.ektier paa hver Søn-og Festdag i Aaret. Af norske Geistlige. Samlede og udgivne af E. F. Eckhoff. Kra. S. 403—10.)

Aabent Sendebrev til Christopher Bruun. (Luthersk Ugeskrift, I. s.71—78.) En nyttig Bog for Hvermand: [F. C. Schiibeler: «Kjøkkenhaven».] — (Romsdals Budstikke 21/7.)

Uefterrettelig Tale. (Romsdals Budstikke 28/8. — Jfr. Tillægsnr. 60 B (4/8): Professor Breda: Om Norge og norske Forhold. Tale i Amerika den 17de Mai.)

Til Budstikkens Redaktion. [Svar paa Redaktionens Beinærkning 28/8 til «Uefterrettelig Tale,] (Romsdals Budstikke 8/9.)

Om flydende Gjødning. Et Skrift for den norske Landmand af I. Tanner.

[Anm.] (Romsdals Budstikke 22/9.)

[Referat af Indlæg paa Lærermødet i Molde den 13de og 14de September 1881.] (Romsdals Budstikke 16/10, 20/10, 27/10, 3/11, 17/11, 20/11).

«Dagbladets Sandhedskjærlighed» . (Romsdals Budstikke 16/10. — [Jfr.

Artikel med samme Titel 9/10.])

Endnu mere om Dagbladets Sandhedskjærlighed. (Romsdals Budstikke 27/10. — [Jfr, anonym Artikel «Mere om «Dagbladets Sandhedskjærlighed»», 23/10.].)

1883.

Trange Kaar. (Romsdals Budstikke 17/10.)

1884.

Literatur. (Vestlands-Posten 15/1.)

Anm. av Julius Kostlin: Luthers Liv; — Ebbe Hertzberg: Professor Schweigaard . . — Johanne Spyri: Heidi kan bruge, hvad hun har lært;

— H, Lassen: Kritik og Politik; — Fra Luthers Tid, Optegnelser af Familien Schønberg-Cotta; — John Williams, Sydhavsøernes Missionær.

Literatur. (Vestlands-Posten 26/2.)

Anm. av: Otto Funcke: Fra England; — Otto Funcke: Om Børne-opdragelse; Johanna Spejai: Critlis børn; Johanna Spejai: Heidi kan bruge — Elisabet Stuart Phelps: Lille Alf; — L. Dilling: Gjennem Lorgnetten; — W. Clarke Russell: Sømandens Kjæreste; Prestegaarden i Dalen. Af C.

Literatur. (Vestlands-Posten 7/8.)

Anm av: J, A. Friis: Klostret i Petehenga; — Tre i Norge ved to af dem;

— Ole Ring: Bestod Norge som et Kongerige før og under Rigsfor-samlingen på Eidsvold?; — B. Pauss og H. Lassen: Læsebog i Modersmaalet; — O. Schønheyder: Ny Byggemaade for By og Land; — For-tællinger af Marie Nathusius ....; — N. Fries: Fra Landsbygden og Skoven; — A. L. J.: Den blinde Violinspiller; — A. Hellerud: Kortfattet Fremstilling og Begrundelse af den lutherske Kirkes lære om Naade-midlerne; — Emily Sarah Holt: Fra Lollardernes Tid; — Dyrevennen. Literatur. (Vestlands-Posten 6/12.)

Anm. av: J. A. James: Den unge Kvinde; — Jul. Kostlin: Luthers Liv; — Cammermeyers Reisekart over Norge; — Lommereisekart over Norge. Nr. 5; — Helene Støckl: Han, Hun og Det; — N. J. Gregersen: I Skov og Mark: — F. M. Dostojewtskij: Raskolnikow; — Kontreadmiral og Kadetchef Hans Christian Sneedorffs Personlighed og Virksomhed m.m.;

— Hans Mo: Geografi paa Landsmaalet; — Georg R. Sims: Londons Fattige; — B, Pauss og H. Lassen: Læsebog paa Modersmaalet.

1885.

Literatur. (Vestlands-Posten 13/1.)

Anm. av: Pasteur: En Lærd historie af en Ulærd; — Johan Vibe: Et Testamente; — Kongeriget Norges Grundlov ....; — O. A. Øverland: Illustrert Norgeshistorie; — A. v. S.: Blot jeg bliver salig; — Vikomte de San Zavier: Zaida eller Maurernes Forjagelse fra Spanien; -— Konrad Dahl: Ly; — A. Standenmeyer: Bibelens Kvinder; — Sundhedsbog for Hjemmet; — Vidnesbyrd fra den norske Kirke.

Literatur. (Vestlands-Posten 19/3.)

Anm, av: G. Tandberg: Kortfattet veiledning i bygningsvæsen på landet;

— Johanne Spyri: Hjemløs; — Hesba Stretton: Intet sted som hjemmet;

— Patz og Putz, en fortælling om to bjørne; — James Otis: Tim og Tip; -— Norges Land og Folk, 1. Hefte; — Norsk Bogfortegnelse for 1883; — Arnt Kjøde: Grammatik i grafisk Fremstilling; — C. Freyer: Lidt af hvert af og for Livet.

Literatur. (Vestlands-Posten 18/4.)

Anm. av: Carl Vogt og Friedrich Specht: Pattedyrene; — B. Pauss og H. Lassen: Læsebog i Modersmaalet; — Børnetidende; — Dyrevennen. Literatur. (Vestlands-Posten 7/5.)

Anm. av: Dachsels Bibelverk; — Otto Funcke: Nye smaastykker; — S. Skavland: Den norske Kirkes Forfatningsarbeide og Vestlandspartiet; — A. Moe: Sangbog for skoleungdommen; — B. Getz: Om en forandret Rettergangsmaade i Straffesager.

[Indlæg paa Stiftsmødet i Trondhjem.] — (Folketidende 6/6, 13/6, 20/6.) Literatur. (Vestlands-Posten 4/7.)

Anm. av: Carl Vogt og Friedrich Specht: Pattedyrene. — Cammermeyers Reisekart over det sydlige Norge. -— H. Schjøth og L, Salicath: Skolekart over Norge. -— Julius Kostlin: Luthers Liv. — Otto Funcke: Guds Visdom i Barnekammeret. — Dachels Bibelværk. — Aage Skavlan: I ndled-ning til Norges Statsdannelse i 1814. — Henry George: Fremskridt og Fattigdom. — Gustav Warneck: Missionstimer.

Storthingsvalget for Stavanger Amt. (Vestlands-Posten 28/7.)

Literatur. (Vestlands-Posten 18/8.)

Anm. av: N. Hertzberg: Manglerne ved Pontoppidans Forklaring og Principerne for en ny. — Chr. Borchgrevink: En kortfattet Oversigt over Madagaskar, dets Folk og Mission. — Anton Nielsen: Fattigmands Færd. — H. L. Sørensen: Dyrerigets og Plantelivets Naturhistorie. — K. Knudsen: Norsk Blandkorn til. — Sigvald Skavlan: Korsets Sange.

— 0. Johan Olsen: Spiselig sop, dens indsamling, opbevaring og tilberedning med cn sopkogebog.

Fra Kristiania. (Vestlands-Posten 20/10.)Literatur. (Vestlands-Posten 26/11.)

Anm. av: Prestevældet i Skotland i det 17de Aarliundrede, Efter Buckle’s History of Civilization in England. Overs, af O. Storm. — Arne Løchen: Om J. Stuart Mills Logik. — C. Vogt og Chr. Specht: Pattedyrene. —

G. J. J. Sauerwein: Frie Viso ifraa Vigguin, sungje i Nordre-Gudbrands-dalsk Dølamaal.

1886.

Kristelig Husskat. Bønner til hver Dags Morgen og Aften i fem Uger, paa Kirkeaarets Festdage og ved forskjellige Anledninger af bekjendte Lærere i Kirken, især fra ældre Tid, som Augustin, Luther, Arndt, Scriver, Spener, Francke osv. samlede af O. Olafsen. Kristiansund 1886. 216 s. — 3, Opl., Kra 1902, 5. Opl. Thjem og Kra

1906. 235 s. — 6. Opl. Thjem og Kra 1913. 236 s. — 7. Opl. Thjem 1916. 237 s.

Livsbilleder fra Sion, eller Træk af fromme Kristnes Liv, sidste Kamp og salige Død. Molde. 384 s.

[Jfr. ovenfor: Gjennem Dødens Dal etc., 1881.]

Den himmelske Brudgoms Kjærlighed til sin syndige Brud. Fremstillet i Betragtning over vor dyrebare Frelser Jesu Christi hellige Lidelse og Død samt Forklaring over hans syv Ord paa Korset af Severm Colding. Efler en Udgave af 1709 gjennemseet og forbedret. Kr.sund. 240 s. — 2. Opl. Kra 1907. 240 s.

Literatur. (Vestlands-Posten 5/1.)

Anm, av: Vidnesbyrd fra den norske Kirke ----Udg. af C. F. Eckhoff.

— Fra andet skandinaviske Søndagsskolemøde. — Novelletter af Rah. — Clara Tschudi: Kvindebevægelsen, dens Udvikling og nuværende Standpunkt. — Alfred Larsen: Lyse Livsbilleder i Sort. — Otto Funcke: Troens Verden og Hverdagslivet.

[Indlæg paa det kirkelige Stiftsmøde,] — (Folketidende 23/10, 27/10, 30/10, 3/11.)

1887.

Prædiken paa anden Søndag efter Paaske. (Hvad skal jeg gjøre for at blive salig? Prædikener over Kirkeaarets nye Evangelietekster.

1 R. Af Præster i den norske Kirke. Udg. ved D. Chr. Frich [og]

H. Halvorsen. Bergen. S. 200—08.)

Om Nedgangen i Oeistlighedens Lønning. (Luthersk Ugeskrift, I, s. 101—10.)

Stiller vor Tid særegne Krav til Ordets Forkyndelse i Menigheden og hvilke er i saa Fald disse? (Luthersk Ugeskrift, II, s. 367—70, 381 —84, 396—99, 416—21, 428—32.)

Hr. Distriktslægen i Strinden. (Folketidende 28/9. — [Jfr. 15/10: Svar fra distriktslægen, og 29/10: Hr. Sognepræst O. Olafsen. [Af] K. N.])

[Indlæg paa Indremissionsmødet.] — (Folketidende 22/10, 29/10,.)

Gjensvar til Hr. Distriktslægen i Strinden. (Folketidende 26/10.)

Gjensvar til Hr. K. N. i «Folketidende No 86. (Folketidende 5/11 [Jfr. 23/11: Lidt mere angaaende Lægevæsenet. [Af] K. N.])1888.

[Prædiken paa] Søndag efter Nytaar. (Vægter-Røst paa Zions Mure. Ny Huspostil. Prædikener for hver Søn- og Helligdag i Kirkeaaret over anden Række af vor Kirkes nye Høimessetekster. Af norske Prester og Lægmænd. Bergen S. 50—56. — 3. Opl, Bergen 1891. S. 53—60.)

[Prædiken paa] Hellig tre Kongers Dag. (Vægter-Røst paa Zions Mure. Ny Huspostil. Prædikener for hver Søn- og Helligdag i Kirkeaaret over anden Række af vor Kirkes nye Høimessetekster. Af norske Prester og Laegmænd. Bergen. S. 56—63. — 3. Opl. Bergen 1891. S. 60—67.)

Kan der gjøres noget for at hemme den herskende Usedelighed blandt os? (Luthersk Kirketidende R. 5. B. 4, s. 113—20.)

Ny Prædikensamling. (Folketidende 25/1.)

Anm. av: Prædikener paa alle Kirkeaarets Søn- og Helligdage over første Række af de nye Høimessetekster. Af S. St. Munch.

1889.

Hotelvæsenet og Turisttrafikken i Hardanger. (Søndre Bergenhus Folkeblad 28/2.)

Prædiken ved Klæbo Seminariums 50-aarige Jubilæum 15. Aug. 1889. Thjem. 16 s.

Den nærmere Anvendelse af Sætningen: Den hellige Skrift er den høieste Norm og Sandhedens Kilde i Kirken. (Luthersk Ugeskrift, II, s. 318—24, 436—41, 354—57, 372—76, 387—88, 401—02.)

1890.

[indlæg paa det kirkelige Stiftsmøde.] — (Folketidende 3/5.)

Brev fra Hardanger. (Folketidende 4/6.)

1891.

Ogsaa om Bispevisitatser. (Luthersk Ugeskrift, I, s. 87—92.)

Ny Lønningsmaade for Geistligheden. (Luthersk Ugeskrift, II, s. 151 -57.)

1892.

Reiseminder fra England. [Usignert.] — (Bergens Aftenblad 11/11, 15/11, 22/11.)

1893.

[Prædiken paa] 2den søndag efter paaske. (Søtidagsbog for ungdommen. Opbyggelige betragtninger til forskjellige søndagstekster. Med bidrag af geistlige forfattere i Norge og Danmark. Udg. af O. C. Bærøe. Kra. S. 133—37.)

Ogsaa lidt om vore Kirker og Kiikegaarde. (Luthersk Ugeskrift, s. 153 —60.)

Fra Hardanger. (Norsk Havetidende 9, s. 163—69.)

Kirkesanger Jørgen Olafsen. [En biografi med portr.] (Hjemmets og Arbeiderens Ven, 18, s. 422—4.)1894.

Et Krav, som ventes tilfredsstillet. (Norsk Havetidende, 10, s. 93—95.)

Fra Hardanger. (Norsk Havetidende, 10, s. 191—95.)

En Barlind i Ullensvangs Præstegaards Have. (Norsk Havetidende,

10, s. 195—97. Illustr.)

1895.

Beretning om Forsøgsstationen paa Ullensvangs Prestegaard. (Norsk Havetidende, 11, s. 7—8.)

Fra Hardanger. (Norsk Havetidende, 11, s. 199—201.)

1896.

Hardangervidden og Turisterne. (Morgenbladet 1/1.)

I Atter om Landstads Salmebog. (Luthersk Kirketidende, R. 5. B. 20, s. 72—75. — [Jfr. s. 143: En Berigtigelse av A. Landstad.])

Svar paa en «Berigtigelse». (Luthersk Kirketidende, R. 5. B. 20, s. 202— 03.)

Landstads Salmebog bør revideres. (Luthersk Kirketidende, R. 5. B.

19, s. 266—71.)

Nye Æblesorter i Hardanger. (Norsk Havetidende, 12, s. 116—23.)

Tørring af Frugt. (Norsk Havetidende, 12, s. 173—75.)

Fra Hardanger. (Norsk Havetidende, 12, s. 183—85.)

Spisesalen i «Hotel Hardanger». (Søndre Bergenhus Folkeblad 17/7.

— [Jfr. 21/8: Spisesalen i «Hotel Hardanger» engang til. Av x & y.])

1897.

Frugtdyrkningen i Tyskland. (Norsk Havetidende, 13, s. 114—16.)

Johannes Aga. [Med portrett.] — (Folkebladet, 18, s. 129—30.)

Ogsaa et Par Ord om, hvorfra vi skal tage vore Frugttræer. (Norsk Havetidende, 13, s. 135—38. — [Jfr. s. 75 ff., s. 96 ff., s, 106 ff. s. 117 ff.))

Fra Haveudstillingen paa Lofthus. (Norsk Havetidende, 13, s. 171—75.)

Erik Pontoppidan som Naturforsker. (Naturen, s. 225—41.)

«Fri Videnskab paa kristelig Orund.» (For Kirke og Kultur, 4, s. 341 -51.)

Bibelen paa Landsmaalet. (Luthersk Kirketidende, R. 5. B. 22, s. 349 —54.)

Bibelen paa landsmaalet. (Den 17de Mai 2/12.)

1898-

Havebrug og Frugtavl i Norge i Middelalderen. Med Bistand af Slols-gartner P. Nøvik. Udg. af Selskabet «Havedyrkningens Venner». Kra. 2 bl., 59 s.

Om landsmaalet ved vore seminarier. (Den 17de mai 23/2.)

Landstads Salmebog. (Luthersk Kirketidende, R. 5. B. 24, s. 121—23.)

Havedyrkningen i Bergen i ældre Tid. (Norsk Havetidende, 14, s. 155 -75.)

Utkom også som særtrykk. 23 + upag. sider som tilleggshefte til Bergens historiske Forenings Skrifter. 1898. Nr. 4.Til de norske Prester. (Luthersk Kirketidende, R. 5. B. 23, s. 389—90.)

Eier vort Land Betingelser for en lønnende Frugtavl? Foredrag . . . ved Landbrugsmødet i Bergen den 4de Juli 1898. (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 5, s. 610—27.) — [S. 627—37: Diskusjon.])

1899.

Den hellige Skrifts Historie. En populær-videnskabelig Fremstilling af den hellige Skrifts Tilblivelse, Indhold m. m. Chra. 3 bl., 326 s.

Fra Hardanger. (Norsk Havetidende, 15, s. 42—44.)

Røldals Kirke. (Morgenbladet 1899, 10/2. — [Jfr. 28/2: Sogneprest Ringdal: Røldals Kirke.])

Røldals Kirke. (Søndre Bergenhus Folkeblad 17/2.)

Røldals Kirke. Gjensvar til Sogneprest Ringdal. (Morgenbladet 5/3.)

Frugtræer for Hardanger. (Søndre Bergenhus Folkeblad 27/3.— [Jfr. 7/4: [Anonym]: Have og Planteskole-Spørgsmaalet.])

Barlinden paa Ullensvang. (Søndre Bergenhus Folkeblad 7/4.)

Prestemøder. (Luthersk Kirketidende, R. 5. B. 26, s. 420—22.)

Naar og hvorledes er Poteterne indført i Norge? (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 6, s. 504—06.)

1900.

De ældste Vidnesbyrd om Havedyrkning i Norge. (Skrifter udg. af Bergens historiske forening. No 6, III.) Bergai. 13 s.

Havebrugets og Frugtavlens Udvikling i Hardanger. En historisk Fremstilling. Udg. af «Havedyrkningens Venner». Kra. 100 s.

Om Missionsauktioner. (Sondre Bergenhus Folkeblad 15/1.)

Jarand Mæland (1824—1900) [Nekrolog], — (Norsk Havetidende, 16, s. 21—23.)

Hardanger Cider- og Saftfabrik. (Norsk Havetidende, 16, s. 26.)

Endnu et Par Oplysninger om Potetdyrkningens Oprindelse her i Landet. (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 7, s. 74—76.)

Beretning om Forsøgsstationen paa Ultensvangs Prestegaard i 1899. (Norsk Havetidende, 16, s. 114—15.)

Ullensvang Prestegaard. (Folkebladet, 21, s. 149—51. Illustr.)

Marita Opedal. (Verdens Gang 17/4.)

Kristendommen og det nationale. Foredrag ved ungdomsstevnet paa Voss. (Den unges ven, s. 109—10, 115—-16, 122—23, 131—32, 138—39.)

Kristendomen og dei nasjonale spursmaal. Fyredrag paa ungdomsstemna paa Voss. (Den 17de Mai, 2/7.)

Havedyrkningens betydning som folkeopdragende middel. Foredrag ved ungdomsstevnet paa Voss 1900. (Bondevennen, s. 217—18, 225—26.)

Frugtavlen i Sogn. (Aftenposten, nr. 472 30/6.)

Havebrugets og især Frugtavlens økonomiske Udbytte i Ullensvang. Foredrag ved Ullensvangs Havebrugsforenings Generalforsamling 15. Juli. — (Søndre Bergenhus Folkeblad 27/7, 30/7.)

Havedyrkning i Bratsbérgs Amt i ældre og nyere Tid. (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 7, s. 241—58.)Veie og samfærdselsmidler i Norge i ældre tid. (For Kirke og Kultur, 7, s. 368—78, 414—25.)

Frugtavlens økonomiske Betydning i Ullensvangs Herred. Foredrag ved Ullensvangs Havebrugsforenings Aarsmøde 1900. (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 7, 417—23.)

1901.

Folkeskolen i Ullensvang. Femaarsberetning 1890—1900. Udg. af Ullensvang Skolestyre. Norheimsund, 29 s.

Om Oaarden Hauso i Kinservik. (Skrifter udg. af Bergens historiske forening. No. 7, IV, s. 5—6.)

Om Kapellet i Opedal og «Munkegarden», (Skrifter udg. af Bergens historiske forening. No. 7, II.) Bergen. S s.

Fra Hardanger. (Aftenposten nr. 29, 12/1.)

Frømarkedet. (Norsk Havetidende, 17, s. 10—11.)

Havedyrkningens betydning som folkeopdragende middel. (Den unges ven. 22, s. 22—23, 30, 36—37.)

Baldvinæblet i Hardanger. (Norsk Havetidende, 17, s. 72—74.)

Beretning om Forsøgsstationen paa Ullensvangs Prestegaard for Aaret

1900. (Norsk Havetidende, 17, s. 103—05.)

Vor nationale Historieskriving. [Referat av Foredrag.] — (Hordalands Folkeblad, 22/3.)

Bidrag til Havebrugets Historie i Sogn i ældre og nyere Tid. (Tidsskrift for det norske Landbrug, 8, s. 113—30, og 189—201.)

Kristendom og Kultur. Foredrag ved Ungdomsstevnet i Ulvik. (Fjord-guten 3/7 og 10/7.)

Folkeskolens Udvikling i Ullensvangs Herred indtil 1900. (Fjord-guten 14/8.)

Knut Freim. Et tidsbillede fra Hardanger fra det 17de aarhundrede. (For Kirke og Kultur, 8, s. 373—76.)

Topografisk literatur i vort land, især i ældre tid. Et topografisk selskab. (For Kirke og Kultur, 8, s. 433—40.)

Havebrugets Opkomst i Norge i Slutningen af det 18de Aarhundrede. [Referat av Foredrag.] — (Hordalands Folkeblad 18/10.)

Havebrugets Opkomst i Norge i Slutningen af det 18de Aarhundrede! (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 8, s. 640—58.)

1902.

Om gaarden Aga. (Skrifter udg. af Bergens historiske forening. No 8,

II.) Bergen. 16 s.

Prester i Indre Hardanger. (Skrifter udg. af Bergens historiske forening. No 8, III.) Bergen. 13 s.

Vore gamle Skikke. (Aftenposten nr. 47 19/1.)

Vore gamle skikke. (Norsk Ungdomsblad, s. 25—26. 36.)

Per Bulken. Et billede af en «hardingespelares» kunstnerliv. (For Kirke og Kultur, 9, s. 52—59.)

Beretning om Forsøgstationen paa Ullensvangs Prestegaard. (Norsk Havetidende, 18, s. 90—91.)Om vore embedsdistrikters navne. (For Kirke og Kultur, 9, s. 113—18.)

Ommund Urheim. [Umsett av Halvdan Koht.] — (Syn og Segn, 8, s. 145—50.)

Vore gamle Skikke. (Fjordguten 26/3.)

Haver og Havebrug i Nordens Klostre i Middelalderen. En kirke- og kulturhistorisk Studie. (Norsk theologisk tidsskrift, 3, s. 160—90,

225—37.)

Kristian den Fjerde — har han reist gjennem Hardanger? (Aftenposten nr. 348 11/5. — (jfr. N. Hertzberg: Af Provst Nils Hertzbergs Optegnelser fra Ullensvang i Hardanger. (Skrifter udg. af Bergens historiske forening No 8 (1902), I, s. 5—6.)]

Langs Nordlands Kyst. (Dagsposten 25/7.)

Lofoten. (Dagsposten 29/7.)

Finmarken. (Dagsposten 30/7.)

Vort Postvaesen i gamle Dage. [Behandler Tiden før 1647.] — (Aftenposten nr. 575 14/8.)

Om Husfliden og dens Fremme. (Dagsposten 20/8, 25/8.)

Bør vore Prestegaarde sælges? (Dagsposten 28/8, 29/8, 30/8.)

1903.

Stavekirken i Granvin. (Skrifter udg, af Bergens historiske forening. No 9, II.) Bergen. S. 1—5.

Prester og kirkelige Forholde i Hardanger i Middelalderen. (Skrifter udg. av Bergens historiske forening. No 9, II.) Bergen. S. 5—25.)

Kirkeboger og Navne — et Ord særlig til Presterne. (Aftenposten nr. 26 13/1.)

Vort postvæsens historie. (For Kirke og Kultur 10, s. 74—86.)

Beretning om Forsøgsstationen paa Ullensvang i Tiaaret 1893—1902. Norsk Havetidende 19, s. 132—36.)

Dei norske kyrkjemaalet i forntidi og notidi. [Stutt upprit av fyredrag.]

— Fjordguten 13/5.)

Fra Hardanger. (Aftenposten nr. 322 4/6.)

Den nye reviderede Matrikul. (Aftenposten nr. 441 5/8.)

Legater og milde Stiftelser, især i Ullensvang. (Hordalands Folkeblad 23/10.)

En gammel «omgangsskolelærer». (For Kirke og Kultur 10, s. 591—95.)

1904.

Fogder i Hardanger indtil omkring 1800. (Skrifter udg. af Bergens historiske forening. No 10, I.) Bergen. 31 s.

Baldwinæblet i Hardanger. (Aftenposten nr. 7 5/1.)

Overgang fra Indre Hardanger til Bergensbanen. (Den norske Turistforenings Aarbog, s. 131—35.)

Torbjørg Utne. (Den norske Turistforenings Aarbog, s. 136—42.)

Aare- og Røgovne paa Vestlandet. (Aarsberetning f. Foreningen t. n. Fortidsmindesmærkers Bevaring, s. 219—22.)

Baldwinæblet i Hardanger. (Norsk Havetidende 20, s. 11—12.) — [Jfr. 17 (1901), s. 71, 72 og 92.])Kristendom og videnskab. (For Kirke og Kultur 11, s. 117—23, 164—71.)

Beretning om Forsøgstationen paa Ullensvang. (Norsk Havetidende 20, s. 123—24.)

Hvad er rationalisme? (Norsk Kirkeblad 1, s. 153—57.)

En «Haring» som Lagmand i Kristiania. [Wittekin eller Viking Gun-narsson Hus fra Kinsarvik, d. 1668.] — [Tilleggsbemerkninger av H. J. Huitfeldt-Kaas.j — (Fiistorisk Tidsskrift, R. 4. B. 2, s. 160—62.)

Kristoffer Sjursen Hjeltnes. (Aftenposten nr. 250 29/4.)

Historiske Oplysninger om Kvituren i Odda. (Historisk Tidsskrift, R. 4. B. 2, s. 248—51.)

Fra Hardanger. (Aftenposten nr. 311 2/6.)

Kristendom og Udvikling, Foredrag. (Hordalands Folkeblad, 10/6, 14/6, 17/6. [Jfr. 1/7: Johannes Brochmann: Ungdomsstemna i [-Ullensvang.]-] {+Ullens- vang.]+} )

Svar til Sogneprest Joh. Brochmann. (Hordalands Folkeblad 12/7.)

En norsk landsprests bogsamling i den sidste halvdel av det 17de aar-hundrede. (Norsk theologisk tidsskrift 5, s. 370—74.)

Fra Vestlandet. (Aftenposten nr. 442 10/8.)

Bibelen og Bibelkritiken.

— (Dagsposten 28/8, 4/9.)

Kristoffer Sjursen Hjeltnes (1730—1804). — (Tidsskrift for Det norske Landbrug 11, s. 407—16.)

Eidsvoldsmanden sorenskriver Arnoldus v. Westen Sylow Koren. (For Kirke og Kultur 11, s. 601—21.)

1905.

Oamle røgstuer (røykstover) i Hardanger. (Aarsberetning fra Foreningen t. ii. Fortidsmindesmærkers Bevaring, s. 247—70.)

Den nye oversættelse af Det nye testamente. (Norsk Kirkeblad, 2. s. 98—101.)

Beretning om Forsøgsstationen paa Ullensvangs Prestegaard i 1904. (Norsk Havetidende, 21, s. 109—11.)

Høitideligholdelse af den 17de Mai. (Hordalands Folkeblad 9/5.)

Kirkebøgerne i deii norske Kirke. (Norsk theologisk tidsskrift, 6, s.

226—52.)

Atter om den nye bibeloversættelse. (Norsk Kirkeblad, 2, s. 265—67. — [Jfr. Luthersk Kirketidende nr. 18, 1905.])

Syssendalens første Bebyggelse. (Historisk tidsskrift, R. 4. B. 3, s. 294 .—98.)

Opfordring. (Hordalands Folkeblad 4/8.)

Vore Embedsgaardes Betydning for Havebruget navnlig paa Vestlandet. Foredrag under Bergenhusamternes Fællesudstilling. (Bergens Aftenblad 28/10.)

Naar lærte den almindelige mand i Norge, særlig paa landet, at læse og skrive? (For Kirke og Kultur, 12, s. 590—602.)

Pofeternes første Optræden og Udbredelse i vort Land. (Tidsskrift for Det norske Landbrug 12 (1905), s. 497^-511 og 13 (1906, s. 26—41.)1906.

Sorenskrivere i Hardanger (og Voss) i 200 aar. (Skrifter udg. af Bergens historiske forening. No 12, VI.) Bergen.

Lærerne og den moderne teologiske videnskab, især den gammeltestamentlige. (Norsk skoletidende, 38, s, 4—7.)

Overvintring af Kaalplanter. (Norsk Havetidende, 22, s. 85—86.)

Fra Eidfjord over Fjeldberg til Ulvik. (Den norske Turistforenings Aarbog, s. 89—96.)

Beretning om Forsøgsstationen paa Ullensvang i 1905. (Norsk Havetidende, 22, s. 113.)

Segner fraa Hardanger um mylnaren (myllarguten). [Umsett av Halvdan Koht.] — (Syn og Segn, 11, s. 117—25.)

Navne og navneskik i Hardanger og paa Voss. (Tidsskrift for norsk bondekultur, s. 117—29 og 145—58.)

Under Kirkestridens Tegn. (Dagsposten 8/4, 14/4, 21/4, 25/4, 29/4, 2/5, 7/5, 10/5.)

Professor Odland og den theologiske Embedseksamen. (Vestlandsposten.)

Baldwin-Æblet i Hardanger. (Norsk Havetidende, 22, s. 219.)

Frugthesten i Hardanger. (Aftenposten nr. 454 8/8.)

Gjestgivere i Norge i fordums dage. (For Kirke og Kultur, 13, s. 349—63.)

Kræmmere og landhandlere i Norge i ældre og nyere tid. (For Kirke

og Kultur, 13, s. 578—92.)

1907.

Ullensvang. En historisk-topografisk statistisk Beskrivelse af Ullensvangs Herred. Bergen. XII s., 1 bl., 628 s.

Kinsaaen — Kinso. (Aftenposten nr. 59 30/1.)

Om kirkebøgernes førelse. (Norsk Kirkeblad, 4, s. 9—14. — [Jfr. s. 267—70: Om kirkebøgernes førelse Af Stiftsprost.])

Den norske prestestands videnskabelige dannelse i middelalderen. (Norsk theologisk tidsskrift, 8, s. 28—56, 134—64.)

Det nye Dampskibs navn. Til Direktionen for Hard.-Søndh. Dampskibs-selskab. (Hordalands Folkeblad 23/3.)

Fra Hardangerviddens Fortid, (Historisk tidsskrift, R. 4. B. 5, s. 101—20.)

Beretning om Forsøgsstationen paa Ullensvang i 1906. (Norsk Havetidende, 23, s. 125—27.)

Et gammelt Landbrugsskrift. (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 14, s. 127—29.)

Tokagjelet. (Den norske Turistforenings Aarbog, s. 133—35.)

Røldals Kirke. Et gjensvar til Hr. Sogneprest Joh. Brochmann. (Bergens Tidende, nr. 80. — [Jfr. nr. 76: Gjenreising af Røldals Kirke. Sogneprest Olafsen for og imod. [Av] Johannes Brochmann; nr. 93: Gjenreisingen av Røldals Kirke. Svar til Sogneprest Olafsen. [Av] Johannes Brochmann.])

Udviklingslærens Forhold til Kristendommen. [Referat av Foredrag] (Hordalands Folkeblad 30/4.)

Den nye Udgave av Norges Matrikul. (Hordalands Folkeblad 28/5.)El Par genealogiske Oplysninger om Galtung-Slægten. (Personalhisto-ris Tidsskrift, Kbh., R. 5. B. 4, s. 190—92.)

Undervandsbaad fra Hardanger. (Hordalands Folkeblad 11/6.)

Den rene lære. (Norsk Kirkeblad, 4, s. 372—75, 377—81.)

Husmænd og Arbeiderbrug. (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 14, s. 386—91.)

En historisk Forening for Hardanger. (Hordalands Folkeblad 12/8.)

Fra Hardanger. Uveiret tilfjeids. Brev. (Aftenposten nr. 532 10/9.)

Videre om kirkebøgernes førelse. (Norsk Kirkeblad, 4, s. 409—12.)

Vort fattigvæsen. (For Kirke og Kultur, 14, s. 481—89, 539—44, 588—96.)

Veie paa Hardangervidden. (Bergens Aftenblad 2/10.)

Afstemning om Bededagen i Ullensvangs Prestegjeld 1907. (Hordalands Folkeblad 15/10.)

1908.

I gamle Dage. Fortellinger og Skildringer fra Hardanger. Bergen.

2 bl., 205 s,, 1 bl.

Barnløse Ægteskaber. (Menneskets Liv fra Vuggen til Graven. Af nordiske Geistlige ved Georg Smidt. Horten. S. 330—43. — 2. Opl, Kr.a 1908. S. 290—304.)

Historielaget i Hardanger. (Hardanger, s. 1—5.)

Sandvin Ætten i Vikør. (Hardanger, s. 6—23.)

Gjæstgiverier og Handelssteder i Hardanger og Søndhordland i ældre Tid. (Hardanger, s. 33—45. — [Jfr. Hordalands Folkeblad 1909, 23/4: W. M. Schjelderup: Gjestgiveriet Bokn .])

Gamle Optegnelser i Strandebarms Prestearkiv. (Hardanger, s. 46—51.)

Presten Nils Vinding og Gjæstgiverne i Odda. (Hardanger, s. 52—58.)

Sponheimsætten i Ulvik. (Hardanger, s. 62—67.)

Sagnet om Villurepakket. (Hardanger, s. 68—70.)

Sogneprest Nils Vindings Beskrivelse af Kinserviks Prestegjeld i 1743. (Hardanger, s. 71—78.)

Kinserviks Kirke. [Med fotografi.) — (Morgenbladet 16/2.)

Beretning om Forsøgsstationen paa Ullensvang i 1907. (Norsk Havetidende, 24, s. 85—86.)

Ridderen Hr. Ivar Slæde. (Norvegia. Tidsskrift for det norske folks maal og minder, s. 121—26.)

Kirken og videnskaben. (Norsk Kirkeblad, 5, s. 129—32, 137—42.)

Et falskt argument. (Norsk Kirkeblad, 5, s. 161—64.)

Hvem eier Hardangervidden. (Verdens Gang 2/4, 13/4, 15/4.)

Kinsofaldene og deres Udnyttelse. (Morgenbladet 14/6.)

Gamle skrifter om jordbrug og havebrug i Norge. (Tidsskrift for Det norske Landbrug, 15, s. 265—73.)

Prestelige indtægter i den første halvdel af det 17de aarhundrede. (Norsk theologisk tidsskrift, 9, s. 283—86.)

Om undervisningen i kristendomskundskab ved vore lærerskoler. (Norsk Kirkeblad, 5, s. 273—77, 289—92. — [Jfr. s. 348—49: Hr. sogneprest Olafsen om undervisningen i kristendomskundskab ette. af rektor Falchenberg.])

Ogsaa nogle Ord om Ordensvæsenet. (Bergens Aftenblad 28/7.)Om oversættelsen og forstaaelsen af 2 Tim. 3,16. (Norsk theologisk tidsskrift, 9, s. 320—33.)

Torsten Askjellsen, kaldet Rike-Torsten fra Voss. (Historisk Tidsskrift, R. 4, B. 5, s. 324—35.)

Hvem eier Fiskevandene paa Hardangervidden. (Odda Tidende 15/8.)

Magnus Berg, en norsk kunstner fra det 17de aarhundrede. (For Kirke og Kultur, 15, s. 357—63.)

1909.

Om Eiendomsretten til Hardangervidden. En retshistorisk Under-søgelse. Udg. efter offentlig Foranstaltning. Kra. 3 bl., 217 s., 1 bl.

Uddrag af Sagen imod Klaus Miltzow for ulovlig Skovhugst i Rundalens Almenning. Trykt efter Foranstaltning af Landbrugsdepartementet. Kra. 10 s.

Tamrenholdet paa Hardangervidden i fordums Tid. (Hardanger, s. 1—6.)

Sagnet om Sjur og Marita Hjelmo. (Hardanger, s. 7—13.)

En forsvunden Gaard i Hardanger. (Hardanger, s. 14—16.)

Folketallet i Hordaland omkring 1300—1350. (Hardanger, s. 17—26.)

Sogneprest O. Gelmeydens Beskrivelse af Vikørs Prestegjeld 1743. (Besvarelse af 43 Sporgsmaal fra det danske Kanselli.) — (Hardanger, s. 27—30.)

Et utrykt Dikt af Simon Olaus Wolff. (Hardanger, s. 32.)

Feletyveri paa Botnen i Kvam. En Retssag. (Hardanger, s. 38—39.)

Forhenværende Statsraad Niels Hertzberg: Fra min Barndoms og Ungdoms Tid. (Hardanger, s. 47—55.)

[Referat av foredrag um «Ungdomsminne fraa heimegarden i Romsdal» paa Aarsmøte i Hardanger Historielag.] — (Hordalands Folkeblad 8/1.)

Sigurd Lagmand paa Aga. (Odda Tidende 9/1.)

Beretning om forsøksstationen paa Ullensvang for 1908. (Norsk Havetidende, 25, s. 86—88.)

Hardangervidden. Dens Fremtidsmuligheder. [Referat av foredrag holdt i Selskabet for Norges Ve.l.] — (Odda Tidende, 27/3.)

Om Hardangervidden og dens fremtidsmuligheter. Foredrag [III]. (Tidsskrift for Det norske Landbruk, 16, s. 145—58. S. 158—66: Diskusjon. Innlegg av O. O. s. 164.)

Udvandringen fra Hardanger ti! Amerika. (Nordmands-Forbundet, 2, s. 169—80.)

Høifjeldskommissionen. (Odda Tidende, 12/6.)

Hvem eier Hardangervidden? (Morgenbladet, 11/6.)

Høifjeldet og Høifjeldskommissionen. (Morgenbladet, 29/6.)

Høifjeldskommissionen paa Hardangervidden. (Morgenbladet, 3/7, 28/7, 26/10.)

Pastor O. Olafsen stiller sig. [Svarbrev til «Landmandspartiet» om at han intet har imot å bli oppstilt som stortingskandidat.] — (Odda Tidende, 3/7.)Presten O. Olafsen stiller sig til Valg. [Brev fra O. Olafsen til [-Land-mandspartiet.]-] {+Land- mandspartiet.]+} — (Hordalands Folkeblad, 9/7.) Høifjeldskommissjonen. Olafsen interviewet. (Odda Tidende, 21/8.)

1910.

De vigtigste Støler og Fælægre paa Hardangerviddens Nord- og Vestside. En historisk-topografisk Beskrivelse. (Trykt som ras. efter offentlig foranstaltning). Kra. 2 bl., 148 s.

Galtungernes ældste Historie indtil 1660. (Hardanger, s. 1—47.) Sogneprest Paul Sehnabels Beskrivelse over Oravens Prestegjeld 1743.

(Hardanger, s. 48—56.)

Ivar Ivarson Slæde. (Hardanger, s. 64—66.)

Nogle Oplysninger om Presten Tollak Olafsøn i Vikør. (Hardanger, s. 67—69.)

Oamle Navneskikke i Norge og særlig i Hordaland. (Hardanger, s. 70—78.)

Torsten Hus 1848—1910. (Hardanger, s. 79—80.)

Bygdemuseum i Hardanger. (Hordalands Folkeblad 13/1.) Arbeiderakademi i Odda. (Odda Tidende 19/1.)

Bygdemusæuin i Hardanger. (Odda Tidende 19/1.)

Den norske folkeskole og dens udvikling efter 1814. [Med 36 bilder] — (Nordmands Forbundet, 3, s. 1—20, 72—86, 120—35.)

Beretning om forsøksstationen paa Ullensvang for 1909. (Norsk Havetidende, 26, s. 93—94.)

Daarefjeld eller Daasefjeld. (Maal og Minne, s. 101—03.)

Naar udstedtes de første Forbud mod Hugst i de offentlige Skoger, særlig Almenningsskogerne i Norge. (Tidskrift for Skogbrug, 18, s. 130—39, 222—27 og 256.)

Bispeembederne. (Norsk Kirkeblad, 7, s. 217—21, 233—35.)

Historisk Vitnesbyrd om Skogens Utbredelse og Tilbakegang. — (Hordalands Folkeblad 21/7.)

Røldals forening med Odda. (Odda Tidende 27/7.)

Menighedsfakultetet og examensretten. (Norsk Kirkeblad, 7, s. 381—83.) Humledyrkningen i Norge fra ældre Tid til Nutiden. (Historisk tidsskrift, R. 4. B. 6, s. 432—75.)

Lars Kinsarvik, den nyere norske træskjærerkunsts fader. [Med 7 bilder.]

— (Nordmands-Forbundet, 3, s. 471—84.)

1911.

Ojert Henriksen Milzow. Voss og Hardanger Prestehistorie. Oversat med Anmerkninger samt en Skildring af Forfatteren af O. Olafsen. Utg. af Historielaget i Hardanger. Norheimsund. 65 s., XXI s. [Paa omslaget: Hardanger Samlinger. Oamle kildeskrifter til Belysning av Hardangers kultur og Personalhistorie. I.]

— — Utgivet av «Voss Sogelag». Norheimsund. [Paa omslaget Vossebygderne. Tidsskrift utgjevi av Voss sogelag. 111. 1912. Voss 1912.]Knud Pedersen, Mormonbisp fra Eidfjord. (Hardanger, s. 1—5.)

De første Sogneselskaper i Hardanger. (Hardanger, s. 6—15.)

Veie i Hardanger i gamle Dage. (Hardanger, s. 16—27.)

Har der vokset Skog paa Hardangervidden? (Hardanger, s. 33—38.)

Kloster i Opedal. (Hardanger, s. 47—52.)

Hestehandelen fra Hardanger med Østlandet. (Hardanger, s. 67—72.)

Julegjestebud paa Lillegraven 1724. (Hardanger, s. 76—77.)

Skogen i Norge fra Oldtiden til Begyndelsen af det 16de Aarhundrede. (Tidsskrift for Skogbrug, 19, s. II—19, 150—57.)

Beretning om forsøksstationen paa Ullensvang for 1910. (Norsk Havetidende, 27, s. 72—73.)

Søndagsbetragtning fjerde Søndag efter Paaske. Sandhedens Aand skal veilede os til Sandhed. [Med portr. av O. O.] — (Aftenposten nr. 314 14/5.)

To Amerikabreve fra 1835. (Nordmands-Forbundet, 4, s. 265—71.)

Lad os feire Hundrea årsfesten for vort Universitet! (Hordalands Folkeblad 29/7.)

Humledyrkningen i Norge fra oldtiden og indtil nutiden. (Tidsskrift for Det norske Landbruk, 18, s. 324—29 og 337—49.)

Om en revision av vor kirkelige tekstbok. (Norsk Kirkeblad, 8, s. 232—34.)

Delingen av Ullensvang. Uttalelse. (Hordalands Folkeblad 2/12.)

1912.

Gjennem Hardanger. Reisehaandbog over Hardanger. Med et Kart. Odda. 2 Bl., 148 S.

Udkast til en Beskrivelse over Hardanger, samlet og sammenskrevet af Markus Schnabels efterladte Papirer ved Hans Strøm. Omskrevet og forsynet med Rettelser, Oplysninger og en Skildring af Forfatteren. Af O. Olafsen. Udg. af Hardanger Historielag. Norheimsund. 75 s. (Hardanger Samlinger. Gamle Kildeskrifter til Belysning av Hardangers Kultur og Personalhistorie. 2.)

Skibsfart og Skibsbygning i Hardanger. (Hardanger, s. 1—16.)

Kirkealmenninger i det gamle Hordaland. (Hardanger, s. 25—36.)

Nogle Oplysninger om Presten Anders Anderson Riber i Eidfjord. (Hardanger, s. 42—46.)

Haldor Kambestad og hans Æt. (Hardanger, s. 47—52.)

Et Hyrdebrev fra Biskop Neumann af 26. Januar 1826. (Hardanger, s. 53—57.)

Eidsfjords Kirke. Naar er den opført. (Hardanger, s. 58—60.)

En Herredagsdom om Brugen af Fiskevandene på «Vidden» 1578. (Hardanger, s. 61—66.)

Nogle Oplysninger om Presten Nils Nilsen Grønning i Ulvik. (Hardanger, s. 67—70.)

Hvad der fandtes paa en Prestegaard i Hardanger 1692. (Hardanger, s. 71—74.)

Skogens Historie i Norge i Tiden fra 1500 til 1814. (Tidsskrift for Skogbrug, 20, s. 11—21, 108—19.)

BNS - XVI 20Beretning om forsøksstationen paa Ullensvang for 1911. (Norsk Havetidende, 28, s. 155—57.)

Odda nye folkeskole. [Med bilde.] — (Norsk Skoletidende, s. 166.)

Den nye konfirmasjonsordning. (Hordalands Folkeblad 25/6.)

Odda Almenning. En historisk Redegjørelse for dens Opstaaen og Ud-vikling m.m. Udg. paa Odda Sognestyres Foranstaltning. Bergen, lis.

Aaret 1913. Et Hundrede-Aars Minde. (Hardanger, s. 1—9.)

Soldater fra Ullensvang som deltok i Krigen 1808—9 og 1814. (Hardanger, s. 14—38.)

Beskrivelse av Strandebarm prestegjeld 1743 av O. Gjerdrum. (Hardanger, s. 49—55.)

Titulaturer i fordums Tid. (Hardanger, s. 56—58.)

Peder Nilsen Foss, Sogneprest i Kvam 1601—1608. (Hardanger, s. 49 —55.)

Prester og kirkelige Forholde paa Voss i Middelalderen. (Vossebygderne, s. 3—26.)

Dampskibsfarten i Indre Hardanger. Til Styret for Hard. Søndhl. Dampskibsselskab. (Hordalands Folkeblad 19/2.)

Gjennem Gudbrandsdalen. Reiseminder fra en sommertur. (Aftenposten nr. 355 og 368. 17/7, 24/7.)

1914.

Fire Breve fra 1814. Fra Ullensvangs præstearkiv, meddelte af sogne-præst O. Olafsen. (Skrifter udg, af Bergens historiske forening. No 6, II.) Bergen. 10 s.

Jordfællesskab og Sameie. En historisk Undersøgelse. Udg. etter Foranstaltning af Landbrugsdepartementet. Kra. 3 bl., 110 s.

Through Hardanger. A handbook for travellers. With a inap. Odda.

2 bl., 76 s.

Ullensvangs kommunale Historie. Et Minde- og Jubilæumsskrift. Odda.

2 bl., 156 s.

Den gamle Jernblaaster. (Hardanger, s. 1—17.)

Gildeskraaen for St. Olafs Gilde i Kinsarvik. (Hardanger, s. 32—39.)

Beskrivelse av Kvinnherad prestegjeld 1743. Af Sogneprest W. Frimann. (Hardanger, s. 40—45.)

Brand paa Legreid 1735. (Hardanger, s. 46.)

Trolddomssager. (Hardanger, s. 47—19.)

Historiske Oplysninger om Oaarden Nedre Børve i Ullensvang. (Hardanger, s. 57—63.)

Olav Botolvsen Sundve og Myrmalmmuthingen paa Voss. (Vossebygdeme, s. 3—9.

Harde vetrar i Europa, særleg i Norig. [Umsett av Olav Midttun.] — (Syn og Segn, 20, s. 64—67.)

Misvekst, uaar og hungersnød i Norge. (Tidsskrift for det norske Landbruk, 21, s. 69—81.)

En Søndag i Palermo. (Verdens Gang 10/3.)

Breve fra Provst Nils Hertzberg i 1814. (Historisk tidsskrift, R. 5. B. 3, s. 157—66.)Fra Messina. (Verdens Gang 11/4.)

Fra Rom: (Verdens Gang 15/4.)

Nyrydning og nybebyggelse i Norge. [Kort referat av foredrag paa Historikermøtet i Kristiania.] — (Hordalands Folkeblad 25/7.)

Bygdemagasin i Norig. [Umsett av Olav Midttun.] — (Syn og Segn,

20, s, 337—41.)

Nyrydning og nybebyggelse i Norge i de sidste 400 aar. (Tidsskrift for det norske Landbruk, 21, s. 415—28 og 513—31.)

Kornavl og kornmagasiner i Norge. (Nordmands-Forbundet, 7, s. 777 —82.)

1915.

Olav Olsen Bjotveit og den religiøse Bevægelse i Kvam. (Hardanger, s. 1—17.)

Viter eller Varder i Hordaland. (Hardanger, s. 21—25.)

De første Udvandrere fra Hardanger til Amerika. (Hardanger, s. 26— 36.)

Sorenskriver-Gaarden Hesthammer (Hardanger, s. 37—41.)

Optegnelser om Gaarden Tyssedal og dens Beboere. (Hardanger, s. 42 —44.)

Fortællinger og Sagn om Gaarden Ringøie. (Hardanger, s. 45.)

Fortællinger og Sagn om Olav Bjotveit. (Hardanger, s. 46—48.)

Fortællinger og Sagn fra Aga. (Hardanger, s. 49—50.)

Ekstraskatten i 1764 og Opløbene i Bergen. Stemningen i Hardanger. (Hardanger, s. 51—57.)

Soldater over Fjeldet. (Hardanger, s. 65—66.)

Sagbrug i Hardanger og Søndhordland i ældre Tid. (Hardanger, s. 67 —70.)

Gamle Mands- og Kvindenavne i Hardanger. (Maal og Minne, s. 105 -12.)

Om Langgrodalen i Luksefjeld, (Norsk Folkekultur, 1, s. 120—21.)

Kornmagasiner i Norge. (Tidsskrift for Det norske Landbruk, 22, s. 281 —303.)

Falkefangsten i Norge. (Historisk tidsskrift, R. 5. B. 3, s. 337—64.)

1916.

Myrmalmsmelting i Norge i ælare Tid. Risør. 40 s. [Fulgte som tilleggs-hefte til Norsk Folkekultur 1916.]

Villands-Ætten i Hallingdal. [Af] 0. Olafsen og Richard Berge. Risør. VIII s., 66s., 1 upag. bl. [Fulgte også som tilleggshefte fil Norsk Folkekultur 1916]. ,

Gudbrandsdals-Slægter. Ættetavler fra Gudbrandsdalen. Hoksvoll-slægten. (Gudbrandsdølen. Frisindet blad paa Lillehammer, 20/1, 22/1, 25/1, 27/1, 29/1, 1/2, 4/3, 7/3, 9/3, 11/3, 14/3, 16/3 21/3.)

Fra en gammel Harding i Amerika. [Brev meddelt] ved O. Olafsen. (Hardanger, s. 20—25.)

Anders Johannessen (Anders «Overskjærer»). (Hardanger, s. 26—30.)

Om Norges første bebyggelse. (Hardanger, s. 35—54.)Sogneprest Johan Kristoffer Haar og hans Proces ined Torgeir Hæve. (Vossebygderne, 7/8, s. 54—81.)

1917.

Jordebog for Hardanger Fogderi af 1646. [Ved O. Olafsen.] Norheimsund. IV s, 109 s. (Hardanger Samlinger. Gamle Kildeskrifter til Belysning av Hardangers Kultur- og Personalhistorie. Udg. af Hardanger Historielag. 3.)

Utkom i 2 hefter: s. 1—59 1917, s, I—IV og 61—109 1917—18, begge med undertitel paa omslaget: Jordebog for Hardanger ca. 1645.

Den store Vandflom i Hardanger 1743. (Hardanger, s. 12—20.)

Kongsbergreiserne fra Hardanger. (Hardanger, s. 21—28.)

[Tilleggsopplysninger til] En ny vise om en ulykkelig hændelse som indfaldt paa en brudefærd i aaret 1788 i Kingservigs præstegjæld i Bergens stift. Sammensat af en bondekarl John Olsen Kjærland af Gravens sogn. Meddelt af Th. S, Haukenæs. (Hardanger, s. 35.)

Lyse Kloster og dets Jordegods. (Hardanger, s. 36—43.)

Om Syssendalens første Bebyggelse. (Hardanger, s. 47—52.)

Religiøse Bevægelser i Hardanger omkring 1800. (Norsk theologisk tidsskrift, 18, s. 44—64.)

Almenningernes utbredelse i Norge. (Tidsskrift for Skogbruk, 25, s. 220 —30.)

Mindedage i almanakken. (Tidens Tegn 29/8.)

En gammel Haugianérs dom om Grundtvig. Brev fra Ole Torgersen Svanøe til husfaedre i Bergen 1838. Meddelt. (Norsk Kirkeblad, 14, s. 439—43.)

1918.

Hans Johannesen Pyck og hans slegt (Hardanger, s. 1—9.)

Provst Niels Hertzberg som Læge. (Hardanger, s. 15—27.)

Kostholdet i Hardanger omkring 1770. (Hardanger, s. 28—32.)

Naar er haandsagen kommet i bruk i Norge? (Tidsskrift for Skogbruk, 26, s. 81—84.)

Vikør sogneselskap. Tidsskrift for Det norske Landbruk, 25, s. 284—93.)

1919.

Hvem var Fru Alis i Øystese? (Hardanger, s. 40—44.)

Diplom fra Øystese av 19. juni 1598. (Hardanger, s. 45—47.)

Kaptein Jens Hjermand. (Hardanger, s. 48—58.)

1920.

Hvorledes Vestlandet og især Hardanger er blevet bebygget. Hardanger, s. 1—15.)

Bygdemaalsdigteren Ole Utne. (Hardanger, s. 16—22.)

Udskibning av is fra Folgefonen. (Hardanger, s. 23—28.)

Prester i Eidfjord. (Hardanger, s. 27—36.)

Justissagen mot Brita Vivilien. (Hardanger, s. 37—42.)

Kristian Kølle og hans Døtre. (Hardanger, s. 43—49.)Historiske oplysninger ora handels- og gjestgiverstedet Herandsholmen. (Hardanger, s. 50—54.)

Historiske Oplysninger om Veien fra Eide til Voss. (Hardanger, s. 55 —64.)

Samfærdsel og veie paa Hardangervidden i ældre tid. (Den norske turistforenings aarbok, s. 4—10.)

Sivert Knutsen Aarflot, en bonde fra oplysningstiden. (Tidsskrift for Det norske Landbruk*27, s. 36—41.)

Viter paa Sørlandet og Vestlandet. [Med 1 bilde.] — (Norsk Folkekultur, 6, s. 65—108.)

1921.

Kvam i fortid og nutid. Utgit av Kvam kommune ved en komite. Nor-heimsund. 2 bl., VIII s., 1 bl., 975 s., II s.

Vitar i Hordafylket. (Håkonarvarde. Minningar um Håkon Adelstein-fostre. Risør. S. 25—29.)

Aalmenningar i Hordaland i gama! tid. (Håkonarvarde. Minningar um Håkon Adelsteinfostre. Risør. S. 48—54.

Jordbruk og Havebruk i Romsdalen i ældre Tid. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 1, s. 32—48.)

Naar er Vandsagen og Haandsagen kommet i Brug i vort Land? (Historisk tidsskrift, R 5. B. 5, s. 169—84.)

1922.

Granvin i fortid og nutid. En bygdebok. Udg. av en dertil nedsat komite. Norheimsund. XI s., 1 bl., 542 s.

Norske slægtsnavne. Deres oprindelse og historiske utvikling. Risør. 4 bl., 138 s., 1 bl.

Stange almemiing. Med 34 illustrationer. [Av] 0[laf] Olafsen og M[ichael] Saxlund. Hamar. 223 s. 1 bl. rettelser.

Kort udsyn over den historiske udvikling i Hordaland. [Med 7 bilder.] (Hordaland fylke. Utg. av Fylkets jernbanekomite. Bergen. S. 42 —59.)

En retssag om en brudekrone. (Hardanger, s. 6—8.)

Skifte efter Hr. Anders Andersen Riber i Eidfjord. (Hardanger, s. 9 -13.)

Interiør fra en vestlandsk prestegaard i 1680—aarene. Skiftet efter sogneprest i Eidfjord Anders Andersen Riber. (Norvegia Sacra,

2, s. 108—12.)

Norske presters slegtsnavne. (Norvegia Sacra, 2, s. 126—34.)

Jordbruk og hagebruk på Sunnmøre i eldre tid. [Nynorsk.] — (Tid-skrift for Sunnmøre Historiske Lag, 12/13, s. 90—106.)

Vossekirkens Saga. (Vossebygderne, 12, s. 3—10.)

Gjæstgivere paa Voss. (Vossebygderne, 12, s. 39—49.)

Saltbrænding i ældre tid, især i Hordaland. (Norsk Folkekultur, 8, s. 49—55.)1923.

Seila Gad. (Skrifter udg. af Bergens historiske forening No 29/30, s. 59—67.) Bergen 1923—24. [Jfr. s. 69—82: Yderligere oplysnm-ger om Cille Gad. Ved A. M. Wiesener.]

Hvem var Mikkel Larsen Hause? (Hardanger, s. 11—13.)

Optegnelser av Nils Larsen Aalvik. (Hardanger, s. 14—16.)

Henrik Kristoffer Glahn, Hardanger, s. 17—30.)

Da prof. Hansteen opdagede Vøringfossen. (Hardanger, s. 38—49.)

Trolddom. Nogle gamle trolddoms-formularer samlet av Lars Nilsen Aalvik og nedskrevet. (Hardanger, s. 50—52.)

Kirkebøkerne i vort land betragtet fra et kulturhistorisk synspunkt. (Norvegia Sacra, 3, s. 37—51.)

Klokkere paa Voss. (Vossebygdene, 13, s, 29—38.)

Rike Torstein og hans slægt. (Vossebygdene, 13, s. 38—39.)

Mons Olsen Honve eller Rekve. (Vossebygdene, 13, s. 40—44.)

Mordet paa Ingeborg Jørgensdr. Moen. (Vossebygdene, 13, s. 45—51.)

Har der været Almenninger eller Almenningsfjeld i Romsdalen? (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 3, s. 27—36.)

Gjermanes og Fogderne i Romsdalen. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag,

3, s. 56—64.)

De «ytre» Almenninger. (Historisk tidsskrift, R. 5. B. 5, s. 313—45.)

r 1924.

Eirik Skjellevik. En bygdedoktor. (Hardanger, s. 25—29.)

Folkemedicin efter en gammel Iægebok for folket. (Hardanger, s. 30 —36.)

Erik Røring, sogneprest i Veøy 1741—1789. [ill.] (Norvegia Sacra, 4, s. 79—90.)

Processen om Krosset mellem Bordals mænd og Nesheims mænd. (Vossebygdene, 14, s. 3—13.)

Postgang og postaabnere paa Voss. (Vossebygdene, 14, s. 14—24.)

Romsdals marked. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 4, s. 11—26.)

Masfjorden. (Bergens Tidende, nr. 278.)

1925-

Ulvik i fortid og nutid. En bygdebok. Utgit av en dertil nedsat nevnd. B. 1. 2. Norheimsund. B. 1: VIII s., 2 bl., 451 s. B. 2: 341 s.

Fra Hardangerviddas fortid. (Drammens og Oplands Turistforenings årbok, 6—35.)

Gammel norsk tidsregning. (Hardanger, 1925/26, s. 20—27.)

Kirkealmenningen i Ulvik. (Hardanger 1925/26, s. 28—34.)

De første utvandrere fra Hardanger til Amerika. (Hardanger 1925/26, s. 35—45.)

Historiske oplysninger om Ulvik gamle prestegaard. (Hardanger 1925/ 26, s. 46-51.)

Rike Torstein paa Voss. (Hardanger 1925/26, s. 52—68.)

Kirkelige forholde i Eidfjord i ældre tid. (Hardanger 1925/26, s. 69—83.)

Veien Voss—Eide. (Hardanger 1925/26, s. 88—90.)Bygdehistorisk Forskning, dens Opgave, Maal og Middel. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 5, s. 3—13.)

Veblungsnes. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 5, s. 13—18.)

Vestnes Gaard. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 5, s. 19—26.)

Rike Torstein paa Voss. (Historisk tidsskrift, R. 5. B. 6, s. 464—67.)

1926.

Veøy i fortid og nutid. En historisk-topografisk beskrivelse. Utgivet av en av herredstyret nedsat nevnd. B. 1. 2. Norheimsund. B. 1: S. III—XXII, bf. 715 s., B. 2: VI s., bl., 414 s.

Utdrag av en grænse- og opgangsforretning mellem Tveito i Granvin og Spaanheim. (Hardanger 1926/27, s. 21—27.)

Optegnelser fra Romsdals historie. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 6, s. 9—39.)

Thomas v. Westen og hans Virksomlted i Veøy, s. 9—21; — Vilhelm Olaus Lossius og hans eventyrlige Liv, s. 21—25; — Frisvold, s. 26—30; — Lindyrkning i Romsdalen i ældre Tid, s. 30—35; — Mordet paa Hagbøen

i 1840, s. 35—39.

Thomas von Westens nidkjærhet og uforstand som sogneprest i Veøy. (For Kirke og Kultur, 33, s. 290—304.)

1927.

Norsk prestegårdsliv. Kulturhistoriske skildringer fra våre prestegårde. Med hundre billeder. Bergen. 205 s. (Bibliotheca Norvegiae Sacræ. 5.)

PMesternes Mandtal av 1664. Utg. av Hardanger Historielag ved O. Olafsen. Norheimsund. 115 s. (Hardanger Samlinger. Gamle Kildeskrifter til Belysning av Hardangers Kultur- og Personalhistorie. 4.)

Haakon Bjørnsen Braavoll. (Hardanger, s. 29—31.)

Odelsretssak paa Norheim 1748—51. (Hardanger, s. 32—39.)

Henrik og Gjert Miltzow. Et Stykke Kulturhistorie fra Voss. (Norsk Folkekultur, 13, s. 1—14.)

Elling Eielsen. (Vossebygdene, 17, s. 3—15.)

Historiske oplysninger om gaarden Frisvoll i Eid. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 7, s. 8—17.)

Fra Hardanger. (Norsk havetidende, 43, s. 123—26. — [Jfr. s. 165—66: Frå Hardanger. Av Harding.])

1928.

Biskop Johan Nordal Brun i Hardanger. (Hardanger, s. 17—26.)

Rike Torstein og arven efter ham. (Hardanger, s. 31—41.)

Er Ivar Vikingsson, Norges Rikes kansler, en bondegut fra Hardanger? (Hardanger, s. 42—45.)

Vestnesmyren eller Furland. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 8, s. 13 -18.)

Amtmann Hilmar Meincke Krohg. (Årsskrift åt Romsdals Sogelag, 8, s. 29—37.)Veier og samferdsel i eldre tid. (Den norske turistforenings aarbok, s. 121—34.)

1929.

Birger Larsen Brattabø og hans slægt. (Hardanger, s. 14—19.)

Iver Vikingsen Maage. (Vossebygdene, 19, s, 22—24.)

Ledingen paa Voss. (Vossebygdene, 19, s. 24—29.)

En inntagelse i berg. (Årsskrift åt Romsdal Sogelag, 9/10, s. 16—18.)

Ola Olsen Sør-Nesjes slekt. (Årsskrift åt Romsdal Sogelag, 9/10, s. 18—21.)

Folkemengdens bevegelse i Romsdalen fra eldre tid til nutiden. (Årsskrift åt Romsdal Sogelag, 9/10, s. 21—25.)

Molde bys anlegg og første historie. (Årsskrift åt Romsdal Sogelag, 9/10, s. 25—31.)

Sogneprest Jonas Jakob Schancke i Grytten. (Årsskrift åt Romsdal Sogelag, 9/10, s. 31—37.)

Justitssak i Eidsbygden for oprørsk og respektstridende forhold. (Årsskrift åt Romsdal Sogelag, 9/10, s. 37—39.)

Historiske oplysninger om gården Lerheim. (Årsskrift åt Romsdal Sogelag, 9/10, s. 39—43.)

Tre kirkehistoriske livs- og tidsbilleder fra det nittende aarhundrede. — Elling Eielsen. Hans Jæger. Anton Elias Smitt. (Norvegia Sacra, 9, s. 202-42.)

1930.

Jørgen og Peder Paaske i Ulvik. (Hardanger, s. 9—13.)

Fresvikslegten. (Hardanger, s. 17—20.)

Av Maage eldste historie. (Hardanger, s. 28—32.)

Den nye Tokheims slegt. (Hardanger, s. 32—35.)

Nogle oplysninger om forbindelse mellom Ebnesslegien i Skonevik og slegten paa Tokheim. (Hardanger, s. 36—50.)

Bygdevegtere i Hardanger. (Hardanger, s. 45—52.)

Provst Anton Elias Smitt. (Vossebygdene, 20, s. 3—14.)

Major Stefan Barclay og hans efterslegt. (Vossebygdene, 20, s. 46—49.)

Oberstløitnant Ole Holck og hans slegt. (Vossebydene, 20, s. 50—53.)

Eldre bygdebeskrivelser og deres forfattere. Foredrag ved Folkeminne-kurset i Opdal 2den juli 1925. (Heimen. Tidsskrift utg. av Landslaget for bygde- og byhistorie, 2, s. 21—28, 46—54.)

1931.

Baronene paa Rosendal. (Hardanger, s. 14—27.)

Vestrheimsslegtens utspring. (Hardanger, s. 28—29.)

Birge Larsen Brattebø. (Hardanger, s. 30—34.)

1932.

Erdalsslegien. Utg. av Hardanger historielag. Norheimsund 1932—34.

2 bl., 190 s. (Tillegg til tidsskriftet «Hardanger» 1932, 1934.)

Den økonomiske stilling og utvikling i Hardanger i eldre tid. (Hardanger, s. 15—26.)Kirken i Opedal. (Hardanger, s. 30—36 )

Presten Tollak Olafsen og hans slegt. (Hardanger, s. 37—42.)

Huinledyrkning i Hardanger i ældre tid. (Hardanger, s. 47—58.)

Æresgave fra bønder i Kinsarvik til O. O. Ueland, (Hardanger, s. 59 —60.)

Fogderne paa Gjermanes. Tidsbilleder fra det 17de og 18de aarhimdrede i Romsdalen. (Norsk Folkekultur, 18, s. 3—10.)

1933.

Folketradisjonen. (Hardanger, s. 1—12.)

Lensmann Johannes Pedersen Aga. (Hardanger, s. 24—27.)

Iver Isaksen Aalvik. (Hardanger, s. 35—37.)

Den yngre Galtungs slegt — dens forbindelse med den eldre. (Hardanger, s; 45—51.)

Nils Knutsen. «Ei futesoga» fra Flardanger. (Hardanger, s. 55—59.)

1934.

Presten David Petræus og hans efterslegt. (Hardanger, s. S2—87.)

1935.

Sogneprest Nils Koren. (Hardanger, s. 4—13.)

Presten hr. Thomas Samuelsen i Ulvik og hans efterslegt. (Hardanger, s. 14—18.)

«Mønsgaren» og «Lytnansgaren» på Lofthus i Ullensvang. [Skrevet omkr. 1914.] (Hardanger, s. 55—58.)

Hans Asbjørnsen Sandvin, Odda, og kirketugt i ældre tid. (Hardanger, s. 58—59.)

Avskrifter og optegnelser. Av biskop E. Pontoppidans Visitatsbok. (Vossabygdene, 25, s. 3—14.)

1936.

Absalon Pedersen (Beyer). (Hardanger, s. 17—25.)

Lagmanden Vittekun Hus og hans slegt i Kinsarvik. (Hardanger, s. 34—35.)

Mere om Fresvik-slægten. (Hardanger, s. 52—56.)

Doktor Nils Qvale. [Skrevet for over 20 år siden.) (Hardanger, s. 57 —59.)

1937.

Presten Vilhelm Friman Koren. (Hardanger, s. 102—04.)

Moris Sterling på Ullensvang. (Hardanger, s. 105—07.)NORVEGIA SACRA

AARBOK OO SKRIFTER TIL KUNNSKAP OM DEN NORSKE KIRKE ] FORTID OG SAMTID utgitt efter iiltak av den Norske Kirkes biskoper, rediger! av

professor dr. OLUF KOLSRUD (+ 1945).

AARBOK.

FØRSTE AARCANG. 1921. Kr. 7.50.

Med bidrag av Oluf Kolsrud, Fredrik Paasche, H. IViers-Jenssen, R. Slaattelid, H.

G. Heggtoeil, Jergen E. Sioerlsen. — Innhold: St. Olavs gjerning. Fra den norrøne kristendoms eldste historie. De liturgiske skuespill i Norden og deres siste utløper, stjerne-spillet. Hans Egede og Grønland. Ophevelsen av konventikelplakaten. Sogneprest Hans Landstads biografi. Salmedikteren Magnus Brostrup Landstads selvbiografi. Det religiøse og kirkelige liv i Troms fylke. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i

1920. 237 sider.

ANDRE AARGANG. 1922. Kr, 10.00.

Med bidrag av Thor Kielland, Absalon Tar anger, Fredrik Paasche, Oluf Kolsrud, Ragnvald Gjerleu), O. Olafsen, Kristian Nissen, O. Forstrøm, W. M. Schjelderup, R. Slaattelid, H. G. Heggloeit, H. Leganger, Anders Bugge, Fred. Tybring, Einar Johs. Nilssen, Knut Molle stad, G. W. Wulfsberg, G. O. Kleostad, P. St. Koren, Nils C. Christie, 1. Flonces, L. M. Hol, Hans Smith. — Innhold: St. Olavs skrin, med 10 billeder. Kong Magnus. Erlingssons privilegium for den Norske Kirke. To samtaler oversatt fra det gamle sprog. Stavanger bispestol, bispedømmets grenser, bispestolens flytning og gjenreisning. Interiør fra en vestlandsk prestegaard i 1680-aarene. Biskop Peder Krogs visitasreise i Finnmarken 1708. Norske presters slektsnavne. Av altergangens historie i det gamle Fredrikshald. Erindringer av og om stiftsprost j. B. Fløttmann. Ordskiftet i 1840-aarene om en norsk kirkeforfatnlng- lndrcmisjonæren Jacob Traasdahl» med portrett. Et pastoral-teologisk reponsum av biskop J. C. Heuch, Vestlandsk kristendomstype. Kirkens kunst før og fremover. Et kirkeprogram. Livsskildringer med portretter av Gabriel Baardsen, Jakob Gregusson, August Mollestad, Børre Bomhoff, Jacob Anderssen, Jens Tandberg, Gustav Dietrichson, Hans Domaas, Jens Otterbech. Selvbiografier av biskopene Johan Lunde og Mikkel Bjønness-Jacobsen, med portretter. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1921. 357 sider

TREDJE AARGANG. 1923. Kr. 10.00.

Med bidrag av Johan Meyer, Jon Helgason, O. M. Sandvik, O. Olafsen, /. Jørgensen,

J. Qoigstad, Oluf Kolsrud, Anders Gimse, O. C. Breda, Kris Wold-Torne, Thomas Barth,

P. Sandvik, Mikael Hertzberg, E. Diesen, S. Bretteollle Jensen, H. G. HeggtOeit, Aug B. Jahnsen, Th. FreihoiO, K. F. Hagene, Olaf Moe, J. B. Gilhuus, Karl Marthlnussen, Fred. Tybring, Einar Amdahl, Anders Bugge, D. Hooslef, A. Olsen, W. P. Sommerfeldt. — Innhold: Vore fedres valg av kirkested. Den islandske kirkes kaar under katolicismen. Nogen gammelkirkelige melodier i Hans Thomissøns Psalmebog av 1569. Kirkebøkene i vaaTt land betraktet fra et kulturhistorisk synspunkt. Folkeundervisningen paa landet i Norge omkring 1739. Lars Jakobsen Hættas beretning om de religiøse og moralske forhold i Kautokeino før den læstadianske vekkelse. Hans Nielsen Hauges fangenskap» dokumenter fra aarene 1804-1814. Haugianeren og demokraten Mikkel Grendahl. Lars Skrefsrud i Bodsfengslet. Om biskop N. J. Laache, med portrett. Livsskildringer med portretter av Amoldus Hille, Jørgen Jørgensen, Gustav Jensen, Einar Skavlan, Jørgen Løvland, Sigvald Blaker, Vilhelm Sommerfelt, Aasulv Bryggesaa, Halfdan Wennevold, Edvard Sverdrup, Ole Theodor Moe, Carl Konow, Andreas Aamot, Jørgen Edvin Nilssen. Selvbiografi av biskop Jens Gleditsch, med portrett. Gjenreising og nyskaping i nyere norsk kirkekunst, en oversikt for aarene 1900-1923, med 20 billeder. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1922. Kirkelig statistikk 1922. De norske misjoner i 1922. Ekteskap og skilsmisse, kirkelige forslag og uttalelser 1921-23. Kirkelig bibliografi 1922. 470 sider.

v*._VFJERDE A ARG ANG. 1924. Kr. 10.00.

Med bidrag av Oluf Kolsrud, Jon Helgason, A. Halvorsen, O. Olafsen, A. Schøning, Ludvig Sdmer, loar Welle, A. F. W. J. Prytz, Hans IVoll, K. Petersen, Olaf Moe, K. E. Riise, M. J. Stolee, K. O. Kornelius, Olai Skulerud, D. Hvoslef, A. Olsen. — Innhold: St. Olavs kristenrett. Eikebiskop Olav Throndsson av Nidaros, med 4 billeder. Islands kirkelige utviklingsgang siden reformasjonen. Fra den første Talvik-prests tid. Erik Røring, sogneprest i Veøy, tned 2 billeder. Vaar Frelsers kirke i Drøbak, med 17 billeder. Skriftprinsippet i norsk teologi i det I9de aarhundrede. Ame Garborgs religion, med portrett. Livsskildringer med billeder av Ole Tobias Olsen, Albert Landstad, August Weenaas, Peder Nordsletten, Oscar Moe* Ivar Sælen, Erik Kristian Johnsen. Olafia Johannsdottir, Ludvig Eriksen. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1923. Utredning om Haalogaland bispedømmes deling. Kirkelig statistikk 1923. De norske misjoner i 1923. 328 sider.

FEMTE AARGANG. 1925. Kr. 9.00.

Med bidrag av Jon Helgason, Joh. E. Brodahl, Oluf HolcAndreas Seierstad, O. SlaOem, A. F. W. J. Prylz, M. Sylleoify, K. Petersen, Ingvald B. Carlsen, J. Qoigslad, Ole C. lcersen, Jonas Myhre, A. Olsen, Oluf Kolsrud, W. P. Sommerfeldt. — Innhold: Jon Ogmundsson den hellige, biskop i Holar. Preslevalget i Støren 1654, med 5 billeder. Norsk salmediktning i annen halvdel av det 17. aarh. Presten i norsk folketradisjon. Livsskildringer med billeder av Karl Titlestad, Johan Willoch Erichsen, Edvard Liljedahl, Ole Gjerløw, Anders Forfang, Hersleb og Jakob Walnum, Nils Ursin, Carsten Hansteen, Halfdan Møller. Selvbiografi av biskop Jacob Christian Petersen, med portrett. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1924. Kirkelig statistikk 1924. De norske misjoner i 1924. Kirkelig bibliografi 1923. 318 sider.

SJETTE AARGANG. 1926. Kr. 9.00.

Med bidrag av Oluf Kolsrud, Joh. E. Brodahl, W. Neumann, N. R. Heyerdahl, J. Qoigslad, Johannes Gausdal, M. Syllevify, Thorbjørn Frølich, Karl Vold, Eugéne Hanssen, A. Olsen, W. P. Sommerfeldt. — Innhold: Kollats i den Norske Kyrkja. Prestekunstnere i Norge paa 1600-tallet, med billeder. Prost Jens Colstrup, med billede. Et kristelig vennebrev fra 1777. Bidrag til Finnmarkens kirkehistorie (Erindringer 1825-49 av Anders Persen Bær). Menighetsdannelsen i Santalistan. Livsskildringer med portretter av Christian Martin Eckhoff, Christopher Bruun, Lars Dahle, Ole Moe, Olaus Breda. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1925. Oslo biskops innberetning om hans reise i Amerika 1925. Dc norske misjoner i 1925. Kirkelig bibliografi 1924. 256 sider.

SYVENDE AARGANG. 1927. Kr. 6.00.

Medl bidrag av Absalon Taranger, Harloig C. Christie, A. Olsen, Oluf Kolsrud. Innhold: Prestenes bekjennelsesplikt i den Norske Kirke, betenkning avgitt til det Kgl. Kirke- og Undervisnings-Departement, 1927. Før 1739, et bidrag til folkeundervisningens historie i Norge. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1926. De norske misjoner i 1926. Kirkelig bibliografi 1925. 201 sider.

OTTENDE AARGANG. 1928. Kr. 8.00.

Med bidrag av S. A. Sørensen, Halkild Nilsen, P. C- Astrup, A. Olsen. — Innhold; Bidrag til Herrnhutismens historie i Norge. Salmediktning og salmesamling i Norge 1 tiden fra 1814 til 1869 (bortsett fra Landstads og A. Hauges salmeboksarbeide), en kirke-historisk og hymnologisk undersøkelse og vurdering. (I). Læstadianismens sæipreg. Bisko* penes beretninger om den Norske Kirke i 1927. De norske misjoner i 1927. 242 sider.

NIENDE AARGANG. 1929. Kr. 10.00,

Med bidrag av Heimann Norendal, Just Bing, N. S. Magelssen, O. Olafsen. — Innhold: Salmediktning og salmesamling i Norge i tiden fra 1814 til 1869 (bortsett fra Landstads og A. Hauges salmeboksarbeide), en kirkehistorisk og hymnologisk undersøkelse og vurdering. (II). Provst Claus Frimann, bidrag til hans biografi (Claus Frimann og Hans Nielsen Hauge; Tale ved Claus Frimanns jordeferd). Tro kirkehistoriske livs- og tidsbilleder fra det nittende aarhundrede: legpredikanten og presten Elling Eielsen; sogneprest Hans Jæger

Ji Vikøy; prost Anton Elias Smitt, sogneprest paa Voss, med billede. Selvbiografi av biskop Eivind Berggrav, med portrett. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1928. Bispevalgene ii Nidaros og Haalogaland 1928. De norske misjoner i 1928. 331 sider.

TIENDE AARGANC. 1930. Kr. 20.00. Innbundet kr. 23.00.

Nidaros og Stiklestad, Olavs-jubileet 1930. Minneskrift redigeit av Oluf Kolsrud. Med bidrag av Ame Fjellbu, R. Haugseen, Olaf Platou, Johan Bruun, Nils Sioertsen, Leif Moksnes, Peder Christensen, H. Irgens, OlaV Bergersen, Claus Hjelte, J. Jervell Grime-lund, John Toerdahl, John Stene, Anders Bugge, Oluf Kolsrud,

Innhold: Hellig Olavs minne 1930. Den Norske Kirkes 900-aars-01sok i Nidaros og paa Stiklestad. — Den Katolske Kirkes Olsok-fest i Nidaros og paa Stiklestad 1930.

— Hilsener i skrift og tale til den Norske Kirkes 900-aars-01sok 1930. — Kantater til Olsok 1930. — Olavsjubileets Historiske Utstillinger 1930. — Trøndelagsutstillingen 1930,

— Aaret 1930 i Nidaros og paa Stiklestad. Dagregister.—Olsok 1930 i utlandet. Fra Savonlinna til Vancouver. — Bibliografi. —* Register over personnavn. — XXVI -f- 728 sider. 80 sider billeder.

ELLEVTE AARGANG. 1931. Kr. 8.00. Innbundet kr. 10.50.

Med bidrag av J. Ursin, H. Ostermann, A. Olsen. — Innhold: Alterlysenes historie og symbolikk. En norsk Grønlands-missionær, Jorgen Sverdrup, 1732-1810, med portrett. Amerika og Norge, tre dokumenter. Selvbiografi av biskop James Maroni, med portrett. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1929. Kirkebyggende planer i Haalogaland 1930. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1930. Bispevalget i Agder 1930. De norske misjoner i 1929. De norske misjoner i 1930. 232 sider.

TOLVTE AARGANG. 1932. Kr. 8.00. Innbundet kr. 10.50

Med bidrag av Kristen Valkner, A. Sktondal, Thomas Barth *J*. — Innhold: Landstads og Hauges salmebøker, tilblivelseshistorie og hymnologisk karakteristikk. Striden um norsk maal i kyrkjesalmen, Magnus Brostrup Landstad. Omkring Professor Gisle Johnson. Selvbiografi av biskop Andreas Fleischer, med portrett. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 19*1. Bispevalget i Bjørgvin 1931. 211 sider.

TRETTENDE AARGANG. 1933. Kr. 6 00. Innbundet kr. 8 50.

Med bidrag av Finnur Jonsson, Chr. A. Bugge, A. Olsen — Innhold: Jon Arason, Islands sidste katolske Biskop. Erindringer fra Videnskaben, af Dr. theol. Chr. A. Bugge, 1853-1928, med portrett. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke 1932. De noiske misjoner i 1931 og 1932. 176 sider.

FJORTENDE AARGANG. 1934. Kr. 6.00. Innbundet kr. 8.50.

Med bidrag av P. St. Koren, A. Brune, Kristian Nissen, M. Andresen, A. Olsen. — Innhold: Tilbakeblik over mit Presteliv, af P. St. Koren, 1844-1931, raed portrett. Bidrag til Finnmarkens kirkehistorie (Den levende kristendom i Vadsø; Redegjørelse for læsta-dianernes tro og lære) Legpredikanten Paul Gerhard Sand, med portrett. Selvbiografi av biskop Heniik Hille, med portrett. Bispevalget i Hamar 1934. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1933. Den Norske Sjømannsmisjon 1930-1933. 166 sidler.

FEMTENDE AARGANG. 1935. Kr 6 00. Innbundet kr 8.50.

Med bidrag av Leia Amundsen, Oluf Kolsrud, Asbjørn Hernes, Kristian Nissen, A. Olsen, — Innhold: Tre brev fra presten H.P. S.Krag (1824-50). Henrik Wergeland foran teologisk embedseksatnen. Vaar fyrste koralbok (fem brev fraa Ole Andreas Lindeman, 1834-1841). Brev fra presten Peder Bjørnson til prost Carl Wulff, 1871 Til forstaaelse av Læstadianisnaen (et brevskifte mellem prinsesse Eugénie og P, O. Grape, 1880). Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1934. Den Norske Sjømannsmisjon i 1934. De norske misjoner i 1933 og 1934. 167 sider.

SEKSTENDE AARGANG. 1936 Kr 6.00 Innbundet kr. 8.50.

Med bidrag av Oluf Kolsrud, Solceig Tunold, A. Olsen. — Innhold: Bispevisitasene i Trondhjems Stift 1805-1841, optegnelser av biskoD dr. Peter Olivarius Bugge. Sti tsdireksjon og domkapitel, utgreiding for bispemøtet i 1929. Biskopenes beretninger om den Norske Kirke i 1935. Den Noiske Sjømannsmisjon i 1935. De norske misjoner i 1935. 163 sider.SYTTENDE AARGANG. 1937. Under utgivelse.

ATTENDE AARGANG. 1938. Under utgivelse.

NITTENDE AARGANG. 1939. Under forberedelse.

TYVENDE AARGANG. 1940. Under forberedelse

SKRIFTER, Bibliotheca Norvegiæ Sacræ.

FØRSTE BIND. 1922 B.

Carsten Hansteen : Av det norske kristenlivs psykologi 226 sider. Pris kr. 10.00, innbundet kr. 12.00.

ANDRE BIND. 1923 B.

Andreas Seierstad: Kyrkjelegt reformarbeid i Norig i nittande hundre-aaret. Fyrste bandet. (Avhandling for doktorgraden i teologi.)

343 sider. Pris kr. 12.00, innbundet kr. 14.50.

TREDJE BIND. 1923 C.

Ludvig Selmer: Oplysningsmenn i den Norske Kirke. Et bidrag til forståelsen av oplysningsbevegelsens utvikling i Norge. (Avhandling for doktorgraden i teologi.)

226 sider. Pris kr. 10.00, innbundet kr. 12.00.

FJERDE BIND. 1924 B.

Daa Noreg var misjonsmark. Minneskrift um Mostertinget i aar 1024. Av Peter Hogneslad, Absalon Taranger, Knut Robberstad, Johan Meyer. Med 16 bilæte.

96 sider. Pris kr. 4.50, innbundet kr. 6.50.

FEMTE BIND. 1927 B.

O. Olafsen: Norsk prestegårdsliv. Kulturhistoriske skildringer fra våre prestegarde. Med hundre billeder.

205 sider. Pris kr. 10.00, innbundet kr. 12.00.

SJETTE BIND. 1928 B.

Thor stein Gunnarson: Dommedagsventing. Millennismen og dens innslag i norsk kristendom. Med 18 billeder.

2% sider. Pris kr. 10.00, innbundet kr. 12.00.

SYVENDE BIND. 1929 B.

Anders Skrondal: Grundtvig og Noreg. Kyrkje og skule. 1812-I872. (Avhandling for doktorgraden i teologi.)

340 sider. Pris kr. I2.00, innbundet kr. 14.50.

OTTEN DE BIND. 1935 B.

H. Blom Svendsen: Norsk salmesang, I. Arven (ra gammel tid.

301 sider. Pris kr. 10,00, innbundet kr. 12.00.

NIENDE BIND. 1933 B.

H. Blom Svendsen: Norsk salmesang. II. Landstad og Hauge.

157 sider. Pris kr. 10.00, innbundet kr. 12.00,r ^

TIENDE BIND.

H, Blom Svendsen: Norsk salmesang. III.

Utkommer senere.

ELLEVTE BIND. 1935 C.

Johannes Gausdal: Contributions to Santal Hymnology.

101 sider. Pris kr. 5.00, innbundet kr. 7.00.

TOLVTE BIND. 1935 D.

Livserindringer fra Norge og Amerika af Provst August Weenaas

(1835-1924). Med billeder.

280 sider. Pris kr. 8.00, innbundet kr. 30.00.

TRETTENDE BIND. 1936 B.

Anders Skrondal: Grundtvigianismen i Noreg. Kyrkje og skule. 1872-1 890.

195 sider. Pris kr. 8.00, innbundet kr. 10.00.

FJORTENDE BIND. 1937 B.

Jens Holdi: Niels Johannes Holm, 1778-1845. Et Blad af Brødre-menighedens Historie. (Afhandling for Doktorgraden i Theologi.) —* Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, Kjøbenhavn. A/S Lunde & Co.s forlag, Bergen.

387 sider. Pris d. kr. 6.75, innbundet d. kr. 9.25*

FEMTENDE BIND. 1938 B.

S. Sondresen: Norsk-amerikanerne.

179 sider. Pris kr. 6.50, innbundet kr. 8.50.

SEKSTENDE BIND. 1947.

O. Olafsen; Mit Liv gjenoplevet i Mindet.

280 sider -f- opplysninger, register og bibliografi.

Pris kr. 12.00, innbundet kr. 16.00.

Kaare Hau\aas: Olaf Olafsens forfatterskap. Bibliografi. (Særtrykk av sekstende bind).

23 sider. Piis kr. 5.00.

SYTTENDE BIND. 1947.

Birger Gulbrandsen: Nattverden i norsk kirkeliv.

420 sider. Pris kr. 15.00, innbundet kr. 20.00.

SÆRTRYKK AV NORVEGIA SACRA (AARBOK).

(Bare få eksemplarer igjen.)

Haugianeren og demokraten Mikkel Grendahl. Av lektor Anders Gimse. 1923.

45 sider. Pris kr. 1.00.

Omkring 1739. Et bidrag til folkeundervisningens historie paa landet i Norge. Efterlatte optegnelser av rektor J. Jørgensen. 1923. 16 sider. Pris kr. 1.00.

Rektor Jørgen Jørgensen. 1941 —1922. Av skoleinspektør P. Sandtiik* 1923.

18 sider. Pris kr. 1.00.Prestekunstnere i Norge paa 1600-tallet. Av lektor Joh. E. Brodahl. 1926 10 sider. Tekst og XXIV sider billeder. Pris kr. 1.00.

Prestenes bekjennelsesplikt i den Norske Kirke. Av Absalon Taranger 1927. 84 sider. Pris kr. 2.00.

Tilbakeblik over mit Presteliv, Av Provst P. St. Koren (1844— 1931). Med portrett. 1934. 40 sider. Pris kr. 1.00.

Til forstaaelse av Læstadianismen. Et brevskifte mellem prinsesse Eugénie og kyrkoherden P. O. Grape. Meddelt av professor dr. Oluf Kolsrud, Med innledlning av sogneprest Kristian Nissen. 1935. 17 sider. Pris kr. 1.00.0 G

Depotbiblioteket

75sd 26 119

Johansen St Nlelsen, Boktrykkeri. Oalo.

B. S

XVI.

Digitaliserad av Projekt Runeberg och publicerad på http://runeberg.org/mitliv/.

Konverterad till .pdf, .epub, .mobi och .txt av Arkivkopia och publicerad på https://arkivkopia.se/sak/runeberg-mitliv.

Filen skapad 2018-12-17 11:55:13.502462