Det här är HTML-versionen av 100 Præstehistorier eller Præstestandens lyse og mørke Sider. Klicka här för mer information om boken.

Den här boken är hämtad från Projekt Runeberg. Böcker kan vara maskinlästa utan korrektur.

100 PRÆSTEHISTORIER. ELLER: PRÆSTESTANDENS LYSE OG MØRKE SIDER.



EN MONOGRAPHIE.

DRAMMEN. O. STEENS BOGTRYKKERI. 1893.



Forord til den elektroniske udgave



Dette anonyme verk anses vare av Nils Poulsen Winther (1817-1894) er digitalisert 2013 av Det Kongelige Bibliotek i København og tilpasset for Projekt Runeberg i november 2013 av Ralph E.

Siden 37 har lite av texten overskult, saa den ikke kan leses, saa den siden skall udbytes.



Forord.



Hvoraf det kommer, at Præstestanden, fremfor noge anden Stand, har været underkastet skarpere Kontrol og derved paadraget sig et Omdømme, som ingen anden Stand, er ikke saa ligetil at kunne sige; men saa er det dog.Det er mærkværdigt nok, at ingen har været værre til at kritiserere Standen end Præsterne selv, og som vil sees af følgende Henvisningstegn.

Man har ment, at det skriver sig fra den Tid, da mangen Præst opførte sig mere som Sognepave end som Sjelesørger og Menighedens Tjener.

Hermed faar det da være, som det vil: et er dog sikkert, og det er for det første, at inden Standen har der til enhver Tid været Præster, der med rosværdig Iver ei alene har opfyldt sine Kaldspligter, men som ogsaa i Sandhed kunne sige: »Vi ere Sendebud i Kristi Sted«. For Norges Vedkommende skal vi nævne i Rationalismens Tider: Præsten til Alstadhoug Peder Dass, A. C. Arøbo, Biskop i Throndbjem, Jens Rimb, Præst i Throndhjem, S. O. Brun, Præst i Kragerø og Forfatter af »Sjungende Tidsfordriv«,Pontoppidan, Joh. Nordal Bruun, Joh. Nic. Trondsen og endelig den saakaldte «Syvstjerne«, m. fl.

Dernæst skal ogsaa bemærkes, at der inden Standen er i den senere Tid foregaat en stor og mærkbar Forandring til det bedre, ligesom man vel ogsaa maa antage, at Udjævnelsen af den Kløft, som har været mellem Præsten og det troende Lægfolk, er et Bevis herpaa.

Naar der imidlertid her agtes at samle og udgive forskjellige Sagn, som endnu bor paa Mennesketunge, dels og historiske Antegnelser, hvoraf alle, der er mærket med en Stjerne, er fortalt af Præster, da er det ingenlunde dermed Hensigten at fremstille eller tegne Præstekarrikaturer. Tvertimod, man har kun til Hensigt først at vise, hvorledes Klinten ogsaa her skyder op blandt Hveden, dels og at fremstille de Humoristiske i de mange tillavede Præstehistorier. Dog vil enhver Antegnelse ske med streng Iagttagelse af Sømmelighed eller med, hvad jeg tror, man kalder Diskretion.

Sluttelig bemærkes, at en og anden Historie vel ikke netop er blot om Præsten, men enten fortalt af ham eller og paa en eller anden Maade interesseret i den.

Endvidere bemærkes, at Standen er et, Embedet noget ganske andet. Standen kan beskjemmes; men Embedet er af Gud og er helligt.

Forfatteren.



Da Foreningen mellem Norge og Sverige var kommen istand, gav dette, som ventelig var, Anledning til hyppige Sammenkomster, hvor mangt og meget blev drøftet. I disse Selskaber var Geistligheden ikke mindst repræsenteret.

Saaledes berettes om et Selskab paa Bogstad i Asker i Juni 1816, hvor man ei alene tillod den selskabelige Tone al Frihed, men ogsaa Lysten til Nydelse af Vin. Blandt Gjæsterne fortælles om Biskop Krogh, at han, efter at have drukket godt, havde lagt sig til at sove nede ved Elvebredden. Herfra er han vælted ud i Vandet, og havde under Kantringen viklet Kjolen saa omHovedet, at han ikke vidste, hvor det bar hen med sig, indtil en yngre Officer sprang i Vandet og reddede ham. Da Grev Essen, der fra et nærliggende Lysthus var Vidne til dette lidt komiske Optrin, saa, at Biskoppen var kommen paa det Tørre, skal han have sagt: «Det var et egendommeligt Sæt at blande Vatn og Vin på». Man siger imidlertid om nævnte Biskop, der har Ord for at have været en meget gemytlig Mand, at han ikke stod tilbage for Grev Essen i Aandsnærværelse. Saaledes fortælles, at han engang paa en Visitatsreise havde sin Famulus med sig. Denne stod en Gang og betragtede Bispens Flaskefor, der ogsaa var med paa Visitatsreisen. Paa Flaskeforet stod Forbogstaverne til Biskoppens Navn: M. B. K. «Mon ikke dettebetyder: Mere Brændevin Krog», spurgte Famulus. «Nei», svarede Biskoppen, «det betyder: Mere Beskedenhed Knegt». Omtrent samtidig med den foregaaende, har vi en Historie, hvori en Præst og en Bonde støder sammen. Om Præsten siger en af hans Kollegaer, at han opførte sig mere som Sognepave end som Sjelesørger.

Saa var det en Søndag, som han paa Prækestolen anførte noget af Bibelen og tillige Stedet, hvor det stod. Pludselig hørtes en Stemme i Kirken, som sagde: «Nei holdt Far! han tog Feil«. Dette vakte Forbauselse over hele Kirken, medens Præsten ikke lod sig bringe det mindste ud af Fatning. Da Forretningen var slut, blev Bonden fremkaldt.

«Er du den Mand, som tør sige, jeg tog Feil,» spurgte Præsten.«Ja, han Far tog Feil,» svarede Bonden.

«Tør Du endnu sige, jeg tog Feil», vedblev Præsten, «Du, som ikke kan de 10 Bud».

«Jo», mente Bonden. «Jeg kan nok de 10 Bud, men kanske ikke han Far kan det 11te».

Her stod Præsten fast og maatte spørge, hvad der stod i det 11te Bud?

«I det 11te Bud staar, at det er snart gjort at ta Feil», sagde Bonden.

«Godt!» sagde Præsten, og dermed var han ferdig med Bonden. Der fortælles ogsaa, at en Præst og en Fogd engang traf sammen. Fogden var af det Slags, som var lidt gnaven paa Præstestanden. Fogden spurgte da Præsten, hvorfor Præstesækken aldrig blir fuld. Hertil skal Præsten have svaret: «Der kom engangen sulten Fogd og aad Bunden ud af den, og siden har ingen Præst magtet at faa sat ny Bund ind.» En Søndagsmorgen kom en Præst ud af sit Studerværelse og skulle gaa i Kirken. Veien faldt igjennem Kjøkkenet, hvor en Suppegryde stod i fuld Kog. Præsten tager da et Stykke Brød og dypper i Gryden, men slipper af Vanvare med det samme den skrevne Præken, som han holder i den anden Haand ned i Gryden. Den tog Præsten dog svindt igjen; men idet han skulde slænge Suppen af den, glap den ud af Haanden og langt hen paa Gulvet. Der laa Hunden, der ikke var sen om at sluge Prækenen i sig. Nu stod Præsten der og vidste ikke, hvad han skulde gjøre. I Kirken maatte han gaa og ligesaa paa Prækestolen ogsaa. Da han kom der, stod han en Stund taus. Endeligsagde han: «Den Præken, som Menigheden skulde havt idag, den — — —» Ja, hvad mener du vel, han sagde? Men jeg vil ikke gjengive Præstens Ord og heller ikke Løftet, han gav for næste Søndag. En Præst kom engang ind paa et Sted, hvor en Del Fritænkere sad om Punsbollen. «Her sidde vi», sagde de til Præsten, «og drikker Fornuftens Skaal». «Det gjør I Ret i», svarede Præsten, «at I erindre Eders fraværende Venner». Om Lars Linderoth berettes, at han var temmelig drøi i sine Ligtaler. Naar han vidste, at den Afdøde havde levet et ugudeligt Liv lige til sin Død, saa sagde han uden videre, at hans Sjel var i Helvede. Derover blev mange forbittrede, og som derfor lagdean paa at spille ham et Puds. En saakaldt Proformabegravelse kom istand, og Linderoth skulde holde Ligtalen. En af Spotterne laa i Kisten.

Præsten kom og gik hen til Ligbaaren, hvor ban blev staaende en Stund taus. Derpaa udbrød han med dæmped Stemme: «Denne Sjel finder jeg hverken i Himlen eller i Helvede.» Men strax efter udbrød han med sin vældige Tordenrøst: «Nu for han lige til Helvede!» Kisten blev aabnet, og Spotteren laa død, medens de andre forstummede. Hvad der videre skede, vides ikke; men saa lyder Historien. Mere tilforladelig tør maaske nedenstaaende Historie antages at være.

En Præst blev engang opfordret til at prædike i en fremmed Kirke. Texten skulde ligge færdig paa Prækestolen. Præsten komog indtog sin Plads. Paa Prækestolen laa et Stykke Papir, som Præsten tog og besaa paa begge Sider, uden at finde noget hverken paa den ene eller den anden Side. Han stod stille en Stund og saa ud over den store Skare, som havde samlet sig i Kirken. Derpaa betragtede han atter Papiret og sagde: «Paa denne Side staar intet og paa den anden Side staar intet, og af intet skabte Gud Verden raabte han derpaa med sin Stemmes mægtige Styrke. Og nu beskrev han, hvorledes ogsaa et Menneske maatte blive til intet i sig selv, førend Gud kan faa udrettet sin Gjerning i ham. Alle vare enige i, at en saadan Præken var der aldrig før hørt i denne Kirke. I Burgund Præstegjeld paa Søndmøre var i fordums Tid en Præst, som Almuen havde stor Respekt for. Der gik ogsaamange Rygter om Præsten, men alle var af den Beskaffenhed, at de forøgede Respekten.

Saa var det en Søndag, som Præsten skulde præke i Skodje Kirke. Alle paa Præstegaarden rustede sig da til Kirken; kun Stupigen blev hjemme.

Paa den Tid var det ikke saa sjeldent at træffe paa Svartebogen. Den var da ogsaa paa Præstegaarden, og Præsten havde i Skyndingen glemt den igjen paa Bordet. Denne Bog skal det være rent raadløst at røre ved. Men hvad det nu var eller ikke var, Pigen var nu kommen over den, og det traf sig netop saa, at hun slog op og læste det Sted, som handlede om at løse den Slemme. Aldrig før dette var gjort, saa kom han og spurgte, hvad han skulde gjøre?

Nu forstod Pigen, hvad hun havde gjort, men fattede sig strax. «Du skal gaa ned og øse tomt Dragesundet«, sagde hun, ogdermed for han afsted og begyndte at øse af alle Kræfter.

Da saa Forretningen var slut i Kirken, og Præsten kom til Dragesundet, forstod han strax, hvad der var foregaat paa Præstegaarden. Præsten havde da sin Møie med at faa den Onde bundet igjen. Siden glemte Præsten ikke oftere Bogen igjen paa Bordet. I en af vore Fjeldbygder var der for ikke saa mange Aar tilbage en Præst, som var lidt slurvet i det daglige Liv. Derimod havde han en Kone, som holdt ham i Ørene. Saa var det engang, som Præsten skulde reise til Byen, at Fruen bad ham kjøbe sig en Hekle. I Byen boede Præstefruens Moder. Til hende fortalte Præsten da, at han skulde kjøbe en Hekle til sin Kone. Den skal du faa af mig, sagde hun. Da hun saa kom med Heklen, skal Præsten have sagt: «Takskal du have baade for denne Hekle og for den første, jeg flk af dig.» Af den første var han mangengang bleven dygtig overheglet for sit Slurveri. Der fortælles om en Præst, som, idet han kom op paa Prækestolen, fandt en Seddel, hvorpaa der stod skrevet: «Vi ønske at se Herren!» Forskrækket herover tænkte Præsten ved sig selv: Endnu ikke vist dem Herren.

Et Par Søndage senere laa der atter en Seddel paa Prækestolen, hvorpaa der stod skrevet med store Bogstaver: Da bleve Disciplene glade, da de fik se Herren. Præsten havde nemlig i Mellemtiden selv faat se ham, og da var det let at fremstille ham for andre. En Præst fik engang et Brev fra en af sine Kolegaer, hvori denne tilbyder ham lidt Honning. «Ja Honning,» svarede hin, «kunne vi nok modtage; men her har vi mere Brug for Salt». Maaske Honningpræsten ogsaa kunde behøve lidt af dette Krydderi? En Præst begyndte engang sin Præken paa første Paaskedag med de Ord: «Hvor kommer du fra?» Præsten lod derpaa sine Tilhørere i de foregaaende Helligdage komme snart fra et, snart fra et andet Sted. Efter derpaa at have talt om de mindre passende Steder at opholde sig paa, gav han en liden Stands og sagde saa derpaa: «Men nu kunne vel Nogen ogsaa ville spørge mig, hvorfra jeg kommer. Jo jeg kommer fra de Steder, hvor den taarefulde Magdalena gaar fuld afBekymring og spør: «Hvo skal vælte os Stenen fra Graven?« — — — — — —. Der fortælles om en Præst, som ikke tog det saa nøie med sine Billeder. Saa var det en Gang, han vilde vise, hvorledes de urene Kjødets Lyster trænger ind i Hjertet, at han sagde: «Man pleier sige for et gammelt Ordsprog, at naar man har en Skjeppe Lus i Hovedet, kryber der ogsaa nogle i Ørene». Der var engang paa Næs i Hallingdal, at en skjægget Buk var kommen ind i Kirken. Det var sent en Høstkvæld, og Folk fik da høre Larmen. En gammel Kone kom derpaa næsten livløs til Præstegaarden og fortalte det til Kokkepigen, og Kokkepigen fortalte det til Fruen og Fruen forpustet indtil Præsten og fortalte, at Djævlen var i Kirken.

Nu traf det saa, at Klokkeren var i Præstegaarden samme Kvæld. Han og Præsten spilte Femkort.

«Du faar tage en Lygte du Klokker og gaa bort i Kirken», sagde Præsten.

«Nei, det er bedst, han Far gaar,» sagde Klokkeren; «det staar mere Respekt af ham». Begge var kridhvide i Ansigtet.

«Er du ræd Klokker?» sagde Præsten. Nei langtfra, ræd var Klokkeren ikke.

«Men kunne vi ikke gaa begge To», sagde Klokkeren. Det blev da saa, at de skulle gaa begge. Gaardsgutten kom med en Lygte, som Klokkeren tog, og saa bar det afsted.

Da de kom ind i Kirken, hørte de noget rusle mellem Stolene. «Gaa foran du Klokker,» sagde Præsten. «Nei, han Far gaar foran,» sagde Klokkeren. «Du er rædKlokker!» sagde Præsten og puffede til Klokkeren, saa han for lige mod Bukken. Derved gik Lygten iknas og Lyset sluknede. Dermed tog de tilbens allesammen, Præsten først, saa Klokkeren og Bukken sidst. Men da de kom paa fri Mark, rendte Bukken paa og kom lige mellem Benene paa Klokkeren, som derved blev siddende skrevs paa Bukken.

Klokkeren troede nu, det var hans sidste Reise, saa sig tilbage og skreg til Præsten: «Farvel Far! han tog mig.« «Gjør Tegn for dig Klokker!» skreg Præsten og løb efter. Endelig fik han fat i Bukken og Klokkeren var reddet. Efterstaaende lille Fortælling er vel ikke netop en Præstehistorie, men vi tager den med blandt disse alligevel.

Der var en Søndag, som en gammelKone kom ind i Kirken, og da hun var lidt tunghør, gik hun frem til de forreste Stole og satte sig i en af disse. Men der sad ogsaa nogle unge og fornemme Damer, der rynkede paa Næsen, fordi den Gamle satte sig i deres Nærhed. Dette mærkede Konen, som maaske havde havt en vel saa fin Opdragelse, og som derfor beskedent veg langt tilbage i Kirken. Imidlertid kom Præsten, og da han fik se den gamle Kone saa langt bag i Kirken, gik han ned til hende, tog hende under Armen og satte hende tæt under Prækestolen. Det var Præstens Moder fra Landet, som idag var i Besøg hos sin Søn. Dette forstod hine Damer, som vi hermed overlader til at anstille Selvbetragtninger over sin Opførsel. Der fortælles om en Præst, som havde en Kamp med Djævlen om et Værelse ogsom stod paa i tre Dage og tre Nætter. Djævlen havde sat sig i Besiddelse af Værelset, førend Præsten kom og rumsterede der baade Nat og Dag. Men nu vil den nykomne Præst have det til Studereværelse og efter mange Basketag med denne Fyrste, gik endelig Præsten af med Seiren. Efterstaaende er vistnok nærmest en Menighedshistorie, men vi tager nok ogsaa denne med.

I en vis Menighed var der foregaaet Præsteskifte, uden at Menigheden var rigtig fornøiet med den nykomne Præst. Saa var det en Lørdagsaften, at Præsten flk se den ene efter den anden samle sig i den tætved Kirken staaende Kirkestue. Han fik da fat paa Kirketjeneren og spurgte, hvad dette skulde betyde. Denne vilde for det første ikke ud med det, men maatte dog tilsidstfortælle, at flere i Menigheden var blevne enige om, at samle sig for at bede for Præsten. Da skal Præsten have sagt: «Saa er det nok paa høi Tid, at Præsten begynder at bede for sig selv.« Følgerne blev til stor Velsignelse for baade Præst og Menighed. Fra Danmark berettes om en Præst, som blev dømt fra sit Embede, fordi han havde pantsat Kirkens Kommunialbæger. Ved en Præsteordination i en af vor Hovedstads Kirker talte Bispen over de Ord: «Værer snilde som Slanger og endfoldige som Duer.»

En anden Præst, som var tilstede, mente at Bispen burde føiet til: «Se jeg sender Eder som Faar midt iblandt Ulve; thi en værre Ulveslægt end den, Ordinandenkommer til, findes ikke i Norges Land,« sagde Præsten. Derpaa nævnte lian ogsaa Menigheden. Jeg afskedigede de fleste af mine Konfirmander, skriver en Præst i sin Dagbog; de ere i alt 78. Men det er yderst sørgeligt, at dette Arbeide fra den økonomiske Side skal være saa vigtigt (det indbragte mig dengang 846 Rbd.) og fra den religiøse Side saa tungt og frugtesløst. Jeg er lidt af en Dagvælger, siger en Præst: Den 21de April har flere Gange i mit Liv været en ubehagelig Dag. Men da den 21de April indtraf i Aar, gik det bedre end jeg havde ventet; jeg flk usædvanlig mange Tilhørere. Man siger, naar en Præst har præket en Tid paa samme Sted, saaaftar Tilhørerantallet; men jeg har gjort den modsatte Erfaring. Om Præsten Berg i Ringsaker fortæller en af hans Kollegaer i et offentlig Blad, at han to Gange for verbale Injurier mod agtbare Embedsmænd er idømt Mulkt og ved Vidner overbevist om at have begaat Ran, samt gjort sig skyldig i Forsømmelser og mislig Embedsførelse, og endelig, at han fører et forargeligt Liv. Tilsidst blev der spurgt i Aviserne, hvorledes en saadan kan sidde i Embedet? (Dette hører dog til en forbigangen Tid). En Præstehistorie fra Danmark beretter, at en Præst der skal af en Engel ha faat et Himmelbrev med forgyldte Bogstaver. Englen skal tre Gange ha tilbudt PræstenBrevet, førend han vilde modta det. Det indeholder Formaning til Omvendelse og flittig Kirkegang og ellers haarde Straffedomme. Om samme Præst derved flk flere Tilhørere, vides ikke. I en Nabobygd til Drammen var der for en Tid siden en Præst, som ikke tog det saa nøie med Forberedelsen til sine Prækener og heller ikke med Opholdsstedet, førend han gik i Kirken. Han kom som oftest fra Selskabslivet og did bar det igjen ligefra Kirken, hvor han kasted Kappe og Krave fra sig med de Ord: «Der ligger Præsten og her er jeg!» Jeg vilde ikke for nogen Pris i Verden, sa en anden Præst, at min Sjel skulde være i min Haand; thi ellers havde Satanlængesiden revet den til sig, omtrent som Høgen snapper en Kylling. Men af Guds Haand skal hverken Djævlen eller nogen anden tage den. Jeg er glad ved at kunne sige med fuld Fortrøstning: «Jeg er tegnet i hans Hænder. Gid enhver i min Menighed kunde sige det samme! En anden Præst fortæller, at i hans Kapellantid var der en hel Flok af unge Piger, som var meget religiøse; men da de fornam, at Præsten havde besluttet ikke at ville gifte sig, var det forbi med deres Religiøsitet. Præsterne har i Almindelighed ikke været rædde for at give sine Embedsbrødre sit Pas paaskrevet. Saaledes fortælles om en Præst, som sammenlignede tre andrePræster med et fyldt Anker, paa hvilket man havde aabnet Tappen og lod hele Indholdet rinde ud med engang; tilslut kom da ogsaa ofte lidt af Bærmen med. Derimod roser han en anden Præst, som altid vidste at holde op i ret Tid. En fornem Herre havde engang lovet sin Præst at forære ham en Pelts og givet sin Tjener Befaling at kjøbe den og bringe den til Præsten. Da det imidlertid drog ud hermed, og Præsten fik se den fornemme Herre i Kirken, brød han af i Prækenen og spurgte: Hvor blir der af Peltsen? En Præst og en Officer kom paa engang til et Skydsskifte, hvor de agtede at overnatte. Paagrund af flere Reisende maatte de dele Værelse sammen. Præsten gik straxtilsengs, medens Officeren, tog op af sin Reisekuffert en Bibel, og forelæste sig et Stykke deraf. Derefter faldt han paaknæ og befalede sig og sin Familie i Guds Varetægt. Alt dette havde Præsten i Stilhed været Vidne til.

Om Morgenen var Præsten staat tidlig op og havde forladt Værelset. Officeren traf ham i Spiseværelset og foreslog efter Frokosten at holde Morgenandagt, førend de tog ud. Da Præsten undslog sig, blev den forrettet af Officeren. Men hele denne Begivenhed havde en saadan Indflydelse paa Præsten, at han ikke kunde præke som sædvanlig den paafølgende Søndag. Han kunde blot fortælle, at en Officer havde aabnet Øine paa ham for, hvad en Præst’s Gjerning bør være, samt hvad han herefter vilde forkynde sin Menighed.

Dette blev Begyndelsen til en stor Vækkelse og et nyt Liv i Menigheden og Præstenvelsignede den Dag, han traf sammen med Officeren. Ingen Præst, sa Luther, bør tage de tre trettekjære Hunde med sig paa Prækestolen: «Æresyge. Gjerrighed og Avind.» En Præst blev engang hentet til en syg Mand. Da Præsten kom, spurgte den Syge, hvori Sindsro og Sjelefred bestaar? Jeg skal gaa hjem og tænke over, hvori det bestaar, sa Præsten. Men imidlertid kan jeg dø, indvendte den Syge. Jeg skal være her snart igjen, sa Præsten, og dermed gik han. Da sa den syge Mand til sig selv: Jeg er en Synder, det ved og føler jeg. Men Gud er naadig og barmhjertig i Kristo, det tror jeg, og Gud tager ogsaa mig tilnaade efter sin Forjættelse, det haaber jeg. Den Sygefik neppe udtalt, førend han døde. Nu kom Præsten og hørte med Forundring den Syges sidste Ord med hvilke han døde.

Næste Søndag begyndte Præsten sin Præken med de Ord: «Gud har taget mig i Skole. En Sygeseng er bleven min Kirke og en døende Mand min Prædikant. Derpaa fortalte han, hvad der var skeet i den Syges Hus, samt at han herefter vil tale om Synd og Naade, om Frelse og Fred i Kristo« osv.

Før stod Kirken om Søndagene godtsom tom, men nu blev den overfyldt. Forfatteren holder stærkest paa de Historier, som han har fra Præstens egen Haand, mundtlig eller skriftlig, selv om de end synes lidt overspændte.

Saaledes fortæller en Præst, at en Satans Engel kom engang til ham i Lignelse af en Konge med Krone paa Hovedet og Scepter iHaanden og udgav sig for Kristus. Præsten mærkede strax, hvem det var og vendte ham Ryggen med de Ord: «Nei, du gamle Sjelm! en saadan Kristus har jeg aldrig set.« Derover blev Satan saa forbitret, at han efterlod en Stank, der var nærved at kvæle Præsten. En Præst fortalte engang i sin Præken om, at Djævlen havde fire Tjenere. Den ene hed: «Der er ingen Fare.» Den anden: «Blot denne Gang.» Den tredie: «Alle andre gjøre saa.» Den fjerde: «Ikke nu».

Disse fare paa Jernbaner, paa Dampbaade, sværme om paa alle Veie, fare ind i alle Huse og trænge lige i Kirkerne. De ere selskabelige, indtagende og meget behagelige; men deres Hensigt er at forføre,fordærve og bedrage. Løgnere ere de alle tilhobe. Jeg var netop kommen op af Sygesengen, fortæller Pastor Sp. og sad alene i mit Værelse, da jeg en Dag fik Besøg af en helstøbt Aristokrat og som var en ligesaa helstøbt Fritænker.

«Nu, hvordan befinder De Dem idag, Hr. Sp.» spurgte den Indkomne.

«Aa Tak! men jeg er forresten lidt vred.»

«Hvordan! De vred. Hr. Pastor?»

«Ja, jeg skal sige Dem! Jeg sidder og læser om Løven og Lammet, der i fredelig Enhed skulle græsse sammen, og saa blev jeg Vidne til en meget styg Hændelse. En gammel Mand kom hinkende paa en Krykke over Gaden, da en ung Sprader i det sammekom til og river Krykken fra ham, gir ham derpaa et Stød, saa han falder i Sølen.»

«Men da maa jo Fyren være gal,» udbrød Fritænkeren. »Han burde strax være baade tiltalt og straffet.»

«Mener De virkelig, hvad De siger», spurgte den anden?

«Og det kan De spørge om!» henvendte Fritænkeren. «Javist mener jeg det; og hvad andet skulde jeg vel mene om et sligt Uhyre af et Menneske?»

«Men kjære Dem Hr. Tw. hvad gjør De, naar De saa ivrigt forfægter og udslynger deres ugudelige og gudsbespottelige Talemaader! Hvad gjør De andet, naar De river de aandelige Støttestave fra Folk ved Deres fritænkerske Grundsætninger. De er langt værre end hin Gut; hos ham var der tankeløs Kaadhed; men hos Dem er det planmæssig og djævelsk Ondskab.«Fritænkeren taug og gik bevæget bort. Guds Ord og Menneskeord. Der var engang en Præst, og det en dygtig Præst til at præke, men som ogsaa var stor af sin Kunst. Saa var det en Lørdagsaften, som han just var færdig med Udarbeidelsen af sin Søndagspræken, at han laa paa Sengen og frydede sig ret inderlig over, hvad han havde skrevet; han syntes det klang lifligere og bedre end Guds eget Ord.

Da tog det i Døren; den gik sagte op. Han saa ingen; men Sandet paa Gulvet føg til Siden, det gik henad, hvor hans Præken laa, og Lyset slukkedes. Morgenen efter saa han, at det hele var brændt, undtagen Bibelsprogene. En pent klædt Dame kom for nogleDage siden ind til en Præst i Gøteborg og klagede over, at hendes Mand i den senere Tid var bleven noget underlig. Han havde rent Mani for et Par Kandelabre af Sølv og vilde ikke tale om noget andet. Kunde ikke Pastoren være saa snild at forsøge Ordets Magt paa ham?

Jo det skulde Pastoren gjerne, bare Manden vilde komme til ham.

Med denne Besked gik Damen, men styrede Kursen til nærmeste Juvelerbutik, hvor hun anmodede om at faa med sig for Pastor X.s Regning et Par fine Kandelabre til Eftersyn. Damen fik dem, men man lod for Sikkerheds Skyld en Betjent følge efter. Hun gik ganske rigtig ind i det Hus, hvor Præsten boede.

Imidlertid havde den listige Dame kun gaat tvert igjennem Huset og var fordunstet.

Time efter Time forløb, uden at Juveleren fik nogen Besked fra Pastoren.Tilslut blev han urolig og sendte en Mand for at høre, om Pastoren havde bestemt sig for Kandelabrene.

Manden kom ind og spurgte, om Præsten vilde beholde Kandelabrene.

«Kandelabrene!»

«Ja, Hr. Pastoren husker nok . . . .»

Nu mente Præsten, at det var Manden til den Dame, som hun talte til ham om.

»Min gode Mand!» sa Præsten, «tænk ikke mere paa dem; lad disse være, hvor de er. Tænk ikke paa det Jordiske. Tænk ikke mere paa dem; lad, som De aldrig havde set dem.

»Ja, men . . . .»

«Nei min gode Mand! sid ned, saa skal jeg læse et Stykke af Bibelen for dem.»

Budet, som nu saa, at det var umulig at faa Besked af Præsten, tog tilsidst Flugten, da han troede, at Præsten havde en Skrue løs.En Stund efter indfandt Juveleren sig hos Præsten, og nu løstes Gaaden. Præsten og Tobakpiben. Derfo om en Præst, som havde vænt sij Tobakpiben, at den hang i Munden pa. bestandig. Læste han i Bibelen, maatte være med. Talede han med om deres Salighedssag, Piben sad i Mv og Præsten sendte ud den ene Røgsky den anden. Saa fik han Besøg af en ; Præst, som sagde: «Foruden, at T røgning skader Sundheden og Pungei den en Satans Saakurv, hvorfra han k Næve for Næve ud, indtil Røgeren blir omtaaget. Derefter kom Piben aldrig i Præstens Mund. Fisken i Vandet, Fuglen i Luftenjeg i min Præstekjole, sagde engang Pastor H. Hver var her i sit rette Element, mente Præsten.

Saa tænkte dog ikke en anden Præst, der ofte gik ligefra Kirken og i Selskab, hvor han slængte Kappe og Krave fra sig og sa: «Der ligger Præsten, og her er jeg.» En Præst skulde engang holde en Ligtale over en stor og fornem Herre. Efter at have rost og berømt den Afdøde saapas, som Præsten syntes, sagde han: «Og den Herre Jesus skal have Æren af at opvække ham.» Men der gives ogsaa Præster, som heller ikke her, lige over for høie Personer, er bange for at sige den fulde Sandhed, uden mindste Smiger. Saaledes fortælles om enPræst, som holdt Ligtale over en Dronning, at han blandt andet sagde: «Hun var en Dronning uden Kongerige, en Kristen uden Tro og en Kvinde uden Blufærdighed.» Bekjendt er ogsaa Magisters Ole Vinds Præken, hvori han revser Hofpersonalet. Magisteren blev anklaget og af Kongen paalagt at holde samme Præken op igjen, hvoraf Følgen blev, at Magisteren blev udnævnt til Hofpræst.

Grundtvig har herom en Sang, hvoraf jeg skal anføre nogle Vers:

»Og det var Mester Ole Vind Alt med den skarpe Tunge, Med Aandens Sverd han trængte ind Paa Gamle og paa Unge. Det trængte ind til Marv og Ben, Og ramte det en Hjertesten, Da maatte Øren klinge.

De Hofmænd ginge spodske ind Alt paa de høie Stole,Og dobbelt ivrig udi Sind, Da prækede Hr. Ole. Han præked om det bløde Skind, Hvori sig Storfolk svøbe ind, Og Mænd i Kongens Gaarde.

»Ja der,« saa faldt hans hvasse Ord, »Der skal man Kristne finde. Ja Kristenflok om Drikkebord Med Kande, Krus og Kvinde. Og saa Guds Ord i Hyldekrog, Hvor bundet haardt i Spændebog Det ligger som en Fange«.

Efter at Magisteren har holdt sin Præken op igjen, fortsætter Grundtvig:

»Og der kom Bud fra Kongens Gaard, Nu gjælder det Hr. Ole! En dygtig Tak for Sidst I faar Nok fra de høie Stole. Og der han kom for Kongen ind, Goddag, vor Præst! nu Mester Vind! Nu skal Guds Ord til Hove.«

Dette Tilbud vilde Magisteren ikke modtage og anførte til Undskyldning tre Grunde: Han forstod sig ikke paa Hofnoder,— 41 —

maatte bruge Calot og kunde ikke lade være at tale Sandhed.

Men det var fjerde Kristian. Og nu tog han tilorde : »I er en dygtig Præstemand Og præked, som I burde. De Hofmænds Noder le vi ad, Tag tre Calotter om I gad, Og Sandhed vil vi høre.«

En Præst fik engang Besøg af en kristelig, men anfægtet Kone. Hun var fra Nabolaget og kom til Præsten for at faa lidt Trøst af ham. Men Præsten forblev taus, alt Konen klagede sig. Tilsidst maatte hun gaa. Bagefter blev Præsten dog forskrækket over sin Taushed og opsøgte derpaa Konen i hendes Hjem, for at høre, hvordan det stod til. Men nu svarede Konen heller ikke Præsten. Tilslut fortalte hun dog, at hun paa Hjemveien syntes høre— 42 —

en Røst, som sagde: «Søg du Herren og ikke Tjeneren, saa er du sikker baade paa Svar og Hjælp.« Dette bar jeg nu gjort og er dermed hjulpen. Nu forstod Præsten, hvorfor Herren dengang havde lukket Munden paa ham.

Gudstjenesten var netop endt i É. Kirke. Præsten havde præket, holdt Nad-vere, forrettet Barnedaab, modtaget nogle Kontorbesøg, som ikke kunne gjøres om Hverdagene og var saavidt færdig til at gaa ned i Spiseværelset, da han hørte Trin i Trappeopgangen. Præsten var ikke i den bedste Sindsstemning. Under Prækenen havde en Pige faat Krampe og maatte bæres ud, og da Sangen skulde begynde, havde Bælgtræderen sødelig sovnet ind. Organisten maatte derfor mindst 10 Gange ringe med Klokken, førend Sangen kunde komme igang.— 43 —

Havde det første sat Tilhørerne i Skræk, saa lød nu almindelig Munterhed, og Præsten frygtede for, at alt dette vilde bli Gjenstand for Omtale, medens Prækenen vilde fordufte. Dette var Grunden til Præstens Misstemning.

Nu sad han og grundede paa, om det, som var passeret i Kirken, kunde tilskrives Guds Styrelse eller om Djævlen havde sine Fingre med i Spillet, eller og om Menneskets Daarskab var Skyld deri, da han, som sagt, hørte Skridt i Trappeopgangen og en Mandsstemme som spurgte: Er Pastoren hjemme? Præsten aabnede Døren og der stod en Arbeider med en liden Gut paa Ånnen og en lidt ældre Tige ved Haanden.

»God Morgen, Hr. Pastor!» sa Manden; «De kjender mig vel ikke, og det kan ogsaa være det samme; men jeg kjender Dem. Jeg saa Dem, da Kneipeværtens Kone blev begravet. Deres Tale syntes jeg godt om; men bedst syntes jeg det var, da De sa, åt— 44 —

De ikke vilde begynde at tale, førend vi lægger vore Cigarer fra os. Alle de andre sa ogsaa, at det var det bedste ved hele Begravelsen.»

«Det er altsammen godt og vel,» sa Præsten, «men lad mig nu faa høre, hvad De vil.»

«Ja, lad mig bare faa tale ud,» indvendte den anden. «Først skal jeg si Dem, at jeg ikke er af Deres Religion; men jeg sætter Pris paa min Tro. For en Del Aar siden blev jeg gift med en Pige, som er af Deres Religion. Men det kjedelige ved Sagen er, at vi ikke ere enige om, til hvilken Religion vore Børn skal høre. For hen ved fire Aar siden fik vi denne Pige. Enhver af os vilde da helst ha hende døbt til sin Tro, og derved er det blit. Saa for lidt over et Aar siden kom denne Gut, og saa blev det det samme.» (I Parenthes bemærkes, at Præsten— 45 —

blev anmodet om at komme tilbords, som der dog ikke blev noget af.)

Præsten bad nu atter Manden sige fra, hvad han vilde; men denne lod sig ikke bringe ud af Fatning. Han fortsatte noksaa rolig om, at det var daarlige Tider, at det i Dag var hans Kones Fødselsdag, at han altid paa denne Dag pleiede at gi sin Kone en Foræring, men havde til sin store Sorg denne Gang ikke Raad dertil o. s. v. o. s. v.

Præstens Taalmodighed var derved, som rimeligt kunde være, næsten udtømt. Præsten er ogsaa kun et Menneske. Lidt grætten før og nu, som Præsten udlod sig med, komme og tigge om Penge til Konens Fødselsdag — — — — «Nei hvem i alverden forlanger sligt, Hr. Pastor! Nei, nei! De forstaar mig ikke. Jeg har tænkt mig, at jeg ikke kunde gi min Kone en bedre Foræring paa hendes Fødselsdag, end i al Hemmelighed lade Børnene døbe til hendes— 46 —

Religion. Nu ved De, hvad jeg vil, Hr. Pastor! Alt er forberedt. Kora nu og følg med til Kirken og døb mine Børn !»

Præsten gik med til Kirken,' holdt en varm Tale over Troesbekendelsen, døbte begge Børnene, og da Manden sa Farvel, føiede denne til: «Om jeg faar 24 Børn, skal de døbe allesammen. Tak skal De lia!» Nu gik Præsten hjem og spiste Middag.

Men dermed er dog hele Historien ikke ganske slut, Nogle Dage senere besøgte Præsten Familien. Han spurgte da Konen, om hun ikke fik en prægtig Fødselsdagsgave? «Aa jo,» sa Konen, «men jeg vidste nok før, at det tilsidst maatte gaa efter mit Hoved». «Manden lo, og jeg glædede mig over», siger Præsten, «at det ikke var min Hustru, der svarede saaledes».

De offentlige Blade fortæller i disse— 47 —

Dage en styg Præstehistorie om Provst Greve i Sogndal og som skal være aldeles ugrundet. En Bal v ol har nemlig i et offentlig Blad sagt, at Provsten har taget Stikpenge for at slippe et Rigmandsbaru frem til Konfirmation, medens Præsten samtidig hermed skal ha negtet to Fattigmands-børn, der var ligesaa flinke, at bli konfirmerede.

Provsten er en almindelig agtet og afholdt Mand, der fra 233 Husfædre har faat de bedste Bevidnelser. Meddomsretten ilagde derfor Manden 25 Kroners Bøder og Omkostninger; men Juryen frikjendte ham. Dommen har vakt almindelig Overraskelse og Harme.

En ung Præst skulde holde sin Ind-trædelsespræken og havde ogsaa grundigt forberedt sig dertil Han ventede derfor, at48 —

hans Præken vilde gjøre Indtryk paa Menigheden. Især skal den unge Præst ha lagt an paa at vække Følelser, uden at han flk se et eneste vaadt Øie.

Mismodig og utilfreds forlod han Kirken og ilede lige hen til sin gamle Onkel, der havde været Præst, for at beklage sig for ham. Onklen modtog ham ganske koldt og bemærkede kun: Du skulde have valgt til Text: «For intet have I annammet det; giver det ogsaa for Intet», saa havde du ganske sikkert gaat ud af Kirken i en anden Sindsstemning,»

En ivrig og meget begavet Afholds-prædikant havde engang berammet Møde i en Menighed, hvor Præsten var imod Afholdssagen. Dette vidste Prædikanten. Saavel af den Grund, som og fordi, at Præsten frygtede— 49 —

for personlige Hentydninger, vilde ban ikke gaa paa Mødet.

Imidlertid udøvede Talerens Navn en saadan Tiltrækningskraft paa ham, at han alligevel ombestemte sig Præsten kom sent og listede sig op paa Forsamlingshusets Galleri, hvor Talerens skarpe Øie længe bavde søgt ham. Endelig opdager lian ham og begyndte derpaa sit Foredrag saaledes:

«Jeg havde forrige Nat, en sælsom Drøm. Jeg drømte, jeg var i Pandæmonium (de onde Aanders Raadskammer). Hvorledes jeg var kommen der, ved jeg ikke; nok eidet, jeg var der. Jeg havde ikke været der længe, førend jeg hørte dundrende Slag paa Døren og Raabet:

«Beelsebub, Beelsebub! du maa komme øieblikkelig »

«Hvad staar paa?»

«Aa de sender Missionærer til Hedningerne.»

3— 50 —

«Gjør de det. Det var slemme Nyheder. Kommer strax.»

Beelsebub steg op og skyndte sig til Afsætuingsstedet. Der saa han Missionærerne og deres Hustruer færdige til at gaa ombord. Men han saa ogsaa Rækker af Fade mærkede: »Brændevin, Kognak, Punch.»

«Det er bra,» sa Beelsebub, «Faren er ikke saa stor. Brændevinsfadene vil gjøre mere Skade end Missionærerne Gavn.» Derpaa slog han ud sine Vinger og Høi tilbage til sit Sted.

Om en Stund bankede der atter paa Døren.

«Beelsebub!»

«Ja!»

«Nu danner de Bibelselskaber.»

«Gjør de det. Da maa jeg afsted.»

Han farer derhen og fandt to Damer, som gik omkring og uddelte Bibler i Husene.— 51 —

«Dette gaar ikke an,» sa hau, «men jeg faar vel afvente Resultatet».

Damerne besøgte en gammel Kone, som modtog Bibelen med megen Agtelse og mange Taksigelser. Imidlertid gik Beelsebub og lurede. Da Damerne var gaat, ståk Kvinden Hovedet ud af Døren for at se, om hun var ubemærket. Derpaa tog hun Hatten paa og gik til Pantelaaneren med en liden Pakke under Armen. Fra Pantelaaneren gik hun til Kroen og forvandlede Bibelen til Brændevin.

«Det er godt», sagde Beelsebub med en Haaulatter. »Endnu er der ingen Fare.» Derpaa for lian tilbage.

Men paany hørtes en stærk Banken og en endnu ivrigere Opfordring til Beelsebub, at han maatte skynde sig.

«Beelsebub! du maa komme øieblikkelig, ellers er alt tabt. Nu holder de paa at danne Absolutistforeninger.»

»Absolutist! hvad er det?«

4*— 52 —

«Ikke at drikke berusende Drikke.»

«Virkelig! Det var endnu værre Ny-lieder.« Derpaa for han afsted; men korn snart tilbage til sine urolige Legioner.

«Vær ikke rædde,» sa lian. «Det er vistnok en bedrøvelig Historie, men Præsterne er paa vor Side, og Pastor W. (her rettede Taleren sine lynende Øine paa omtalte Præst) gaar i Spidsen for dem.»

«Det skal sandelig ikke ske, at jeg gaar i Spidsen,» udbrød Præsten, idet han reiste sig hurtig og gik hen til Bordet og undertegnede Afholdsløftet.

Der fortælles om en Præst, som var udrustet med en overordentlig Begavelse til i sine Prækener at sætte Fyr og Flamme i Folk. Saa var det engang, som han gik løs paa Uenighed i Familielivet og skildrede dette med de afskyeligste Farver. Derefter— 53 —

talte han om Forsonlighed og hvilke velsignede Følger denne førte med sig og det saa gribende, at Mand og Hustru, Fader og Søn omfavnede hinanden med Taarer og bad om Tilgivelse.

Ligeledes berettes om to Præster, hvoraf den ene var katholsk og den anden luthersk. Efter at de havde tvistet om, hvis Religion var den bedste, spurgte Katholiken: «Hvor var Eders Religion før Luther?»

«Min Herre!» sa den anden, «har De vadsket Dem idag?» Jo det havde han da. «Hvor var da Deres Ansigst før De vadskede Dem ?« Katholiken reiste med det samme og gik paa Døren.

En Præst havde engang udgivet en Lærebog, hvori Kristi Nedfart til Helvede enten ganske var udeladt eller ogsaa benegtet. Da Præsten senere blev spurgt, hvordan detvar gaat med Bogen, skal han ha svaret: ' Den er faret til Helvede, da jeg ikke vilde lade Kristus fare did.»

Under en Bispevisitats i Lier skal Bispen ha faret saa haardt afsted med Præsten, at han blev syg. Dette tog Præstefruen sig ogsaa sværl nær, men slog dog i Bordet for Bispen og formente sig paa, at han skal staa til Ansvar for Herrens Domstol, hvis hendes Mand dør.

Paa en senere Visitatsreise turde Bispen ikke logere sig ind i Præstegaarden, førend Præsten havde kautioneret for Præstefruen.

Professor Yilse fortæller om en Præst i Thelemarken, som fik en Lue lige i Ansigtet, medens han stod paa Prækestolen. Dette— 55 —

passerede i St. Haralds Kirke i Siljord. Historien lyder saaledes:

Der var en Mand, som hed Kjettil i Lien og som kom til Kirken en Søndag for at lade sig vie. Da han saa Præsten Schanke stod paa Prækestolen, tog han Luen og kastede lige i Ansigtet paa Præsten med de Ord: «Staar du der du gamle Sakkededarius. Ved du ikke, at Kjettil i Lien skal ha Bryllup idag?» Det var dengang ikke saa ligetil at være Præst i en Fjeldbygd.

For et Par Aar siden sad to Præster og samtalte med hinanden. Paa Gulvet sad den Enes lille Datter og legede. Den fremmede Præst henvendte sig derpaa til den Lille med: «Aa lær mig denne Leg?» Barnet saa paa Præsten og sa: «Du er for gammel.» Den fremmede Præst passede paa Svaret, reiste hjem, holdt først en— 56 —

Præken over Texten og udgav siden en liden Traktat over Barnets Svar: «Du er for gammel.» »Af de Umyndiges og Diendes Mund skal du berede dig en Lov.»

I Slutningen af forrige Aarhundrede havde man blandt Geistligheden den saakaldte »Syvstjerne». Den bestod af syv Præster, hvoriblandt den bekjendte Thomas Vesten var. Det var paa den Tid, som Rationalismen stod paa sit Høieste, og hvor der faldt lidt af hvert blandt den Tids Præster. Saaledes var der holdt en Prækeu i Kristiansands Domkirke og som begyndte med følgende Ord: «Høistærede Medborgere af alle Stænder! o. s. v. og som sluttede med en Henvendelse til Kongen, der lød saaledes: «Hver Borger skal istemme Din Hæderssang, som vor Tids Frode. Hver Norsk og Dansk bad Odin, den Algode, om— 57 —

Evighed for deres elskede Frode. I ham han dem en Fader gav,» o. s. v.

Fra den Tid haves en hel Mængde Præstehistorier, som ikke agtes optagne her. De Heste ere stygge, plumpe og forkastelige. Enkelte kunde nok være lidt løierlige, som for Ex. følgende :

En Præst fik engang Besøg af en Kone, som bad ham endelig hjælpe hende til, at hendes Søn maatte blive Præst. «Hvorfor vil du da, min kjære Kone, at Søn din skal bli Præst,» spurgte Præsten. «Aa jo, ligefra han var et Barn har han været slig, at han har villet havt i sig alt han har set," svarede Konen.

Ligeledes fortælles fra den Tid om en Præst, hvorledes han bar sig ad, naar han— 58 —

under Prækenen saa den ene efter den anden tog sig en Lur. Præsten tog nemlig en Fele med sig i Kirken og naar han da Sftä, ät Hovederne blev lidt tunge, tog han nogle dygtige Drag med Buen. Men da kom der Liv i dem.

Saa har vi en Historie om en Præst, som ikke vilde gi en Fattigmand Jordkast. Den fortælles saaledes:

Der var engang en Smed, som blev kaldet Fanesmen, fordi han havde været ved Krigsfanen Saa var det en Dag, at en Fattigmand kom til ham og bad om Hus. Dette fik han da. Om Natten blev Fattigmanden syg og om et Par Dage døde han. Fanesmen gik da til Præsten og fortalte, hvordan det var gaat til, samt bad Præsten forrette ved Graven. Dertil var Præsten villig, men mod Betaling, og mod at Fane-— 59 —

smen skaffede Attester. Dette vilde Smeden ikke indgaa paa. Men saa faar den Døde intet Jordkast, bemærkede Præsten. Saa kaster jeg Jorden paa ham selv, svarede Smeden.

Et Par Dage senere paafulgte Begravelsen. Præsten stod ubemærket og saa paa hele Processionen. Kisten blev først sænket ned i Graven. Derpaa traadte Smeden frem og gav Jordkast med følgende Ord:

«Fra Pdngerige var du, det sa du.

Til Himmerige vilde du »

Naar de andre staar op, kan ogsaa du staa op.»

«Ingen penggjerrig Præst er jeg. Idag begyndte jeg og idag slutter jeg » Dermed var hele Akten forbi.

En Præst fortæller, at han kom engang— 60 —

ind paa en Skydsstation. Her sad en Lutheraner og en Katholik med en Brændevinsflaske imellem sig og trættede om, hvem der havde den bedste Religion. Da Lutheraneren flk se Præsten, udbrød han: «Ikke sandt, Hr. Pastor! vor Religion eiden bedste?» «Det sandeste er,» svarede Præsten, «I har ingen Religion nogen af Eder.»

Engang flk en Præst Besøg af en høi Officer, der beklagede sig over, at det var saa vanskelig i hans Stilling at være en Kristen. Han mente, det var umulig at holde Soldaterne under Tugt og Orden uden at bande. «Og dog kjender jeg en Officer,» sa Præsten, «som aldrig bander, men som kommanderer sit Kompagni med tre Ord: «Kom!» «Gak!» og «Gjør det!» Hvad der var mulig i den romerske Hær, maa vel— 61 —

ogsaa lade sig gjøre blandt Kristne, sagde Præsten.

Der fortælles om en anden Præst, soni engang fik Besøg af en Fritænker. Præsten tog vel imod ham, medens Fritænkerens Hensigt var at bringe Præsten i Knibe. Efter at ha talt om et og andet, faldt Fritænkeren pludselig ind: «Aa vær saa snil, Hr. Pastor! og giv et Bevis paa, at der er en Gud til, og at hvad der staar i Bibelen er sandt.»

«Behøves ikke, min Herre!» svarede Præsten, «det er noget Bibelen selv beviser, fornemlig der, hvor den taler om Dem.» «Om mig!» raabte Fritænkeren. «Ja just om Dem,» sa Præsten. «De vil finde Dem beskreven i Davids 14de Psalme 1ste Vers »

Præsten hentede frem en Bibel, slog op— 62 —

det nævnte Sted, og Fritænkeren læste: «En Daare siger i sit Hjerte: der elingen Gud.*

«Disse Præster!» mumlede Fritænkeren og gik.

En lærd Herre kom ind i en Kupé, livor to Jesuiter sad. Den fremmede Herre forkoldt sig rolig, indtil Jesuiterne begyndte at bli muntre og sig imellem at drive Spas paa den fremmede Herres Bekostning. De anede ikke, hvem de havde for sig Denne spurgte da, hvem han havde den Ære at gjøre Følge med?

«Vi høre til Jesu Selskab,» svarede Jesuiterne.

«Til hvilket af disse?» spurgte den første.

«Vi kjender kun et Jesu Selskab,» svarede hine.— 63 —

«Jo«, sa den fremmede Herre: «Jesu første Selskab var Æsler og det sidste var Røvere.»

En Præst, der engang havde holdt en alvorlig og rystende Præken, saa at næsten alle Tilhørere svømmede i Taarer, blev herover saa forskrækket, at han udbrød; «Græd ikke saa Børn! Det turde være Løgn altsammen.»

«Hvem har skabt dig min Gut?» spurgte Præsten.

«Den samme, som har skabt Hesten,» svarede Gutten.

«Hvem har da skabt Hesten?»

«Den samme, som har skabt Præsten.»

«Hvem har da skabt Præsten?» vedblev den første.— 64 —

«Nei, naa staar han der,» sa Gutten, «naa ved han ikke, hvem har skabt sig heller.»

En ældre Præst blev engang befordret til en Menighed, hvor Præstegaarden, var saa forfalden, at ingen kunde bo i den. Da dette blev meldt for Kommunebestyrelsen, foreslog et Medlem, at Præsten kunde reise om i Menigheden; saa gjorde Apostlerne. Dette Forslag blev vedtaget, og Præsten gjorde da saa.

Han flyttede da med hele sin Familie først ind til den Mand, som havde fremsat Forslaget. Om en Dagstid eller to reiser du vel til en anden, tænkte Manden; men saa tænkte ikke Præsten Manden saa sig derfor tilsidst nødt til at gjøre Præsten opmærksom paa, at han maatte flytte. Men Præsten gjorde Manden opmærksompaa, at der staar skrevet: «Hvor I gaar ind i et Hus, bliver der » Men nu var det ikke længe, førend Præstegaarden kom istand.

Der fortælles om en Præst, som aldrig prækede, uagtet lian ikke var syg, men overlod det til sin Kapellan. Dette vidste en Bonde at faa sagt Præsten paa en meget sindrig Maade. Præsten, der af en eller anden Grund, var bleven ærgerlig paa Bonden, havde nemlig sagt: «Jeg skal nok vide at træffe dig!» «Aa,» sa Bonden, «jeg skal nok vide at gjemme mig paa et Sted, hvor han Far ikke skal finde mig.» < Hvor skulde det være?» spurgte Præsten «Jeg skal gaa op paa Prækestolen,» sa Bonden; «der ved jeg, lian Far ikke kommer.»

En Præst skulde engang præke over

5— 66 —

følgende Vers i Ap. Gj. 7de Kap., nemlig det 3., 4., 5. og 6.

«Denne Text, sa han, er den mærkværdigste i hele Bibelen. Det er en Tale lige fra Himlen. Prækestolen er Faderens Høire Haand, Præsten er Guds Søn, Kirken er Veien til Damaskus og Tilhørerne er Saulus fra Tarsus.»

Jeg forundrer mig ofte over disse Herrens Ord: »Høsten er vel stor, men Arbeiderne ere faa,» sa engang en Præst. Og dog er der saamange, som søge Præstekald, at man neppe kan tælle dem, fortsatte han derpaa. Den Ene betler sig ind, den Anden trænger sig ind, den Tredie gifter sig ind, den Fjerde kjøber sig ind, osv. Hvorledes kan da Herren sige, at Arbeiderne ere faa? Ak jo! af Dagtyve er der nok; at Arbeidere faa, af Leiesvende nok; men af— 67 —

Hyrder faa. Mange Bugtjenere; faa Kristi-tjenere.

(Den første Maaned i Aaret 1816 stod dengang 9 Præstekald ledige lier i Norge paagrund af at ingen Ansøger havde meldt sig. Nu er det anderledes).

Der berettes om en Præst, som flere Gange forsøgte at faa tale i Enrum med Fredrik den Fjerde om det utilladelige Forhold, som Kongen stod i til sin Frille. Imidlertid havde Kongen faat Nys i, hvad Præsten vilde og søgte derfor at undgaa ham. Da Præsten alligevel vedblev at bede om Audiens, tillod Kongen ham at komme, medens Hofpersonalet var tilstæde.

«Jeg havde helst ønsket,» sa Præsten, •at tale med Eders Majæstæt alene.»68 —

»I kan kun frembringe Eders Ærinde her,» sa Kongen; thi jeg er dog Eders rette Biskop.» «Det er mig kjært,» svarede Præsten; «thi saa ved Deres Majæstæt, at De, som Biskop, bør være ustraffelig og kun én Kvindes Mand.»

Sognepræst Boysen beretter i «Throndhjems Stiftstidende», at der en Søndag i hans Menighed var 15 Børn til Daaben og 94 Faddere, samt at Præsten fik i Offer 100 Øre.

1816 beretter Provst Pavels, at han en Søndag fik en Offerseddel, hvori laa 400 Rigsbankdaler.

Bygdepræster, som bo tætved meget befærdede. Veie, er ofte udsat for storartede Besøg. Saaledes traf en Dag i en saadan— 69 —

Præstegaard, at Huset lik flere Gjæster end Bordet kunde rumme og Maden strække til. Den ene kom efter den anden, og da det led til Middag, var Tallet gaaet op til 20. Præstefruen vidste nu ikke sin arme Raad.

Imidlertid skiüde Præsten først ud i Sognebud. Eu af Gjæsterne mærkede dette og spurgte: «Skal Præsten bort?« «Jegskal strax være her igjen,» sa Præsten, «jeg skal blot, hen og meddele en Kolerapatient, der ligger for Døden.«

Neppe var Præsten gaat, førend alle strøg paa Døren. Ingen havde Lyst til at oppebie Præstens Tilbagekomst fra Kolerahuset.

En Præst holdt engang paa et større Møde følgende Bøn: «Og nu kjære Herre! Velsign Referenterne, hvis rappe Pen fanger hvert eneste Ord næsten før vi faar udtalt— 70 —

dem. Ligesom du selv, o Herre! er allesteds nærværende, saa er ogsaa de; ja de er næsten ligesaa almægtige som du. Vilde vi tage Morgenrødens Vinger paa og flyve til Jordens yderste Grændser, saa vilde vi finde Referenterne — — — —» (Passerede i Aaret 1890).

I R. Præstegjeld pleiede en stor Del af Menigheden at samle sig paa A rets sidste Dag, den saakaldte «Sylvesteraften» paa et vist Sted og drev der et syndigt Væsen med Drik og Spil.

Saa var det engang som Bygdens Præst gik forbi Stedet og fik en lys Tanke. Han sender øieblikkelig Bud efter Kirkebetj enerne og Klokkeren. De komme og med Præsten i Spidsen gaa alle i Kirken. Lysene tændes og i det begynder Klokkerne at ringe. Alle styrter forskrækkede ud af Samlingshuset ogiler til Kirken. Præsten staar allerede paa Prækestolen og holder derpaa en Tale om den sidste Dag, som griber Alles Hjerter. Enhver gik stille hjem og siden holdtes hver Nytaarsaften Præken i Kirken.

En Præst var engang bleven hængende fast i et Søm paa Prækestolen. «Det kunde jeg tænke, sa en anden Præst, at man maatte være sømmet fast, siden han ikke vidste at holde op.»

Der stod nylig i en Avis en Slags Præstehistorie nordenfra. Præsten var netop kommen op paa Prækestolen og skulde udlægge sin Text; men i det samme kommer Silden. Der hvidskedes fra Stol til Stol: «Silden kommer!» Folk begynder at gaa ud af Kirken og Klokkeren staar som paa Glør,— 72 —

(baade Præsten og Klokkeren var Noteeiere.) Saa skriver Klokkeren en Seddel og stikker frem paa Prækestolen: «Silden kommer!» Præsten ser Seddelen, afrunder sin Præken og gjør sig fuldt færdig i Kirken. Derpaa iler han i flyvende Fart med Præstedragten paa ned til Naustet for at greie med Mandskabet, som skal ud paa Fangsten. Folket syntes nok, at dette neppe var rigtig af Præsten; om sig selv sa det intet.

En Præst fortæller, at lian engang mødte en ung Rytter, der spurgte Præsten, hvor langt det var til Helvede? «Unge Mand!» sa Præsten, «driv ikke Spøg med saadant. Helvede kan være Dem nærmere, end De tror.» Neppe var Ordet udtalt, førend Rytteren kastedes af Hesten og laa død paa Stedet.En ung Præst paa Landet tog engang en Tur omkring i Bygden. Paa denne kom han til en mindre beboet og ukjendt Del af Sognet. Her fik han dog tilsidst Øie paa en Hytte, der ikke laa langt fra Veien. Præsten gik derhen og traf der en gammel Kone, hvem han spurgte, om han kunde faa kjøbt lidt Mad. Aa desværre sa Konen, jeg har ikke saadan Mad, som Præsten kan æde Præsten forklarede da, at han var sulten og tog tiltakke med, hvad hun havde, om det end var bare Vasvelling.

Den tik da Præsten i en Spølkum af det Slags, som bruges paa Landet.

Medens han sad og aad, kom en Gris og begyndte at snuse paa ham. Er Grisen vond? spurgte Præsten. Neida, han er ikke farlig, sa Konen; men han kjender vel igjen Koppen sin. Ja saa skal du ha saamange Tak, sa Præsten, lod Grisen faa Koppen og gik.Der træffer ofte, at Præsten bruger fremmede Ord i sine Prækener. Dette var da Tilfælde med en ung Præst i St. Meniglied. En af lians Tilhørere klagede derover og bad Præsten holde sine Prækener mere i deres eget Sprog. Men Præsten svarede: «Folk maa forstaa, at jeg kan lidt mere end mine Tilhørere.»

En Præst, som ofte var, hvad man kalder distræh, gik en Aften paa en Vei med en af sine Venner og var dengang meget aaudsfraværende. Det var allerede mørkt, og derved kom han til at gaa ved Veikanten og med det ene Ben i Rendestenen. Efter at ha gaat en Stund, raabte han til den anden: Aa! jeg er blit halt. Det ene Ben er langt og det andet er kort. Det kosted hans Ledsager megen Møie med at faa gjort det klart, at begge Præstens Ben var lige lange.— 75 —

I en af vore afsidesliggende Fjeldbygder kom Mændene meget lurvede til Kirken. Stedets Præst talede med dem herom og bad, at (le i det mindste burde greie Haaret, Men det hjalp ikke. Saa lod Præsten Eu for En komme ind i Sakristiet, tog saa Kammen og greiede dem der. Men den, som havde været der en Gang, ønskede ikke at komme der oftere.

En Prædikant stod engang og talede med saa levende Begeistring, at han tilsidst udbrød: «Hvis mine Arme vare lange nok, og Gud vilde tillade det, saa tog jeg Eder allesammen og fløi op i Himlen med Eder. Og jeg, sa en af Tilhørerne, vilde vende tilbage efter en ny Ladning.

En Præst fik engang Besøg af en af— 76 —

sine Venner, som han bad at spise hos sig til Middags. Dette hørte Pigen og gav Præsten et Vink om, at de knapt eiede et Stykke tørt Brød i Huset. Dæk du kun Bordet, sa Præsten, det er tidsnok, at Maden kommer, naar vi har sat os tilbords. Bordet blev dækket og alt fremsat, end og Saltkarret blev ikke forglemt.

Lad os nu sætte os tilbords sa Præsten. Dette skede da. Præsten bad Bordbønnen, og foreholdt Herren, hvad han har sagt om Spurvene og Ravnene, samt at han mætter alt, som lever med sin Velsignelse osv.

I samme Øieblik, som Præsten sa Amen. blev der ringet paa Døren. Pigen iler til og modtar en stor Kurv med et rigeligt Middagsmaaltid. Rolig og smilende ser Præsten op paa den forbausede Pige, og spør: < Har du noget at klage paa den Vært, som har taget os ikost»— 77 —

Alligevel spør en anden Præst, hvor man finder mere Falskhed end under de lange Kjortler. Den theologiske Skalk eiden fineste og vanskeligste at opdage; han har mange Faarepeltse at bedække sig med. Hvormangen Politikus træder ikke frem i den rynkede Kappe. Skal jeg give Barnet det rette Navn, saa kalder jeg det en Slangeæt; thi Slangen gaar krogede Veie, og det gjør ogsaa saadanne Præster.

Atter en anden Præst synger omtrent i samme Dur: «Hvor aarvaagen er ikke Præsten, naar et stort Præstekald er ledigt? Der er ingen Ende paa at løbe, at kjøbe og at tigge. Derefter forsætter han: Embedet er dog ikke til for at Præsten skal fylde sin Bug og sin Pung, eller for at Præsten skal faa Guld og Sølv og magelige Dage.— 78 —

Jeg har mangengang forundret mig over, at saamangen ugudelig Studios har kunnet krybe ind i Præstekjolen. Sligt gik i de Tider, da den ene Ravn ikke hakkede Øinene ud paa den anden. Nu gaar det ikke saa let.

Men dog gives desuagtet sande og trofaste Sjelesørgere og som er bekymrede for, at deres Ord ikke bærer de rette Frugter. Da en Præst klagede herover til en af sine Kollegaer, svarede denne, uden at skaane: Hvad som ikke kommer fra Hjertet, men blot fra hvad der staar paa Papiret, gaar heller ikke til Hjerte. En Præst skal være sin Menigheds Amme. IIvormange Præster er ikke lige de Rør, hvorigjennem Vandet gaar; men selv forblir lige tørre. Hvad der ikke bevæger Præsten, bevæger heller ikke Tilhørerne. Flyder Taarerne først hos Præsten, flyder de nok siden hos Menigheden.

«M—ll—É

— 79 —

En Præst skrev engang til en af sine Kollegaer: Hjerte, Mund og Haand maa stemme overens bos Præsten. Fra Hjertet og i Hjertet. Men dertil maa Haanden komme; thi Gjerningen maa bevise, hvad Munden har sagt. Hvor der er mange gode Exempler, der er mange gode Efterfølgere. Det gjælder ikke mindst for en Præst:

At han er i al sin Handel Mere rig paa Kraft end Ord, Og udviser i sin Vandel, Hvad som i hans Hjerte bor.

Fisk saa du fanger, siger en af Nutidens Præster. Petrus fiskede den ganske Nat og fik intet. Far ud paa Dybet, ud paa Syndedybet i Synderens Hjerte, Naadedybet i Faderens Hjerte og Forsoningsdybet i Frelserens Hjerte og kast her Garnet til en Dræt, saa drager du det fuldt tillands. Fisk ikke efter Ære og Berømmelse, eiheller efter— 80 —

Penge, men etter Menneskesjele. Hovedsagen er, at Præsten selv er fisket. Dernæst maa det meel al Rimelighed kunne forlanges af dem, som vil bli Præst, at hans Liv afgir Garanti for, hvad han lærer.

En alvorlig og rystende Vækkelsespræst fik engang Besøg af en Mand, som klagede over, at han aldrig kunde gaa rolig ud af Kirken. Jeg kan sætte mig, hvor jeg vil, saa angriber De mig. Præsten spurgte da, hvorpaa han mærkede saadanne Angreb. Jo jeg mærker det godt, sa Manden. Altsaa i din Samvittighed føiede Præsten til Men hvad kan jeg derfor? Jeg staar paa Prækestolen og kommer ikke nær din Samvittighed med en eneste Finger. Men Samvittigheden anklager dig og saa skal Præsten ha Skylden. Det er ikke mine Ord, men din egen onde Samvittighed som rører op i Dig. Du vil— 81 —

bringe Præsten til Taushed; se til at faa din indre Anklager til at tie. Ikke den, som straffer det Onde, men den, som gjør det Onde, fortjener Irettesættelse.

En alvorlig Præst skriver til en af sine Embedsbrødre, at der ligger over vore Menigheder en trykkende Følelse af, at der er noget som fattes ved vor Prædikemaade. Gjenstanden er interessant nok og Prædikanten kundskabsrig nok; men alligevel er Forkyndelsens Resultat saadant, at Talen ikke faar rigtig fat i Tilhørerne; hvad er Aarsagen? Dette maa være Gjenstand for enhver Præsts Opmærksomhed. Prædikenens Begyndelse, Midtpunktet og Enden maa bestandig ske paa Knæerne.

Træt af Anstrængelse i min Menighed,

6— 82 —

og som heller ikke havde været uden øiensynlig Frugt, fortæller en Præst, satte jeg mig en Dag i en Lænestol til at hvile.

Ved at vende Tanken tilbage herpaa, sank jeg lidt efter lidt ned i en halv bevidstløs Tilstand. Pludselig traadte en fremmed Person ind i Værelset. Han havde med sig en Vægtskaal og nogle kemiske Apparater.

Den fremmede kom lige hen til mig og spurgte: Hvordan gaar det med din Virksomhed ? Jeg svarede, at jeg havde al Grund til at være tilfreds.

Han foretog derpaa nogle kemiske Undersøgelser, tog derpaa Vægten og begyndte at veie. Udfaldet tegnede han derpaa op paa en Liste, som han leverede mig med et Udtryk af Sorg og Medlidenhed. Derpaa forlod han Værelset med de Ord: «Maatte Gud faa frelst dig!»

Paa Listen stod 100 Gram, nemlig:— 83 —

Blind Nidkjærhed......19 %.

Personlig Æressyge.....23 %.

Arbeide for Løn......19 %.

Partiskhed........16 %.

Tragten efter Anseelse og Indflydelse 12 %. Stolthed over egne Gaver . . . 14 %.

Kjærlighed til Gud.....4 %.

Kjærlighed til Næsten .... 3 %. Jeg gjorde Forsøg paa at bestride Rigtigheden af denne Antegnelse. Men pludselig faldt et Mørke over mig, jeg faldt paa Knæ og raabte: «Herre frels mig!»

En gudfrygtig Præst fortalte engang

ved en given Anledning om Øinenes rette

Brug. «Ved hvad der møder mig,» sagde

Præsten, «opløfter jeg først mine Øine til

Hinden og tænker: der har jeg mit Vidne.

Han ved, hvad jeg tænker, hører, hvad jeg

taler og ser, hvad jeg gjør. Dernæst ser

6*— 84 —

jeg ned paa Jorden og tænker paa, hvorlidet Rum jeg behøver. Endelig ser jeg omkring mig og betragter de mange Mennesker, som har det langt værre end jeg. Alt dette lærer mig, hvorliden Grund jeg har til at være misfornøiet.

Sognepræsten og den residerende Kapellan blev engang indbuden til et stort Bryllup i Bygden. Ud paa Eftermiddagen mærkede Kapellanen, at Gjæsterne flokkede sig om Kortspilbordet, Han ventede, at Sognepræsten først vilde udtale sig herom. Da dette ikke skede, tog Kapellanen til og sagde: «Det passer ikke for en kristelig Præst at opholde sig længere her,» sa Farvel til Brudeparret og tog afsted. Sognepræsten gjorde (la det samme. Ikke den kraftigste Tale vilde have virket saa,nmnn

— 85 —

som dette virkede. Exemplet er Jordens Salt.

Præsten F. havde ei alene Ord for at være en streng og ivrig Prædikant, men tillige en alvorlig Kristen. Fra Prækestolen forkyndte han baade Dødens og Livets Vei; hvad han talede med Munden, stadfæstede han med Livet. Engang mødte han en fornem Herre, der hilsede og sagde: «Det var da vel, at jeg endelig traf Hr. Pastoren. Nu skal Han» — Manden tog i en Ed — «omvende mig.» Præsten mødte Spotteren paa en passende Maade, hvori laa baade Alvor og Foragt: «Min Herre!» sagde han, «i dette Tilfælde ligner De aldeles min gamle sorte Kappe; den er saa mange Gange bleven vendt og omvendt, at det nu ikke længer lønner Arbeidet.»— 86 —

Ved eu Konfirmation fra Rationalismens Dage, træder en anden Præst frem i en anden Skikkelse.

Den Dag, da Konfirmanderne skulde udtages, var Præstens Kjøkken fuldt af baade Gutter og Jenter, og Fruen havde nok med at udstede Attester. En Gjødkalv eller en fed Sauskrot lik den bedste Attest og Giveren var sikker paa at«slippe.« En Smørbut slang ogsaa til; men et Snes Æg eller et Rømmespand var meget tvilsomt.

Endnu var ikke alle expederede i Kjøkkenet, da en Gut kom stortudende ind og raabte: «Jeg vil ha igjen Rømmespandet mit; jeg slåp ikke alligevel.» «Spandet dit er tømt sammen med de andre,» sa Husjomfruen, «saa nu er det forseut.» «Fy skamme sig, en stor Gut graate,»

og dermed jagede hun Gutten ud og lukkede Døren.

Konfirmationsdageu var nu kommen.— 87 —

Præsten havde den Evne, at kunne præke Kirken tom; men idag var den fuldproppet af Folk. Forældre og Sødskende til alle dem, der skulde staa paa Gulvet, var fremmødte.

Efter at Indledningssalmen var sunget, traadte Præsten frem i Kordøren for at henvende nogle Ord til de Unge. Han havde valgt sin Text, Evangeliet om Sædemanden, og efter at have læst den op, begynder han saaledes:

«Den Text, som jeg har læst op, mine Venner! finder jeg særdeles passende at betragte i denne Tid, da Vaaraanneu alt er i fuld Gang, og vi, saa at sige, nedlægger vort Haab i Jorden. Og netop ved at vælge dette Billede, har vor store Lærer, Kristus, hædret Gaardbrugerstanden. Men det gjælder ogsaa for os at følge ham efter i dette og udvælge den gode Jord til vor Udsæd, saa den i sin Tid kan bære mangfoldig Frugt.»— 88 —

«Alle disse Exempler om, hvorledes det gik deri Sæd, som blev spildt ved Veien, og paa Stengrund og mellem Torne, er skrevet dem til Advarsel, som ikke gider rydde Stenene af sit Jorde, samt faa unda Torne og Tidsler, og alligevel venter at faa Laaven fuld af Herrens Velsignelse.»

«Man pleier sige: Held den Mand, som faar en god Hustru! men jeg siger: Held den Mand, som har en Bakke, som vender mod Syd, hvor han kan sætte Poteter.»

(«Jamen kom Poteta med her au!« hviskede En til sin Sidemand.»)

«Denne nyttige Plante,» fortsatte Præsten, «burde findes paa hver Gaard og i hver Hytte. Ja jeg er vis paa, at dersom den havde været kjendt i Jødeland paa Jesu Tid, havde han sikkerlig nævnt den i Evangeliet om Sædemanden. Altsaa ! jeg lægger Eder det formanende paa Hjerte i Dag, alle I, som— 89 —

snart skal overta Eders Faers Gaard, og I skal ikke angre det.

♦ Dog det er ikke blot den Sæd, som lægges i Jorden, Jesus mener her, men ogsaa den aandelige Sæd, som lægges i Hjertet: Moral, Dyd og gode Sæder, saa vi kan bli nyttige Borgere i Samfundet.«

Derpaa skred Præsten til Overhøringen; thi dette var Dagens Knudepunkt.

Af saadanne Præster, som i det foregaaende Stykke er nævnt, er der vel ikke mange igjen i vor Tid; dog siges det, at der skal slænge en og anden hist og her. Hvor nær beslægtet med dem, den Præst er, som følgende Historie dreier sig om, lader vi staa derhen:

For ikke lang Tid siden skulde en Præst holde Ligtale over en rig Bondekone i V. Præstegjeld. Hun havde i sit Liv ikke— 90 —

været af Bygdens bedste Folk, noget som ogsaa var almindelig bekjendt. Præsten var imidlertid af det Slags, som maalte Skjeppen fuld af Lovtaler over den Afdøde, naar han vidste, han blev godt betalt.

Efter at Præsten var færdig med sin Ligtale, og den Afdøde havde faat sin Plads i Himlen, henvendte Præsten sig til Forsamlingen med det Ønske, at vi alle maatte komme der, hvor hun nu er. «Nei Gud bevare mig for at komme der, hvor hun er!» udbrød en kristelig Skolelærer. Derover blev der et svare Opstyr, medens vi vel neppe kan være enig hverken i den første eller sidste Tale.

Da tog en auden Præst det paa en mere fornuftig Maade. Han begyndte sin Ligtale med følgende Ord: «Jeg vil ikke tale til den Døde, eiheller om den Døde; men jeg vil tale over den Døde.»Det var i Aaret 1848, at en Bygdepræst gik over Kristiania Torv. Pludselig stansede han midt paa Torvet foran en nylig opsat Lygtepæl. Paa denne stod der skrevet med store Bogstaver: «Fiat Lux!» d. e. Bliv Lys! Underan stod Entrepreneurens Navn. Præsten studsede over en saa grov Formastelse og spurgte i et offentligt Blad, om Nogen liar Lov til at tage dette Ord af Guds Mund paa Skabelsens første Dag og gjøre saadan Brug af det, og om man ikke maa frygte for, at sligt Misbrug kunde nedkalde Straffedomme over vort Land?

En Kandidat tog Sagen op bagefter og drev Spot og Løier med den «nye Landeplage,» som vi nu kunde vente os. Den udeblev ikke.

Flere af vore gamle Kirkefædre, deriblandt Luther, Arndt og Skriver m fl., vedat fortælle mange Historier om, hvorledes Præsten og Satan var i Kast og Nappetag med hinanden. Ja endog i den senere Tid skal saadant have passeret. Saaledes fortæller en Præst, at en Satans Engel kom engang til ham i Skikkelse af en Konge med Krone paa Hovedet og Scepter i Haanden, hilste paa Præsten og udgav sig for Kristus. Præsten mærkede strax, hvem han var og vendte Bagdelen haanlig mod ham med de Ord: «Nei du gamle Skalk! Du skal slippe at lure mig. Havde du endda faat paa dig en Tornekrone og ført et Kors i Haanden; men sligt tør du ikke komme med. Pak dig derfor strax!» Denne Adfærd opbragte Satan saaledes, at han efterlod en Stank, der var nærved at tage Livet af Præsten.

En Præst, der var en ydmyg Herrens Discipel, havde engang paadraget sig et stort— 93 —

Fiendskab af en Person, som forvoldte ham megen Sorg og Bedrøvelse. Saa var det engang, at den samme Præst laa paa Knæ i sit Lønkammer og bad for sin fiendtlige Modstander, at det begyndte at pibe i det ene Hjørne af Værelset. «Jeg blev forfærdet,» siger Præsten, «men jeg fattede mig strax og sagde: «Pib saameget du vil, du lede Djævel! du hverken skræmmer eller standser mig dermed.» Siden bad jeg endnu heftigere.

Saa har vi en meget fornøielig Beretning om en Præst, som blev omvendt ved sin egen Præken og paa sin egen Prækestol. Han havde før levet et meget exemplarisk Liv, holdt gode Prækener, der vare stærkt søgte og var rost og omtalt af fast alle. Men en troende Præst havde under et Besøg sat ham i en saadan Knibe, at han— 94 —

blev som paa et bundløst Hav uden baade Ror og Anker. Efter denne Samtale gik Thorsdag, Fredag og Lørdag hen, og hver Dag blev det mørkere og mørkere for ham. Da saa Søndagen kom, var han aldeles uskikket til at forrette i Kirken. Hin Præst havde sagt til ham, at-, hvis han var i hans Sted, vilde han lukke Kirkedøren og sige Menigheden, at han ikke vilde præke, førend han blev omvendt

«Skal jeg gjøre dette,» spurgte han sig selv? Men førend han kunde bestemme sig, ringede Kirkens Klokker og sendte derved Indbydelsen vidt og bredt ud i Bygden. Derpaa kom den Tanke op hos ham, at han vilde gaa i Kirken, læse Indledningen til Altertjenesten, og saa lade Menigheden gaa hjem. «Men medens jeg læste Evangeliet,» fortæller han, «opstod den Tanke, at jeg burde give en liden Forklaring derover.»

«Jeg gik da op paa Prækestolen ogopgav min Text, som jeg tog af Dagens Evangelium: Hvad tykkes Eder om Kristus? Jeg erindrer ikke alt, livad jeg sagde, men jeg følte, at det derunder opgik et underfuldt Lys i min Sjel. Om der var noget i min Opførsel eller i mit Blik, som vakte Opmærksomhed ved jeg ikke; men pludselig stod en Lokalprædikant, som tilfældig var tilstede, frem, rettede sine Arme i Veiret og raabte:

«Præsten er omvendt! Præsten er omvendt!»

«Halleluja!»

Der blandedes deri et Glædesraab af flere Hundrede af Forsamlingen, medens mange af de gamle Kirkemænd bleve saa forskrækkede, at de løb bort fra Kirken.

«Da Bevægelsen havde lagt sig noget,» fortsætter Præsten, «var der mindst 20 Mennesker, som raabte om Naade og somsøgte og fandt Fred. Blandt disse var tre fra mit eget Hus.»

Dagen efter fik Præsten Besøg af en Nabopræst, som havde hørt Rygtet, der nu spredte sig ud over Bygden, som en Løbeild. Han kom, for at bringe ham paa andre Tanker. Da han saa, han intet kunde udrette, vendte han tilbage, idet han sagde: «Lad Gud sætte en Stopper for den af os, som har Uret.« «Amen!» svarede den Anden.

Den paafølgende Fredag sprang et Blodkar i Brystet paa Nabopræsten og dermed var der sat en Stopper for ham. Den anden Præst har siden den Tid præket over 30 Aar og præker fremdeles.

Digitaliserad av Projekt Runeberg och publicerad på http://runeberg.org/prastehi/.
Konverterad till .pdf, .epub, .mobi och .txt av Arkivkopia och publicerad på https://arkivkopia.se/sak/runeberg-prastehi.
Filen skapad 2018-12-17 15:13:47.818007